"Jesus-loves-you" <John15.13@Heaven> skrev i en meddelelse
news:wYnae.114041$Vf.4187767@news000.worldonline.dk
> "Herre, jeg
> er bekymret over den retning, mine børns liv har taget. De hører mig
> ikke, og jeg har ingen indflydelse på dem. Men du kan nå dem. Du kan
> minde dem om, hvad de har lært og bringe dem i omstændigheder, der
> vil føre dem tilbage til dig. I dit Ord står der, at hvis jeg adlyder
> dit Ord, vil det gå mig og min slægt godt. (5 Mosebog 4:40) Så jeg
> gør krav på dem i dit navn. Jeg tror på, at de vil vælge at tjene dig
> og vandre i din velsignelse resten af deres liv - Amen!"
Lyder mest som en måde, hvorpå forældre uden selverkendelse kan tørre
ansvaret for, at børnene lever deres eget liv af på ham dersens gud. Lad os
kigge lidt nærmere på den:
"Herre, jeg er bekymret over den retning, mine børns liv har taget. De hører
mig ikke, og jeg har ingen indflydelse på dem".
Samme klagesang synger samtlige forældre i hele verden. Hvorfor tror
kristne, deres "problemer" som forældre er anderledes end alle andres?
Hvorfor glemmer kristne forældre, at de selv har været børn og at de selv -
muligvis - valgte at leve deres eget liv uden for forældrenes indflydelse?
"Men du kan nå dem."
Tja, det kan en almægtig gud vel. Hvorfor denne almægtige gud så har valgt
at lade børnene løsrive sig for forældrenes indflydelse, må stå hen i det
uvisse. Måske gud har en plan med det?
"Du kan minde dem om, hvad de har lært"
Hvem siger de har glemt, hvad de har lært? Måske de ligefrem kun husker alt
for godt?
"og bringe dem i omstændigheder, der vil føre dem tilbage til dig."
Hov! Her tager bønnen pludselig en anden drejning. Hvor det tidligere
fremgik, det var forældrene, børnene havde taget afstand fra, er det nu
pludselig gud, børnene skal føres tilbage til. Tages gud ikke lidt som
gidsel her? Nå, men det er gud jo nok vant til at blive. Vi er nogen, der
mener, det er guds fornemmeste pligt - altså at lade sig tage som gidsel. Er
man selv lidt svag i troen, er det jo altid betryggende, når man kan sovse
sine børn ind i sin svagtfunderede tro. Så er man li'ssom ikke den eneste,
der indest inde lider alverdens sjælekvaler, når ens ord ikke kan stå mål
med ens tanker og handlinger. Det er jo altid en god idé at lade andre havde
det mindst lige så dårligt som én selv. Så bliver det lidt lettere at bære
sine byrder, ikke?
"I dit Ord står der, at hvis jeg adlyder dit Ord, vil det gå mig og min
slægt godt"
Ren gerningsretfærdighed. Gud er frygtindgydende, og man har bare at makke
ret og lytte, hvis det skal gå én og éns familie godt.
"Så jeg gør krav på dem i dit navn"
Hvad blev der af "lad børnene komme til mig"? Nu er det pludselig
forældrene, der har _krav_ på børnene. Og med gud som den store bussemand,
der kan bakke forældrenes krav op med lidt trusler. Det skal sgu' nok få
børnene til at makke ret. Så kan de lære det, kan de!
"Jeg tror på, at de vil vælge at tjene dig og vandre i din velsignelse
resten af deres liv"
Hvorfor så overhovedet bede gud om hjælp? Hvorfor så overhovedet gøre krav
på børnene? Hvorfor skal gud så minde børnene om noget som helst? Har
børnene overhovedet noget valg, hvis gud lytter til denne bøn?
"Amen!"
Gab, siger jeg bare. Af alle verdens tåbelige bønner må denne kandidere til
en absolut topposition.
Såfremt denne bøn havde magt som den har agt, ville vi ikke opleve nogen
udvikling i verden. Det er genetisk bestemt, at børn på et tidspunkt vælger
en anden vej end deres forældre. Det må selv troende acceptere - om ikke
andet ved at erkende, at naturen er gudgiven. Hvorfor er det så svært at
acceptere?
Bønnen er endnu et typisk forsøg på kristen ansvarsforflygtigelse, hvor den
kristne tro i virkeligheden er et behændigt tæppe, hvorunder alle
ubehageligheder kan fejes ind. Det kræver bare en god portion manglende
selverkendelse - noget mange kristne tilsyneladende har til overflod.
--
-Jens B.
http://www.fotolog.dk - My photo diary (Last updated 04/14/05)
http://gallery.bruun.com/index.php?cat=10003 - My photo gallery