/ Forside / Interesser / Familie & Relationer / Børn / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Børn
#NavnPoint
Nordsted1 7553
ans 5201
HelleBirg.. 3023
dova 2960
granner01 1261
jakjoe 1192
CLAN 1183
refi 1159
dkwM327 1100
10  jeb3 1067
min søn kan ikke klare et nej
Fra : Helle


Dato : 08-03-06 19:31

Hej
Jeg er begyndt at få store problemer med min yngste søn.
Hvis jeg siger nej til noget som han gerne vil, så flipper han totalt ud og
sparker og slår mig.
Han er 12 år, og jeg magter det ikke mere.
Jeg er alene med ham og hans bror på 14, og kan ikke snakke med deres far om
det.
Hvad gør man når børn flipper sådan ud?
I aften startede det da han kom hjem fra fodbold, med seddel om at han kunne
komme til stævne i tre dage.
Jeg sagde at det kunne han ikke for det var den weekend hvor han skal på
weekend hos sin far, og han ønsker ikke at ændre på weekenderne.
Jeg syntes heller ikke at jeg har råd lige nu, for jeg skal holde
konfirmation om en måned.
Jeg ved godt at han er ved at være teenager og at det kan give konflikter,
og han er heller ikke sådan normalt.
Sidder nu og tuder over at han igen har slået mig.
har i nogen råd

mvh
Helle



 
 
Michael Zedeler (08-03-2006)
Kommentar
Fra : Michael Zedeler


Dato : 08-03-06 19:56

Helle wrote:

> Jeg er begyndt at få store problemer med min yngste søn.
> Hvis jeg siger nej til noget som han gerne vil, så flipper han totalt ud og
> sparker og slår mig.
> Han er 12 år, og jeg magter det ikke mere.
> Jeg er alene med ham og hans bror på 14, og kan ikke snakke med deres far om
> det.

Jeg er overbevist om at børn har lært deres adfærd fra forældrene. Hvis
han gene vil opnå noget og det kræver at han flipper ud, så flipper han
ud. For at stoppe det, er første skridt at sikre at han under ingen
omstændigheder får noget ud af at opføre sig på den måde, du mener der
er uhensigtsmæssig.

Det betyder at du skal forklare tydeligt hvad for opførsel der ikke er
iorden og sanktionere helt konsekvent, hver eneste gang, han gør det. En
sanktion kan være at trække et beløb fra hans lommepenge eller afskære
ham fra at tage til fodbold. Det skal bare være noget som du ved at du
uden problemer kan gennemføre konsekvent.

Det er meget vigtigt at han forstår hvordan du vil sanktionere uønsket
adfærd, så han ikke pludselig føler at han bliver straffet for noget,
han egentlig troede var iorden.

> Hvad gør man når børn flipper sådan ud?

Når du mener at han gør noget godt, så vis dine positive følelser
overfor ham. Gør han noget uhensigtsmæssigt, så lad være med at vise
negative følelser, men sanktionér hans adfærd.

> I aften startede det da han kom hjem fra fodbold, med seddel om at han kunne
> komme til stævne i tre dage.
> Jeg sagde at det kunne han ikke for det var den weekend hvor han skal på
> weekend hos sin far, og han ønsker ikke at ændre på weekenderne.
> Jeg syntes heller ikke at jeg har råd lige nu, for jeg skal holde
> konfirmation om en måned.

Hvis han ikke skulle på weekend hos sin far, men stadigvæk har brug for
at spare, ville du så lade ham tage afsted? Hvis du ikke havde brug for
at spare, men han skulle på weekend, ville du så lade ham tage afsted?

Min pointe er, at der er normalt kun én grund, der afgør hvad
beslutning, man tager. Den grund skal man starte med at kommunikere
videre og sikre sig at barnet forstår.

> Jeg ved godt at han er ved at være teenager og at det kan give konflikter,
> og han er heller ikke sådan normalt.
> Sidder nu og tuder over at han igen har slået mig.

Det er langt, langt over grænsen, hvis han har slået dig. Jeg synes at
du skal overveje at søge professionel hjælp. Det er muligt at du kan få
det (delvist) betalt. Prøv at spørge din kommune.

