Det er ikke ofte jeg deler synspunkter med
dem, der skriver i JyllandsPosten, men her
har jeg sakset et indlæg fra i dag.
_______________________________________________
-------------------------------------------------------------------------------------
Søndag den 22. juli 2001
SØNDAGSORDET
Af Niels Jørgen Kobbersmed, sognepræst, Zions kirke, Esbjerg
Kristendom over evne.
FORDI Jesus ifølge Matthæusevangeliet kap. 5-7 i lighed med
Moses på Sinai bjerg gik op på et bjerg og talte til sine disciple,
har man kaldt denne berømte tale med sin foruroligende kraft for
Jesu bjergprædiken. Herfra er søndagens skarpe evangelium
skåret ud.
»Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de sknftkloges og
farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.« Det lød
komplet uopnåeligt. Farisæerne var for menigmand en slags
helgener, der drev deres religion beundringsværdigt, men
uoverkommeligt langt ud. De fleste hørte ordene, som hvis
Jesus havde stillet krav om at vinde Tour de France på en
gammel rusten damecykel!
Bedre bliver det ikke af, at Jesus i fortsættelsen giver den en
tand ekstra og skærper Moseloven ved at sidestille vrede
med drab! Ukvemsord og knyttede næver er bare første skridt
på den vej, der ophæver en grundlæggende kærlighedens
solidaritet og yderst ude ender i mord. Det sker heldigvis kun
sjældent, og der kan og skal gøres alt muligt for, at det ikke
sker. Men vejen derud er i princippet betrådt, siger Jesus.
Han holder bestemt ikke udsalg.
På sin egen ætsende og indtrængende facon siger Jesus, at
den, der ikke kan beherske sin vrede, står til morderens dom.
Og den dom, han stiller i udsigt, er ikke idømt af en menneskelig
retsinstans. Den er både inappellabel og frygtindgydende. »Den,
der siger: Tåbe! Skal dømmes til Helvedes ild.« Værsgo'. Det her
er hård tale, og hvem kan holde det ud?
På sin vis har han set rigtigt, den jødiske fortolker af evangeliet,
der siger, at bjergprædikenen er udtryk for en lovreligion strengere
end den jødiske, fordi den ikke tager hensyn til menneskets faktiske
formåen. Og alligevel har han ikke fattet en tøddel af evangeliet.
Det er fuldstændig rigtigt, at Jesus skærper kravene til det umulige.
Han gennemskuer den farisæiske fromheds sterilitet. Guds vilje
kan ikke fingersnildt spændes ind i regler og paragraffer. Det er
virkelig ikke nok at holde sig til bogstaven. Jesus skærer ind til selve
kernen: Guds vilje omfatter hele mennesket, ikke kun konstaterbare
ydre handlinger, men endnu mere alt det skjulte i tanke, følelse og vilje.
Jesus har ingen etisk mekanik, intet overskueligt moralkodeks, der
kan klare ærterne.
Han forlanger en retfærdighed, der ikke bare overgår, men langt
overgår farisæernes.
Er kristendommen så ikke uoverkommelig? Jo, for en menneskelig
tankegang er den. Men nøglen til forståelsen af såvel bjergprædikenen
som hele kristendommen er Jesu proklamation og virkeliggørelse: Guds
rige er i og med ham kommet nær. Bjergprædikenen er ikke Jesu halsløse
forsøg på at skabe en ny samfundsorden efter strengere principper end
de mosaiske. Den er Jesu skarpt-skårne replik til dem - os! -der bilder os
ind, at vejen til Guds evige rige er forholdsvis overkommelig. Vi kunne
ærlig talt aldrig drømme om at sættet kravet så højt som farisæerne!
Bommen går ned foran os. Hverken jødiske eller danske farisæere kan
komme ind i Guds rige ved bedsteborgerlighed eller nok så idealistiske
leveregler. Der skal skiftes vej. Der skal en helt ny retfærdighed til.
Den fortjener ingen, men den tilbydes og rækkes os af selveste Sønnen,
gennem dåben, i evangeliet - ikke med gode råd til efterlevelse af Guds
bud, men om budenes uoverkommelighed og syndernes forladelse. Og
den tomme hånd, hvormed vi tager imod den nye retfærdighed, plejer vi
at kalde tro.
Kristendom er ikke over evne. Den er ren og skær modtagelse og nydelse!
(Af Niels Jørgen Kobbersmed)
--------------------------------------------------------------------------------------------------------
__________________________________________________________
Venlig hilsen
Villy Dalsgaard
|