I opslagsbogen "Vestens sygdomme" fandt jeg en beskrivelse af den alment
forekommende sygdom "hundeejer", latin: hundus idiotus, er en sygdom med et
langt forløb. Den kan ramme alle, uanset køn, alder eller tidligere status i
samfundet. Tendenser tyder på, at den i visse tilfælde er arvelig.
Langtidsstudier har vist, at heldbredsprocenten er meget lav.
Første symptom er, et ofte skjult ønske om hund, mange gange, med en diffus
baggrund. Sygdommen slår for alvor ud, når patienten har købt hund. Da ses
de ude uanset vejr, regn, hagl eller sne.
Under den bedste sende tid på TV, vandrer de omkring som zombier, med deres
hunde.
Et andet symptom som er meget almindeligt, er at personen der snakkes om,
ses springende rundt i skoven, med et tomt halsbånd i hånden, samt et
ansigtssprog som skifter fra højrød til en blåagtig nuance- vildt skrigende
"kom heeer!" Erfaringer siger, at man ikke skal forsøge at få kontakt med
den noget hysteriske hundeejer, da dette er totalt meningsløst i
situationen, som beskrives her.
Eller ses hundeejere ofte på gadehjørner eller lignende i nær samtale med
andre hundeejere, trods det, at de beviseligt aldrig har mødt hinanden før.
Til højtider køber patienten ofte kødben og hamburger i plast (men indbygget
pip) for at pakke det smukt ind i gavepapir, for derefter at gemme dem til
jul.
DA tages pakken frem under højtidelige former, for at foræres til en,
begribelig nok, uforstående hund. Meget tid, og mange anstrengelser lægges
altså i gaverne til jul, og til hundens fødsels- og evt. navnedag.
PÅ et senere stadium ændres sygdomsbilledes til bl.a. af omfatte
søvnvanskeligheder, samt en mere letsindig indstilling til penge. Tidligt om
morgenen, fortrinsvis lørdag og søndage, ses de pakke deres biler med
madkurve med ekstra meget mad, rygsække, små sammenklappelige stole,
hundetæpper, hunde, søvnige unger, samt modvillige ægtefæller. Efter
varierende timers bilkørsel, tilbringes dagen som f.eks.
A: Siddende på de medbragte teltstole i flere timer, intensivt opmærksom på
andre patienter, som springer rundt i en firkantet ring. Derefter springer
de selv et par runder, og får forskelligt farvede bånd. Som de viser på
forskellige måder, enten i glæde, sorg, vrede- eller skuffelse. Værdien af
båndene er ca. 10-15 øre, og udgifterne til sådan en dag ligger mellem kr.
300 - 500.
B: siddende på teltstole i flere timer, intensivt opmærksomme på andre
patienter. Som robotter går de, på for eksempel en græsbane, og gør
umotiverede stop, eller små spring, og hele tiden stift stirrende fremefter.
Derefter går de mede egen hund frem og tilbage på ovennævnte græsplæne,
nøjagtigt i samme fodspor, som om de har gået der før. Til og med her er
indtægter og udgifter meget ujævnt fordelt.
Behandling:
Når ovennævnte beskrivelse af symptomerne godkendes, findes der ingen tvivl
om, at sygdommen har fået fæste, og behandling kan være resultatløst. For
største mulig chance for at behandle en sådan person, som er ramt af
hundeejer-sygdommen, bør samtaleterapi sættes , ind allerede ved første
symptom. Umyndiggørelse er ikke at anbefale, trods det har været almindeligt
frem til vore dage.
Videnskabelige undersøgelser har vist, at hundeejeren yderst sjældent udgør
nogen fare for samfundet, og at patienten ikke selv oplever sin sygdom som
noget særligt.
Da de jo som regler ganske glade og fornøjet, kan man med god samvittighed
lade dem røre ved en, og se dem som et synligt indslag i vort samfund. Tja,
hvem kan ikke nikke genkendende til bare nogle af disse sygdomstegn??
--
Livet er for kort til at undgå Pernille
