Hej,
Som nogle ved herinde så væltede min maskine et par gange (!) i 
slutningen af forrige sæson som følge af kraftig efterårsblæst. Det 
resulterede i en række skrammer - bla. en flækket styrkåbe. Det 
irriterer mig dagligt at der er en flække i den - ikke mindst fordi 
skidtet nu vibrerer og giver en masse lyde fra sig ved visse 
omdrejninger. Hele instrumentpanelet går mildest talt i selvsving og 
giver anledning til arrigskab og fråde bag visiret - ikke så fordrende 
for den almene trafiksikkerhed 
I stedet for at finde mig i det længere har jeg besluttet mig for at 
skifte de implicerede dele ud med nye i stedet for at prøve at lappe det 
sammen når jeg ved det bliver noget lort.
Jeg har derfor indhentet priser fra en dansk reservedelsforhandler. Ja - 
  og priserne er mildest talt horrible. Selve styrkåben koster godt og 
vel 2.000 kroner. Dertil kommer et "kåbeindlæg" og en række bolte, et 
bøjet beslag samt et generatordæksel. Alt i alt noget, der hos en dansk 
forhandler løber op på godt og vel 3500,- hårdt beskattede danske kroner.
"Det må kunne gøres bedre" tænker jeg og sætter mig godt til rette foran 
computeren og min gode ven "Google". Der går ikke længe førend jeg 
finder frem til et amerikansk site - cycle-parts.com. Det er ikke 
ligetil - men kender man partnumrene på det man ønsker at købe så er det 
rimeligt nemt. Selvom jeg havde forventet en væsentligt lavere pris i 
udlandet bliver jeg alligevel overrasket: 163 dollars (~930 dkr) - godt 
og vel 1000,- under den danske pris! Det er noget, der rykker! Min mus 
flagrer lystigt hen over "buy" knapperne og inden længe har jeg fået 
bestilt alle de nødvendige dele og lidt til (det er jo sååå billigt)... 
Samlet pris: ~2.000 dkr.
Det vil sige, at i USA kan jeg købe ny kåbe, 2 (!) kåbeindlæg, skruer, 
bolte, beslag, generatordæksel (inkl. pakning) og sågar 4 
udstødningspakninger til samme pris som kåben alene koster i danmark.
Jeg bestiller delene og betaler med kreditkort. Sitet skriver at der er 
gratis levering ved bestillinger over 250 dollars - TOP! Afsted med 
bestillingen...
Men vi ved alle at træerne ikke vokser ind i himlen; for et par timer 
siden modtager jeg så en mail fra cycle-parts.com, der skriver at jeg 
skal ind og betale yderligere 120 dollars for forsendelsen og muligvis 
mere hvis det viser sig at de er nødt til at sende det i to kasser i 
stedet for en. Øv! Deres tilbud om gratis forsendelse gælder åbenbart 
ikke på internationale ordrer 
Med udsigt til at kunne ende med forsendelsesomkostninger på næsten 1400 
kroner + at blive fanget i tolden så er det pludselig ikke så god en 
deal længere og jeg annullerer ordren igen. Øv!
Det får mig alligevel til at tænke at der må være nogen herhjemme, der 
tjener STYGT på at sælge originale reservedele videre til os - i 
forvejen hårdt beskattede - danskere. Om det er forhandlerne eller 
importørerne (eller begge) der skal tjene så meget på reservedelene ved 
jeg ikke, men jeg håber onlinesalget i udlandet eksploderer så de kan få 
sig en lærestreg. Jeg har ikke noget imod at de skal tjene lidt, men det 
kan ikke være rigtigt at de skal have godt og vel 1000,- i kommission 
for at sælge mig et stykke plastic.
Alt dette leder mig til et afsluttende spørgsmål. Er der nogen herinde 
der kender et sted på nettet - i tyskland eller et andet EU land - hvor 
man kan købe originale reservedele til de populære MC-mærker; i mit 
tilfælde Yamaha?
Med løftet venstre,
-- 
Tony
Fazer 1000 o>'o