|
| Er det "bare" teenageproblemer eller..... Fra : ellisa |
Dato : 21-02-05 23:45 |
|
Jeg læste lige Heidis indlæg nedenfor, og besluttede mig for at lette mit
hjerte ang. min stedsøn.
Min mand har 3 børn fra tidligere, deriblandt en 13-årig dreng som bor fast
hos os. Hans mor (også dansker) bor i et andet skandinavisk land, så hende
ser han kun i ferierne.
Sønnen startede i 7. klasse efter sommerferien (flyttede hertil i juni), og
til at starte med, gik det godt. Så begyndte han at sløve af på den, både
hvad lektier angår, og med os herhjemme.
Han er nu helt holdt op med at lave sine lektier, og det nytter ikke noget
at vi siger at han SKAL. Så sidder han bare og glor ud i luften med bøgerne
foran sig.
Hver gang vi beder ham om noget, f.eks. at samle sit vasketøj op, så griner
han os lige op i hovedet og siger "gu' vil jeg ej". Sådan gør det sig
gældende for ALT han bliver bedt om, både i skolen og herhjemme.
Vi har så lavet nogle sanktioner der hedder ingen tv, ingen pc, ingen mobil
og ingen lommepenge før han begynder at foretage sig noget. Resultatet er
så, at han bare sidder og spiller guitar hele dagen........
Nu er hans lærere så begyndt at anklage os for at fejle, men hvad pokker kan
man gøre?
Han virker så komplet ligeglad med alt i øjeblikket, og han er umulig at
trænge ind til.
Jeg har skam hørt om teenagere som har haft den fase, men da var det ikke
nær så slemt.
Min mand mener at sønnen skal have professionel hjælp, og det er måske ikke
så dumt igen. Problemet er, at sønnen nægter pure. Og man tager ikke lige en
knægt på 182 og 80 kg under armen og slæber ham til psykolog.
Et eller andet sted har jeg mest lyst til at slå ud med armene og sige "nu
har vi gjort hvad vi kunne", men der må for pokker være et eller andet vi
ikke har prøvet.
Han har prøvet at forhandle med os, så når vi beder ham om at stille sin
brugte tallerken til opvask, så spørger han om han så får en 50'er. Han har
aldrig fået penge for det huslige, men alm. lommepenge.
Selvfølgelig får han ikke en 50'er af den grund, med det resultat at han
ikke stiller sin tallerken væk.
Han respekterer ikke noget at det vi siger til ham. Får han at vide at han
ikke må spise de pølser der er i køleskabet fordi de skal bruges til
aftensmaden, ja - så er de med garanti væk alligevel når vi skal bruge dem.
Selvom han rent faktisk er en sød dreng (når tingene går som det passer
ham), så har jeg svært ved at finde på noget positivt at sige om ham lige
nu......
Kan det virkelig være rigtigt at der ikke er nogle muligheder hvis vi vil
have ham til at bo hos os??????
Jeg holder det snart ikke ud længere, og min mand er også ved at være godt
mør.
Drengen har flere gange truet med at flytte hjem til sin mor igen, men det
virker bare for nemt...... Problemet er, at derhjemme laver han heller ikke
en pind. Lærerne har bare opgivet ham, og hans mor varter ham op i alle
ender derhjemme.
Skulle lige have luft, og hvis der er en eller flere der har et guldkorn
eller to, så kom endelig med dem. Jeg savner virkelig nogle metoder til at
nå ind til ham - vel at mærke metoder der ikke indebærer bestikkelse........
/ellisa
| |
Lisbeth Jacobsen (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Lisbeth Jacobsen |
Dato : 22-02-05 00:05 |
|
"ellisa" <virker@ikke> skrev i en meddelelse
news:421a6484$0$29278$14726298@news.sunsite.dk...
> Jeg læste lige Heidis indlæg nedenfor, og besluttede mig for at lette mit
> hjerte ang. min stedsøn.
Jeg har ikke selv prøvet at have en teenagesøn, men jeg kommer en del i et
hjem, hvor der er hele tre teenagere. En del af de problemer du beskriver,
findes også i det hjem. Men i ringe omfang. Og sådan skal det vel næsten
være med teenagere - at der er NOGET at slås med dem om. Ellers foregår der
vel næppe nogen opdragelse?
I jeres familie foregår det tydeligvis for tit og er for meget.
Jeg undrer mig dog over en ting... hvor meget POSITIVT foregår der mellem
jer og sønnen/stedsønnen?
Hvor mange positive oplevelser har I sammen med ham? Går i i biografen med
ham? Deltager i i sport sammen. Interesserer i jer aktivt for noget af det
han også er interesseret i - eller er I bare slet og ret på tværs af
hinanden og har meget lidt at glæde jer over sammen.
I den familie jeg før talte om, laver forældre og børn mange sjov ting
sammen, som de alle er glade for at deltage i. De har med andre ord ikke kun
slagsmål med hinanden, men også en forfærdelig masse positive oplevelser
sammen.
Hvad med jer?
Mvh. Lisbeth
| |
ellisa (22-02-2005)
| Kommentar Fra : ellisa |
Dato : 22-02-05 16:25 |
|
"Lisbeth Jacobsen" <lisbeth_jacobsen@hotmail_com.invalid> skrev i en
meddelelse news:421a6aff$0$22679$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
> "ellisa" <virker@ikke> skrev i en meddelelse
> news:421a6484$0$29278$14726298@news.sunsite.dk...
>
>> Jeg læste lige Heidis indlæg nedenfor, og besluttede mig for at lette mit
>> hjerte ang. min stedsøn.
>
> Jeg har ikke selv prøvet at have en teenagesøn, men jeg kommer en del i et
> hjem, hvor der er hele tre teenagere. En del af de problemer du beskriver,
> findes også i det hjem. Men i ringe omfang. Og sådan skal det vel næsten
> være med teenagere - at der er NOGET at slås med dem om. Ellers foregår
> der
> vel næppe nogen opdragelse?
>
> I jeres familie foregår det tydeligvis for tit og er for meget.
>
> Jeg undrer mig dog over en ting... hvor meget POSITIVT foregår der mellem
> jer og sønnen/stedsønnen?
> Hvor mange positive oplevelser har I sammen med ham? Går i i biografen med
> ham? Deltager i i sport sammen. Interesserer i jer aktivt for noget af det
> han også er interesseret i - eller er I bare slet og ret på tværs af
> hinanden og har meget lidt at glæde jer over sammen.
>
> I den familie jeg før talte om, laver forældre og børn mange sjov ting
> sammen, som de alle er glade for at deltage i. De har med andre ord ikke
> kun
> slagsmål med hinanden, men også en forfærdelig masse positive oplevelser
> sammen.
>
> Hvad med jer?
>
> Mvh. Lisbeth
Joooo, vi prøver så vidt muligt at have det hyggeligt sammen og foretage os
ting sammen. Så er der som regel heller ingen problemer - for så foregår det
hele på hans præmisser.
Det er dog ikke altid at det "sjove" bliver til noget, fordi han ikke kommer
hjem til tiden........ Selv ikke udsigten til en Tivolitur kan få ham til at
overholde en simpel regel som at være hjemme til tiden.
Har han fri fra skole kl. 13, så kan det ske at han først dukker op kl. 17
uden at have givet besked eller gidet at tage sin telefon (den ringer bare
ud når vi prøver, hvis ikke den ligefrem er slukket).
På den måde er det også svært at lave aftaler om noget familiært samvær med
ham.
Men jo - noget positivt/hyggeligt KAN vi godt lave sammen. Det sker bare alt
for tit at han "brænder" os af, eller ikke gider være sammen med os.
/ellisa
| |
Lisbeth Jacobsen (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Lisbeth Jacobsen |
Dato : 22-02-05 17:19 |
|
"ellisa" <virker@ikke> skrev i en meddelelse
news:421b4ee5$0$29283$14726298@news.sunsite.dk...
> Joooo, vi prøver så vidt muligt at have det hyggeligt sammen og foretage
os
> ting sammen. Så er der som regel heller ingen problemer - for så foregår
det
> hele på hans præmisser.
Hvorfor foregår det hele så på hans præmisser?
Hvad med jeres præmisser? Hvad synes I er sjovt og rart? Og på hvilke
punkter kan I mødes og have det sjovt sammen?
> Det er dog ikke altid at det "sjove" bliver til noget, fordi han ikke
kommer
> hjem til tiden........ Selv ikke udsigten til en Tivolitur kan få ham til
at
> overholde en simpel regel som at være hjemme til tiden.
Hvis han brænder jer af på det I laver sammen, er det fordi han ikke synes
det er sjovt. Så er der andre ting, der trækker mere.
Hvad synes han er så sjovt, at han gider møde op til det?
> Har han fri fra skole kl. 13, så kan det ske at han først dukker op kl. 17
> uden at have givet besked eller gidet at tage sin telefon (den ringer bare
> ud når vi prøver, hvis ikke den ligefrem er slukket).
Hvis ikke I har en aftale, er det vel også helt OK?
> På den måde er det også svært at lave aftaler om noget familiært samvær
med
> ham.
Aftaler kan jo laves længe før! Behøver aftalerne sættes i værk, når og hvis
han kommer hjem fra skole? Og selvom han kommer hjem kl. 17 i stedet for
lige efter han har fri, er det vel ikke nogen hindring for at lave aftaler
om at lave noget sammen? Det behøver jo heller ikke være hver dag, man laver
noget sammen!
> Men jo - noget positivt/hyggeligt KAN vi godt lave sammen. Det sker bare
alt
> for tit at han "brænder" os af, eller ikke gider være sammen med os.
