---

Hej,

Jeg står i den situation at vi skal have nummer 3 og jeg vil ikke. Jeg er
klar over at jeg ikke har noget at sige og at jeg "bare" kunne havde
beskyttet mig, men nu er skaden jo sket og en abort er helt ude af
diskussion. Den meget korte version om hvorfor jeg ikke vil - det knaser
lidt i forholdet (har gjort det længe) og det ser håbløst ud fra min side.

Ganske kort om nogle af mine _mange_ tanker jeg har lige nu..

Jeg tænker meget økonomi. Hvis der ikke er ret mange penge at rutte med
bliver man jo tit uvenner og jeg er heller ikke meget for at komme i den
situation at jeg ikke kan klare det økonomisk..

Min psyke er helt hen i vejret fordi jeg nu bliver påtvunget et ansvar jeg
ikke ønsker. Jeg fik også at vide jeg "bare" kunne lade være med at skrive
under som far.
Jeg har efterfølgende talt med en familierådgiver og jeg blev tilrådet at
jeg skulle tænke på mig selv, hvis jeg ikke kunne "acceptere" det valg min
kæreste tager.

Vores 2 børn har lidt for meget af at vi ikke har kunne finde ud af det
sammen (mor og far) i lang tid og jeg kan slet ikke forstå at et barn mere
ville kunne ændre det! Min kæreste har fået en abort før og har ikke villet
modtage hjælp efterfølgende da det blev svært for hende - iflg. hende, var
hun jo selv skyld i aborten, hvortil jeg hele tiden har sagt at det handler
om at få hjælp uanset om man selv er skyld i det eller ej. Nu hvor jeg får
skyld for hendes tidligere abort vil hun ikke have en nu - for nu vil hun
være lige så egoistisk som jeg har været...

Nu hvor jeg så har kigget lidt emnerne herinde kan jeg se der er nogle som
har 3 og 4 børn (og sikkert flere) kan I sagtens få tingene til at hænge
sammen? Min svigermor siger at man skal ikke tænke i økonomi når man skal
have børn - jeg deler nu ikke den påstand.

Jeg håber jeg har postet i den rigtige gruppe.

Jesper

---

"Jesper Nielsen" <ultra_dk@msn.com> skrev i en meddelelse
news:42e2e510$0$67262$157c6196@dreader2.cybercity.dk...
> Hej,
>
> Jeg står i den situation at vi skal have nummer 3 og jeg vil ikke. Jeg er
> klar over at jeg ikke har noget at sige og at jeg "bare" kunne havde
> beskyttet mig, men nu er skaden jo sket og en abort er helt ude af
> diskussion. Den meget korte version om hvorfor jeg ikke vil - det knaser
> lidt i forholdet (har gjort det længe) og det ser håbløst ud fra min side.
>
> Ganske kort om nogle af mine _mange_ tanker jeg har lige nu..
>
> Jeg tænker meget økonomi. Hvis der ikke er ret mange penge at rutte med
> bliver man jo tit uvenner og jeg er heller ikke meget for at komme i den
> situation at jeg ikke kan klare det økonomisk..
>
> Min psyke er helt hen i vejret fordi jeg nu bliver påtvunget et ansvar jeg
> ikke ønsker. Jeg fik også at vide jeg "bare" kunne lade være med at skrive
> under som far.
> Jeg har efterfølgende talt med en familierådgiver og jeg blev tilrådet at
> jeg skulle tænke på mig selv, hvis jeg ikke kunne "acceptere" det valg min
> kæreste tager.
>
> Vores 2 børn har lidt for meget af at vi ikke har kunne finde ud af det
> sammen (mor og far) i lang tid og jeg kan slet ikke forstå at et barn mere
> ville kunne ændre det! Min kæreste har fået en abort før og har ikke
> villet modtage hjælp efterfølgende da det blev svært for hende - iflg.
> hende, var hun jo selv skyld i aborten, hvortil jeg hele tiden har sagt at
> det handler om at få hjælp uanset om man selv er skyld i det eller ej. Nu
> hvor jeg får skyld for hendes tidligere abort vil hun ikke have en nu -
> for nu vil hun være lige så egoistisk som jeg har været...
>
> Nu hvor jeg så har kigget lidt emnerne herinde kan jeg se der er nogle som
> har 3 og 4 børn (og sikkert flere) kan I sagtens få tingene til at hænge
> sammen? Min svigermor siger at man skal ikke tænke i økonomi når man skal
> have børn - jeg deler nu ikke den påstand.

Jeg er enig med din svigermor - du skal tænke på det liv, du
(uforvarende) har skabt. Du har muligheden for at få et barn, som
vil være til megen glæde og fornøjelse for jer alle.
Det er og bliver din kone, som skal træffe den endelige beslutning,
og det har hun jo tilsyneladende allerede gjort - respektér den, du
kan på ingen måde tvinge hende til abort.

Et lille tip til jer som forældre: lær dog at blive så voksne, at
I tilsidesætter jeres egne egoistiske behov, og lær at tag hånd
om de børn, I har og får. Vær venlig og hjælpsom, tænk på
jeres familie, før I tænker på jer selv, så har I en chance for at
klare skærene sammen.
Og fremfor alt: lad ikke jeres umiddelbare surhed over det nye
barn gå ud over hverken de børn, I allerede har, og det nye barn,
når det bliver født - barnet har jo ikke bedt om at blive født, det har I!

Mvh.Bodil.

---

> Jeg er enig med din svigermor - du skal tænke på det liv, du
> (uforvarende) har skabt. Du har muligheden for at få et barn, som
> vil være til megen glæde og fornøjelse for jer alle.
> Det er og bliver din kone, som skal træffe den endelige beslutning,
> og det har hun jo tilsyneladende allerede gjort - respektér den, du
> kan på ingen måde tvinge hende til abort.
>
> Et lille tip til jer som forældre: lær dog at blive så voksne, at
> I tilsidesætter jeres egne egoistiske behov, og lær at tag hånd
> om de børn, I har og får. Vær venlig og hjælpsom, tænk på
> jeres familie, før I tænker på jer selv, så har I en chance for at
> klare skærene sammen.
> Og fremfor alt: lad ikke jeres umiddelbare surhed over det nye
> barn gå ud over hverken de børn, I allerede har, og det nye barn,
> når det bliver født - barnet har jo ikke bedt om at blive født, det har I!

Jeg forstår dine synspunkter, men er ikke enig - langtfra.

Jeg har selv 2 børn og ønsker ikke flere - dem der kender mig vil skrive
under på, at jeg elsker mine børn mere end mig selv om muligt og gav
bogstaveligt talt gerne mit liv til dem. (kliché i know, men ikke mindre
sandt af den grund).

Men... det sagt vil jeg osse tilføje følgende:

At bringe et 3. barn ind i et i forvejen vaklende forhold er ikke godt -
heller ikke for barnet.

Da vi havde en nyfødt og en dreng på 5 røg vores hus på tvangsauktion og i
kølvandet på det fik jeg mavesår og en masse foregik i vores liv, ting jeg
ikke vil kedejer med her, situationen var aldeles frygtelig og så blev
kæresten gravid - på det tidspunkt fik hun en abort.

Det er nu 10 år siden, vi bor nu et andet sted, jeg har fået nyt arbejde,
drengene er 5 og 11 og alt er så idyllisk som et alm. liv nu kan blive. Jeg
vil stadig ikke have børn, men min kæreste er begyndt at tænke i de baner.
Jeg siger stadig nej af forskellige årsager:

Vi er i 30'erne og drengene bliver ældre = vi kan få mere tid til os selv,
så hele vores unge liv ikke går op i bleskift og bræk - ja, det er firkantet
sagt, men jeg har så lidt lyst til flere babyer, at jeg kun kan se det
negative i det, så hvorfor tilføje mig selv besværet?

