Tænk om det virkelige univers er sådan at tiden i et gravitationsfelt
ændres fordi at afstande ændres. Dvs. at hverken sonder eller lyset
vinder nogen ekstra hastighed, (set fra Jorden) ved rejse ud af et
tyngdefelt, fordi at afstande ændrer sig proportionalt med tiden.. Med
andre ord Pioneer sonderne skal ikke være så langt fra jorden som vi
tror.
Med andre ord, lige som i den specielle relativitetsteori, skal der
også i den generelle indgå 2 varianter.
I 1959 blev der ved Pound-Rebka experimentet påvist at lys på vej ud
af et gravitationsfelt rødforskydes. Vi har ingen problem med at
godtage kosmologisk rødforskydning som en afspejling af et rummet
udvides, hvilket vel også er ganske naturligt idet det vel må vise den
tilstand som rummet befinder sig i. - Derfor burde der heller ikke
være noget problem ved at forstå at også den gravitionelle rød eller
blåforskydning også er udtryk for at der også sker en
afstandsdeformation på vej ind eller ud af et gravitationsfelt.
Dersom man ser bort fra årsagerne, er der jo ingen forskel på den
kosmologiske rød forskydning og den gravitionelle rød (og blå)
forskydning.At dette så også er et udtryk for hvor udstrakt tiden er
der jo intet i vejen med.
Upåagtet dette så regner vi med at Sonder der sendes ud af solsystemet
gradvist vil øge deres hastighed set i forhold til vores tid, fordi at
tiden på vej ud af solsystemet går gradvist hurtigere. Derved beregner
vi at Sonderne "må" tilbageligge en større afstand.
Set fra en sonde der sendes ud af solsystemet går tiden gradvist
hurtigere.
Når man ved beregning af afstanden en sonde tilbageligger på vej ud af
solsystemet, kun tager hensyn til den relative tidsvariant, vil
resultatet selvfølgelig være at fartøjet (set fra Jorden) gradvist
tilbagelægger større og større afstand.
Dersom man samtidig tager hensyn til at afstande (set fra sonden) også
bliver relativt længere og længere jo mere sonden fjerner sig, da får
vi pludseligt et helt andet verdensbillede, hvorved det bliver klart
at sonden reelt ingen ekstra målbar afstand vinder som følge af af at
tiden er relativ i et gravitationsfelt, - simpelthen fordi afstande
også er relative.
Det synes indlysende at det netop er her årsagen til Pioneer Anomalien
skal findes.
Vi mener Pioneer sonderne tilbageholdes af en ukendt kraft. -
Løsningen på mysteriet er nok i stedet at afstand også i et
gravitationsfelt er relativ, hvorved det bliver ukorrekt at sonder på
vej ud af et tyngdefelt vinder ekstra målbar afstand som følge af
relativ tidsforskydning.
Hvorfor har nogle sonder anomali, og andre ikke.
For det første, vil sonde udvise større anomali jo længere væk fra
Solen den er , fordi derude går tiden hurtigere end tættere på Solen.
For det andet så vil en sonde både kunne vinde tid eller tabe tid,
afhængig af om den flyver ind eller ud af et tyngdefelt. I begge
tilfælde vil NASA beregne hvor meget det betyder for den tilbagelagte
afstand. En sonder der således styrer tæt forbi flere planeter og
samtidig ud af solsystemet, eller som bevæger sig i en bane, hvor den
ofte gennemrejser en eller flere planeters tyngdefelt, vil derfor i
det samlede gravitations afhænge tidsregnskab kunne ligge så tæt på 0,
hvorved man er ude af stand til at afgøre om afvigelsen skyldes
anomali.
Men betydningen af relative afstande knyttet til gravitation, må også
sætte et stort spørgsmålstegn ved om lys i det hele taget har masse.
Når afstande ind mod et tyngdefelt skrumper ind, er det jo logisk at
lyset vil bøje som følge af at afstand i rummet er relative.
Fotsætter her >
www.science27.com