"Rasmus Underbjerg Pinnerup" <pinnerup@*fjerndette*gmail.com> skrev i en
meddelelse news:5gs961lg4bel3ipjv7vhkrav29otu4f2g4@4ax.com...
> "Lyrik" <lyrik@heaven.fjern.dk> mælte sligt:
>
>>Protestanternes efterkommere
>>kan jages og selv jage hele året, hellig som søgn. De har aldrig fred og
>>lades aldrig i fred, stundesløse fra vugge til grav. De ser med ringeagt
>>på
>>et liv underlagt ritualer, som noget underlødigt for frie mennesker, der
>>spænder ben for en rationel organisering af tilværelsen. Ikke fordi derme
>>rationalitet tjener et højere formål, den er til for sin egen skyld,
>>kræver
>>ingen yderligere begrundelse.
>
> Det er ikke helt dårligt sagt.
>
> /Rasmus
+++++++++++++++++++++++++++
Så er her lidt om hans "gudløshed" fra "En sten i skoen":
"Selv en så besindig intellektuel som forfatteren Villy Sørensen, der har
beskæftiget sig med historiske epoker fra antikken og fremefter og således
var trænet i at dechifrere gamle tekster, mistede øjensynlig sin analytiske
skarphed, når det gjaldt den eksisterende kristne tradition. I alt fald
udtalte han i et interview i dagbladet Politiken: Tænk at hele åndslivet
gennem flere århundreder har bevæget sig inden for et tankesystem, som
umiddelbart forekommer forrykt.
................Digteren Ole Sarvig udtalte i et interview i anledning af
bogen Salmer og begyndelser til 1980'erne, at han havde meldt sig ud af
folkekirken allerede som 17-årig, angiveligt af respekt for kristendommen
(en respekt han ikke kunne få øje på inden for institutionen). Jeg tvivler
ikke desto mindre på, om han derved slipper fri af Villy Sørensens anklage
for at bevæge sig inden for et tankesystem, der forekommer forrykt. Sarvig
er i alt fald, hvad man må kalde klart kristologisk i disse meditativt
følsomme tekster.
Nu er det måske ikke så interessant, men det leder frem til et spørgsmål,
der er alvorligt nok: Hvad skal vi mene om den arv, vi har med os fra de
århundreder, hvor åndslivet helt klart har udfoldet sig inden for grænserne
af et traditionelt kristent/ kirkeligt forestillingsunivers?
Man kan vel undskylde de meget fjerne tiders kunstnere med, at de ganske
enkelt var pryglet til at tjene en uhellig alliance af glubske paver og
ryggesløse fyrster, der, hvis ikke de kunne blive enige om andet, i alt fald
altid kunne finde fælles fodslag, når det gjaldt om at fastholde den
ideologiske indretning af verden og holde deres undersåtter i åndeligt
jerngreb.
Nu fremgår det ikke af Villy Sørensens udtalelse, hvornår han vil sætte
begyndelsen til de flere århundreder, hvor vi har bevæget os inden for et
tankesystem, der forekommer forrykt. Der kan dog dårligt være tale om mindre
end to, hvorved vi er tilbage ved den franske revolution, hvor det lykkedes
i ét hug at bryde såvel fyrstens som kirkens magt
- Ludvig den XVI mistede hovedet under guillotinen, og fornuftens nøgne
sandhed blev hyldet i Notre Dame som den nye tids religion i skikkelse af en
lige så nøgen skøge.
Men det kan for så vidt også være renæssancen og humanismens fødsel, han har
haft i tankerne. Det var samtidig med, at det gamle ptolemæiske
verdensbillede brød sammen og blev afløst af det kopernikanske til stor
forbitrelse for den katolske kirkeinstitution, der så sit ideologiske
eneherredømme udfordret og siden smuldre.
Men hvad så med Dantes Den guddommelige komedie fra begyndelsen 1300-tallet?
Trods sin skønhed er dens forestillingsverden noget af det virkelig
teologisk forrykte set med nutidens øjne. Eller hvordan vil han vurdere
Mathias Grünewalds alter i Isenheim? Eller for den sags skyld Michelangelos
og Leonardo da Vincis værker? Og hvad vil han stille op med William
Shakespeare og Johan Sebastian Bach, når vi kommer på den anden side af
renæssancen? Til gengæld har han sikkert ikke brudt sig om John Milton og
hans Paradise Lod. Og principielt næppe heller om Joseph Haydn, da vi som
sagt må regne flere århundreder til minimum to. Haydn dør i 1809. Så sent
som i 1792, hvor den franske revolution allerede har været i gang i tre år,
komponerer han sit oratorium Skabelsen. Det må, forekommer det mig, derfor
nødvendigvis rubriceres under forrykte værker skrevet mod bedre vidende. Men
hvis Villy Sørensen ville dét, så har vi øjensynlig ikke haft samme
oplevelse med det. For hvis jeg endelig skulle nævne et
overbevisende »argument« for det gamle verdensbillede, er det sekvensen,
hvor Haydn lader gud udtale sit højtidstyste Bliv lys! og der bliver lys, i
toner, der står som kaskader af stråle- bundter germem øregangen, så man
snapper efter vejret. Det sker rent faktisk i dette øjeblik. Som om man i ly
af Haydns nodepapir kan foretage en tidsrejse og blive vidne til, hvordan
gud i ensom majestæt ud af urdybets mørke sætter tiden i gang og lader
verden blive til. Det er så gribende, at det giver gåsehud. Sådan må det
være sket. Det forklarer skønheden i skaberværket. Det er ganske vist. "
Grosbøll lider under det moderne menneskes tvivl på det overnaturlige. Alt
kan tilsyneladende gives "videnskabelige forklaringer", men der er store
tanker som ligesom rækker ud over alt "det naturlige" og sætter tvivl hos
præsten Grosbøll og får os andre til at skælve ind imellem.
Grosbølls faste holdepunkt er denne Jesus, som han ikke kan komme udenom i
sine tanker. Er han kun et menneske? Han står imellem ærefrygt, tro og
vantro og er derfor en eksponent for det moderne menneske han er præst for.
Jeg så at han nu længtes efter at holde gudstjeneste med menigheden. Mon der
er plads til ham? Ingen tør tage ansvaret for at sætte ham tilbage. Der er
for store kirkepolitiske signaler på spil.
Hilsen
jens
Hilsen
Jens