I dagens Berlingske Tidende bringes på:
http://www.berlingske.dk/grid/kronikker:aid=594140
en kronik af SFs tidligere næstformand Christine Antorini, som jeg tror
vil interessere i denne gruppe, og som lyder:
Vi har brug for ambitiøse børn
Af Christine Antorini
Vi skal have lige præcis så mange test, karakterer og prøver, at det gør
hvert enkelt barn så stolt, dygtig og ambitiøs som muligt. Faglige
udfordringer lærer børnene at gøre sig umage. De oplever modstand. De
møder deres grænse - også de dygtige. De presses til at gøre deres
bedste. Derfor skal de også kende udbyttet af deresanstrengelser gennem
en systematisk evaluering, som test, karakterer og prøver bør være
udtryk for.
Hvorfor skal vi overhovedet spilde så meget tid i skolen på karakterer,
prøver og eksamener? Det var et spørgsmål, som ofte blev stillet i
1980ernes uddannelsesdebat ikke mindst i de røde uddannelsesmiljøer,
hvor jeg selv færdedes. Der var nogle meget rationelle argumenter. Hvis
man fjernede eksamener og prøver fra folkeskolen, så ville det frigøre
tid til ca. to måneders yderligere undervisning. Der var også andre
argumenter: karakterer, prøver og eksamener var tilfældige, stemplede de
svage elever, var subjektive, skabte karakterræs, vurderede ikke
kompetencer som evne til samarbejde, kreativitet mv. Eller sagt med
andre ord: Karakterer, eksamen og prøver var lig med »den sorte skole«.
Ergo skulle de bare afskaffes.
De forskellige prøveformer blev ikke afskaffet, men om vi er blevet mere
afklaret om formålet med de forskellige prøveformer, er stadig et godt
spørgsmål. Og det er stadig et faktum, at prøver og eksamener tager en
del tid fra folkeskolens øvrige undervisning.
Måske skulle vi tage debatten på en lidt anderledes måde: Vi skal have
lige præcis så mange test, karakterer og prøver, at det gør hvert enkelt
barn så stolt, dygtig og ambitiøs som muligt.
Danske børn er dygtige til at samarbejde i folkeskolen, og de er rigtig
glade for at gå i skole, viser de internationale undersøgelser. Det er
nogle vigtige kompetencer, som er forudsætningen for hurtig omstilling
og livslang læring i den globale vidensøkonomi. Men de har lige som alle
andre børn også brug for at få faglige udfordringer for at blive endnu
bedre. Og her kan skolen gøre det bedre.
Efter min bedste overbevisning er det voldsomt motiverende at blive
udfordret fagligt på den gode måde. Det har de svage børn brug for. Og
det har de stærke børn brug for - ud fra hvert deres ståsted. Hvorfor?
Fordi faglige udfordringer betyder, at børnene lærer at gøre sig umage.
De oplever modstand. De møder deres grænse - også de dygtige. De presses
til at gøre deres bedste. Det er alt sammen erfaringer, som lærer dem at
tage sig selv alvorligt. Og som gør dem både personligt og fagligt
stærke som voksne i samfundet og i arbejdslivet.
Derfor skal de også kende udbyttet af deres anstrengelser gennem en
systematisk evaluering, som test, karakterer og prøver bør være udtryk
for. Og - hvad der er allervigtigst - de skal fejres, når det svære
lykkes for dem. Jeg er sikker på, at alle kan huske det fra sig selv -
og oplevet det igen via sine egne børn: den fantastiske oplevelse, når
det lykkedes at stige fra 7 til 9 i tysk, fordi man bare har knoklet med
den lede grammatik.
Det er i dette lys at prøver, eksamen og karakterer skal vurderes. Det
er redskaber, som - når de er udviklet på baggrund af de mest moderne
metoder og nyeste viden - for det første giver lærerne et godt billede
af elevens svagheder og styrker, så de kan målrette deres undervisning.
For det andet giver det eleven et godt billede af selvsamme svagheder og
styrker, så eleven kan forbedre sin egen læringsproces målrettet. For
det tredje giver det en fælles referenceramme til den meget vigtige
samtale mellem forældrene og lærerne om skole-hjem samarbejdet. Hvor kan
forældrene hjælpe deres børn på vej - og hvis forældrene ikke kan,
hvordan kan skolen så hjælpe ekstra?
Vi ved, at eleverne tager de karaktergivende fag og prøvefag mere
alvorligt end de øvrige fag. Det kan man beklage, men mange års
menneskelig erfaring viser bare, at sådan er det. Hvorfor så ikke gøre
alle fag i folkeskolen til prøvefag? Det vil være synd og skam, hvis
konsekvensen var, at hele 9. klasse gik med snæver eksamensforberedelse
i alle fag. Men det problem har man allerede løst i gymnasiet, hvor der
er lodtrækning om, hvilke af fagene, man kommer op i ud over et par få,
obligatoriske kernefag. Det samme kunne man gøre i folkeskolen.
Og videre: Hvorfor skal man ikke evalueres i håndværks- og idrætsfagene
i folkeskolen? Hvorfor måtte Peter, der var dygtig til sløjd i min
folkeskole ikke få sit 10-tal og opleve glæden ved at være superdygtig
til faget?
En samlet drøftelse af formålet med forskellige prøve- og
evalueringsformer ville også kunne afhjælpe nogle af de hovsa-prægede
løsninger, der har været alt for mange af, når det drejer sig om
folkeskolen. Lad mig bare nævne en af de seneste, hvor vi politikere er
nødt til at gribe i egen barm: den nye fælles mundtlige
geografi/fysik/kemi/biologi-eksamen, som eleverne skal udsættes for fra
næste år. Denne eksamen er ikke blevet besluttet på baggrund af en
faglig evaluering, der anbefalede en blandingseksamen. Den skyldes
»Nakskov«-testen.
For et år siden bragte dagbladet Politiken en selvbestaltet geografitest
af gymnasieelever, hvor resultaterne mildt sagt ikke var imponerende.
F.eks. vidste næsten halvdelen af eleverne ikke, om Nakskov lå i den
nordlige eller sydlige del af Jylland, Fyn, Sjælland, Bornholm eller
Lolland-Falster. Politikerne blev enige om, at det var for galt, og
elevernes niveau i geografi skulle løftes allerede i folkeskolen.
Geografi blev gjort til eksamensfag. Men eksamen måtte ikke koste nogen
penge. Derfor valgte daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs at slå
geografi, biologi og fysik/kemi sammen til ét eksamensfag, som eleverne
skal til eksamen i fra næste år. Det er fag, der mildest talt ikke har
meget med hinanden at gøre. Det er fag, hvor der er stor mangel på
linjefagslærere, hvorfor mange elever ikke er blevet undervist af nogen,
der kan faget i dybden (hvilket måske giver den bedste forklaring på det
lave PISA-niveau folkeskoleelever har i naturfag). Mon denne nye
blandingseksamen er det langsigtede svar på at styrke elevernes viden i
geografi? Jeg kan kun gætte. For ingen har gjort sig umage med at teste
sådanne tiltag forinden.
Til gengæld har man evalueret erfaringerne med de nye mundtlige
gruppeeksamener i matematik og fysik/kemi, hvor eleverne går op to og
to. Evalueringerne er meget positive. Men det er blevet en ideologisk
kæphest for regeringen, at gruppeeksamener er noget skidt - uagtet at
forskningsbaseret viden peger på, at netop denne eksamensform er rigtig
god til at eksaminere i evnen til problemløsning inden for disse fag.
Eller videre: Hvorfor er indførelse af nationale test blevet det eneste
varme emne, der er skarpe enten-eller meninger om? Hvorfor ikke at
folkeskolen allerede i dag er overlæsset med løbende individuelle test,
hvor det er helt op til den enkelte lærers evner til at vælge, bruge og
ikke mindst fortolke og undervise efter resultaterne? Visse steder også
i klasser med 26-27 elever med vidt forskelligt niveau?
Kunne man forestille sig, at vi kunne få en helt anderledes konstruktiv
diskussion af alt dette, hvis vi havde »lige præcis så mange test,
karakterer og prøver, at det gør hvert enkelt barn så stolt, dygtig og
ambitiøs som muligt«. Set i det lys kunne det være, at man kunne få et
afbalanceret kompromis mellem få, fokuserede velafprøvede nationale test
f.eks. i dansk og matematik - kombineret med en oprydning i de mange
nuværende test, udvikling af skolernes egen evalueringskultur, og en
systematisk efteruddannelse af lærerne, som kommunerne i mange år har
forsømt groft?
Der behøver ikke at være en automatisk modsætning mellem øget faglighed,
bedre prøver og de mest moderne didaktiske og pædagogiske
undervisningsmetoder. Tværtimod. Men det forudsætter, at både
stråmandsargumentationen om den sorte skole og rundkredspædagogikken
pakkes væk til fordel for løsninger, der virker efter hensigten.
--
Per Erik Rønne