Så er det jo fordi det er begrænset, hvor sjovt og hyggeligt han oplever det
at være sammen med jer. Måske er I slet og ret ikke enige om, hvad der er
hyggeligt og værd at bruge tid (sammen) på? Hvornår brænder han jer ikke
af - hvornår har I det rart og godt sammen?
Hvad med hans kammerater? Kan I have det sjovt sammen med dem? Har I et
hjem, hvor hans kammerater synes om at komme og kan I tale med dem og være
sammen med dem? Eller holder I dem bare ud?
Nogle gange er det faktisk sådan, at forældre bliver ekstremt kedelige og
underlige, når deres børn kommer i teenagealderen. *S* De bliver småsure,
vrisne, skælder mere ud end de roser, brokker sig ustandseligt, kritiserer
de ting teenageren interesserer sig for etc. Mange forældre til teeenagebørn
synes også at have mistet deres humoristiske sans og fandenivoldskhed. Nogle
gang er det faktisk særdeles forståeligt, at teenagere går i baglås *S*
Mvh. Lisbeth
| |
ellisa (22-02-2005)
| Kommentar Fra : ellisa |
Dato : 22-02-05 18:01 |
|
"Lisbeth Jacobsen" <lisbeth_jacobsen@hotmail_com.invalid> skrev i en
meddelelse news:421b6407$0$22690$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
> "ellisa" <virker@ikke> skrev i en meddelelse
> news:421b4ee5$0$29283$14726298@news.sunsite.dk...
>
>> Joooo, vi prøver så vidt muligt at have det hyggeligt sammen og foretage
> os
>> ting sammen. Så er der som regel heller ingen problemer - for så foregår
> det
>> hele på hans præmisser.
>
> Hvorfor foregår det hele så på hans præmisser?
> Hvad med jeres præmisser? Hvad synes I er sjovt og rart? Og på hvilke
> punkter kan I mødes og have det sjovt sammen?
På hans præmisser betyder i det her tilfælde, at det er noget han gerne
vil - i modsætning til lektielæsning og andre kedelige gøremål.
>
>> Det er dog ikke altid at det "sjove" bliver til noget, fordi han ikke
> kommer
>> hjem til tiden........ Selv ikke udsigten til en Tivolitur kan få ham til
> at
>> overholde en simpel regel som at være hjemme til tiden.
>
> Hvis han brænder jer af på det I laver sammen, er det fordi han ikke synes
> det er sjovt. Så er der andre ting, der trækker mere.
I mange af tilfældene er det ting han har plaget om i laaang tid, f.eks
Tivoli, Biografen eller en Brøndbykamp (knægten elsker fodbold)
>
>> Har han fri fra skole kl. 13, så kan det ske at han først dukker op kl.
>> 17
>> uden at have givet besked eller gidet at tage sin telefon (den ringer
>> bare
>> ud når vi prøver, hvis ikke den ligefrem er slukket).
>
> Hvis ikke I har en aftale, er det vel også helt OK?
Nej, det er ikke ok. Vores aftale herhjemme går ud på, at hvis man ikke
kommer lige hjem, så ringer man og giver besked. Ligesådan hvis man bliver
forsinket.
>
>> På den måde er det også svært at lave aftaler om noget familiært samvær
> med
>> ham.
>
> Aftaler kan jo laves længe før! Behøver aftalerne sættes i værk, når og
> hvis
> han kommer hjem fra skole? Og selvom han kommer hjem kl. 17 i stedet for
> lige efter han har fri, er det vel ikke nogen hindring for at lave aftaler
> om at lave noget sammen? Det behøver jo heller ikke være hver dag, man
> laver
> noget sammen!
Nej, det er heller ikke kun når vi skal noget. Humlen her er, at knægten går
og kommer som det passer ham, uden at give besked.
>
>> Men jo - noget positivt/hyggeligt KAN vi godt lave sammen. Det sker bare
> alt
>> for tit at han "brænder" os af, eller ikke gider være sammen med os.
>
> Så er det jo fordi det er begrænset, hvor sjovt og hyggeligt han oplever
> det
> at være sammen med jer. Måske er I slet og ret ikke enige om, hvad der er
> hyggeligt og værd at bruge tid (sammen) på? Hvornår brænder han jer ikke
> af - hvornår har I det rart og godt sammen?
Det er meget forskelligt. Han har ikke noget mønster i, hvad han gider eller
ikke gider. Som sagt foretager vi os ret tit ting som han selv har bedt
om/planlagt. Hvis vi skal noget andet, så får han altid tilbud om at komme
med eller blive hjemme.
>
> Hvad med hans kammerater? Kan I have det sjovt sammen med dem? Har I et
> hjem, hvor hans kammerater synes om at komme og kan I tale med dem og være
> sammen med dem? Eller holder I dem bare ud?
> Mvh. Lisbeth
Hans kammerater kommer her meget tit, og de er faktisk rigtig søde og
flinke. Indimellem ville vi ønske at noget af deres velopdragenhed kunne
smitte lidt af på sønnen.
/ellisa
| |
Bente Hansen (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Bente Hansen |
Dato : 22-02-05 18:21 |
|
"ellisa" <virker@ikke> skrev i en meddelelse
news:421b6552$0$29275$14726298@news.sunsite.dk...
>
> "Lisbeth Jacobsen" <lisbeth_jacobsen@hotmail_com.invalid> skrev i en
> meddelelse news:421b6407$0$22690$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
>> "ellisa" <virker@ikke> skrev i en meddelelse
>> news:421b4ee5$0$29283$14726298@news.sunsite.dk...
>>
>>> Joooo, vi prøver så vidt muligt at have det hyggeligt sammen og foretage
>> os
>>> ting sammen. Så er der som regel heller ingen problemer - for så foregår
>> det
>>> hele på hans præmisser.
>>
>> Hvorfor foregår det hele så på hans præmisser?
>> Hvad med jeres præmisser? Hvad synes I er sjovt og rart? Og på hvilke
>> punkter kan I mødes og have det sjovt sammen?
>
> På hans præmisser betyder i det her tilfælde, at det er noget han gerne
> vil - i modsætning til lektielæsning og andre kedelige gøremål.
>>
>>> Det er dog ikke altid at det "sjove" bliver til noget, fordi han ikke
>> kommer
>>> hjem til tiden........ Selv ikke udsigten til en Tivolitur kan få ham
>>> til
>> at
>>> overholde en simpel regel som at være hjemme til tiden.
>>
>> Hvis han brænder jer af på det I laver sammen, er det fordi han ikke
>> synes
>> det er sjovt. Så er der andre ting, der trækker mere.
>
> I mange af tilfældene er det ting han har plaget om i laaang tid, f.eks
> Tivoli, Biografen eller en Brøndbykamp (knægten elsker fodbold)
>>
>>> Har han fri fra skole kl. 13, så kan det ske at han først dukker op kl.
>>> 17
>>> uden at have givet besked eller gidet at tage sin telefon (den ringer
>>> bare
>>> ud når vi prøver, hvis ikke den ligefrem er slukket).
>>
>> Hvis ikke I har en aftale, er det vel også helt OK?
>
> Nej, det er ikke ok. Vores aftale herhjemme går ud på, at hvis man ikke
> kommer lige hjem, så ringer man og giver besked. Ligesådan hvis man bliver
> forsinket.
Men måske skal nogle af aftalerne revideres i takt med at han bliver ældre.
Måske føler han det irriterende hele tiden at skulle redegøre for sin
færden. Han er jo ved at være en stor dreng. Hvis han har mobilen med kan I
jo altid få fat i ham, hvis i vil ham noget.
Lige nu protesterer han måske mod nogle snærende begrænsninger, og tager
derfor i protest ikke sin mobil. Sørg for at få kammeraternes mobilnumre og
ring til dem for at få fat i ham. Det vil blive pinligt for ham og i takt
med at I viser ham mere tillid vil det måske fungere med at han holder
telefonen åben, men til gengæld ikke konstant skal redegøre for sin færden.
Han vil jo også gerne føle tillid og respekt.
MVH Bente
| |
Lisbeth Jacobsen (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Lisbeth Jacobsen |
Dato : 22-02-05 20:02 |
|
"Bente Hansen" <nospam@nospam.dk> skrev i en meddelelse
news:ddde3$421b6a01$3e3d8433$22195@nf4.news-service.com...
> Men måske skal nogle af aftalerne revideres i takt med at han bliver
ældre.
Det tror jeg, du har ret i!
> Måske føler han det irriterende hele tiden at skulle redegøre for sin
> færden.
Ganske givet. Og det er ikke alt, forældre skal vide.
Fra jeg var 11-12 år var en stor del af mit liv skjult for mine forældre. De
vidste ikke ret meget om, hvad der foregik - og behøvede heller ikke.
> Hvis han har mobilen med kan I
> jo altid få fat i ham, hvis i vil ham noget.
Stakkels mobilbørn!
Jeg læste for et års tid siden om en 17-årig pige, der var flyttet
hjemmefra - tror hun var på efterskole. Hun blev tjekket flere gange dagligt
af sin mor via mobilen og moren mente helt seriøst, at det var fornuftigt og
rimeligt af hende at forlange, at hun konstant vidste besked om, hvor
datteren var henne. Det tangerer efter min mening et sygeligt behov for
kontrol af sine børn.
> Sørg for at få kammeraternes mobilnumre og
> ring til dem for at få fat i ham.
Det ville jeg ALDRIG gøre! Det er jo ligefrem pinligt at have forældre, der
gør sådan noget.
Send ham en SMS i stedet. Er det vigtigt, ringer han tilbage.
Mvh. Lisbeth
| |
Lisbeth Jacobsen (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Lisbeth Jacobsen |
Dato : 22-02-05 19:57 |
|
"ellisa" <virker@ikke> skrev i en meddelelse
news:421b6552$0$29275$14726298@news.sunsite.dk...
> På hans præmisser betyder i det her tilfælde, at det er noget han gerne
> vil - i modsætning til lektielæsning og andre kedelige gøremål.
OK.. så er jeg med.
> I mange af tilfældene er det ting han har plaget om i laaang tid, f.eks
> Tivoli, Biografen eller en Brøndbykamp (knægten elsker fodbold)
Hvorfor vil han alligevel ikke med, når det kommer til stykket?
> Nej, det er ikke ok. Vores aftale herhjemme går ud på, at hvis man ikke
> kommer lige hjem, så ringer man og giver besked. Ligesådan hvis man bliver
> forsinket.
Det er jo fornuftigt nok. Men det jeg mente var bare, at han vel ikke
behøver komme direkte hjem fra skole for at I kan lave aftaler om at lave
noget sammen.
> Nej, det er heller ikke kun når vi skal noget. Humlen her er, at knægten
går
> og kommer som det passer ham, uden at give besked.
Ja det går jo virkelig ikke.
> Det er meget forskelligt. Han har ikke noget mønster i, hvad han gider
eller
> ikke gider.
Lyder som om han er ved at afprøve grænser. Ergo gælder det bare om, at I
holder fast i rimelige grænser. Men for at holde ud er det også vigtigt at
minde sig selv om, det er ER dét, det handler om. At afprøve grænserne. Det
er jo ikke fordi han fejler noget. Han er bare en af de pisseirriterende og
møgbesværlige teenagere. Hvordan det spænder af handler dog ikke kun om ham
alene, men også af jer. Og jeg hører til dem, der tror, at sådanne problemer
ikke kan påduttes en par mere end en anden. Det handler om spillet mellem
forældre og børn og ikke om børn, der er umulige.
> Hans kammerater kommer her meget tit, og de er faktisk rigtig søde og
> flinke. Indimellem ville vi ønske at noget af deres velopdragenhed kunne
> smitte lidt af på sønnen.
Børn er altid mere velopdragne, når de er hos andre *S* Også jeres!
Mvh. Lisbeth
| |
Emil Jensen [2100] (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Emil Jensen [2100] |
Dato : 22-02-05 00:29 |
|
> Min mand har 3 børn fra tidligere, deriblandt en 13-årig dreng som bor
> fast hos os. Hans mor (også dansker) bor i et andet skandinavisk land, så
> hende ser han kun i ferierne.
>
> Sønnen startede i 7. klasse efter sommerferien (flyttede hertil i juni),
> og til at starte med, gik det godt. Så begyndte han at sløve af på den,
> både hvad lektier angår, og med os herhjemme.
I har set at sønnen godt kunne opføre sig ordentligt, både i skolen og i
hjemmet. Så drengen kan godt, hvis han vil!
> Han er nu helt holdt op med at lave sine lektier, og det nytter ikke noget
> at vi siger at han SKAL. Så sidder han bare og glor ud i luften med
> bøgerne foran sig.
>
> Hver gang vi beder ham om noget, f.eks. at samle sit vasketøj op, så
> griner han os lige op i hovedet og siger "gu' vil jeg ej". Sådan gør det
> sig gældende for ALT han bliver bedt om, både i skolen og herhjemme.
Hvis han direkte griner jer op i hovedet og siger "gu' vil jeg ej", så skal
han mærke med det samme at det opførsel accepterer I ikke.
> Vi har så lavet nogle sanktioner der hedder ingen tv, ingen pc, ingen
> mobil og ingen lommepenge før han begynder at foretage sig noget.
> Resultatet er så, at han bare sidder og spiller guitar hele dagen........
Fint nok med sanktioner, hvorfor indgår guitaren ikke i sanktionerne?
> Nu er hans lærere så begyndt at anklage os for at fejle, men hvad pokker
> kan man gøre?
> Han virker så komplet ligeglad med alt i øjeblikket, og han er umulig at
> trænge ind til.
> Jeg har skam hørt om teenagere som har haft den fase, men da var det ikke
> nær så slemt.
>
> Min mand mener at sønnen skal have professionel hjælp, og det er måske
> ikke så dumt igen. Problemet er, at sønnen nægter pure. Og man tager ikke
> lige en knægt på 182 og 80 kg under armen og slæber ham til psykolog.
Det kan være en god idé. Eventuelt kan I to selv tage til en psykolog første
gang, og forelægge vedkommende problemet. Måske kan I få gode råd til
hvordan I kan overtale sønnen til at deltage. Måske kan I sige, at det ikke
kun er sønnen som går til psykolog, men hele familien (familie-terapi).
Derved lægger I ikke problemet på hans skuldre alene.
> Et eller andet sted har jeg mest lyst til at slå ud med armene og sige "nu
> har vi gjort hvad vi kunne", men der må for pokker være et eller andet vi
> ikke har prøvet.
> Han har prøvet at forhandle med os, så når vi beder ham om at stille sin
> brugte tallerken til opvask, så spørger han om han så får en 50'er. Han
> har aldrig fået penge for det huslige, men alm. lommepenge.
>
> Selvfølgelig får han ikke en 50'er af den grund, med det resultat at han
> ikke stiller sin tallerken væk.
Lommepengene kunne også indgå i sanktionen, eller måske vende det om, at han
får lommepenge når han gør som I siger? Altså gulerods metoden, hvor han får
belønning for at have gjort nogle ting, og ikke stokkemetoden hvor han får
frataget lommepenge fordi han ikke har gjort nogle ting. Han er i den alder
hvor man skal lære at man skal yde før man kan nyde.
> Han respekterer ikke noget at det vi siger til ham. Får han at vide at han
> ikke må spise de pølser der er i køleskabet fordi de skal bruges til
> aftensmaden, ja - så er de med garanti væk alligevel når vi skal bruge
> dem.
Så er det første man spørger ham, om hvorfor han dog har spist pølserne
selvom han godt vidste at det måtte han ikke. Hvis I får et flabet svar, så
vær over ham! Hvis I får et undvigende svar eller lignende, så snak med ham,
forklar at han bare kunne komme til jer og bede om hjælp i stedet for bare
at tage det forbudte mad.
> Selvom han rent faktisk er en sød dreng (når tingene går som det passer
> ham), så har jeg svært ved at finde på noget positivt at sige om ham lige
> nu......
>
> Kan det virkelig være rigtigt at der ikke er nogle muligheder hvis vi vil
> have ham til at bo hos os??????
>
> Jeg holder det snart ikke ud længere, og min mand er også ved at være godt
> mør.
> Drengen har flere gange truet med at flytte hjem til sin mor igen, men det
> virker bare for nemt...... Problemet er, at derhjemme laver han heller
> ikke en pind. Lærerne har bare opgivet ham, og hans mor varter ham op i
> alle ender derhjemme.
Det er måske der hele problemet ligger. Han har været vant til at få det
hele serveret på en sølvfad. Nu er han kommet til jeres hjem, hvor andre
regler gælder. Det skal han lige lære, og han har jo vist i starten i jeres
hjem vist at han jo godt kunne opføre sig ordentligt hvis han ville.
> Skulle lige have luft, og hvis der er en eller flere der har et guldkorn
> eller to, så kom endelig med dem. Jeg savner virkelig nogle metoder til at
> nå ind til ham - vel at mærke metoder der ikke indebærer
> bestikkelse........
Guldkorn var det ikke, men håber du kunne bruge noget af det? Eller i det
mindste som en bekræftelse på at I gør det rigtige, for det synes jeg. Snak
eventuelt endnu mere med drengen efter skole, så I får snakket om andet end
det evindelige vasketøj og andre trivielle ting.
Mvh
Emil
| |
ellisa (22-02-2005)
| Kommentar Fra : ellisa |
Dato : 22-02-05 16:35 |
|
>> Hver gang vi beder ham om noget, f.eks. at samle sit vasketøj op, så
>> griner han os lige op i hovedet og siger "gu' vil jeg ej". Sådan gør det
>> sig gældende for ALT han bliver bedt om, både i skolen og herhjemme.
>
> Hvis han direkte griner jer op i hovedet og siger "gu' vil jeg ej", så
> skal han mærke med det samme at det opførsel accepterer I ikke.
DET får han også at vide med det samme. Og det kan ikke misforstås!
>
>> Vi har så lavet nogle sanktioner der hedder ingen tv, ingen pc, ingen
>> mobil og ingen lommepenge før han begynder at foretage sig noget.
>> Resultatet er så, at han bare sidder og spiller guitar hele dagen........
>
> Fint nok med sanktioner, hvorfor indgår guitaren ikke i sanktionerne?
Af den grund, at guitarspillet er en del af hans musiktimer, og noget som
han er superdygtig til. Tog vi guitaren fra ham, ville vi jo samtidig
forhindre ham i at øve sig til musiktimerne.
>
>
>> Min mand mener at sønnen skal have professionel hjælp, og det er måske
>> ikke så dumt igen. Problemet er, at sønnen nægter pure. Og man tager ikke
>> lige en knægt på 182 og 80 kg under armen og slæber ham til psykolog.
>
> Det kan være en god idé. Eventuelt kan I to selv tage til en psykolog
> første gang, og forelægge vedkommende problemet. Måske kan I få gode råd
> til hvordan I kan overtale sønnen til at deltage. Måske kan I sige, at det
> ikke kun er sønnen som går til psykolog, men hele familien
> (familie-terapi). Derved lægger I ikke problemet på hans skuldre alene.
Det har vi faktisk overvejet. Problemet er at sønnen stadig nægter at
deltage. Han mener at det er OS der har brug for hjælp, da vi er "syge i
hovedet" - ikke ham.
>
>> Han har prøvet at forhandle med os, så når vi beder ham om at stille sin
>> brugte tallerken til opvask, så spørger han om han så får en 50'er. Han
>> har aldrig fået penge for det huslige, men alm. lommepenge.
>>
>> Selvfølgelig får han ikke en 50'er af den grund, med det resultat at han
>> ikke stiller sin tallerken væk.
>
> Lommepengene kunne også indgå i sanktionen, eller måske vende det om, at
> han får lommepenge når han gør som I siger? Altså gulerods metoden, hvor
> han får belønning for at have gjort nogle ting, og ikke stokkemetoden hvor
> han får frataget lommepenge fordi han ikke har gjort nogle ting. Han er i
> den alder hvor man skal lære at man skal yde før man kan nyde.
Ja - men vi vil gerne undgår at han siger "hvad får jeg for det", så snart
vi beder ham om den mindste ting. Han er nødt til at lære at der ER ting som
alle skal gøre i hjemmet, uden at få penge for det.
På den anden måde er jeg bange for at vi gør ham en bjørnetjeneste - selvom
jeg godt ved at det fungerer i nogle familier. Jeg er bare ikke villig til
at løbe risikoen, da den ordning ikke er til at komme ud af igen.
>> Han respekterer ikke noget at det vi siger til ham. Får han at vide at
>> han ikke må spise de pølser der er i køleskabet fordi de skal bruges til
>> aftensmaden, ja - så er de med garanti væk alligevel når vi skal bruge
>> dem.
>
> Så er det første man spørger ham, om hvorfor han dog har spist pølserne
> selvom han godt vidste at det måtte han ikke. Hvis I får et flabet svar,
> så vær over ham! Hvis I får et undvigende svar eller lignende, så snak med
> ham, forklar at han bare kunne komme til jer og bede om hjælp i stedet for
> bare at tage det forbudte mad.
Når vi spørger ham, så siger han bare at han var sulten. Hvis vi spørger
hvorfor han gjorde selvom vi havde sagt nej, så trækker han bare på
skuldrene.....
>> Skulle lige have luft, og hvis der er en eller flere der har et guldkorn
>> eller to, så kom endelig med dem. Jeg savner virkelig nogle metoder til
>> at nå ind til ham - vel at mærke metoder der ikke indebærer
>> bestikkelse........
>
> Guldkorn var det ikke, men håber du kunne bruge noget af det? Eller i det
> mindste som en bekræftelse på at I gør det rigtige, for det synes jeg.
> Snak eventuelt endnu mere med drengen efter skole, så I får snakket om
> andet end det evindelige vasketøj og andre trivielle ting.
>
> Mvh
>
> Emil
Mange tak for dit svar. Selvom det måske ikke var de vises sten (for dem
tror jeg desværre ikke findes......), så var det rart at få vendt lidt af
det fra en anden vinkel. Og dejligt at vide at vi ikke er helt alene......
/ellisa
| |
Lisbeth Jacobsen (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Lisbeth Jacobsen |
Dato : 22-02-05 17:35 |
|
"ellisa" <virker@ikke> skrev i en meddelelse
news:421b5118$0$29283$14726298@news.sunsite.dk...
> Det har vi faktisk overvejet. Problemet er at sønnen stadig nægter at
> deltage. Han mener at det er OS der har brug for hjælp, da vi er "syge i
> hovedet" - ikke ham.
I kan i hvert fald roligt gå ud fra, at I er et problem i HANS øjne.
Problemer som dem I har handler i øvrigt ikke om, at der er én eller to, der
har skylden. Det handler jo om jeres indbyrdes forhold. Så det er hverken
jer eller ham alene, der i givet fald skulle til psykolog. Drengen lyder jo
i øvrigt heller ikke til at være syg - han er bare en teenager med trælse og
særdeles uhensigtsmæssige måder at reagere på. Og hørte vi hans version af
sagen, ville vi så få en historie om forældre, der er dumme, trælse,
urimelige, firkantede, brokkende og kedelige?
> Ja - men vi vil gerne undgår at han siger "hvad får jeg for det", så snart
> vi beder ham om den mindste ting.
Hvorfor er det så vigtigt at undgå det?
Hvordan har han fået det indtryk, at man skal have noget for at gøre noget?
Deltager alle andre i familien i øvrigt i at lave mad, købe ind, vaske tøj,
gøre rent etc?
> Han er nødt til at lære at der ER ting som
> alle skal gøre i hjemmet, uden at få penge for det.
Han er 13 år! Hvordan kan det være, at han ikke forlængst har lært den
slags?
Når og hvis man har krav, som man mener det er rimeligt, at teenagebørn
LÆRER at leve op til, synes jeg man bør spørge sig selv, hvorfor de ikke har
lært det for så længe siden, at det forlængst ER lært så grundigt, at det
ikke og aldrig bliver genstand for diskussioner?
Hvad er det egentlig en teenager skal lære... som ikke burde være lært for
læææænge siden?
Efter min mening bør man allerede som børnehavebarn have lært, at der er
ting man skal gøre fordi man er en del af en familie. Det er ikke noget man
skal lære teenagere!
Mvh. Lisbeth
| |
ellisa (22-02-2005)
| Kommentar Fra : ellisa |
Dato : 22-02-05 20:56 |
|
"Lisbeth Jacobsen" <lisbeth_jacobsen@hotmail_com.invalid> skrev i en
meddelelse news:421b6407$1$22690$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
> "ellisa" <virker@ikke> skrev i en meddelelse
> news:421b5118$0$29283$14726298@news.sunsite.dk...
>
>> Det har vi faktisk overvejet. Problemet er at sønnen stadig nægter at
>> deltage. Han mener at det er OS der har brug for hjælp, da vi er "syge i
>> hovedet" - ikke ham.
>
> I kan i hvert fald roligt gå ud fra, at I er et problem i HANS øjne.
>
> Problemer som dem I har handler i øvrigt ikke om, at der er én eller to,
> der
> har skylden. Det handler jo om jeres indbyrdes forhold. Så det er hverken
> jer eller ham alene, der i givet fald skulle til psykolog. Drengen lyder
> jo
> i øvrigt heller ikke til at være syg - han er bare en teenager med trælse
> og
> særdeles uhensigtsmæssige måder at reagere på. Og hørte vi hans version af
> sagen, ville vi så få en historie om forældre, der er dumme, trælse,
> urimelige, firkantede, brokkende og kedelige?
Højst sandsynligt..... han synes heller ikke det er rimeligt at han ikke må
være ude til midnat på en hverdagsaften, men nogen ting er ikke til
diskussion når man kun er 13 år.
>> Ja - men vi vil gerne undgår at han siger "hvad får jeg for det", så
>> snart
>> vi beder ham om den mindste ting.
>
> Hvorfor er det så vigtigt at undgå det?
> Hvordan har han fået det indtryk, at man skal have noget for at gøre
> noget?
Det var som svar på forslaget fra Emil om at tilbyde ham belønning for de
huslige gøremål. Han er nødt til at lære at visse ting hører med til at
fungere i en familie, og at man ikke kan forvente at få cool cash eller
andre goder, blot for at sætte sin brugte tallerken til opvask.
>
> Deltager alle andre i familien i øvrigt i at lave mad, købe ind, vaske
> tøj,
> gøre rent etc?
Ja, vi er kun min mand og jeg og hans lillebror på 1 år (som i sagens natur
ikke gør så meget endnu). Min mand og jeg deles om alt herhjemme, og der er
ikke noget der er hans eller hendes pligter. Vi prøver også på den måde, at
sætte et godt eksempel for sønnen, men det hjælper ikke.......
> Han er 13 år! Hvordan kan det være, at han ikke forlængst har lært den
> slags?
Fordi han er vokset op med en mor som for længst har opgivet at få knægten
til at hjælpe til. Han skal bare smide sit snavsetøj på gulvet - så kommer
hun og samler det op. Det samme med opvask, madpakkesmøring o.s.v.
Her i huset kræver vi at man rydder op efter sig, og det er han ikke vant
til.
>
> Når og hvis man har krav, som man mener det er rimeligt, at teenagebørn
> LÆRER at leve op til, synes jeg man bør spørge sig selv, hvorfor de ikke
> har
> lært det for så længe siden, at det forlængst ER lært så grundigt, at det
> ikke og aldrig bliver genstand for diskussioner?
>
> Hvad er det egentlig en teenager skal lære... som ikke burde være lært for
> læææænge siden?
>
> Efter min mening bør man allerede som børnehavebarn have lært, at der er
> ting man skal gøre fordi man er en del af en familie. Det er ikke noget
> man
> skal lære teenagere!
Jeg er helt enig. Problemet ligger i, at vi overtager "resultatet" af
moderens opdragelse (eller mangel på samme). Fra han var 8-12 år har min
mand ikke haft regelmæssigt samvær med ham (pga. at de boede i hvert sit
land) og når de endelig var sammen i ferierne, så var det så som så med
opdragelsen. Fra3-8 år var det fast samvær hver anden weekend.
Men jeg er helt enig med dig...... Sådan nogle basale færdigheder skal ind
med modermælken så det bliver en rutine at hjælpe til - ikke noget man hele
tiden skal huske på at gøre, eller kan gøre efter om man gider eller ej.
/ellisa
>
> Mvh. Lisbeth
>
>
>
>
| |
Lisbeth Jacobsen (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Lisbeth Jacobsen |
Dato : 22-02-05 21:19 |
|
"ellisa" <virker@ikke> skrev i en meddelelse
news:421b8e43$0$29280$14726298@news.sunsite.dk...
