Brian Lund wrote:
> men allerede fra generation-pentium
> begyndte AMD at kalde deres 100 MHz for "PR133" fordi den angiveligt var
> lige så hurtig som en pentium på 133 MHz!
De var de såmænd også, men kun mht. integer-operationer.
De mere multimedie-rettede floating-point operationer var de noget
langsommere til.
I den forbindelse kunne man nævne Cyrix-processorerne, som (svjh)
afviklede floating-point operationer ved at køre dem i små bidder gennem
integer-delen.
På det område var Cyrix'erne flere størrelsesordener langsommere end de
Intel- og AMD-processorer der var aktuelle dengang i midt-90'erne.
> Og så har der jo også været skrabede modeller ala duron, sempron og
> celeron...
De var faktisk ikke så langsomme, som du måske vil gøre dem til.
De første Celeron'er var processorer med 128 kiB on-die L2-cache, i
modsætning til Pentium 2'erne, som havde 512 kiB som kørte med den halve
taktfrekvens, fordelt i to chips placeret på samme printplade, på hver
sin side af processoren.
Celeron 300A kunne forholdsvis nemt overclockes til 450 MHz, hvorefter
ydelsen stort set var identisk med P2 450'eren.
Kort efter kom Celeron PPGA til socket 370, som endnu nemmere kunne
overclockes.
Jeg har personligt testet 16 styk Celeron 300 PPGA mht. overclocking, og
fandt kun én enkelt af dem som skulle have 2,1 Volt istedet for 2,0
Volt, for at køre stabilt ved 450 MHz.
Resten kørte fint 450 MHz ved de 2,0 Volt.
Vi var to (som sjovt nok begge hed Jens), som byggede en hel del PC'ere
til familie, venner og bekendte dengang, med de Celeron'er.
Selv om de var overclockede, kørte de fint i mange år uden problemer.
Senere kom de P3-baserede (Coppermine) Celeron'er, hvor halvdelen af
L2-cachen var deaktiveret i forhold til P3'eren, enten fordi der var
fejl i den fra produktionen, eller blot fordi der var mere efterspørgsel
efter Celeron pga. den lavere pris.
For de P3-baserede Celeron'ers vedkommende, så var forskellen i ydelse
mellem Celeron og den tilsvarende P3'er med dobbelt L2-cache kun omkring
10-20 %, og det endda kun på de mest krævende opgaver som
videoredigering og mp3-enkodning.
Derefter var der de Tualatin-baserede med 128 kiB L2-cache mod 512 kiB i
P3 Tualatin.
Dér var forskellen til at mærke, men igen hovedsageligt kun i de
allertungeste opgaver.
Hvad angår AMD's Duron og Sempron, så var det nogenlunde tilsvarende,
dog var L2-cachen i Duron skåret ned til 64 kiB, hvilket stort set
diskvalificerede den mht. videoredigering, med mindre det ikke var noget
man gjorde ret meget i.
De P4-baserede Celeron'er var ufatteligt sløve pga. den mindre L2-cache,
fordi Netburst-designet forudsatte en forholdsvis stor L2-cache.
Et andet problem var RAMBus/SDRAM-misæren, men det vil jeg ikke komme
yderligere ind på her.
Min tommelfingerregel var; Ydelsen på en P4-baseret Celeron svarede
nogenlunde til en Celeron fra generationen før med den halve taktfrekvens.
Eksv.; en (P4) Celeron 2400 MHz svarede stort set til en 1200 MHz
Celeron Tualatin.
Desuden afgav de ca. dobbelt så meget varme som generationen før, eller
mere.
De var fuldstændigt til grin, hvis man ellers kendte bare en lille smule
til detaljerne.
Deres eksistens skal mere eller mindre tilskrives, at Intel (med
indførelsen af P4 og især de afledte Celeron'er) ville tjene tykt på at
førstegangskøberne antog at taktfrekvensen ca. svarede til ydelsen,
hvilken den absolut ikke gjorde for de Celeron'ers vedkommende.
For lige at sammenfatte:
Celeron var for langt det meste et godt køb til prisen, med undtagelse
af de P4-baserede.
Duron var fin nok til mindre krævende opgaver.
Sempron var fin til det meste, hvis man gik efter et godt
ydelses/pris-forhold.
For lige at nævne den; Celeron Conroe (400-serien) har jeg selv to af,
og jeg er fuldt ud tilfreds til prisen.
Hmm, det blev da vist til en noget længere udredning end jeg havde tænkt
mig :/