Selv velinformerede debatører som Foldager afviser aktiv dødshjælp, som
teknikken er moden til.
Og de henviser til nazi-eutanasi.
Men har vi videnskabelig viden om den tid?
Kan man dømme om hvad folk gør under en krig - hvor alt er atypisk?
Kan nogen se fejl i nedenståedne ensidige brainstormings-oplæg - som måske
er nær den fulde sandhed?
Tyske medlidenhedsdrab under krigen
Der var megen avisdebat om aflivning af dybt handicappede tyskere 1933-39 så
Nyrnberg-undersøgerne var velforberedt og skaffede sig "beviser" på
"forbrydelser
mod menneskeheden" meget hurtigt efter 1945-sejren.
Imidlertid tog man ikke højde for den kritik af de allierede, som Maynard
Kaynes og den danske jøde Georg Brandes havde rettet 1918-22, om bevidst
udsultning af tyskerne trods det, at freden i 1988 blev indgået med løfte om
fri handel med mad ind i det overvundne sultende land. Højtstående
nordslesvigske embedsmænd har dokumenteret at sultedød for titusinder var et
enormt problem langt ind i mellemkrigstiden, fordi sejrherrerne følte behov
for hævn og gengæld efter den bitre og jævnbyrdige skyttegravskrig.
Minderne om suppekøkkener i fredstid på alle storbyers gader lå dybt i
tyskerne, da de under Hitler ladede op til i 1939 at generobre dele af Polen
med stort flertal af tyskere, hvor polakkerne misbrugte deres magt til
mishandlinger af tyskere.
Henvendelser fra læger til patienter med glædesløse liv og disses pårørende
var derfor ikke den eneste grund til, at Eutanasi-program kom op at stå -
der var også hensyntagen til, at under en kommende krig ønskede man ikke at
forbruge madresourcer på tyskere, der ikke bidrog positivt til
samfundsøkonomien, og derfor brugtes bl.a. indsprøjtning med fenol (karbol)
til at udføre disse barmhjertighedsdrab. Hvor pårørende til de syge havde
resourcer til at levere mad og der ikke var store lidelser, skete dog næppe
meget.
Senere havde tyske kirkefolk held til at få programmet stoppet udfra teologi
om "livets ukrænkelighed", men da Tyskland udvidedes til Neuropa gled
programmet over i hårdhændet forbedring af arbejdslejrenes effektivitet,
idet der udførtes aflivninger af fanger der ikke ydede en arbejdsindsats
svarende til deres forbrug af mad, og hvor det ikke var nok med de mange
gode kz-hospitalers behandlinger , for at få sådanne patienter over en
hurdle.
Velkendte eksempler på gavn af hospitalsbehandling i kz er 1. Anne Frank der
ved ankomst til Auschwitz fra Holland var plaget af alvorlig hudsygdom og
trods lav alder ikke kunne gøre gavn som arbejder, og dog ikke straks
aflivedes (som man normalt påstår var rutinen) men hun blev behandlet på
lejrhospitalet for sin sygdom, og sendtes siden med tog til tysk lejr, da
den russiske hær nærmede sig, og der døde hun af tyfus.
1.. Theresienstadt-hospitalet havde godt udstyr og højtkvalificerede
læger, så det ansås for bedre end mange Berlin-hospitaler 3. danske og
norske kommunister i Stutthof-lejren har berettet om korte effektive
hospitalsophold, der hjalp fanger over et helbredsproblem, så de igen kunne
udføre fly-del- og ammunitions-produktion i de underjordiske fabrikker i
ude-lejrene.
Ved de hastigt gennemførte krigsforbryderprocesser i 1946 gav man ikke
forsvarsadvokater lejlighed til at krydseksaminere vidner, men fik meget
summarisk postuleret og gennemført at tyske læger havde udført eksperimenter
på fanger og påført dem sygdom, og en stribe læger blev i hast hængt, uanset
at nogle var i organisation med den berømte humanist og missionærlæge fra
Belgien, Albert Schweitzer, og ville have været Nobelpris-roste hvis ikke de
tilfældigvis kom under befaling fra SS og var uden nogen mulighed for at
modsæte sig de ordrer, de fik og som de dødsdømtes på.
En ny dansk universitetsundersøgelse af "lægeforsøg" i Buchenwald er netop
udgivet i bogform i Danmark og beviser at når dansk vaccine "afprøvedes" på
udvalgte zigøjnerfanger, hvor af nogle i gruppen allerede var døde af tyfus,
så opnåedes langt større sygdomsforebyggelse med vaccinen end i
kontrolgruppen og samme vaccine fik dermed betydning for danske fangers
overlevelse i Frøslev-lejren og under hjemtransport med de hvide busser to
måneder før krigens afslutning.
Fordi Fogh har ladet ny vinde blæse over universitetsdebat om WW2 og har
røvslikket USA ved at gå imod consensus for samarbejdspolitikken, har man
set det dansk-tyske vaccine-projekt som en uetisk fortsættelse af
samarbejdspolitik efter systemskiftet. Imidlertid er der ingen tvivl om, at
hvor drikkevandsbeskyttelse pr krematorier og tøjaflusning pr cyanbrintegas
ikke var nok til at holde tyfus væk fra fangerne, så var vaccinen værdifuld,
både under og længe efter krigen., og både for danskere og øst-europæere
(der altid har været extremt sårbare for tyfus under krig.)
Tyske medlidenhedsdrab under krigen
Der var megen avisdebat om aflivning af dybt handicappede tyskere 1933-39 så
Nyrnberg-undersøgerne var velforberedt og skaffede sig "beviser" på
"forbrydelser
mod menneskeheden" meget hurtigt efter 1945-sejren.
Imidlertid tog man ikke højde for den kritik af de allierede, som Maynard
Kaynes og den danske jøde Georg Brandes havde rettet 1918-22, om bevidst
udsultning af tyskerne trods det, at freden i 1988 blev indgået med løfte om
fri handel med mad ind i det overvundne sultende land. Højtstående
nordslesvigske embedsmænd har dokumenteret at sultedød for titusinder var et
enormt problem langt ind i mellemkrigstiden, fordi sejrherrerne følte behov
for hævn og gengæld efter den bitre og jævnbyrdige skyttegravskrig.
Minderne om suppekøkkener i fredstid på alle storbyers gader lå dybt i
tyskerne, da de under Hitler ladede op til i 1939 at generobre dele af Polen
med stort flertal af tyskere, hvor polakkerne misbrugte deres magt til
mishandlinger af tyskere.
Henvendelser fra læger til patienter med glædesløse liv og disses pårørende
var derfor ikke den eneste grund til, at Eutanasi-program kom op at stå -
der var også hensyntagen til, at under en kommende krig ønskede man ikke at
forbruge madresourcer på tyskere, der ikke bidrog positivt til
samfundsøkonomien, og derfor brugtes bl.a. indsprøjtning med fenol (karbol)
til at udføre disse barmhjertighedsdrab. Hvor pårørende til de syge havde
resourcer til at levere mad og der ikke var store lidelser, skete dog næppe
meget.
