/ Forside / Karriere / Uddannelse / Folkeskole / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Folkeskole
#NavnPoint
Nordsted1 3349
ans 2305
refi 1141
svendgive.. 1133
dova 890
frieda 840
hjkofoed 839
berpox 773
arne.jako.. 659
10  viviborgen 630
Kønsopdelt undervisning
Fra : Per Rønne


Dato : 17-05-05 10:48

Jeg vil tro at dagens kronik i Politiken har interesse her i gruppen.

==
tirsdag 17. maj 2005

Drenge er ikke bare drenge
--------------------------

Kønsopdelt undervisning i skolen er en af tidens pædagogiske trends. Men
hvad får vi ud af at dele børn op efter køn? Forskere ved
Subjektivering, Køn og Diversitet, Danmarks Pædagogiske Universitet,
advarer.

Af Dorthe Staunæs, Malou Juelskjær, Jette Kofoed, Dorte Marie
Søndergaard, Sarah Højgaard Cawood, Anne Maj Nielsen, Lene Myong
Petersen, Line Lerche Mørck, Grethe Kragh-Müller og Cathrine Hasse
------------------------------------------------------------------

I de sidste år er køn som noget, der gør en forskel i børnehøjde, blevet
et omdiskuteret emne. Især er uddannelsesinstitutioner skueplads for
diverse forestillinger om køn. For nogle år siden var det 'de stille
piger', der kom i overskrifterne, så blev det 'de urolige drenge',
dernæst 'indvandrerdrengene's attituder over for kvindelige lærere. På
det seneste har det været 'pigeliggørelsen' af skolen, den markante
rekruttering af drenge til specialundervisningen og kønsforskellene i
PISA-undersøgelserne.

Der er mange og forskellige svar på, hvordan disse problematikker skal
løses. Og en stor del af dem trækker på forestillinger om køn som noget,
vi ved hvad er. Nemlig en biologisk forskel, vi kan finde både uden på
og inden i kroppen. En forskel, som gør det muligt at opdele mennesker i
to slags, og en forskel, vi kan arrangere vores pædagogik efter. Men gad
vide, om lærere og forældre får det, de ønsker, når pædagogik tænkes og
arrangeres rundt om køn som absolut biologisk forskel og med
forestillingen om gennemsnitlige børn fordelt i to kategorier som
rettesnor? Hvad nu, hvis forskellene er mere omfattende, end at de kan
fanges i to (adskilte) kategorier?

Der findes flere eksempler på tænkningen om køn som forskel og køn som
biologi. Et rigtig godt eksempel, der også tænker på at udvikle skolen
med henblik på netop en anerkendelse af denne forskel, finder man i
bogen og rækken af foredrag 'Pæne piger og dumme drenge - eller hvorfor
er der ingen børn, der opfører sig, som de har hjerne til', skrevet af
foredragsholder og gymnasielektor i dansk og psykologi Ann-Elisabeth
Knudsen. Bogen er absolut ikke den eneste af sin slags. Også Bertill
Nordahl, Helmuth Nyborg og Gideon Zlotnik har i årenes løb været ude i
samme ærinde. Forskellen er bare, at her er en bog, der sælger.

Når en bog og en interventionsform falder i så god jord, kalder det på
granskning. En granskning kunne være en gennemgang af det videnskabelige
grundlag. Men populariteten af forklaringer a la dem, man finder i 'Pæne
piger og dumme drenge', kalder også på en anden slags granskning, nemlig
af de underliggende forestillinger om køn, og det kalder på overvejelser
af, hvilke konsekvenser disse forestillinger får for de sociale
koreografier, der kan opføres i læringsmiljøet.

Aktuelt inviterer skoler i hele landet lærere og forældre til at høre
om, hvordan undervisning kan tilrettelægges med udgangspunkt i den
hjernedel, der kaldes den frontale cortex, og de forskelle, der måtte
være imellem den gennemsnitlige dreng og den gennemsnitlige pige. Tesen
er, at pigers frontale cortex når det største volumen tidligere end
drenges (piger i gennemsnit = 11 år, drenge = 12,1 år), og derfor, lyder
argumentet, skal undervisningen tilrettelægges, så den tager højde for
denne forskel. Den undervisningsform, Knudsen foreslår, er en såkaldt
intervalundervisning, hvor drenge og piger adskilles i udvalgte
lektioner, og der sættes ind med særlig stimulering i intervaller af 12
minutter. Knudsen foreslår f.eks. at lave kravlebevægelser og pakke det
ind i en leg om jægersoldater, »så drengene kan identificere sig med
undervisningen«.

Med henvisning til Knudsens bog og forestillingerne om hjernens
forskellige udvikling hos drenge og piger har en storkøbenhavnsk
folkeskole iværksat et indskolingsprojekt, der har til formål at få
større viden om drenge og pigers hjernemæssige udvikling med henblik på
at stimulere læringsmiljøet for de to køn og undgå uro. Eleverne opdeles
i to grupper i et par ugentlige lektioner, arbejder i intervaller med
flere sprogstimulerende øvelser for drengene samt sætter ind med en
særlig indsats i forhold til at styrke de sociale og personlige
kompetencer hos pigerne. Her er en skole, der ikke er blind for (kønnet)
forskellighed, som prioriterer ressourcer til udviklingsprojekter, og
som bruger forskning til udvikling af praksis. Kan vi som forskere ønske
mere?

Det er lidt upassende at vurdere en debatbog ud fra videnskabelige
standarder, men når selv samme debatbog, foredrag og de projekter, der
følger i kølvandet, hævder at være videnskabeligt funderet, bliver det
lidt mere tricky. Selv om der ifølge neuropsykologer er belæg for at
sige, at den gennemsnitlige piges frontale cortex når det største
volumen tidligere end den gennemsnitlige drengs, gælder det ikke kun den
frontale cortex, men stort set hele hjernen. Og man bør lægge mærke til,
at drenge og pigers hjerner generelt følger samme udviklingsmønster. Det
er ikke indlysende, at hjernens volumen i den sammenhæng siger meget i
sig selv. F.eks. viser undersøgelser også, at drenges/mænds hjerner er
signifikant større end pigers/kvinders. Det hænger nok snarere sammen
med det forhold, at mænd/drenge generelt er fysisk større end
kvinder/piger, end det afspejler forskelle i f.eks. intelligenskvotient.
Man kan ikke umiddelbart slutte sig til noget om funktion ud fra
forskelle i hjernevolumen. Sidst, men ikke mindst siger forskellen i
modningstidspunkt ikke noget om variationerne mellem piger og
variationerne mellem drenge. De hjernemæssige forskelle inden for de to
gængse kategorier er større end forskellen på de gennemsnitlige, kønnede
hjerner. Samspillet imellem hjernens fysiske og kemiske processers
betydning for sociale og psykologiske forhold er for komplekst og rummer
så mange 'mellemregninger' og andre påvirkningsfaktorer, at man ikke
bare kan lave en hurtig pædagogisk kortslutning. Men hvordan hjernen
udvikler sig, afhænger af, hvordan den bliver brugt - de
hjerneforbindelser (dendritter), der bliver brugt, forstærkes og bliver
tykkere, de forbindelser, der ikke bruges, falder væk. Det betyder også,
at man ikke kan sige, at det fysiske (hvordan hjernen ser ud) er årsag
til det psykiske. Det er blot to sider af samme sag. Hvis man f.eks.
foretager sig noget andet med drengene, vil deres hjerne, hvis den
skannes, se anderledes ud end pigernes, hvis de foretager sig noget
andet end drengene. Hjerner forandrer sig, afhængigt af hvad man
foretager sig, og hvilke udviklingsmuligheder man har.

Der er på den ene side forhold i skolen, der afkræver handling, som
f.eks. dårlige PISA-resultater, trætte skolelærere, krævende forældre,
krav om national opkvalificering af især læse- og regnekundskaberne. Og
så er der på den anden side børn, der skal undervises og udvikles.
Forskellige slags børn. Synligt forskellige slags børn. Børn med kroppe
og overflader, der markerer forskellighed: nogle med tissemænd og
tissekoner, nogle i hvide varianter, andre i sorte, brune og fregnede
udgaver. Nogle med små hjernevolumener og nogle med større.

Populariteten af forklaringer om, at kønsforskelle skyldes
hjerneforskelle, kan skyldes, at selvfølgeligheden bruges som argument.
Bogen og dens forslag taler ind i dagligdagens 'common sense'. Der
bruges et lettilgængeligt sprog, og der krydres med sjove anekdoter om
det, Knudsen kalder tøsefnidder og testosteronbomber. Der fremsættes
ideer til undervisningen, der forholdsvis let kan realiseres inden for
de økonomiske og strukturelle rammer, folkeskolen i dag er underlagt.
Der ønskes ikke flere penge, ikke nye, mere tidssvarende klasseværelser,
ikke efteruddannelse, ikke radikal refleksivitet over eller
omstrukturering af læringsrummet. Der gives derimod et konkret redskab
til at løse de dilemmaer, lærere og ledere står i hver dag: Del eleverne
op efter deres kroppe og tegn på kroppen, og giv dem etiketter som 'dum'
og 'pæn'.

Det er jo godt, at man har fået øje for, at børn/mennesker er
forskellige, og at kroppe er forskellige. Både indeni og udenpå. Og det
er fint at prioritere en pædagogisk indsats, der tager højde for
forskellighed. Men gad vide, om der er elementer i metoden, som
forstærker det problem, man vil løse. Og gad vide, hvilke muligheder der
bliver børn til del, når de forstås som henholdsvis 'pæn pige' og 'dum
dreng' og håndteres med en pædagogik målrettet det gennemsnitlige.

Når kønsopdelt undervisning i intervaller kan virke, kan det være, at
det slet ikke handler om hjerner. Men om, at traditionelle hierarkier
blandt drenge og piger forstyrres. Kønsopdelingen kan f.eks. betyde, at
det sociale liv, som undervisningen foregår i, får andet fokus. Der er
måske mere energi tilovers til det faglige. Energi, som i en kønsblandet
sammenhæng anvendes til 'ikke at være ligesom' det modsatte køn eller
til at være attraktiv for det modsatte køn. Drenge får adgang til et
større repertoire af mulige måder at være elev på og udleve maskulinitet
i forhold til, når der ikke er piger til stede, man skal optræde som
forskellig fra og som rigtig dreng - det vil sige sej, hård, smart,
sporty, heteroseksuel etc. - i forhold til. Og omvendt for pigerne vil
der måske være flere legitime måder at være pige på, når afgrænsningen
ikke handler om ikke at blive 'for drenget'.

Men et fokus på, at kønsforskel alene kan skygge for elevers
individuelle forudsætninger, erfaringer og behov. Der kan være
individuelle forskelle, der ikke gribes qua et fokus på køn. Optikken
stereotypiserer eleverne, og det stemmer dårligt overens med
folkeskolelovens vægtning af individualitet. Det er ikke individuelt
synliggørende at blive til en prædefineret kategori og at få sine
handlinger og behov forstået udelukkende inden for den kategori.

Omvendt virker et ensidigt fokus på individualitet heller ikke. Her kan
man nemt overse, hvordan sociale kategorier farver de måder, man er
individ på. Men der er andre kategorier end køn, og køn står aldrig
alene. Når man kun ser elever ud fra, om de er enten drenge eller piger,
indsnævrer man det, man ser. Det kan være en øjenåbner, men det kan
skygge for andre og krydsende kategorier, som f.eks. etnicitet, race,
klasse og 'den rigtige elev'. Man kan komme til at overse, hvordan andre
forskelle og kategorier medskaber de måder, individet kan blive til på.

En del drenge har problemer i skolen, fordi de er sat i en besværlig
klemme imellem skolens forestilling om den gode elev og omgivelsernes
forventninger om den rette måde at være maskulin på. Drenge skal være
hårde, seje, hurtige, konkurrencelystne, frække og udvise en vis
afstandtagen til lektiearbejde og stillesiddende aktiviteter og dermed
være 'dumme'. En Christian, der sidder uroligt på stolen, hænger i
gardinerne og fjoller med pigerne, omtales som en 'rigtig dreng',
hvorimod en Niels, der sidder og læser i historiebogen, er 'kedelig' og
'en, der har det lidt svært med det sociale'.

Eleverne forsøger at tilpasse sig den forståelse af, hvad en rigtig
dreng er. Og det er også en forståelse af rigtig maskulinitet, som
øvelser a la 'jægersoldat, der laver kravlebevægelser', kan være med til
at forstærke. Dermed fastholdes de intervaltrænende jægersoldater i
puslingekrop i de vante kategorier. Pædagogikkens kønsstereotyper skaber
dermed et stærkt pres på elever i retning af også at blive og forblive,
som disse stereotyper udpeger dem. Det sætter drengene i et alvorligt
krydspres, og de bliver en art gidsler for måden at organisere
skolerummet på. De skal på den ene side honorere de faglige krav, men på
den anden side leve i en ballademagerkategori for at blive genkendt som
rigtig dreng. Projekter, der bygger på et tokønnet forståelsesapparat,
kan medvirke til at forstærke en uhensigtsmæssig og meget 'smal'
maskulinitet og medvirke til en skolegårdskultur, hvor elever, der er
drenge på lidt andre måder end de gængse, kaldes 'bøssesvin' eller
'homofjæs' af de øvrige elever - og jo, den form for mobning finder også
sted i indskolingen.

Kønsopdelt undervisning ophæver periodisk forpligtelsen til at
profilere sig i forhold til det andet køn - men samtidig understreger
den, at identitet er et enten-eller-tema. Der findes drenge og piger, og
man kan gruppere sig efter dette. Dermed forpligtes eleverne på en binær
forskellighed, som måske egentlig ikke rammer dem der, hvor de også
kunne være. Der findes piger, som ikke er identiske med de prototypiske
billeder. På hvilken måde ses og forstås de piger? Hvad gør man med
børn, der ikke passer ind i normalfordelingen, når diversiteten er
aflyst og erstattet af gennemsnit og afvigelsestænkning?

Der findes jo drenge, der godt kan koncentrere sig og læse, som ikke
behøver at røre sig specielt meget fysisk for at få et fagligt udbytte
af en skoledag. Hvordan ser og rummer skolen dem, hvis man forstærker
billedet af, hvordan (rigtige) drenge er? Bliver de 'kedelige' og
glemte? Hvad gør man med Sofie og Alvina, der hænger oppe i gardinerne?
Og hvad med Albert og Khalid, der sidder og læser 'W.I.T.C.H.' og 'Harry
Potter' i slutningen af 1. klasse - skal de også intervalundervises i 12
minutter ud fra begrundelsen om, at de ikke kan koncentrere sig? Får
lærerne tilstrækkelig gode redskaber til at håndtere, ja endsige se dem,
der falder uden for det tokønnede mønster, og dem, som ikke falder til
rette inden for smalle gennemsnitskategorier? Hvilke værktøjer udstyres
skolelærere og ledere med, når de skal håndtere mangefacetterede
elevgrupper - i utidssvarende klasseværelser, for få midler og med ringe
efteruddannelse og få støttestrukturer til at tænke nyt om køn i
børnehøjde? Nok ikke så mange, tænker vi.

De ansvarlige skolefolk bør snarere spørge sig selv om, hvilke normer
for 'rigtige drenge' og 'rigtige piger' der hersker i deres
klasseværelser og blandt lærere, elever og forældre, og om der er
sammenstød imellem disse normer og skolens forestillinger om, hvad en
god elev er. Ligesom de må rette optikken mod sig selv og undersøge, om
skolens politik og pædagogiske praksis selv er med til at skabe
stereotype spændetrøjer, der forhindrer, at køn kan leves på andre måder
end dem, en traditionel biologisk forklaring kan få øje på.

Ophavsretten tilhører Politiken. Informationerne må alene anvendes til
egen, ikke-kommerciel brug.

Artiklen kan findes på adressen:

www.politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=378483
==

Umiddelbart lægger jeg mest mærke til at denne kronik er skrevet af hele
/ti/ kvindelige lærere og forskere ved hvad der vel må være »Institut
for Subjektivering, Køn og Diversitet« ved Danmarks Pædagogiske
Institut. Mon det er tilfældigt at der ikke er en eneste mand imellem?
Kunne det tænkes at man på det pågældende institut ikke har en eneste
mand ansat? Og hvordan kan sådanne forhold mon påvirke det man når frem
til?

Umiddelbart måtte et sådant institut vel være et af de mest velegnede
institutter, hvis man skulle tale om kønskvotering af forskere ...
--
Per Erik Rønne

 
 
René Bloch (17-05-2005)
Kommentar
Fra : René Bloch


Dato : 17-05-05 12:02

> Umiddelbart lægger jeg mest mærke til at denne kronik er skrevet af hele
> /ti/ kvindelige lærere og forskere ved hvad der vel må være »Institut
> for Subjektivering, Køn og Diversitet« ved Danmarks Pædagogiske
> Institut. Mon det er tilfældigt at der ikke er en eneste mand imellem?
> Kunne det tænkes at man på det pågældende institut ikke har en eneste
> mand ansat? Og hvordan kan sådanne forhold mon påvirke det man når frem
> til?
>
> Umiddelbart måtte et sådant institut vel være et af de mest velegnede
> institutter, hvis man skulle tale om kønskvotering af forskere ...

Hej Per

Danmarks Pædagogiske Institut hedder nu Danmarks Pædagogiske Universitet og
ved et kik på deres hjemmeside www.dpu.dk er det er ikke noget institut, men
en forskningsenhed med ialt 12 forskere tilknyttet, hvoraf én, udfra danske
traditioner om navne, er en mand og 11 er kvinder, tilgengæld er 3 ud af
fire arrangementer med mænd.

hilsen René.





Per Rønne (17-05-2005)
Kommentar
Fra : Per Rønne


Dato : 17-05-05 12:29

René Bloch <rbl@pc.dk> wrote:

> Danmarks Pædagogiske Institut hedder nu Danmarks Pædagogiske Universitet

Jeg ved det; der var tale om en lapsus.

> og ved et kik på deres hjemmeside www.dpu.dk er det er ikke noget
> institut, men en forskningsenhed med ialt 12 forskere tilknyttet, hvoraf
> én, udfra danske traditioner om navne, er en mand og 11 er kvinder,
> tilgengæld er 3 ud af fire arrangementer med mænd.

Men det er nu stadig påfaldende 1) at kronikken er skrevet af 10 kvinder
og ingen mænd {kan det slet ikke påvirke holdningen til skolens drenge?}
og 2) at »forskningsenheden« er kønsmæssigt uhyre skævt sammensat.

Især når vi taler om folkeskolen {men i stigende grad gælder det også
for gymnasieskolen, hvor 2/3 af de nyansatte lærere er kvinder, på trods
af en uofficiel kønskvotering} er der jo tale om at det er hankønnet der
er »undertrykt«. Som lærervikar var jeg i hvert fald udsat for af
kvindelige lærere at få at vide, at jeg skulle være børnenes »mor«,
hvilket naturligvis fik mandlige lærere til at protestere; jeg kunne
højst være børnenes »far«.

Den massive feminine dominans på lærerværelserne kan naturligvis ikke
undgå at påvirke skolens hverdag, også for eleverne.
--
Per Erik Rønne

Zeki (18-05-2005)
Kommentar
Fra : Zeki


Dato : 18-05-05 19:29

> Den massive feminine dominans på lærerværelserne kan naturligvis ikke
> undgå at påvirke skolens hverdag, også for eleverne.

Netop! I samfundet er der en stigende tendens til at drenge vokser op som
"drengepiger." Den kvindelige dominans i dag- og undervisningsinstitutioner,
samt dét at der bliver flere og flere enlige mødre, gør at mange drenge
savner mandlige rollemodeller i hverdagen som de kan identicere sig med.

Nu skal drenge være "i kontakt med deres følelser", "kunne tale om det
sammen" osv. Dette fostrer massevis af androgyne indvider der hverken er
særlig maskuline eller feminine, men som senere hen kan få store problemer,
bl.a fordi de ikke passer ind i billedet af en "rigtig mand." På den måde er
det ironisk at mange kvinder skyder sig selv i foden, ved at forhindre
drenge i at være drenge.

Jeg kender selv en pæn håndfuld af disse "drengepiger" som nu er blevet
voksne. Søde, velformulerende mennesker. Tit er de alle pigers ven, men så
heller ikke mere. Samtlige af dem døjer med store kontaktproblemer og bliver
afvist igen og igen af det modsatte køn, netop fordi de aldrig gennem deres
miljø har lært at "være mand."

mvh
Zeki



Per Rønne (18-05-2005)
Kommentar
Fra : Per Rønne


Dato : 18-05-05 21:05

"Zeki" <zeki@[fjerndette]image.dk> wrote:

> > Den massive feminine dominans på lærerværelserne kan naturligvis ikke
> > undgå at påvirke skolens hverdag, også for eleverne.
>
> Netop! I samfundet er der en stigende tendens til at drenge vokser op som
> "drengepiger." Den kvindelige dominans i dag- og undervisningsinstitutioner,
> samt dét at der bliver flere og flere enlige mødre, gør at mange drenge
> savner mandlige rollemodeller i hverdagen som de kan identicere sig med.

Jeg ved ikke om det stadig er tilfældet, men for en femten år siden var
krigslegetøj strengt forbudt i børneinstitutionerne - drengene lavede
sig så nogle pistoler af pinde ...

Og de selv samme drenge, nu i 20erne, render nu rundt i skoven og leger
røvere og indianere. »Rollespil« kaldes det ...
--
Per Erik Rønne

Carsten Holck (18-05-2005)
Kommentar
Fra : Carsten Holck


Dato : 18-05-05 21:44

Per Rønne said the following on 18-05-2005 22:04:
> "Zeki" <zeki@[fjerndette]image.dk> wrote:
>
>
>>>Den massive feminine dominans på lærerværelserne kan naturligvis ikke
>>>undgå at påvirke skolens hverdag, også for eleverne.
>>
>>Netop! I samfundet er der en stigende tendens til at drenge vokser op som
>>"drengepiger." Den kvindelige dominans i dag- og undervisningsinstitutioner,
>>samt dét at der bliver flere og flere enlige mødre, gør at mange drenge
>>savner mandlige rollemodeller i hverdagen som de kan identicere sig med.
>
>
> Jeg ved ikke om det stadig er tilfældet, men for en femten år siden var
> krigslegetøj strengt forbudt i børneinstitutionerne - drengene lavede
> sig så nogle pistoler af pinde ...
>
> Og de selv samme drenge, nu i 20erne, render nu rundt i skoven og leger
> røvere og indianere. »Rollespil« kaldes det ...

Og for ca. 5+ år siden var der en artikel i pædagogernes fagblad (IIRC)
med titlen "Tarzan i damejunglen"

/carsten

Per Rønne (19-05-2005)
Kommentar
Fra : Per Rønne


Dato : 19-05-05 06:00

Carsten Holck <cholck@malling.com.invalid> wrote:

> Per Rønne said the following on 18-05-2005 22:04:

> > Jeg ved ikke om det stadig er tilfældet, men for en femten år siden var
> > krigslegetøj strengt forbudt i børneinstitutionerne - drengene lavede
> > sig så nogle pistoler af pinde ...

> > Og de selv samme drenge, nu i 20erne, render nu rundt i skoven og leger
> > røvere og indianere. »Rollespil« kaldes det ...

> Og for ca. 5+ år siden var der en artikel i pædagogernes fagblad (IIRC)
> med titlen "Tarzan i damejunglen"

Ja, noget tyder jo i hvert fald på, at får drenge ikke lov til at lege
drengelege som små, så gør de det når de er i 20erne. Hvilket sikkert
ikke helt er hvad de kvindelige pædagog'er ønsker.
--
Per Erik Rønne

Kim2000 (18-05-2005)
Kommentar
Fra : Kim2000


Dato : 18-05-05 22:12


> Især når vi taler om folkeskolen {men i stigende grad gælder det også
> for gymnasieskolen, hvor 2/3 af de nyansatte lærere er kvinder, på
> trods
> af en uofficiel kønskvotering} er der jo tale om at det er hankønnet
> der
> er »undertrykt«. Som lærervikar var jeg i hvert fald udsat for af
> kvindelige lærere at få at vide, at jeg skulle være børnenes »mor«,
> hvilket naturligvis fik mandlige lærere til at protestere; jeg kunne
> højst være børnenes »far«.
>

Grunden til mange mand formentlig ikke gider er de evige langtrukne
møder, hvor _alt_ simpelthen skal debatteres. Da vi holdt fastlavnsfest
brugte vi - hold nu fast - 40 minutter på at debattere om tønden i de
små klasser skulle være stor eller lille. 2-3 minutter inde i punktet
siger jeg "jamen så tager vi da bare den store", det blev afvist, "så
tager vi den lille" sagde jeg så, men det blev også afvist, sagen skulle
så sandelig diskuteres grundigt igennem. Manner !! Derefter skulle der
diskuteres hvilken slags slik der skulle være i hver tønde, mængde og
hvilken slags - jeg behøver vel næppe tilføje at det tog yderligere 40
minutter. Manner!! Havde vi været 3 mænd havde vi brugt 5 minutter på at
vedtage tingene og var gået hjem (eller snakket fodbold )

mvh
Kim



Leo (19-05-2005)
Kommentar
Fra : Leo


Dato : 19-05-05 06:05

Ang. fastelavn og katten af tønden...
Hvis du selv skal holde fastelavnsfest engang og vil slå katten af tønden
med nogen, så overvej at købe en dåse selvekspanderende fugeskum og fyld
tønden med det - det tager "lidt" længere tid at slå tønden ned.



Per Rønne (19-05-2005)
Kommentar
Fra : Per Rønne


Dato : 19-05-05 06:00

Kim2000 <kim2000@tele2ads1.dk> wrote:

> > Især når vi taler om folkeskolen {men i stigende grad gælder det også
> > for gymnasieskolen, hvor 2/3 af de nyansatte lærere er kvinder, på
> > trods af en uofficiel kønskvotering} er der jo tale om at det er
> > hankønnet der er »undertrykt«. Som lærervikar var jeg i hvert fald udsat
> > for af kvindelige lærere at få at vide, at jeg skulle være børnenes
> > »mor«, hvilket naturligvis fik mandlige lærere til at protestere; jeg
> > kunne højst være børnenes »far«.

> Grunden til mange mand formentlig ikke gider er de evige langtrukne
> møder, hvor _alt_ simpelthen skal debatteres. Da vi holdt fastlavnsfest
> brugte vi - hold nu fast - 40 minutter på at debattere om tønden i de
> små klasser skulle være stor eller lille. 2-3 minutter inde i punktet
> siger jeg "jamen så tager vi da bare den store", det blev afvist, "så
> tager vi den lille" sagde jeg så, men det blev også afvist, sagen skulle
> så sandelig diskuteres grundigt igennem. Manner !! Derefter skulle der
> diskuteres hvilken slags slik der skulle være i hver tønde, mængde og
> hvilken slags - jeg behøver vel næppe tilføje at det tog yderligere 40
> minutter. Manner!! Havde vi været 3 mænd havde vi brugt 5 minutter på at
> vedtage tingene og var gået hjem (eller snakket fodbold )

Ja, sammenlign med det frivillige børne- og ungdomsarbejde, i
spejdergrupper og sportsgrupper. Der er der jo flest mænd og unge drenge
blandt lederne - men det er jo også uden løn.

Bortset fra det, så husker jeg en ungdomsudsendenlse i DRTV. To hold
unge i 20-års alderen skulle lave et praktisk stykke arbejde med at
sætte nogle ting fast til en væg. Et pigehold og et drengehold.

Pigerne skulle være fælles om alt, så to piger holdt på den ting der
skulle op på væggen, mens den tredie brugte hammeren. De nåede
naturligvis kun den ene lille ting, og resultatet så gyseligt ud.
Drengene valgte med det samme hver deres opgave; ingen brug for at
debattere først. Fik alt lavet - og endda med et pænt resultat.

Det samme har jeg oplevet på en ungdomsskole: drengeholdet fik hurtigt
tapetseret og malet, og fandt i øvrigt ud af at »rationalisere« ved at
specialisere opgaverne. Pigeholdet var lang tid om at lave det, og med
et miserabelt resultat - tapetbaner der i visse tilfælde var 10 cm for
korte ;-(.
--
Per Erik Rønne

Ukendt (29-05-2005)
Kommentar
Fra : Ukendt


Dato : 29-05-05 18:38


"Kim2000" <kim2000@tele2ads1.dk> skrev i en meddelelse
> Grunden til mange mand formentlig ikke gider er de evige langtrukne møder,
> hvor _alt_ simpelthen skal debatteres. Da vi holdt fastlavnsfest brugte
> vi - hold nu fast - 40 minutter på at debattere om tønden i de små klasser
> skulle være stor eller lille. 2-3 minutter inde i punktet

Herligt eksempel fra det virkelige liv.

Så kan nogle af os, i vort stille sind, jo spekulere lidt over, hvor mange
kvinder, der er ansat i den offentlige sektor. Og hvilken betydning dette
kunne tænkes at have for skatteniveauet...



Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408914
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste