/ Forside / Interesser / Familie & Relationer / Børn / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Børn
#NavnPoint
Nordsted1 7553
ans 5201
HelleBirg.. 3023
dova 2960
granner01 1261
jakjoe 1192
CLAN 1183
refi 1159
dkwM327 1100
10  jeb3 1067
Skal jeg føde uden støtte fra kæres
Fra : Inger


Dato : 06-01-07 21:11

Hej i gruppen

Min kæreste har desværre den skavank at han går lige direkte i gulvet
ligeså snart ting som nåle og blod kommer på banen. Også andres blod end
hans eget, og også selv om det ikke er ham selv der skal stikkes. Og
ikke nok med det; selv en helt harmløs ultralyds skanning uden skyggen
af nåle og blod gør ham ganske hvid i hovedet og gummi agtig i benene.
Det er åbenbart hele atmosfæren ved en undersøgelse, der gør det.
Da jeg i denne uge skulle have taget blodprøve til doublertesten blev
han pænt udenfor i venteværelset mens jeg blev stukket i. Alligevel var
han helt bleg, da jeg kom ud til ham, bare ved tanken om at hvad der
foregik på den anden side af døren.

Sådan er han nu engang, og efter mange samtaler om det, kan jeg forstå
at han virkelig ikke kan gøre for det, og at det altså ikke bare er
hysteri. Der er vist en del mænd (ved ikke med kvinder?) der har denne
skavank.

Nu kommer jeg så til at tænke på fødselen. Det er vores første barn, og
selvsagt aner ingen af os egentlig noget som helst hvordan det egentlig
vil blive. Men vi er begge temmelig sikre på at han vil få det meget
meget dårligt undervejs og sandsynligvis dejse undervejs. Jeg har spurgt
ham, om han ikke kan koncentrere sig om min hoved ende, så at sige, og
ligesom vende ryggen til hvad der foregår i den anden ende. Jeg tænker
at jeg har mest brug for ham ved mit hoved til at trøste, tørre sved af
panden, støtte og hvad ellers i den stil. Men han er meget overbevist
om, at bare visheden om hvad der foregår er nok til at han får det dårligt.

Så jeg vil egentlig rigtig gerne høre erfaringer fra mænd, der har den
samme "skavank" som min kæreste, og som alligevel har været med til
deres børns fødsel. Hvordan taklede i det? Blev i dårlige eller klarede
i det ved at koncentrere jer om hoved enden? Besvimede i, og hvordan
blev det taklet fra personalet/konens side? Var det slemmere eller ikke
så slemt som forventet? Og - ikke mindst - kan han på en eller anden
måde forberede sig mentalt på det?

Jeg vil meget nødigt skulle føde uden hans støtte, men hvis han bare er
dårlig og besvimer midt i det hele nytter det jo ikke så meget at han er
der... Jeg hører også meget gerne fra kvinder der har mænd med denne
skavank Hvordan var han at have med, var han noget værd eller
dejsede han bare da i skulle bruge ham allermest?

Mvh. Inger

 
 
SK (07-01-2007)
Kommentar
Fra : SK


Dato : 07-01-07 00:45


"Inger" <nomail@me.com> skrev i en meddelelse
news:45a00251$0$49199$14726298@news.sunsite.dk...
> Hej i gruppen
>
> Min kæreste har desværre den skavank at han går lige direkte i gulvet
> ligeså snart ting som nåle og blod kommer på banen. Også andres blod end
> hans eget, og også selv om det ikke er ham selv der skal stikkes. Og ikke
> nok med det; selv en helt harmløs ultralyds skanning uden skyggen af nåle
> og blod gør ham ganske hvid i hovedet og gummi agtig i benene. Det er
> åbenbart hele atmosfæren ved en undersøgelse, der gør det.
> Da jeg i denne uge skulle have taget blodprøve til doublertesten blev han
> pænt udenfor i venteværelset mens jeg blev stukket i. Alligevel var han
> helt bleg, da jeg kom ud til ham, bare ved tanken om at hvad der foregik
> på den anden side af døren.
>
> Sådan er han nu engang, og efter mange samtaler om det, kan jeg forstå at
> han virkelig ikke kan gøre for det, og at det altså ikke bare er hysteri.
> Der er vist en del mænd (ved ikke med kvinder?) der har denne skavank.
>
> Nu kommer jeg så til at tænke på fødselen. Det er vores første barn, og
> selvsagt aner ingen af os egentlig noget som helst hvordan det egentlig
> vil blive. Men vi er begge temmelig sikre på at han vil få det meget meget
> dårligt undervejs og sandsynligvis dejse undervejs. Jeg har spurgt ham, om
> han ikke kan koncentrere sig om min hoved ende, så at sige, og ligesom
> vende ryggen til hvad der foregår i den anden ende. Jeg tænker at jeg har
> mest brug for ham ved mit hoved til at trøste, tørre sved af panden,
> støtte og hvad ellers i den stil. Men han er meget overbevist om, at bare
> visheden om hvad der foregår er nok til at han får det dårligt.
>
> Så jeg vil egentlig rigtig gerne høre erfaringer fra mænd, der har den
> samme "skavank" som min kæreste, og som alligevel har været med til deres
> børns fødsel. Hvordan taklede i det? Blev i dårlige eller klarede i det
> ved at koncentrere jer om hoved enden? Besvimede i, og hvordan blev det
> taklet fra personalet/konens side? Var det slemmere eller ikke så slemt
> som forventet? Og - ikke mindst - kan han på en eller anden måde forberede
> sig mentalt på det?
>
> Jeg vil meget nødigt skulle føde uden hans støtte, men hvis han bare er
> dårlig og besvimer midt i det hele nytter det jo ikke så meget at han er
> der... Jeg hører også meget gerne fra kvinder der har mænd med denne
> skavank Hvordan var han at have med, var han noget værd eller dejsede
> han bare da i skulle bruge ham allermest?
>
> Mvh. Inger