> Højst sandsynligt..... han synes heller ikke det er rimeligt at han ikke
må
> være ude til midnat på en hverdagsaften, men nogen ting er ikke til
> diskussion når man kun er 13 år.
Kommer han så rent faktisk hjem til fornuftig tid?
> Det var som svar på forslaget fra Emil om at tilbyde ham belønning for de
> huslige gøremål.
Den havde jeg misset. Sorry!
> Han er nødt til at lære at visse ting hører med til at
> fungere i en familie,
Jeg er ikke uenig! Men jeg mener, at enten har han allerede lært det (men
vil måske bare ikke?). Eller også er I alt for sent gået i gang med en
opgave, som nu bliver en kamp.
> og at man ikke kan forvente at få cool cash eller
> andre goder, blot for at sætte sin brugte tallerken til opvask.
Enig.
> Han skal bare smide sit snavsetøj på gulvet - så kommer
> hun og samler det op.
Saml det op og smid det ind på hans værelse, hvis det bliver smidt udenfor.
> Her i huset kræver vi at man rydder op efter sig, og det er han ikke vant
> til.
Det ville jeg også forlange.
> Jeg er helt enig. Problemet ligger i, at vi overtager "resultatet" af
> moderens opdragelse (eller mangel på samme).
Men jeg vover nu alligevel den påstand, at han et eller andet sted godt ved,
hvad der er rimeligt. Han vil bare ikke.
Og børn kan godt - om de vil - finde ud af at håndtere forskellige regler i
forskellige hjem. Så jeg tror ikke rigtig på den med at overtage
"resultatet" af moderens opdragelse. Det er jo JERES regler, der gælder i
jeres hjem. Ikke hendes. Og det er JERES opgave og ansvar at sørge for, at
han kender JERES regler.
> Men jeg er helt enig med dig...... Sådan nogle basale færdigheder skal ind
> med modermælken så det bliver en rutine at hjælpe til - ikke noget man
hele
> tiden skal huske på at gøre, eller kan gøre efter om man gider eller ej.
Men nogle gange SKAL de alligevel mindes om det ustandseligt og det er
trættende.
Jeg tror dog på, at det hele handler om at have et godt forhold til hinanden
og så holde fast i nogle krav. Vil ungen diskutere dem, så gør det - men én
gang. Og find frem til en aftale. Og hold så fast i, at den aftale skal
overholdes. Og overholdes den ikke, koster det.... . Aftal konsekvenserne
med ham også.
Og vil han eksempelvis ikke deltage i madlavning og oprydning og opvask, så
kan han heller ikke deltage i fællesspisning. Lad ham smøre rugbrødsmadder
til sig selv.
Mvh. Lisbeth
| |
Tommy (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Tommy |
Dato : 22-02-05 09:41 |
|
On Mon, 21 Feb 2005 23:45:25 +0100, "ellisa" <virker@ikke> wrote:
*klip historie*
Træls situation i er kommet i. Jeg føler med jer.
Som en anden skribent nævnte. Laver i ikke noget positivt sammen?
Jeg kom til at tænke på, at hvis i nu er så heldig, at farmand har et
eller andet han går op i med liv og sjæl i fritiden. Så kunne det være
en glimrende ide at involvere knægten i det. F.eks. slæbe ham med til
en fodbold-kamp el. lignende. Det ikke sikkert han selv er
interesseret i det, men det kunne være sundt bare at være sammen med
far og se, at han går op i noget med liv og sjæl. Det kunne vække
knægtens interesse for noget samvær og det fører naturligt bedre
sociale færdigheder med sig.
Bare en idé!
--
Tommy
| |
Bente Hansen (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Bente Hansen |
Dato : 22-02-05 17:23 |
|
"ellisa" <virker@ikke> skrev i en meddelelse
news:421a6484$0$29278$14726298@news.sunsite.dk...
> Jeg læste lige Heidis indlæg nedenfor, og besluttede mig for at lette mit
> hjerte ang. min stedsøn.
>
> Min mand har 3 børn fra tidligere, deriblandt en 13-årig dreng som bor
> fast hos os. Hans mor (også dansker) bor i et andet skandinavisk land, så
> hende ser han kun i ferierne.
>
> Sønnen startede i 7. klasse efter sommerferien (flyttede hertil i juni),
> og til at starte med, gik det godt. Så begyndte han at sløve af på den,
> både hvad lektier angår, og med os herhjemme.
>
> Han er nu helt holdt op med at lave sine lektier, og det nytter ikke noget
> at vi siger at han SKAL. Så sidder han bare og glor ud i luften med
> bøgerne foran sig.
>
> Hver gang vi beder ham om noget, f.eks. at samle sit vasketøj op, så
> griner han os lige op i hovedet og siger "gu' vil jeg ej". Sådan gør det
> sig gældende for ALT han bliver bedt om, både i skolen og herhjemme.
>
> Vi har så lavet nogle sanktioner der hedder ingen tv, ingen pc, ingen
> mobil og ingen lommepenge før han begynder at foretage sig noget.
> Resultatet er så, at han bare sidder og spiller guitar hele dagen........
>
> Nu er hans lærere så begyndt at anklage os for at fejle, men hvad pokker
> kan man gøre?
> Han virker så komplet ligeglad med alt i øjeblikket, og han er umulig at
> trænge ind til.
> Jeg har skam hørt om teenagere som har haft den fase, men da var det ikke
> nær så slemt.
>
> Min mand mener at sønnen skal have professionel hjælp, og det er måske
> ikke så dumt igen. Problemet er, at sønnen nægter pure. Og man tager ikke
> lige en knægt på 182 og 80 kg under armen og slæber ham til psykolog.
>
> Et eller andet sted har jeg mest lyst til at slå ud med armene og sige "nu
> har vi gjort hvad vi kunne", men der må for pokker være et eller andet vi
> ikke har prøvet.
> Han har prøvet at forhandle med os, så når vi beder ham om at stille sin
> brugte tallerken til opvask, så spørger han om han så får en 50'er. Han
> har aldrig fået penge for det huslige, men alm. lommepenge.
>
> Selvfølgelig får han ikke en 50'er af den grund, med det resultat at han
> ikke stiller sin tallerken væk.
>
> Han respekterer ikke noget at det vi siger til ham. Får han at vide at han
> ikke må spise de pølser der er i køleskabet fordi de skal bruges til
> aftensmaden, ja - så er de med garanti væk alligevel når vi skal bruge
> dem.
>
> Selvom han rent faktisk er en sød dreng (når tingene går som det passer
> ham), så har jeg svært ved at finde på noget positivt at sige om ham lige
> nu......
>
> Kan det virkelig være rigtigt at der ikke er nogle muligheder hvis vi vil
> have ham til at bo hos os??????
>
> Jeg holder det snart ikke ud længere, og min mand er også ved at være godt
> mør.
> Drengen har flere gange truet med at flytte hjem til sin mor igen, men det
> virker bare for nemt...... Problemet er, at derhjemme laver han heller
> ikke en pind. Lærerne har bare opgivet ham, og hans mor varter ham op i
> alle ender derhjemme.
>
> Skulle lige have luft, og hvis der er en eller flere der har et guldkorn
> eller to, så kom endelig med dem. Jeg savner virkelig nogle metoder til at
> nå ind til ham - vel at mærke metoder der ikke indebærer
> bestikkelse........
>
> /ellisa
Velkommen i klubben
Det meste af det du oplever med knægten kan jeg desværre nikke genkendende
til. Og ja man føler sig magtesløs. Min søn fik nøjagtig samme opførsel. Det
eskalerede en del i forbindelse med at jeg fandt en kæreste som begyndte at
opholde sig her en stor del af ugen. Men det med skolen og lektierne var dog
begyndt et års tid før, med pjækkeri og manglende lektielæsning. Nu er det
ca 1½ år side min kæreste kom ind i billedet, og min søns opførsel er
langsomt vendt til noget mere positivt.
Angående skolen, må min søn lige nu leve med den bet, at de mange
forsømmelser kommer til at kunne mærkes. Min søn vil gerne i gymnasiet efter
sommerferien (han går i 9.klasse), men lærerne mener at han skal til
optagelsesprøve. Det er virkelig pinligt for ham nu, hvor han er ved at tage
sig sammen igen. Hans karakterer stiger støt, og ligger på over 8 i
gennemsnit, så det er ikke fordi han ikke vil kunne klare det rent fagligt,
men lærerne mener, at han kan have nogle store huller på grund af meget
fravær og passivitet.
Og hvorfor skal du så have den historie?
Det jeg vil sige med min beretning er: Måske sker der det samme for jeres
dreng. han er måske psykisk ude af balance (ligesom min søn) og reagerer
derfor på den måde. Hvis i står fast med at sætte de rimelige grænser i gør
og samtidig prøver at fokusere på de positive stunder i har sammen, så er
det måske bare en fase I skal igennem. Det har måske været en stor
omvæltning for ham at flytte og derfor reagerer han som han gør.
Jeg gjorde i øvrigt det med min søn at jeg tænkte som så: Gennem hele sin
barndom har han lært at vi alle deltager i det huslige arbejde. Han har
altid taget sin tørn. Men som sagt stoppede han helt med det, da det var
værst. Jeg tænkte som så, jeg gider ikke at have alle de konflikter omkring
dette emne, så jeg holdt op med at stille krav om hjælp med opvask
skraldespand, rydde op efter sig m.m. Jeg tænkte: han ved hvordan man gør,
han ved det er forventet i en familie, men lige nu evner han det ikke....
Så, meget i mod mine principper blev jeg for en kort periode, tjenestepige
for min søn. Undtagen hans eget værelse, som jeg til gengæld ikke
kommenterede når det flød. Nu er min søn igen ved at tage fat, uden dog at
blive for ivrig.............. Han vasker stort set selv sit tøj, da han
synes jeg vasker for sjældent, somme tider tager han endda nogle håndklæder
eller mit tøj med i vasken. Hvis jeg beder om det laver han også mad af og
til, eller går ud med skraldespanden. Ikke hver gang men alligevel....
Jeg mener, at det i teenageårene er for sent med en egentlig opdragelse. Der
skal selvfølgelig stadig sættes grænser, men man skal ikke være så bange for
at ødelægge den grundopdragelse man har givet dem i løbet af barndommen, den
er bare sat på stand by, eller skal måske lige testes i teenage årene. Så
mit råd er: lad være med at tage alle de konflikter omkring det huslige. Han
kan jo også have en depression der gør ham så usigelig træt, at han intet
orker.
MVH Bente
| |
ellisa (22-02-2005)
| Kommentar Fra : ellisa |
Dato : 22-02-05 21:03 |
|
"Bente Hansen" <nospam@nospam.dk> skrev i en meddelelse
news:d223c$421b5c44$3e3d8433$3590@nf4.news-service.com...
[snip] en lang solstrålehistorie.....
Ih, hvor dejligt at høre at der (måske) er lys forude......
Jeg føler virkelig med dig, for jeg ved jo præcis hvad du har været igennem.
Vi har heller ikke tænkt os at rykke på de grænser vi sætter for ham (ikke
lige nu, ihvertfald), for vi synes de er meget rimelige.
Han påstår selv at han skal lave ALT herhjemme, og at vi opfatter ham som en
slave........ men lad mig da lige remse hans pligter op:
Lave lektier
Lægge snavsetøj i vasketøjskurven
Rydde op på sit værelse
Sætte sit brugte service i opvaskemaskinen
Generelt rydde op efter sig selv hvis han har smurt mad/lavet hobbyting/bare
rodet.......
Give besked om hvor han er/hvornår han kommer hjem
Jeg havde da selv mange flere pligter i den alder, så jeg vil da ikke påstå
at han ligefrem er overbebyrdet
Vi er ikke tjenestefolk for ham, og vil heller ikke være det.
Kan han lige pludselig ikke finde en af sine ting - ja, så er det bare
ærgeligt at han ikke har ryddet op så tingene var på deres plads.
Er hans fodboldstrømper ikke vasket, fordi de var smidt i hans seng istedet
for i vasketøjskurven - ja, så er det bare ærgeligt.
Han er nødt til at lære at der er konsekvenser af ikke at hjælpe til. Jeg
gider simpelthen ikke gå og gætte mig til hvor hans vasketøj bliver smidt
henne på hans værelse.
Vi ser frem til at fasen er overstået.......
Mht. skolen, så er han ikke specielt motiveret, da hans største drøm er at
gå ud af 9. og blive automekaniker. Hans hovede fejler ikke noget, så det er
ikke fordi han ikke KAN lære sine ting - han gider bare ikke.
/ellisa
| |
Bente Hansen (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Bente Hansen |
Dato : 22-02-05 21:14 |
|
>
> Vi ser frem til at fasen er overstået.......
Ja det er hårdt når det står på. Jeg er jo til dels stadig i det, men ser
dog lyset forude nu.
>
> Mht. skolen, så er han ikke specielt motiveret, da hans største drøm er at
> gå ud af 9. og blive automekaniker. Hans hovede fejler ikke noget, så det
> er ikke fordi han ikke KAN lære sine ting - han gider bare ikke.
Nej det var det samme med min søn da han gik i 7. klasse. Først nu hvor han
går i 9. klasse har han indset, at han skal møde op og være aktiv i skolen.
Det er jo lidt sent og kan få konsekvenser. I øvrigt skal jeres dreng jo
fortsætte med at gå i skole selv om han vil være mekaniker!
>
> /ellisa
>
| |
Inger Pedersen (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Inger Pedersen |
Dato : 22-02-05 21:24 |
|
"ellisa" <virker@ikke> skrev i en meddelelse
..
> Han påstår selv at han skal lave ALT herhjemme, og at vi opfatter ham som
> en slave........ men lad mig da lige remse hans pligter op:
>
- klip en minimal liste -
Jamen dog, den stakkel
Men jeg tror, en del teenagere ser sig selv som medlemmer af den slavehær...
> Jeg havde da selv mange flere pligter i den alder, så jeg vil da ikke
> påstå at han ligefrem er overbebyrdet
Det vil jeg dæleme heller ikke.
Men når man er 13, er "øverste etage lukket på grund af ombygning" - og hvis
Kalorius bruger al sin energi på omstilling fra én verden til en anden, så
kan selv de mest selvfølgelige opgaver forekomme uoverkommelige.
Og hvis hans erfaringer hidtil har været, at går-den-så-går-den... ville han
da være for dum, hvis han ikke forsøgte.
> Vi er ikke tjenestefolk for ham, og vil heller ikke være det.
Nej, naturligvis!
> Kan han lige pludselig ikke finde en af sine ting - ja, så er det bare
> ærgeligt at han ikke har ryddet op så tingene var på deres plads.
> Er hans fodboldstrømper ikke vasket, fordi de var smidt i hans seng
> istedet for i vasketøjskurven - ja, så er det bare ærgeligt.
Netop!
> Han er nødt til at lære at der er konsekvenser af ikke at hjælpe til. Jeg
> gider simpelthen ikke gå og gætte mig til hvor hans vasketøj bliver smidt
> henne på hans værelse.
Selvfølgelig!
Og der er lige præcis forskel på straf og den naturlige konsekvens, som du
beskriver.
> Vi ser frem til at fasen er overstået.......
Joe, men måske kunne lidt hjælp lette processen for jer alle?
Du har beskrevet, at hans mor har vartet ham op til nu, og så er det altså
et ret barskt møde med realiteternes verden, den unge mand har været udsat
for.
Og ærlig talt, så er det meget forlangt, at han skal godtage den forandring
uden protester.
> Mht. skolen, så er han ikke specielt motiveret, da hans største drøm er at
> gå ud af 9. og blive automekaniker. Hans hovede fejler ikke noget, så det
> er ikke fordi han ikke KAN lære sine ting - han gider bare ikke.
Aarh - det plejer at hjælpe på motivationen, når først de unge mennesker har
prøvet at skulle have hænderne op af lommen for at tjene til
livsfornødenheder som CD'er, cola og byture
Hilsen Inger
| |
Cat (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Cat |
Dato : 22-02-05 17:27 |
|
ellisa wrote:
> Selvfølgelig får han ikke en 50'er af den grund, med det resultat at han
> ikke stiller sin tallerken væk.
I mit hus ville der ikke blive dækket til ham, og han ville ikke få mad
(lås på køleskabet), til den opførsel havde ændret sig. Og der ville
ingen chancer være.
Aldrig i livet ville jeg finde mig i den opførsel i så meget som to
minutter!
Der var ingen, der skulle sige 'gu vil jeg ej' til mig i mit hus. Eller
fortælle mig, at jeg var 'syg i hovedet'. Om det så var
musikundervisning eller hvad, så ville sanktionerne blive, så de kunne
mærkes. Og de skulle have sammenhæng med opførslen.
Spiser man familiens aftensmad, kan man i et afmålt tidsrum om morgenen
få lov til at spise morgenmad og smøre sig en madpakke. Herefter lås på
køleskabet, til familien er hjemme igen.
Tager man ikke tallerknen med ud, så får man ingen aftensmad dagen efter.
Lommepengene har intet med det fedt at gøre.
Og guitaren vel egentlig heller ikke, ved nærmere eftertanke.
Jeg ville fortælle ham, at bor man i mit hus, så er der helt anderledes
boller på suppen. Jeg ville ikke betænke mig på at true med at smide ham
ud (og mene det). Det var løsningen for mig selv, da jeg var 15.5 år, og
det var en lettelse for alle parter. Og jeg fik lært noget om, hvor
meget arbejde, der er i en husholdning, og at man må deles om det.
Ingen straffe - kun konsekvenser. (det kan for den unge være svært at se
forske, men der skal magt bag)
Det er vel for hulen jeres hus og ikke den unges.
Tine
| |
Bente Hansen (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Bente Hansen |
Dato : 22-02-05 17:46 |
|
"Cat" <ta@uu.dk> skrev i en meddelelse
news:M3JSd.101277$Vf.3923561@news000.worldonline.dk...
> ellisa wrote:
>> Selvfølgelig får han ikke en 50'er af den grund, med det resultat at han
>> ikke stiller sin tallerken væk.
>
> I mit hus ville der ikke blive dækket til ham, og han ville ikke få mad
> (lås på køleskabet), til den opførsel havde ændret sig. Og der ville ingen
> chancer være.
>
> Aldrig i livet ville jeg finde mig i den opførsel i så meget som to
> minutter!
>
> Der var ingen, der skulle sige 'gu vil jeg ej' til mig i mit hus. Eller
> fortælle mig, at jeg var 'syg i hovedet'. Om det så var musikundervisning
> eller hvad, så ville sanktionerne blive, så de kunne mærkes. Og de skulle
> have sammenhæng med opførslen.
>
> Spiser man familiens aftensmad, kan man i et afmålt tidsrum om morgenen få
> lov til at spise morgenmad og smøre sig en madpakke. Herefter lås på
> køleskabet, til familien er hjemme igen.
>
> Tager man ikke tallerknen med ud, så får man ingen aftensmad dagen efter.
>
> Lommepengene har intet med det fedt at gøre.
>
> Og guitaren vel egentlig heller ikke, ved nærmere eftertanke.
>
> Jeg ville fortælle ham, at bor man i mit hus, så er der helt anderledes
> boller på suppen. Jeg ville ikke betænke mig på at true med at smide ham
> ud (og mene det). Det var løsningen for mig selv, da jeg var 15.5 år, og
> det var en lettelse for alle parter. Og jeg fik lært noget om, hvor meget
> arbejde, der er i en husholdning, og at man må deles om det.
>
> Ingen straffe - kun konsekvenser. (det kan for den unge være svært at se
> forske, men der skal magt bag)
>
> Det er vel for hulen jeres hus og ikke den unges.
>
> Tine
Tja sådan kan der jo være flere holdninger til en løsning på problemerne med
en ung der er i en vanskelig periode. Ja det er vores hus, men det er
faktisk også hans hus. Jeg ville heller ikke finde mig i den grimme tone som
min søn anlagde, og det fik han af vide. Men som den voksne tog jeg ansvaret
for, at konflikterne ikke kørte af sporet så det skulle ende med udsmidning.
Det indebar at jeg ikke skulle være lige så stædig/stejl som min søn. Jeg
kan se at min metode virker for os, og jeg vidergiver den med det forbehold
at alle familier/unge er forskellige. Så hvad der fungerer hos os, gør det
ikke nødvendigvis hos andre.
Bente
Bente
| |
ellisa (22-02-2005)
| Kommentar Fra : ellisa |
Dato : 22-02-05 21:10 |
|
"Cat" <ta@uu.dk> skrev i en meddelelse
news:M3JSd.101277$Vf.3923561@news000.worldonline.dk...
> ellisa wrote:
>> Selvfølgelig får han ikke en 50'er af den grund, med det resultat at han
>> ikke stiller sin tallerken væk.
>
> I mit hus ville der ikke blive dækket til ham, og han ville ikke få mad
> (lås på køleskabet), til den opførsel havde ændret sig. Og der ville ingen
> chancer være.
Vi har dog ikke lås på køleskabet, men vi HAR prøvet at dække op med den
snavsede tallerken til ham. Så spiser ham bare af den igen (lækkert......)
>
> Aldrig i livet ville jeg finde mig i den opførsel i så meget som to
> minutter!
Jeg finder mig heller ikke i det. Jeg taler så vidt muligt stille og roligt
til ham (har aldrig råbt og skreget af ham), men han bliver lagt fuldstændig
på is efter han har talt sådan til mig. Så kan han komme og tale når han kan
tale ordentligt.
>
> Der var ingen, der skulle sige 'gu vil jeg ej' til mig i mit hus. Eller
> fortælle mig, at jeg var 'syg i hovedet'. Om det så var musikundervisning
> eller hvad, så ville sanktionerne blive, så de kunne mærkes. Og de skulle
> have sammenhæng med opførslen.
Nu er det ikke musikundervisning i den forstand, men musiktimerne i skole
det drejer sig om. Og vi ville skyde os selv i foden hvis vi på den ene side
krævede at han lavede sine lektier, men på den anden side fratog ham
muligheden for at forberede sig til et enkelt fag.......
> Jeg ville fortælle ham, at bor man i mit hus, så er der helt anderledes
> boller på suppen.
Det får han også at vide - at her foregår det ikke som hos mor, og at han
selv har valgt at flytte hertil.
Jeg ville ikke betænke mig på at true med at smide ham
> ud (og mene det).
Problemet er jo bare, at han selv truer med at flytte tilbage til sin mor.
Det må han selvfølgelig selv bestemme, men vi prøver at fortælle ham at han
ikke bare kan flytte frem og tilbage fordi den ene eller den anden forældre
er dum. Hos moderen kan han ikke sammen med stedfaderen.
Vi har tvunget ham til at vente til sommer (så har han været her et helt
skoleår) og så tænke over det indtil da. Så er det lidt op til ham selv,
hvor hyggelig den tid skal være. Om den skal være præget af diskussioner fra
morgen til aften, eller et hyggeligt familieliv hvor alle deltager.
Det kan jo heller ikke være sjovt for ham, at vi hele tiden er "efter"
ham......
/ellisa
| |
Nille (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Nille |
Dato : 22-02-05 17:43 |
|
"ellisa" <virker@ikke> wrote in message
news:421a6484$0$29278$14726298@news.sunsite.dk...
> Jeg læste lige Heidis indlæg nedenfor, og besluttede mig for at lette mit
> hjerte ang. min stedsøn.
[KLIP]
Nu skal man ikke male en vis herre på væggen, men jeg synes dog at I bør
overveje om der ligger mere alvorlige ting til grund for hans opførsel.
Kan han have en depression? Den ytrer sig nemlig meget anderledes hos
børn/unge end hos voksne.
Har han fået andre "venner"? - er han simpelthen i dårligt selskab hvor man
næsten bekræfter hinanden i dårlig opførsel og oprør mod
forældregenerationen.
Kan han være begyndt med et misbrug af en eller anden slags. Jeg synes at
noget at det I fortæller netop er de tegn som misbrugskonsulenter siger at
man skal være obs på.
Men det kan jo også "bare" være en følelse af svigt, at han er skilt fra
sine søskende og mor. Eller en eksistensiel krise hvor han har svært ved at
finde sig selv?
I hvert fald tror jeg at I skal, som andre også er inde på, fastholde
hvordan reglerne er I jeres hjem og forvente at de bliver fulgt, men
derudover gøre ham det klart at I holder af ham og "er der for ham". Vis ham
at I holder meget af ham men ikke holder af han opførsel.
VH
Nille
P.S.
Hvordan gik det med dine bekendtes lejlighed?
| |
ellisa (22-02-2005)
| Kommentar Fra : ellisa |
Dato : 22-02-05 21:15 |
|
"Nille" <nix@invalid.dk> skrev i en meddelelse
news:421b60e4$0$164$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...
> "ellisa" <virker@ikke> wrote in message
> news:421a6484$0$29278$14726298@news.sunsite.dk...
>> Jeg læste lige Heidis indlæg nedenfor, og besluttede mig for at lette mit
>> hjerte ang. min stedsøn.
>
> [KLIP]
>
> Nu skal man ikke male en vis herre på væggen, men jeg synes dog at I bør
> overveje om der ligger mere alvorlige ting til grund for hans opførsel.
>
> Kan han have en depression? Den ytrer sig nemlig meget anderledes hos
> børn/unge end hos voksne.
Vi har overvejet det - netop også om han evt. skulle have en professionel
til at "kigge" på ham.
>
> Har han fået andre "venner"? - er han simpelthen i dårligt selskab hvor
> man
> næsten bekræfter hinanden i dårlig opførsel og oprør mod
> forældregenerationen.
Tværtimod. Hans venner er simpelthen så søde og høflige og velopdragne -
også i deres egne hjem (har vi oplevet flere gange). Desværre smitter det
ikke af på sønnen her......
>
> Kan han være begyndt med et misbrug af en eller anden slags. Jeg synes at
> noget at det I fortæller netop er de tegn som misbrugskonsulenter siger at
> man skal være obs på.
Selvfølgelig skal man aldrig sige aldrig, men jeg er næsten sikker på at det
ikke er tilfældet. Jeg har selv arbejdet en del med unge misbrugere, og han
passer ikke ind i deres adfærd. Han er hverken sløv eller højt oppe. Han har
ikke de store humørsvingninger eller ændret adfærd. Og så har han ikke nogen
penge.....
Jeg ved godt at man kan finansiere et misbrug på andre måder, men jeg vil
næsten tillade mig at udelukke denne mulighed.
>
> Men det kan jo også "bare" være en følelse af svigt, at han er skilt fra
> sine søskende og mor. Eller en eksistensiel krise hvor han har svært ved
> at
> finde sig selv?
Det er nok det mest sandsynlige.
>
> I hvert fald tror jeg at I skal, som andre også er inde på, fastholde
> hvordan reglerne er I jeres hjem og forvente at de bliver fulgt, men
> derudover gøre ham det klart at I holder af ham og "er der for ham". Vis
> ham
> at I holder meget af ham men ikke holder af han opførsel.
Det får han også at vide. Han får mange knus og kram til hverdag, og vi
lægger ikke skjul på at vi gerne vil have ham hos os - bare ikke hans
opførsel.
> P.S.
> Hvordan gik det med dine bekendtes lejlighed?
Det havde jeg helt glemt..... skriver lige en opfølgning i juragruppen.
/ellisa
| |
Inger Pedersen (22-02-2005)
| Kommentar Fra : Inger Pedersen |
Dato : 22-02-05 18:36 |
|
"ellisa" <virker@ikke> skrev i en meddelelse
> >
> Sønnen startede i 7. klasse efter sommerferien (flyttede hertil i juni),
> og til at starte med, gik det godt. Så begyndte han at sløve af på den,
> både hvad lektier angår, og med os herhjemme.
Jeg er ikke helt med på, om drengen er flyttet til jer i juni - eller om
hele familien er flyttet til nuværende bopæl?
Hvis det er det første, tror jeg, jeg ville holde "generalforsamling" med
drengen, klasselærer, skolepsykolog og jer og få konstrueret nogle
spilleregler, I alle kan leve med.
En knægt på 13 år kan godt tilpasse/underordne sig for en tid, men den
holder ikke i længden - og der er I så nu.
Hvis det er det andet, der er tilfældet, ville jeg tænke: Ny skole, nye
kammerater.
