---

I starten af mit kristenliv, da jeg kom i pinsekirken på Lyngbyvej der
dengang hed Tabor menigheden, var jeg meget energisk i at vidne om det
fantastiske der var sket mig. Jeg havde mødt Jesus og var blevet døbt/fyldt
med Helligånden på et møde med FGFI (kristne forretningsfolks møder) i
Køge. Ånden drev på mig og det var dejligt, jeg måtte bare fortælle så mange
som muligt om den herlige Jesus der både frelste og helbredte folk.

Jeg fik da den ide at opsøge en lidt yngre bekendt jeg havde været indlagt
sammen med på psyk. Jeg fik opsporet ham til et anden psykiatrisk hospital
og vi talte lidt sammen. Jeg ville gerne besøge ham igen men jeg begik den
fejl at tale for meget om pinsekirken og han følte snart at mit formål med
pludselig at tage kontakt til ham alene var at skaffe ham som medlem af
pinsekirken, noget som kunne lyde som en sekt i hans øre.

Jeg kunne og burde have arbejdet for en relation med venskab for øje men jeg
pressede alt for meget. En dag da vi havde aftalt at jeg skulle besøge ham
igen ringede han og sagde at vi skulle ophøre forbindelsen og at han ikke
var så glad for det der med pinsekirken. Så en relation der kunne have
udviklet sig som venskab hvor han kunne have lært Jesus at kende gennem mig
på en rolig og for ham respektfuld måde blev ødelagt af min vidne-iver uden
visdom. Jeg vil dog påstå at også pinsekirken Tabor havde et ansvar, de
lagde MEGET vægt på at man skulle vidne for alle hele tiden og forsøge at få
dem med i kirken hellere før end senere. Dette forventningspres var jeg også
påvirket af og har en del af skylden for at min vidne-iver kørte af sporet.

Det er godt at fortælle om Jesus, men hvis man lægger for meget vægt på at
tale om ens kirke og nøder folk til at komme kan det skræmme hvis tiden ikke
er inde til det. Så det er godt at have Helligåndsinspireret vidne-iver men
man skal også have visdom og her har kirken et ansvar - målet er ikke at
folk skal komme i ens menighed, målet er at folk skal lære Jesus at kende
gennem ens måde at være på og de mange måder Helligånden kan virke på. Man
må ikke blive så åndelig at man glemmer at være menneske over for ens næste.
Det glemte jeg, og den lektie vil jeg gerne give videre til andre.

mvh jørgen.