Alt er godt og jeg er en god far for mine drenge.

Min kæreste har fået 2 børn, så hun er i alle tilfælde ikke snydt - havde vi
ingen ville jeg bedre kunne forstå hendes ønske (ikke at jeg ikke gør).

Når jeg er 40 er drengene begge teenagere, med dertil hørende liv og vi kan
selv være "unge" igen uden hele tiden at tage hensyn til andre.

Jesper jeg forstår udmærket din indstilling og er helt enig.
At hun så er gravid er tåbeligt, men det var det sgu osse da vi lavede barn
midt i vores økonomiske elendighed. Vi andres meninger om jeres
uansvarlkighed er inderligt ligegyldig - det drejer sig om jeres liv - kan
barnet fjernes ville det være min beslutning - loven tillader det, så andres
meninger er i teorien ligegyldig. Jeg kan skrive under på at livet i
allerhøjeste grad kan blive MEGET bedre og uden at vide det er jeg ret
sikker på at en 3. unge i vores situation dengang havde endt med at vi gik
fra hinanden.

Jeg aner ikke om du kan bruge min mening til noget - og svigermødre er jeg
ligeglad med - det er jeres liv - I er nødt til at finde ud af noget sammen,
hvis I "bekriger" hinanden er det allerede dødsdømt at få endnu et barn, så
hellere blive glade og være bedre forældre til dem der nu er der... min den
yngste er 5 og stadig en baby i mine øjne.

Håber i finder ud af det - det du skriver minder mig lidt om mig selv for 10
år siden.... uanset hvad det ender med kræver det en vis grænse af enighed.
--
sniper_Nolight

www.sitecenter.dk/sniper_nolight

---

> Jeg forstår dine synspunkter, men er ikke enig - langtfra.
>
> Jeg har selv 2 børn og ønsker ikke flere - dem der kender mig vil skrive
> under på, at jeg elsker mine børn mere end mig selv om muligt og gav
> bogstaveligt talt gerne mit liv til dem. (kliché i know, men ikke mindre
> sandt af den grund).
>
> Men... det sagt vil jeg osse tilføje følgende:
>
> At bringe et 3. barn ind i et i forvejen vaklende forhold er ikke godt -
> heller ikke for barnet.
>
> Da vi havde en nyfødt og en dreng på 5 røg vores hus på tvangsauktion og i
> kølvandet på det fik jeg mavesår og en masse foregik i vores liv, ting jeg
> ikke vil kedejer med her, situationen var aldeles frygtelig og så blev
> kæresten gravid - på det tidspunkt fik hun en abort.
>
> Det er nu 10 år siden, vi bor nu et andet sted, jeg har fået nyt arbejde,
> drengene er 5 og 11 og alt er så idyllisk som et alm. liv nu kan blive.
> Jeg vil stadig ikke have børn, men min kæreste er begyndt at tænke i de
> baner. Jeg siger stadig nej af forskellige årsager:
>
> Vi er i 30'erne og drengene bliver ældre = vi kan få mere tid til os selv,
> så hele vores unge liv ikke går op i bleskift og bræk - ja, det er
> firkantet sagt, men jeg har så lidt lyst til flere babyer, at jeg kun kan
> se det negative i det, så hvorfor tilføje mig selv besværet?
>
> Alt er godt og jeg er en god far for mine drenge.
>
> Min kæreste har fået 2 børn, så hun er i alle tilfælde ikke snydt - havde
> vi ingen ville jeg bedre kunne forstå hendes ønske (ikke at jeg ikke gør).
>
> Når jeg er 40 er drengene begge teenagere, med dertil hørende liv og vi
> kan selv være "unge" igen uden hele tiden at tage hensyn til andre.
>
> Jesper jeg forstår udmærket din indstilling og er helt enig.
> At hun så er gravid er tåbeligt, men det var det sgu osse da vi lavede
> barn midt i vores økonomiske elendighed. Vi andres meninger om jeres
> uansvarlkighed er inderligt ligegyldig - det drejer sig om jeres liv - kan
> barnet fjernes ville det være min beslutning - loven tillader det, så
> andres meninger er i teorien ligegyldig. Jeg kan skrive under på at livet
> i allerhøjeste grad kan blive MEGET bedre og uden at vide det er jeg ret
> sikker på at en 3. unge i vores situation dengang havde endt med at vi gik
> fra hinanden.
>
> Jeg aner ikke om du kan bruge min mening til noget - og svigermødre er jeg
> ligeglad med - det er jeres liv - I er nødt til at finde ud af noget
> sammen, hvis I "bekriger" hinanden er det allerede dødsdømt at få endnu et
> barn, så hellere blive glade og være bedre forældre til dem der nu er
> der... min den yngste er 5 og stadig en baby i mine øjne.
>
> Håber i finder ud af det - det du skriver minder mig lidt om mig selv for
> 10 år siden.... uanset hvad det ender med kræver det en vis grænse af
> enighed.

Der kommer en løsning, det giver sig selv. Men det bliver sikkert ikke en
fælles løsning.

Det der er tragisk for mig er jo at alle som kender vores forhold ryster på
hovedet over det der sker..

Tak for din mening Sniper..

---

> Jeg er enig med din svigermor - du skal tænke på det liv, du
> (uforvarende) har skabt. Du har muligheden for at få et barn, som
> vil være til megen glæde og fornøjelse for jer alle.
> Det er og bliver din kone, som skal træffe den endelige beslutning,
> og det har hun jo tilsyneladende allerede gjort - respektér den, du
> kan på ingen måde tvinge hende til abort.
>
> Et lille tip til jer som forældre: lær dog at blive så voksne, at
> I tilsidesætter jeres egne egoistiske behov, og lær at tag hånd
> om de børn, I har og får. Vær venlig og hjælpsom, tænk på
> jeres familie, før I tænker på jer selv, så har I en chance for at
> klare skærene sammen.
> Og fremfor alt: lad ikke jeres umiddelbare surhed over det nye
> barn gå ud over hverken de børn, I allerede har, og det nye barn,
> når det bliver født - barnet har jo ikke bedt om at blive født, det har I!
>
> Mvh.Bodil.

Når et par bliver gravid (pigen) er man så ikke lykkelige?

Problemet er bare, jeg er ikke lykkelig - jeg er skrækslagen. Det hænger jo
også sammen med at jeg kender jo en del til forholdet og jeg skammer mig
over at jeg ikke har reageret noget før.. Det skulle aldrig havde været nået
så langt. Men jeg har jo bare været af den overbevisning om at jeg kunne få
tingene til at fungere. Jeg ville jo have vores forhold igennem
"familierådgivning" men det er jo ligesom lidt ligegyldigt nu.

Jeg tænker meget på mine børn og det er nok derfor det er bedst der kommer
en prop i den ene ende...

Jesper

---

"Jesper Nielsen" <ultra_dk@msn.com> wrote in
news:42e3afd0$0$67261$157c6196@dreader2.cybercity.dk:

>
> Når et par bliver gravid (pigen) er man så ikke lykkelige?

Ikke nødvendigvis. En ønsket graviditet kan da absolut gøre een glad,
men jeg kan godt forstå at du føler noget andet.

>
> Problemet er bare, jeg er ikke lykkelig - jeg er skrækslagen. Det
> hænger jo også sammen med at jeg kender jo en del til forholdet og jeg
> skammer mig over at jeg ikke har reageret noget før.. Det skulle
> aldrig havde været nået så langt. Men jeg har jo bare været af den
> overbevisning om at jeg kunne få tingene til at fungere. Jeg ville jo
> have vores forhold igennem "familierådgivning" men det er jo ligesom
> lidt ligegyldigt nu.

Overhovedet ikke. Med mindre du er fast besluttet for at gå fra hende,
naturligvis. Ellers lyder det som om I godt kunne bruge
familierådgivning eller parterapi.

Jeg forstår det sådan at din kone ikke har snydt dig med at påstå hun
tager p-piller eller anden prævension. Jeg kan ikke rigtig gennemskue om
din kone siger de ting hun gør fordi hun også føler sig presset og måske
er bange for at blive alene eller hvad ved jeg - eller hun gør det fordi
hun er ligeglad. Hendes motivation er vigtig i min mening.

Spørgsmålet er vel også om det "kun" er økonomien som gør dig bange
eller om det er fordi du ikke har lyst til en tredie graviditet- og
bleperiode med al det ekstra arbejde og mangel på søvn det indebærer.
Mht økonomien så få lagt et budget og er din kone eller du selv slemme
til overforbrug så få sat max beløb på hvad I må bruge på
børn/computerspil etc hver måned eller uge. Med en bankrådgivers hjælp
og lidt til på brugttingsmarkedet så går det nok alligevel - selvom det
nok ikke bliver let. Få din kone til at sige "ja" til de budgetter I
lægger.

Ellers sidder du jo nok i "klemmen" for du kan jo ikke gøre det gjorte
ugjort. Alt hvad du kan er at tage en beslutning om hvad du vil fremover
og så holde ved den og sørge for at det går så lidt ud over børnene som
mulig.

Hvis du ikke er gift (og det tror jeg ikke du er) så få fat i en advokat
og find ud af hvor du står rent juridisk i forhold til børnene.

Jeg selv er mor til to og gift med børnenes far.




--
Inger Marie Brunsgaard
Please remove "nospam_" from my email adress if you reply to my message

---

> Overhovedet ikke. Med mindre du er fast besluttet for at gå fra hende,
> naturligvis. Ellers lyder det som om I godt kunne bruge
> familierådgivning eller parterapi.
>
> Jeg forstår det sådan at din kone ikke har snydt dig med at påstå hun
> tager p-piller eller anden prævension. Jeg kan ikke rigtig gennemskue om
> din kone siger de ting hun gør fordi hun også føler sig presset og måske
> er bange for at blive alene eller hvad ved jeg - eller hun gør det fordi
> hun er ligeglad. Hendes motivation er vigtig i min mening.
>
> Spørgsmålet er vel også om det "kun" er økonomien som gør dig bange
> eller om det er fordi du ikke har lyst til en tredie graviditet- og
> bleperiode med al det ekstra arbejde og mangel på søvn det indebærer.
> Mht økonomien så få lagt et budget og er din kone eller du selv slemme
> til overforbrug så få sat max beløb på hvad I må bruge på
> børn/computerspil etc hver måned eller uge. Med en bankrådgivers hjælp
> og lidt til på brugttingsmarkedet så går det nok alligevel - selvom det
> nok ikke bliver let. Få din kone til at sige "ja" til de budgetter I
> lægger.
>
> Ellers sidder du jo nok i "klemmen" for du kan jo ikke gøre det gjorte
> ugjort. Alt hvad du kan er at tage en beslutning om hvad du vil fremover
> og så holde ved den og sørge for at det går så lidt ud over børnene som
> mulig.
>
> Hvis du ikke er gift (og det tror jeg ikke du er) så få fat i en advokat
> og find ud af hvor du står rent juridisk i forhold til børnene.
>
> Jeg selv er mor til to og gift med børnenes far.

Hej Inger,

Det med budgettet er jeg igang med nu, tak for det.

Jesper

---

"Jesper Nielsen" <ultra_dk@msn.com> skrev i en meddelelse
news:42e2e510$0$67262$157c6196@dreader2.cybercity.dk...
> Hej,
>
> Jeg står i den situation at vi skal have nummer 3 og jeg vil ikke. Jeg er
> klar over at jeg ikke har noget at sige og at jeg "bare" kunne havde
> beskyttet mig, men nu er skaden jo sket og en abort er helt ude af
> diskussion. Den meget korte version om hvorfor jeg ikke vil - det knaser
> lidt i forholdet (har gjort det længe) og det ser håbløst ud fra min side.
>
> Ganske kort om nogle af mine _mange_ tanker jeg har lige nu..
>
> Jeg tænker meget økonomi. Hvis der ikke er ret mange penge at rutte med
> bliver man jo tit uvenner og jeg er heller ikke meget for at komme i den
> situation at jeg ikke kan klare det økonomisk..
>
> Min psyke er helt hen i vejret fordi jeg nu bliver påtvunget et ansvar jeg
> ikke ønsker. Jeg fik også at vide jeg "bare" kunne lade være med at skrive
> under som far.
> Jeg har efterfølgende talt med en familierådgiver og jeg blev tilrådet at
> jeg skulle tænke på mig selv, hvis jeg ikke kunne "acceptere" det valg min
> kæreste tager.
>
> Vores 2 børn har lidt for meget af at vi ikke har kunne finde ud af det
> sammen (mor og far) i lang tid og jeg kan slet ikke forstå at et barn mere
> ville kunne ændre det! Min kæreste har fået en abort før og har ikke
> villet modtage hjælp efterfølgende da det blev svært for hende - iflg.
> hende, var hun jo selv skyld i aborten, hvortil jeg hele tiden har sagt at
> det handler om at få hjælp uanset om man selv er skyld i det eller ej. Nu
> hvor jeg får skyld for hendes tidligere abort vil hun ikke have en nu -
> for nu vil hun være lige så egoistisk som jeg har været...
>
> Nu hvor jeg så har kigget lidt emnerne herinde kan jeg se der er nogle som
> har 3 og 4 børn (og sikkert flere) kan I sagtens få tingene til at hænge
> sammen? Min svigermor siger at man skal ikke tænke i økonomi når man skal
> have børn - jeg deler nu ikke den påstand.
>
> Jeg håber jeg har postet i den rigtige gruppe.
>
> Jesper
>

Bortadoption er jo også en mulighed.
Er barnet uønsket og abort ikke en mulighed, så tænk over alle dem der
hellere end gerne vil adoptere dette lille menneske. Et hvert barn har krav
på at blive elsket.
Vi har tre børn og jeg ønsker mig da stadigvæk et, men kan desværre ikke
tåle at få flere, så skulle jeg nogenside have flere blev det ved adoption.
Kan godt forstå din kæreste ikke ønsker abort, hun har prøvet det, og ved
hvor hårdt det er psykisk.
Men det er jo heller ikke fedt at være enlig mor til tre, og det lyder som
om det er der i er på vej hen

MVH Pia

---

> Bortadoption er jo også en mulighed.
> Er barnet uønsket og abort ikke en mulighed, så tænk over alle dem der
> hellere end gerne vil adoptere dette lille menneske. Et hvert barn har
> krav på at blive elsket.
> Vi har tre børn og jeg ønsker mig da stadigvæk et, men kan desværre ikke
> tåle at få flere, så skulle jeg nogenside have flere blev det ved
> adoption.
> Kan godt forstå din kæreste ikke ønsker abort, hun har prøvet det, og ved
> hvor hårdt det er psykisk.
> Men det er jo heller ikke fedt at være enlig mor til tre, og det lyder som
> om det er der i er på vej hen

Pia,

Jeg er sådan indrettet - det jeg har værne om. Vil hun gennemføre graviditen
vil jeg selvfølgelig tage den ansvar der ligger i det. MEN jeg agter ikke at
bortadoptere, det gør hun med sikkerhed heller ikke.

Jeg kan bare ikke forstå hvis man har det skidt med en abort - hvorfor vil
man ikke søge hjælp? Det er jo ikke sundt at tænke på forfærdelige ting så
lang tid. Jeg tænker overhovedet ikke på arborten hun fik fortaget (jeg ved
det ikke er mig som har fået det fortaget), af den simpel grund at vi har 2
drenge som skal give det vi har.. Problemet er jo også at der er kommet "en
klage" fra børnehaven om at vores dreng sankker om vi skændtes derhjemme. Så
jeg mener klart at vi skal værne om dem vi har nu og kan vi ikke det (som
det ser ud til) hjælper nummer 3 jo heller ikke..

Jesper

---

Jesper Nielsen wrote:

> Jeg er sådan indrettet - det jeg har værne om. Vil hun gennemføre graviditen
> vil jeg selvfølgelig tage den ansvar der ligger i det. MEN jeg agter ikke at
> bortadoptere, det gør hun med sikkerhed heller ikke.
>
> Jeg kan bare ikke forstå hvis man har det skidt med en abort - hvorfor vil
> man ikke søge hjælp? Det er jo ikke sundt at tænke på forfærdelige ting så
> lang tid. Jeg tænker overhovedet ikke på arborten hun fik fortaget (jeg ved
> det ikke er mig som har fået det fortaget), af den simpel grund at vi har 2
> drenge som skal give det vi har.. Problemet er jo også at der er kommet "en
> klage" fra børnehaven om at vores dreng sankker om vi skændtes derhjemme. Så
> jeg mener klart at vi skal værne om dem vi har nu og kan vi ikke det (som
> det ser ud til) hjælper nummer 3 jo heller ikke..

Jesper, som du fremlægger sagen, så har du næppe meget at skulle have
sagt om, hvorvidt det barn skal fødes eller ej. Meget tyder på, at din
kæreste har bestemt sig for, at hun vil have det barn, og så kan du ikke
gøre så meget ved det

Så har du tre børn, og så må du glæde dig over dem alle tre. Det er jeg
såmænd også sikker på, at du nok skal gøre.

Hvad du må gøre op med dig selv er, hvad du ønsker fremtiden skal være
for jeres forhold. Du lyder jo allerede nu meget opgivende og lyder ikke
til at have de store forventinger om, at forholdet vil overleve. Jeg
læste engang, at det ikke er sjældent, at folk får et ekstra barn, når
forholdet begynder at skrante, i håb om, at dette barn kan redde
forholdet. Navnlig kvinder skulle vist tro, at et ekstra barn kan
hjælpe. Men som oftest gør det det bare værre.

Men det er jo i høj grad op til dig (og din kæreste), hvad der skal ske
med jeres forhold. Vil du bevare forholdet, så tror jeg, at det bedste,
du kan gøre, er, at du accepterer, at I altså skal have et tredje barn.
Når du har besluttet dig for, at I skal have barnet, så vil det også
være langt nemmere for dig at begynde at glæde dig over det kommende
barn, du vil kunne engagere dig i graviditeten osv. osv., ligesom du
gjorde i forbindelse med dine første to børn.

Du skal dog næppe regne med, at det er nok til at redde forholdet. Det
vil måske nok kunne give det lidt kunstigt åndedræt i et stykke tid, men
det er sikkert en stakket frist.

Derfor tror jeg, at det i høj grad også skal suppleres med noget
familieterapi, parterapi og hvad ved jeg. Har kæresten fortsat problemer
med den første abort, så få også sat en psykolog på hende, så hun kan få
de problemer bearbejdet. Men der skal sikkert arbejdes hårdt for det, og
I skal begge være villige til det. Gør den ene ikke sit "arbejde" for at
få pustet nyt liv i forholdet, så strander forsøget nok.

Så det korte af det lange er: læg utilfredsheden med det tredje barn
helt bag dig og accepter, at der altså er et tredje barn på vej, for det
har din kæreste besluttet. Og begynd så at glæde dig over en ny
lillebror eller lillesøster til dine andre to børn. Og ... sæt dig og få
nogle gode snakke med din kæreste om jeres forhold og dets fremtid.

---

> Så det korte af det lange er: læg utilfredsheden med det tredje barn helt
> bag dig og accepter, at der altså er et tredje barn på vej, for det har
> din kæreste besluttet. Og begynd så at glæde dig over en ny lillebror
> eller lillesøster til dine andre to børn. Og ... sæt dig og få nogle gode
> snakke med din kæreste om jeres forhold og dets fremtid.

Det er jo bare sindssygt svært... hvis forholdet i forvejen knirker, er det
da ikke nemt for Jesper bare at acceptere at kæresten ene og alene tager en
beslutning, der osse omfatter Jespers liv - jeg er til fulde klar over, at
der intet kan stilles op nu, hvis pigen ikke ønsker abort, men de er NØDT
til at få dette snakket igennem, så de inden barnet kommer har fundet fred
med evt. beslutning og ikke mindst med hinanden - Du, Jesper, kan ikke bare
acceptere en beslutning helt og holdent taget af din kæreste - hun kan da
ikke bare ignorere din mening 100% og samtidig tro, at så er alt godt - hun
må da have interesse i at du er glad - hvis du bare blive sat i køen som 4.
vigtigst så bliver du aldrig glad... jeg husker selv de samme tanker -
grundet omstændighederne for mit vedkommende gjorde udenomsproblemerne at vi
ikke var klar til barn nummer 3 - men det var hårde tider...
I er nødt til at være sammen hele vejen - beslutningen i sidste ende vil
selvfølgelig passe bedre for en af jer, men uaset hvem af jer, skal i stadig
kunne se den anden i øjnene... Så længe ungen ikke er født burde jeres
forhold og samliv være vigtigst.

Min kæreste fik aborten og har aldrig haft problemer af nogen art med det -
det skete meget tidligt i graviditeten og det var selvfølgelig lidt mystisk
i starten, men det er for længst glemt og har aldrig været et problem - ikke
alle reagerer ens på den slags, det er jeg klar over, men sket er sket og
sån er livet indimellem - forholdet mellem dig og din kæreste er i mine øjne
det "rigtige" problem her - hvis i stadig kan sige ja til at elske hinanden,
bør i kunne snakke og sammen finde en udgang på dette her - måske ikke en
løsning hvor begge er 100% tilfreds - det ville være umuligt, men I SKAL
kunne se hinanden i øjnene bagefter og det vil din kæreste ikke kunne hvis
hun i den grad tager sin egen beslutning - det er osse dit liv - barnet må
være mindre vigtigt end dig/jer pt.

Jeg prøver ikke at være kynisk - men det er jer der er tilstede og det er
jeres liv lige nu - og ikke mindst 2 andre børn der har fortjent en glad far
og mor der respekterer og elsker hinanden.... bare mit synspunkt her.... for
en gangs skyld taler jeg lidt af erfaring

igen, jeg håber inderligt det ender godt for jer.
--
sniper_Nolight

www.sitecenter.dk/sniper_nolight

---

sniper_Nolight wrote:

>>Så det korte af det lange er: læg utilfredsheden med det tredje barn helt
>>bag dig og accepter, at der altså er et tredje barn på vej, for det har
>>din kæreste besluttet. Og begynd så at glæde dig over en ny lillebror
>>eller lillesøster til dine andre to børn. Og ... sæt dig og få nogle gode
>>snakke med din kæreste om jeres forhold og dets fremtid.
>
> Det er jo bare sindssygt svært... hvis forholdet i forvejen knirker, er det
> da ikke nemt for Jesper bare at acceptere at kæresten ene og alene tager en
> beslutning, der osse omfatter Jespers liv - jeg er til fulde klar over, at
> der intet kan stilles op nu, hvis pigen ikke ønsker abort, men de er NØDT
> til at få dette snakket igennem, så de inden barnet kommer har fundet fred
> med evt. beslutning og ikke mindst med hinanden

Enig. Og ingen har sagt det er nemt.

Men hvis kæresten har truffet sin endelige beslutning, så er der ikke så
meget, Jesper kan gøre ved det. Lige nu er der vist en stor konflikt i
deres forhold på grund af denne graviditet, og denne konflikt har to
løsninger: 1) kæresten får en abort, eller 2) Jesper accepterer at
skulle have barnet.

Og det lyder jo til, at 1) er udelukket, og så er der kun 2) tilbage. Så
jo før Jesper vælger den løsning og få langt disse problemer bag sig,
desto før kan han komme videre i forholdet og få gjort noget ved de
andre knaster, der vist også er i forholdet.

Han kan selvfølgelig også blive ved med at være kontrær, men det
forsvinder barnet jo næppe af, og deres forhold bliver nok heller ikke
bedre af det.

Selvfølgelig er der ingent tvivl om, at det da er bunduretfærdigt, at
Jesper ikke har noget at skulle have sagt, men sådan er det nu engang,
når kæresten har truffet sin beslutning.

---

> Enig. Og ingen har sagt det er nemt.
>
> Men hvis kæresten har truffet sin endelige beslutning, så er der ikke så
> meget, Jesper kan gøre ved det. Lige nu er der vist en stor konflikt i
> deres forhold på grund af denne graviditet, og denne konflikt har to
> løsninger: 1) kæresten får en abort, eller 2) Jesper accepterer at skulle
> have barnet.
>
> Og det lyder jo til, at 1) er udelukket, og så er der kun 2) tilbage. Så
> jo før Jesper vælger den løsning og få langt disse problemer bag sig,
> desto før kan han komme videre i forholdet og få gjort noget ved de andre
> knaster, der vist også er i forholdet.
>
> Han kan selvfølgelig også blive ved med at være kontrær, men det
> forsvinder barnet jo næppe af, og deres forhold bliver nok heller ikke
> bedre af det.
>
> Selvfølgelig er der ingent tvivl om, at det da er bunduretfærdigt, at
> Jesper ikke har noget at skulle have sagt, men sådan er det nu engang, når
> kæresten har truffet sin beslutning.

Så sandt som det er sagt. I bund og grund tror jeg vi har samme mening

Men inden løsning 1 eller 2 bliver ført ud i verden, er der nogle ting der
skal gøres:

1. Kæresten skal, som jeg opfatter det, gøre mere ud af at gøre Jesper til
en del af sin beslutning og evt. forklare til hun segner, hvorfor dette barn
er så forbandet vigtigt, så Jesper ikke står tilbage med følelsen af at være
mindst vigtig - hun krænker lidt hans stolthed i mine øjne og det er ikke
godt.

2. Jesper skal gøre det samme og de skal lytte til hinanden.

3. Sammen skal de finde ud af, hvordan de i bund og grund har det med
hinanden - er forholdet slut når det kommer til stykket, barn eller ej, kan
hun gøre hvad hun vil - hvis IKKE, må de se på deres omgivelser og tænke
lidt frem - se på de andre børn osv. og afgøre om tiden er til et barn - det
er ikke sikkert det er (var det ikke i mit eget tilfælde) - så selvom hun
har besluttet sig og han bare kan makke ret, så er det ikke sikkert det er
den bedste beslutning... men jeg forstår hvad du skriver - Jesper kan ikke
gøre meget, men hun er NØDT til at respektere ham.

Måske er det bedre at vente - lade økonimien falde lidt til ro - koncentrere
sig om de andre børn og ikke mindst få lidt mere tid til hinanden og så
tænke på børn om et par år... mulighederne er der - livet er ikke slut i
næste uge jo... og til dem der tænker "jam de har lavet barnet, de er
uansvarlige bla bla bla" - det er ikke vores job at dømme - giv et godt råd
og slut - dansk lovgivning tillader abort, så skulle det være enden på det,
så er det ikke op til nogen at dømme dem i den beslutning... det er jo ikke
sådan at de bruger abort som en slags prævention - de har 2 børn og er med
den 3. graviditet havnet i en stor krise og det er det der skal løses... 3.
barn eller ej.
Somme tider må man tage en beslutning man ikke bryder sig om... eller Jesper
må være lydhør overfor hende... bottomline - de skal kunne være i stue
sammen bagefter - uanset resultat.
--
sniper_Nolight

www.sitecenter.dk/sniper_nolight

---

> Måske er det bedre at vente - lade økonimien falde lidt til ro -
> koncentrere sig om de andre børn og ikke mindst få lidt mere tid til
> hinanden og så tænke på børn om et par år... mulighederne er der - livet
> er ikke slut i næste uge jo... og til dem der tænker "jam de har lavet
> barnet, de er uansvarlige bla bla bla" - det er ikke vores job at dømme -
> giv et godt råd og slut - dansk lovgivning tillader abort, så skulle det
> være enden på det, så er det ikke op til nogen at dømme dem i den
> beslutning... det er jo ikke sådan at de bruger abort som en slags
> prævention - de har 2 børn og er med den 3. graviditet havnet i en stor
> krise og det er det der skal løses... 3. barn eller ej.
> Somme tider må man tage en beslutning man ikke bryder sig om... eller
> Jesper må være lydhør overfor hende... bottomline - de skal kunne være i
> stue sammen bagefter - uanset resultat.

Det er lige nøjagtig det jeg prøver at fortælle hende. Vi skal vente. Kan
vores forhold fungere (derfor familiterapi) kan hun blive færdig med sin
uddanelse?

Jeg lytter meget til hende når hun siger noget.. Det er bare sjældent. Hvis
jeg spørger efter et argument for at vi skal have det trejde barn.. Er hun
tavs i meget lang tid, jeg spørger jo flere gange da det tager lang tid, 15
minutter måske.. så bliver hun ked af det og jeg er et røvhul. Så siger hun
noget helt andet.. og jeg har ikke noget svar. Sådan er det altid.

Hun har dog sagt at det er aborten hun er bange for. Hun har også sagt at
hun har lovet vores dreng på 5 at vi skulle have en lille. Hun vil også have
det fordi at den ældste skulle kunne få noget ud af det barn... Det jeg bare
mangler er et voksent svar når det hele ser håbløs ud!

Jesper

---

> Det er lige nøjagtig det jeg prøver at fortælle hende. Vi skal vente. Kan
> vores forhold fungere (derfor familiterapi) kan hun blive færdig med sin
> uddanelse?
>
> Jeg lytter meget til hende når hun siger noget.. Det er bare sjældent.
> Hvis jeg spørger efter et argument for at vi skal have det trejde barn..
> Er hun tavs i meget lang tid, jeg spørger jo flere gange da det tager lang
> tid, 15 minutter måske.. så bliver hun ked af det og jeg er et røvhul. Så
> siger hun noget helt andet.. og jeg har ikke noget svar. Sådan er det
> altid.
>
> Hun har dog sagt at det er aborten hun er bange for. Hun har også sagt at
> hun har lovet vores dreng på 5 at vi skulle have en lille. Hun vil også
> have det fordi at den ældste skulle kunne få noget ud af det barn... Det
> jeg bare mangler er et voksent svar når det hele ser håbløs ud!

din situation og din kærestes reaktion minder så meget om den tid vi selv
havde, at det næsten giver mig kuldegysninger... men det viser nok bare, at
det er en meget almindelig situation.
som sagt, pga. omstændighederne valgte min kæreste dengang abort - vores 2
drenge, hende selv og jeg var det det drejede sig om - udfra dine indlæg vil
jeg derfor stå ved alt hvad jeg har skrevet.
et råd kan jeg ikke give, kun min mening, men hvad der virkede for os,
behøver ikke nødvendigvis virke for jer.
En løsning finder du ikke her i gruppen.

Held og lykke - barn eller ej.
--
sniper_Nolight

www.sitecenter.dk/sniper_nolight

---

"Holst" <newsjul05@shelter.dk> skrev i en meddelelse
news:42e3f347$0$20219$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> sniper_Nolight wrote:
>
>>>Så det korte af det lange er: læg utilfredsheden med det tredje barn helt
>>>bag dig og accepter, at der altså er et tredje barn på vej, for det har
>>>din kæreste besluttet. Og begynd så at glæde dig over en ny lillebror
>>>eller lillesøster til dine andre to børn. Og ... sæt dig og få nogle gode
>>>snakke med din kæreste om jeres forhold og dets fremtid.
>>
>> Det er jo bare sindssygt svært... hvis forholdet i forvejen knirker, er
>> det da ikke nemt for Jesper bare at acceptere at kæresten ene og alene
>> tager en beslutning, der osse omfatter Jespers liv - jeg er til fulde
>> klar over, at der intet kan stilles op nu, hvis pigen ikke ønsker abort,
>> men de er NØDT til at få dette snakket igennem, så de inden barnet kommer
>> har fundet fred med evt. beslutning og ikke mindst med hinanden
>
> Enig. Og ingen har sagt det er nemt.
>
> Men hvis kæresten har truffet sin endelige beslutning, så er der ikke så
> meget, Jesper kan gøre ved det. Lige nu er der vist en stor konflikt i
> deres forhold på grund af denne graviditet, og denne konflikt har to
> løsninger: 1) kæresten får en abort, eller 2) Jesper accepterer at skulle
> have barnet.
>
> Og det lyder jo til, at 1) er udelukket, og så er der kun 2) tilbage. Så
> jo før Jesper vælger den løsning og få langt disse problemer bag sig,
> desto før kan han komme videre i forholdet og få gjort noget ved de andre
> knaster, der vist også er i forholdet.
>
> Han kan selvfølgelig også blive ved med at være kontrær, men det
> forsvinder barnet jo næppe af, og deres forhold bliver nok heller ikke
> bedre af det.
>
> Selvfølgelig er der ingent tvivl om, at det da er bunduretfærdigt, at
> Jesper ikke har noget at skulle have sagt, men sådan er det nu engang, når
> kæresten har truffet sin beslutning.

En af grundene til at jeg er meget panisk er at hun ikke er klar over de
ting der er ved at blive sat igang og hvilke konsekvenser det får.

Selom hun siger at en abort er udelukket snakker jeg stadig om det med hende
da jeg også har lidt at skulle have sagt. Jeg vil heller ikke tvinge hende
til en abort, men som sagt hun ikke er klar over hvad der sker er jeg
skrækslagen og vil derfor gøre hvad jeg kan for at hun skal forstå hvad der
sker med os alle..

Jesper

---

> Jesper, som du fremlægger sagen, så har du næppe meget at skulle have
> sagt om, hvorvidt det barn skal fødes eller ej. Meget tyder på, at din
> kæreste har bestemt sig for, at hun vil have det barn, og så kan du ikke
> gøre så meget ved det

Hun vil jo have barnet fordi hun er bange for aborten.

> Så har du tre børn, og så må du glæde dig over dem alle tre. Det er jeg
> såmænd også sikker på, at du nok skal gøre.

> Hvad du må gøre op med dig selv er, hvad du ønsker fremtiden skal være for
> jeres forhold. Du lyder jo allerede nu meget opgivende og lyder ikke til
> at have de store forventinger om, at forholdet vil overleve. Jeg læste
> engang, at det ikke er sjældent, at folk får et ekstra barn, når forholdet
> begynder at skrante, i håb om, at dette barn kan redde forholdet. Navnlig
> kvinder skulle vist tro, at et ekstra barn kan hjælpe. Men som oftest gør
> det det bare værre.

Jeg er ikke i tvivl om at jeg vil gøre hvad jeg kan for at børnene skal have
det godt, men at det bliver som ene far var jo ikke det jeg havde håbet
på.Jeg siger jo også til hende at et barn nummer 3 hjælper ikke på vores
forhold og slet ikke på at vores overskud til de 2 ikke er så godt (tænker
på at børnehaven har jo rettet kontakt til kommune om at vi skændtes
derhjemme)

> Men det er jo i høj grad op til dig (og din kæreste), hvad der skal ske
> med jeres forhold. Vil du bevare forholdet, så tror jeg, at det bedste, du
> kan gøre, er, at du accepterer, at I altså skal have et tredje barn. Når
> du har besluttet dig for, at I skal have barnet, så vil det også være
> langt nemmere for dig at begynde at glæde dig over det kommende barn, du
> vil kunne engagere dig i graviditeten osv. osv., ligesom du gjorde i
> forbindelse med dine første to børn.
>
> Du skal dog næppe regne med, at det er nok til at redde forholdet. Det vil
> måske nok kunne give det lidt kunstigt åndedræt i et stykke tid, men det
> er sikkert en stakket frist.
>
> Derfor tror jeg, at det i høj grad også skal suppleres med noget
> familieterapi, parterapi og hvad ved jeg. Har kæresten fortsat problemer
> med den første abort, så få også sat en psykolog på hende, så hun kan få
> de problemer bearbejdet. Men der skal sikkert arbejdes hårdt for det, og I
> skal begge være villige til det. Gør den ene ikke sit "arbejde" for at få
> pustet nyt liv i forholdet, så strander forsøget nok.
>
> Så det korte af det lange er: læg utilfredsheden med det tredje barn helt
> bag dig og accepter, at der altså er et tredje barn på vej, for det har
> din kæreste besluttet. Og begynd så at glæde dig over en ny lillebror
> eller lillesøster til dine andre to børn. Og ... sæt dig og få nogle gode
> snakke med din kæreste om jeres forhold og dets fremtid.

Den eneste grund til forholdet har varet så længe er min skyld! Nu vil jeg
ikke svine min kæreste til, men da familie rådgiveren var her første gang
sagde hun at det var helt utrolig at jeg havde det overskud for det var godt
nok noget som tager hårdt. Et eksempel. Hvis vi kommer op og diskutere over
en bagatel, så kan diskussionen tager 2 timer! Simpelhen fordi jeg skal
bruge en masse tid på at holde min kæreste fokusseret på det vi snakker om.
Hun kan snakke om alt muligt andet og bare begynde at gå mit i det hele...
(beklager hvis dette var offtopic)

Hun ville ikke have pskylog/hjælp til aborten da hun selv var "skyld" i
den.....

Jesper

---

Jesper Nielsen wrote:
> Jeg er sådan indrettet - det jeg har værne om. Vil hun gennemføre
> graviditen vil jeg selvfølgelig tage den ansvar der ligger i det. MEN
> jeg agter ikke at bortadoptere, det gør hun med sikkerhed heller ikke.

sådan som jeg hører om jeres situation tror jeg bestemt heller ikke
bortadoption er en mulighed der kunne tilgodese begge....

> Jeg kan bare ikke forstå hvis man har det skidt med en abort -
> hvorfor vil man ikke søge hjælp? Det er jo ikke sundt at tænke på
> forfærdelige ting så lang tid.

nogle har behov for at bearbejde en ting i mange år.... andre kan skubbe det
væk 10 minutter efter det er sket.... sådan er vi så forskellige, og i
stedet for at klandre hende jeres forskellighed bør du acceptere den og gøre
dit bedste for at tilgodese den....
jo, det logiske ville da være at få hjælp, men har du nogensinde spurgt
hende hvorfor hun ikke vil have hjælp?
kunne det tænkes at hun i sit stille sind går og tænker på "barnet hun
aldrig fik"? på "barnet hun dræbte"? at hun føler sig enorm skyldig og
egoistisk over dengang at have fået en abort?
kan det tænkes at hun føler at en proffesionel IKKE vil kunne fjerne det
savn hun føler? at hun føler at KUN et nyt barn vil kunne gøre det gjorte
ugjort?

> Jeg tænker overhovedet ikke på
> arborten hun fik fortaget (jeg ved det ikke er mig som har fået det
> fortaget), af den simpel grund at vi har 2 drenge som skal give det
> vi har..

sådan er DU indrettet.... prøv at tage mine tanker ovenfor til hjertet og
overvej om det kunne være sådan din kone føler det....

> Problemet er jo også at der er kommet "en klage" fra
> børnehaven om at vores dreng sankker om vi skændtes derhjemme.

det kan du jo selv gøre noget ved.... stop med skænderierne.... det er DIT
valg, og dit valg alene.... jeg ved det lyder nemt, men man opnår bestemt
ikke ro i hjemmet ved ikke at tage en bevidst beslutning om at gøre noget
selv.....

> Så jeg
> mener klart at vi skal værne om dem vi har nu og kan vi ikke det (som
> det ser ud til) hjælper nummer 3 jo heller ikke..

det er da klart når du tænker sådan..... vil du virkelig gerne have at folk
omkring jer tænker "stakkels unger... og så en mere på vej... tsk tsk"....
prøv at overveje det.....
og vælg så hvad du vil.....

hvis du ønsker at skabe et liv med din kone, og de børn i nu engang har/får,
så gør det.... hvis ikke så få gjort en ende på det, og gør alt i din magt
for at gøre det på en ordentlig måde, og VÆR der, selvom du ikke ønsker det
nye barn......

--
Knus, Sabina
Se vores sunde, smukke og charmerende persere på
http://www.dkshadowfax.dk

---

> Jeg kan bare ikke forstå hvis man har det skidt med en abort - hvorfor vil
> man ikke søge hjælp? Det er jo ikke sundt at tænke på forfærdelige ting så
> lang tid. Jeg tænker overhovedet ikke på arborten hun fik fortaget (jeg
> ved det ikke er mig som har fået det fortaget), af den simpel grund at vi
> har 2 drenge som skal give det vi har.. Problemet er jo også at der er
> kommet "en klage" fra børnehaven om at vores dreng sankker om vi skændtes
> derhjemme. Så jeg mener klart at vi skal værne om dem vi har nu og kan vi
> ikke det (som det ser ud til) hjælper nummer 3 jo heller ikke..
>
> Jesper

Jeg kan sagtens godt forstå, at du ikke har det godt med, at du ikke har
noget valg, men skulle du ikke ha tænkt på det noget før, da hun ikke er
blevet gravid alene ?!?

du skriver ikke noget om, at hun har "snydt" dig, og har man sex uden
beskyttelse, ja, så er det, i mine øjne, at sige ja, til et barn, fordi det
er hvad der sker, når man ikke passer på....

/Anne Mette

---

Hej,
har kigget lidt emnerne herinde kan jeg se der er nogle som
> har 3 og 4 børn (og sihvor jeg så kkert flere) kan I sagtens få tingene
> til at hænge sammen? Min svigermor siger at man skal ikke tænke i
økonomi
> når man skal have børn - jeg deler nu ikke den påstand.
>
> Jeg håber jeg har postet i den rigtige gruppe.
>
> Jesper
>
>
selvfølge skal du tænke økonomim,
det bliver nu 25 % dyrere når i vil rejse, i bio, i bonbonland, i byen og
spise o.s.v.
men.......disse ting kan undværes.

det har vi gjort i årevis, vi fik nr. 3 ved ikke at passe på, jeg
fik aldrig menstruation efter nr. to og gik rundt med en halv
influenza -troede jeg.
min mand var klart for abort, men jeg kunne ikke.
havde i tiden fået en provokeret og tre spontane.
følte vi selv havde bedt om det, havde heller aldrig gået med tanken om at
to børn var nok.
nr 3 er nu 5 1/2 dejlige år.

kun når hverdagen brænder på, tænker vi, hvad laver vi med alle de børn,
men
det går over igen.
vi lever kun (næsten)for børnene nu, skændes stort set ikke, når vi er
uenige sker det når børnene er lagt i seng.
tilbage til økonomien, så lover jeg dig, et 3´je barn koster ikke meget
mere
i hverdagen.
vi var heldige med 3 x samme køn, hvilket giver arvemulighed mht. tøj og
legetøj.

synes i skal indføre et lommepengesystem, hvis nuværende penge er små.
selvom beløbet er lille, så giver det dig en lille frihed til at købe
eller
forbruge uden at stå til regnskab.
så er der det mindre at skændes om.

tæl til tre hver gang skænderierne trækker op og tag dine store børn i
hånden, børn er altid klar til en gåtur.
så er din kæreste nok gået lidt af kog inden i vender tilbage.
det giver ro til kæresten og point til dig fordi børnene får mulighed for
at
hyggesnakke med dig alene.

held og lykke.
husk det er børnene der betaler, hver gang vi voksne er for dumme.


--
Jeg beskyttes af den gratis SPAMfighter til privatbrugere.
Den har indtil videre sparet mig for at få 6188 spam-mails.
Betalende brugere får ikke denne besked i deres e-mails.
Hent gratis SPAMfighter her: www.spamfighter.dk

---

Hej Jesper

Jeg er nok lidt af en systematiker, og derfor har jeg det med at dele ting
ind op kasser.
Som jeg ser det, skal dine problemer i tre forskellige kasser:
1: En ikke alt for god økonomi
2: Knas i parforholdet
3: Et barn I ikke er enige om, om I skal have eller ej.

Ok, vi starter med 1:
Stil jer selv det spørgsmål, hvorfor økonomien er dårlig. -Har I for mange
faste udgifter? -Bruger I for meget på "pjat" og impulskøb? Kunne I
formindske jeres udgifter til husholdningen ved fx at lave en madplan? Osv.
Hvis konklusionen er, at I har for mange faste udgifter må I se på, hvad I
kan spare væk, fx. bil eller mængden af benzin, abbonnementer på fx blade /
magasiner osv.
Bor I i hus, hvor det kan betale sig for jer, at lægge lånet om, eller få et
rente / afdragsfrit lån et par år, til I er kommet på fode?
Har I forsikringer, I kan få billigere / ikke har brug for?
Gå I banken og tal med jeres rådgiver, de har tit ideer om, hvordan man kan
få et lidt større rådighedsbeløb.

Overvej også: Du taler om, at gå fra din kæreste. Men bliver din økonomi
bedre af det? Børnepenge x3, er vist lidt af en udskrivning!

2:
Hvorfor er der knas i parforholdet?
Hvad skændes I om? Er det den andens person, I ikke kan med, eller er det
ydre omstændigheder I diskutere, som fx økonomi, opdragelse osv.?
Man må dele sine problemer lidt op: Dem man forholdsvis let kan gøre noget
ved, og dem, der er sværere at gøre noget ved.
Er det økonomien, opdragelsen, farven på tapetet i stuen I skændes om, ja,
så er det områder hvor man kan arbejde sig ind på hinanden, og komme til en
enighed ved at tale om tingene. Synes du kæresten bruger for mange penge
eller opdrager forkert, så bliver problemet ofte kilde til irritation, hvis
man ikken taler om det, men hvis man får det snakket igennem, finder man som
oftes en løsning.
Er det mere fundamentale problemer, som fx mangel på respekt for den anden,
eller mangel på kærlighed, ja, så kræver det en større indsats, men hvis man
virkelig vil, det skal lykkedes, fordi man ønsker at være sammen, så må man
arbejde på, at bryde den onde cirkel, hvor skænderier er blevet en naturlig
del af dagligdagen.

3:
Som det er skrevet før, så må I tale med hinanden om, hvorfor I vil / ikke
vil have barnet.
Nu er jeg godt klar over, at aborten skal foretages rimelig hurtigt, så
derfor har I tiden imod jer, men ellers havde det været en god idé, at
arbejde sig gennem punkt 1 og 2, da det sikkert ville kaste mere lys over
løsningen af punkt 3.
Når din kæreste så ikke vil have en abort, er der ikke anden løsning, end at
få det.
For at jeres parforhold skal overleve, må I så gennemgå punkt 1 og 2, for at
finde ud af, om den dårlige økonomi kan bedres, og parforholdet kan reddes
med den rette indsats.
Det er vigtigt, at I arbejder sammen om det. -Det kan ikke nytte noget, at
den ene prøver at rette op på en skræntende økonomi, mens den anden bruger
løs.
Gør det til et projekt og en livsstil at spare penge. Det er surt i starten
når man føler, man skal undvære en masse, men når man efterhånden ser,
tallene på bundlinien ændre sig fra - til + er det skønt!

Jeg tror, at jeres problemer i bund og grund stammer fra jeres økonomi, og
at det er her, I skal gribe fat.

Lidt om mig selv:
Min kæreste og jeg fik vores første barn, da jeg var 18 og han 19, og vores
2 da jag var 20. Han var på Su, og jeg havde barsel / forældreorlov det
meste af tiden, til 60% af dagpengesatsen. Når de faste udgifter var betalt
(vi havde ikke mange dengang), og der var lagt 500 kr. fra om ugen til mad,
havde vi 1700 kr. tilbage om måneden til sjov, bleer, medicin osv.
Jeg husker adskillige ture til føtex, hvor jeg stod kikkede på et stykke
børnetøj, der ville være yndigt til en af mine små piger, men som jeg altid
måtte hænge tilbage igen, fordi der ikke var råd.
Mit motto blev: "Er det nødvendigt - Kan jeg leve uden dette", og svaret var
som oftest, at jeg sagtens kunne leve uden den pågældende ting.

Da vi fik vores første barn, flyttede vi direkte fra vores forældre til en
lejlighed. Nogen måneder før vi fik nummer to, flyttede vi til et lidt
større rækkehus.
Da min mand blev færdig med studierne, og jeg med orloven købte vi en bil.
I 2000 fandt vi i et hus, som vi havde råd til (kostede 535000, men det var
et fund til de penge), men da jeg begyndte at studere samme år, var
økonomien alligevel stram!
I 2003 fik vi, efter de samme overvejelser som du også gør dig (vores børn
er så store, nu kan vi snart få et "liv" selv igen. De flytter om ikke så
mange år, og så skal vi have vores 2. ungdom), fik vi så barn nummer tre.
Grunden til vi valgte at få en mere, var dels en trang fra min side til at
få en mere, men også det, at vores børn reelt kunne være flyttet hjemmefra
inden vi blev 40, og så er der faktisk mange år at "nyde sin anden ungdom
i"; og måske for mange... Selvom vi fik et barn mere, skulle vi nok nå det!
Så igen: da vores økonomi pga. lønforhøjelser og betalt gæld blev bedre, fik
vi barn nummer tre. Den skønneste dreng!
For at det så ikke skal være løgn, fandt vi så drømmehuset sidste sommer,
som vi så købte.
-Så på trods af de ekstra børnepenge, er økonomien igen stram. Og ja, det er
surt! Men ikke så surt, at jeg ville gøre noget om!
Vi har 3 skønne unger, to biler og et hus på 300 kvardratmeter, der er pænt
og velholt både ude og inde (der skal selvfølgelig laves oget, men det er
ikke et "håndværker tilbud"), og vi er rige på oplevelser og glæde over /
med vores børn, men ikke på luksus.
Vi (voksne) går ikke til sport eller lign. der koster noget, det er altid
os, der får de tiltrængte sko osv. til sidst, og jeg har ikke været hos en
rigtig frisør i 4 år, men i bund og grund er det jo heller ikke det, der gør
lykkelig!

Så: Find ud af, om viljen til bedre økomomi og parforholdet er; hvor der er
vilje, er der vej!

Mvh
Eva

"Jesper Nielsen" <ultra_dk@msn.com> wrote in message
news:42e2e510$0$67262$157c6196@dreader2.cybercity.dk...
> Hej,
>
> Jeg står i den situation at vi skal have nummer 3 og jeg vil ikke. Jeg er
> klar over at jeg ikke har noget at sige og at jeg "bare" kunne havde
> beskyttet mig, men nu er skaden jo sket og en abort er helt ude af
> diskussion. Den meget korte version om hvorfor jeg ikke vil - det knaser
> lidt i forholdet (har gjort det længe) og det ser håbløst ud fra min side.
>
> Ganske kort om nogle af mine _mange_ tanker jeg har lige nu..
>
> Jeg tænker meget økonomi. Hvis der ikke er ret mange penge at rutte med
> bliver man jo tit uvenner og jeg er heller ikke meget for at komme i den
> situation at jeg ikke kan klare det økonomisk..
>
> Min psyke er helt hen i vejret fordi jeg nu bliver påtvunget et ansvar jeg
> ikke ønsker. Jeg fik også at vide jeg "bare" kunne lade være med at skrive
> under som far.
> Jeg har efterfølgende talt med en familierådgiver og jeg blev tilrådet at
> jeg skulle tænke på mig selv, hvis jeg ikke kunne "acceptere" det valg min
> kæreste tager.
>
> Vores 2 børn har lidt for meget af at vi ikke har kunne finde ud af det
> sammen (mor og far) i lang tid og jeg kan slet ikke forstå at et barn mere
> ville kunne ændre det! Min kæreste har fået en abort før og har ikke
villet
> modtage hjælp efterfølgende da det blev svært for hende - iflg. hende, var
> hun jo selv skyld i aborten, hvortil jeg hele tiden har sagt at det
handler
> om at få hjælp uanset om man selv er skyld i det eller ej. Nu hvor jeg får
> skyld for hendes tidligere abort vil hun ikke have en nu - for nu vil hun
> være lige så egoistisk som jeg har været...
>
> Nu hvor jeg så har kigget lidt emnerne herinde kan jeg se der er nogle som
> har 3 og 4 børn (og sikkert flere) kan I sagtens få tingene til at hænge
> sammen? Min svigermor siger at man skal ikke tænke i økonomi når man skal
> have børn - jeg deler nu ikke den påstand.
>
> Jeg håber jeg har postet i den rigtige gruppe.
>
> Jesper
>
>
>