Senere havde tyske kirkefolk held til at få programmet stoppet udfra teologi
om "livets ukrænkelighed", men da Tyskland udvidedes til Neuropa gled
programmet over i hårdhændet forbedring af arbejdslejrenes effektivitet,
idet der udførtes aflivninger af fanger der ikke ydede en arbejdsindsats
svarende til deres forbrug af mad, og hvor det ikke var nok med de mange
gode kz-hospitalers behandlinger , for at få sådanne patienter over en
hurdle.
Velkendte eksempler på gavn af hospitalsbehandling i kz er 1. Anne Frank der
ved ankomst til Auschwitz fra Holland var plaget af alvorlig hudsygdom og
trods lav alder ikke kunne gøre gavn som arbejder, og dog ikke straks
aflivedes (som man normalt påstår var rutinen) men hun blev behandlet på
lejrhospitalet for sin sygdom, og sendtes siden med tog til tysk lejr, da
den russiske hær nærmede sig, og der døde hun af tyfus.
1.. Theresienstadt-hospitalet havde godt udstyr og højtkvalificerede
læger, så det ansås for bedre end mange Berlin-hospitaler 3. danske og
norske kommunister i Stutthof-lejren har berettet om korte effektive
hospitalsophold, der hjalp fanger over et helbredsproblem, så de igen kunne
udføre fly-del- og ammunitions-produktion i de underjordiske fabrikker i
ude-lejrene.
Ved de hastigt gennemførte krigsforbryderprocesser i 1946 gav man ikke
forsvarsadvokater lejlighed til at krydseksaminere vidner, men fik meget
summarisk postuleret og gennemført at tyske læger havde udført eksperimenter
på fanger og påført dem sygdom, og en stribe læger blev i hast hængt, uanset
at nogle var i organisation med den berømte humanist og missionærlæge fra
Belgien, Albert Schweitzer, og ville have været Nobelpris-roste hvis ikke de
tilfældigvis kom under befaling fra SS og var uden nogen mulighed for at
modsæte sig de ordrer, de fik og som de dødsdømtes på.
En ny dansk universitetsundersøgelse af "lægeforsøg" i Buchenwald er netop
udgivet i bogform i Danmark og beviser at når dansk vaccine "afprøvedes" på
udvalgte zigøjnerfanger, hvor af nogle i gruppen allerede var døde af tyfus,
så opnåedes langt større sygdomsforebyggelse med vaccinen end i
kontrolgruppen og samme vaccine fik dermed betydning for danske fangers
overlevelse i Frøslev-lejren og under hjemtransport med de hvide busser to
måneder før krigens afslutning.
Fordi Fogh har ladet ny vinde blæse over universitetsdebat om WW2 og har
røvslikket USA ved at gå imod consensus for samarbejdspolitikken, har man
set det dansk-tyske vaccine-projekt som en uetisk fortsættelse af
samarbejdspolitik efter systemskiftet. Imidlertid er der ingen tvivl om, at
hvor drikkevandsbeskyttelse pr krematorier og tøjaflusning pr cyanbrintegas
ikke var nok til at holde tyfus væk fra fangerne, så var vaccinen værdifuld,
både under og længe efter krigen., og både for danskere og øst-europæere
(der altid har været extremt sårbare for tyfus under krig.)
Tyske medlidenhedsdrab under krigen
Der var megen avisdebat om aflivning af dybt handicappede tyskere 1933-39 så
Nyrnberg-undersøgerne var velforberedt og skaffede sig "beviser" på
"forbrydelser
mod menneskeheden" meget hurtigt efter 1945-sejren.
Imidlertid tog man ikke højde for den kritik af de allierede, som Maynard
Kaynes og den danske jøde Georg Brandes havde rettet 1918-22, om bevidst
udsultning af tyskerne trods det, at freden i 1988 blev indgået med løfte om
fri handel med mad ind i det overvundne sultende land. Højtstående
nordslesvigske embedsmænd har dokumenteret at sultedød for titusinder var et
enormt problem langt ind i mellemkrigstiden, fordi sejrherrerne følte behov
for hævn og gengæld efter den bitre og jævnbyrdige skyttegravskrig.
Minderne om suppekøkkener i fredstid på alle storbyers gader lå dybt i
tyskerne, da de under Hitler ladede op til i 1939 at generobre dele af Polen
med stort flertal af tyskere, hvor polakkerne misbrugte deres magt til
mishandlinger af tyskere.
Henvendelser fra læger til patienter med glædesløse liv og disses pårørende
var derfor ikke den eneste grund til, at Eutanasi-program kom op at stå -
der var også hensyntagen til, at under en kommende krig ønskede man ikke at
forbruge madresourcer på tyskere, der ikke bidrog positivt til
samfundsøkonomien, og derfor brugtes bl.a. indsprøjtning med fenol (karbol)
til at udføre disse barmhjertighedsdrab. Hvor pårørende til de syge havde
resourcer til at levere mad og der ikke var store lidelser, skete dog næppe
meget.
Senere havde tyske kirkefolk held til at få programmet stoppet udfra teologi
om "livets ukrænkelighed", men da Tyskland udvidedes til Neuropa gled
programmet over i hårdhændet forbedring af arbejdslejrenes effektivitet,
idet der udførtes aflivninger af fanger der ikke ydede en arbejdsindsats
svarende til deres forbrug af mad, og hvor det ikke var nok med de mange
gode kz-hospitalers behandlinger , for at få sådanne patienter over en
hurdle.
Velkendte eksempler på gavn af hospitalsbehandling i kz er 1. Anne Frank der
ved ankomst til Auschwitz fra Holland var plaget af alvorlig hudsygdom og
trods lav alder ikke kunne gøre gavn som arbejder, og dog ikke straks
aflivedes (som man normalt påstår var rutinen) men hun blev behandlet på
lejrhospitalet for sin sygdom, og sendtes siden med tog til tysk lejr, da
den russiske hær nærmede sig, og der døde hun af tyfus.
1.. Theresienstadt-hospitalet havde godt udstyr og højtkvalificerede
læger, så det ansås for bedre end mange Berlin-hospitaler 3. danske og
norske kommunister i Stutthof-lejren har berettet om korte effektive
hospitalsophold, der hjalp fanger over et helbredsproblem, så de igen kunne
udføre fly-del- og ammunitions-produktion i de underjordiske fabrikker i
ude-lejrene.
