Anders Peter Johnsen wrote:
> Patruljen skrev:
> > Anders Peter Johnsen wrote:
> >> Patruljen skrev:
> >>
> >>> Jeg får mit materiale fra samtalegrupper, hvor religiøse
> >>> vrangforestillinger spiller en rolle, regelmæssigt.
> >> Se, nu er spørgsmålet jo så, hvorvidt du selv er i stand til at foretage
> >> en skelnen mellem "religiøse forestillinger" og "religiøse
> > VRANGforestillinger"?
> >
> >
> > Du kunne heller ikke verificere de citater fra Talmud, der blev
> > skrevet.
>
> Det VILLE jo unægteligt nok gøre det ulige meget nemmere for os begge,
> hvis du kunne vise mig, hvor du har dem fra?
>
> Har du et link eller anden reference?
>
> > Du kunne gøre opmærksom på, at en del er forvrænget. Det var det.
> > Ikke, hvorvidt det gjaldt dem, jeg skrev.
>
> Som sagt: Du har vist ikke rigtigt vist mig, hvorfra de stammer?
>
> > Det centrale i min funkton er ikke udelukkende at realitetskorrigere.
> > Så denne viden er ikke en betingelse.
> >
> > Spørgsmålet er dybest set, samtidig, hvorvidt alle religiøse
> > forestillinger er vrangforestillinger.
>
> Det er bare ikke nogen særlig hverken moden eller fornuftspræget,
> endsige videnskabelig tilgang til religion at mene at det skulle være en
> slags kollektiv psykose: Tværtimod er det interessante jo netop at
> skelne mellem
>
> 1) Gængse og socialt accepterede religiøse forestillinger (som kan
> genrelt findes i tilladte trossamfund)
>
> 2) Yderligtgående og/eller afvigende religiøse forestillinger (fra
> sekteriske fraktioner til direkte enkeltpersonspsykoser med religiøst
> indhold)
>
> 3) Religiøse VrangOPFATTELSER (altså andres udefra tillagte,
> misforståede opfattelser af en given religions trosindhold og praksis)
>
> (Vi ser nemlig ofte her i gruppen ganske ofte ikke-troende - hvis du
> blandt andet læser den nyeste trådstart - der fremfører ganske grove
> generaliseringer og fordomme byggende på manglende viden: Det er for så
> vidt det samme, jeg kritiserer dig for i relation til dine påstande om
> Talmud'en, nemlig at i hvert fald den kilde, du lægger til grund,
> muligvis kan være fejlbehæftet.)
>
> >> > Jeg er ikke
> >>> teolog, og vil gerne kende virkelighed fra vrangforestilling.
> >> Jeg er heller ikke teolog, men problemet for mig at se er at der
> >> vitterligt findes tro, som netop principielt udelukkende er TRO,
> >> hvorimod der også findes - ofte mere fundamentalistisk prægede - former
> >> for tro, som nærmere søges ophøjet til konkret VIDEN.
> >
> > Det gælder alt tro, at det ikke er viden, ikke ?
>
> Det BURDE det, så vidt jeg kan ellers kan se, i hvert fald gøre:
> Problemet med decideret religiøs forfølgelse af anderledestroende er nu
> engang pokkers mere latent, hvis man gør sig fundamentalistiske
> forestillinger om at eens tro ikke blot er personlig TRO, men ligefrem
> en slags postuleret objektiv VIDEN som derved skal være absolut
> normgivende for det samfund, man lever i.
>
> >> (Tag i denne forbindelse f.eks. de såkaldte "Ungjordskreationister" -
> >> også herinde - som hårdnakket hævder at Jorden ikke er mere end sølle
> >> ca. 6000 år gammel.)
> >
> > Ja, du. Skal vi sige, at her er vi på herrens mark
> > Jeg vil mene der er tale om vrangforestillinger.
> > Videnskaben kan nu alligevel afklare en del.
>
> Jeg plejer netop at vende den gamle frase - som jeg selv fik smidt i
> hovedet i Folkeskolens matematikundervisning - med "Man skal ikke tro,
> man skal vide" om og sige at at det netop handler om at man skal TRO,
> men ikke med sikkerhed kan VIDE.
>
> >>> Omkring disse citater ud i Talmud. Forstår jeg at tænkningen er meget
> >>> anderledes.
> >>> Eksempelvis står der i det link, Vidal? gav, at den græske tænkning
> >>> er præget af en logik, der ikke er med i Talmud. For os vil en ting
> >>> ikke kunne betyde 2 ting.
> >> Mnjah, nu kender de fleste vesterlændinge dog nok alligevel begrebet
> >> "dobbelttydighed".
> >
> >
> > Der er ikke tale om tvetydighed, som jeg læste teksten. Der er tale om
> > at ting, både kan være rigtige og forkerte....
>
> Paradokser, vil man vel kalde det?
>
> >>> Det vil være tilfældet ud i Talmud.
> >> Så vidt jeg ellers er orienteret, kan Talmud som religiøse tekster i sin
> >> ofte lettere paradoksale form nok bedst sammenlignes med de
> >> Zen-buddhistiske "koan":
> >>
> >>
http://en.wikipedia.org/wiki/Koan
> >
> > Javel. Hvor er du orienteret om det, fra ?
>
> Det er godt nok ikke lige noget, jeg har nøjagtig kilde på, men jeg
> mener at have hørt en jøde i en tv-udsendelse sammenligne nogle af de
> paradoksale Talmud-anekdoter med Zen-koans.
>
> Det synes i hvert fald umiddelbart (uden at jeg dog er ekspert i nogen
> af delene) at tjene samme "bevidsthedsudvidende" funktion at opstille
> den slags lærerige paradokser.
>
> Måske lidt ligesom den berømte filosofiske (vidensskabsteoretiske?)
> sætning: "Et træ falder i skoven: Siger det nogen lyd, hvis der ikke er
> nogen til at høre det?"
>
> (Underforstået: Eller er lyden så bare luftbevægelser, der ikke omsættes
> til lyd via et øre?)
>
> >>> Samtidig er hebraisk meget svært oversætteligt. Ord betyder flere
> >>> samtige ting.
> >> Sikkert nok, men nu KAN jøderne jo altså selv få en ofte temmelig klar
> >> mening ud af det, ikke?
> >
> > Kan de ? Jeg vil mene, rabbierne kan....
>
> Mig bekendt kan de fleste observante (herunder decideret ortodokse)
> jøder sagtens selv udmærket læse deres Tanakh (hvad der nogenlunde
> svarer til GT) på klassisk hebraisk, også selv om dèt nutidshebraiske,
> "Ivrit", som idag tales i Israel ligger et stykke fra det, rent
> sprogligt. (Måske lidt ligesom oldgræsk og nygræsk eller for dèn sags
> skyld dansk og oldnordisk: Vi kan ikke umiddelbart forstå, hvad en
> islænding siger, men det kan givetvis læres ganske hurtigt)
>
> >>> Der er den ældstes orale belæringer.
> >> Du mener vist "de ældstes mundtlige overleveringer"?
> >
> > Ja. Der står orale love...
>
> Nu har ordet "oral" altså desværre en ret medicinsk og/eller seksuel
> bismag (pardon the pun!), så jeg tror det er mere korrekt at bruge
> betegnelsen "mundtilg" på dansk.
>
> >> Så vidt jeg er bekendt er Talmud faktisk bare en ældgammel mundtlig
> >> tradition for diskussion og fortolkning af GT. (Måske lidt ligesom jeg
> >> som Lutheransk kristen interesserer mig for Luthers fortolkninger af
> >> Bibelen som en slags "hjælpeværktøj" og en katolik interesserer sig for
> >> katolske traditioner.)
> >
> > Nja. Talmud er over toraen.
>
> Hvor er det, du finder dèn opfattelse udtrykt blandt jøder?
>
> Jeg har nemlig hørt at den for så vidt kun er et "hjælpeværktøj".
>
> > Og ikke bare en fortolkning. Men de fleste
> > har din opfattelse, blot er den forkert.
>
> Dokumentation, tak?
>
> (Jeg kunne stærkt fristes til at tro, at det svarer til diskussionen
> mellem katolikker og protestanter, hvor protestanter anser Bibelen som
> normgivende, mens katolikker synes at veje mundtlig tradition - som NT
> også delvist må siges at være baseret på, idet Jesus os bekendt slet
> ikke Selv skrev noget som helst - højere.)
>
> >>> De er stort set ligeså utilgængelige.
> >> Ah, nu er der vel egentlig heller ikke grund til at gøre det mere
> >> "mystisk" end det egentlig er, vel?
> >
> >>
http://en.wikipedia.org/wiki/Talmud
> >>
> >>> Det undrer mig gevaldigt, at troen på den måde er så sløret...
> >> Dèt tror jeg nu snarere er noget, du selv gør den til.
> >
> > Jamen, så afklar venligst mine Talmud citater, hvis det er noget jeg
> > gør den til.
> > Det må jo være ganske enkelt, Anders.
>
> Jeg synes det begynder at lugte lidt af "omvendt bevisførelse" her: Jeg
> vil som sagt MEGET gerne se, hvilke kilder, du lægger til rådighed. Så
> vil jeg tage stilling derudfra, for jeg kan altså bare ikke bruge
> ufunderede påstande eller citater af tvivlsom herkomst til ret meget.
>
> Der KAN som nævnt være tale om mere eller mindre overlagt
> misinformation, hvilket altså er nødvendigt at tjekke.
>
> >> Vi lever trods alt i en tid, hvor stort set alle religiøse tekster er
> >> tilgængelige på internettet og det vel efterhånden kun er visse populære
> >> amerikanske spændingsforfattere og den mere godtroende del af deres
> >> publikum, der helt alvorligt dyrker konspirationsteoretiske
> >> forestillinger om "hemmelige broderskaber" med en påstået "skjult,
> >> religiøs viden"...
> >
> > Jeg gentager. Når tingene er så herligt enkle. Er Talmud citaterne
> > ægte eller what ?
>
> Må jeg igen bede om reference til, hvor du har dem fra?
>
> Det er nemlig afgørende nødvendigt med sober kildekritik, hvis det er
> noget du har fundet på nettet, hvor der - som du andetsteds er inde på -
> cirkulerer nok så meget "misinformation" ved siden af den egentlige,
> lødige information.
>
> Man skal jo heller ikke bare nødvendigvis tro på alt, man læser i visse
> sensationsaviser og ugeblade, vel?
>
> --
> Mvh
> Anders Peter Johnsen
En oversættelse af Luthers " Om jøderne og deres Løgne "
Bemærk henvisningerne til Talmud.
Denne lille Bog, »Jøderne og deres Løgne« af Dr. Martin Luther, har
ikke været optrykt i Tyskland i mange Aar og er ikke tidligere oversat
til Dansk. Hvorfor den ikke er medtaget i de nyere tyske Oplag af
Luthers Skrifter skyldes naturligt nok den Indflydelse, som jøderne,
denne »9. Stormagt«, indtil for nylig havde i Tyskland og den Dag i
Dag har over de fleste hvide Nationers baade materielle og aandelige
Liv.
Imidlertid er der ingen Tvivl om, at netop denne Bog har sin Mission,
og at man uden at kende den mangler noget i Forstaaelsen af Luthers
livssyn og hele Arbejde. Da jeg for nogle Måneder siden udgav et lille
Flyveblad med Citater fra Johannes Evangelium samt fra »Jøderne og
deres Løgne«, var jøderne og deres Haandlangere straks paa Færde og
benyttede den jøderne altid hørige og lydige Radio til et Foredrag,
der nærmest gik ud paa at stemple Luther som ikke rigtig klog. Nu
turde en saa forbløffende Karakteristik, der er lige saa dum som
fræk, gøre den modsatte Virkning og Overbevise Lytterne om hele
Foredragets mere end tvivlsomme Værd. Forøvrigt rnaatte det vel ogsaa
falde den lutherske Kirkes Tilhængere for Brystet, at den danske Radio
for at tækkes nogle hebræere, ikke undsaa sig for at lade sig bruge
som Redskab til Besmittelse af en Mands Eftermæle, endda en af de
største Aandskæmpere, Verden har set.
Naar der i Foredraget anførtes, at Luther selv undertiden skal have
sagt god for jøderne, saa er dette for saa vidt rigtigt, som han selv
indrømmer, at han - lige som Millioner andre Arier - ikke altid har
kendt Sandheden om dette vandrende, asiatiske Folk. Til den
Overbevisning, der saa utvetydigt udtrykkes i »Jøderne og deres
Løgne« samt i hans Bog: »Vom Schem Hamphoras: Und vom Geschlecht
Christi. Matth. I. Wittenberg MDXLIII« er Luther kommen gennem
omhyggelig Granskning af Jødernes Religion, Væsen og Sæder. Det
Slør, de selv med saa megen snedig Grundighed indhyller deres Lære,
Planer og Forhold i, er det vanskeligt for det umistænksomme,
germanske Sind at gennemtrænge. Betegnende er det ogsaa for Forholdene
i Danmark, at det bevidst vanskeliggøres for Folket at skaffe sig
Klarhed. Der gives Fængselsstraf for blot at citere nogle af den
jødiske Religions læresætninger, skønt den i København bosiddende
Overrabbiner Dr. Friedinger i sin i Efteraaret 1937 ud komne »Lærebog
i den jødiske Religion« selv fastslaar, at Talmud den Dag i Dag
danner Grundlaget for jødernes religiøse liv. Saa man maa vel nok
undres en Smule over, at alene Anførelsen af nogle Talmudord er nok
til at bringe Dom og Straf ned over danske Mennesker! Aldrig er saa
vidt mig bekendt nogen bleven straffet for at have citeret den kristne
Religions Lærdomme. Men dette er et ypperligt Bevis paa baade, at
jøden ikke ønsker sit Værtsfolk gjort bekendt med sine Livs- og
Leveregler, og paa den skandaløse Magt, som de Styrende i landet har
givet nogle paatrængende Fremmede over og til Ulykke for Landets egne
Børn.
Jeg har i den danske Oversættelse bestræbt mig for at holde mig saa
nær som muligt op ad Luthers eget magtfulde, ejendommelige Sprog, idet
jeg dog enkelte Steder har forkortet en Smule og omskrevet enkelte
Sætninger for at lette Forstaaelsen af den for Nutidsmennesker noget
vanskelige Sprogform. Og er herved bleven bistaaet paa det Bedste af
venlige i Gammeltysk hjemmekendte Venner.
Oversættelsen foretaget efter Hans Ludolf Parisius' 7.Udgave 1936.
Graasten, i August 1938. Olga Eggers.
Forord til Dr. Martin Luthers Bog: »Jøderne og deres Løgne« Udgivet
1542
Vel havde jeg foresat mig hverken at skrive om jøderne eller mod
Jøderne. Men da jeg har erfaret, at dette landflygtige, uhelbredelige
Folk ikke ophører med at lokke os, de Kristne, til sig, har jeg
udgivet denne lille Bog, for at jeg kan regnes blandt dem, der gør
Modstand mod Jødernes giftige Forehavener og advarer de Kristne, saa
de vogter sig for Jøderne. Jeg havde ikke ment, af en Kristen skulde
lade sig narre af jøderne, og føres i Elendighed og jammer. Men
Djævelen er Verdens Gud, og hvor Guds Ord ikke er, gaar det ham godt,
ikke blot blandt de svage, men ogsaa blandt de stærke. Gud hjælpe os.
Amen.
***
Naade og Fred i Herren.
Kære Herre og gode Ven.
Jeg har modtaget et Skrift, hvori en Jøde har en Samtale med en
Kristen, og hvori Jøden understaar sig at udlægge Skriftsprog (der
angaar vor Tro, vor Herre Kristus og Maria, hans Moder) forkert og
mistyde dem, fordi han tror derved at kunne omstøde vor Tros
Grundvold.
Derpaa giver jeg jer og ham dette Svar.
Det er ikke min Mening, at jeg vil strides med Jøderne eller lære af
dem, hvorledes de tyder eller forstaar Skriften. Det kender jeg
altsammen godt nok forud. Langt mindre omgaas jeg med den Tanke, at jeg
vil omvende Jøderne. Thi det er umuligt. Endnu nytter det intetsteds
med Jøderne og har altid kun gjort Ondt værre. - Ogsaa fordi de er
bleven saa haarde og haardhudede, at de ikke vil befries for den
skrækkelige Plage, at de nu i fjorten Hundrede Aar er i Landflygtighed
og endnu ikke kan opnaa at se nogen Ende eller bestemt Afslutning
herpaa trods deres evige heftige Raaben og Skrigen til (som de mener)
Gud: Hjælper (siger jeg) Slagene ikke, saa er det nemt at regne ud, at
vor Tale og Udlægning vil hjælpe endnu langt mindre.
Derfor skal en Kristen give sig tilfreds og ikke strides med en Jøde.
Men skal du eller vil du absolut tale med ham, saa sig ikke mere end
dette: Hør du, Jøde, ved du ogsaa, at Jerusalem og jeres Herredømme
samt Templet og Præstedømme nu har været ødelagt mere end 1460 Aar?
Thi i dette Aar, da vi Kristne skriver Aar 1543 efter Kristi Fødsel,
er det nøjagtig 1469 Aar, og det er altsaa lienimod 1500 Aar siden, at
Vespasianus og Titus ødelagde Jerusalem og drev Jøderne ud derfra. Og
lad saa Jøderne bides og disputere om denne lille Nød saa længe, de
vil.
Thi en saa grusom Guds Vrede viser altsaa tydeligt nok, at de sandelig
maa fejle og fare med Uret, det kan vel selv et Barn forstaa. Thi saa
frygteligt maa man ikke tænke om Gud, at han skulde straffe sit eget
Folk saa længe , saa grueligt og saa ubarmhjertigt og til og med tie
stille, hverken trøste med Ord eller Gerninger, hverken fastsætte Tid
eller Sted. Hvem vilde tro og haabe eller elske en saadan Gud? Lad os
derfor slutte heraf, at Jøderne visselig er forstødte af Gud og ikke
længere er hans Folk, han er heller ikke mere deres Gud; og hold jer
til Skriftsproget hos Hosea l v. 9: Lo Ammi: »I er ikke mit Folk, og
jeg er ikke jeres Gud«. Ja, det gaar dem altsaa desværre saaledes og
kun saaledes og skrækkeligt. De kan udlægge det som de vil, men vi
ser Værket for vore Øjne, det bedrager os ikke.
Og hvis der var en Tøddel Fornuft eller Forstand i dem, maatte de i
Sandhed tænke saaledes ved sig selv: Ak Herre Gud, det gaar og staar
ikke godt til med os, Elendigheden er for stor, for langvarig, for
haard, Gud har glemt os o. s. v.
Jeg er ganske vist ingen Jøde, men jeg i Alvor ikke gerne tror paa en
saa frygtelig Guds Vrede over dette Folk; thi jeg ræddes derfor, saa
det gaar mig gennem Marv og Ben. Hvad vil det blive til med Guds evige
Vrede i Helvede over alle falske Kristne og alle Vantro?
Nuvel, Jøderne maa regne Vor Herre Jesus for hvad de vil; vi ser, at
det altsaa gaar saaledes, som skrevet staar i Luk. 21, 22, 23: »Naar I
ser Jerusalem belejret af en Hær, saa mærk jer, at nu er hendes
Ødelæggelses Dag kommen; thi disse er Hævnens Dage, og der skal
blive stor Nød i Landet og Vrede over dette Folk«.
Altsaa, som sagt: Strides ikke meget med Jøderne om vore Trosartikler.
Fra deres Ungdom af er de saaledes opdraget med Gift og Galde imod vor
Herre, at der intet Haab er, før de kommer dertil, at de tilsidst er
bleven gjort møre af deres Elendighed og tvungne til at bekende, at
Messias er kommen, og at det er Vor Herre Jesus. Ellers er det alt for
tidligt og ganske omsonst at disputere med dem. Saa vil vi da nu for at
styrke vor Tro, og fordi Jøderne saa giftigt smæder vor Tro, vise
hvilke grove Dumheder der indeholdes i deres Skrifter og i deres
Udlægning. Kommer nogensinde en Jøde paa bedre Tanker, saa at han
skammer sig, saa meget des bedre. Vi taler ikke nu med Jøder, derimod
om Jøder og om deres Gerninger, som ogsaa vort Folk bør kende.
De har en Grund til at prale og trodse ud over alle Grænser. Den er,
at de nedstammer fra Jordens fornemste Folk, fra Abraham, Sarah, Isak,
Rebekka, Jakob pp. . Vi (Goijem) er Hedninger i Sammenligning med dem
og i deres Øjne ikke Mennesker, derimod neppe værd at vi arme Orme
skal ænses af dem. Thi vi er ikke udaf den samme ædle Slægt, Stamme,
Fødsel og Herkomst.
Dette er en Begrundelse af deres Trods og Hovmod og efter min Mening
den fornemste og stærkeste.
Det maa Gud taale af dem i deres Skoler, Bønner, Sange, deres Lære og
hele Liv; saaledes gaar og staar de for ham og plager ham (da jeg
altsaa taler om Gud med menneskeligt Sprogbrug). Der maa han høre paa,
hvorledes de berømmer sig og priser Gud, fordi han har adskilt dem fra
Hedningerne og udvalgt dem som sit eget hellige Folk. Og der er ingen
Ende paa, saa de roser sig af deres Herkomst og deres legemlige
Nedstamning fra Fædrene.
Og ydermere - for at deres rasende, vanvittige og taabelige Galskab
skal blive fuldkommen, roser de sig og takker Gud, først fordi de er
skabt som Mennesker og ikke som Dyr; for det andet fordi de er Israel
og ikke Goijem (Hedninger); for det tredie, fordi de er født Mænd og
ikke Kvinder. Disse Taabeligheder har de ikke fra Israel, men fra
Goijem. Thi Historien beretter, at Grækeren Plato dagligt opsendte
saadanne Lovprisninger og Taksigelser til Gud. Men skal saadan
Hoffærdighed og Gudsbespottelse kaldes at lovprise Gud? Thi denne
roste ogsaa sine Guder for disse tre Ting, -- at han var et Menneske og
ikke et Dyr, en Mand og ikke en Kvinde, en Græker og ikke Ikke-Græker
eller Barbar. Det er en Nars Selvros og en Gudsbespotters barbariske
Tak: Aldeles ligesom om Valoner ogsaa vilde tænke om sig selv, at de
alene var Mennesker, hele den øvrige Verden Umennesker, Ænder eller
Mus i Sammenligning med dem.
Nuvel, ingen kan tage den Berømmelse fra dem, at de er af Israels Rod
og Stamme. I det gamle Testamentes Tid har de af den Grund (og det
forstaar ingen Jøde) tabt mange Slag i Krigen. Alle Profeter har
straffet dem herfor, thi det er en hovmodig, kødelig Anmasselse, uden
Aand og Tro; de er altsaa ogsaa af den Grund blevet myrdede og
forfulgte. (Herefter følger flere Beviser, hentede fra Skriften, og de
slutter saaledes:) Altsaa kalder Vor Herre dem Slangeyngel. Item Joh.
8, 39: »Er I Abrahams Børn, saa gør Abrahams Gerninger. Men I er
Djævelens Børn, han er Eders Fader«.
Det var dem uudholdeligt, at de ikke skulde være Abrahams, men
Djævelens Børn, hvad de heller ikke nu synes on. Thi naar de skulde
opgive denne deres Berømmelses Grundvold, maatte alt det, der stod paa
den, falde og blive anderledes.
(I det følgende bliver denne Selvros ud fra Skriftens Ord indgaaende
imødegaaet og tilbagevist som ubegrundet Anmasselse. Disse Citater fra
Skriften slutter da med følgende Ord:)
Men dette vil jeg sige for at styrke vor Tro. Thi Jøderne lade sig
ikke fratage deres Hoffærdighed og Stolthed over deres Adel og
Oprindelse, saaledes som ovenfor sagt. De er forstokkede.
Men vort Folk skal passe paa, at de ikke lader sig forføre af dette
forstokkede, fordømte Folk (hvis Løgne Gud straffer og som stolt
foragter hele Verden). Thi jøderne vil meget gerne trække os over til
deres Tro og gøre det, hvorsomhelst de kan det. Og skulde Gud blive
dem, Jøderne, naadig, saa maatte de først fjerne saadanne modbydelige
Bønner og Sange om deres Berømmelse og deres Herkomsts Storhed fra
deres Hjerter og Munde. Thi saadan Beden øger og forhøjer stadig mere
Guds Vrede over dem. Men det vil de ikke gøre, de vil aldrig ydmyge
sig saa dybt, undtagen hvad enkelte Personer, hvem Gud særligt drager
til sig og udløser fra deres gruelige Fordærv, kunde gøre.
Den anden Storhed og Berømmelse, hvoraf jøderne blærer sig og paa
Grund af hvilken de mener at have Ret til stolt og hovmodigt at foragte
alle andre Mennesker, er den, at de har Skikken med Omskærelsen fra
Abraham.
Gud hjælpe os, hvor maa vi Hedninger da være utaalelige for dem i
deres Skoler, Bønner, Sange og Lærdomme. Hvor modbydeligt maa vi
Stakler stinke i deres Næser, fordi vi er uomskaarne.
(Her følger længere teologiske Udredninger med Beviser fra talrige
Citater fra Skriften, øg tilsidst den 5. Salme, hvori hedder:)
Denne Salme angaar alle Mennesker...., især og fornemmelig Jøderne,
for hvis Skyld den i Særdeleshed (ligesom alle andre Dele af Skriften)
er givet og skrevet, og de bliver ogsaa mesterligt afslørede for alle
Hedninger. Thi dem er dets som har vist allevegne en gudløs
Handlemaade, Afguderi, som har bekendt falsk Lære og har haft
uomskaarne Hjerter, saa at Moses selv og alle Profeterne jamrer og
klager over dem. Medens de selv tiltrods herfor altid har troet at
være Gud til Behag, og slaaet Profeterne ihjel har de. De er det mest
ondskabsfulde, halsstarrige Folk, der ikke har ladet sig fra onde
omvende til gode Gerninger hverken ved Prædiken, Skænden eller ved
Profeternes Lære saaledes som Skriften Gang paa Gang viser, og dog vil
de være Guds Tjenere og bestaa for hans Dom. De er de pralende,
hoffærdige Skelme, som indtil denne Dag ikke kan gøre andet end at
rose sig selv af deres Stamme og Herkoinst, rose sig selv og foragte og
forbande hele Verden i deres Skoler, Bønner og Belæringer, og dog
mener de at kunne bestaa for Guds Øjne som hans kæreste Børn. 1)
De er de rigtige Løgnere og Blodhunde, som fra Begyndelsen og til vore
Dage har fordrejet og forfalsket hele Skriften med deres forløjede
Udlægning 2) Og al deres Hjerters ængstelige Sukken og Længsel og
Haab gaar ud paa, at de engang maa behandle os Hedninger ligesom i sin
Tid Esther behandlede Hedningerne. . . . Og hvor de elsker Esthers Bog,
der stemmer saa godt med deres blodtørstige, hævngerrige, morderiske
Begæringer og Haab. Aldrig nogensinde har Solen skinnet paa et mere
blodtørstigt og hævngerrigt Folk end dette, som tror om sig selv, at
de er netop Guds Folk, for at de skal og maa myrde og ødelægge
Hedningerne! Og det er ogsaa det allerstørste, som de venter af deres
Messias: Han skal ved deres Sværd myrde og ombringe den ganske Verden.
Hvad de selv i Begyndelsen gjorde hele Verden over imod os Kristne og
stadig gerne vilde gøre, hvis de blot kunde. Ofte nok har de ogsaa
forsøgt det og har derfor faaet ordentligt paa Snuden. Men derom
maaske mere senere. (Luther optæller nu her videre de forskellige
falske Grunde til, at Jøderne berømmer sig selv i Sammenligning
Note1) Sammenlign dette og det følgende med "Zions Vises Protokoller"
og især med den deri citerede Esthers Bog. Og ogsaa med de i den
nyeste Tid af Jøden Bela Kuhn og den forjødede russiske
Sowjet-Regering i Rusland forøvede Millionmyrderier.
Note2) Eller kan en samvittighedsfuldd Fortolker f.Eks. holde Brugen af
ægyptiske Klæder og Husgeraad for at være guddommelig Befaling?
med andre Folk: Foruden den i Moselov befalede Omskæring og de derpaa
begrundede jødiske Loves Rigtighed anfører han talrige Bibelord, som
klager over Frafald, Fritænkeri og Uretfærdighed og taler om
Djævelen, hvem han sammenligner jøderne med):
Hvor langt bedre vilde det ikke være for dem, der, som de ikke ejede
Guds Bud eller kendte til det. Thi havde de det ikke, saa var de ikke
fordømte. Men de er fordømte, fordi de har hans Bud og dog ikke
holder det, men tvertimod uden Ophør synder imod det.
Ligesaa godt kunde Mordere og Horkvinder, Tyve og Skalke og alle onde
Mennesker berømme sig af, at de skulde være Guds særligt hellige
Folk, fordi de kender hans Ord og ved, at de skal frygte ham og være
ham lydig, elske ham og tjene ham, ære hans Navn, ikke myrde, ikke
bedrive Hor o. s. v. Men nu, da de synder og bliver fordømt, saa er
det netop, fordi de har Guds hellige, retfærdige Ord og alligevel
synder imod det. Lad dem saa kun, ligesom Jøderne, rose sig af, at Gud
gennem sin Lov har helliggjort dem og blandt alle Mennesker udvalgt dem
som sit særlige Folk.
En saadan Berømmelse er det ogsaa, at jøderne roser sig af i deres
Skoler, de lover og takker Gud, at han har helliggjort dem og udvalgt
dem til sit særlige Folk, skønt de godt ved, at det intet har paa
sig, at de er fulde af Hovmodighed, Misundelse, Begær, Gerrighed og
alle Slags Ondskab, og allermest de, der i deres Bønner anstiller sig
mest andægtige og hellige. Thi de er saa blinde, at de ikke alene
driver Aager, (jeg skal tie om deres andre Laster) men endda lærer, at
det er en Rettighed, som Gud har givet dem gennem Moses, hvor de, som i
alle andre Tilfælde, lyver skammelig om Gud, men det har jeg ikke nu
Tid at tale om. 1)
Naar de ti Bud ikke bliver holdt, hvad betyder saa Lydighed mod andre
Love, andet end lutter Gøglespil og Fastelavnsløjer, ja en ren og
skær Bespottelse, hvorved Gud bliver gjort til Nar? Ganske ligesom
hvis en ond Helvedeskarl gik i Pavens, Kardinalers, Biskoppers og
Prædikanters Tøj og holdt alle de Love og Vedtægter, som saadanne
Folk holder, og at han saa under denne gejstlige Prydelse var en rigtig
Djævel, en Ulv, en Kirkefjende,
Note1) Sammenlign Goethe i "Jahrmarkt von Plundersweilern": De har en
Tro, der giver dem Lov til at røve fra andre.
fjende, en Gudsbespotter, der traadte baade Evangeliet og de ti Bud
under Fode, forbandede og fordømte det: O hvor vilde det ikke synes
Gud en skøn Hellig!
Eller hvis en smuk Kvinde offentlig bar Kransen og i hele sin
Væremaade holdt sig alle Love og Regler efterrettelig, som passer sig
for den jomfruelige Tugt og Stand, og saa under denne Overflade var en
modbydelig, skammelig Hore, der syndede mod de ti Bud, hvad hjalp det
hende saa med den smukke Lydighed, og at hun udadtil førte sig med al
en jomfrus Værdighed og Væsen? Det vilde hjælpe hende saa meget, at
man vilde være hende syv Gange mere fjendtlig stemt, end om hun lige
ud var en offentlig Hore! Og Gud har til alle Tider gennem Profeterne
skældt Israels Børn ud for at være en saadan ond Hore, for at de
under udvendig Lovlydighed og Helligheds Skin og Prydelse øver al
Slags Afguderi og Ondskab, saaledes som Hoseas særligt klager i Kap.
2, 4, 5. For vel er det skønt, naar en Jomfru eller Kvinde er from,
naar hun er ærlig og renligt klædt og smykket og forstaar at gebærde
sig med udvortes Ynde. Men er hun en Hore, saa anstaar Klæderne,
Smykkerne, Kransen og Pynten meget bedre en So, der ligger i Snavset,
saaledes som Salomo ogsaa siger: En skøn, taabelig Kvinde (det er en
Hore) er som en gylden Ring i Næsen paa en So.
Derfor er det vel værd at tie, hellere end at rose sig af (Kendskab
til) Mose Love om de overfladiske Ting, naar de ti Bud ikke holdes. Ja,
de gør sig syv Gange mere uværdige til at være Guds Folk end
Hedningerne.
Lad dem fare! Og lad os holde os til dem, som beder Miserere, den 51.
Salme, det er de der ved og forstaar, hvad det betyder at holde eller
ikke holde Loven.
Og læg nu Mærke til, kære Kristne, hvad du gør, naar du lader dig
forføre af de blinde jøder. Da gaar det visselig, som Ordsproget
siger: Naar en Blind leder en Blind, da falder de begge i Graven. Andet
kan du ikke lære af dem. De mangler Forstaaelse af de guddommelige
Love og dog roser de sig og er hovmodige overfor alle Hedninge, der dog
er langt værdigere for Gud, end de er, fordi disse ikke bar en saadan
hellighedens Hovmod og dog følger Loven langt mere end Jøderne, disse
hovmodige Hellige og forbandede Gudsbespottere og Løgnere.
Vogt dig derfor for Jøderne og pas paa, hvor de har deres Skoler, da
disse ikke er andet end en Satansrede, hvori der kun findes
Indbildskhed, Løgn og Modbydelighed, til aller bitreste og giftigste
Skændsel for Gud og alle Mennesker, som var det Djævelen selv. Og
hvorsomhelst du ser eller hører en Jøde undervise, da tænk kun, at
der hører du en giftig Basilisk, hvis Udseende alene er nok til at
forgive og dræbe Folk. De er saaledes overgivet til Guds Vrede, fordi
de mener, at deres Selvros, Hoffærdighed, at de lyver om Gud,
forbander alle Mennesker, er lutter ægte rigtig storslaaet
Gudstjeneste, der anstaar sig saadanne ædle Efterkommere fra Fædrene
og omskaarne Hellige, (hvor slette de end selv føler, at de er, med
deres haandgribelige Laster) og saa tror de endda herved at have gjort
Ret og Skel.
Vogt dig for dem!
Og for det fjerde praler de med stor Selvros og Hoffærdighed af, at de
har faaet det Land Canaan, Staden Jerusalem og Templet af Gud. Til
Trods for, at Gud Gang efter Gang har knust denne Selvros og
Hovmodighed, særligt ved Kongen af Babylon, der drev dem i
Landflygtighed og ødelagde alt for dem, ligesom Kongen af Assyrien
tidligere havde bortført og forstyrret det hele Israel og tilsidst
gennem Romerne fuldstændig udryddede og ødelagde dem, hvad der nu er
over fjorten Hundrede Aar siden. Og alt dette, for at de skal forstaa,
at Gud ikke har og heller ikke vil ænse deres Land, By, Tempel,
Præstedømme eller Fyrstendømme, saa at han af den Grund skulde regne
dem for sit eget særlige Folk. Endnu er deres jernhaarde Nakker (som
Esaias siger) ikke bleven bøjede eller deres haarde Pander bleven
røde af Skam, stadig forbliver de stærblinde og forhærdede,
ubevægelige, og stadig haaber de, at Gud igen skal bringe dem hjem og
give dem Alting tilbage.
De hører og ser ikke, at Gud gav dem alt, for at de skulde holde hans
Bud, kun saa kunde de være hans Folk og Kirke. Aldeles ligesom naar de
roser sig af deres Blod og Afstamning, men at han bar udvalgt netop
dem, fordi de skulde holde hans Bud, det ænser og agter de ikke. De
roser sig af deres Omskærelse, men hvorfor de er omskaarne, nemlig
derfor, at de skulde holde hans Bud, det betyder intet for dem. De
forstaar at prale af deres Love, Tempel, Gudstjeneste, Stad, Land og
Herredømme, men hvorfor de fik det, det agter de ikke paa. Djævelen
og alle hans Engle har besat dette Folk, saa de altid for Gud roser sig
af de ydre Ting, deres Gaver, deres Gøren og Laden, hvilket vil sige:
De ofrer ham de tomme Hylstre uden Kærne. Dette Offer skal han
paaskønne og derfor betragte dem som sit eget Folk, velsigne og
ophøje dem over alle Hedninger. Men at han forlanger, de skal holde
hans Bud, saa de virkelig betragter ham som Gud, det bryder de sig ikke
om. Og saa gaar det da efter Mose Ord: De anser mig ikke for deres Gud,
saa regner jeg dem heller ikke for mit Folk, som der ogsaa staar hos
Hosea.
