"Bibelen er fyldt med en endeløs mængde af underlige påbud og
forbud, som der i reglen er dødsstraf for at bryde sig imod.
Tre steder i Bibelen er disse forbud listet på en måde, så man med
god vilje kunne betragte dem som De Ti Bud. Kun én af disse lister -
2. Mosebog, kapitel 34 - kan betegnes som de rigtige Ti Bud - og det af
tre grunde:
Det fremgår af Bibelteksten selv, at der er tale om De Ti Bud. De to
andre steder er det kun i overskriften, der står "De Ti Bud" - det vil
sige, vi kun har bibeloversætterens ord for, at det ikke er endnu en
tilfældig liste af bud.
Gud siger selv, at disse Ti Bud er de samme, som stod på de tavler
Moses knuste.
Selvom Gud skulle tage fejl, kommer vi ikke uden om, at de første
stentavler blev knust - uden at andre end Moses havde set dem. De
tavler, som blev lagt i Pagtens Ark, er dem, der listes i følgende
kapitel.
2. Mosebog Kapitel 34
Moses havde som bekendt smadret de to første stentavler i raseri.
Dette var et enestående tab for menneskeheden: De to tavler var
skrevet med Guds egen finger, og vi har aldrig før eller siden set
noget, der var skrevet med Guds egen finger.
Heldigvis starter kapitel 34 med, at Gud lover, at han vil skrive den
samme tekst på to nye tavler:
2. Mos. 34,1 Herren sagde til Moses: "Tilhug to stentavler som de
forrige; på dem vil jeg skrive de ord, der stod på de forrige tavler,
som du knuste.
Og så kommer der en ordentlig svada.
2. Mos. 34,6 Og Herren gik forbi ham og råbte: "Herren, Herren er en
barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed.
2. Mos. 34,7 Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og
overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet; han
straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og
tipoldebørn."
[.. .. ..] [...]
2. Mos. 34,11 Hold alt det, jeg i dag befaler dig. Jeg vil drive
amoritterne, kana'anæerne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og
jebusitterne bort foran dig.
2. Mos. 34,12 Tag dig i agt for at slutte pagt med indbyggerne i det
land, du rykker ind i, for at det ikke skal blive en snare for dig.
2. Mos. 34,13 Deres altre skal I rive ned, deres stenstøtter skal I
knuse, deres Ashera-pæle skal I hugge om.
2. Mos. 34,14 (1) Du må ikke tilbede nogen anden gud, for
"Lidenskabelig" er Herrens navn, for han er en lidenskabelig Gud.
2. Mos. 34,15 Du må ikke slutte pagt med landets indbyggere, for når
de horer med deres guder og ofrer til dem, vil de indbyde dig, og du
kommer til at spise af deres offer;
2. Mos. 34,16 og hvis du lader dine sønner gifte sig med deres døtre,
og deres døtre horer med deres guder, vil de også få dine sønner
til at hore med deres guder.
2. Mos. 34,17 (2) Du må ikke lave dig støbte guder.
2. Mos. 34,18 (3) Du skal holde de usyrede brøds fest. Syv dage skal
du spise usyrede brød, sådan som jeg har befalet dig, ved festen i
måneden abib, for i måneden abib drog du ud af Egypten.
2. Mos. 34,19 (4) Alt det første, der kommer ud af moderlivet, skal
tilhøre mig, det gælder alle handyr af dit kvæg, det førstefødte
af okser og får.
2. Mos. 34,20 Det førstefødte æsel kan du frikøbe med et stykke
småkvæg. Vil du ikke frikøbe det, skal du brække halsen på det.
Enhver førstefødt blandt dine sønner skal du frikøbe. Tomhændet
må ingen se mit ansigt.
2. Mos. 34,21 (5) I seks dage må du arbejde, men på den syvende dag
skal du hvile; selv når der skal pløjes eller høstes, skal du hvile.
2. Mos. 34,22 (6) Du skal fejre ugefesten med den første afgrøde af
hvedehøsten, og frugthøstfesten ved årsskiftet.
2. Mos. 34,23 Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Gud
Herrens, Israels Guds, ansigt.