Hej Inger! Jeg håber, at det er ok, at jeg skriver.
For det første, så er det da godt, at det er dig der skal føde, og ikke
omvendt!
For det andet, så tror jeg, ud fra din beskrivelse, at du er bedst tjent
med, at han
ikke er til stede, under fødslen. Hvis han har det så slemt, så ender det
med, at du
også tænker på ham, under fødslen, hvor du jo skal tænke på fødslen. Dit
lille barn
og dig selv.
Jeg ved ikke, hvor lang tid der er til du skal føde, men måske skal du bare
lade være
med at snakke mere om det, med ham. Det kan jo være, at han selv finder ud
af,
at han har lyst til at komme med.
Du kan sagtens føde uden hans hjælp!
De bedste ønsker til dig og din lille familie!
SK




Lisbeth Jacobsen (07-01-2007)
Kommentar
Fra : Lisbeth Jacobsen


Dato : 07-01-07 01:01

"Inger" <nomail@me.com> skrev i en meddelelse
news:45a00251$0$49199$14726298@news.sunsite.dk...

> Sådan er han nu engang, og efter mange samtaler om det, kan jeg forstå at
> han virkelig ikke kan gøre for det, og at det altså ikke bare er hysteri.

Du har helt ret. Han kan ganske givet ikke gøre for det. Men han kan gøre
noget VED det.

Få ham eksempelvis til at kontakte en god NLP-terapeut.
Problemet kan i bedste fald klares med 1-2 sessioner.

> Men vi er begge temmelig sikre på at han vil få det meget meget dårligt
> undervejs og sandsynligvis dejse undervejs.

Det kan også være, han finder ud af, at virkeligheden er langt mindre slem
og skræmmende end fantasierne! *S*

> Men han er meget overbevist om, at bare visheden om hvad der foregår er
> nok til at han får det dårligt.

Og det har han ganske givet ret i. Men som sagt. Det er ikke et problem, han
behøver leve med.

> Og - ikke mindst - kan han på en eller anden måde forberede sig mentalt på
> det?

Ja. *S*

> Jeg hører også meget gerne fra kvinder der har mænd med denne skavank
> Hvordan var han at have med, var han noget værd eller dejsede han bare da
> i skulle bruge ham allermest?

Min yndlingshistorie på området handler om min far og min datter.
Da min datter var fem år, døde hendes farmor. Hun og jeg var på vej ind i
kapellet for at sige farvel til hendes døde farmor, da mine forældre
ankommer til sygehuset. Og de ved ikke, at patienten er død i nattens løb!

Og der står så min far, med sit 5-årige barnebarn i hånden. Han vover ikke
sige til hende, at han ikke tør se liget. At han altid har været skrækslagen
for at se et dødt menneske. Så han går med hende ind. Og det bliver hans
livs lettelse. Han erfarer for første gang i sit liv, at hans fantasier var
langt værre end virkeligheden!

Samme datter var nogle år senere ved at snige sig udenom at besøge en
veninde, der lå på sygehuset med leukæmi. Vi vidste ikke, om hun ville dø af
det! Min datter turde ikke besøge hende. Jeg gav hende en mild og kærlig
skideballe. Forklarede hende, at der findes situationer her i livet, hvor
man bare - dødsensbange eller ej - må gøre dét, der skal gøres.

Ikke at være der for venner og familie, der har behov for en - bare fordi
man selv frygter sygehuse, død og blod - det er hverken tilladt eller
acceptabelt. Det er så utilstedeligt, som noget overhovedet kan være. Synes
jeg......