Mvh. Michael.
--
Which is more dangerous? TV guided missiles or TV guided families?
Visit my home page at http://michael.zedeler.dk/
Get my vcard at http://michael.zedeler.dk/vcard.vcf

Ulrich Valera (09-03-2006)
Kommentar
Fra : Ulrich Valera


Dato : 09-03-06 00:12

"Helle" <hk.n@nakskovnet.dk> wrote in message
news:8afa9$440f22e7$55180733$29580@news.arrownet.dk...
> Hej
> Jeg er begyndt at få store problemer med min yngste søn.
> Hvis jeg siger nej til noget som han gerne vil, så flipper han totalt
> ud og sparker og slår mig.
> Han er 12 år, og jeg magter det ikke mere.
> Jeg er alene med ham og hans bror på 14, og kan ikke snakke med deres
> far om det.
----------------------------------------

Hej Helle!

Ja, det er bestemt ikke en nem situation - for nogen af Jer!

Desværre er situationen dagligdag for snart alle moderne familier, som
pga ligestillingen splittes for alle vinde.

Drenges voldsomme reaktioner er forårsaget af savnet af deres far, fra
hvem de skulle have fået noget mandlig identitet, et savn, som de ikke
ønsker, at fremsætte overfor moderen, som de også synes, det er synd
for.

Jeg måtte selv efterlade to drenge i den alder, da min daværende ex.
skulle til at realisere sig selv og som alle andre moderne kvinder havde
mistet al respekt for mænd og lignende. Så scenariet er mig endog meget
bekendt.

Desværre hjælper det ikke at score en ny mand i din husholdning.
Drengene vil ikke acceptere en substitut for deres "rigtige" far, selv
om denne er meget fraværende.
Heller ikke selv om den nye "far" er meget motiveret og gør en stor
indsats.

Problemet er uløseligt, men symptomerne kan dæmpes noget ved mest muligt
samvær med faderen.

Kvinders store udfordring fremover bliver, at give mandlig identitet til
drenge, men med gode eksempler som Anja Andersen o.l. bliver det nok
muligt.
Mænd bliver alligevel mere og mere skvattede og fimrede, så de bliver
alligevel uegnede som rolle-modeller!

Ulrich Valera
Bodyguard



Michael Zedeler (09-03-2006)
Kommentar
Fra : Michael Zedeler


Dato : 09-03-06 08:20

Ulrich Valera wrote:
> "Helle" <hk.n@nakskovnet.dk> wrote in message
> news:8afa9$440f22e7$55180733$29580@news.arrownet.dk...
>
>>Hej
>>Jeg er begyndt at få store problemer med min yngste søn.
>>Hvis jeg siger nej til noget som han gerne vil, så flipper han totalt
>>ud og sparker og slår mig.
>>Han er 12 år, og jeg magter det ikke mere.
>>Jeg er alene med ham og hans bror på 14, og kan ikke snakke med deres
>>far om det.
>
> Ja, det er bestemt ikke en nem situation - for nogen af Jer!
>
> Desværre er situationen dagligdag for snart alle moderne familier, som
> pga ligestillingen splittes for alle vinde.
>
> Drenges voldsomme reaktioner er forårsaget af savnet af deres far, fra
> hvem de skulle have fået noget mandlig identitet, et savn, som de ikke
> ønsker, at fremsætte overfor moderen, som de også synes, det er synd
> for.

Jeg synes at det er en temmelig grov simplificering af problemet. Det er
muligt at du har ret, men årsagen kan jo også være en helt anden. At
skrive at problemet ikke kan løses er fatalistisk og jeg er lodret
uenig. I hvert fald får jeg svært ved at forklare min egen opvækst, hvis
din beskrivelse skulle holde stik. Min far og mor gik fra hinanden da
jeg var 5 år og jeg har aldrig været årsag til den slags problemer.

Du kan have ret i at sønnen er vred over at far og mor er gået fra
hinanden, men som Helle skriver, så spørger hun efter hjælp. Det hjælper
ikke at skrive at problemet er uløseligt.

Mvh. Michael.
--
Which is more dangerous? TV guided missiles or TV guided families?
Visit my home page at http://michael.zedeler.dk/
Get my vcard at http://michael.zedeler.dk/vcard.vcf

Mus (09-03-2006)
Kommentar
Fra : Mus


Dato : 09-03-06 09:16

> Hej Helle!
>
> Ja, det er bestemt ikke en nem situation - for nogen af Jer!
>
> Desværre er situationen dagligdag for snart alle moderne familier, som
> pga ligestillingen splittes for alle vinde.

Snart alle er vist lige lidt af en generalisering
Kender mange familier der klarer det uden den form for problemer. Børn er
forskellige og det er forældre også.

> Drenges voldsomme reaktioner er forårsaget af savnet af deres far, fra
> hvem de skulle have fået noget mandlig identitet, et savn, som de ikke
> ønsker, at fremsætte overfor moderen, som de også synes, det er synd
> for.

Meget muligt og måske ikke.

> Jeg måtte selv efterlade to drenge i den alder, da min daværende ex.
> skulle til at realisere sig selv og som alle andre moderne kvinder havde
> mistet al respekt for mænd og lignende. Så scenariet er mig endog meget
> bekendt.

Hvilket scenarie er dig bekendt?

> Desværre hjælper det ikke at score en ny mand i din husholdning.
> Drengene vil ikke acceptere en substitut for deres "rigtige" far, selv
> om denne er meget fraværende.
> Heller ikke selv om den nye "far" er meget motiveret og gør en stor
> indsats.

Det er jo svært at spå om. Men formålet med at møde en ny mand skal nok ikke
være få en substitut. Barnet har kun en mor og far.

> Problemet er uløseligt, men symptomerne kan dæmpes noget ved mest muligt
> samvær med faderen.

Hvis man på forhånd mener at problemet er uløseligt ja så kommer man i hvert
fald ikke langt.


> Kvinders store udfordring fremover bliver, at give mandlig identitet til
> drenge, men med gode eksempler som Anja Andersen o.l. bliver det nok
> muligt.
> Mænd bliver alligevel mere og mere skvattede og fimrede, så de bliver
> alligevel uegnede som rolle-modeller!

Så har jeg da været uheldig, for min mand er ikke specielt følsom - kun når
det gælder lillepigen. Han har ikke lige fuldgt med udviklingen

Næhhh han interesserer sig for ELEKTRONIK En rigtog nørd, men en dejlig
en af slagsen.

Hvad bliver mænds store udfordring fremover?

LN



jba020@politi.dk (09-03-2006)
Kommentar
Fra : jba020@politi.dk


Dato : 09-03-06 13:32

Lige en enkelt ting til Michael Zedelers udmærkede indlæg:

Lad være med at diskutere det med ham. Diskutér det med dig selv.
Når han spørger "Må jeg tage på fodboldtur" så sig "Det skal jeg
lige tænke over. Du får svar i aften/morgen/klokken 4". Så kan du i
mellemtiden gøre som Michael siger og veje for og imod og alle de
forskellige grunde.

Og så meddel ham din beslutning. Gør det tydeligt at det ikke er til
diskussion, og at det ikke er en byttehandel. "Jamen hvis nu jeg gør
sådan, må jeg så ikke?", den går ikke. Hvis han vil have en mere
detaljeret forklaring, så sig at han kan få den senere, når I har
god tid, og I begge er afslappede og i balance (ja det er altså ikke
lige de ord du skal bruge . Men gør det tydeligt at du i denne
situation har din Forældre-kasket på. Så vidt jeg er orienteret har
enlige mødre vist en tendens til at ville være venner med deres
børn. Og det kan da være godt nok i visse situationer, men det må
aldrig være vigtigere at være ven, end at være Forældre.

Og så overhold dine aftaler med ham. Også alle dem der intet har med
denne sag at gøre. Lær ham at du mener hvad du siger, og at når du
siger noget, så bliver det ført ud i livet. Det er meget nemmere for
ham at forstå at dit nej er et nej, hvis dit ja så til gengæld også
er et ja. Det kræver så også at du ikke lover mere end du kan holde.
Og det er jo tit svært for man vil jo gerne det hele.... men hvem har
også sagt at børneopdragelse skal være let Børn giver jo så
mange andre glæder, så må man tage det sure med det søde.

Men én ting er sikkert, knægten får problemer hvis han ikke lægger
de unoder af sig. Og det er uacceptabelt at slå. Om det er i vrede,
eller for at få sin vilje er underordnet. Få lært ham det i en fart,
inden han begynder at banke sine kærester -> kone -> børn. Og tag
lige en snak med brormand også. Måske har lillebror lært det af
storebror ?

/jim


Prikke (09-03-2006)
Kommentar
Fra : Prikke


Dato : 09-03-06 15:37


"Helle" <hk.n@nakskovnet.dk> skrev i en meddelelse
news:8afa9$440f22e7$55180733$29580@news.arrownet.dk...
> Hej
> Jeg er begyndt at få store problemer med min yngste søn.
> Hvis jeg siger nej til noget som han gerne vil, så flipper han totalt ud
> og sparker og slår mig.
> Han er 12 år, og jeg magter det ikke mere.
> Jeg er alene med ham og hans bror på 14, og kan ikke snakke med deres far
> om det.
> Hvad gør man når børn flipper sådan ud?
> I aften startede det da han kom hjem fra fodbold, med seddel om at han
> kunne komme til stævne i tre dage.
> Jeg sagde at det kunne han ikke for det var den weekend hvor han skal på
> weekend hos sin far, og han ønsker ikke at ændre på weekenderne.
> Jeg syntes heller ikke at jeg har råd lige nu, for jeg skal holde
> konfirmation om en måned.
> Jeg ved godt at han er ved at være teenager og at det kan give konflikter,
> og han er heller ikke sådan normalt.
> Sidder nu og tuder over at han igen har slået mig.
> har i nogen råd
>
> mvh
> Helle
>

Hej Helle!

Jeg tror det er vigtigt at du stoler 100% på dine egne beslutninger, men ved
også, som mor, at det er svært. Vi kvinder er nok tilbøjelige til at synes
det er lidt synd, når vi siger nej eller er "dumme" og børnene spotter
lynhurtigt vores svagheder, selvom vi tror vi skjuler dem så godt!

Jeg synes tilgengæld også din dreng er så stor, at du burde tage en snak med
ham (på det rigtige tidspunkt, måske efter en tur alene i byen, biffen eller
hvad ved jeg!) om hvordan du har det i dette og spørge ham hvad der sker og
hvorfor han reagerer som han gør, om han er ulykkelig.....? Han skal ikke
beskyttes fra sandheden, for han kender den godt, der er bare ikke sat ord
på, det kan hjælpe ham at gøre dette.

Mvh Rikke



Jack (11-03-2006)
Kommentar
Fra : Jack


Dato : 11-03-06 16:22


> Hvad gør man når børn flipper sådan ud?

Et 12-årigt barn forstår logik. Så du kan jo spørge ham hvorfor han slår dig
og
dernæst spørge ham om han tror han får noget ud af at slå dig. Og slutteligt
så kan du jo vise ham at han ikke får noget ud af at slå dig. Kommunikation
er efter min mening vejen frem. Hvis du gør det
konsekvent så tror jeg at du med tiden vil opleve at han stopper. Det
vigtigste
er at du ikke viser ham at du bliver vred eller ked af det. Tag det helt
køligt,
forklar ham hvad du forventer og slut altid af med et kys og et kram.
Omvendt
vil jeg lige sige at det også ser ud til at du træffer uovervejede
beslutninger.
Du skriver f.eks. at du ikke har råd men nævner ikke noget om hvor meget
det ville koste for knægten at komme til stævne. Du siger også nej inden du
har ringet til hans far og spurgt ham om det ville være iorden om knægten
tager til stævne - men du bruger alligevel weekend-opholdet hos faderen
som undskyldning overfor din søn. Hvis din søn ikke forstår hvorfor du
gør som du gør og han iøvrigt er vant til at udtrykke sig non-verbalt, så er
hans reaktion ikke
så underlig.




Kristian Damm Jensen (12-03-2006)
Kommentar
Fra : Kristian Damm Jensen


Dato : 12-03-06 00:36

Jack wrote:
>> Hvad gør man når børn flipper sådan ud?
>
> Et 12-årigt barn forstår logik. Så du kan jo spørge ham hvorfor han
> slår dig og
> dernæst spørge ham om han tror han får noget ud af at slå dig. Og
> slutteligt så kan du jo vise ham at han ikke får noget ud af at slå
> dig. Kommunikation er efter min mening vejen frem. Hvis du gør det
> konsekvent så tror jeg at du med tiden vil opleve at han stopper. Det
> vigtigste er at du ikke viser ham at du bliver vred eller ked af det.

Jeg er ikke enig i den sidste del. Det er helt i orden at blive vred og ked
af det, og også at han ved det. Men han skal vide, at det ikke påvirker dine
handlinger i øvrigt, og specielt ikke påvirker din beslutning.

<snippet en række i øvrigt meget fornuftige pointer>

--
Kristian Damm Jensen



Helle (12-03-2006)
Kommentar
Fra : Helle


Dato : 12-03-06 18:36


"Jack" <jack@nospammers.please> skrev i en meddelelse
news:duuq0r$18n1$1@newsbin.cybercity.dk...
>
>> Hvad gør man når børn flipper sådan ud?
>
> Et 12-årigt barn forstår logik. Så du kan jo spørge ham hvorfor han slår
> dig og
> dernæst spørge ham om han tror han får noget ud af at slå dig. Og
> slutteligt
> så kan du jo vise ham at han ikke får noget ud af at slå dig.
> Kommunikation
> er efter min mening vejen frem. Hvis du gør det
> konsekvent så tror jeg at du med tiden vil opleve at han stopper. Det
> vigtigste
> er at du ikke viser ham at du bliver vred eller ked af det. Tag det helt
> køligt,
> forklar ham hvad du forventer og slut altid af med et kys og et kram.
> Omvendt
> vil jeg lige sige at det også ser ud til at du træffer uovervejede
> beslutninger.
> Du skriver f.eks. at du ikke har råd men nævner ikke noget om hvor meget
> det ville koste for knægten at komme til stævne. Du siger også nej inden
> du
> har ringet til hans far og spurgt ham om det ville være iorden om knægten
> tager til stævne - men du bruger alligevel weekend-opholdet hos faderen
> som undskyldning overfor din søn. Hvis din søn ikke forstår hvorfor du
> gør som du gør og han iøvrigt er vant til at udtrykke sig non-verbalt, så
> er hans reaktion ikke
> så underlig.
>
>
>Hej
Hans far er desværre ikke intresseret i ham, så det ville bestemt ikke
hjælpe at ringe til ham. Ang beløbets størrelse, så kan jeg ikke se
forskellen på 300 kr eller 500 kr når jeg ikke har råd.
Jeg har selvfølgelig snakket med ham om det og han forstår det godt nu. Han
bliver bare så vanvittig gal når noget går ham imod, men bagefter kan haqn
godt forstå det.
mvh
Helle



Jack (12-03-2006)
Kommentar
Fra : Jack


Dato : 12-03-06 19:07



> Hans far er desværre ikke intresseret i ham, så det ville bestemt ikke
> hjælpe at ringe til ham.

Ok, men det fremgik ikke af dit indlæg bl.a. fordi du skrev at din
søn tilbringer nogle weekender hos sin far....



Kristian Damm Jensen (13-03-2006)
Kommentar
Fra : Kristian Damm Jensen


Dato : 13-03-06 21:23

Helle wrote:

<snip>

> Jeg har selvfølgelig snakket med ham om det og han forstår det godt
> nu. Han bliver bare så vanvittig gal når noget går ham imod, men
> bagefter kan haqn godt forstå det.

Men hvis han ikke lærer at håndtere det temperament, så får han alvorlige
vanskeligheder senere i livet. Jeg vil nødig male fanden på væggen, også
fordi jeg kun kender meget lidt til din søn, men det er den form for neural
kapring (det slår klik), der gør nogen mænd (og i mindre grad kvinder) til
ufrivillige voldsmænd. Ufrivillige i den forstand, at de *aldrig* ville have
øvet vold, hvis de nåede at tænke over situationen bare et lille øjeblik.

Men det er noget der kan læres, at håndtere sådant et temperament. (Og dét
handler blandt andet om at forstå, at for hver gang man giver efter for sin
trang til at eksplodere bliver det vanskeligere at holde igen, og for hver
gang man holder igen bliver det lettere at gøre det næste gang.)

Jeg ville snakke med skolepsykologen, hvis jeg var i dit sted. Afhængig af
dit forhold til din søn og din vurdering af hans modenhed kan du
- fortælle ham det inden, og hvorfor
- tage ham med til den første samtale.


--
Kristian Damm Jensen



Prikke (12-03-2006)
Kommentar
Fra : Prikke


Dato : 12-03-06 19:55


"Helle" <hk.n@nakskovnet.dk> skrev i en meddelelse
news:8afa9$440f22e7$55180733$29580@news.arrownet.dk...
> Hej
> Jeg er begyndt at få store problemer med min yngste søn.
> Hvis jeg siger nej til noget som han gerne vil, så flipper han totalt ud
> og sparker og slår mig.
> Han er 12 år, og jeg magter det ikke mere.
> Jeg er alene med ham og hans bror på 14, og kan ikke snakke med deres far
> om det.
> Hvad gør man når børn flipper sådan ud?
> I aften startede det da han kom hjem fra fodbold, med seddel om at han
> kunne komme til stævne i tre dage.
> Jeg sagde at det kunne han ikke for det var den weekend hvor han skal på
> weekend hos sin far, og han ønsker ikke at ændre på weekenderne.
> Jeg syntes heller ikke at jeg har råd lige nu, for jeg skal holde
> konfirmation om en måned.
> Jeg ved godt at han er ved at være teenager og at det kan give konflikter,
> og han er heller ikke sådan normalt.
> Sidder nu og tuder over at han igen har slået mig.
> har i nogen råd
>
> mvh
> Helle
>

