"Henrik Vestergaard" <vestergaard_henr@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:459FD50C.8090201@gmx.net...
> struer skrev:
>> Harald Mossige wrote:
>>> ThomasB wrote:
>>>> "struer" <erikelarsen@hotmail.com> skrev i en meddelelse
>>>> news:1167961893.570008.280940@s80g2000cwa.googlegroups.com...
>>>>> Hvad kan I hjælpe mig med ?
>>>> Hvad med noget Viagra?
>>> Eller, - en stedfortreder -?
>> Det må jeg nok ikke få for Børge der ser hor og utugt alle steder
>>
>
> Det er meget nemmere at fastholde folk i en bestemt tro hvis man kan gøre
> noget så fundamentalt som seksualdriften til noget "urent". Der er en
> ufattelig god grund til, at netop cølibatet blev valgt som kriterie i en
> af de store trosretninger for præsteskabet.
>
> Ved krumspring blev det at være "slave for troens skyld" i klostre anset
> for mere "værdigt" end skriftens påbud om at mangfoldiggøre sig her på
> kloden.
>
> [Nu skal det sædvanlige hylekor i gang i stedet for at *overveje* om der
> kunne være noget om sagen....
]
Årh, aldeles ikke da!
Problemet omkring kristen seksualitetsforsagelse går så vidt jeg ellers
mener mig i stand til at kunne se på mange måder helt tilbage til GT, hvor
vi vel trods alt kan blive enige om at der for så vidt findes et ret
mangfoldigt register over såvel moralistisk afskrækkende negative eksempler
på kvinders klart spekulative anvendelse af deres køn i en religiøst set ret
uheldig sammenhæng (tag især advarslerne i Ordsprogenes Bog som "formaning,
min søn"), lige såvel som der findes et så vidunderligt sødmefuldt og
saftigt seksualerotisk drivende skrift som Salomons "Kærlighedens Højsang",
der for så vidt den dag idag retmæssigt og ærbødigt må kunne hyldes som
"længselsbetonet erotisk lyrik i absolut Verdensklasse" uden dog af dèn
grund nogensinde at være decideret vulgært, endsige profant.
På denne baggrund - og ikke mindst i en given historisk situation, hvor
Paulus skal forsøge at rådgive de nye kristne menigheder om alle mulige
rejste teologiske spørgsmål, de formodentlig fra deres side forudgående har
skrevet til ham om, herunder altså også om, hvordan de arme lokale
"bænkevarmere" (m/k) der endnu ikke i en selv stadig moden alder måtte være
blevet retmæssigt gift og derfor forståeligt nok føler sig socialt fordømte
ud fra den så vidt jeg ved generelt praktiserede jødiske betragtning om
ægteskab og forplantning som livets løsen - er det formodentlig, at vor kære
apostel så vidt jeg mener at kunne se under henvisning til nogle af Jesu
"Gudsrige"-doktriner om at ægteskab hverken gør fra eller til i
Frelsesspørgsmålet, søger at trøste disse plagede, socialramte stakler.
Herunder hedder det sig altså så oprigtigt sødt og fortrøstende at der ikke
er nogen religiøs "skam" eller "forbandelse" ved ikke at være gift, da det
ifølge denne nyfundne kristne tro er noget helt andet og mere og større end
ægteskabet, der vitterligt frelser mennesket i sidste ende: Pauli så ellers
udmærkede sjælesørger-ord til en flok stakkels frustrerede "tabere på det
datidige kødmarked", misbruges dog desværre over ganske få hundrede år
groft i dèn retning, at det ikke blot i sig selv forbliver grundliggende
Gudsacceptabelt at blive at forblive ugift (sådan som Paulus altså
oprindeligt vægtede det), men at det i højere og højere grad ligefrem blandt
fanatisk "dedikerede kristne" opfattes som decideret uacceptabelt, ja
ligefrem "syndigt distrahererende" overhovedet at være gift! (Og således
ligefrem omvendt "velsignet" at forblive ugift i stadigt beredskab på en
evigt nærværende, latent Dommedag...)
Dertil kommer da så endelig at Kirken på et tidspunkt omkring 800-900 får
ret store ejendomsmæssige problemer med adelige "andensønner", der som
reserveløsning af deres sækulære magthaverfædre bliver udnævnt til biskopper
(dengang var det nemlig verdslige herremænd, der besad investiturretten!),
men som ikke desto mindre både tager sig koner og elskerinder, hvorved de
efterlader sig arvinger, som altså tærer ganske kraftigt på kirkegodset, der
således udstykkes gradvist ganske som andre gårde....
Og her kommer så altså "ind fra højre" omkring 1000-tallet den mere - i
ordets egentligste forstand - populære, dedikerede Verdensforsagende munke-
og nonnebevægelse hvor cølibatet bekvemt nok spiller en afgørende
"ideologisk" rolle, idet man så at sige deponerer både sit dennesidige liv
og ethvert dertilhørende slægtspotentiale i et halvmetafysisk Himmerige
fremfor at ligge Kirkens ejendom tildennesidigt last: Tværtimod rekrutterer
man ligefrem en masse adelige, som tager deres respektive arvelodder - der
altså egentlig har været praktisk tiltænkt dennesidig dynastietablering -
ind som munke og tjener fedt på dèt. Som blot eet eksempel kan man jo altid
tage de efterhånden rigeligt sagns- og myteomspunde Tempelriddere, hvor det
altså obligatorisk krævedes at man var af adelig herkomst for overhovedet at
blive taget i betragtning: Der er ligesom ikke meget at sige til at en
munkeorden, hvor folk frivilligt tilmelder sig et asketisk og principielt
personligt ejendomsløst liv i fanatisk forhåbning om martyrdøden i hellig
krig til gengæld for at efterlade ordenen op til adskillige familiært
nedarvede slotte og godser pludselig bliver stinkende velhavende og dermed
også politisk magtfuld...
Imidlertid må vi så lige fortsætte fortællingen her en anden dag, hvor vi
kan komme ind på Luther, der som katolsk munk omkring 1523 erkender det
egentligt ret latterlige i cølibatet, der ret beset bare ikke var dén plan,
Gud angiveligt skulle have haft med sin Skabelsesordning, da Han som bekendt
skabte både Adam og Eva, velsignede dem OG befalede dem mangfoldiggørelsen
FØR Syndefaldet (der tværtimod angiveligvis ikke engang havde nogen egentlig
seksuel karakter, sådan som almindelig kristenmytologi ellers desværre har
det med ret konsekvent at misforstolke det) altså skulle have fundet sted i
"hin mytologiske urtid"....
--
Mvh
Anders Peter Johnsen