Og dersom Gud ikke havde ladet Staden Jerusalem ødelægge, havde ladet
dem fordrive fra deres Land, men at de i Stedet havde beholdt alt som
forhen, saa havde ingen kunnet sige dem paa, at de ikke var Guds Folk,
fordi de stadig havde Templet, Staden og Landet, uanset hvor ondt,
ulydigt og halsstarrigt et Folk de end var. Og det var uden Forskel, om
saa Profeterne dagligt havde tugtet dem og Tusinde Moses'er havde
staaet og skreget: I er ikke Guds Folk, thi I er ulydige og genstridige
imod Jeres Gud. Kan de dog nu ikke snart holde op med deres sindssyge,
rasende Pralen med, at de er Guds Folk, hvorfor de nu i 1500 Aar har
været fordrevne, forstyrrede og kastet til Jorden. Endnu haaber de ved
egen Fortjeneste at komme derhen igen. Thi de har jo ingen Løfter,
hvormed de kan trøste sig, undtagen hvad de laver sammen af forvirrede
Tydninger i Skriften. . . Saaledes forhærder Jøderne sig tilsidst i
deres onde Vilje og tager forsætlig fejl og vil ikke vige fra deres
Rabbineres Lærdomme. Saa er vi ogsaa nødt til at lade dem gaa deres
egne Veje og ikke agte paa deres giftige Bespottelser og Løgne.
Mig er det ogsaa gaaet saadan. Tre lærde jøder kom til mig i det
Haab, at de skulde Finde en ny jøde i mig, fordi vi er begyndt at
læse Hebraisk her i Wittenberg og foregav ogsaa, at naar vi Kristne
begyndte at læse deres Bøger, saa skulde alt snart blive bedre. Da
jeg nu begyndte at disputere med dem, kom de som deres Maade engang er
med deres Kommentarer. Men da jeg tvang dem til at holde sig til
Teksten, afbrød de mig og sagde, de maatte tro deres Rabbinere,
ligesom vi troede Paven og Lægen o. s. v. Nu havde jeg Medlidenhed med
dem og gav dem et Anbefalingsbrev til den Ret, der giver Jøder
Beskyttelse, og bad dem, de skulde for Kristi Skyld lade dem drage frit
videre. Men senere fik jeg at vide, at de havde kaldt Kristus for: en
hængt Sjagrer. Derfor vil jeg ikke mere have noget at gøre med en
Jøde. De er, som Paulus siger, overgivet til Vreden: jo mere man
hjælper dem, des haardere og ondere bliver de. Lad dem passe sig selv.
1).
(Her følger nu igen meget udførlige teologisk-videnskabelige og
derfor ikke letfattelige og med mange Citater fra Bibelen bilagte
Beviser, som det vilde tage for megen Plads at gengive).
Kun skal vi ud af denne Masse af slaaende Beviser fra Skriften anføre
følgende, Haggai 2: Saaledes taler Herren:
De har fra Ungdommen af indsuget et saa giftigt Had imod Goijems, fra
deres Forældre og Rabbinere, og indsuger det endnu uden Ophør, at det
gaar dem, som den 109. Salme siger, gennem Blod og Kød, gennem Marv og
Ben, er bleven deres anden Natur og deres andet Liv. Og lige saa lidt
som de kan forandre deres Kød og Blod, deres Marv og Ben, lige saa
lidt kan de forandre en saadan Stolthed og Misundelse. De maa vedblive
at være saaledes og fordærves, hvor Gud ikke bevirker et særlig
stort Under.
Derfor maa du vide, kære Kristne, og tvivl ikke paa det, at du efter
Djævelen ikke har nogen bitrere, giftigere, hæftigere Fjende end den
rigtige Jøde, der for Alvor ønsker at være Jøde. Der kan maaske
være nogle iblandt dem, som tror, hvad Koen eller Gaasen tror. Dog
Afstamningen og Omskærelsen hænger ved dem alle 2). Derfor giver man
dem i Historien ofte Skyld for, at de forgifter Brøndene, stjæler
Børn og udsuger deres Blod, som i Trent, Weissensee o. s. v. De siger
ganske vist nej. Men enten det nu er saadan eller ikke, saa ved jeg
vel, at det ikke mangler dem paa fuldstændig Beredvillighed dertil,
dersom det kunde lykkes dem hemmeligt eller aabenlyst at gøre dette i
Gerning. Det bør du stole paa og rette dig efter. 3)
Note 1) Efter en saadan Forklaring af Luther er den velvillige
Holdning, mange Lutheranere indtager overfor Jøder, ganske
uforstaaelig.
Note 2) Denne Sætning er en af de faa, hvor Luther ogsaa synes at
berøre Racespørgsmaalet.
Note 3) Sløret om Ritualmordene, hvilke Luther kun har anet, synes i
vore Dage at løfte sig mere og mere.
Men gør de noget godt, saa vid, at det er ikke af Kærlighed til dig,
at det sker. Men fordi de maa have Plads til at bo hos os, maa de af
Nød gøre noget. Men Hjertet er og bliver saaledes, som jeg har sagt.
Vil du ikke tro mig, saa læs Lyra, Burgen og flere andre paalidelige,
sandfærdige Mænd. Og selv om de ikke havde skrevet det, saa siger
Skriften dog, at de to Slags Sæd, Slangens og Kvindens, maa være
Fjender, og Gud og Djævelen ikke forliges godt. Ogsaa nok finder man
det i deres Skrifterog Bøger groft nok udtrykt.
Og vel maa et Menneske, der ikke kender Djævelen, forundre sig over,
hvorfor de skulde være de Kristne mere end andre saa fjendtligt
sindede, da de dog ingen Grund har hertil; thi vi viser dem alt muligt
Godt: De lever hjemme hos os, under vor Skærmen og Beskyttelse, de
bruger vort Land og vore Veje, vore Marker og Gader, og imedens sidder
Fyrsterne og Øvrigheden og snorker med aaben Mund, tillader Jøderne
at tage af deres Punge og Kasser, at stjæle og røve, hvad de vil, og
det vil sige: de tillader, at de selv og deres Undersaatter gennem
Jødernes Aagren bliver skændede og udsugede og de lader sig gøre til
Betlere ved Hjælp af deres egne Penge. Thi Jøderne, der er
Udlændinge, havde jo beviseligt intet, saa hvad de har, maa være
vort. Da de ikke arbejder, fortjener de intet, og vi skænker og giver
dem intet. Dog har de vore Penge og vort Gods og er derfor vore Herrer
i vore egne Lande, og skønt de er Udlændinge. Naar en Tyv stjæler
syv Gylden, hænger man ham, røver han paa Gaden, mister han sit
Hoved. Men en Jøde, - naar han røver og stjæler ti Tønder Guld ved
Aager, saa er han kærere end Gud selv.
Og som Bevis roser de trøstigt sig selv og styrker deres bestandige og
giftige Forbitrelse imod os, medens de taler indbyrdes og siger: Hold
ud, se, hvorledes Gud er med os og heller ikke forlader sit Folk i dets
Udlændighed. Vi arbejder ikke, har gode dovne Dage, de forbandede
Goijems maa arbejde for os, men vi faar deres Penge; paa den Maade er
vi deres Herrer, de derimod vore Tjenere.
Hold ud, kære Israels Børn, det vil blive bedre. Vor Messias vil
komme, naar vi bliver saadan ved og ved Aager og paa anden Maade faar
fat i alle Hedningernes Hembdath (hebraisk Ord for Besiddelse).
Nuvel, det finder vi os i af dem, der er under vor Beskyttelse og
Skærm: Og endda forbander de os, som jeg har sagt. Men videre.
(Efter en længere exegetisk-historisk Udredning følger nu et højst
interessant Afsnit, hvoraf det fremgaar, at Luther allerede den Gang
kendte Talmud og Schulchan Aruch særdeles godt, og dette forklarer
tilfulde hans forandrede Mening om Jøderne.)
Thi baade deres Talmud og Rabbinere skriver, at det er ingen Synd at
dræbe, hvis en Jøde dræber en Hedning, men derimod, hvis han dræber
en Broder i Israel. Og holder han ikke sin Ed til en Hedning, er det
ikke en Synd. Ligeledes: Stjæle og røve (som de gør gennem Aager)
fra Goijems er ingen Synd, men er Gud velbehageligt. Thi de mener, at
fordi de er ud af ædelt Blod og omskaarne Hellige, men vi er
forbandede Goijems, saa kan de ikke behandle os for groft eller
forsynde sig for haardt imod os, fordi de er Verdens Herrer, og vi
deres Tjenere, ja deres Kvæg......... Og hvad deres Rabbinere har
lært, det siger os ogsaa vore Evangelister, Matth. 15, 6, at de har
ophævet det fjerde Bud om at ære Fader og Moder. Og Matth. 23,13
lærer endnu skammeligere Ting. Hvad ogsaa Matth. 5, 28 siger efter
Kristus, hvorledes de har skalkagtigt prædiket og udlagt de ti Bud. Og
i Templet bar de haft Vekselerboder, Kræmmerforretning og alle Slags
Pengehandel, saa Vor Herre Kristus sagde, de havde gjort Guds Hus til
en Morderhule. Nu kan du selv regne ud, hvilken skøn ære det er, hvor
fuld af Herlighed det Hus maa være, naar Gud rnaa kalde sit eget Hus
en Morderhule. Og Grunden er, at saa mange Sjæle er bleven myrdede ved
deres skrækkelige, falske Lære, ved dobbelt Afguderi. Og i en saadan
Lære fremturer endnu i vore Dage Jøderne og gør som deres Fædre,
fordrejer Guds Ord, er gerrige, aagrer, stjæler, myrder (hvor de kan
komme til det) og det samme lærer de deres Børn om og om igen. Hvor
meget ærligere skriver og lærer ikke den hedenske Filosofi og ogsaa
Digterne, ikke alene om Guds Styre og om det fremtidige Liv, men ogsaa
om jordiske Dyder, thi de lærer, at et Menneske er skyldig at tjene
andre, ogsaa at holde sit Ord til sin Fjende og være tro og hjælpsom
mod dem, der er i Nød, saaledes som Cicero og hans Lige lærer.
Ja, jeg holder for, at der i Æsops Fabler, i det Halve af Catone, i
Terentis samtlige Komedier staar mere Visdom og gode Lærdomme, end der
kan Findes i alle Talmudiske Lærere og Rabbineres Bøger og i alle
jøders Hjerter.
Hvis nogen skulde tænke, jeg siger for meget, - jeg siger ikke for
meget, derimod alt for lidt. Thi jeg ser i deres Skrifter, at de
forbander os Goijems og i deres Skoler og Bønner ønsker os alle
Ulykker. (Sammenlign hermed ogsaa den berygtede Kol-Nidre-Bøn!). De
røveros vore Penge og vort Gods gennem Aager, og hvor de kan, viser de
os al mulig Ondskab. Mener (og det er det værste ved det) derved at
gøre rigtigt. Det er: At tjene Gud ved at lære at handle saaledes.
Dette har ingen Hedninger gjort og heller ingen gør det, undtagen
Djævelen selv og de, han har besat, saaledes som han har besat
Jøderne. Burgensis, der har været en meget lærd Rabbiner, og som ved
Guds Naade er bleven Kristen (hvad der er sjældent) er særlig betaget
af, at de i deres Skoler forbander os Kristne saa skrækkeligt
(saaledes som Lyra ogsaa skriver) og slutter deraf, at de ikke kan
være Guds Folk. Thi var de Guds Folk, vilde de gøre, hvad de fangne
jøder i Babylon gjorde, og hvorom Jeremias skriver saaledes: Bed for
Kongen og for Staden, hvor I er fangne, thi gennem deres Fred har I
ogsaa Fred. Men vore Bastarder og falske Jøder mener, de maa forbande
os, hade os og gøre os alt det Onde, de blot kan, skønt de dog ingen
Grund har til det. Derfor er de visselig ikke Guds Folk. Om dette
senere mere.
(Meget interessante er Udredningerne over den jødisk-spindsfindige
Maade, hvorpaa de skjuler deres Had til Jesus og de Kristne under
Pseudonymer). Der staar saaledes: Efter dette tager de Jesus Navn. Thi
Jesus hedder paa Hebrajisk »Frelser« eller »Hjælper«. De gamle
Saksere har brugt et Navn: Helprich eller Hilprich, der lyder ganske
som Navnet Jesus, som vi nu kunde sige Hulfrich, der betyder den, der
kan og skal hjælpe. Men Jøderne tager Navnet og kalder ham »Jesu«,
hvad der i Hebrajisk hverken er et Ord eller et Navn, derimod tre
Bogstaver, som Zifrene eller Talbogstaverne, som om jeg vilde tage
Talbogstaverne C. L. U. ziffertalmæssigt og lave Ordet CLU ud af det,
der betyder 155. Altsaa siger de: Jesu, det er: 316. Saadanne Tal giver
et andet Navn, der betyder: Hebel Vorik. Derfra kan du videre læse
Anton!
Margaritham, hvilke Satansstreger de dog driver med saadanne Ord og
Tal.
Saaledes gør de ogsaa overfor os Kristne, naar de modtager os, og vi
kommer til dem og fordrejer Ordet: Velkommen i Guds Navn. Saa siger de:
Sched vil komme, hvilket betyder: Kom, Djævel! Eller: Der kommer en
Djævel. Fordi vi nu ikke forstaar Hebrajisk, øver de altsaa deres
grimme Kunster paa os, naar vi mener, de taler venligt med os, og i
Stedet forbander de os ned i Helvedes Ild og ønsker os alle Ulykker.
Dernæst kalder de Ham et Horebarn og Maria en Hore, som har faaet Ham
med en Smed i Ægteskabsbrud. Jeg maa, skønt ugerne, tale saa groft, i
Trods mod Djævelen. Nu ved de særdeles vel, at de lyver saaledes af
lutter Had og Vrangvilje, kun for at de skal kunne forgifte deres
stakkels Ungdom og de enfoldige Jøder bittert nok imod Vor Herres
Person, for at de ikke skal tiltrækkes af hans Lære (som de ikke kan
benægte).
Saaledes sigter ogsaa Sebastianus Münster i sin Biblia en giftig
Rabbiner for, at de kalder den kære Moder ikke »Maria«, men derimod
»Haria«, Sterquilinium, en Hoben Snavs. Og hvem ved, hvad de mere har
for mellem dem selv, og som vi ikke ved noget om?
(Luther viser nu videre i udførlige videnskabelige Drøftelser over
Messias og Bar-Kochbad pp. sit nøje Kendskab til det jødiske Væsen,
de hemmelige Skrifter og Judas Forhaabninger og kommer tilsidst til det
foregivne saakaldte jødiske »Fangenskab« blandt de Kristne).
Se nu, hvilken fin, tyk Løgn det er, naar de klager over, at de er i
Fangenskab hos os. Det er over 1400 Aar siden, at Jerusalem blev
ødelagt, og vi Kristne er rent ud gennem 300 Aar hele Verden over
bleven martret og forfulgt af Jøderne (som ovenfor sagt). Vi skulde
vel have Grund til at klage, fordi de i al den Tid har fanget og dræbt
os Kristne, hvad der er den rene Sandhed. Og endda ved vi ikke endnu
den Dag i Dag, hvilken Djævel der har bragt dem til vort Land. Vi har
ikke hentet dem fra Jerusalem.
Til og med er der endnu ingen, der har holdt paa dem, Landet og Gaderne
staar dem aabne, de kan drage afsted til deres Land naarsomhelst det
passer dem. Vi vilde endda gerne give dem Gaver, blot vi kunde blive
fri for dem. Thi de er en svær Byrde for os, en Plage, Pestilens og
lutter haard Ulykke for vort Land. For at sige Sandheden, er de ofte
bleven drevet væk med Vold (saa ti stille med, at vi skulde holde paa
dem) fra Frankrig (som de kalder Zarpath eller Obadja) der var en
særlig fin Rede, er de fordrevne. Nu for nylig er de fordrevet af den
kære Kejser Karolo af Hispania (som de kalder for Sepharad) ogsaa en
af de allerbedste Reder. . . og i Aar ud fra alle de bøhmiske Lande,
hvor de endog i Prag havde en særlig god Rede der. Ligeledes er i min
Levetid de drevet ud af Regensburg, Magdeborg og flere andre Steder.
Kalder man det at holde nogen fangen, naar man ikke kan udstaa at have
ham i Landet eller i Huset? Javel, de holder os Kristne fangne i vort
eget Land, de lader os arbejde i vort Ansigts Sved, og medens de vinder
Gods og Guld, sidder de paa samme Tid ved Ovnen, dovner, praler og
steger Æbler, fraaser, drikker, lever lækkert og godt af hvad vi kan
slæbe sammen, har fanget os og vore Ejendomme ved Hjælp af deres
forbandede Aager, endda spotter de os og spytter paa os, fordi vi
arbejder, medens de dovne Junkere lader syv være lige og er altsaa
vore Herrer, som vi er deres Tjenere, med vort eget Gods, Sved og
Arbejde. Ydermere forbander de endda Vor Herre og os til Løn og Tak.
Skulde Djævelen vel ikke le og danse, naar han kan have saadan et fint
Paradis hos os Kristne, saa han ved Hjælp af Jøderne, hans Hellige,
kan æde alt, hvad vort er, og til Løn fylde vor Næse og vor Mund
(med Skarn) og dertil spotte og forbande Gud og dertil os Mennesker.
De har ikke kunnet have saa gode Dage i Jerusalem under David og
Salomon med deres eget Gods, som de nu har det med vort, som de daglig
stjæler og røver fra os. Endda klager de over, at vi har fanget dem!
Ja, - vi har og holder dem fangne, ligesom jeg holder min Calculum, mit
buldne Blod og alle andre Sygdomme og Ulykker fangne, og dem maa jeg
adlyde som en stakkels Tjener. Skønt jeg Hjertens gerne saa, at
Jøderne tog det altsammen med sig til Palæstina.
Naar nu det er sikkert og vist, at vi ikke holder dem fangen, hvormed
har vi da gjort os fortjent til, at saadanne store, fornemme Hellige er
os saa fjendtligt sindede? Vi kalder dog ikke vore Kvinder Horer,
saaledes som de siger om Maria, Jesu Moder. Vi kalder ikke dem for
Horebørn, hvad de kalder Vor Herre Kristus. l) Vi forbander dem ikke,
men ønsker dem alt Godt, legemligt og aandeligt, huser dem og. spiser
og drikker sammen med dem. Vi stjæler og blodsuger ikke deres Børn,
2) forgifter ikke Vandet og tørster ikke efter deres Blod. Hvormed har
vi da fortjent saa grusom Vrede og Misundelse og Had fra saadanne
store, hellige Guds Børn?
Det er kun det samme, som vi tidligere har citeret efter Moses, at Gud
har slaaet dem med Vanvid, Blindhed og med Raseri i Hjertet. Saa er det
vel ogsaa vor Fejl, at vi ikke hævner det (uskyldige) Blod, som de er
Skyld i, at vor Herre og de Kristne og indtil vore Dage Børn bar
maattet udgyde. At vi ikke slaar dem ihjel, men tiltrods for alle deres
Myrderier, Forbandelser, Laster, Løgne, Skændselsgerninger, lader dem
sidde frit hos os, beskytter og skærmer deres Skoler, Huse, Liv og
Gods, saa de kan dovne og føle sig trygge og trøstigt kan udsuge os
for vore Penge og vort Gods. Og yderligere kan spotte os og spytte paa
os, og tilsidst blive saa mægtige, at de for vore store Synders Skyld
kan slaa os ihjel, tage alt vort Gods, hvad de dagligt beder om og
haaber maa ske.
Sig mig nu, om de ikke har vægtige Grunde til at være os forbandede
Goijems fjendtligt sindede, til at forbande os og søge at bringe den
uhjælpelige evige Fordærvelse ned over os. - (Se sidste Del af Zions
Vises Protokoller,O.E.).
Hvad skal vi Kristne nu gøre med dette fordærvede, fordømte
Jødefolk?
Det er ikke til at udholde, efter at de er hos os, og vi kender alle
deres Løgne, Bagtalelser og Forbandelser, og vi dog maa passe paa, at
vi ikke bliver delagtige i alle deres Løgne, Forbandelser og
Bagtalelser. Vi kan dog ikke, (som Profeterne siger) slukke Guds Vredes
uudslukkelige Ild, og heller ikke kunne vi omvende Jøderne. Saa maa vi
med Bønner og Gudsfrygt udøve en haard Barmhjertighed, om det dog
skulde være muligt for os at redde nogle af dem ud af Flammen og
Ilden.
Vi tør ikke hævne os, de har Hævnen om deres Hals, tusinde Gange
værre, end vi kunde ønske dem den. Jeg vil give mit betænksomme
Raad.
Note 1) Sammenlign her den jødiske Saarbarhed med den Frækhed, hvor
med de angriber den kristelige Religion i vore Dage.
Note 2) Ejendommeligt nok berører Luther stadig paany den gennem
Aarhundreder uudryddelige Tro paa de jødiske Ritualmord af Børn.
Først, at man skulde tænde Ild paa deres Synagoger og Skoler og kaste
Jord hen over det, der ikke vil brænde, saa at intet Menneske
nogensinde skulde se en Sten eller en Slagge af det. Og dette skal man
gøre til Ære for Vor Herre og den hele Kristenhed, saa at Gud kan se,
at vi er Kristne og visselig ikke vil taale og indvillige i at være
med til saadan offentlige Løgne, Bagvaskelser og Forbandelser imod
hans Søn og hans kristne Folk.
Thi hvad vi hidtil har fundet os i af Uvidenhed (jeg har selv ikke før
vidst Besked) det vil Gud tilgive os. Men nu ved vi det og skal derfor
være fri for at have og beskytte et saadant Hus, hvori de kan lyve om,
bagtale, forbande, spytte paa, og skænde os (som forhen omtalt). Det
vilde være lige saa slemt, som om vi selv gjorde det, og meget værre,
som vi vel ved.
Moses skriver Deutero. at, hvor somhelst der drives Afguderi i en Stad,
skal denne Stad ødelægges ved Ild og intet skal blive til Rest. Og
dersom han levede nu, saa vilde han selv være den første til at
sætte Ild paa Jødeskolerne og Jødernes Huse.
(Saa følger Beviser fra Skriften.)
For det andet maa man ligeledes sønderbryde og ødelægge deres Huse.
For de bedriver det samme Uvæsen i dem som i deres Skoler. Derpaa kan
man lade dem indrette sig under et Tag eller i en Stald, ligesom
Zigøjnerne, for at de skal forstaa, at de er ikke Herrer i vort Land,
saaledes som de praler af, men derimod fangen i Landflygtighed,
saaledes som de uden Ophør skriger op om og beklager sig over
ligeoverfor Gud.
For det tredie skal man fratage dem alle deres Bedebøger og
thalmudiske Skrifter, hvoraf de lærer alt saadant Afguderi, Løgne,
Forbandelser og Bagvaskelser.
For det fjerde, at man under Dødsstraf forbyder deres Rabbinere
vedblivende at undervise. Thi dette Embede har de mistet enhver Ret
til, fordi de har holdt de arme Jøder der fangne med det Ord hos Moses
17,1l,12, hvori han paabyder, at de skal være deres Lærere lydige mod
Tab af Liv og Sjæl. Skønt Moses selv tilføjer: Hvad de lærer dig
efter Herrens Bud. Men saadant overser de Banditter og bruger det
stakkels Folks Lydighed imod Herrens Lov og indgiver dem al den Gift,
Forbandelse og Bagtalelse. - -
For det femte: At man fuldstændig ophæve Jødernes Beskyttelse paa
Vejene. Thi de har intet at gøre paa Landet, eftersom de dog ikke er
Herrer eller offentligt ansatte eller er Handelsmand eller lignende. De
skal blive hjemme. Jeg har hørt sige, at der for Tiden er en rig
Jøde, der rejser rundt paa Landet med tolv Heste (han vil vel være en
Kochab (falsk Messias?) og ødelægger Fyrster, Herrer, Land og Folk
med Aager, saa at de store Herrer ser skævt til det. Vil I Fyrster og
Herrer ikke paa anden Vis forbyde disse Aagerkarle Vejene, saa burde
der samles et Rytteri til at gaa imod dem, fordi de lærer af denne
lille Bog, hvad Jøderne virkelig er, og hvorledes man bør omgaas med
dem og ikke beskytte dem, Thi I maa og kan ikke beskytte dem, I vilde
da for Gud være skyldig i alle deres Ugerninger. Og I bør betænke,
hvad der vilde komme ud deraf.
For det sjette: Man bør forbyde dem al Aagren, som allerede Moses
forbød dem, for de er ikke Herrer i et fremmed Land, og man bør tage
alle deres Ejendele og Klenodier af Guld og Sølv og lægge det til
Side og opbevare det. Og Grunden til at gøre dette er, at alt, hvad de
har (som jeg før har sagt) det har de stjaalet og røvet fra os ved
deres Aagren, fordi de ikke lever af andet. Disse Penge skal man give
(og kun disse) til en Jøde, saa han faar to til tre Hundrede Floriner,
naar han beder indtrængende om det, saa han kan begynde at skaffe sig
et Levegrød og underholde sin arme Kone og sine Børn og underholde de
gamle og svagelige. - Thi saadant Gods, der er vundet ved Ondskab, er
forbandet, naar man ikke anvender det efter Guds Vilje til gode
nødvendige Formaal.
Men naar de praler af, at Moses har tilladt dem at drive Aager med de
fremmede, Deutero. 23, 20 (og de har intet andet at skyde sig ind
under) saa skal man svare dertil: Der er to forskellige Slags Jøder
eller Israelitter. De første er de, som Moses førte ud af Ægypten
til Landet Kanaan, saaledes som Gud havde befalet ham det, og disse gav
han en Lov, som de skulde lyde i dette Land, ikke ellers, og indtil
Messias kom. . . De andre Jøder er Kejserens jøder, ikke Moses
jøder. De begyndte paa Pilatus's Tid, Landshøvdingen i Judæa. Thi da
han fra sit Dommersæde spurgte dem: »Hvad vil I, at jeg skal gøre
med Jesus, den Jødernes Konge?« Da skreg de: »Korsfæst, - korsfæst
ham«. Men han sagde: »Skal jeg korsfæste Eders Konge?« Og de raabte
igen: »Vi har ingen anden Konge end Kejseren«. En saadan
Underdanighed overfor Kejseren havde Gud ikke befalet dem, den viste de
frivilligt. Da nu Kejseren fordrede skyldig Lydighed, strittede de imod
og satte sig op imod ham, vilde nu ikke vere Kejseren underdanig. Da
kom han og visiterede sine Undersaatter og hentede dem til Jerusalem,
spredte dem ud over hele sit Rige, for at de skulle være lydige. Fra
dem nedstammer de nuværende Jødebærme, som Moses ikke kender noget
til, og de heller ikke til ham, da de ikke holder noget Bud eller nogen
Sætning hos Moses. Vil de nu drage Fordel af Moses Lov, saa maa de
først igen komme tilbage til Landet Kanaan og blive Moses Jøder,
holde hans Bud og undertvinge Fremmede og Hedninger. Saa kan de aagre
som de vil og saa meget, de Fremmede vil finde sig i.
Fordi de nu huserer i fremmede Lande under Kejseren og er ulydige imod
Moses, skal de ogsaa holde Kejserens Lov og ikke aagre imod deres
Overherrers Interesser, indtil de bliver lydige imod Moses. Thi Moses
Lov er endnu aldrig kommen et Skridt udenfor Kanaans Land eller udenfor
Israels Folk. Thi han er ikke bleven sendt til Ægypterne, Babylonerne
eller noget som helst andet Folk med sin Lov, men ene og alene til det
Folk, som han bragte ud af Ægypten til det Land Kanaan, saaledes som
han ofte selv siger det i Deutero: De skal holde saadanne Love i de
Lande, som de vilde indtage hinsides Jordan.
Og fordi Præstedømme, Gudstjeneste, Fyrstendømme, ja, det meste og
næsten alt, hvad Moses har bygget op, er faldet for over 1400 Aar
siden, saa er det sikkert, at hans Lov ogsaa er falden, og at det er
Slut dermed. Derfor skal man lade disse kejserlige Jøder vederfares
Kejserens Ret og ikke tillade, at de vil være Moses Jøder, hvilket
ingen af dem har været nu i mere end 1400 Aar. Thi de har ikke deres
eget Land, langt mindre fremmed Land, hvor de kunde drive Aager efter
Tilladelse af Moses.
For det syvende: At man giver de unge, stærke Jøder og Jødinder
Plejl, Økse, Rive, Spade, Spinderok, Ten i Haanden og lader dem
fortjene deres Brød i deres Ansigts Sved, saaledes som det er paalagt
Adams Børn. Gen. 3,19: thi det passer sig ikke, at de vil lade os
forbandede Goijems arbejde i vort Ansigts Sved, og de, de hellige
Personer, vil nyde deres dovne Dage med Fester og Pragt og saa prale
modbydeligt af, at de er de Kristnes Herrer; tvertimod skal man trække
disse Skælmes Dovenskab ud af dem.
Men tager vi i Betragtning, at de gerne gør os Fortræd paa vor
Person, vor Hustru, vore Børn, Tjenere, Dyr o. s. v., naar de tvinges
til at arbejde for os, er det at vente, at saadanne høje Verdens
Herrer og bitre, giftige Orme, uvant med Arbejde, meget nødig vil
ydmyge sig for de forbandede Goijems. (Det er bemærkelsesværdigt, saa
godt Luther kender Jøderne, O.E.) Saa jeg tror, det er klogest at lade
det blive ved, at vi sammen med Frankrig, Hispanien, Bøhmen o. s. v.
udregner, hvad de har snydt os for gennem Aager, og deler det
retfærdigt, men drive dem selv ud af Landene. Thi, som vi hører, er
Guds Vrede imod dem saa mægtig, at de kun bliver ondere og ondere ved
blid Behandling, men en Smule bedre ved haard. - Derfor væk med dem
for altid.
Jeg hører, at Jøderne giver store Pengesummer bort og paa den Maade
gør sig nyttige for de store Herrer. Javel, men hvoraf giver de? Ikke
af deres eget, men derimod af Herskabernes og Undersaatternes Gods, som
de har stjaalet og røvet ved Aager. Og paa den Maade tager Herskaberne
altsaa fra deres Undergivne det, som jøderne giver bort, og det vil
sige: Undersaatterne maa give og lade sig flaa af jøderne, for at
disse kan blive i Landet, vinde Tiltro, lyve frækt, bespotte, forbande
og stjæle. Skulde de forbistrede jøder da ikke le godt i Skægget
over, at vi saa skammeligt lader os gøre til Grin og narre og giver
dem vore Penge, for at de kan blive i Landet og beedrive al Slags
Ondskab? Dertil ydermere blive rige ved vort Sved og vort Blod, medens
vi bliver fattige og udsuges af dem. Hvis det var rigtigt, at en
Tjener, ja en Gæst eller en Fange skulde give sin Herre aarligt ti
Floriner og til Gengæld stjæle Tusind fra ham, saa vil den Tjener
eller Gæst blive hurtigt og let nok rig, Herren og Værten derimod i
en Haandevending Betlere. Og hvis Jøderne kunde give Herskaberne
saadanne Summer af deres egne Penge, hvad der er umuligt, og de dermed
afkøbte os Beskyttelse og Sikkerhed, kunde lyve skammeligt om Vor
Herre Kristus i deres Skoler, bagtale, spytte paa og forbande ham,
desuden ønske os alle Ulykker, at vi alle maa kvæles og omkomme med
vor Kejser, Fyrster, Herrer, Kvinder og Børn, - det vilde i Sandhed
være det samme som, at vi havde solgt vor Kristendom, vore Herrer,
hele Kristenheden og hele Kejserriget, os selv med Kvinder og Børn
skammeligt billigt. Vilde Forræderen Judas ikke betragtes som mere
hellig i Sammenligning med os? Ja, selv om hver eneste Jøde (saa mange
som der er af dem) kunne give 100,000 Floriner, saa skulde vi dog ikke
tillade, at de havde Magt til frit at bagtale, forbinde og spytte paa
en eneste Kristen. Det vilde være alt for billigt Køb. Hvor langt
mere uudholdeligt er det saa ikke at tænke, at vi skulde lade dem
købe den ganske Kristenhed og os alle med vore egne Penge, lade
Jøderne bagtale og forbande os og endda til Løn herfor gøre dem rige
og lade dem herske over os, medens de i Tilgift lo af os og kroede sig.
Det vilde forskaffe Djævelen og alle hans Engle en rigtig Spas, som de
kunde le af gennem Næsen, som en So ler til sine Grise, men fortjene
Guds hæftigste Vrede.
Altsaa, kære Fyrster og Herrer, som har Jøder under jer, er mit Raad
ikke tilpas, saa find et bedre, at I og vi alle afkaster den ulidelige
djævelske Byrde som Jøderne er, saa at vi ikke for Gud er delagtige i
alle deres Løgne, deres Laster, Foragt, Forbandelser, som de rasende
Jøder saa frit og uanfægtet sender imod Vor Herre Jesus Kristus, hans
kære Moder, hele Kristenheden, Øvrigheden og os selv. Lad dem ikke
faa hverken Beskyttelse eller Værn, heller ikke Ledsagelse eller
Fællesskab med os, saa at hverken I eller Jeres Undersaatter hjælper
dem til at faa jeres Penge og Gods ved deres Aagren. Vi har i Forvejen
tilstrækkelig at gøre med at bære vore egne Synder fra Pavedømmets
Tid, forøger dem dagligt med al Slags Utaknemlighed og Foragt for Guds
Værk og al hans Naade, saa det er ikke nødvendigt, at vi yderligere
tager Jødernes fremmede, skammelige Laster paa os og endda giver dem
Penge og Gods. Lad os tænke os, at vi nu igen dagligt kæmper mod
Tyrken, og at vi behøver at lettes for vor egen Syndebyrde og føre et
bedre liv. Hermed har jeg renset og lettet min Sarnvittighed, fordi jeg
troligt har oplyst og advaret.
Og I, mine kære Herrer og Venner, Præster og Prædikanter, vil jeg
hermed indtrængende erindre jer om Jeres Kalds Pligter, saa at I
advarer jeres Sognebørn imod den evige Skade de kan lide, og som I
godt ved Besked med: 1) nemlig, at de vogter sig for Jøderne og
undgaar dem, hvor de kan. Ikke saaledes at de skal forbande dem meget
eller paaføre dem personlig Lidelse. Thi de har i alt for høj Grad
forbandet og skadet sig selv, naar de forbinder Jesus, Marias Søn, som
de nu har gjort mere end 1400 Aar. Overlad det til Øvrigheden. Men
enten Øvrigheden tager sig af det eller ikke, saa lad enhver svare for
sig selv og huske, at saaledes er en Jøde.
Naar du ser eller tænker paa en Jøde, saa sig til dig selv: Husk, den
Mule som jeg ser her, har hver eneste Lørdag Aften forbandet,
forhaanet og spyttet paa min kære Herre Jesus Kristus, som har
forløst mig med sit dyre Blod, desuden tigget Gud om, at jeg, min
Hustru og mine Børn og alle Kristne skulde forkomme paa det
jammerligste, - selv vilde gøre, hvad han kunde, for at komme til at
eje vort Gods! Maaske har han ogsaa disse Dage mange Gange spyttet over
Navnet Ihesu (saadan som de plejer). Og skulde jeg spise, drikke eller
tale med saadan en forbandet Mule? Saa kunde jeg lige saa godt æde og
drikke med den skinbarlige Djævels Ske eller Kande og paa den Maade
gøre mig ens med alle de Djævle, der bor i Jøderne, og spytte af
Jesu dyre Blod. Det bevare Gud mig for!
For selv om de ikke har samme Tro som vi, saa kan vi ikke tvinge nogen
til at tro (det er umuligt). Men vi kan dog undgaa at bestyrke dem i
deres forsætlige Løgne, Laster, Forbandelser og Skændsel og heller
ikke give dem Beskyttelse, Skærm, Spise, Drikke, Husly og andre
saadannee Venligheder, som man viser sin Nabo. Ogsaa fordi de, saasnart
vi er venlige og. tjenstvillige imod dem, stolt og haanligt roser sig
af, at de har gjort Gud til deres Herre og os til deres Tjenere. Thi
hvorsomhelst en Kriste paa Sabbaten tænder deres Ild, koger for dem i
Herberget hvad de ønsker, da vil de til Tak herfor forbande os, spytte
paa os og bagvaske os, som om dette var en god Gerning, medens de dog
tærer paa vort Gods, som de har stjaalet fra os. Saa fortvivlende,
gennemonde, gennemforgiftede, gennemdjævelske er disse Jøder, at de
gennem 1400 Aar har været vor Plage, Pestilens, og vor Ulykke og er
det den Dag i Dag.
Note1) Er denne indtrængende Advarsel fra Luthers Side mon altid
bleven omhyggelig fulgt af alle Præster og Prædikanter? O.E.
I Særdeleshed, I, som er Prædikanter hvor der er Jøder, I maa med
Flid foreholde Jeres Herrer og Regenter, at de betænker deres Amts
Vigtighed, og hvad de skylder Gud, saa de tvinger Jøderne til at
arbejde, forbyder deres Aagren og tøjler deres Laster og Forbandelser.
Thi naar de blandt os Kristne straffer Tyve, Røvere, Mordere,
Bagvaskere og andre Forbrydere, hvorfor skal saa disse Djævelens Børn
Jøderne have Lov til at gøre den Slags Ting