Har selv en søn på 8 år, der har og altid har haft et heftigt temperament.
Han går helt i sort når det går ham imod. Jeg beder ham om at gå for sig
selv og det er faktisk også det eneste der kan få ham til at falde ned, han
skal have en pause. Bagefter snakker vi om det der var galt og han kan som
regel forstå det der bliver sagt.

Mvh Rikke



nusle nuslesen (19-03-2006)
Kommentar
Fra : nusle nuslesen


Dato : 19-03-06 00:06


"Helle" <hk.n@nakskovnet.dk> skrev i en meddelelse
news:8afa9$440f22e7$55180733$29580@news.arrownet.dk...

Hej,

> Jeg er begyndt at få store problemer med min yngste søn.
> Hvis jeg siger nej til noget som han gerne vil, så flipper han totalt ud
> og sparker og slår mig.

Det er ganske simpelt uacceptabelt.

> Han er 12 år, og jeg magter det ikke mere.

Hvorfor har det overhovedet fået lov at stå på?

Du skriver, at du ikke magter det _mere_. Det må betyde, at det er begyndt
på et tidligere tidspunkt.

> Jeg er alene med ham og hans bror på 14, og kan ikke snakke med deres far
> om det.

Det er også ligegyldigt om du kan snakke med deres far - han er der jo
alligevel ikke, når det pludselig "brænder på". Det er du, i den situation
er du opdrageren, den primære omsorgsgiver osv.

> Hvad gør man når børn flipper sådan ud?

Det afhænger meget af hvem man selv er som individ, og hvem ens barn er.

> Sidder nu og tuder over at han igen har slået mig.
> har i nogen råd

Nu har jeg læst tråden, og fik lyst til at give mit besyv med.

Jeg har en dreng på 17 år og en på 11½ år.

Min erfaring er, at mange enlige mødre er lettere "blødsødne" overfor deres
børn, og at mødre forsøger at opdrage deres drenge, som om drengene var
piger. Det bliver hurtigt meget "pædagogisk", hvilket ikke i sig selv er
noget negativt - men som mødre/fædre er vores relation til børnene altså
ikke en pædagog/barn relation.

Drenge er (i hovedtræk - alle er forskellige) ikke til lange, indfølende
snakke om "hvordan har du det lige nu", "hvorfor føler du dig så vred" osv.
osv. De prøver kræfter med deres forældre, og er faderen der ikke, må man
som enlig mor træde ind og "lege" alfahan. Ellers kan drenge få vanskeligt
ved at "slappe af" og føle der er styr på tingene - de begynder fejlagtigt
(men i den bedste mening) at forsøge at udfylde en rolle, der ikke er deres.
Selvom de ikke har ansvar, kommer de til at føle de har det - og med den
følelse kommer også følelsen af at skulle/kunne "bestemme" - og dernæst
følelsen af "harmdirrende uretfærdighed", når de altså ikke kan/skal
bestemme.

Når drenge prøver kræfter, beder de ofte om at få udstukket nogle klare,
utvetydige grænser - gerne udformet som var det i beton.

Jeg har været alene med mine drenge, siden de var 7 og 2 år - og var fra
begyndelsen meget bevidst om, at de ville mangle "en mand" som daglig
sparringspartner, når det kom til deres udvikling som drenge/mænd.

Jeg har fra begyndelsen (gjorde det sådan set også før skilsmissen, da
børnenes far ikke rigtigt var "på banen"), taget kampene med knægtene, og
resultatet har hver gang været det samme - deres adfærd bagefter har på alle
måder vist deres lettelse over igen at kunne føle, at de altså endnu ikke
skal indtage alfahannens rolle

Det har betydet, at jeg har sagt til dem da de var mindre - at dette eller
hint ville jeg ikke diskutere, det ville bare blive som jeg havde sagt -
færdig! Og når de har protesteret, har de intet fået ud af det. De har mødt
en "mur".

