---

Hej har stødt på ideen om en slags rumelevator flere gange i tekniske
medier, samt når raketter bliver sendt op.
At raketterne starter fra still stand på Jorden og skal løfte sig selv med
mange tons lodret op, det er ret kostbart.

Og rumfly ville ikke kunne nå at dreje nok lodret ud i rummet, hvis de
startede vandret fra en landingsbane, da atmosfæren ikke er tyk nok at
accelerer på.
Hvorfor kan man ikke flyve stille og roligt igennem atmosfæren indtil man er
i rummet. Og ligeledes rumfartøjer skal have en bestemt høj hastighed for at
kommen igennem "hinden" ind til Jorden igen, hvorfor det, bliver luften ikke
bare tyndere og tyndere?

Så et blad, hvor tanken var at bygge et meget højt tårn, som man stille og
roligt kunne accelerer op ad, men det var ikke teknisk muligt at lave endnu.
Så min tanke, man kan jo godt forstille sig at der skulle et kæmpe fundament
til at bære tårnet og holde det lodret. Men kommer der ikke en grænse hvor
det bliver relativt selvbærende når man kommer langt nok ud. TV satelitter
har jo en given hastighed som befinder sig konstant over et punkt på Jorden.
Jorden drejer jo rundt, og der er centrifugal kraften, så en genstand der
drejes rundt vil blive slynget ud af, ligesom et hammerkast.
Så hvis man tænker sig et meget langt reb ud fra Jorden ud forbi atmosfæren
og lige ud i rummet vil det så ikke blive selvbærende, der hvor
centrifugalkraften bliver større end tyngdekraften?

Torben

---

"Torben V. Mogensen" <vesettvm@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:UAFGf.6051$187.158@news.get2net.dk...
> Så hvis man tænker sig et meget langt reb ud fra Jorden ud forbi
> atmosfæren
> og lige ud i rummet vil det så ikke blive selvbærende, der hvor
> centrifugalkraften bliver større end tyngdekraften?

http://en.wikipedia.org/wiki/Space_elevator

--
Martin Højriis Kristensen

---

Hej Torben

> Men kommer der ikke en grænse hvor det bliver relativt selvbærende
> når man kommer langt nok ud. TV satelitter har jo en given hastighed

Man kan ikke bygge noget på jordens overflade der kommer
højere end 80 km. op.

Mvh Max

---

"Max" <max_jens@post9.tele.dk.invalid> skrev i en meddelelse
news:43eb309f$0$2097$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> Man kan ikke bygge noget på jordens overflade der kommer
> højere end 80 km. op.

Hvorfor ikke?

--
Martin Højriis Kristensen

---

Hej Martin

>> Man kan ikke bygge noget på jordens overflade der kommer
>> højere end 80 km. op.

Du kan ikke understøtte konstruktionen, den vil synke ned i
grundfjellet på grund af tyngdekraften.

Mvh Max

---

"Max" <max_jens@post9.tele.dk.invalid> skrev i en meddelelse
news:43eb3b41$0$2094$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
>>> Man kan ikke bygge noget på jordens overflade der kommer
>>> højere end 80 km. op.
> Du kan ikke understøtte konstruktionen, den vil synke ned i
> grundfjellet på grund af tyngdekraften.

Det sker vel ved et givet tryk pr areal og ikke en given højde?

--
Martin Højriis Kristensen

---

Hej Martin

> Det sker vel ved et givet tryk pr areal og ikke en given højde?

Nå.

Mvh Max

---

"Max" <max_jens@post9.tele.dk.invalid> skrev i en meddelelse
news:43eb3b41$0$2094$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> Hej Martin
>
> >> Man kan ikke bygge noget på jordens overflade der kommer
> >> højere end 80 km. op.
>
> Du kan ikke understøtte konstruktionen, den vil synke ned i
> grundfjellet på grund af tyngdekraften.

Da kun hvis man bygger massivt, og det har samme vægtfylde som det
nedenunder. En fjer synker jo heller ikke ned i en mudderpøl.

--
M.V.H.
Preben Riis Sørensen
preben@esenet.dk

---

Hej Preben

> Da kun hvis man bygger massivt, og det har samme vægtfylde som det
> nedenunder. En fjer synker jo heller ikke ned i en mudderpøl.

Det kommer så sandelig da an på hvor stor en fjer vi taler om.