I begge tilfælde: Det er hårdt arbejde både at være 13 år og skulle vænne
sig til noget nyt.
Situationen er uholdbar for alle, og der skal gøres noget; fløjlshandskerne
skal af, men det kan heller ikke nytte noget at lægge an til krig.
Gå kun ind i de kampe, I er sikre på at vinde (og det er ikke ret mange, kan
jeg hilse og sige). Børn og unge mennesker KAN bare det der.
Find jeres humoristiske sans frem og sats på, at et samarbejde virker - men
det virker altså kun på de punkter, han magter det, og han skal kunne se en
mening med det.
Jeg føler med jer!
Har prøvet.
Vi overlevede.
Hilsen Inger
| |
Anja (23-02-2005)
| Kommentar Fra : Anja |
Dato : 23-02-05 13:46 |
|
"ellisa" <virker@ikke> skrev i en meddelelse
news:421a6484$0$29278$14726298@news.sunsite.dk...
> Jeg læste lige Heidis indlæg nedenfor, og besluttede mig for at lette mit
> hjerte ang. min stedsøn.
>
> Min mand har 3 børn fra tidligere, deriblandt en 13-årig dreng som bor
> fast hos os.
Hej
Nu har jeg læst tråden igennem og jeg ser en teenager som føler sig lidt
udenfor familien - ikke at jeg siger han er det... men jeg tror han føler at
han ikke helt høre til hverken hos jer eller hos sin mor.
Hvorfor skal han føle ansvar for jer hvis han ikke føler han helt hører til?
Jeg tror ikke knægten er i tvivl om hvad der er rigtigt og forkert men han
søger at mærke tilhørsforhold. Jeg bider mærke i at du et sted skriver at du
ikke råber af ham men når den er helt gal Du skriver :
"Jeg finder mig heller ikke i det. Jeg taler så vidt muligt stille og roligt
til ham (har aldrig råbt og skreget af ham), men han bliver lagt fuldstændig
på is efter han har talt sådan til mig. Så kan han komme og tale når han kan
tale ordentligt."
Jeg mener også han skal tale ordentligt til dig men jeg tror ikke din taktik
giver ham den tryghed som jeg hører han mangler.
Jeg kan godt se at i prøver at lave nogle ting med ham men han overholder
ikke aftalerne så i laver sanktioner - nu tror jeg bare han netop har brug
for at i sætter jer ned med ham og forklarer (igen og igen) hvad det gør for
jer når han ikke giver besked eller ringer hjem. Jeg kan godt forstå at man
tager hans guitarundervisning fra ham men det gør jo i virkeligheden ingen
forskel for han siger bare til sig selv at så passer alt det han har i sit
hoved om jer jo alligevel....
Jeg ville nok sætte mig ned med ham og spørge ind til ham om ham, hans
tanker og hvad der kunne få ham til at føle sig hjemme i familien. Ikke at
det bliver løst på en gang for hele hans mønster er nok meget indgroet.
Derudover så må alle de andre altid men jeg må aldrig... den tror jeg vi
alle kender.
Anja
| |
ThomasB (24-02-2005)
| Kommentar Fra : ThomasB |
Dato : 24-02-05 11:33 |
|
"ellisa" <virker@ikke> skrev i en meddelelse
> Sønnen startede i 7. klasse efter sommerferien (flyttede hertil i juni),
> og til at starte med, gik det godt. Så begyndte han at sløve af på den,
> både hvad lektier angår, og med os herhjemme.
I starten gik det godt?
> Han er nu helt holdt op med at lave sine lektier, og det nytter ikke noget
> at vi siger at han SKAL. Så sidder han bare og glor ud i luften med
> bøgerne foran sig.
Det er aldrig sjovt at SKULLE noget :)
Sæt jer ned og lav lektierne med ham.
> Hver gang vi beder ham om noget, f.eks. at samle sit vasketøj op, så
> griner han os lige op i hovedet og siger "gu' vil jeg ej".
Så har han vel ikke noget rent tøj? Og ligger tøjet andre steder end i
vasketøjskurven, så bliver det smidt ind på hans værelse.
> Sådan gør det sig gældende for ALT han bliver bedt om, både i skolen og
> herhjemme.
>
> Vi har så lavet nogle sanktioner der hedder ingen tv, ingen pc, ingen
> mobil og ingen lommepenge før han begynder at foretage sig noget.
> Resultatet er så, at han bare sidder og spiller guitar hele dagen........
Foretage sig noget? Hvad skal han foretage sig?
Den guitar skal da også tages fra ham indtil han har lavet sine lektier.
Det er vigtigere at kunne regne end at kunne spille guitar.
> Nu er hans lærere så begyndt at anklage os for at fejle, men hvad pokker
> kan man gøre?
Hvad anklager de Jer for?
> Han virker så komplet ligeglad med alt i øjeblikket, og han er umulig at
> trænge ind til.
> Jeg har skam hørt om teenagere som har haft den fase, men da var det ikke
> nær så slemt.
Det er forskelligt, kommer lidt an på bagagen :)
> Min mand mener at sønnen skal have professionel hjælp, og det er måske
> ikke så dumt igen. Problemet er, at sønnen nægter pure. Og man tager ikke
> lige en knægt på 182 og 80 kg under armen og slæber ham til psykolog.
Ved du hvad, det er altid barnet det bliver sendt til psykolog, og det ender
som regel med at resten af familien har mindst lige så store problemer :)
> Et eller andet sted har jeg mest lyst til at slå ud med armene og sige "nu
> har vi gjort hvad vi kunne", men der må for pokker være et eller andet vi
> ikke har prøvet.
> Han har prøvet at forhandle med os, så når vi beder ham om at stille sin
> brugte tallerken til opvask, så spørger han om han så får en 50'er. Han
> har aldrig fået penge for det huslige, men alm. lommepenge.
>
> Selvfølgelig får han ikke en 50'er af den grund, med det resultat at han
> ikke stiller sin tallerken væk.
Nu har han på sin på måde vist at han er villig til at indgå et kompromis.
Men den tallerken skal i ikke stille i opvaskemaskinen, den skal han spise
af, indtil han selv stiller den i opvaskemaskinen - om han så skal spise af
den i 5 år.
> Han respekterer ikke noget at det vi siger til ham. Får han at vide at han
> ikke må spise de pølser der er i køleskabet fordi de skal bruges til
> aftensmaden, ja - så er de med garanti væk alligevel når vi skal bruge
> dem.
Teenagere er ret sultne :)
Havde i nu givet ham lommepenge, så havde i kunne trække pølserne derfra.
Er han med ude og handle? Det ville være sundt for ham.
> Selvom han rent faktisk er en sød dreng (når tingene går som det passer
> ham), så har jeg svært ved at finde på noget positivt at sige om ham lige
> nu......
>
> Kan det virkelig være rigtigt at der ikke er nogle muligheder hvis vi vil
> have ham til at bo hos os??????
Nej.
> Jeg holder det snart ikke ud længere, og min mand er også ved at være godt
> mør.
> Drengen har flere gange truet med at flytte hjem til sin mor igen, men det
> virker bare for nemt...... Problemet er, at derhjemme laver han heller
> ikke en pind. Lærerne har bare opgivet ham, og hans mor varter ham op i
> alle ender derhjemme.
Mor bruger ham måske som substitutmand, det er ikke-fysisk seksuelt misbrug.
Senere i livet vil han sikkert få problemer med at knytte sig til kvinder,
for gør han det, vil han være sig mor utro. Det skal i tage fat i.
> Skulle lige have luft, og hvis der er en eller flere der har et guldkorn
> eller to, så kom endelig med dem. Jeg savner virkelig nogle metoder til at
> nå ind til ham - vel at mærke metoder der ikke indebærer
> bestikkelse........
Han er "voksen" og skal behandles som en voksen. Han er ved at finde sin
egen identitet, han er ved at løsrive sig, han er ved at opdage sin
seksualitet rigtigt osv osv.. (han er forvirret)
Faste rammer:
Hvad med at i alle sammen sætter jer ned, og taler om hvordan i får
hverdagen til at fungere?
"Vi har besluttet at i får XX kroner om ugen + XX kroner til mobil + XX
kroner til tøj + en biograftur første lørdag i måneden, men vi har altså
nogle opgaver vi skal have fordelt mellem os". (skal siges positivt)
Vasketøj
Opvaskemaskine
Indkøb
Støvsugning
Gulvvask
Aftensmad
Rengøring
Lektiehjælp
I skal lave et skema, hvor alles opgaver står. (mandag, tirsdag, onsdag
osv).
Og så spørger i:
Hvem vil stå for opvask mandag?
Vi skal bruge to til indkøb tirsdag (sjovere at handle når man er mere end
én)?
Giv ham lidt at handle med, f.eks sig: "kan du tage støvsugning af alle rum
torsdag?"
Nej, vil han nok sige. "Ok, så kan du støvsuge dit værelse, og stuen." Så
føler han, at han har fået lidt hjem.
Mindst én ugentlig maddag. "Kan du ikke lave den der pasta med ketchup du er
så god til hver onsdag?"
"Så kan jeg hjælpe med lektier hver torsdag"
I skal huske at pjatte lidt, samtidig med at i laver denne "leg", ingen skal
føle at de får trukket noget ned over hovedet.
Man skal altid have en god grund til at blive "glad" igen. I skal give jer,
han skal give sig, i skal forhandle. Og man kan kun forhandle med godt
humør.
Gør han så ikke de ting i aftaler, så kan i trække ham i lommepenge, lad ham
spise af samme tallerken, tage guitaren fra ham osv osv..
Mvh ThomasB
| |
|
|