2. Mos. 34,24 Når jeg driver folkene bort foran dig og udvider dit
landområde, skal ingen tilegne sig din jord, når du tre gange om
året drager op for at se Herren din Guds ansigt.
2. Mos. 34,25 (7) Du må ikke ofre mit slagtoffers blod sammen med
syrnet brød, og (8) påskefestens offerkød må ikke ligge natten
over.
2. Mos. 34,26 (9) Det bedste af den første afgrøde af din jord skal
du bringe til Herren din Guds hus.(10) Du må ikke koge et kid i dets
mors mælk."
De to tavler. Var Moses virkelig 40 dage og 40 nætter om så lidt?
Derefter skifter Gud mening. Han vil alligevel ikke selv skrive budene
ned, men beordrer Moses til at gøre det. Det tager åbenbart Moses
fyrre dage og fyrre nætter at hugge disse bud ind i sten.
Tilsidst giver den ufejlbarlige Bibel sit ufejlbarlige ord på, at
dette er De Ti Bud:
2. Mos. 34,27 Herren sagde til Moses: "Skriv disse ord ned, for det er
på grundlag af disse ord, jeg slutter pagt med dig og med Israel."
2. Mos. 34,28 Så blev han der hos Herren i fyrre dage og fyrre nætter
uden at spise eller drikke noget, og han skrev pagtens ord, de ti bud,
på tavlerne.
De Ti Rigtige® Bud
Opgaven er nu, ligesom med Martin Luther's Ti Bud, at fjerne alt "det
grimme" - racisme, folkemord, religionsforfølgelse og
gadedrengesprog.
Charles Heston som Moses.
Som det ses, var tavlerne i filmen ikke lavet af tung granit, men af
glasfiber.
Vi fjerner bemærkningen om at »straffe fædres skyld på børn,
børnebørn, oldebørn og tipoldebørn« (vers 7) - den slags er vist
ikke helt lovligt. Så fjerner vi det med folkemordet på
»amoritterne, kana'anæerne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne
og jebusitterne« (vers 11), de er sikkert allesammen døde alligevel.
Så sletter vi det der med ikke at »slutte pagt med indbyggerne i det
land, du rykker ind i« (vers 12+15) - det lyder mere som nutidens
islamofascister end som en nådig Gud. Så udelader vi det med at rive
andre religioners altre og pæle ned (vers 13) - det lyder heller ikke
pænt. Og nu hvor vi snakker om pænt, så lad os springe det der over
med »de horer med deres guder« (vers 15), »deres døtre horer med
deres guder« og »dine sønner til at hore med deres guder« (vers 16)
- helt ærligt, hvad er det for et sprog, ham Gud har? Og til sidst
fjerner vi det racistiske påbud om ikke at lade ens sønner gifte sig
med deres døtre (vers 16), samt det brutale bud om at brække halsen
på førstefødte dyr, hvis ikke man løskøber dem af kirken. (vers
20).
Resten deler vi så op i ti små hapser.
Du må ikke tilbede nogen anden gud.
Du må ikke lave dig støbte guder.
Du skal holde de usyrede brøds fest.
Alt det første, der kommer ud af moderlivet, skal tilhøre mig.
I seks dage må du arbejde, men på den syvende dag skal du hvile;
Du skal fejre ugefesten og frugthøstfesten.
Du må ikke ofre mit slagtoffers blod sammen med syrnet brød.
Påskefestens offerkød må ikke ligge natten over.
Det bedste af den første afgrøde af din jord skal du bringe til
Herren din Guds hus.
Du må ikke koge et kid i dets mors mælk.
Moses havde knust de gamle stentavler, inden nogen nåede at se dem,
men de bud, der står her, er de bud, der stod på de nye tavler. Det
var disse bud, jøderne slæbte rundt i ørkenen i 40 år i en særlig
kasse (Pagtens Ark), som der var dødsstraf for at kigge i. Det var
disse stentavler, Gud dræbte 50.070 mennesker for at kigge på.
Konklusion: Dette er de rigtige 10 bud fra stentavlerne fra Pagtens
Ark. Det er den eneste liste af påbud og forbud, som bibelteksten selv
kalder De Ti Bud."
Best Regards Bruun
|