Den korte version:
 
 Kan man give badeværelset en midlertidig ansigtsløftning, ved at male 
 fliserne på væggene hvide med flisemaling og så bare lægge nye pæne, hvide 
 marmorfliser i fliseklæb direkte oven på de eksisterende rustorange 70'er 
 fliser? Brusekabinen er pt ikke i brug, men erstattet af et fritstående 
 badekar på løvefødder, så der er ret minimale mængder vand direkte på vægge 
 og gulv.
 
 Vil det blive ok? Og er det lovligt? Kan/skal man lægge et fugtspærrende lag 
 under de nye fliser? Hvis det gamle badeværelse er ulovligt, pådrager man 
 sig så noget ansvar ved at lægge et ekstra fliselag oven på det gamle, i 
 forhold til senere salg?
 
 Brusekabinen består bare af en 5-15 cm dyb firkant i hjørnet (med fald mod 
 afløbet. Kan man bare støbe den op til niveau så hele gulvet bliver plant 
 med fald og føre afløbet op til den nye højde i plan med resten af gulvet 
 før man lægger det nye lag fliser?
 
 Hvilket materiale er velegnet til det? Skal man armere støbningen?
 
 Da badeværelser ikke lige er mit ekspertiseområdet håber jeg at der sidder 
 nogle derude, som kan give lidt fingerpeg. På forhånd tak for svar!
 
 Med venlig hilsen
 Gainsbourg
 
 P.S.
 
 Uddybende oplysninger:
 
 I vores gamle bindingsværkshus (som vi kun har ejet i 1½ år) har tidligere 
 ejere etableret et (tudegrimt og rustorange) badeværelse, formentlig tilbage 
 i slutningen af 70'erne eller starten af 80'erne. Huset har formentlig sat 
 sig (eller kvaliteten på badeværelset har ikke været i orden) - det kan i 
 hvert fald konstateres en ældre vandskade på ydersiden af gavlen ud for 
 badeværelset, med delvis nedbrydning af bindingsværket. Den murede 
 bruseniche har revner flere steder og gulvet under fliserne virker også 
 meget ringe med enkelte revnede fliser.
 
 På et tidspunkt (når vi har sparet op) skal det hele laves - dvs total 
 rekonstruktion af gavlvæg og helt nyt badeværelse. Det kommer desværre til 
 at koste flere hundrede tusinde og dem har vi ikke lige pt, så spørgsmålet 
 er, hvad skal der ske i mellemtiden. Vi har fået en vurdering på en ekspert 
 i bindingsværk, der mente at hvis vi holdt op med at bruge brusekabinen og 
 altså undlade at pladre vand ud over vægge og gulv dagligt, så kunne 
 renovering godt vente lidt uden at det hele styrter ned om ørerne på os. 
 
 
  
            
             |