Det har også betydet, at jeg har "valgt mine slag" med omhu - når man er
alene om opdragelsen, skal "slagene" ikke stå om ting som retteligt er
ligegyldige i den store sammenhæng. Dvs. de store ture vi har taget har ikke
været om opvasken, vasketøjet, rengøringen, indkøbene (som de skal være en
del af) - de store "slag" har handlet om deres adfærd overfor hinanden,
deres søster, mig - og alle andre mennesker. Det har handlet om "værdier" og
ikke detaljer - jeg følte, at skulle dagene gå med fnidder omkring hvordan
man lægger tøjet sammen, ville de virkelig vigtige ting sikkert smutte, når
man skal nå det hele selv - og desuden mister børn respekten for forældre,
som aldrig kan andet end nag-nag-nag.

Jeg er gået så langt, at jeg har lagt den ældste ned i arm flere gange, og i
et enkelt tilfælde, hvor han virkelig prøvede kræfter med mig - meldte jeg
ud, at for hver 10 min. der gik, hvor han ikke gjorde som jeg havde bedt ham
om - skulle han rense toilettet en gang. Den dag rensede han toilet 8 gange!

Hvad jeg ikke har gjort, er at slå.

Synes det er helt galt - særligt idet man jo med bare en smule logisk sans
kan sige sig selv, at så snart ungerne rammer puberteten, så bliver de
alligevel stærkere end en selv, og hvordan skulle man så opdrage dem derfra?

Dit største problem er, at du har ventet for længe. Han er blevet stor (og
stærk) - og du lyder ærlig talt som om, at du er på vippen til at blive
"bange" for ham, og at du oplever en følelse af ikke at kunne magte det.

Sådan adfærd som din søn viser, opstår ikke pludselig ud af det blå. Den
begynder et sted, og så eskalerer den.

Den skulle være stoppet fra begyndelsen af - om det så er som 3-årig, at der
"daskes" for sjov. Det er ikke sjovt, det er ikke kært, det er ikke okay -
børnene bliver alle sammen store og stærke en dag (medmindre de dør, hvilket
heldigvis er meget sjældent).

Jeg vil helt klart foreslå dig, at du søger hjælp. Simpelthen fordi du
desværre har ventet for længe. Han har fået lov at udvikle den side af sig
selv, og han har oplevet at det er undskyldeligt at flippe ud, at der ingen
virkelige konsekvenser er - og fordi de konsekvenser du kan præstere nu,
ikke på nogen måde vil kunne have samme effekt, som hvis du havde
præsenteret ham for dem, da han var 6 år.

Derudover vil jeg mene, at det er særdeles vigtigt at du tager affære meget
snart - venter du et par år, kommer han i den alder, hvor han kan komme
usædvanligt grimt afsted med sin opførsel, når han "flipper ud" i fuldskab
til en fest.

Jeg ved godt, at det kan lyde som om, at jeg er lige lovlig hård ved enlige
mødre - min hensigt er bestemt ikke at få nogen til at føle sig som
"dårlige" mødre, det er "bløde" enlige mødre IKKE. De er bare mødre, som om
de havde en mand (far!) i huset - og det har de ikke. Det er det der går
galt. De "glemmer" at tilpasse deres opdragerrolle, at trække andre mere
konsekvente sider af sig selv frem, når der skal kompenseres for den
manglende mand (far!).

Ovenstående er selvfølgelig lidt skåret ud i pap - ingen er
konsekvente/hårde altid, og drenge har også brug for at blive holdt om,
snakket med, trøstet osv. Nogle gange har de bare enormt brug for at blive
"sat på plads" - og så skal man altså også som opdrager kunne udfylde den
rolle.

Det er snart et år siden, at jeg havde den sidste store tur med min ældste
søn (vi har aldrig haft brug for sådanne ture mere end max. en eller to
gange om året) - og efter den tur måtte jeg indrømme overfor mig selv, at
han i særdeleshed er blevet en alfahan *G*. Han ved bare ikke endnu, at jeg
har indset det - og derfor har ændret taktik. Nu drøfter vi tingene som var
vi voksne, men hvor jeg benytter mig af en "chef/mentor"-rolle. Det fungerer
også fint.

Det er godt at holde sig lidt på tæerne som forældre og være på forkant med
udviklingen i børnene.

mange hilsner



Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408924
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste