---

hej gruppe jeg ved ikke om det er det rigtige sted men jeg prøver


jeg vil gerne kende mine rettigheder som 17 årig, vedrørende mit
privatliv.

Nu har jeg haft en kæreste i snart 4 mdr, og jeg bryder mig ikke om at
mine forældre blander sig i, hvad jeg foretager mig. Èn ting er at de var
lidt bekymrede for mit forhold til min ældre kæreste, hvilket er meget
naturligt, men når vi har været sammen i snart 4 mdr må de da kunne forstå
at det er alvorligt mellem os. Min far har sagt at han overhovedet ikke har
noget imod min kæreste, tværtimod syntes han meget godt om ham, men han kan
ikke lide at jeg tilbringer faktisk al min tid sammen med ham. Han har
tilmed sagt, at han syntes jeg er direkte åsnvag. Han har jo forældreretten
over mig, men kan det passe at han skal have lov til at holde mig hjemme
bare fordi han måske ikke bryder sig om at jeg har et forhold til en fyr??
Jeg mener, må han godt det??
Nu har han ikke ligefrem holdt mig hjemme, selvom han gerne ville, men han
har sagt at han foretrækker at jeg bliver hjemme. Men hvad vil han have at
jeg skal give mig til? Jeg er lige nu i gang med at læse til min eksamen,
hvilket jeg gør hos min kæreste, men ellers har jeg ikke noget at give mig
til. Jeg har ikke noget fritidsarbejde ellers noget, og min far er aldrig
hjemme da han selv har en kæreste, som han bruger al sin tid på. Hvad nytte
har han så af mig, når jeg bare sidder hjemme og triller tommelfingre? Kan
det ikke være ligemeget om jeg sidder hjemme eller om jeg er hos min
kæreste? Jeg blander mig ikke i min fars privatliv, så hvorfor skal han så
blande sig i mit? Har han i det hele taget ret til det??

Nå, så er der min mor. Hun er endnu værre. For det første bryder hun sig
slet ikke om min kæreste, hvilket gør mit forhold til min mor lidt anspændt.
Siden jeg begyndte at komme sammen med min kæreste, har vi ikke rigtig
snakket sammen. Jeg har haft lidt for travlt til bare at besøge hende, nu
hvor jeg har kæresten og mine eksamener at tænke på, og det tror jeg går
hende lidt på. Sidste gang jeg besøgte hende var hun helt kold overfor mig.
De første 10 min sad jeg bare og stirrede lige ud i luften. Hver gang jeg
spurgte hende om hvordan hun havde det, hvad hun gik og lavede osv, fik jeg
kun nogle kolde, konkrete svar som "fint, tak" og "ikke rigtig noget", og
det blev jeg lidt ked af, for hun er jo trods alt min mor. Efter den dag har
jeg slet ikke lyst til at besøge hende igen, men jeg kan ikke rigtig bare
lade være med helt at komme, da jeg har en lillesøster på 6 år. Jeg vil ikke
have at det skal gå ud over hende at min mor og jeg er uvenner, men jeg ved
ikke hvordan jeg skal håndtere at få den kolde skulder af min mor og hendes
nuværende mand.
For ikke så lang tid siden ringede min mor til mig, bare for at vide
hvordan det gik og sådan. Det blev jeg jo glad for, men så sagde hun at hun
havde snakket med min far og at hun skulle sige fra ham at jeg (fordi jeg
pænt havde lagt en seddel til ham hvori jeg spurgte ham om ikke han ville
være sød og aflevere nogle cd´er for mig på biblioteket, som kun ligger 200
meter fra hvor vi bor) selv kunne lette min røv og aflevere de skide cd´er,
for det ville han så absolut ikke gøre. Det resulterer så i at jeg får en
bøde på ca.200 kr.pr cd fordi de ikke bliver afleveret til tiden. Mange tak
for det, siger man så. Det bliver jeg selvfølgelig ked af, men så spørger
hun mig efter om jeg har søgt arbejde.
( Det gør hun fordi at det var oprindeligt meningen at jeg skulle på HF, men
jeg ombestemte mig fordi jeg er blevet for skoletræt. Så af hensyn til mig
selv vil hellere ud og arbejde i et år for at komme ovenpå, og så starte på
HF. Det vil jeg fordi jeg ved, at så længe jeg er så skoletræt som jeg er,
så får jeg ikke lavet mine lektier som jeg jo skal, og så vil det jo gå ned
af bakke for mig, og det er jeg ikke intereseret i)
Nå, men jeg sagde så til hende at det havde jeg ikke endnu, og jeg ville
vente med det til jeg var færdig med mine eksamener.(det er jeg den 15 juni)
Og jeg forklarede hende at jeg ikke vidste hvad og hvor jeg ville søge og
fordi jeg ikke ville gå og vente på, at få svar fra hvor jeg nu havde søgt,
fordi jeg er bange for at det ville gå ud over min læsning til eksamen, og
det vil jeg ikke påvirkes af.
Det kunne hun ikke forstå og hun kunne idet hele taget ikke forstå, hvorfor
jeg ikke ville på HF, og så kom vi op at skændes over det.
Jeg er rigtig træt og ked af at folk ikke kan lade være med at blande sig i
mit liv. Har mine forældre i det hele taget ret til at blande sig i mine
valg? Det er jo min fremtid! Det er mit liv!

Jeg har overvejet stærkt at flytte sammen med min kæreste og bare afbryde
kontakten til mine forøldre, så de kan forstå at de sårer mine følelser ved
det de gør, men hvis det er det der skal til for ar få dem til at forstå
det, jamen er det så ikke den eneste udvej? Hvad kan jeg ellers gøre som 17
årig? Hvordan skal jeg ellers få dem til at forstå at det ikke er noget
pjat, mellem mig og min kæreste? hvilke rettigheder har jeg, når det
vedrører mit privatliv og mit liv til daglig? Hvordan kan jeg stille mig på
bagben overfor dem?

Det værste af det hele er, at det ikke kun går ud over mig, men det går også
ud over min kæreste og jeg syntes ikke at det er retfærdigt overfor nogen af
os. Det er der ingen af os der har fortjent.

Hvad skal jeg gøre og hvad kan jeg gøre??? Kan du/ I hjælpe mig??

På forhånd tak. Jeg glæder mig til at høre fra dig/ jer.
Joanna.

---

Hej Joanna.

Først vil jeg sige, at jeg ikke skriver som en gammelklog kone eller mor,
men som en 22 årig, med 3 børn. Dvs. Jeg ser dit problem både med et
"Datterhjerte" og et forældrehjerte.

Det jer tror der sker for dine forældre er, at de frygter at miste dig. Det
er sjældent børnene der har svært ved at gi' slip. Det er faktisk
forældrene.

Specielt for en far (ved jeg fra min egen) er det svært at gi' slip på sin
datter... Han er vand til at være manden i dit liv (ikke at misforstå) og nu
skal han pludselig dele dig med en anden.

Dine rettigheder er desværre ikke ret meget. Du må væbne dig med
tålmodighed og forståelse over for dine forældres afhængighed af dig og så
kan du juble den dag du bliver 18! Husk på, at selvom det ikke ser sådan
ud, så gør de det af kærlighed til dig og som sagt af frygt for at miste
dig.

Omvendt burde dine foældre i mine øjne være mere forstående over for dig og
sige til sig selv "Ok, det er sådan hun vil leve. Det er hendes liv, vi må
bare acceptere det og hjælpe hende så godt vi kan."

En anden ting er, at dit valg mht. 1 års skolefri i mine øjne er
fornuftigt. Dog skal du være opmærksom på nogen faldgruber der er i
forbindelse med det. (Trust me.... Jeg har været der og er der endnu!).

Hvis du finder et godt job med gode kollegaer er det svært at gi' slip på.
Det var grunden til at jeg to' 2½ års arbejde i stedet for 1 år. Er din
kæreste noget ældre end dig, kan det være hans formeringstrang begynder at
melde sig og får i først barn er det svært at få en udd.
samtidig -økonomisk. Man kan sagtens sidde "nu" og sige "Jeg vil læse
videre" "Jeg vil ikke ha' børn før jeg bliver 30" osv., men man kan aldrig
vide med fremtiden. Jeg ville ikke ha' før jeg blev 30 og alligevel sidder
jeg her med 3 dejlige poder!

Det kan være en af grundene til at din mor stejler så meget. Hun ved der er
faldgruber i forbindelse med et års pause osv. Prøv at gå din mor på klingen
og hør' hvorfor hun er så kold. I må få løst det her. Både du og dine
forældre er nødt til at gi' jer lidt og vigtigst af alt, LYTTE til hinanden.
Set fra dit synspunkt skal du bare ha' tiden til du fylder 18 overstået, -og
hvorfor ikke få det bedste ud af den? Ved at flytte skaber du splidigheder
der måske kunne være undgået.

Din situation nu påvirker også din eksamen! Husk det. Se at få snakket med
din mor og far. Det er også hårdt for din lillesøster. Læg tingene på
bordet. Tingene kan IMO ikke blive meget værre end de er nu og desuden har
du en rettighed i det her, og det er at få klar besked fra dine forældre!

Held og lykke med alt!

Rinnie Ilsøe

---

"Klaus Nielsen" <klausvfr@mail.dk> wrote in message
news:9f4nnq$sbh$1@news.inet.tele.dk...
> hej gruppe jeg ved ikke om det er det rigtige sted men jeg prøver

Kære Joanna

> jeg vil gerne kende mine rettigheder som 17 årig, vedrørende mit
> privatliv.

Ifølge lovgivningen har dine forældre, som du jo godt ved,
forældremyndigheden over dig indtil du fylder 18 år. Denne
forældremyndighed indebærer ret til at træffe de nødvendige afgørelser
om dine forhold osv. osv. Disse afgørelser skal imidlertid, igen ifølge
loven, træffes ud fra hvad der er bedst for DIG. Nu er det bare lige det
at man sjældent når ret langt ved at banke andre oven i hovedet med
loven i hånden.

> Nu har jeg haft en kæreste i snart 4 mdr, og jeg bryder mig ikke om
at
> mine forældre blander sig i, hvad jeg foretager mig.
[SNIP]

> Hvad skal jeg gøre og hvad kan jeg gøre??? Kan du/ I hjælpe mig??

For mig lyder det som om at det er dine forældre der har et problem. Om
de har svært ved at give slip på dig eller har svært ved at se dig i et
velfungerende forhold (som de vist ikke selv har længere??) kan jeg ikke
udtale mig så meget om, det er der nok nogen med større psykologisk
indsigt der har bud på.

Det som jeg imidlertid synes er indlysende, er at det er dig der er den
fornuftige i dette "spil". Jeg synes ikke at dine forældre kan være
deres opførsel bekendt. Du har stadig brug for dine forældre, og de har
brug for dig. Det er nok ikke en god ide helt at afskære forbindelsen
til dem, det vil såre, ikke alene dem, men absolut også dig selv.

Du bor hos din far? Kan du ikke sige til ham at du har brug for at
træffe dine egne valg og leve dit liv som du finder det fornuftigt?
Tja.. det har du jo nok forsøgt mange gange. Hvis situationen virkelig
går i hårdknude, så kan du henvende dig på kommunen og bede om at tale
med en socialrådgiver (nogle af dem er ganske fornuftige

Måske kan jeg give dig et lille "omvendt" tip: jeg har selv børn i din
alder. Når vi har en eller anden diskussion, så plejer de at afvæbne
mig, enten med humor eller ved at vende situationen og f.eks. sige "så
så lille mor, er du stresset i dag" og så sender de mig et stort smil og
siger at jeg er den sødeste mor de nogensinde har haft. Ja, så er jeg
"solgt".

mvh og held og lykke
Bess

---

Hej Joanna,
Det er vist lidt af en hårdknude du prøver at løse. Det er en god ting og
virker fornuftigt at du ikke bare flygter hen til din kæreste men prøver at
få hjælp, det siger mig at du godt kan se lidt længere end til lige den
nemme løsning.
Jeg tror at du skal tage nogle alvorlige snakke med dine forældre, det er
meget svært fordi du er vred og skuffet, men det er det du skal gøre dem
klart, fortæl dem at det er dem der har opdraget dig og at de har opdraget
dig godt, du kan selv vælge og ved hvad du vil. Du skal bare huske på at de
tror de hjælper og beskytter dig. Jeg tror de har brug for at lære din
kæreste at kende. så de (specielt din mor) kan se hvad han er for en og hvad
det er du er faldet for hos ham. Hvad med at starte med at invitere dem til
middag hos ham ( jeg går ud fra han har eget sted at bo) hyg jer over maden.
Aftal med din kæreste at han skal gå en tur med din lillesøster mens I andre
snakker, så er det måske lettere at få snakken i gang. Dine forældre har
brug for at vide at du hører dem og forstår dem, før de er parate til at
lytte til dig. Når du er nået så langt at de ved du har forstået dem, så kan
det være de vil lytte til dig. Men jeg tror ikke du skal snakke om
rettigheder, snak istedet om hvad du ønsker af dem, fortæl dem hvordan det
virker på dig når de afviser dine valg. Lad være med at true med at flytte
eller sådan noget, det er jo ikke det du helst vil vel, fortæl hvordan du
ser din fremtid, og vær ærlig omkring hvad du virkelig har lyst til, også
hvis du ikke ved hvad du vil arbejde med, sig det så de bedre forstår hvor
du er henne i den proces der handler om at blive voksen.
Jeg tror det er nok for denne gang at starte med, men husk lige det tager
lang tid inden I er der hvor I ikke reagerer som henholdsvis forældre og
datter.
Hvis du har brug for uddybning eller har andre problemer så må du gerne
kontakte mig privat. Venlig hilsen Nina Hald

---

"bo nielsen" skrev d. 31-05-01 13:18 dette indlæg :
> Hej Joanna,
> Det er vist lidt af en hårdknude du prøver at løse. Det er en god ting
og
> virker fornuftigt at du ikke bare flygter hen til din kæreste men
prøver at
> få hjælp, det siger mig at du godt kan se lidt længere end til lige
den
> nemme løsning.
> Jeg tror at du skal tage nogle alvorlige snakke med dine forældre, det
er
> meget svært fordi du er vred og skuffet, men det er det du skal gøre
dem
> klart, fortæl dem at det er dem der har opdraget dig og at de har
opdraget
> dig godt, du kan selv vælge og ved hvad du vil. Du skal bare huske på
at de
> tror de hjælper og beskytter dig. Jeg tror de har brug for at lære din
> kæreste at kende. så de (specielt din mor) kan se hvad han er for en
og hvad
> det er du er faldet for hos ham. Hvad med at starte med at invitere
dem til
> middag hos ham ( jeg går ud fra han har eget sted at bo) hyg jer over
maden.
> Aftal med din kæreste at han skal gå en tur med din lillesøster mens I
andre
> snakker, så er det måske lettere at få snakken i gang. Dine forældre
har
> brug for at vide at du hører dem og forstår dem, før de er parate til
at
> lytte til dig. Når du er nået så langt at de ved du har forstået dem,
så kan
> det være de vil lytte til dig. Men jeg tror ikke du skal snakke om
> rettigheder, snak istedet om hvad du ønsker af dem, fortæl dem hvordan
det
> virker på dig når de afviser dine valg. Lad være med at true med at
flytte
> eller sådan noget, det er jo ikke det du helst vil vel, fortæl hvordan
du
> ser din fremtid, og vær ærlig omkring hvad du virkelig har lyst til,
også
> hvis du ikke ved hvad du vil arbejde med, sig det så de bedre forstår
hvor
> du er henne i den proces der handler om at blive voksen.
> Jeg tror det er nok for denne gang at starte med, men husk lige det
tager
> lang tid inden I er der hvor I ikke reagerer som henholdsvis forældre
og
> datter.
> Hvis du har brug for uddybning eller har andre problemer så må du
gerne
> kontakte mig privat. Venlig hilsen Nina Hald
>
>
Hej Joanna !
Hvis jeg var dig, ville jeg skrive alle disse kommentarer og dit eget
spørgsmål ud i to eksemplare og give dem til dine forældre.

Held og lykke

Kenn

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"