Så min livsindstilling er: "Føl frygten - og gør det alligevel!"
http://www.borgensbogklub.dk/foel_frygten.htm

Og det er der i øvrigt en bog, der hedder. Og den kan varmt anbefales alle,
der lader sig begrænse af en eller anden form for (irrationel) frygt.

Mvh. Lisbeth



Marianne (07-01-2007)
Kommentar
Fra : Marianne


Dato : 07-01-07 01:36


> Jeg vil meget nødigt skulle føde uden hans støtte, men hvis han bare er
> dårlig og besvimer midt i det hele nytter det jo ikke så meget at han er
> der... Jeg hører også meget gerne fra kvinder der har mænd med denne
> skavank Hvordan var han at have med, var han noget værd eller dejsede
> han bare da i skulle bruge ham allermest?
>
> Mvh. Inger


Hej Inger.

Jeg har født med en mand med en sådan skavank. Men i øvrigt kan jeg helt
tilslutte mig Lisbeths kommentar om, at i nogle situationer må man gøre det,
der skal gøres! nemlig!!

Nå - men min mand havde/har det nogenlunde som din. 'Vi' skulle føde og
havde kun lavet en løs aftale: Blev han utilpas/dårlig, skulle han bare gå
udenfor. Jeg er ikke særlig romantisk anlagt. På den anden side ville det
vaære fedt, hvis han var der. Men til historien hører, at min mand ikke
ønskede børn. Jeg ville derfor ikke presse citronen yderligere

Tiden blev 40 uger. Og en uge mere. Og en uge mere. Da jeg var 37 og
førstegangsfødende, ville 'man' ikke vente længere, og jeg blev sat i gang.
Det virkere bare ikke. 1 dag gik, 2 dage, 3dage - så var det helligdag - 5.
dagen skete der heller intet på. Alle samtaleemner var opbrugt. Alle
ugeblade læst. Alle aviser ligeså. Så fik jeg taget vandet kl ca. 8 om
morgenen, lagt er mere aggressivt ve-drop, som ikke var særlig rart. Veer i
8 timer med 3-4 min.s mellemrum. Men jeg åbnede mig ikke. Al
fødselsforberedelse var spildt, vejrtrækning ganske ude af kontrol. det var
bare surt og min mand blev mere og mere træt. jeg selv var ligesom
underholdt! Kl midnat kom der en mandlig jordemoder (hurrah), og han fik sat
gang i 'systemerne' (=fødeafdelingen). Samtidig - og det var det geniale -
'overtog' han min mand. Jeg var bare slatten og mismodig, min mand var
tvivlrådig og forvirret, intet skete og vi vidste heller ikke, hvad der
burde ske. Men så kom altså Jens, som straks overtog styringen, fik
rekvireret kejsersnit og begyndte at ordne og forklare.

Selv om jeg havde været meget opmærksom på min mand og hans reaktioner (midt
i veer og lavement), kunne jeg jo ikke støtte meget. Men det kunne
jordemoderen ved bare at sætte ham i gang. Det sidste, jeg huskede inden
narkosen var, at min mand besvimede og nærmste faldt ind over mig og mine
mange påmonterede slager og apparater. Mange hænder greb ham og fik ham i
sikkerhed ved en bagvæg. Så gik jeg ud som et lys, vores søn blev født, jeg
måtte pga en operationsfejl åbnes igen (hvilket jeg ikke mærkede) - men min
mand ... han var af jordemoderen blev udstyret med vores ny- og førstefødte
søn - og med en besked om, at jeg (mor) først ville vågne om 2-3 timer.

Så sad de der Sønnike i en plastikkasse, hvor han nærmest bare svingede
rundt med armene - væggene var jo pludselig væk. Og min mand, vågen på
næsten 24. time, dårlig af blod og at se bedøvelse, men han skulle s'gu'
passe på sønnik og vente på, at jeg vågnede.

Senere har han fortalt, at det var smadderubehageligt. Men at han aldrig
stillede spørgsmålstegn om at skulle være med. Selv om han egentlig ikke
ville. Og i tilgift fik han de første timer med den søn, han egentlig ikke
ville ha'. Noget, som i dag helt og aldeles er glemt

I dit/jeres sted vil jeg forslå, at I taler med jordemoderen om, hvordan det
er. Giv din mand muligheden for at gå til og fra. Du KAN også vælge at tage
din mor eller en veninde med, men så udelukker du din mand. Hjælpen fra de
professionelle er fin-fin, ualset hvad.

Held og lykke

Janne



Lisbeth Jacobsen (07-01-2007)
Kommentar
Fra : Lisbeth Jacobsen


Dato : 07-01-07 10:59

"Marianne" <skriv@ikke.dk> skrev i en meddelelse
news:45a04086$0$885$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...


> Så sad de der Sønnike i en plastikkasse, hvor han nærmest bare
> svingede rundt med armene - væggene var jo pludselig væk. Og min mand,
> vågen på næsten 24. time, dårlig af blod og at se bedøvelse, men han
> skulle s'gu' passe på sønnik og vente på, at jeg vågnede.

Sikke en dejlig historie!

Og jeg sidder tilbage med den tanke, om det kan hjælpe de skræmte (fædre) at
de får et praktisk ansvar og inddrages som andet end holde-i-hånd og
tørre-pande-deltagere. Måske skal de vide, at der kan blive hårdt brug for
dem til langt mere alvorligere opgaver. Som eksempelvis at tage sig af den
nyfødte i timer, mens personale tager sig af mor?

> Senere har han fortalt, at det var smadderubehageligt. Men at han aldrig
> stillede spørgsmålstegn om at skulle være med.

Bogen jeg nævnte "Føl frygten - og gør det alligevel" handler om, at man kan
lade sig bremse af frygten, men man kan også gøre det på trods af frygten.
Og de gjorde din mand. Og det er jo rigtig flot.

> Og i tilgift fik han de første timer med den søn, han egentlig ikke ville
> ha'. Noget, som i dag helt og aldeles er glemt

Det er også hørt før! *S*

Og det er værd at skrive sig bag øret, at "elske" ikke er en følelse! Elske
er en handling.

Det er ved at tage sig af sit barn (eller kæresten!) at kærligheden opstår.
Og her har mor et forspring, for hun tager sig af i ni måneder.

Mvh. Lisbeth



Ivar (07-01-2007)
Kommentar
Fra : Ivar


Dato : 07-01-07 14:28

Inger skrev:

> Sådan er han nu engang, og efter mange samtaler om det, kan jeg forstå at han
> virkelig ikke kan gøre for det, og at det altså ikke bare er hysteri. Der er
> vist en del mænd (ved ikke med kvinder?) der har denne skavank.

Jeg synes at det er lidt tidligt, at han melder fra for det ubehagelige
i at få børn. De fleste vortende fædre vil nok være bange/nervøse for
tanken om at være med til en fødsel med blod og pine, hvor de absolut
ikke har mulighed for at kontrollere situationen.

Jeg ved ikke hvad du skal gøre, men jeg synes, at det er for dårligt af
din kæreste, at han ikke tager sig sammen. Jeg synes ikke, at han kan
være bekendt, at han gør det til et problem, at han skal se blod, når
det er dig der skal levere det. Der er ingen mænd der er døde af at
overvære en fødsel. Det kan man jo ikke sige om de fødende kvinder.

De fleste fædre ser med glæde tilbage på deres børns fødsel. Især den
første, nok fordi at nervøsiteten gjorde oplevelsen ekstra intens.

Prøv at spørge ham, hvorledes han vil havde det med at gøre et barn
rent, der er sprøjtet ind i lort.


Ivar Magnusson

--
Se fædre skifte ble på deres børn, og få et godt grin:
http://lexinfo.dk/born/born.html



Toke Eskildsen (07-01-2007)
Kommentar
Fra : Toke Eskildsen


Dato : 07-01-07 14:37

Ivar wrote:

> Prøv at spørge ham, hvorledes han vil havde det med at gøre et
> barn rent, der er sprøjtet ind i lort.

Du ignorerer aldeles den problemstilling som Inger beskriver.
Hvis manden går i gulvet af det, kan han ikke "mande sig op", vel?
Besvimelse er ikke noget vi bare kan styre. Træne sig op, måske, men
så er det der der skal tages fat.
--
Far + digitalkamera + webserver = http://ekot.dk/dagbog/

Ivar (07-01-2007)
Kommentar
Fra : Ivar


Dato : 07-01-07 15:54

Toke Eskildsen skrev:

> Du ignorerer aldeles den problemstilling som Inger beskriver.
> Hvis manden går i gulvet af det, kan han ikke "mande sig op", vel?
> Besvimelse er ikke noget vi bare kan styre. Træne sig op, måske, men
> så er det der der skal tages fat.

Nej, men jeg skelner mellem at vide om han besvimer, eller om han tror
han besvimer. Hvis han besvimer, så hvad pokker med det. Prøv at
læse Mariannes historie.


Ivar Magnusson

--
MesNews: http://LexInfo.dk/MesNews/
Børn http://lexinfo.dk/born/born.html



Toke Eskildsen (07-01-2007)
Kommentar
Fra : Toke Eskildsen


Dato : 07-01-07 17:43

Ivar wrote:

> Nej, men jeg skelner mellem at vide om han besvimer, eller om han
> tror han besvimer.

Så misforstod jeg dig. Det beklager jeg.

> Hvis han besvimer, så hvad pokker med det.

Den detalje ville have passet godt ind i dit første indlæg.
--
Far + digitalkamera + webserver = http://ekot.dk/dagbog/

SK (07-01-2007)
Kommentar
Fra : SK


Dato : 07-01-07 18:26


"Ivar" <dild@[nozpam]webspeed.dk> skrev i en meddelelse
news:mn.3b647d719e64412f.31159@nozpamwebspeed.dk...
>
>
> De fleste fædre ser med glæde tilbage på deres børns fødsel. Især den
> første, nok fordi at nervøsiteten gjorde oplevelsen ekstra intens.
>
>
> Mine børns far er ikke bange for nåle, blod, sygehuse, osv. Han var med
til vores første barns fødsel, men nåede ikke at komme med, til den sidste.
Han siger selv, at hvis der er noget han fortryder, i dag, så er det, at han
ikke sørgede for at være til stede, ved den yngstes fødsel. Det betyder
utrolig meget for ham, at han var med første gang...
SK


>



Toke Eskildsen (07-01-2007)
Kommentar
Fra : Toke Eskildsen


Dato : 07-01-07 15:49

Inger wrote:

> Så jeg vil egentlig rigtig gerne høre erfaringer fra mænd, der har
> den samme "skavank" som min kæreste, og som alligevel har været
> med til deres børns fødsel. [...]

Jeg har det i meget mild grad. Selv tanken om permanent skade på min
kæreste eller mine børn kan gøre mig svimmel med let kvalme. Det er
imidlertid meget forskelligt hvad jeg underbevidst klassificerer som
permanent. Der har ikke været nogen form for problemer ved børnenes
fødsler, datterens brækkede ben, sønnens leg med barberskraberen og
lignende. Til gengæld var der krise, da sønnen bankede en fortand løs.

> Hvordan taklede i det?

Tandtingen blev ordnet ved at jeg var opmærksom på min egen reaktion.
Moderen var til stede og kunne trøste drengen, så jeg lagde mig ned et
øjeblik og koncentrerede mig om at trække vejret ordentligt. Det hjalp
ganske gevaldigt.


Så jeg har to moraler fra mine erfaringer: Den første er at der ikke
altid er klar sammenhæng mellem situationens voldsomhed og reaktionen.
Selvom din kæreste har det meget slemt med nålestik, kan det være han
har det fint med en fødsel.

Jeg synes godt om ideen med at arrangere det, så det er muligt for ham
at gå til og fra, men det kræver næsten involvering af en god veninde
eller familiemedlem, til at tage over. Hvis det er hele atmosfæren, der
gør ham dårlig, var det måske en ide at overveje en hjemmefødsel?


Den anden morale er at være opmærksom på tegnene og reagere. Måske oven
i købet få en hjælper til at være med til det? Hvis manden ser grøn ud
i hovedet, skal hjælperen puffe til ham og få ham til at gøre noget
forudaftalt.

Jeg er sikker på at der er en del man kan gøre for at mildne
svimmeleden, hvis ellers man forbereder sig på det og har aftalt en
klar procedure. Hvis ikke man har nogen værktøjer parat er der jo
dobbelt panik: Dels er der selve situationen, dels er der visheden om
at det vil gå galt for en.


Nogen gange er det de små ting der skal til. Jeg havde en god forelæser
på universitetet, der gav os et fremragende råd inden eksamen. Det var
ret kort: "Breathe!". Ved at stoppe op og tage sig tid til at trække
vejret dybt, får man luft og tvinges til at fokusere på noget andet end
den opfattede krisesituation. Men det kræver at man tager sig tiden til
det (alle de 5-10 sekunder). Det kan være svært, når man står i en
situation, som man føler kræver 100%.
--
Far + digitalkamera + webserver = http://ekot.dk/dagbog/

Sabina H. (07-01-2007)
Kommentar
Fra : Sabina H.


Dato : 07-01-07 21:13

"Inger" <nomail@me.com> wrote in message
news:45a00251$0$49199$14726298@news.sunsite.dk...
> Sådan er han nu engang, og efter mange samtaler om det, kan jeg forstå at
> han virkelig ikke kan gøre for det, og at det altså ikke bare er hysteri.
> Der er vist en del mænd (ved ikke med kvinder?) der har denne skavank.

jeg tror ikke det som sådan er kønsbestemt, men det virker måske værre når
det er mænd der har det sådan, pga den "forsørgerrolle" de har haft igennem
årtusinder efterhånden...
og så det faktum at kvinder ikke HAR noget valg.... men bemærk.... der er
skam mange kvinder derude der bevidst vælger forældrerollen fra på den
konto.... elller sågar KRÆVER planlagt kejsersnit....

> Nu kommer jeg så til at tænke på fødselen. Det er vores første barn, og
> selvsagt aner ingen af os egentlig noget som helst hvordan det egentlig
> vil blive. Men vi er begge temmelig sikre på at han vil få det meget meget
> dårligt undervejs og sandsynligvis dejse undervejs. Jeg har spurgt ham, om
> han ikke kan koncentrere sig om min hoved ende, så at sige, og ligesom
> vende ryggen til hvad der foregår i den anden ende. Jeg tænker at jeg har
> mest brug for ham ved mit hoved til at trøste, tørre sved af panden,
> støtte og hvad ellers i den stil. Men han er meget overbevist om, at bare
> visheden om hvad der foregår er nok til at han får det dårligt.

> Så jeg vil egentlig rigtig gerne høre erfaringer fra mænd, der har den
> samme "skavank" som min kæreste, og som alligevel har været med til deres
> børns fødsel. Hvordan taklede i det? Blev i dårlige eller klarede i det
> ved at koncentrere jer om hoved enden? Besvimede i, og hvordan blev det
> taklet fra personalet/konens side? Var det slemmere eller ikke så slemt
> som forventet? Og - ikke mindst - kan han på en eller anden måde forberede
> sig mentalt på det?
>
jeg ville gøre en række ting...
1. jeg ville få min mand til at søge alle, normale og alternative,
muligheder for at få hjælp.. NLP terapi, hypnose whatever.... bare det er
prøvet...
2. jeg ville _forvente_ at han tog med til ALLE undersøgelser og prøver...
for på den måde at afmystificere processen for ham.... låne fødselsvideoer
og alt muligt andet...
3. jeg ville have en "backup"... en god veninde, min mor eller en anden
person jeg kan stole på, og som kan og vil deltage i fødslen, som ekstra
person.....
4. jeg ville krydse fingre, og håbe på det bedste.... fortælle ham at jeg
allerhelst vil dele oplevelsen med ham alene, men at der ingen sure miner
bliver hvis han føler sig nødsaget til at gå ud.... blot han forsøger i det
mindste....

et af de store problemer mænd oplever i den situation, er manglen af
kontrol.... derfor kan det ofte være en hjælp at give ham helt specifikke
opgaver.... ting kun HAN kan varetage og som ikke må svigtes....

> Jeg vil meget nødigt skulle føde uden hans støtte, men hvis han bare er
> dårlig og besvimer midt i det hele nytter det jo ikke så meget at han er
> der... Jeg hører også meget gerne fra kvinder der har mænd med denne
> skavank Hvordan var han at have med, var han noget værd eller dejsede
> han bare da i skulle bruge ham allermest?

nogen dejser bare om, og andre mander sig op.... jeg tror ikke du kan sige
om de gør et eller to, før han står i situationen...det eneste du KAN gøre,
er at forberede både efter det bedste og det værste ;)
og husk på at sygehusene er jo vant til mænd der dejser om ;) de skal nok
tage sig af ham.... hans job er at tage sig af dig....
--
Knus,
Sabina


Inger (07-01-2007)
Kommentar
Fra : Inger


Dato : 07-01-07 22:07

Først og fremmest mange tak for jeres respons.

Vi har snakket lidt mere om det, og han er ikke i tvivl om at han vil
være med til fødselen. Han tager også med til alle undersøgelser,
skanninger og så videre. Blandt andet også fordi det jo er den eneste
måde han kan deltage lige nu

Det har hjulpet os begge meget med forslagene om, at han kan gå ud, hvis
det bliver for slemt, og så længe jeg er forberedt på det, tror jeg også
at det er ok for mig. Så det ender nok med at blive planen at han kan gå
ud hvis det bliver for slemt, men at han ellers skal gøre hvad han kan
for at klare den.

Flere af jer nævner muligheden for at have en back up person med, hvis
nu han går kold. Min mor bor i Grønland, og det er ikke planen at hun
skal komme til Danmark i forbindelse med fødselen. Jeg har heller ikke
nogen veninder der har lyst til at være med, eller som jeg har lyst til
skal være der. Men det er egentlig også okay. Jeg tror faktisk at den
tillid jeg viser ham ved ikke tage en back up med vil være afgørende for
hvordan han klarer den. Lidt ligesom det med at han har en opgave. Hans
opgave er nemlig at tage sig af mig og berolige mig og hjælpe mig med at
trække vejret, osv. Og der er ikke andre end ham til det. Vi vil også
snakke med jordemoderen om det, for at han kan blive mere afklaret
omkring hvad der forventes af ham

Det med hypnose, terapi af forskellige arter og andet i den dur er han
vist ikke rigtig til, og heller ikke villig til at bruge penge på. Men
vi bliver ved med at tale om det, og det er også planen at han skal læse
nogle af de fødselsberetninger der er i de der gravid blade man kan købe
i kioskerne. Det med videoer ved jeg ikke. Jeg vil personligt ikke se
dem, men han virker positivt indstillet. Hvor kan man få sådan nogle?

Jeg er meget glad for alle jeres input, gode råd og opmuntringer. Det er
noget der har bekymret mig de sidste par uger (er kun i 13. uge, så der
er laaang tid til ), og jeg kan mærke at det at have en plan og have
fået nogle gode input fra jer har gjort mig mere rolig og mindre nervøs
for fødselen.

Mvh. Inger

Sabina H. (08-01-2007)
Kommentar
Fra : Sabina H.


Dato : 08-01-07 00:19

"Inger" <nomail@me.com> wrote in message
news:45a1610a$0$49202$14726298@news.sunsite.dk...
> Det med videoer ved jeg ikke. Jeg vil personligt ikke se dem, men han
> virker positivt indstillet. Hvor kan man få sådan nogle?

jeg vil næsten tro der vil være en videofremvisning til
fødselsforberedelsen, og ellers kan i sikkert låne en video på biblioteket
eller af jeres jordemor....


--
Knus,
Sabina


Inger (08-01-2007)
Kommentar
Fra : Inger


Dato : 08-01-07 19:05

Sabina H. skrev:
> "Inger" <nomail@me.com> wrote in message
> news:45a1610a$0$49202$14726298@news.sunsite.dk...
>> Det med videoer ved jeg ikke. Jeg vil personligt ikke se dem, men han
>> virker positivt indstillet. Hvor kan man få sådan nogle?
>
> jeg vil næsten tro der vil være en videofremvisning til
> fødselsforberedelsen, og ellers kan i sikkert låne en video på
> biblioteket eller af jeres jordemor....
>
>

Ja, det med fødsels forberedelse er også noget jeg mangler oplysning
om... Det er jo ikke længere noget man automatisk bliver tilbudt så vidt
jeg kan forstå. Man skal altså selv opsøge og betale for det. Men jeg
tænker at jordemoderen kan fortælle hvor jeg kan gå til det?

Mvh. Inger

brian (07-01-2007)
Kommentar
Fra : brian


Dato : 07-01-07 22:06

Hejsa

Jeg har det tilsvarende men kan dog selv ligge mig ned hvis jeg bliver
svimmel.

Din Fyr kan sagtens og adranalinet skal nok holde ham oppe han bliver
sikkert først svimmel når det hele er overstået og så kan han jo lige
ligge sig i hjørnet men gutten eller gutinden på maven så glemmer han
svimmelheden.

Skulle han besvime så ligger jordemoderen ham bare på gulvet og før en
til at hjælpe ham det er jo ikke alverden med en besvimelse. Vores
fødselsforbereder (en jordemor) fortalte mig at hendes oplevelse var
at typisk de hårde fyre der ikke kan klare en fødsel dem der på
forhånden erkender at de måske bliver dårlige er dem der nok klare det
bedst.


Jeg kan dog overhovedet ikke forstå hvorfor vi mænd skal presses med
til fødsler.
Jeg selv ønskede ikke at være med til vores to børns fødsel men
familie og konen VILLE at jeg skulle. (Kald det bare frivilig tvang)
Jeg delto dermed mod min vilje og det ved konen og familien godt at
det var sådan det foregik.

Detter er så bare min mening.

Hilsen

Brian

Carsten Overgaard (08-01-2007)
Kommentar
Fra : Carsten Overgaard


Dato : 08-01-07 08:14

"Inger" <nomail@me.com> skrev i en meddelelse
news:45a00251$0$49199$14726298@news.sunsite.dk...
> Hej i gruppen
>
> Min kæreste har desværre den skavank at han går lige direkte i gulvet
> ligeså snart ting som nåle og blod kommer på banen. Også andres blod end
> hans eget, og også selv om det ikke er ham selv der skal stikkes. Og
> ikke nok med det; selv en helt harmløs ultralyds skanning uden skyggen
> af nåle og blod gør ham ganske hvid i hovedet og gummi agtig i benene.
> Det er åbenbart hele atmosfæren ved en undersøgelse, der gør det.
> Da jeg i denne uge skulle have taget blodprøve til doublertesten blev
> han pænt udenfor i venteværelset mens jeg blev stukket i. Alligevel var
> han helt bleg, da jeg kom ud til ham, bare ved tanken om at hvad der
> foregik på den anden side af døren.
>
> Sådan er han nu engang, og efter mange samtaler om det, kan jeg forstå
> at han virkelig ikke kan gøre for det, og at det altså ikke bare er
> hysteri. Der er vist en del mænd (ved ikke med kvinder?) der har denne
> skavank.
>
> Nu kommer jeg så til at tænke på fødselen. Det er vores første barn, og
> selvsagt aner ingen af os egentlig noget som helst hvordan det egentlig
> vil blive. Men vi er begge temmelig sikre på at han vil få det meget
> meget dårligt undervejs og sandsynligvis dejse undervejs. Jeg har spurgt
> ham, om han ikke kan koncentrere sig om min hoved ende, så at sige, og
> ligesom vende ryggen til hvad der foregår i den anden ende. Jeg tænker
> at jeg har mest brug for ham ved mit hoved til at trøste, tørre sved af
> panden, støtte og hvad ellers i den stil. Men han er meget overbevist
> om, at bare visheden om hvad der foregår er nok til at han får det
dårligt.
>
> Så jeg vil egentlig rigtig gerne høre erfaringer fra mænd, der har den
> samme "skavank" som min kæreste, og som alligevel har været med til
> deres børns fødsel. Hvordan taklede i det? Blev i dårlige eller klarede
> i det ved at koncentrere jer om hoved enden? Besvimede i, og hvordan
> blev det taklet fra personalet/konens side? Var det slemmere eller ikke
> så slemt som forventet? Og - ikke mindst - kan han på en eller anden
> måde forberede sig mentalt på det?
>
> Jeg vil meget nødigt skulle føde uden hans støtte, men hvis han bare er
> dårlig og besvimer midt i det hele nytter det jo ikke så meget at han er
> der... Jeg hører også meget gerne fra kvinder der har mænd med denne
> skavank Hvordan var han at have med, var han noget værd eller
> dejsede han bare da i skulle bruge ham allermest?

Fik lidt ondt i hovedet den første gang, da konen sparkede mig (Stod for tæt
på det ene ben under en af de sidste veer.), men ellers var der ingen
problemer. Nu har jeg det heller ikke slemt med blod udover når det drejer
sig om mine børn.

Jeg ville dog ikke have set på det, hvis hun skulle have været stukket med
en nål.

Nå det så er sagt, så har alle mennesker det forskelligt og går han i gulvet
ved første blodsdråbe, så sørg for at han falder tilbage ned i en stol. Har
du ikke en veninde eller en mor, som kunne supplere ham, når han "falder
bort"?

--
Med venlig hilsen
Carsten Overgaard
http://www.carstenovergaard.dk/undskyld.htm
http://www.center-validering.dk/aboutdenmark.htm
http://blog.myspace.com/covergaard3650
"Hvis du ikke kan lide indlægget, så er det webmasterens skyld"
"Om 2006 - Evigt ejer du kun det, som du har mistet."



Anja (08-01-2007)
Kommentar
Fra : Anja


Dato : 08-01-07 09:54


"Inger" <nomail@me.com> skrev i en meddelelse
news:45a00251$0$49199$14726298@news.sunsite.dk...
> Hej i gruppen
>
> Min kæreste har desværre den skavank at han går lige direkte i gulvet
> ligeså snart ting som nåle og blod kommer på banen. Også andres blod end
> hans eget, > Mvh. Inger

Hej

Jeg kan kun tilslutte mig Lisbeth svar.
Nu ved jeg ikke hvor i bor men der også en mulighed her
http://www.fobiskolen.dk/nytweb/phpwebsite/

Hilsen
Anja



Jørgen Flainard (08-01-2007)
Kommentar
Fra : Jørgen Flainard


Dato : 08-01-07 15:00


"Inger" <nomail@me.com> skrev i en meddelelse
news:45a00251$0$49199$14726298@news.sunsite.dk...
> Hej i gruppen
>
> Min kæreste har desværre den skavank at han går lige direkte i gulvet

Gulvet rammer jeg ikke, jeg bryder mig bare ikke om det!

Og da mine tvillinger skulle møde denne verden sad jeg alene på gangen
udenfor. Hvilken pragtfuld oplevelse. Indenfor var alting koncentreret om
mor og barn og den slags, men udenfor kunne jeg sidde ligeså stille og høre
vrælet fra den første da hun kom til verden og nyde det lille øjeblik helt
alene - jeg var blevet far - stor følelse! Da den næste kom til verden var
jeg inde på stuen hvor jeg holdt den første i hånden - hun blev jo slemt
ignoreret på det tidspunkt...

God oplevelse, præcis som jeg gerne ville have det. Og konen? Hun fattede
alligevel ikke en meter, hun opdage hverken at jeg var der eller jeg gik.




ThomasB (10-01-2007)
Kommentar
Fra : ThomasB


Dato : 10-01-07 17:23

"Inger" <nomail@me.com> skrev i en meddelelse
news:45a00251$0$49199$14726298@news.sunsite.dk...

> Sådan er han nu engang, og efter mange samtaler om det, kan jeg forstå at
> han virkelig ikke kan gøre for det, og at det altså ikke bare er hysteri.
> Der er vist en del mænd (ved ikke med kvinder?) der har denne skavank.

Dette er en god anledning for ham, til at få overvundet sin angst.

Tal med jordemoderen, hun har set det 1000 gange, og han kan gå hvis det
bliver for meget for ham.





Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408914
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste