---

Hej NG.

Jeg har et stort problem som jeg håber på at I måske kan hjæpe med at få
løst. Jeg har en søn på 6 år, der tror han er for tyk, hvilket han ikke er,
tværtimod. Han er så tynd at han ikke skal tabe sig overhovedet. Herhjemme
spiser han rimeligt godt og han spiser det der bliver serveret og det vi
siger han skal spise. Men hos sin far spiser han næsten ikke noget og smør
på brødet vil han ikke have da han siger det feder. Nu har han så været på
ferie et par dage hos sine bedsteforældre, hvor han nærmest heller ikke har
spist noget. De kom og fortalte til mig at han havde sagt at han var for tyk
og at han skal tabe sig og at han havde sagt at de andre i skolen driller
ham med at han er for tyk. I skolen har jeg ikke kontrol over hvad han
spiser da skolen laver mad til eleverne. Hvad kan vi gøre for at få ham til
at forstå at han ikke er for tyk? Og hvad kan vi gøre for at få ham til at
spise uanset hvor han er så det her ikke ender med en spiseforstyrrelse?

Med Venlig Hilsen Pia.

---

Pia Sørensen <frksorensendk@hotmail.com> skrev:
>Hej NG.
>
>Hvad kan vi gøre for at få ham til
>at forstå at han ikke er for tyk? Og
>hvad kan vi gøre for at få ham til at
>spise uanset hvor han er så det her
>ikke ender med en spiseforstyrrelse?
>
Yep, sådan en datter har jeg også. Hun er 8 år, nogenlunde normal
af højde (lidt under), og vejer 20 kg. Hun er en splejs, men til
gengæld fuld af krudt, da hun både danser, slår vejrmøller, står
på hænder, løber hurtigere end sin 15-årige storesøster, og meget
andet. Dog ikke samtidig...

Men hun vil helst ikke spise noget, der feder. Hun spørger tit, om
det pågældende mad er sundt, og hendes aftensmad er verdens
mindste portion som hun er en evighed om at spise.

Og vi har valgt at lade som ingenting. Hvis hun er sulten, så skal
hun nok spise. Hvis hun vokser op og bliver en splejset pige, så
er det bare sådan, hun skal se ud. Og så skyldes det sandsynligvis
også hendes høje aktivitetsniveau.

Hvis du først begynder at klandre din søn for at han spiser for
lidt, så gør du det til et problem. Han spiser, hvis han er
sulten, vær sikker på det. Men hvis du dag efter dag presser ham
til at spise noget han ikke orker, så risikerer han en eller anden
form for spiseforstyrrelse. Det er muligt, at han tror han er for
tyk, men det er sandsynligvis en ide, der varer en begrænset
periode. Desuden har han en alder, hvor viljestyrken ikke er stor
nok til at han går sulten i seng.

Din største opgave bliver snarere at få bedsteforældrene til at
acceptere, at hans appetit ikke er stor. De tilhører nemlig den
generation, hvor småbuttede børn er lidt sundere end de tynde!!

Vh. JIB

---

"Jørn Ibsen (slet HZ0PD)" <j-ibsen@HZ0PDget2net.dk> skrev i en meddelelse
news:11093624600.793570238772258@dtext.news.tele.dk...
> Pia Sørensen <frksorensendk@hotmail.com> skrev:

>
> Hvis du først begynder at klandre din søn for at han spiser for
> lidt, så gør du det til et problem. Han spiser, hvis han er
> sulten, vær sikker på det.

Nej han spiser ikke hvis han er sulten. Det gør han herhjemme men ikke hos
sin far eller andre steder. Jeg kan fortælle at da han var på ferie hos sine
bedsteforældre spsite han ikke nok aftensmad, for han sagde "Bedste jeg vil
ikke spise for meget for så tager jeg på". Ved 21 tiden fik han så kage og
mælk inden han skulle i seng, men ved 23.30 tiden våghnede han op og
beklagede sig over at han havde ondt i maven og at han var sulten. >

---

"Pia Sørensen" skrev d. 25-02-05 19:55 dette indlæg :
> Jeg har en søn på 6 år, der tror han er for tyk, hvilket han ikke er,
> tværtimod.

>Herhjemme
> spiser han rimeligt godt og han spiser det der bliver serveret og det
vi
> siger han skal spise.

Men hos sin far spiser han næsten ikke noget og smør
> på brødet vil han ikke have da han siger det feder.

Nu har han så været på
> ferie et par dage hos sine bedsteforældre, hvor han nærmest heller
ikke har
> spist noget.

De kom og fortalte til mig at han havde sagt at han var for tyk
> og at han skal tabe sig og at han havde sagt at de andre i skolen
driller
> ham med at han er for tyk.

Kære Pia Sørensen,

Som du kan se, har jeg klippet lidt i dit indlæg. Nu ved jeg jo ikke, om
din fokusering på din søns spisning er ny, eller om den har været der
hele tiden. Jeg kan fortælle dig, at det første mange forældre gør, når
de henter deres barn, er at hente madkassen, åbne den, og kommentere,
hvad barnet har spist ikke spist. Hvad mon barnet konkludere ud af den
slags? Han har både leget, været på tur, sunget sange m.v. men det
spørger forældren mindre til.

Du ved, hvad han har spist hos faderen, hos bedsteforældrene, og du
kommenterer, at du IKKE ved, hvad han spiser i skolen. Hvis du mener, at
din søn er sund og har den rette vægt, hvorfor så denne fokus? Du skal
vide, at din søn mærker, hvor dit fokus er. Hvis det er nyt, at du ved,
hvad din søn spiser hos faderen etc. så læs ikke næste. Men hvis det er
blevet en vane, så vil jeg sige til dig:
Børn gør ikke det du SIGER
at de skal gøre;
de gør det
du gør.
Dit fokus er på mad og så bliver hans det også. Og måske funderer din
søn over, hvorfor du mon har dette fokus, og om det er fordi, der er
noget galt med hans vægt.

Hvis jeg var dig, så ville jeg ringe til lægen, og spørge om du må bruge
lægen til at løse et problem. Jeg ville så få min søn vejet og målt, og
lade ham kigge med på kurverne, og bede lægen forklare min søn, at han
er en sund dreng, med den rette vægt. Jeg ville også bede min læge
spørge ind til min søn om, hvor han synes, at han er for tyk. Jeg ville
sige til min søn: "Jeg synes ikke, at du er for tyk. Du er lige tilpas.
Jeg er sikker på, at du ikke er for tyk. Men for at du også kan føle dig
helt sikker, så spørger vi én, der VED den slags ting. Lad os tage ned
til lægen og spørge ham - for han kan fortælle dig helt præcis, om din
vægt er, som den skal være." Du lærer ham på den måde, at søge viden,
når man ikke rigtig ved, hvad der er rigtigt og forkert. Iøvrigt, så har
vi herhjemme en værdiholdning hængende i gangen. På den står: "Det er
altid vigtigst, hvad jeg selv synes." Lad lægen fortælle din søn,
hvordan han selv kan se på sin krop, hvis han er for tynd eller for tyk.
Måske har lægen nogle billeder, som han kan vise din søn. Lad lægen
fortælle om motion, at muskler vejer mere end fedt. Lad lægen fortælle
din søn, hvor meget han ville skulle veje, hvis han var for tyk omregnet
til antal liter mælk, og for tynd.

Hvad der bekymrer mig meget, er, at din søn har fortalt
bedsteforældrene, at han bliver drillet i skolen. Dét ville jeg til
gengæld bore meget dybt i. Måske bliver han slet ikke drillet med, at
han er for tyk; men måske var det den måde, han bedst kunne fortælle om
drillerierne på. Måske går han meget op i, hvad der feder og ikke feder
i skolen. Måske fortæller han de andre børn, hvad der feder. Måske er de
andre børn begyndt at drille ham, fordi han fokuserer ekstremt meget på
mad. Andre børn kan ikke lide, når et barn er "gammelklog" - det
medfører ofte drillerier/mobning. Vi har derfor også en anden værdinorm
hængende: "Gør det, du synes er rigtigt, men lad vær med at fortælle
andre, hvad de skal gøre." Dernæst ville jeg tage kontakt til læreren og
fortælle, hvad min søn har sagt.

Altså er mine råd til dig:

1. Tænk over, hvad du selv gør og fokuserer på
2. Vis din søn, at det er vigtigst, hvad man selv synes
3. Bevis over for din søn, at hans vægt er OK
4. Vær ekstrem opmærksom på drillerier - føler et barn sig mobbet, så
går det ud over både hans livskvalitet og indlæringsevne.

venlig hilsen
Anni Løndal de lichtenberg

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

ALdeL wrote:
> 1. Tænk over, hvad du selv gør og fokuserer på
> 2. Vis din søn, at det er vigtigst, hvad man selv synes
> 3. Bevis over for din søn, at hans vægt er OK
> 4. Vær ekstrem opmærksom på drillerier - føler et barn sig mobbet, så
> går det ud over både hans livskvalitet og indlæringsevne.

Sikke et dejligt velovervejet og brugbart indlæg.
Smukt.

Venligst Anita

---

"Anita" skrev d. 26-02-05 18:28 dette indlæg :
Kære Anita,

Tak for din ros - den var dejlig.

Jeg har faktisk et P.S.

Når jeg er i nye spændende omgivelser, så spiser jeg heller ikke rigtig
noget. Er jeg inviteret ud at spise, så vil jeg hellere høre, hvad
værten har at fortælle mig, end jeg vil spise. Maden er for mig absolut
ikke det vigtigste og dét ligegyldigt, hvor lækker den så end er.

Mennesker er forskellige: nogen spiser for at overleve - andre lever for
at spise, og så er der alle dem midt i mellem. Nogen mister nemt
appetitten, andre gør ikke.

Jeg synes det er lidt underligt, at spørgeren til den 6 årige dreng,
forventer, at drengen "spiser, som han plejer", når omgivelserne ikke er
som de plejer. Min egen søn, spiser heller ikke rigtig noget, når vi har
gæster eller er ude. Til gengæld følger han intensivt med i samtalerne.
Og det sker der absolut ingen ting ved. Han får så et stykke frugt, en
"tør" humpel rugbrød, og et glas mælk inden han skal i seng.

Iøvrigt, så kunne jeg ikke drømme om at fortælle min søn, HVAD han skal
spise, eller hvor meget. Det forventer jeg, at han selv kan mærke.
Faktisk tror jeg, at man ødelægger rigtig meget ved at bestemme HVAD,
HVOR meget og HVORNÅR. Mens børnene er små, TROR jeg, at det er meget,
meget vigtigt, at de lærer at lytte efter deres kroppes behov. Derfor er
der også altid 10 forskellige ting i min søns madkasse, som
størrelsesmæssigt er en skovarbejder værdig. Hvad han ikke spiser får
hunden. så intet går til spilde.

Min søn har derfor fri adgang til køleskabet, brød og frugt. Men 1 time
før spisetid er der lukket. Jeg spørger tit: "Kan du ikke lige mærke
efter, hvad din krop har lyst til at få til aftensmad", og så forhandler
vi os frem til et kompromis. Når vi er hjemme, så smører han selv sin
mad.

venlig hilsen
Anni Løndal de Lichtenberg

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

"ALdeL" <ALdeL.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:4220cf19$0$182$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
>
> Jeg synes det er lidt underligt, at spørgeren til den 6 årige dreng,
> forventer, at drengen "spiser, som han plejer", når omgivelserne ikke er
> som de plejer. Min egen søn, spiser heller ikke rigtig noget, når vi har
> gæster eller er ude. Til gengæld følger han intensivt med i samtalerne.
> Og det sker der absolut ingen ting ved. Han får så et stykke frugt, en
> "tør" humpel rugbrød, og et glas mælk inden han skal i seng.

Problemet er at får han noget inden han skal i seng så er han stadig sulten
efter han er kommet i seng. Hvis vi er i byen spiser han hvad kan, men er
han der alene så spiser han ikke hvad han kan. Jeg tror personligt at det
hænger sammen med at når mor er der så spiser jeg som hun gør men når jeg er
alene eller er hos min far så spiser jeg som de gør.
>
> Iøvrigt, så kunne jeg ikke drømme om at fortælle min søn, HVAD han skal
> spise, eller hvor meget. Det forventer jeg, at han selv kan mærke.
> Faktisk tror jeg, at man ødelægger rigtig meget ved at bestemme HVAD,
> HVOR meget og HVORNÅR..

Min søn har en opmærksomhedsforstyrrelse på det følelsesmæsssige niveau som
er kommet fordi han er blevet svigtet af sin far. Den
opmærksomhedsforstyrrelse skal behandles som værende ADHD. Børnespykiatrisk
skal kigge på ham igen her til sommer da de ikke er helt sikre på om det er
ADHD eller en opmærksomhedsforstyrrelse. Men for en dreng som ham er det
vigtigt at vi tager alle beslutninger og at vi bestemmer HVAD, HVOR og
HVORNÅR. Ifølge børnespykiatrisk er det den eneste rigtige måde at gøre det
på med et barn som ham.
>

med venlig hilsen Pia

---

"ALdeL" <ALdeL.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:4220a58c$0$176$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
>
> Kære Pia Sørensen,
>
> Som du kan se, har jeg klippet lidt i dit indlæg. Nu ved jeg jo ikke, om
> din fokusering på din søns spisning er ny, eller om den har været der
> hele tiden.

Min fokusering på hvad min søn spiser er temmelig ny. Den er først kommet
efter han har tabt sig og lægen har sagt at han ikke skal tabe sig for så
vejer han for lidt. Det er ingen hemmelighed at min søns far er overvægtig
og hans kone ligeså. De fokuserer meget på hvad de spsier. Dyrker meget
motion og jeg tror egentligt at det er derfra min søn har fået ideen med at
skulle tabe sig.


Jeg kan fortælle dig, at det første mange forældre gør, når
> de henter deres barn, er at hente madkassen, åbne den, og kommentere,
> hvad barnet har spist ikke spist. Hvad mon barnet konkludere ud af den
> slags? Han har både leget, været på tur, sunget sange m.v. men det
> spørger forældren mindre til.

Det gjorde jeg aldrig da han gik i børnehave og jeg ringer ikke til skolen
for at høre hvad han har spist. Og alt hvad min søn laver i skolen spørger
jeg ind til og snakker vi meget om hver dag.
>
> Du ved, hvad han har spist hos faderen, hos bedsteforældrene, og du
> kommenterer, at du IKKE ved, hvad han spiser i skolen. Hvis du mener, at
> din søn er sund og har den rette vægt, hvorfor så denne fokus?

Fordi han vejer for lidt og er enormt tynd.


Hvis det er nyt, at du ved,
> hvad din søn spiser hos faderen

Det er helt nyt og det eneste jeg ved er at hans far har sagt at han ikke
spiser meget og ikke vil have smør på brødet.
>
> Hvis jeg var dig, så ville jeg ringe til lægen, og spørge om du må bruge
> lægen til at løse et problem. Jeg ville så få min søn vejet og målt, og
> lade ham kigge med på kurverne, og bede lægen forklare min søn, at han
> er en sund dreng, med den rette vægt. Jeg ville også bede min læge
> spørge ind til min søn om, hvor han synes, at han er for tyk. Jeg ville
> sige til min søn: "Jeg synes ikke, at du er for tyk. Du er lige tilpas.
> Jeg er sikker på, at du ikke er for tyk. Men for at du også kan føle dig
> helt sikker, så spørger vi én, der VED den slags ting. Lad os tage ned
> til lægen og spørge ham - for han kan fortælle dig helt præcis, om din
> vægt er, som den skal være." Du lærer ham på den måde, at søge viden,
> når man ikke rigtig ved, hvad der er rigtigt og forkert. Iøvrigt, så har
> vi herhjemme en værdiholdning hængende i gangen. På den står: "Det er
> altid vigtigst, hvad jeg selv synes." Lad lægen fortælle din søn,
> hvordan han selv kan se på sin krop, hvis han er for tynd eller for tyk.
> Måske har lægen nogle billeder, som han kan vise din søn. Lad lægen
> fortælle om motion, at muskler vejer mere end fedt. Lad lægen fortælle
> din søn, hvor meget han ville skulle veje, hvis han var for tyk omregnet
> til antal liter mælk, og for tynd.

det vil jeg overveje.
>
> Hvad der bekymrer mig meget, er, at din søn har fortalt
> bedsteforældrene, at han bliver drillet i skolen. Dét ville jeg til
> gengæld bore meget dybt i. Måske bliver han slet ikke drillet med, at
> han er for tyk; men måske var det den måde, han bedst kunne fortælle om
> drillerierne på. Måske går han meget op i, hvad der feder og ikke feder
> i skolen. Måske fortæller han de andre børn, hvad der feder. Måske er de
> andre børn begyndt at drille ham, fordi han fokuserer ekstremt meget på
> mad. Andre børn kan ikke lide, når et barn er "gammelklog" - det
> medfører ofte drillerier/mobning. Vi har derfor også en anden værdinorm
> hængende: "Gør det, du synes er rigtigt, men lad vær med at fortælle
> andre, hvad de skal gøre." Dernæst ville jeg tage kontakt til læreren og
> fortælle, hvad min søn har sagt.

Jeg tager kontakt til skolen imorgen for at høre. Men hvis en dreng på 6 år
går meget op hvad der feder og ikke feder så vil jeg sige så er der et
problem. Især når han vejer for lidt og er begyndt at tabe sig.

Pia
>

>

---

Pia Sørensen wrote:
> Min fokusering på hvad min søn spiser er temmelig ny. Den er først
> kommet efter han har tabt sig og lægen har sagt at han ikke skal tabe
> sig for så vejer han for lidt. Det er ingen hemmelighed at min søns
> far er overvægtig og hans kone ligeså. De fokuserer meget på hvad de
> spsier. Dyrker meget motion og jeg tror egentligt at det er derfra
> min søn har fået ideen med at skulle tabe sig.

Hej Pia...

jeg vil lige fortælle at det faktisk var min første tanke da jeg læste dit
indlæg.... jeg er slet ikke enig med Anni i at du muligvis ligger til grund
for hans nye vaner.... børn lærer af det de ser, og hvis han hos dig ser at
han skal spise normalt, vil han gøre det.... men ser han hos sin far at man
passer på og spiser lidt og intet fedt, så vil han lære af det...

jeg vil anbefale dig at tage din søns far med på råd, tag en snak med ham om
han og konen ikke kan være opmærksomme på hvordan de taler om mad og til
hinanden under spisetider, så deres vaner ikke smitter af på drengen....
det kan jo sagtens være de helt ubevidst prøver at støtte hinanden ved at
snakke om det, og derved kommer til at lære drengene nogle ting som han
absolut ike har behov for....

held og lykke med ham...

--
Knus, Sabina
Se vores sunde, smukke og charmerende persere på
http://www.dkshadowfax.dk Flyttesalg i Gl. Holte
http://www.autohenter.dk/flyttesalg/

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:cvslh5$ulb$1@news.cybercity.dk...

>
> Hej Sabina...
>
>
> jeg vil anbefale dig at tage din søns far med på råd, tag en snak med ham
om
> han og konen ikke kan være opmærksomme på hvordan de taler om mad og til
> hinanden under spisetider, så deres vaner ikke smitter af på drengen....
> det kan jo sagtens være de helt ubevidst prøver at støtte hinanden ved at
> snakke om det, og derved kommer til at lære drengene nogle ting som han
> absolut ike har behov for....

Tusind tak for dit råd. Det vil jeg helt sikkert prøve at tage en snak med
ham om.
>
> held og lykke med ham..

Tusind tak.
>
> --
> Knus, Pia

>
>

---

"Pia Sørensen" skrev d. 27-02-05 09:36 dette indlæg :
>
> "ALdeL" <ALdeL.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
> news:4220a58c$0$176$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...

Kære Pia Sørensen,

Havde du fortalt, at din søn er opmærksomhedsforstyrret, så havde jeg
skrevet helt anderledes til dig. For så er rådene nogle helt andre. De
råd, som jeg gav dig inden du kom med denne oplysning, skal du ignorere,
for de er forkerte, for forudsætningen var forkert.

Nu, hvor jeg ved det. Så vil jeg sige til dig:

Du skal gå til lægen med det samme, og fortælle lægen om din søns (og
dit) problem.
- fortæl, at din søn bliver drillet i skolen
- fortæl, at din søn selv synes, at han er for tyk
- fortæl at din søn vil tabe sig
- fortæl, at han kun spiser, når du sidder sammen med ham

Det skal du gøre INDEN du tager kontakt til skolen.

Og det er meget vigtigt, at du kommer til lægen meget hurtigt. Folk med
spiseforstyrrelser fortæller, at det startede med, at de ville slanke
sig, men det endte med, at de ikke KUNNE spise - kroppen ville ikke tage
i mod maden. Det er jo meget skadeligt for en 6 årig, at hans krop ikke
får, hvad den skal bruge. Det går jo også ud over hans
koncentrationsevne og dermed indlæringsevne.

Jeg håber, at lægen eventuelt kan fremskynde jeres sommermøde med
psykiatrien.

Jeg vil helst ikke komme med bud på, hvorfor han ikke spiser, når du
ikke er der, for jeg kender ikke til opmærksomhedsforstyrrelser. Derfor
vil jeg også bede dig glemme, hvad jeg tidligere har skrevet til dig,
for det kan godt være - og er sikkert - helt, helt forkert.

Du skal lytte til fagkundskaben - du skal ikke lytte til, hvad sådan en
som jeg siger.

Gå til din læge - det er her den røde tråd skal starte.For du har ret:
når en 6 årig er for tynd, men selv synes han er for tyk, og derfor ikke
vil spise, og det allerede er kommet til drillerier i skolen, så ER det
et problem. Et problem, som der skal handles på. Gå straks til din læge
- dét er mit eneste råd. Men pres lægen, så I hurtigere kommer i kontakt
med børnepsykiatrien.

Pia, jeg synes, at du er en god mor. Du er opmærksom på din søn, og du
lader dig ikke bare spise af med uanvendelige råd. Du søger
råd/ideer/viden, men tænker selv. Sådan skal det være.

venlig hilsen
Anni Løndal de Lichtenberg

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"