---

I dag kan man i JPs leder på:

<http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3675348>

bl.a. læse følgende:

Leder: Den tomme grav

I DE SENESTE måneder er der talt mere om tonen end om de
samfundsproblemer, som trænger sig på. Bare man taler pænt, er det i
orden, at man ikke taler om noget. Hvem er det så, der ikke taler pænt?
Hvis tone er det, som er hysterisk, falsk eller skinger?

Er tonen i orden, når en af oppositionens ledere kalder statsministeren
for en "farlig" mand? Har han brudt grundloven? Har han svindlet? Nej!
Hvordan så farlig? Intet svar, skønt udtalelsen nok var værd at drøfte.

Eller er tonen i orden, når en advokat sammenligner statsministeren med
Hitler? Eller er tonen i orden, når man i en avis kan læse, at det »er
mere end på høje tid, vi får sat gang i en ærlig selvrefleksion over,
hvilket xenofobisk, kvælende klaustrofobisk og absurd selvforherligende
samfund, Danmark har udviklet sig til«?

....

Efter at religion i samfundets toneangivende kredse har været i despekt
i over hundrede år, skal vi pludselig - sådan i almindelighed - udvise
"respekt for andres religion" og "religiøse følelser", hvad det så er.

Medmindre man med "respekt" mener distanceret ligegyldighed, kan
religion i sig selv umuligt gøre krav på respekt, som er noget, som man
gør sig fortjent til. Det gælder også en religion og dens udøvere.

Der er masser af undertrykkende, tåbelige og menneskefjendske former for
religion, som det er en menneskeret at dyrke, men ikke at afkræve andre
respekt for. Med "respekt for andres religion" menes der her respekt for
islam.

Således udtaler domprovsten i Odense, Christian Dickmeis, at »det ville
være meget nyttigt, hvis folkekirken kunne hjælpe til med at sikre
respekten for islam i Danmark«. Siger altså en præst, som har aflagt
løfte om at »bekæmpe sådanne lærdomme, som strider imod kirkens
bekendelse«.

Efter domprovstens begreber strider islam altså ikke imod folkekirkens
bekendelse. Men hvad gør så?

Hvorfor al den snak om respekt? Fordi muslimer ellers kan gå hen og
forvandle sig til terrorister. Ordet respekt har i den sammenhæng intet
indhold, for det er synonymt med frygt. Logikken er da, at de, som
forlanger "respekt for andres religion" er islamofober, skønt de i
moralsk forargelse ustandseligt klæber det skældsord på andre.

På lignende måde er ordet "dialog" blevet det store mantra, der
fremhæves som det forløsende: »Sesam, luk dig op!« skønt de færreste
ønsker at praktisere nogen ægte dialog. Var det tilfældet, blev vi ikke
dænget til med alle skældsordene.

"Samtale fremmer forståelsen" hedder en rapport, som et af de danske
biskopper nedsat islamudvalg offentliggjorde i 1998. Men intet tyder på,
at forståelsen er fremmet, for samtalen forudsætter, at begge parter har
en oprigtig og vital interesse i den.

En samtale er sjældent eller aldrig magtfri, hvis ikke parterne er enige
om på lige fod at undersøge og trænge til bunds i et fælles anliggende.

Dialog forudsætter fælles vilje til enighed. To mennesker, som er
betaget af et kunstværk, kan føre en udbytterig samtale om det. To
politikere, som måske kommer fra hver sit parti, men har et fælles
problem, kan måske samtale sig til et resultat. To ægtefæller kan være i
konflikt, men er de opsat på at redde deres ægteskab og kærlighed, kan
de tale sammen og i samtalens løb blive enige; ellers er dialogen kun et
påskud og en afværgemanøvre, som degenererer til palaver.

Respekten for kristendommen synes ikke udbredt, hvad vel egentlig er
diskriminerende.

Denne manglende respekt kan også være udtryk for en vulgær
religionskritik, der er gjort mulig og legitimeret af akkurat den
kristne tro, som man undsiger så hovmodigt.

I selve kristendommens tilblivelse arbejder tro og fornuft sammen, hvad
enhver, der kan læse indenad, kan forvisse sig om hos Paulus.

Kirkefædrene påberåbte sig ustandseligt fornuften. Kristen tro og
påskens under er tomhedens gåde og ansporing. Den tomme grav er det
selvdementerende fundament, og opstandelsen ser ingen. »Hvad intet øje
så,/ det skal kirken holde søndag på«, står der i en af K. L. Aastrups
salmer.

Tre jævne kvinder er de første, som fortæller om opstandelsen, hvad der
fik Oldtidens filosoffer til at ryste på hovedet: Hvordan kunne en tro
bygge på noget så vakkelvornt som tre hysteriske kvinders påstand? Men
netop det usandsynlige, det ubegribelige tilskynder uvilkårligt til
granskning og diskussion. Og tomhed vil altid udfyldes. Et tomrum er
altid foreløbigt. Et tomt hus kalder på beboere. Et hul i jorden venter
på at fyldes. Tomme ord på at fyldes af mening og betydning.

Fra påskemorgens tomme grav udspringer den utålmodighed og aktivitet,
den virkelyst og rastløshed, som siden har præget den vestlige verden og
altid er fremadvendt, rettet imod fremtiden og indstillet på, at noget
nyt kan ske, noget nyt blive til, andre muligheder opdages, upåagtede
veje betrædes og uopdagede verdener udforskes. Men altid i retningen
fremad. Dette er formlen for al videnskab.

Derfor taler vi om fremskridt. Det gjorde man ikke før påskemorgen, og
det gør ingen anden trosform. For det hører til enhver religions væsen,
at den er afsluttet.

Allah har fuldt og helt åbenbaret sig i Koranen. Intet kan lægges til,
intet trækkes fra, intet betvivles.

Kristendommens tomme grav er stadig tom, og Kristus har ikke vist sig
endnu. Den begivenhed hører fremtiden til, og hvad der hører fremtiden
til udfordrer både fornuften og fantasien, virkelysten og forventningen.

Deraf kommer den dynamik, som har præget de vestlige samfund og stadig
er deres inderste energi og fremtid.

Glædelig påske!

==

Ja, er det korrekt at islam er fuldt og helt defineret i Koranen [og den
Hadith, som JPs lederskribent ikke tager med], mens kristendommen ikke
har det på samme måde?
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk