Hej
I går aften så jeg en af BBC's glimrende nye udsendelser 'Blood, Sweat and
Takeaways' (man kan desværre ikke se den på iplayer i DK). Kort fortalt
handlede den om 4 unge briter i begyndelsen af 20-års alderen, der i en
kortere perioder - 1 uge - skal prøve at arbejde forskellige steder i
Indonesiens fødevareindustri. I går var det i dåsetun-industrien, dels som
fiskere dels på samlebåndet, hvor der skulle produceres adskillige
tun-filet'er i timen til en dagsløn af tæt på ingenting.
Man havde fundet 6 unge mennesker, en 2G'er fra Bangladesh som i dag
studerer økonomi og som synes der er naturligt at de rige udnytter de
fattige, en fyr der var kommet til England soom 9-årig fra Nigeria, en
bankelev, en hvis familie beskrev hende som Paris Hilton (hun viste sig at
være en af de sejere), og 2 mere. hvoraf den ene aspirerede til at blive en
ny Nigella Lawson.
Det viste sig meget forventeligt, at de ikke havde gjort sig nogen
forestillinger om, hvad der skal til for at en tun kan sælges på dåse. Eller
for den sags skyld at en tun i naturlig form indeholder indvolde, som altså
skal ud. Eller at hvis en dåse tun skal kunne sælges for 60 p, så må nogen i
produktionsledden få en meget lille løn (i øvrigt var der en faktor 'stor'
til forskel på, hvad tun-arbejderne fik i løn og hvad fabrikken solgte tunen
videre til). Eller at hvis man får £2 i dagsløn, så er der ikke meget
tilbage til at betale husleje med, og at man derfor bor på fabrikken, 17
piger sammen i to rum. Etc., etc.
Det var en vældig god udsendelse, både mht de menneskelige skæbner, til
konsekvenserne af globaliseringen og til fremstillingen af fødevarer. Jeg
sad undervejs og tænkte, at jeg da vist havde spist min sidste dåse tun. Men
også, at det måske ikke rigtig ville være godt for noget andet end min egen
samvittighed.
En af de unge menneskers konklusioner var, at de gerne betalte mere - fx det
dobbelse - for deres dåsetun, hvis bare fiskerne og fabriksarbejderne kunne
så det mere som løn. Men sådan går det jo næppe
Vores seks venner var
forøvrigt ganske reflekterede i forhold til tingene og ikke så
selvcentrerede og naive endda. Viste det sig.
Jeg kom til at tænke på, at *næsten* hver gang, jeg ser noget om
produktionen af vores fødevarer, lige fra burhøns og tremmekalve til grise
med liggesår, til penicillinfyldte rejer, æg i str. XL, kvæg der
transporteres over alt for lange afstande mmm., så føler jeg mig magtesløs.
Og når jeg kigger i min pengepung, så rækker den kun i mindre omfang til at
kunne købe økologisk. Hvilket stigningen i fødevarepriserne kun har gjort
værre.
Øv!
mvh
Marianne
- som næsten ville ønske Lars von Trier brugte lidt af sit talent og sine
sorte sider til at skildre disse forhold. Der er menneskelig fornedrelse og
bagsider af den menneskelige natur nok at tage fat på her.