Ved de hastigt gennemførte krigsforbryderprocesser i 1946 gav man ikke
forsvarsadvokater lejlighed til at krydseksaminere vidner, men fik meget
summarisk postuleret og gennemført at tyske læger havde udført eksperimenter
på fanger og påført dem sygdom, og en stribe læger blev i hast hængt, uanset
at nogle var i organisation med den berømte humanist og missionærlæge fra
Belgien, Albert Schweitzer, og ville have været Nobelpris-roste hvis ikke de
tilfældigvis kom under befaling fra SS og var uden nogen mulighed for at
modsæte sig de ordrer, de fik og som de dødsdømtes på.
En ny dansk universitetsundersøgelse af "lægeforsøg" i Buchenwald er netop
udgivet i bogform i Danmark og beviser at når dansk vaccine "afprøvedes" på
udvalgte zigøjnerfanger, hvor af nogle i gruppen allerede var døde af tyfus,
så opnåedes langt større sygdomsforebyggelse med vaccinen end i
kontrolgruppen og samme vaccine fik dermed betydning for danske fangers
overlevelse i Frøslev-lejren og under hjemtransport med de hvide busser to
måneder før krigens afslutning.
Fordi Fogh har ladet ny vinde blæse over universitetsdebat om WW2 og har
røvslikket USA ved at gå imod consensus for samarbejdspolitikken, har man
set det dansk-tyske vaccine-projekt som en uetisk fortsættelse af
samarbejdspolitik efter systemskiftet. Imidlertid er der ingen tvivl om, at
hvor drikkevandsbeskyttelse pr krematorier og tøjaflusning pr cyanbrintegas
ikke var nok til at holde tyfus væk fra fangerne, så var vaccinen værdifuld,
både under og længe efter krigen., og både for danskere og øst-europæere
(der altid har været extremt sårbare for tyfus under krig.)
Tyske medlidenhedsdrab under krigen
Der var megen avisdebat om aflivning af dybt handicappede tyskere 1933-39 så
Nyrnberg-undersøgerne var velforberedt og skaffede sig "beviser" på
"forbrydelser
mod menneskeheden" meget hurtigt efter 1945-sejren.
Imidlertid tog man ikke højde for den kritik af de allierede, som Maynard
Kaynes og den danske jøde Georg Brandes havde rettet 1918-22, om bevidst
udsultning af tyskerne trods det, at freden i 1988 blev indgået med løfte om
fri handel med mad ind i det overvundne sultende land. Højtstående
nordslesvigske embedsmænd har dokumenteret at sultedød for titusinder var et
enormt problem langt ind i mellemkrigstiden, fordi sejrherrerne følte behov
for hævn og gengæld efter den bitre og jævnbyrdige skyttegravskrig.
Minderne om suppekøkkener i fredstid på alle storbyers gader lå dybt i
tyskerne, da de under Hitler ladede op til i 1939 at generobre dele af Polen
med stort flertal af tyskere, hvor polakkerne misbrugte deres magt til
mishandlinger af tyskere.
Henvendelser fra læger til patienter med glædesløse liv og disses pårørende
var derfor ikke den eneste grund til, at Eutanasi-program kom op at stå -
der var også hensyntagen til, at under en kommende krig ønskede man ikke at
forbruge madresourcer på tyskere, der ikke bidrog positivt til
samfundsøkonomien, og derfor brugtes bl.a. indsprøjtning med fenol (karbol)
til at udføre disse barmhjertighedsdrab. Hvor pårørende til de syge havde
resourcer til at levere mad og der ikke var store lidelser, skete dog næppe
meget.
Senere havde tyske kirkefolk held til at få programmet stoppet udfra teologi
om "livets ukrænkelighed", men da Tyskland udvidedes til Neuropa gled
programmet over i hårdhændet forbedring af arbejdslejrenes effektivitet,
idet der udførtes aflivninger af fanger der ikke ydede en arbejdsindsats
svarende til deres forbrug af mad, og hvor det ikke var nok med de mange
gode kz-hospitalers behandlinger , for at få sådanne patienter over en
hurdle.
Velkendte eksempler på gavn af hospitalsbehandling i kz er 1. Anne Frank der
ved ankomst til Auschwitz fra Holland var plaget af alvorlig hudsygdom og
trods lav alder ikke kunne gøre gavn som arbejder, og dog ikke straks
aflivedes (som man normalt påstår var rutinen) men hun blev behandlet på
lejrhospitalet for sin sygdom, og sendtes siden med tog til tysk lejr, da
den russiske hær nærmede sig, og der døde hun af tyfus.
1.. Theresienstadt-hospitalet havde godt udstyr og højtkvalificerede
læger, så det ansås for bedre end mange Berlin-hospitaler 3. danske og
norske kommunister i Stutthof-lejren har berettet om korte effektive
hospitalsophold, der hjalp fanger over et helbredsproblem, så de igen kunne
udføre fly-del- og ammunitions-produktion i de underjordiske fabrikker i
ude-lejrene.
Ved de hastigt gennemførte krigsforbryderprocesser i 1946 gav man ikke
forsvarsadvokater lejlighed til at krydseksaminere vidner, men fik meget
summarisk postuleret og gennemført at tyske læger havde udført eksperimenter
på fanger og påført dem sygdom, og en stribe læger blev i hast hængt, uanset
at nogle var i organisation med den berømte humanist og missionærlæge fra
Belgien, Albert Schweitzer, og ville have været Nobelpris-roste hvis ikke de
tilfældigvis kom under befaling fra SS og var uden nogen mulighed for at
modsæte sig de ordrer, de fik og som de dødsdømtes på.
En ny dansk universitetsundersøgelse af "lægeforsøg" i Buchenwald er netop
udgivet i bogform i Danmark og beviser at når dansk vaccine "afprøvedes" på
udvalgte zigøjnerfanger, hvor af nogle i gruppen allerede var døde af tyfus,
så opnåedes langt større sygdomsforebyggelse med vaccinen end i
kontrolgruppen og samme vaccine fik dermed betydning for danske fangers
overlevelse i Frøslev-lejren og under hjemtransport med de hvide busser to
måneder før krigens afslutning.
Fordi Fogh har ladet ny vinde blæse over universitetsdebat om WW2 og har
røvslikket USA ved at gå imod consensus for samarbejdspolitikken, har man
set det dansk-tyske vaccine-projekt som en uetisk fortsættelse af
samarbejdspolitik efter systemskiftet. Imidlertid er der ingen tvivl om, at
hvor drikkevandsbeskyttelse pr krematorier og tøjaflusning pr cyanbrintegas
ikke var nok til at holde tyfus væk fra fangerne, så var vaccinen værdifuld,
både under og længe efter krigen., og både for danskere og øst-europæere
(der altid har været extremt sårbare for tyfus under krig.)
Tyske medlidenhedsdrab under krigen
Der var megen avisdebat om aflivning af dybt handicappede tyskere 1933-39 så
Nyrnberg-undersøgerne var velforberedt og skaffede sig "beviser" på
"forbrydelser
mod menneskeheden" meget hurtigt efter 1945-sejren.
