Hvorfor Treenighedslæren?
Forsvaret af Treenighedslæren
Kristendommen, Jødedommen og Islam omtales almindeligvis som de
monoteistiske verdensreligioner. Det er nemt at forstå hvorfor
Jødedommen og Islam kaldes monoteistiske. De bekender sig begge til
én Gud, der ikke består af flere personer eller eksistenser. Med
kristendommen er det noget anderledes, for her synes monoteismen altid
at være med forbehold.
Langt størstedelen af kristne er medlemmer af kirker, der bekender sig
til gudsforståelsen Treenighedslæren. Treenighedslæren anses for
fundamental og afgørende for om man er kristen. Nødtvunget indrømmer
man, at den ikke omtales i Bibelen, men man mener at den implicit
fremgår. Men der findes også andre måder at opfatte Gud på blandt
kristne. Disse måder eksisterede i oldkirken i konkurrence med de
tidligste former for Treenighedslære, men bare 400 år efter Jesu
opstandelse så var disse opfattelser stærkt undertrykte til fordel
for Treenighedslæren, der også gjorde kort proces med mange afvigende
opfattelser blandt de Treenighedstroende. Nestorius og Apollonaris er
eksempler på Treenighedstroende, der blev forbandede og
exkummunikerede på grund af deres udlægninger af Sønnens natur i
Treenighedslæren. Kristne magthavere, der bekendte sig til
Treenighedslæren, forfulgte og myrdede kristne med andre opfattelser.
Denne undertrykkelse eksisterede langt op i tiden. Man fik hurtigt den
opfattelse, at ingen tænkelig kødelig forbrydelse var ligeså slem
som at have kættersk tro, fordi kætteri var at gøre sig skyldig i
sjæles evige pine i helvede. En anden Gudstro end Treenighedslærens
mentes nemlig ikke at kunne frelse.
På Luthers tid prædikede den kristne mystiker og læge Servetus
(1511-1553) en anden opfattelse af Guddommen og angreb i skarpe
vendinger Treenighedslæren, og mange andre af såvel katolikkernes og
reformatorernes læresætninger. Det var dødsensfarlige fjender at få
i en tid, hvor folk blev dræbt/pint ihjel for at mene, at voksne
skulle døbes hvis de ville frelses, eller at sjælen er dødelig. Men
katolikker og protestanter myrdede dog også hinanden. Servetus fik en
personlig fjende i den berømte Calvin gennem deres brevvekslinger,
hvori denne snart følte sig groft forulempet af Servetus
irettesættelser af hans udlægninger af Bibelen. Inden længe blev
Servetus lokket i en fælde og fængslet for den forbrydelse det var at
tale imod og angribe Treenighedslæren. Her kunne protestanter og
katolikker være enige, og de dannede forbund imod ham i deres
klapjagt. Da han ikke ville omvende sig, selv efter heftig ordduel med
Calvin, der optrådte som advokat for "den rene lære", blev han
dømt til bålet i 1553. Han "slap" dog ikke med en almindelig
afbrænding, men blev nærmere ristet ihjel langsomt. Det var nemlig en
almindelig holdning blandt mange, at en hurtig død var en lovlig mild
straf overfor så stor en blasfemi som at benægte og fordømme
Treenighedslæren. Som den eneste "formildende" gerning i denne
sag, prøvede Calvin at få straffen mildnet til halshugning. Denne
gerning har calvinister og andre protestanter ivrigt fremført, som om
det ændrede ret meget ved Calvins handlinger, om end Calvin aldrig
skulle have ytret nogen anger over det skete til nogen, men til
gengæld beklaget sig over kritik af hans rolle i af befri verden fra
den uhyrlige kætter. Man synes generelt stadigt på dette tidspunkt,
at det var godt, at der blev sat en stopper for dette blasfemiske
menneske på voldsom og advarende vis, og mange lykønskningsbreve fra
reformatorer til Calvin er bevaret i dag (dog desværre ingen fra
Luther, der var død i tiden mellem Servetus polemik og hans
martyrium).
Men allerede dengang var der folk der syntes, sågar enkelte
betydningsfulde protestanter, at behandlingen af Servetus var lige grov
nok, og holdningen begyndte gradvist at blive lempeligere. Servetus
siges, at have haft meget få tilhængere, hans lære indeholdte mange
usædvanlige opfattelser få andre har delt, men mandens skæbne blev
et symbol på undertrykkelsen af retten til at dyrke og missionere for
sin tro, ligesom hans opgør med tidens verdslige præsteskab,
frygtløse optræden, og delvise opsøgen af sin egen undergang og
barbariske død bærer lighedstræk til Jesu lidelseshistorie.
Unitarisk kirkesamfund nævner ham ofte som den første unitar og
martyr for retten til at tro hvad man vil, skønt mandens tro var
ganske ikke-unitarisk og fanatisk, og i øvrigt heller ikke havde meget
til fælles med de næsten-samtidige Socianerne, der hævdede, at Jesus
var menneske alene, og hvoraf visse ligesom Servetus led barbariske
martyrdøde for deres udlægninger ved Treenighedstroende hænder.
Servetus har tillige været genstand for stor forskning blandt
kirkehistorikere og teologer, og der findes også et Servetus-selskab,
hvor han studeres. Som læge er han kendt for store opdagelser omkring
blodets cirkulation i kroppen.
Den så kendte videnskabsmand (og samtidige så ukendte kætterske
teolog) Isaac Newton (1642-1727) holdt sin unitariske opfattelse skjult
i en tid, hvor man var ved at gå bort fra at myrde kættere, om end
det stadig var meget farligt. I 1900 tallet begyndte der at komme
sekter, der uhindret af statsmagten afviste Treenighedslæren og
prædikede, at Jesus var enten menneske alene eller en engel som blev
menneske, som Newton mente det. Der var også i endnu mindre antal
folk, der afviste Treenighedslæren samtidigt med, at de bekendte Jesus
som Gud, sådan som Servetus og tidlige Kvækere havde gjort det. Ingen
af disse opfattelser har dog rokket nævneværdigt ved
Treenighedslærens udbredelse.
Voldsherredømmets konsekvens
Det skal altså forstås, at Treenighedslæren er hvor den er i dag,
fordi den er blevet holdt oppe af vold og barbari. Den
Treenighedstroende kirke truede anderledes tænkende med helvede og
samarbejdede med statsmagterne for at forfølge disse og slå dem
ihjel. Traditionens magt, hvad enten man tror fundamentalistisk eller
ej, er stor. Denne lære er banket og brændt ind kristendommens sjæl
i over 1.500 år, og det kan ikke forventes, at den forsvinder uden i
det mindste en meget sejlivet kamp. Desuden kan dele af
Treenighedslæren hente meget indirekte støtte i Skriften. Det
foregår lidt på den samme måde, som kirkerne almindeligvis
kritiserer Jehovas Vidners bibelfortolkning for: man har allerede
bestemt hvilket budskab man vil hente ud af Bibelen, og bruger
udplukkede vers som støtteskriftsteder på bekostning af konteksten.
Læren bevises aldrig, men tages for givet. En almindelig udtalelse er:
"Måske omtaler Bibelen ikke Treenighedslæren direkte, men Faderen,
Sønnen og Helligånden kaldes alle Gud, og så er Treenighedslæren
sand". Det er sandt nok, at Faderen, Sønnen og Helligånden alle
kaldes Gud i Bibelen, men det er ikke Treenighedslæren.
Treenighedslæren er at Faderen, Sønnen og Helligånden alle er
forskellige guddommelige evige uskabte personer i én Gud med hver
deres vilje og bevidsthed. De 3 personer udgør altså sammen én Gud.
Men billedet af at gøre 3 personer til én Gud holder ganske enkelt
ikke. Jeg kan spille 3 personer i et skuespil, men ingen af disse
personer er hvem jeg er. Hvis én Gud er 3 personer, så er disse
personer blot roller, der alle sammen besiddes af den ene Gud. Vi skal
"ind bagved" for at finde den ene Gud, der ikke kan beskrives med
ordet person. 3 personer udgør på ingen måde én Gud.
Monoteisme
Et væsentligt argument for Treenighedslæren blandt dens tilhængere
er monoteisme: at der kun er én Gud. Argumentet fremføres ofte mod
Jehovas Vidner og bibeltroende Unitarer, som hævder at Sønnen er en
skabning alene, og at Gud er et relativt ord, der blot betyder en
mægtig person. Jehovas Vidners behandling af Johannes 1v1, som de
mener taler om en gud, er et eksempel herpå. Disse insisterer
ligeledes på at blive kaldt monoteister, fordi også de mener, at der
kun er én, som er den sande Gud. Sønnen kaldes Gud i relativ
forstand. Argumentet får nogen støtte af Bibelen, bl.a. i 2 Mos 7v1:
"Da sagde Herren til Moses: »Se, jeg gør dig til gud for Farao, og
Aron, din bror, skal være din profet". Skriftsteder som disse
overbeviser nogen om, at Sønnen er en "relativ Gud". Spørgsmålet
er så bare om udsagn som disse berettiger til at se på Jesus som Gud
på samme måde. I 2 Mos 7v1 kunne man spørge, om udsagnet ikke
alligevel forudsætter, at der kun er én "rigtig" Gud.
I alle tilfælde fremstiller følgende Gud som identisk med Jesus:
Gud:
Rom 11v36 Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være
ære til evig tid! Amen.
Gud og Jesus:
(1 Kor 8v6) Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle
ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre (YHWH), Jesus
Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham.
Guds Søn:
(Kol 1v16) I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige
og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og
til ham er alting skabt.
Disse passager sætter lighedstræk mellem Gud og Jesus i disse
sammenhænge, og understøtter forestillingen om Frelseren Jesus
Kristus som ikke blot menneske, men også som Faderen og den eneste
Gud, hvilket også udtrykkes af udsagn i Johannes:
Joh 10v30 Jeg og Faderen er ét.«
Joh 14v9 Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og
du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen;
hvordan kan du så sige: Vis os Faderen?
Joh 20v28 Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« v29 Jesus sagde til
ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og
dog tror.«
Eller disse vers i Åbenbaringen:
Åbn 1v8 Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han som er og som var
og som kommer, den Almægtige.
Åbn 1v17 Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder som død; men
han lagde sin højre hånd på mig og sagde: »Frygt ikke! Jeg er den
første og den sidste v18 og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg
lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og
dødsriget.
Åbn 22v13 Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen
og enden. v14 Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får
ret til livets træ og går gennem portene ind i byen. v15 Udenfor skal
hundene være og troldmændene og de utugtige og morderne og
afgudsdyrkerne og enhver, der elsker og øver løgn. v16 Jeg, Jesus,
har sendt min engel for at vidne om dette for jer i menighederne. Jeg
er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne.«
Jesus Kristus kvalificerer sig som Gud i en sådan grad, at han er en
Gud i absolut forstand, og Bibelens regel om én Gud slår fast:
2 Mos 20v3 Du må ikke have andre guder end mig.
(1 Kor 8v6) Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle
ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved
ham er alle ting, og vi ved ham.
Flere navne for Gud er ikke noget unikt for NT:
1 Mos 14v22 Men Abram svarede Sodomas konge: »Jeg løfter min hånd
til Herren, Gud den Højeste, skaberen af himmel og jord:
Sl 50v14 Du skal bringe takoffer til Gud og indfri dine løfter til den
Højeste.
Treenighedslæren kan omvendt heller ikke kvalificere sig som rendyrket
monoteisme. Læren bærer for mig præg af, at man oprindeligt ikke har
kunnet gøre op med sig selv om man vil prædike én eller 3 Guder, og
man har valgt en løsning, der hedder 3 personer i én Gud. Disse er
ikke blot manifestationer, men selvstændige eksistenser, og hvordan
kan sådanne udgøre én Gud?
