> Nej det er vildt. Nogen der har hørt noget om dansk tv dækning?
 
 
 Pressemeddelelse fra DR:
 
 
 Live 8 koncert i DR TV
 
 DR er med, når nogle af verdens største rockmusikere 2. juli giver koncerter 
 fem steder i verden i anledning af det kommende G8-topmøde i Skotland. Sir 
 Bob Geldof er initiativtager til koncerterne, der vises live hele dagen fra 
 kl. 15 til kl. 02 skiftevis på DR1 og DR2.
 
 
 
 Det er toppen af verdens rocknavne, der 2. juli samler hele verdens 
 opmærksomhed mod de otte mest magtfulde statsledere, der mødes et par dage 
 senere for at diskutere situationen i Afrika. For 20 år siden var det penge, 
 der skulle samles ind, da Bob Geldof stod i spidsen for de berømte Live 
 Aid-koncerter - denne gang er det opmærksomhed og en stærk fælles stemme fra 
 de rige landes befolkninger, som den irske musiker vil opnå.
 
 "Ved at fordoble hjælpen, eftergive gælden og oprette retfærdige 
 handelsforbindelser til Afrika kan G8-topmødets deltagere ændre fremtiden 
 for millioner af mænd, kvinder og børn", siger Bob Geldof. Og det er dét 
 budskab, han ønsker bragt med så kraftig en fælles stemme, at de otte 
 statsledere, der er samlet 6. juli til G8-topmødet, ikke kan overhøre det.
 
 Til at råbe de rige landes statsledere op får Bob Geldof hjælp fra en lang 
 række store rocknavne, som optræder ved koncerterne rundt om i verden. 
 Hovedkoncerten finder sted i Hyde Park i London, og her er det navne som 
 f.eks. sir Elton John, sir Paul McCartney, Mariah Carey, Coldplay, Madonna, 
 Sting, Robbie Williams, U2 og REM der går på scenen. I Paris kan man bl.a. 
 opleve Andrea Bocelli, Craig David, Youssou N'Dour og Johnny Halliday. 
 Berlin får besøg af bl.a. Brian Wilson, A-ha og Crosby, Stills and Nash. I 
 Rom underholder bl.a. Duran Duran, Laura Pasini og Zucchero. Og i 
 Philadelphia, hvor Will Smith er vært, kan man opleve bl.a. Bon Jovi, Stevie 
 Wonder, P Diddy og 50 cent.
 
 DR TV sender hele dagen fra koncerterne starter kl. 15. Indtil kl. ca. 18 er 
 det på DR1, det foregår. Herefter tager DR2 over indtil kl. ca. 22.30, hvor 
 det igen er DR1, der sender live fra koncerterne. Seerne vil under hele 
 begivenheden blive holdt orienteret af danske kommentatorer.
 
 
 
 
 
 
 
 Mvh. Nicki
 
 
  
            
             |