Imidlertid tog man ikke højde for den kritik af de allierede, som Maynard
Kaynes og den danske jøde Georg Brandes havde rettet 1918-22, om bevidst
udsultning af tyskerne trods det, at freden i 1988 blev indgået med løfte om
fri handel med mad ind i det overvundne sultende land. Højtstående
nordslesvigske embedsmænd har dokumenteret at sultedød for titusinder var et
enormt problem langt ind i mellemkrigstiden, fordi sejrherrerne følte behov
for hævn og gengæld efter den bitre og jævnbyrdige skyttegravskrig.
Minderne om suppekøkkener i fredstid på alle storbyers gader lå dybt i
tyskerne, da de under Hitler ladede op til i 1939 at generobre dele af Polen
med stort flertal af tyskere, hvor polakkerne misbrugte deres magt til
mishandlinger af tyskere.
Henvendelser fra læger til patienter med glædesløse liv og disses pårørende
var derfor ikke den eneste grund til, at Eutanasi-program kom op at stå -
der var også hensyntagen til, at under en kommende krig ønskede man ikke at
forbruge madresourcer på tyskere, der ikke bidrog positivt til
samfundsøkonomien, og derfor brugtes bl.a. indsprøjtning med fenol (karbol)
til at udføre disse barmhjertighedsdrab. Hvor pårørende til de syge havde
resourcer til at levere mad og der ikke var store lidelser, skete dog næppe
meget.
Senere havde tyske kirkefolk held til at få programmet stoppet udfra teologi
om "livets ukrænkelighed", men da Tyskland udvidedes til Neuropa gled
programmet over i hårdhændet forbedring af arbejdslejrenes effektivitet,
idet der udførtes aflivninger af fanger der ikke ydede en arbejdsindsats
svarende til deres forbrug af mad, og hvor det ikke var nok med de mange
gode kz-hospitalers behandlinger , for at få sådanne patienter over en
hurdle.
Velkendte eksempler på gavn af hospitalsbehandling i kz er 1. Anne Frank der
ved ankomst til Auschwitz fra Holland var plaget af alvorlig hudsygdom og
trods lav alder ikke kunne gøre gavn som arbejder, og dog ikke straks
aflivedes (som man normalt påstår var rutinen) men hun blev behandlet på
lejrhospitalet for sin sygdom, og sendtes siden med tog til tysk lejr, da
den russiske hær nærmede sig, og der døde hun af tyfus.
1.. Theresienstadt-hospitalet havde godt udstyr og højtkvalificerede
læger, så det ansås for bedre end mange Berlin-hospitaler 3. danske og
norske kommunister i Stutthof-lejren har berettet om korte effektive
hospitalsophold, der hjalp fanger over et helbredsproblem, så de igen kunne
udføre fly-del- og ammunitions-produktion i de underjordiske fabrikker i
ude-lejrene.
Ved de hastigt gennemførte krigsforbryderprocesser i 1946 gav man ikke
forsvarsadvokater lejlighed til at krydseksaminere vidner, men fik meget
summarisk postuleret og gennemført at tyske læger havde udført eksperimenter
på fanger og påført dem sygdom, og en stribe læger blev i hast hængt, uanset
at nogle var i organisation med den berømte humanist og missionærlæge fra
Belgien, Albert Schweitzer, og ville have været Nobelpris-roste hvis ikke de
tilfældigvis kom under befaling fra SS og var uden nogen mulighed for at
modsæte sig de ordrer, de fik og som de dødsdømtes på.
En ny dansk universitetsundersøgelse af "lægeforsøg" i Buchenwald er netop
udgivet i bogform i Danmark og beviser at når dansk vaccine "afprøvedes" på
udvalgte zigøjnerfanger, hvor af nogle i gruppen allerede var døde af tyfus,
så opnåedes langt større sygdomsforebyggelse med vaccinen end i
kontrolgruppen og samme vaccine fik dermed betydning for danske fangers
overlevelse i Frøslev-lejren og under hjemtransport med de hvide busser to
måneder før krigens afslutning.
Fordi Fogh har ladet ny vinde blæse over universitetsdebat om WW2 og har
røvslikket USA ved at gå imod consensus for samarbejdspolitikken, har man
set det dansk-tyske vaccine-projekt som en uetisk fortsættelse af
samarbejdspolitik efter systemskiftet. Imidlertid er der ingen tvivl om, at
hvor drikkevandsbeskyttelse pr krematorier og tøjaflusning pr cyanbrintegas
ikke var nok til at holde tyfus væk fra fangerne, så var vaccinen værdifuld,
både under og længe efter krigen., og både for danskere og øst-europæere
(der altid har været extremt sårbare for tyfus under krig.)
Tyske medlidenhedsdrab under krigen
Der var megen avisdebat om aflivning af dybt handicappede tyskere 1933-39 så
Nyrnberg-undersøgerne var velforberedt og skaffede sig "beviser" på
"forbrydelser
mod menneskeheden" meget hurtigt efter 1945-sejren.
Imidlertid tog man ikke højde for den kritik af de allierede, som Maynard
Kaynes og den danske jøde Georg Brandes havde rettet 1918-22, om bevidst
udsultning af tyskerne trods det, at freden i 1988 blev indgået med løfte om
fri handel med mad ind i det overvundne sultende land. Højtstående
nordslesvigske embedsmænd har dokumenteret at sultedød for titusinder var et
enormt problem langt ind i mellemkrigstiden, fordi sejrherrerne følte behov
for hævn og gengæld efter den bitre og jævnbyrdige skyttegravskrig.
Minderne om suppekøkkener i fredstid på alle storbyers gader lå dybt i
tyskerne, da de under Hitler ladede op til i 1939 at generobre dele af Polen
med stort flertal af tyskere, hvor polakkerne misbrugte deres magt til
mishandlinger af tyskere.
Henvendelser fra læger til patienter med glædesløse liv og disses pårørende
var derfor ikke den eneste grund til, at Eutanasi-program kom op at stå -
der var også hensyntagen til, at under en kommende krig ønskede man ikke at
forbruge madresourcer på tyskere, der ikke bidrog positivt til
samfundsøkonomien, og derfor brugtes bl.a. indsprøjtning med fenol (karbol)
til at udføre disse barmhjertighedsdrab. Hvor pårørende til de syge havde
resourcer til at levere mad og der ikke var store lidelser, skete dog næppe
meget.
Senere havde tyske kirkefolk held til at få programmet stoppet udfra teologi
om "livets ukrænkelighed", men da Tyskland udvidedes til Neuropa gled
programmet over i hårdhændet forbedring af arbejdslejrenes effektivitet,
idet der udførtes aflivninger af fanger der ikke ydede en arbejdsindsats
svarende til deres forbrug af mad, og hvor det ikke var nok med de mange
gode kz-hospitalers behandlinger , for at få sådanne patienter over en
hurdle.
