---

Er jeg "den onde stedfar" ?

Jeg vil gerne høre andres mening om et par ting der giver anledning til en
del diskussioner mellem min samlever og mig. Vi har boet sammen i snart 4
år, og vi har svært ved at få pengene til at slå til.

Hun har en søn på 17 år, og det er her problemet er.

Jeg er af den mening at en ung mand på den alder burde finde sig et lille
job, så han selv kan tjene lidt lommepenge - hvad siger I ?

En anden ting der irriterer mig meget er at der levnes en del mad næsten
hver dag, jeg er opdraget til at det man selv øser op det skal man også
spise. Jeg synes det er forkert af en 17-årig at han levner temmelig meget
så godt som hver dag. Især når han måske allerede 1 time efter ikke går af
vejen for at tage 1-2 stykker kød af det der ellers var tilover til
madpakken, og det spises uden brød eller noget andet til.

Jeg er virkelig i tvivl om det er mig der er fuldstændig forkert på den,
eller hvad mener I derude i gruppen.

Hilsen
"Stedfar" - ond eller ej ?

---

Hej "Papfar"
Jeg sidder tilbage med en følelse af at det egentlig er moderen du er
utilfreds med, fordi hun ikke sætter de grænser du mener der bør være. Det
er meget hårdt at være på "duuuut" rent økonomisk, og hvordan du end vender
det, vil det kunne mærkes på parforholdet.
Du stresser og klemmer moderen som vil det bedste for sit barn, hun
kompenserer for din sparsommelighed ved at give ham lidt ekstra frie tøjler
og det gør at du strammer mere ind. Jeg tror, at det I skal, er at tale om
problemerne sammen med knægten, for han er godt klar over hvad der foregår
og udnytter det måske.
Jeg ville forklare ham om den dårlige økonomi og sige at det selvfølgelig
ikke er hverken hans problem, skyld eller ansvar, men at det får den
virkning at der skal spares også på hvad I spiser.
Jeg ville begynde at lave afmålt mad, så der ikke var nogle rester at
forgribe sig på, hvis han er sulten en time efter middag kan han få
rugbrødsmadder eller havregryn med mælk, det mætter godt. Hvis der skal
laves mad til flere dage så husk at fortæl ham er det er planen, han er
sikkert vant til at det ikke betyder noget.
Forklar ham at I forventer han hjælper jer med at skære ned i budgettet,
spørg ham om han har gode ideer, i det hele taget inddrag ham i
beslutningsprocessen.
Hvis han så stadig er ligeglad ville jeg spørge hvorfor og forlange en
ordentlig forklaring ikke bare det træk på skulderen som er de 17-åriges
valgsprog.

Men husk lige at inden I går igang skal Du og Din kone være enige om hvilken
linie der skal lægges og hvilke konsekvenser det skal have hvis den unge
mand vælger at overhøre Jer.

Jeg tror egentlig ikke at spørgsmålet er om han ser dig som pap eller ej,
spørgsmålet er om I som forældre og voksne i huset er enige i hvilke krav i
stiller og hvorfor.

Venlig hilsen Nina Hald

---

Til nedenstående indlæg må jeg nok sige at det rammer fuldstændig plet.

Papfar


"Hald & Nielsen" <hald-nielsen@privat.dk> skrev i en meddelelse
news:3b696fcd$0$295$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Hej "Papfar"
> Jeg sidder tilbage med en følelse af at det egentlig er moderen du er
> utilfreds med, fordi hun ikke sætter de grænser du mener der bør være. Det
> er meget hårdt at være på "duuuut" rent økonomisk, og hvordan du end
vender
> det, vil det kunne mærkes på parforholdet.
> Du stresser og klemmer moderen som vil det bedste for sit barn, hun
> kompenserer for din sparsommelighed ved at give ham lidt ekstra frie
tøjler
> og det gør at du strammer mere ind. Jeg tror, at det I skal, er at tale om
> problemerne sammen med knægten, for han er godt klar over hvad der foregår
> og udnytter det måske.
> Jeg ville forklare ham om den dårlige økonomi og sige at det selvfølgelig
> ikke er hverken hans problem, skyld eller ansvar, men at det får den
> virkning at der skal spares også på hvad I spiser.
> Jeg ville begynde at lave afmålt mad, så der ikke var nogle rester at
> forgribe sig på, hvis han er sulten en time efter middag kan han få
> rugbrødsmadder eller havregryn med mælk, det mætter godt. Hvis der skal
> laves mad til flere dage så husk at fortæl ham er det er planen, han er
> sikkert vant til at det ikke betyder noget.
> Forklar ham at I forventer han hjælper jer med at skære ned i budgettet,
> spørg ham om han har gode ideer, i det hele taget inddrag ham i
> beslutningsprocessen.
> Hvis han så stadig er ligeglad ville jeg spørge hvorfor og forlange en
> ordentlig forklaring ikke bare det træk på skulderen som er de 17-åriges
> valgsprog.
>
> Men husk lige at inden I går igang skal Du og Din kone være enige om
hvilken
> linie der skal lægges og hvilke konsekvenser det skal have hvis den unge
> mand vælger at overhøre Jer.
>
> Jeg tror egentlig ikke at spørgsmålet er om han ser dig som pap eller ej,
> spørgsmålet er om I som forældre og voksne i huset er enige i hvilke krav
i
> stiller og hvorfor.
>
> Venlig hilsen Nina Hald
>
>