Én Gud i 3 manifestationer/roller
Følgende præsentation er baseret på forestillingen om at NT
vitterligt lærer én Gud i ganske reel forstand;
Rollen/manifestationen Gud Faderen:
Gud som han åbenbarer sig som den Almægtige Skaber. Udtrykket bruges
i NT, medens at udtrykkene Gud Sønnen og Gud Helligånden aldrig
bruges. Det er derfor også vigtigt at understrege, at vi ikke taler om
Gud Fader på den måde, man gør i Treenighedslæren. En venligtsindet
Skaber kan kalde sine skabninger børn, men det giver ingen mening, at
skabningerne omtaler Gud som deres Søn. Gud omtales også som Fader i
GT, igen i de tilfælde, hvor hans nære forhold til han folk omtales.
Es 64v7 Men, Herre, du er jo vor fader; vi er ler, og du har formet os,
vi er alle sammen dine hænders værk.
Mal 2v10 Har vi ikke alle den samme fader? Er det ikke den samme Gud,
der har skabt os? Hvorfor er vi da troløse mod hinanden og bryder vore
fædres pagt?
Rollen/manifestationen Guds Søn:
Gud som Frelser, som Han åbenbarer sig i og eksisterer som mennesket
og personen Jesus Kristus, Guds Søn, der er født af Maria (Gal 4v4)
og bærer Guds navn; "dit navn, det du har givet mig"(Joh 17v12).
Guds Søn er derved såvel Gud som menneske, hvilket gør Sønnen til
den en kompleks rolle. Enkelte vers taler om Sønnen som Skaber (Kol
1v16, Heb 1v2, 10-12), hvilket dels bekræfter, at Sønnen er Gud i en
rolle, dels peger hen på at Sønnen er den, der fuldender skabelsen
ved sin frelse. Skabelsen skal fuldendes og sker ved Sønnens rolle.
Guds Søn er født i tiden, ja faktisk dels af Maria - fysisk og dels i
opstandelsen - åndeligt (Apg 13v33), men Gud har planlagt denne rolle
som Frelser og Kristus fra begyndelsen og skabt med den for øje, om
end det var en "hemmelighed, der har været hyllet i tavshed i evige
tider" (Rom 16v25). Det er ved Sønnen, at Gud besluttede "at
forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved
hans blod på korset" (Kol 1v20) og derved fuldende skabelsen. Derfor
kan han kaldes Guds skabnings ophav eller begyndelse (Åbn 3v14),
såvel som "Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og
enden" (Åbn 22v13, 16).
Matt 1v21 Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for
han skal frelse sit folk fra deres synder.« v22 Alt dette skete, for
at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger:
v23 »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal
give ham navnet Immanuel« - det betyder: Gud med os.
1 Tim 3v16 Og uimodsigelig stor er gudsfrygtens hemmelighed: Han blev
åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i Ånden, set af englene,
prædiket blandt folkene, troet i verden, taget op i herligheden.
Heb 1v8 men til Sønnen: Din trone, Gud, står til evig tid, dit
kongescepter er retfærdighedens scepter. v9 Du elskede ret og hadede
uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for
dine lige. v10 Endvidere: Du, Herre, grundlagde i begyndelsen jorden,
himlen er dine hænders værk. v11 De går til grunde, men du består,
de slides alle op som klæder, v12 du ruller dem sammen som en
klædning. De skiftes ud som klæder, men du er den samme, dine år
får aldrig ende.
Es 51v9 Vågn op, vågn op, ifør dig styrke, du Herrens arm! Vågn op
som i ældgamle dage, i henfarne tider! Var det ikke dig, der fældede
Rahab og gennemborede dragen?
Es 53v1 Hvem troede på det, vi hørte? For hvem blev Herrens arm
åbenbaret? v2 Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud
af den tørre jord. Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham,
men vi brød os ikke om synet.
Kol 2v8 Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der
bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på
Kristus. v9 For i ham bor hele guddomsfylden (i.e.: alt ved Guds
væsen) i kød og blod, v10 og i ham, som er hoved for al magt og
myndighed, er I blevet fyldt med den.
2 Kor 5v18 Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved
Kristus og gav os forligelsens tjeneste, v19 for det var Gud, der i
Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres
overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen.
1 Tim 2v5 For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker,
mennesket Kristus Jesus,
2 Joh 1v9 Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den,
har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og
Sønnen.
2 Pet 1v1 Fra Simon Peter, Jesu Kristi tjener og apostel. Til dem, der
ved vor Guds og frelsers, Jesu Kristi, retfærdighed har fået den
samme dyrebare tro som vi. v2 Nåde og fred være med jer i stadig
rigere mål i erkendelsen af Gud og Jesus, vor Herre!
Rollen/manifestationen Helligånden:
Gud er ånd og Guds ånd eller Sønnens ånd eller Helligånden
betegner Gud som han arbejder i mennesket.
Joh 4v24 Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og
sandhed.«
Gal 4v6 Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore
hjerter, og den råber: Abba, fader!
1 Thess 4v8 Derfor, hvis nogen forkaster dette, er det ikke et
menneske, han forkaster, men Gud, som giver jer sin hellige ånd.
Apg 5v3 Da sagde Peter: »Ananias, hvorfor har Satan fyldt dit hjerte,
så du har løjet for Helligånden og stukket nogle af pengene for
jorden til side? v4 Var jorden ikke din før salget? Og havde du ikke
rådighed over pengene efter salget? Hvordan kunne du finde på at
gøre dette? Det er ikke mennesker, men Gud, du har løjet for.«
Betydningen af Jesu navn
En anden væsentlig observation er at navnet YHWH, der optræder så
tit i GT oversat som HERREN, alene optræder ét sted i NT; i navnet
Jesus, der enten betyder YHWH Frelser eller YHWHs frelse. Når der
citeres fra GT i NT gengives YHWH navnet altid blot med det græske ord
for herre, kyrios. Hvis Matt 28v19 er original og ikke en senere
tilføjelse som nogen mener, så viser det, at apostlene forstod, at
dette navn Faderen, Sønnen og Helligånden har, er Jesus, for det er
det navn de døbte med. Det er absolut i min fortolknings interesse, at
skriftstedet er originalt, men jeg nævner det alligevel med forbehold.
Sønnen selv mere end indikerer med ordene "dit navn, det du har
givet mig"(Joh 17v12), at Jesus er Guds navn. Gud har skænket
Sønnen "navnet over alle navne for at i Jesu navn hvert knæ skal
bøje sig" (Fil 2v9-10) og har sat "ham ved sin højre hånd i
himlen, højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert
navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den
kommende" (Efe 1v20-21), hvilket igen må sige, at Jesu navn er Guds
navn, ligesom det placerer Jesus over alt. Ligeledes så må det navn
en søn arver være Faderens navn (Heb 1v4). Herved opfyldes de
profetiske ord i GT fuldt ud: "den dag skal Herren være én og hans
navn være ét" (Zak 14v9).
Hele NT handler om YHWH Frelseren eller YHWHs frelse, Jesus Kristus og
frelsen i ham. Paulus slår fast, at alt hvad den troende behøver og
alt hvad Gud er, findes i Jesus Kristus:
Kol 2v8 Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der
bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på
Kristus. v9 For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod, v10 og i
ham, som er hoved for al magt og myndighed, er I blevet fyldt med den.
Sønnen har simpelthen arvet alt:
Matt 28v18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet
al magt i himlen og på jorden.
Sønnens ophøjelse
Man kan så spørge hvorfor Sønnen ofte omtales som en person, der
bliver givet ting. Det virker ikke som om Sønnen er Gud i sådanne
tilfælde. Svaret ligger i Sønnens rolle i inkarnationen:
Fil 2v5 I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus
Jesus, v6 han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at
være lige med Gud, v7 men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse
på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske,
v8 ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et
kors.
Sønnen Jesus ydmygede sig til døden som menneske på trods af, at Han
også er såvel Guds billede som Gud.
Heb 5v7 Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og
tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra
døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. v8 Skønt han var
søn, måtte han lære lydighed af det, han led,
Esa 53v10 Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom. Når hans liv
er bragt som skyldoffer, ser han afkom og får et langt liv, og Herrens
vilje lykkes ved ham. v11 Efter sin lidelse ser han lys, han mættes
ved sin indsigt. Min tjener bringer retfærdighed til de mange, og han
bærer på deres synder. v12 Derfor giver jeg ham del med de store, med
de mægtige deler han bytte, fordi han hengav sit liv til døden og
blev regnet blandt lovbrydere. Men han bar de manges synd og trådte i
stedet for syndere.
Herrens arm, Herren selv (Esa 51v9, 53v1) blev i mennesket Jesus
Kristus et ydmygt offer for verdens synd.
I eksistensen som sandt menneske underkastede Sønnen sig Gud og blev
en tjener for Gud og mennesker. Derfor er det, at Sønnen bliver givet
alle ting, når Han igen rejser til sin retmæssige position.
Fil 2v9 Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over
alle navne,
Treenighedslæren er ligeledes ganske unødig i at forstå Sønnens
rolle og Guds mennesketilblivelse. Den kan kun bidrage med forvirring,
hvor en af de guddommelige personer i "Gude-kollektivet"
underlægger sig en anden.
Konklusionen
Der er kun én Gud og én Herre for den kristne (1 Kor 8v6). Frem for
at se Ham som et konglomerat af 3 personer, man skal tænke sig til er
én Gud, så er det meget sundere og bibelsk, at se Ham som helt
igennem én:
Esa 40,25 »Med hvem vil I sammenligne mig, så vi skulle være lige?«
siger den Hellige.
Esa 46v5 Med hvem vil I sammenligne mig, så det ligner? Hvem stiller I
mig lige med, så vi ligner hinanden?
Joh 20v28 Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« v29 Jesus sagde til
ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og
dog tror.«
Jud 1v4 For der har sneget sig nogle mennesker ind, som der allerede
for længe siden var skrevet om, at de skulle rammes af denne dom; de
er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og
fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus. v5 Skønt I ved
det alt sammen, vil jeg alligevel minde jer om, hvorledes Herren først
frelste sit folk ud af Egypten, men senere udryddede dem, der havde
vist sig vantro;
Åbn 1v17 Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder som død; men
han lagde sin højre hånd på mig og sagde: »Frygt ikke! Jeg er den
første og den sidste v18 og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg
lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og
dødsriget.
"Jeg" og "mig", ikke "vi" og "os". I syner af Gud
omtales Han altid som én:
2 Mos 24v9 Moses gik op sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds
af Israels ældste, v10 og de så Israels Gud. Under hans fødder var
der som et flisegulv af safirer, så rent og klart som himlen selv.
2 Krøn 18v18 Men Mika sagde: »Så hør da Herrens ord! Jeg så Herren
sidde på sin trone, og hele himlens hær stod ved hans højre og hans
venstre side.
Esa 6v1 I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt
ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet.
Åbn 22v3 Og der skal ikke mere være nogen forbandelse. Men Guds og
Lammets trone skal stå i byen, og hans tjenere skal tilbede ham, v4 og
de skal se hans ansigt og bære hans navn på deres pande.
Det er sådan vi bør se den ene Gud, ganske som de israelitiske
patriarker og profeter gjorde det. Inkarnationen ændrer ikke på
dette, for det er den eneste Gud, der åbenbarer sig i og eksisterer
som mennesket og personen Jesus Kristus.
Guds fred
|