Velkendte eksempler på gavn af hospitalsbehandling i kz er 1. Anne Frank der
ved ankomst til Auschwitz fra Holland var plaget af alvorlig hudsygdom og
trods lav alder ikke kunne gøre gavn som arbejder, og dog ikke straks
aflivedes (som man normalt påstår var rutinen) men hun blev behandlet på
lejrhospitalet for sin sygdom, og sendtes siden med tog til tysk lejr, da
den russiske hær nærmede sig, og der døde hun af tyfus.
1.. Theresienstadt-hospitalet havde godt udstyr og højtkvalificerede
læger, så det ansås for bedre end mange Berlin-hospitaler 3. danske og
norske kommunister i Stutthof-lejren har berettet om korte effektive
hospitalsophold, der hjalp fanger over et helbredsproblem, så de igen kunne
udføre fly-del- og ammunitions-produktion i de underjordiske fabrikker i
ude-lejrene.
Ved de hastigt gennemførte krigsforbryderprocesser i 1946 gav man ikke
forsvarsadvokater lejlighed til at krydseksaminere vidner, men fik meget
summarisk postuleret og gennemført at tyske læger havde udført eksperimenter
på fanger og påført dem sygdom, og en stribe læger blev i hast hængt, uanset
at nogle var i organisation med den berømte humanist og missionærlæge fra
Belgien, Albert Schweitzer, og ville have været Nobelpris-roste hvis ikke de
tilfældigvis kom under befaling fra SS og var uden nogen mulighed for at
modsæte sig de ordrer, de fik og som de dødsdømtes på.
En ny dansk universitetsundersøgelse af "lægeforsøg" i Buchenwald er netop
udgivet i bogform i Danmark og beviser at når dansk vaccine "afprøvedes" på
udvalgte zigøjnerfanger, hvor af nogle i gruppen allerede var døde af tyfus,
så opnåedes langt større sygdomsforebyggelse med vaccinen end i
kontrolgruppen og samme vaccine fik dermed betydning for danske fangers
overlevelse i Frøslev-lejren og under hjemtransport med de hvide busser to
måneder før krigens afslutning.
Fordi Fogh har ladet ny vinde blæse over universitetsdebat om WW2 og har
røvslikket USA ved at gå imod consensus for samarbejdspolitikken, har man
set det dansk-tyske vaccine-projekt som en uetisk fortsættelse af
samarbejdspolitik efter systemskiftet. Imidlertid er der ingen tvivl om, at
hvor drikkevandsbeskyttelse pr krematorier og tøjaflusning pr cyanbrintegas
ikke var nok til at holde tyfus væk fra fangerne, så var vaccinen værdifuld,
både under og længe efter krigen., og både for danskere og øst-europæere
(der altid har været extremt sårbare for tyfus under krig.)
Tyske medlidenhedsdrab under krigen
Der var megen avisdebat om aflivning af dybt handicappede tyskere 1933-39 så
Nyrnberg-undersøgerne var velforberedt og skaffede sig "beviser" på
"forbrydelser
mod menneskeheden" meget hurtigt efter 1945-sejren.
Imidlertid tog man ikke højde for den kritik af de allierede, som Maynard
Kaynes og den danske jøde Georg Brandes havde rettet 1918-22, om bevidst
udsultning af tyskerne trods det, at freden i 1988 blev indgået med løfte om
fri handel med mad ind i det overvundne sultende land. Højtstående
nordslesvigske embedsmænd har dokumenteret at sultedød for titusinder var et
enormt problem langt ind i mellemkrigstiden, fordi sejrherrerne følte behov
for hævn og gengæld efter den bitre og jævnbyrdige skyttegravskrig.
Minderne om suppekøkkener i fredstid på alle storbyers gader lå dybt i
tyskerne, da de under Hitler ladede op til i 1939 at generobre dele af Polen
med stort flertal af tyskere, hvor polakkerne misbrugte deres magt til
mishandlinger af tyskere.
Henvendelser fra læger til patienter med glædesløse liv og disses pårørende
var derfor ikke den eneste grund til, at Eutanasi-program kom op at stå -
der var også hensyntagen til, at under en kommende krig ønskede man ikke at
forbruge madresourcer på tyskere, der ikke bidrog positivt til
samfundsøkonomien, og derfor brugtes bl.a. indsprøjtning med fenol (karbol)
til at udføre disse barmhjertighedsdrab. Hvor pårørende til de syge havde
resourcer til at levere mad og der ikke var store lidelser, skete dog næppe
meget.
Senere havde tyske kirkefolk held til at få programmet stoppet udfra teologi
om "livets ukrænkelighed", men da Tyskland udvidedes til Neuropa gled
programmet over i hårdhændet forbedring af arbejdslejrenes effektivitet,
idet der udførtes aflivninger af fanger der ikke ydede en arbejdsindsats
svarende til deres forbrug af mad, og hvor det ikke var nok med de mange
gode kz-hospitalers behandlinger , for at få sådanne patienter over en
hurdle.
Velkendte eksempler på gavn af hospitalsbehandling i kz er 1. Anne Frank der
ved ankomst til Auschwitz fra Holland var plaget af alvorlig hudsygdom og
trods lav alder ikke kunne gøre gavn som arbejder, og dog ikke straks
aflivedes (som man normalt påstår var rutinen) men hun blev behandlet på
lejrhospitalet for sin sygdom, og sendtes siden med tog til tysk lejr, da
den russiske hær nærmede sig, og der døde hun af tyfus.
1.. Theresienstadt-hospitalet havde godt udstyr og højtkvalificerede
læger, så det ansås for bedre end mange Berlin-hospitaler 3. danske og
norske kommunister i Stutthof-lejren har berettet om korte effektive
hospitalsophold, der hjalp fanger over et helbredsproblem, så de igen kunne
udføre fly-del- og ammunitions-produktion i de underjordiske fabrikker i
ude-lejrene.
Ved de hastigt gennemførte krigsforbryderprocesser i 1946 gav man ikke
forsvarsadvokater lejlighed til at krydseksaminere vidner, men fik meget
summarisk postuleret og gennemført at tyske læger havde udført eksperimenter
på fanger og påført dem sygdom, og en stribe læger blev i hast hængt, uanset
at nogle var i organisation med den berømte humanist og missionærlæge fra
Belgien, Albert Schweitzer, og ville have været Nobelpris-roste hvis ikke de
tilfældigvis kom under befaling fra SS og var uden nogen mulighed for at
modsæte sig de ordrer, de fik og som de dødsdømtes på.
En ny dansk universitetsundersøgelse af "lægeforsøg" i Buchenwald er netop
udgivet i bogform i Danmark og beviser at når dansk vaccine "afprøvedes" på
udvalgte zigøjnerfanger, hvor af nogle i gruppen allerede var døde af tyfus,
så opnåedes langt større sygdomsforebyggelse med vaccinen end i
kontrolgruppen og samme vaccine fik dermed betydning for danske fangers
overlevelse i Frøslev-lejren og under hjemtransport med de hvide busser to
måneder før krigens afslutning.
Fordi Fogh har ladet ny vinde blæse over universitetsdebat om WW2 og har
røvslikket USA ved at gå imod consensus for samarbejdspolitikken, har man
set det dansk-tyske vaccine-projekt som en uetisk fortsættelse af
samarbejdspolitik efter systemskiftet. Imidlertid er der ingen tvivl om, at
hvor drikkevandsbeskyttelse pr krematorier og tøjaflusning pr cyanbrintegas
ikke var nok til at holde tyfus væk fra fangerne, så var vaccinen værdifuld,
både under og længe efter krigen., og både for danskere og øst-europæere
(der altid har været extremt sårbare for tyfus under krig.)
Tyske medlidenhedsdrab under krigen
Der var megen avisdebat om aflivning af dybt handicappede tyskere 1933-39 så
Nyrnberg-undersøgerne var velforberedt og skaffede sig "beviser" på
"forbrydelser
mod menneskeheden" meget hurtigt efter 1945-sejren.
Imidlertid tog man ikke højde for den kritik af de allierede, som Maynard
Kaynes og den danske jøde Georg Brandes havde rettet 1918-22, om bevidst
udsultning af tyskerne trods det, at freden i 1988 blev indgået med løfte om
fri handel med mad ind i det overvundne sultende land. Højtstående
nordslesvigske embedsmænd har dokumenteret at sultedød for titusinder var et
enormt problem langt ind i mellemkrigstiden, fordi sejrherrerne følte behov
for hævn og gengæld efter den bitre og jævnbyrdige skyttegravskrig.
Minderne om suppekøkkener i fredstid på alle storbyers gader lå dybt i
tyskerne, da de under Hitler ladede op til i 1939 at generobre dele af Polen
med stort flertal af tyskere, hvor polakkerne misbrugte deres magt til
mishandlinger af tyskere.
Henvendelser fra læger til patienter med glædesløse liv og disses pårørende
var derfor ikke den eneste grund til, at Eutanasi-program kom op at stå -
der var også hensyntagen til, at under en kommende krig ønskede man ikke at
forbruge madresourcer på tyskere, der ikke bidrog positivt til
samfundsøkonomien, og derfor brugtes bl.a. indsprøjtning med fenol (karbol)
til at udføre disse barmhjertighedsdrab. Hvor pårørende til de syge havde
resourcer til at levere mad og der ikke var store lidelser, skete dog næppe
meget.
Senere havde tyske kirkefolk held til at få programmet stoppet udfra teologi
om "livets ukrænkelighed", men da Tyskland udvidedes til Neuropa gled
programmet over i hårdhændet forbedring af arbejdslejrenes effektivitet,
idet der udførtes aflivninger af fanger der ikke ydede en arbejdsindsats
svarende til deres forbrug af mad, og hvor det ikke var nok med de mange
gode kz-hospitalers behandlinger , for at få sådanne patienter over en
hurdle.
Velkendte eksempler på gavn af hospitalsbehandling i kz er 1. Anne Frank der
ved ankomst til Auschwitz fra Holland var plaget af alvorlig hudsygdom og
trods lav alder ikke kunne gøre gavn som arbejder, og dog ikke straks
aflivedes (som man normalt påstår var rutinen) men hun blev behandlet på
lejrhospitalet for sin sygdom, og sendtes siden med tog til tysk lejr, da
den russiske hær nærmede sig, og der døde hun af tyfus.
1.. Theresienstadt-hospitalet havde godt udstyr og højtkvalificerede
læger, så det ansås for bedre end mange Berlin-hospitaler 3. danske og
norske kommunister i Stutthof-lejren har berettet om korte effektive
hospitalsophold, der hjalp fanger over et helbredsproblem, så de igen kunne
udføre fly-del- og ammunitions-produktion i de underjordiske fabrikker i
ude-lejrene.
Ved de hastigt gennemførte krigsforbryderprocesser i 1946 gav man ikke
forsvarsadvokater lejlighed til at krydseksaminere vidner, men fik meget
summarisk postuleret og gennemført at tyske læger havde udført eksperimenter
på fanger og påført dem sygdom, og en stribe læger blev i hast hængt, uanset
at nogle var i organisation med den berømte humanist og missionærlæge fra
Belgien, Albert Schweitzer, og ville have været Nobelpris-roste hvis ikke de
tilfældigvis kom under befaling fra SS og var uden nogen mulighed for at
modsæte sig de ordrer, de fik og som de dødsdømtes på.
En ny dansk universitetsundersøgelse af "lægeforsøg" i Buchenwald er netop
udgivet i bogform i Danmark og beviser at når dansk vaccine "afprøvedes" på
udvalgte zigøjnerfanger, hvor af nogle i gruppen allerede var døde af tyfus,
så opnåedes langt større sygdomsforebyggelse med vaccinen end i
kontrolgruppen og samme vaccine fik dermed betydning for danske fangers
overlevelse i Frøslev-lejren og under hjemtransport med de hvide busser to
måneder før krigens afslutning.
Fordi Fogh har ladet ny vinde blæse over universitetsdebat om WW2 og har
røvslikket USA ved at gå imod consensus for samarbejdspolitikken, har man
set det dansk-tyske vaccine-projekt som en uetisk fortsættelse af
samarbejdspolitik efter systemskiftet. Imidlertid er der ingen tvivl om, at
hvor drikkevandsbeskyttelse pr krematorier og tøjaflusning pr cyanbrintegas
ikke var nok til at holde tyfus væk fra fangerne, så var vaccinen værdifuld,
både under og længe efter krigen., og både for danskere og øst-europæere
(der altid har været extremt sårbare for tyfus under krig.)
Tyske medlidenhedsdrab under krigen
Der var megen avisdebat om aflivning af dybt handicappede tyskere 1933-39 så
Nyrnberg-undersøgerne var velforberedt og skaffede sig "beviser" på
"forbrydelser
mod menneskeheden" meget hurtigt efter 1945-sejren.
Imidlertid tog man ikke højde for den kritik af de allierede, som Maynard
Kaynes og den danske jøde Georg Brandes havde rettet 1918-22, om bevidst
udsultning af tyskerne trods det, at freden i 1988 blev indgået med løfte om
fri handel med mad ind i det overvundne sultende land. Højtstående
nordslesvigske embedsmænd har dokumenteret at sultedød for titusinder var et
enormt problem langt ind i mellemkrigstiden, fordi sejrherrerne følte behov
for hævn og gengæld efter den bitre og jævnbyrdige skyttegravskrig.
Minderne om suppekøkkener i fredstid på alle storbyers gader lå dybt i
tyskerne, da de under Hitler ladede op til i 1939 at generobre dele af Polen
med stort flertal af tyskere, hvor polakkerne misbrugte deres magt til
mishandlinger af tyskere.
Henvendelser fra læger til patienter med glædesløse liv og disses pårørende
var derfor ikke den eneste grund til, at Eutanasi-program kom op at stå -
der var også hensyntagen til, at under en kommende krig ønskede man ikke at
forbruge madresourcer på tyskere, der ikke bidrog positivt til
samfundsøkonomien, og derfor brugtes bl.a. indsprøjtning med fenol (karbol)
til at udføre disse barmhjertighedsdrab. Hvor pårørende til de syge havde
resourcer til at levere mad og der ikke var store lidelser, skete dog næppe
meget.
Senere havde tyske kirkefolk held til at få programmet stoppet udfra teologi
om "livets ukrænkelighed", men da Tyskland udvidedes til Neuropa gled
programmet over i hårdhændet forbedring af arbejdslejrenes effektivitet,
idet der udførtes aflivninger af fanger der ikke ydede en arbejdsindsats
svarende til deres forbrug af mad, og hvor det ikke var nok med de mange
gode kz-hospitalers behandlinger , for at få sådanne patienter over en
hurdle.
Velkendte eksempler på gavn af hospitalsbehandling i kz er 1. Anne Frank der
ved ankomst til Auschwitz fra Holland var plaget af alvorlig hudsygdom og
trods lav alder ikke kunne gøre gavn som arbejder, og dog ikke straks
aflivedes (som man normalt påstår var rutinen) men hun blev behandlet på
lejrhospitalet for sin sygdom, og sendtes siden med tog til tysk lejr, da
den russiske hær nærmede sig, og der døde hun af tyfus.
1.. Theresienstadt-hospitalet havde godt udstyr og højtkvalificerede
læger, så det ansås for bedre end mange Berlin-hospitaler 3. danske og
norske kommunister i Stutthof-lejren har berettet om korte effektive
hospitalsophold, der hjalp fanger over et helbredsproblem, så de igen kunne
udføre fly-del- og ammunitions-produktion i de underjordiske fabrikker i
ude-lejrene.
Ved de hastigt gennemførte krigsforbryderprocesser i 1946 gav man ikke
forsvarsadvokater lejlighed til at krydseksaminere vidner, men fik meget
summarisk postuleret og gennemført at tyske læger havde udført eksperimenter
på fanger og påført dem sygdom, og en stribe læger blev i hast hængt, uanset
at nogle var i organisation med den berømte humanist og missionærlæge fra
Belgien, Albert Schweitzer, og ville have været Nobelpris-roste hvis ikke de
tilfældigvis kom under befaling fra SS og var uden nogen mulighed for at
modsæte sig de ordrer, de fik og som de dødsdømtes på.
En ny dansk universitetsundersøgelse af "lægeforsøg" i Buchenwald er netop
udgivet i bogform i Danmark og beviser at når dansk vaccine "afprøvedes" på
udvalgte zigøjnerfanger, hvor af nogle i gruppen allerede var døde af tyfus,
så opnåedes langt større sygdomsforebyggelse med vaccinen end i
kontrolgruppen og samme vaccine fik dermed betydning for danske fangers
overlevelse i Frøslev-lejren og under hjemtransport med de hvide busser to
måneder før krigens afslutning.
Fordi Fogh har ladet ny vinde blæse over universitetsdebat om WW2 og har
røvslikket USA ved at gå imod consensus for samarbejdspolitikken, har man
set det dansk-tyske vaccine-projekt som en uetisk fortsættelse af
samarbejdspolitik efter systemskiftet. Imidlertid er der ingen tvivl om, at
hvor drikkevandsbeskyttelse pr krematorier og tøjaflusning pr cyanbrintegas
ikke var nok til at holde tyfus væk fra fangerne, så var vaccinen værdifuld,
både under og længe efter krigen., og både for danskere og øst-europæere
(der altid har været extremt sårbare for tyfus under krig.)
Tyske medlidenhedsdrab under krigen
Der var megen avisdebat om aflivning af dybt handicappede tyskere 1933-39 så
Nyrnberg-undersøgerne var velforberedt og skaffede sig "beviser" på
"forbrydelser
mod menneskeheden" meget hurtigt efter 1945-sejren.
Imidlertid tog man ikke højde for den kritik af de allierede, som Maynard
Kaynes og den danske jøde Georg Brandes havde rettet 1918-22, om bevidst
udsultning af tyskerne trods det, at freden i 1988 blev indgået med løfte om
fri handel med mad ind i det overvundne sultende land. Højtstående
nordslesvigske embedsmænd har dokumenteret at sultedød for titusinder var et
enormt problem langt ind i mellemkrigstiden, fordi sejrherrerne følte behov
for hævn og gengæld efter den bitre og jævnbyrdige skyttegravskrig.
Minderne om suppekøkkener i fredstid på alle storbyers gader lå dybt i
tyskerne, da de under Hitler ladede op til i 1939 at generobre dele af Polen
med stort flertal af tyskere, hvor polakkerne misbrugte deres magt til
mishandlinger af tyskere.
Henvendelser fra læger til patienter med glædesløse liv og disses pårørende
var derfor ikke den eneste grund til, at Eutanasi-program kom op at stå -
der var også hensyntagen til, at under en kommende krig ønskede man ikke at
forbruge madresourcer på tyskere, der ikke bidrog positivt til
samfundsøkonomien, og derfor brugtes bl.a. indsprøjtning med fenol (karbol)
til at udføre disse barmhjertighedsdrab. Hvor pårørende til de syge havde
resourcer til at levere mad og der ikke var store lidelser, skete dog næppe
meget.
Senere havde tyske kirkefolk held til at få programmet stoppet udfra teologi
om "livets ukrænkelighed", men da Tyskland udvidedes til Neuropa gled
programmet over i hårdhændet forbedring af arbejdslejrenes effektivitet,
idet der udførtes aflivninger af fanger der ikke ydede en arbejdsindsats
svarende til deres forbrug af mad, og hvor det ikke var nok med de mange
gode kz-hospitalers behandlinger , for at få sådanne patienter over en
hurdle.
Velkendte eksempler på gavn af hospitalsbehandling i kz er 1. Anne Frank der
ved ankomst til Auschwitz fra Holland var plaget af alvorlig hudsygdom og
trods lav alder ikke kunne gøre gavn som arbejder, og dog ikke straks
aflivedes (som man normalt påstår var rutinen) men hun blev behandlet på
lejrhospitalet for sin sygdom, og sendtes siden med tog til tysk lejr, da
den russiske hær nærmede sig, og der døde hun af tyfus.
1.. Theresienstadt-hospitalet havde godt udstyr og højtkvalificerede
læger, så det ansås for bedre end mange Berlin-hospitaler 3. danske og
norske kommunister i Stutthof-lejren har berettet om korte effektive
hospitalsophold, der hjalp fanger over et helbredsproblem, så de igen kunne
udføre fly-del- og ammunitions-produktion i de underjordiske fabrikker i
ude-lejrene.
Ved de hastigt gennemførte krigsforbryderprocesser i 1946 gav man ikke
forsvarsadvokater lejlighed til at krydseksaminere vidner, men fik meget
summarisk postuleret og gennemført at tyske læger havde udført eksperimenter
på fanger og påført dem sygdom, og en stribe læger blev i hast hængt, uanset
at nogle var i organisation med den berømte humanist og missionærlæge fra
Belgien, Albert Schweitzer, og ville have været Nobelpris-roste hvis ikke de
tilfældigvis kom under befaling fra SS og var uden nogen mulighed for at
modsæte sig de ordrer, de fik og som de dødsdømtes på.
En ny dansk universitetsundersøgelse af "lægeforsøg" i Buchenwald er netop
udgivet i bogform i Danmark og beviser at når dansk vaccine "afprøvedes" på
udvalgte zigøjnerfanger, hvor af nogle i gruppen allerede var døde af tyfus,
så opnåedes langt større sygdomsforebyggelse med vaccinen end i
kontrolgruppen og samme vaccine fik dermed betydning for danske fangers
overlevelse i Frøslev-lejren og under hjemtransport med de hvide busser to
måneder før krigens afslutning.
Fordi Fogh har ladet ny vinde blæse over universitetsdebat om WW2 og har
røvslikket USA ved at gå imod consensus for samarbejdspolitikken, har man
set det dansk-tyske vaccine-projekt som en uetisk fortsættelse af
samarbejdspolitik efter systemskiftet. Imidlertid er der ingen tvivl om, at
hvor drikkevandsbeskyttelse pr krematorier og tøjaflusning pr cyanbrintegas
ikke var nok til at holde tyfus væk fra fangerne, så var vaccinen værdifuld,
både under og længe efter krigen., og både for danskere og øst-europæere
(der altid har været extremt sårbare for tyfus under krig.)
Tyske medlidenhedsdrab under krigen
Der var megen avisdebat om aflivning af dybt handicappede tyskere 1933-39 så
Nyrnberg-undersøgerne var velforberedt og skaffede sig "beviser" på
"forbrydelser
mod menneskeheden" meget hurtigt efter 1945-sejren.
Imidlertid tog man ikke højde for den kritik af de allierede, som Maynard
Kaynes og den danske jøde Georg Brandes havde rettet 1918-22, om bevidst
udsultning af tyskerne trods det, at freden i 1988 blev indgået med løfte om
fri handel med mad ind i det overvundne sultende land. Højtstående
nordslesvigske embedsmænd har dokumenteret at sultedød for titusinder var et
enormt problem langt ind i mellemkrigstiden, fordi sejrherrerne følte behov
for hævn og gengæld efter den bitre og jævnbyrdige skyttegravskrig.
Minderne om suppekøkkener i fredstid på alle storbyers gader lå dybt i
tyskerne, da de under Hitler ladede op til i 1939 at generobre dele af Polen
med stort flertal af tyskere, hvor polakkerne misbrugte deres magt til
mishandlinger af tyskere.
Henvendelser fra læger til patienter med glædesløse liv og disses pårørende
var derfor ikke den eneste grund til, at Eutanasi-program kom op at stå -
der var også hensyntagen til, at under en kommende krig ønskede man ikke at
forbruge madresourcer på tyskere, der ikke bidrog positivt til
samfundsøkonomien, og derfor brugtes bl.a. indsprøjtning med fenol (karbol)
til at udføre disse barmhjertighedsdrab. Hvor pårørende til de syge havde
resourcer til at levere mad og der ikke var store lidelser, skete dog næppe
meget.
Senere havde tyske kirkefolk held til at få programmet stoppet udfra teologi
om "livets ukrænkelighed", men da Tyskland udvidedes til Neuropa gled
programmet over i hårdhændet forbedring af arbejdslejrenes effektivitet,
idet der udførtes aflivninger af fanger der ikke ydede en arbejdsindsats
svarende til deres forbrug af mad, og hvor det ikke var nok med de mange
gode kz-hospitalers behandlinger , for at få sådanne patienter over en
hurdle.
Velkendte eksempler på gavn af hospitalsbehandling i kz er 1. Anne Frank der
ved ankomst til Auschwitz fra Holland var plaget af alvorlig hudsygdom og
trods lav alder ikke kunne gøre gavn som arbejder, og dog ikke straks
aflivedes (som man normalt påstår var rutinen) men hun blev behandlet på
lejrhospitalet for sin sygdom, og sendtes siden med tog til tysk lejr, da
den russiske hær nærmede sig, og der døde hun af tyfus.
1.. Theresienstadt-hospitalet havde godt udstyr og højtkvalificerede
læger, så det ansås for bedre end mange Berlin-hospitaler 3. danske og
norske kommunister i Stutthof-lejren har berettet om korte effektive
hospitalsophold, der hjalp fanger over et helbredsproblem, så de igen kunne
udføre fly-del- og ammunitions-produktion i de underjordiske fabrikker i
ude-lejrene.
Ved de hastigt gennemførte krigsforbryderprocesser i 1946 gav man ikke
forsvarsadvokater lejlighed til at krydseksaminere vidner, men fik meget
summarisk postuleret og gennemført at tyske læger havde udført eksperimenter
på fanger og påført dem sygdom, og en stribe læger blev i hast hængt, uanset
at nogle var i organisation med den berømte humanist og missionærlæge fra
Belgien, Albert Schweitzer, og ville have været Nobelpris-roste hvis ikke de
tilfældigvis kom under befaling fra SS og var uden nogen mulighed for at
modsæte sig de ordrer, de fik og som de dødsdømtes på.
En ny dansk universitetsundersøgelse af "lægeforsøg" i Buchenwald er netop
udgivet i bogform i Danmark og beviser at når dansk vaccine "afprøvedes" på
udvalgte zigøjnerfanger, hvor af nogle i gruppen allerede var døde af tyfus,
så opnåedes langt større sygdomsforebyggelse med vaccinen end i
kontrolgruppen og samme vaccine fik dermed betydning for danske fangers
overlevelse i Frøslev-lejren og under hjemtransport med de hvide busser to
måneder før krigens afslutning.
Fordi Fogh har ladet ny vinde blæse over universitetsdebat om WW2 og har
røvslikket USA ved at gå imod consensus for samarbejdspolitikken, har man
set det dansk-tyske vaccine-projekt som en uetisk fortsættelse af
samarbejdspolitik efter systemskiftet. Imidlertid er der ingen tvivl om, at
hvor drikkevandsbeskyttelse pr krematorier og tøjaflusning pr cyanbrintegas
ikke var nok til at holde tyfus væk fra fangerne, så var vaccinen værdifuld,
både under og længe efter krigen., og både for danskere og øst-europæere
(der altid har været extremt sårbare for tyfus under krig.)
|