Ole Damgaard wrote:
> Ja - Fado er et must når man er i Lissabon. Men der er mang varianter
> af den og det afhænger af hvad man går efter. Masser af
> fado-restauranter er blevet til kedelige natklubshows for turister og
> kan overhovedet ikke præstere den passion og intimitet som den ægte
> Fado rummer.
> Jeg kan fortælle om en sen, regnfuld efterårsnat, hvor jeg og min
> kone gik skuffet hjem fra én af "plastic-restauranterne" - nu ville vi
> se folkeliv, og bevægede os længere og længere op i Bairra Alto
> kvarterets små gyder - ærlig talt vi var faret vild, og endte i en
> blindgyde hvorfra vi hørte musik bifald og latter fra noget, der
> lignede en garageport.
> Det var Fado-musik, der kom derindefra. Det lille langstrakte lokale
> var stuvende fuldt helt ud af døren. Vi stillede os bagerst ved
> døråbningen på tåspidserne for at få et glimt af løjerne i det
> røgfyldte lokale.
> Vi havde ikke stået der i 2 minutter før end der blev råbt, at der
> var gæster. Og straks trak flokken sig ud til siderne og ledte os ind
> midt i lokalet og ryddede et par pladser til os ved det bedste bord.
> En af de ældre mænd tog sig kærligt af os og fortalte hvad der
> foregik - det var et lokalt sted, hvor gamle Fado-sangere mødtes hver
> lørdag aften (og osse ind imellem andre aftener i ugen. Og her dystede
> de i Fado. Der var ingen scene. På skift rejste de sig rundt i lokalet
> og sang - til hinanden. Tydeligvis inspireret af situationen - sådan
> en slags improteater. Og selv om der til tider var de sentimentale
> Fadotoner, var der også ad hoc-tekster komponeret på stedet som svar
> på den andens sang - og på latterbrølene kunne vi fornemme at der
> både var frækheder og sjoferter imellem.
> Vi forstod ikke et kvæk af teksterne, men forstod stemningen og
> samværet med et halvt hundrede dejlige mennesker.
> Vi rejste os ved 4-tiden om natten - ikke fordi det var forbi, men vi
> måtte prøve at finde hjem. Det var i øvrigt svært at få lov til at
> betale for drikkevarerne.
> Når man skulle have fyld vinglasset rakte men det i vejret, hvorefter
> det gik fra hånd til hånd gennem menneskemængden til baren og vente
> fyldt tilbage lidt efter. Og da vi ville betale ved afgangen var der
> ingen, der vidste, hvad vi havde fået. Selvfølgelig smed vi rigeligt
> med sedler på bardisken, for det havde været en pragtfuld aften.
>
> Alle disse ord blot for at sige: Den bedste Fado-oplevelse får man
> ikke i de Fadohuse, som har de største og flotteste reklamer udenfor -
> gå ud i Alfamas og Bairra Altos trappegyder og find den selv - og grin
> blot af de turistbrochurer, der advarer imod at gå alene i Bairra Alto
> efter mørkets frembrud. Portugiserne er utroligt stolte af deres Fado,
> og tager imod dig med åbne arme.
>
> Men går du efter den sublime musikalske oplevelse skal du nok på
> nogle af de finere Fado huse.
> Sr. Vinho, R. Meio Lapa, 18 - er nok ét af de fineste med rigtig
> traditionel Fado. Og også et af de dyreste.
> Husk at Fado-husene ikke tager entre - men der er et krav om Consumo
> mínimo - altså at man køber for et minimum. Altså en middag med
> tilbehør.
> Husk i øvrigt at det er uhøfligt at spise (og selvfølgelig tale)
> mens fadoen er på.
> Et andet af de fine steder er Timpanas R. Gilberto Rola, 24
>
> Men begge steder gælder altså, at der er flere turister end lokale.
>
> Et sted hvor du sjældent træffer turister - men altid fyldt op med
> Portugisere er Mascote da Atalaia, R. Atalaia, 13
>
> Men ind imellem må man jo erkende, at turister også tiltrækkes af de
> samme unikke ting - så derfor må man acceptere mange andre turister
> på Severa, R. Gáveas, 51 - men det skal altså prøves alligevel. For
> det var hjemstedet for den herostratisk kendte fadosangerinde Maria
> Severa, der huserede dér for knap 200 år siden - og stemningen er
> bevaret til i dag.
>
> Og så et mindre prætentiøst sted:
> Velho Páteo de Santana, R. D. Almeida Amaral, 6
> Værten er selv Fado-entusiast, siger gerne nogle numre og overlader
> gulvet til gæster der selv har mod til at levere en Fado - og det er
> der masser af amatørfadosangere der har.
> Ikke den fornemme musik - men pragtfuld afslappet stemning.
>
> Jo - man kan sagtens fylde en hel uges ferie med Fado hver aften/nat.
>
> mvh ole
> (som i øvrigt ikke vil høre brok hvis noget er ændret - det er 3 år
> siden jeg var der sidst - må sgu osse se at komme afsted igen)
Noget har ændret sig, men du skal ikke høre det mindste brokkeri af den
grund:
Mascote da Atalaia er lukket - i hvert fald i denne uge. Men der var ingen
skilte, kun tilskoddede vinduer og et afgjort tomt udseende.
Kort om vores fado-oplevelser: Første besøg var på et fadosted, hvis navn
jeg ikke kunne huske, men som ligger på hjørnet af Travessa da Queimada og
Rua das Gáveas. OK mad og et ikke specielt fyldt sted, hvor vel halvdelen
var turister og resten portugisere. Fadistaen var en ældre, stor skude med
megen patos og (fandt vi senere ud af, da vi fik et sammenligningsgrundlag)
nok ikke verdens bedste stemme. Men med en portion følelse, der virkeligt
ville noget. Hun vekslede med en ganske ung 'lærling' der til gengæld havde
den mest pragtfulde stemme og som var det hele værd.
Næste besøg var i Alfama i en meget lille kælderrestaurent med navnet
Parreirrinha de Alfama i gyden Beco do Espirito Santo nr. 1. Her var vi så
heldige at få det eneste bord, der var ledigt - og kun fordi vi kun var 2.
Serveringen var meget rustik - og gæsterne var i overvejende grad
portugisere, hvoraf flere ind i mellem sang vekselsang med de mange fadister
(der i øvrigt selv ejede stedet). Og i guder, hvilken oplevelse det var. Man
skulle være totalt tonedøv og følelsesmæssigt afstumpet for ikke at lade sig
indfange at den fremragende sang og den fantastiske stemning. Absolut
højdepunktet på rejsen. Men det vil nok være klogt at bestille bord i
forvejen, der er efter sigende ALTID fyldt. Og det var helt sikkert den ægte
vare uden den leflen for turisterne, der selvfølgeligt også var til stede.
Og det er lidt sjovt, når den kvindelige tjener beder sig undskyldt de næste
10 minutter fordi hun nu pludseligt lagde tjenerdresset for at iklæde sig
det uundværlige sjal for kvindelige fadistaer. Stor, stor anbefaling.
Det tredie sted vi besøgte (efter anbefaling på hotellet) var Luso i
Travessa da Queimada. Og efter prisen at dømme skulle det være rigtigt godt.
Men det var - i hvert fald i begyndelsen - en grusom oplevelse, der pirkede
til de værste fordomme om plat folkedanseri og plastikmusik. Man sidder i et
forholdsvist stort lokale (mit gæt er at der var mellem 200 og 300 mennesker
og de 'kunstneriske' aktiviteter foregik på en scene. Og i øvrigt til en
infernalsk støj fra spisende tyskere, der af uvis grund synes at
fadoindslagenes lave lydtryk gav gode muligheder for samtale. Kun når en
forfærdelig gang folkedragtshopsa fyldte scenen holdt de kæft.
Efter en halv time kaldte vi på tjeneren og bad om regningen - vi ville ikke
spilde mere tid der. Han bad os give det en chance - vi skulle vente til
turistgrupperne gik ved 23 tiden, hvorefter det ville ændre sig. Og da den
gumlende flok forlod stedet var der en snes indfødte os og to japanere
tilbage. Rummet blev ved hjælp af et stort gardin reduceret til en trediedel
og fadisterne satte sig nu midt i den lille flok - og så blev der ellers
sunget fado så det var en ren fornøjelse. Det var helt klart den musikalsk
flotteste oplevelse vi havde og stemningen foldede sig nu også ud på det
smukkeste. Så stedt kan sådan set godt anbefales - men kom endeligt ikke før
spisningen. I øvrigt var maden og betjeningen fremragende - men som sagt
også noget pebret rent prismæssigt.
Det var så min fadooplevelse - helt for min egen regning og baseret på en
aldeles fraværende forstand på fado.
mvh
Jan
--
Fotoamatør af Guds (u)nåde.
PS: Nye (opdateret 5/9/2005) knipserier kan findes på
http://jan.boegh.net/foto.htm