Mvh Max

---

"Max" <Max_Jens@post9.tele.dk.invalid> skrev i en meddelelse
news:43eba0a2$0$84039$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...
> Hej Preben
>
> > Da kun hvis man bygger massivt, og det har samme vægtfylde som det
> > nedenunder. En fjer synker jo heller ikke ned i en mudderpøl.
>
> Det kommer så sandelig da an på hvor stor en fjer vi taler om.

Kan du bruge en på 5 cm? Derudover står jeg (også og især) ved den første
sætning.
--
M.V.H.
Preben Riis Sørensen
preben@esenet.dk

---

>
> >> Man kan ikke bygge noget på jordens overflade der kommer
> >> højere end 80 km. op.
>
> Du kan ikke understøtte konstruktionen, den vil synke ned i
> grundfjellet på grund af tyngdekraften.

Klar at der er en grænse for masse og tryk, men højt oppe vejer
konstruktionen da ikke så meget pga den mindskede tyngdekraft.
Samt at når tårnet bliver højt nok må da centrifugal kraften blive høj, så
den ligesom letter massen udaf så trykket ikke bliver så højt mod Jorden.

Mount Everest vokser jo stadig lidt om året, og når vist op i ca 8900 m, så
et helt bjergs masse, må man da kunne bygge et højt tårn over de 80 km!

Hvor højt skal man op for at betragte det som rummet? Synes der var en
rumfly konkurrence for ca et år siden, og der var rum grænsen 100 km for
dem.

Torben

---

Torben V. Mogensen wrote:
>>>> Man kan ikke bygge noget på jordens overflade der kommer
>>>> højere end 80 km. op.
>>
>> Du kan ikke understøtte konstruktionen, den vil synke ned i
>> grundfjellet på grund af tyngdekraften.
>
> Klar at der er en grænse for masse og tryk, men højt oppe vejer
> konstruktionen da ikke så meget pga den mindskede tyngdekraft.
> Samt at når tårnet bliver højt nok må da centrifugal kraften blive
> høj, så den ligesom letter massen udaf så trykket ikke bliver så højt
> mod Jorden.
>
> Mount Everest vokser jo stadig lidt om året, og når vist op i ca 8900
> m, så et helt bjergs masse, må man da kunne bygge et højt tårn over
> de 80 km!

80 km er ikke nær nok til at tyngdekraften er aftaget væsentligt.

(Hint: massetiltrækningen er defineret ved G*m1*m2/r^2, hvor G, m1, m2 og r
er tyngdekonstanten, massen på de to legemer og afstanden mellem deres
massemidtpunkter. Jordens radius er ca 6700 km. Hvor meget skal du øge r,
før massetiltrækningen aftager mærkbart?)

Der er langt ud til den geostationære bane i 36000 km højde.

Et tårn på 80 km vil (givet samme massefylde) yde et tryk på grundfjeldet,
der er 10 gange større end et bjerg på 8 km; det siger vist sig selv. For at
holde trykket nede på et fornuftigt niveau skal du så sænke massefylden
tilsvarende. Og så er der som sagt stadig langt ud, før tyngdekraften
begynder at aftage.

> Hvor højt skal man op for at betragte det som rummet? Synes der var
> en rumfly konkurrence for ca et år siden, og der var rum grænsen 100
> km for dem.
>
> Torben

--
Kristian Damm Jensen

---

"Kristian Damm Jensen" <kristiandammNO@SPAMyahoo.dk> skrev
> Et tårn på 80 km vil (givet samme massefylde) yde et tryk på grundfjeldet,
> der er 10 gange større end et bjerg på 8 km; det siger vist sig selv. For
at
> holde trykket nede på et fornuftigt niveau skal du så sænke massefylden
> tilsvarende.

Der er vist ingen der bygger tårne massivt.
--
M.V.H.
Preben Riis Sørensen
preben@esenet.dk

---

Preben Riis Sørensen wrote:
> "Kristian Damm Jensen" <kristiandammNO@SPAMyahoo.dk> skrev
>> Et tårn på 80 km vil (givet samme massefylde) yde et tryk på
>> grundfjeldet, der er 10 gange større end et bjerg på 8 km; det siger
>> vist sig selv. For at holde trykket nede på et fornuftigt niveau
>> skal du så sænke massefylden tilsvarende.
>
> Der er vist ingen der bygger tårne massivt.

Det er sådan set ligegyldigt for den grundlæggende validitet af argumentet.
Det flytter bare lidt på tallene.

Antag et materiale af samme massefylde som bjerget. Antag at kun 1% af
tårnets rumfang udnyttes til vægge. (Til sammenligning: et almindeligt hus
har 2 mure (inder- og ydermur) á ca. 10 cm tykkelse. Det hus skal være
40x40m i grundplan - uden indvendige mure, og med tillæg for evt.
etageadskillelse og loft - for at nå ned på 1%.) Vi kan så bygge tårnet 800
km højt før vi kommer op på samme tryk som bjerget.

Der er stadig langt til geostationær bane, og tyngdekraften er endnu kun
aftaget med ca. 20%.

Og så taler vi slet ikke om vanskeligheden ved at finde materialer, der kan
være sådan et tryk.

--
Kristian Damm Jensen

---

"Kristian Damm Jensen" <kristiandammNO@SPAMyahoo.dk> skrev
> > Der er vist ingen der bygger tårne massivt.
>
> Det er sådan set ligegyldigt for den grundlæggende validitet af
argumentet.
> Det flytter bare lidt på tallene.

Du er god! Jeg svarer ud fra tallene, og så siger du at argumentet skam er
OK, hvis man altså bare ændrer tallene.

Måske du skulle overveje at blive politiker?

--
M.V.H.
Preben Riis Sørensen
preben@esenet.dk

---

Preben Riis Sørensen wrote:

<snip>

> Måske du skulle overveje at blive politiker?

Been there, done that.

--
Kristian Damm Jensen

---

Kristian Damm Jensen wrote:

> Et tårn på 80 km vil (givet samme massefylde) yde et tryk på grundfjeldet,
> der er 10 gange større end et bjerg på 8 km;

Da kun hvis man benytter samme byggeteknik som da ægypterne byggede
pyramiderne.

Mvh

Tim

---

Max skrev:
> Hej Torben

>> Men kommer der ikke en grænse hvor det bliver relativt selvbærende
>> når man kommer langt nok ud. TV satelitter har jo en given hastighed

> Man kan ikke bygge noget på jordens overflade der kommer
> højere end 80 km. op.

Mon ikke man skulle begynde byggeriet af kulfiberkablet/rumelevatoren
et sted ude i den geostationære bane over ækvator; hele tiden med
kontravægt udaf, i takt med at kablet forlænges ned mod jorden?

P.s. Jeg ved intet faktuelt om projektet; har bare læst Arthur. C. Clarkes
"Fontænerne i Edens have", hvor ideen præsenteres i fiktionsform.

--
'rluf :·)

---

"Herluf Holdt, 3140" <herlufholdtFJERN@privat.dk> writes:

> Max skrev:
> > Man kan ikke bygge noget på jordens overflade der kommer
> > højere end 80 km. op.
>
> Mon ikke man skulle begynde byggeriet af kulfiberkablet/rumelevatoren
> et sted ude i den geostationære bane over ækvator; hele tiden med
> kontravægt udaf, i takt med at kablet forlænges ned mod jorden?

Jo, det lyder rimeligt. I Kim Stanley Robinson's Mars-serie er kablet
ikke fastgjort til marsoverfladen, men ligger løst i en skede, hvor
det kan glide lidt op og ned (som følge af termisk ekspansion o.lign).

Jeg vil tro, at KSR har undersøgt fysikken bag, så det er nok ikke
helt forkert. Han er til tider ret optimistisk omkring hastigheden af
den teknologiske udvikling og økonomien omkring fragt af varer og
personer til/fra Mars, men jeg har ikke fanget ham i alvorlige
fysikbrølere.

Torben

---

Herluf Holdt, 3140 wrote:
> Max skrev:
>> Hej Torben
>
>>> Men kommer der ikke en grænse hvor det bliver relativt selvbærende
>>> når man kommer langt nok ud. TV satelitter har jo en given hastighed
>
>> Man kan ikke bygge noget på jordens overflade der kommer
>> højere end 80 km. op.
>
> Mon ikke man skulle begynde byggeriet af kulfiberkablet/rumelevatoren
> et sted ude i den geostationære bane over ækvator; hele tiden med
> kontravægt udaf, i takt med at kablet forlænges ned mod jorden?
>
> P.s. Jeg ved intet faktuelt om projektet; har bare læst Arthur. C.
> Clarkes "Fontænerne i Edens have", hvor ideen præsenteres i
> fiktionsform.

Jeg tror nu nok, man i det store hele kan regne med, at Clarke har styr på
fysikken.

--
Kristian Damm Jensen

---

Herluf Holdt, 3140 wrote:
> Max skrev:
>> Hej Torben
>
>
> Mon ikke man skulle begynde byggeriet af kulfiberkablet/rumelevatoren
> et sted ude i den geostationære bane over ækvator; hele tiden med
> kontravægt udaf, i takt med at kablet forlænges ned mod jorden?
>
> P.s. Jeg ved intet faktuelt om projektet; har bare læst Arthur. C.
> Clarkes "Fontænerne i Edens have", hvor ideen præsenteres i
> fiktionsform.

Jeg synes at have læst et sted, at intet kendt materiale er stærkt nok til
at kunne bære sin egenvægt op til vægtløs tilstand, eller ned gennem
atmosfæren til jorden.
Spørgsmålet kunne nærmere være, at hvis man forestiller sig at sænke kablet
ned fra en satelit, om ikke det stigende træk fra kablets vægt i atmosfæren
ikke vil hive satelitten ud og ned af dens geostationære bane.

Mvh

--
Jesper Nielsen
aka
Frodo Nifinger

---

Frodo Nifinger skrev:
> Herluf Holdt, 3140 wrote:

>> Mon ikke man skulle begynde byggeriet af
>> kulfiberkablet/rumelevatoren et sted ude i den geostationære bane
>> over ækvator; hele tiden med kontravægt udaf, i takt med at kablet
>> forlænges ned mod jorden?

> Jeg synes at have læst et sted, at intet kendt materiale er stærkt
> nok til at kunne bære sin egenvægt op til vægtløs tilstand, eller ned
> gennem atmosfæren til jorden.

Man forestiller sig vist at der kan udvikles noget
"nano-rør" af kulstof - Carbon nanotube:
http://en.wikipedia.org/wiki/Carbon_nanotube

Se evt. også her om diverse "buckyballs":
http://en.wikipedia.org/wiki/Fullerene
--
'rluf :·)

---

Scripsit "Frodo Nifinger" <jni@GIRAFtdcadsl.dk>

> Jeg synes at have læst et sted, at intet kendt materiale er stærkt nok til
> at kunne bære sin egenvægt op til vægtløs tilstand, eller ned gennem
> atmosfæren til jorden.

Det er vist også rigtigt - der er p.t. problemer med at finde
tilstrækkeligt stærke materialer, men gabet er ikke så stort at man på
forhånd kan afskrive at materialer der er stærke nok _kan_ blive
opdaget eller udviklet indenfor en overskuelig fremtid.

Der er jo heller ingen der siger at kablet skal være ens hele vejen
ned.

> Spørgsmålet kunne nærmere være, at hvis man forestiller sig at sænke kablet
> ned fra en satelit, om ikke det stigende træk fra kablets vægt i atmosfæren
> ikke vil hive satelitten ud og ned af dens geostationære bane.

Man må sørge for at holde balance mens man bygger elevatoren, ved at
flytte kontravægten i toppen af elevatoren udad efterhånden som
kabelenden arbejder sig indad, så massemidtpunktet hele tiden befinder
sig i den geostationære bane.

--
Henning Makholm "Nej, hvor er vi altså heldige! Længe
leve vor Buxgører Sansibar Bastelvel!"

---

Torben V. Mogensen wrote:
> ..
> centrifugalkraften bliver større end tyngdekraften?

Off-topic:

Har set flere der bruger begrebet centrifugalkraften men hvis jeg husker
rigtigt fra fysiktimerne i gym saa er der ikke noget der hedder det; det
man typisk mener er centripetalkraften.
Er det kun i fysiktimerne at det virkelig taeller..?

---

Scripsit Morten Dahl <dahl42@cs.aau.dk>

> Har set flere der bruger begrebet centrifugalkraften men hvis jeg
> husker rigtigt fra fysiktimerne i gym saa er der ikke noget der hedder
> det; det man typisk mener er centripetalkraften.

Det er meget muligt at du har fået det at vide i fysiktimerne, men det
er ikke rigtigt. Når man beskriver bevægelser i et roterende
koordinatsystem (in casu: det der følger med Jordens rotation), skal
man bruge nogen korrektionsled for at tage hensyn til at der er tale
om en accelereret referenceramme. Korrektionsledene betegnes virtuelle
kræfter, og det ene af dem hedder "centrifugalkraften". (Det andet er
corioliskraften).

> Er det kun i fysiktimerne at det virkelig taeller..?

I gymnasiefysikken forsøger man normalt at undgå forvirring ved at
holde sig helt fra roterende koordinatsystemer og nøjes med at
beskrive alting i inertialsystemer. Da skal man ikke bruge
centrifugalkræfter, men mange fysiklærere overspiller desværre den
pointe og giver deres elever det indtryk at det _altid_ er forkert at
tale om centrifugalkraft.

--
Henning Makholm "Amanda, I'm a mad scientist!
Testing crazy things on myself and those
who are close to me is my job. It's what I do!"

---

Hej Henning

> kræfter, og det ene af dem hedder "centrifugalkraften". (Det andet er

Er centrifugalkraft og vinkelacceleration så det samme begreb ?

Mvh Max

---

Henning Makholm wrote:
> Scripsit Morten Dahl <dahl42@cs.aau.dk>
>
>>Har set flere der bruger begrebet centrifugalkraften men hvis jeg
>>husker rigtigt fra fysiktimerne i gym saa er der ikke noget der hedder
>>det; det man typisk mener er centripetalkraften.
>
>
> Det er meget muligt at du har fået det at vide i fysiktimerne, men det
> er ikke rigtigt. Når man beskriver bevægelser i et roterende
> koordinatsystem (in casu: det der følger med Jordens rotation), skal
> man bruge nogen korrektionsled for at tage hensyn til at der er tale
> om en accelereret referenceramme. Korrektionsledene betegnes virtuelle
> kræfter, og det ene af dem hedder "centrifugalkraften". (Det andet er
> corioliskraften).

Saa man kan altsaa tale om en centrifugalkraft paa satelitter, men ikke
i vaskemaskiner (hvor det er centripetalkraft)?

---

Scripsit "Max" <Max_Jens@post9.tele.dk.invalid>
> Hej Henning

>> kræfter, og det ene af dem hedder "centrifugalkraften". (Det andet er

> Er centrifugalkraft og vinkelacceleration så det samme begreb ?

Nej, på ingen måde.

Centrifugalkraften er en (polær) vektor med dimensionen kraft, altså
acceleration gange masse = energi pr. længde = impus pr. tid.

"Vinkelacceleration" vil jeg forstå som en aksial vektor
(pseudovektor) med dimensionen radianer pr. tid i anden.

--
Henning Makholm "The great secret, known to internists and
learned early in marriage by internists' wives, but
still hidden from the general public, is that most things get
better by themselves. Most things, in fact, are better by morning."

---

In article <87vevnz4ye.fsf@kreon.lan.henning.makholm.net>,
henning@makholm.net says...

> Scripsit "Max" <Max_Jens@post9.tele.dk.invalid>
> > Er centrifugalkraft og vinkelacceleration så det samme begreb ?

> Centrifugalkraften er en (polær) vektor med dimensionen kraft, altså
> acceleration gange masse = energi pr. længde = impus pr. tid.

> "Vinkelacceleration" vil jeg forstå som en aksial vektor
> (pseudovektor) med dimensionen radianer pr. tid i anden.

Jeg tror, at Max måske tænker på vinkelaccelerationskraften. Det er den
fiktive kraft, der optræder i et henførelsessystem, der roteres med
ikke-konstant vinkelhastighed. Det er en af de fire fiktive kræfter, der
er defineret i Christiansen, Both og Østergaard Sørensens "MEKANIK."
(Laboratoriet for Teknisk Fysik, DTH 1989)

Vinkelaccelerationskraften bruges sjældent i praksis, medmindre man
designer flymotorer eller lignende.

Med venlig hilsen Sven.

---

Hej Henning

> Nej, på ingen måde.
>
> Centrifugalkraften er en (polær) vektor med dimensionen kraft, altså
> acceleration gange masse = energi pr. længde = impus pr. tid.
>
> "Vinkelacceleration" vil jeg forstå som en aksial vektor
> (pseudovektor) med dimensionen radianer pr. tid i anden.

Ok, det var nærmest fordi jeg engang til et foredrag hvor bl.a. Newtons 2.
lov var involveret hørte en forelæser sætte lighedstegn mellem de to
begreber. Hvilken af de to holder så vandet i spanden ?

Mvh Max

---

Scripsit Morten Dahl <dahl42@cs.aau.dk>
> Henning Makholm wrote:

>> Når man beskriver bevægelser i et roterende koordinatsystem (in
>> casu: det der følger med Jordens rotation), skal man bruge nogen
>> korrektionsled for at tage hensyn til at der er tale om en
>> accelereret referenceramme. Korrektionsledene betegnes virtuelle
>> kræfter, og det ene af dem hedder "centrifugalkraften". (Det andet
>> er corioliskraften).

> Saa man kan altsaa tale om en centrifugalkraft paa satelitter, men
> ikke i vaskemaskiner (hvor det er centripetalkraft)?

Hvis man beskriver bevægelserne af vand og tøj i et koordinatsystem
der drejer rundt sammen med tromlen, skal man bruge en
centrifugalkraft.

--
Henning Makholm "Punctuation, is? fun!"

---

"Torben V. Mogensen" <vesettvm@get2net.dk> wrote in message
news:UAFGf.6051$187.158@news.get2net.dk...
[snip]
> Hvorfor kan man ikke flyve stille og roligt igennem atmosfæren indtil man
> er
> i rummet. Og ligeledes rumfartøjer skal have en bestemt høj hastighed for
> at
> kommen igennem "hinden" ind til Jorden igen, hvorfor det, bliver luften
> ikke
> bare tyndere og tyndere?
>

Man kan i princippet godt flyve stille og roligt op gennem atmosfæren og ud
i rummet. Det kræver blot umådeligt megen energi, idet fartøjet hele tiden
skal modvirke tyngdekraften - og jo længere tid, jo mere energi.

Imidlertid er det sædvanligvis ikke det at komme ud i rummet der er målet,
men det at komme i kredsløb. Et kredsløb er en bane omkring jorden (tænk på
en cirkel for simpelhedens skyld) hvor fartøjets hastighed er afpasset sådan
at "centrifugalkraften" netop ophæver tyngdekraften på fartøjet, således at
det forbliver i den samme bane uden at forbruge energi. Denne hastighed
afhænger kun af banens højde over jorden, ikke af fartøjets masse.

Opsendelsen af et rumfartøj handler mere om at opnå denne kredsløbshastighed
end om at nå en vis højde, for hvis fartøjet ikke har den fornødne hastighed
vil det falde tilbage til jorden igen når motorerne slukkes. Atmosfæren er
imidlertid et problem i denne sammenhæng, idet kredsløbshastigheder typisk
er så store, at fartøjet vil påvirkes af en enorm luftmodstand hvis det
bevæger sig gennem atmosfæren med en sådan hastighed. Når raketter starter
lodret er det for hurtigst muligt at komme uden for atmosfæren for at undgå
denne luftmodstand. Hvis en raket startede fra en planet uden atmosfære,
ville man formodentlig lade det følge en noget fladere kurve, mere parallelt
med overfladen.

Når et fartøj i kredsløb skal lande på jorden igen, er problemet omvendt at
få bremset ned fra kredsløbshastigheden til hastigheden af jordoverfladen.
Hvis vi havde adgang til virkeligt effektive fremdriftsmidler i rummet ville
dette ikke være så stort et problem. Uheldigvis er raketter ikke særligt
effektive. Når f. eks. en rumfærge sendes i kredsløb er der kun ca. 5% af
den totale startmasse der ankommer i kredsløbet - resten af startvægten er
brændstof og eksterne tanke som opbruges under accelerationen. Hvis man
skulle bremse ned igen med samme metode skulle man altså have ca. 20 ton
brændstof for hvert ton fartøjet selv vejer. Dette brændstof skulle
selvfølgelig også opsendes fra jorden, hvorved den samlede masse der skulle
opsendes, og dermed de samlede omkostninger, vokser med en faktor 20. For at
undgå dette ubehag benytter man atmosfærebremsning.

Ved atmosfærebremsning bruges en minimal mængde brændstof på at ændre
fartøjets bane til en ellipseformet bane hvis nedre del kommer ind i jordens
øvre atmosfære. Gnidningsmodstanden med den tynde luft vil bremse fartøjet,
hvorved dets bane sænkes yderligere. I den lavere højde og tykkere luft øges
gnidningsmodstanden, fartøjet bremses yderligere og taber mere højde, osv.
indtil det til sidst falder lodret som en sten. Eller som et svævefly, hvis
det har vinger ;) Det lyder simpelt men i praksis er det en vanskelig
balanceakt. Hvis fartøjet kommer ind i en for spids vinkel vil det "smutte"
på atmosfæren og kastes tilbage i rummet. Hvis omvendt vinklen er for stump,
vil fartøjet komme for dybt ned i atmosfæren inden det er bremset
tilstrækkeligt op, og den øgede gnidningsmodstand vil få det til at brænde
op.

Der er selvfølgelig ingen "hinde" der skal gennemtrænges, men der er altså
en bestemt "indflyvningsvinkel" som skal rammes rimeligt præcist for at
kommen ned i eet stykke.