Hej gruppe
Jeg har ofte set at drenge, som tilsyneladende klarer sig godt i skolen de
første skoleår, senere falder af på den. Jeg mener at have iagttaget det
samme fænomen hos pigerne.
Mary Pipher fortæller i "Nyt liv til Ofelia", så vidt jeg husker, om
pubertetspiger som ser på præpubertetspigers udforskningstrang med foragt.
Jeg gad vide om der findes statistikker som siger noget om sammenhængen
mellem hvor godt børn klarer sig de første skoleår og hvordan de siden
klarer sig som voksne i uddannelsessystemer og i livet.
Jeg gad vide om ikke puberteten er den store hurdle, og at der ikke er nogen
sammenhæng mellem hvor godt børnene klarer sig i de først skoleår, og hvor
godt de klarer sig siden hen.
P3R
Jeg ved ikke lige hvad nedenstående artikel har med det at gøre. Tit tænker
jeg på, om ikke det vigtige i de første skoleår, er at finde sig til rette
(at være), og at det først bliver kritisk når puberteten nærmer sig.
-----------------------
Af Anja Jørgensen
Drengeproblemet
Skolen passer bedre til piger end til drenge. Men er løsningen, at drengene
får løbet krudtet af sig og får lov til højst at skulle koncentrere sig 12
minutter?
Igennem det sidste års tid eller mere har der været stadig kortere mellem
artikler i de danske dagblade, som handler om det forhold, at drenge
øjensynlig taber terræn i uddannelsessystemet.
Helt fra folkeskolen og frem til universitetsniveau er drengene på
tilbagetog, både hvad angår kvantitet og, skal man tro en artikel, som for
nylig blev bragt i Weekendavisen under overskriften 'Drengestreger', også
med hensyn til kvaliteten af drenges uddannelse. Problemet ser ud til at
gøre sig gældende i mange forskellige hjørner af uddannelsessystemet og på
alle niveauer, ligesom en hel del tyder på, at problemet ikke blot er et
nationalt anliggende, men et problem, som man finder i flere vestlige lande,
bl.a. i USA. Men hvad er den gode analyse af problemet?
Hvis man skal tro forskellige fagpersoner på området, så opstår problemet i
folkeskolen, fordi der er for få fysiske udfoldelsesmuligheder for drengene,
og fordi kravet om at sidde stille og koncentrere sig er alt for stort i
forhold til, hvad drenge med baggrund i deres biologiske køn kan honorere.
Derfor bliver løsningen på problemet ligetil: Drenge må have mere plads at
tumle på, de skal have lov at tumle mere og dermed bruge mere fysisk energi,
og de må ikke udsættes for krav om at sidde stille og koncentrere sig i en
periode, der rækker ud over 12 minutter. Fra pædagogikforskere over
psykologer til hjerneforskere og familieterapeuter er analysen nogenlunde
ens og recepten nogenlunde den samme. Men jeg spørger mig selv, om de
skolemæssige præstationer af sig selv vil højnes, når blot drengene får lov
til at lukke kræfterne ud og til ikke at koncentrere sig mere end 12
minutter ad gangen?
Jeg tror ikke på det, og jeg er bange for, at vi gør drengene en
bjørnetjeneste ved at reproducere denne type analyser! Analysen af problemet
mangler klare refleksioner om forhold mellem årsag og virkning, ligesom den
mangler dybde og indsigt i drenge og pigers forskellige vilkår i vores
samfundsmæssige samtid.
Når det handler om forholdet mellem årsag og virkning, så mener jeg, at de
mange vanskeligheder, som drengene har med at klare sig i skolen, kun
meningsfuldt kan forstås som et symptom på nogle mere overordnede sociale
forandringer. Problemet er jo relativt nyt, og tidligere var det pigerne,
der, af andre årsager, havde svært ved at gøre sig gældende i
uddannelsessystemet.
Den norske læge og psykiater Finn Skårderud udgav for efterhånden en del år
siden en tankevækkende bog med overskriften 'Uro', hvori han diskuterer
fænomenet uro som et træk ved det senmoderne samfund, der er forårsaget af,
at traditioner, værdier og normer ikke længere eksisterer som et faktum
omkring det enkelte individs liv. Uro, både i konkret forstand og i mere
eksistentiel forstand, bliver således reaktionen eller symptomet på et
samfund i forandring. Der er mange sociologer, socialpsykologer, psykologer
mv., som igennem de seneste mange år har formuleret forskellige
samtidsdiagnoser med nogle af de samme pointer som Skårderud (Bech, Giddens,
Ziehe), men når jeg vælger at konsultere Skårderud, hænger det sammen med,
at Skårderud har nogle pointer, der måske kan medvirke til en bedre analyse
af drengenes problemer med at klare sig i skole- og uddannelsessystemet.
Skårderud argumenterer for, at det moderne menneskes reaktion på
aftraditionaliseringen af samfundet viser sig som en indadvendt søgen efter
noget i en selv, som kan give livet mening, frem for at søge sociale
relationer som det meningsgivende. Uro bliver en betingelse for individet,
og det må i stigende omfang reflektere sig frem gennem tilværelsens valg og
muligheder. I denne proces får individet stadig mindre hjælp fra traditioner
og normer og har stadig mere fokus på sig selv og egne præstationer frem for
på relationer og disses potentiale.
Hvis vi et øjeblik antager, at Skårderud har ret i sin samtidsdiagnose, må
vi spørge os selv, hvorvidt følgevirkningerne heraf rammer henholdsvis
drenge og piger ens. Noget tyder på, at det ikke er tilfældet, og at netop
forskelligheden i, hvordan drenge og piger påvirkes af modernitetens uro,
kan forklare drengenes problemer.
Inden jeg når så vidt, er jeg nødt til at lægge vejen omkring den
amerikanske sociolog Thomas Scheff, der skelner mellem tre forskellige
former for relationer, nemlig:
1) Sikre relationer
2) Isolerede relationer
3) Opslugte relationer
Den sikre relation er for Thomas Scheff den ideelle relation, fordi den er
præget af gensidig forståelse, identifikation og symmetriske magtrelationer.
Når den sikre relation slår revner, så kan det enten udvikle sig i retning
af isolerede relationer (for løs) eller opslugte relationer (for tæt). Ved
en isoleret relation forstår Thomas Scheff gensidige misforståelser,
fejlslåede forsøg på gensidig forståelse og deciderede afvisninger. Den
opslugte relation er kendetegnet ved, at den ene part i en relation er
underordnet den anden, med den omkostning at egne ønsker, behov, følelser og
overbevisning undertrykkes.
Thomas Scheff lægger yderligere en dimension oven på diskussionen om
forskellige typer relationer ved at introducere sondringen mellem
emneorientering og relationsorientering. Emneorientering dækker over det
forhold, at nogle relationer er præget af forskellige objekter i individets
omgivelser såsom mad, daglige gøremål, penge, karakterer osv. Andre
relationer er relationsorienterede og indebærer fokus på tanker, følelser,
som eksisterer mellem deltagerne i den aktuelle relation (Scheff 1997:79).
Hvis vi lægger Skårderud og Scheff sammen, bliver resultatet, at vi i vores
samfund får flere relationer, som er præget af isolation. Tilbagetrækning,
individuelt fokus og individuelle modsvar til modernitetens uro. Vi får på
den måde også flere relationer, som kan betegnes som emneorienterede, fordi
de relationsorienterede fællesskaber ikke har gode eksistensbetingelser i
vores urolige samtid.
Vender vi os med Skårderud og Scheff mod drengene og deres problemer med at
klare sig i skolen og i uddannelsessystemet, så nærmer en overset pointe
sig. Fra daglig erfaring og videnskabelig viden ved vi, at drenge, i
sammenligning med piger, er mere tilbøjelige til at indgå i det, som Scheff
kalder emneorienterede fællesskaber frem for fællesskaber, som er
relationsorienterede.
Jeg tror, at drenge i lige så høj grad som piger har brug for at indgå i
sikre fællesskaber, men at de af en eller anden grund (kulturelt, biologisk,
psykologisk) bare ikke er så tilbøjelige som piger til at skabe og
vedligeholde relationsorienterede fællesskaber. Og det er min påstand, at
relationsorienterede fællesskaber i højere grad fører til udviklingen af
sikre fællesskaber, fordi de fællesskaber, som bygger på en gensidig
interesse for tanker og for de følelser, som eksisterer mellem deltagerne i
den aktuelle relation, netop befordrer forhold som gensidig forståelse,
identifikation og symmetriske relationer.
I vores samfundsmæssige samtid kan drengene altså alt for nemt udvikle sig
til isolerede øer, der ikke i tilstrækkelig grad indgår i sikre
fællesskaber, og det er her, at jeg mener, at problemet er. Hvis vi
forudsætter, at alle mennesker uanset køn har brug for mange sikre
relationer for at udvikle sig til afbalancerede, nysgerrige individer med en
god selvværdsfølelse, så har drengene, som følge af deres ringe
tilbøjelighed til at udvikle, skabe og vedligeholde sikre relationer, brug
for hjælp hertil.
Hvis vi nu ser på, hvilken hverdag de fleste børn i Danmark har i dag, så er
det i høj grad en hverdag, der er præget af, at børn fra et meget tidligt
tidspunkt i deres liv tilbringer meget tid i institutioner, fordi både far
og mor (heldigvis!) er på arbejdsmarkedet. Drenge såvel som piger lever en
stor del af deres liv i institutioner, som oftest er gode og ordentlige og
bemandet af voksne, der af al kraft forsøger at gøre det bedste for børnene.
Men her stopper lighederne mellem de to køns hverdagserfaringer. Hvor
pigerne profiterer ekstremt meget af, at de er gode til at skabe og
vedligeholde relationsorienterede fællesskaber og dermed opnå sikre
fællesskaber, så efterlades drengene i deres emneorienterede fællesskaber,
der meget nemmere fører til isolerede relationer end til sikre relationer.
Pigerne er både bedre til at skabe og vedligeholde sikre relationer til de
voksne, som de omgås i institutioner og skoler, og til deres jævnaldrende
kammerater end drengene. Derfor trives pigerne bedre socialt og fagligt.
Drengene indgår forhåbentlig i sikre relationer til deres forældre og øvrige
familie, men hvilken indflydelse har det, hvis halvdelen af hverdagslivet
leves i situationer og på lokaliteter langt fra forældre og familie?
For at lære de forskellige fag i skolen er det vigtigt at være nysgerrig,
kunne koncentrere sig og være relativt stille og rolig, mens det sker. Og
for at udvikle nysgerrighed og koncentrationsevne skal man føle sig socialt
og mentalt godt tilpas. Hvis man ikke gør det, ja så standses en god og sund
udvikling med en dårlig, urolig, ukoncentreret og asocial adfærd til følge.
Hvordan løser vi så problemet?
Ja, at undgå at udsætte drengene for at skulle koncentrere sig mere end 12
minutter ad gangen, sådan som den psykologisk orienterede hjerneforsker Anne
E. Knudsen foreslog i en såkaldt ekspertvurdering til avisen 24timer fredag
10.11., mener jeg er at gøre drengene en meget stor bjørnetjeneste. Det
repræsenterer en essentialistisk tankegang, hvor biologi og instinkter er i
højsædet. Civilisationsprocessen, som den f.eks. er beskrevet af den
engelske sociolog Norbert Elias, er en proces, hvor menneskeheden altid har
været i strid med sig selv om, hvor meget man skulle følge instinkter og
umiddelbare impulser (biologien), og hvor meget man skulle undertrykke disse
til fordel for at opnå andre goder af materiel og social karakter. Drengene
skal da ikke bare følge deres umiddelbare impulser til at gøre et eller
andet nyt efter 12 minutter. De skal da lære at koncentrere sig og overhøre
nogle af deres umiddelbare impulser i det stykke tid, som det nu tager at
lære noget nyt. Det er for mig at se fuldstændig utænkeligt, at drenge vil
opnå gode resultater ved at have læringsforløb på 12 minutter ad gangen.
Alene den tid, det tager (ikke mindst for drengene) at finde de rigtige
bøger og hæfter frem og at komme i gang, gør et stort indhug i de 12
minutter. Argumentet mener jeg også er tvivlsomt, i lyset af at drenge
tilsyneladende ikke altid har haft disse problemer, men har fået dem i nyere
tid. Hvordan kan en instinkt- og biologisk-orienteret tilgang overhovedet
forklare dette?
Det med at lade drengene løbe en tur rundt om skolen for at få indestængt
energi ud holder jo heller ikke, hvis man anerkender, at en stor del af
problemet handler om mangel på sikre relationer.
Det at ansætte såkaldte juniorpædagoger specielt for drengene, som man for
nylig har gjort i Vallensbæk, er for mig at se et fint og sjovt initiativ,
som jeg dog tvivler på kan løse problemet.
Jeg tror, at løsningen må handle om at give drengene bedre muligheder for at
udvikle flere sikre relationer, og at vi voksne tør træde i karakter som
autoriteter, der ved noget om socialt liv og har erfaringer med, hvad der
virker, og hvad der ikke virker socialt og fagligt.
Forældre, pædagoger og lærere skal gøre sig umage med og give sig tid til at
bygge sikre relationer præget af gensidig forståelse, identifikation og
symmetriske magtrelationer til vores drenge. Ligesom vi må hjælpe drengene
med at lære, hvordan sådanne relationer skabes og vedligeholdes i forhold
til kammerater og andre mennesker i omgivelserne. Det tager meget tid og
megen tålmodighed, men er altså helt nødvendigt, for drengene har svært ved
at gøre det selv.
På den anden side må vi også være opmærksomme på, at opbrud i traditioner og
normer og værdier, som jeg var inde på i det ovenstående, også er et brud
med autoriteter. Politiske, religiøse, kulturelle autoriteter er på det
samfundsmæssige plan blevet svagere igennem hele den moderne epoke, og det
har forplantet sig ud i alle afkroge og ned på mikroniveauet, så vi heller
ikke længere har så tydelige autoriteter i vores hverdagsliv. Forældre,
lærere, præster og så videre udgør ikke længere tydelige autoriteter med
entydige anvisninger på, hvad der er god og dårlig adfærd, hvilke ting vi
skal stræbe efter at opnå, og hvilke ikke, og så videre. De erfaringer og
indsigter, som vi voksne har gjort os, skal være basis for vores autoritet i
samvær med børnene, og det kan vi godt stå ved på en måde, hvor vi ikke
falder tilbage til tidligere tiders autoritære indstillinger og attituder.
Vi kan påtage os en autoritet, der er åben og lydhør, men som har grænser og
hviler på erfaringer. Vi skal passe på, at vi i vores iver efter at
imødekomme drengene (og måske også i dovenskab) ikke lader alt for mange
opgaver påhvile drengene selv. Vi skal selvfølgelig forstå drengene på
drengenes egne præmisser, men vi skal ikke gøre det så meget, at vi
pludselig får en situation, hvor »drengene siver ud gennem gulvbrædderne«,
som studiechef ved Københavns Universitet, Jakob Lange, for nylig har
udtalt. Pigerne kan et stykke ad vejen godt agere autoriteter for sig, fordi
de er bedre rustet til at bygge relationer, hvor man konstant evaluerer og
korrigerer hinandens indsats i det sociale og faglige liv, men vi må indse,
at drengene må have mere hjælp til disse opgaver. Hvis drengene bliver bedt
om at tage det samme ansvar for at skabe og vedligeholde sikre relationer,
og hvis de bliver bedt om at være autoriteter i deres eget liv, så er
spildprocenten alt for stor, fordi alt for mange, og her taler vi jo om
drenge, der er godt begavet, qua deres emneorienterede relationer ikke har
de fornødne redskaber til at honorere sådanne krav om selvforvaltning.
Nogle vil måske mene, at drengene burde skånes for at etablere og
vedligeholde flere sikre relationer og i stedet for stilles over for at løse
konkrete faglige opgaver, så de på den måde kan vise deres værd. Det mener
jeg også rummer et vist potentiale, men for overhovedet at komme til det
punkt, hvor det kan ske, og hvor der finder læring sted, må der være
koncentration, samling på flokken og ro. Og for at få det må vi vejen
igennem de sikre relationer.
Printet fra politiken.dk Torsdag 14. dec 2006
Ophavsretten tilhører Politiken. Informationerne må alene anvendes til egen,
ikke-kommerciel brug.
Artiklen kan findes på adressen:
http://politiken.dk/debat/kroniker/article208052.ece