Mekanistisk og ikke-mekanistisk videnskab
En udforskning af bevidsthed og form
Af Richard Thompson
Denne bog demonstrerer, at den moderne videnskabs mekanistiske
paradigme ikke kan redegøre for bevidsthed og oprindelsen til de
levende væsener. Ifølge Bhagavad-gitas grundlæggende paradigme udgør
begge disse imidlertid ét hele. Denne Bog indeholder både letfattelige
og mere tekniske kapitler. Her følger et af bogens kapitler, der
handler om fænomenet inspiration.
OM INSPIRATION
Den mekanistiske forklaring
Nogle slående eksempler
Vekselvirkningen mellem bevidsthed og stof
OM INSPIRATION
I dette kapitel analyserer vi, hvordan mennesket opnår viden om
videnskab, matematik og kunst. Eftersom disse emners regelrette
beskaffenhed tjener til at sætte de undersøgte fænomener i et
forholdsvis klart perspektiv, vil vi primært fokusere på, hvordan
idéer og hypoteser indenfor videnskab og matematik tager form. Vi vil
vise, at det fænomen, man kalder inspiration, indenfor moderne
forskning og matematik spiller en væsentlig rolle i opnåelsen af viden
samt i de kreative kunstarter (såsom musik). Vi vil gøre gældende, at
inspiration som fænomen ikke uden videre kan forklares ved hjælp af de
mekanistiske modeller af naturen, der bruges i nutidens teorier
indenfor fysik og kemi. For at give positive alternativer til disse
modeller vil vi endvidere skitsere Bhagavad-gitas ikke-mekanistiske
teorisystem.
Indtil videre har vi præsenteret begrebet "det bevidste selv" eller
"jivatma", som en størrelse adskilt fra den fysiske krop (kap 1 og 2),
og vi har også præsenteret begrebet "det allestedsnærværende
overbevidste væsen" eller "Paramatma". Bhagavad-gita viser hvordan
idéen om Paramatma kan tjene til, at konstruere en model for
vekselvirkningen mellem det bevidste selv og den fysiske krop. Som vi
vil se, gør denne model rede for inspirationsfænomenet på en direkte
og påfaldende måde.
Moderne videnskabsmænd opnår viden i det mindste i princippet, gennem
hvad der kaldes den hypotese-deduktive metode. Ved hjælp af denne
metode formulerer de hypoteser, og afprøver dem derefter gennem
eksperimentel observation. Forskere anser kun hypoteser for gyldige,
for så vidt som de passer med observationerne, og de skal i princippet
forkaste enhver hypotese, der ikke stemmer overens med det
observerede. Megen analyse er blevet rettet mod den deduktive side af
den hypotese-deduktive metode, hvorimod det ligeså vigtige forløb, der
består i at formulere hypoteser, i høj grad er blevet forsømt.
Vi spørger derfor, "Hvor kommer hypoteser fra?" Det er klart, at
forskere ikke kan bruge nogen direkte, trinvis metode til, at udlede
hypoteser fra rå observationsmæssige data. For overhovedet at kunne
behandle sådanne data, må de allerede have en fungerende hypotese,
ellers ville disse data ikke være andet end en forvirrende række
symboler (eller billeder og lyde), der ikke giver mere mening, end en
tabel med tilfældige tal. I denne forbindelse har Albert Einstein
engang sagt, "Det kan være heuristisk nyttigt, at huske på hvad man
har observeret. Men principielt er det helt forkert, at forsøge at
basere en teori udelukkende på observerbare størrelser. I
virkeligheden finder det modsatte sted. Det er teorien, der bestemmer,
hvad vi kan observere."
(1) Ren matematik indeholder et sidestykke til den hypotese-deduktive
metode. I matematik er der i stedet for hypoteser foreslåede systemer
af matematisk ræsonnement, der tilsigter at besvare specifikke
spørgsmål. Og i stedet for den eksperimentelle afprøvning af en
hypotese, er der den trinvise metode til at afgøre, om et bestemt
bevis eller matematisk ræsonnement er korrekt. Denne
verifikationsmetode er ligetil, og kunne i princippet udføres af en
computer. Der er imidlertid ingen systematisk, trinvis metode til
dannelse af matematiske beviser og idéer, som gruppeteorien og teorien
om Lebesque-integration.
Hvis videnskabelige hypoteser og matematiske ræsonnementer ikke opstår
via systematiske forløb, hvad er da deres kilde? Vi finder, at de
næsten altid opstår i forskerens sind ved pludselig inspiration. Det
klassiske eksempel er Archimedes' opdagelse af princippet for specifik
gravitation. Efter længere tids forgæves anstrengelse fik han svaret
på problemet ved en pludselig inspiration, mens han sad i sit badekar.
Sådan inspiration kommer almindeligvis pludselig og uventet for
personer, der i forvejen har gjort sig bevidste anstrengelser på at
løse det pågældende problem. Det sker som regel, når vedkommende ikke
bevidst tænker på problemet, og viser tit en helt ny måde at se det på
- en måde forskeren slet ikke havde forestillet sig i sine bevidste
forsøg på at finde en løsning. Oftest viser inspirationen sig som en
pludselig bevidsthed om problemets løsning ledsaget af overbevisningen
om, at løsningen er korrekt og slutgyldig. Man ser løsningen i sin
helhed, selvom den kan være lang og indviklet, når den skrives ud i
sin fulde længde.
Inspiration spiller en afgørende og væsentlig rolle i løsningen af
vanskelige problemer indenfor videnskab og matematik. Almindeligvis
kan forskere kun med held takle rutinemæssige problemer alene gennem
bevidste anstrengelser. Betydelige videnskabelige fremskridt er næsten
altid forbundet med pludselig inspiration, hvilket store forskeres og
matematikeres liv fuldt ud vidner om. Et typisk eksempel er den
oplevelse, attenhundredetalsmatematikeren Karl Gauss havde. Efter
mange års forgæves forsøg på at bevise et bestemt heltalsteorem, blev
Gauss pludselig klar over løsningen. Han beskrev sin oplevelse som
følger: "For to dage siden lykkedes det endeligt… Som et pludseligt
lysglimt blev gåden tilfældigvis løst. Jeg kan ikke selv sige, hvad
der var den ledende tråd, der forbandt det, jeg tidligere vidste, med
det, der gjorde min succes mulig."(2)
Der kan anføres mange lignende eksempler på pludselige indskydelser
eller inspiration. Her er et andet givet af Henri Poincaré, en berømt
fransk matematiker fra den sidste del af attenhundredetallet. Efter i
nogen tid at have arbejdet med visse problemer indenfor
funktionsteorien fik Poincaré lejlighed til at tage på en geologisk
udflugt, under hvilken han holdt pause fra sit matematiske arbejde.
Under udflugten fik han et pludseligt indfald, der involverede hans
forskning, som han beskrev som følger: "I samme øjeblik jeg satte min
fod på trinet, kom idéen til mig - uden at noget fra mine tidligere
tanker lod til at have banet vej for det - at de transformationer jeg
havde brugt… var identiske med dem fra ikke-euklidisk geometri."
(3) Senere, efter forgæves at have arbejdet på et tilsyneladende
urelateret spørgsmål, indså han pludselig, "med netop samme
ejendommelige, pludselige og umiddelbare vished,"(4) at hans arbejde
kunne forbindes med hans forudgående inspiration for derigennem at
afstedkomme betydelige fremskridt i sin forskning ud i
funktionsteorien. Derpå fik han ved en tredje pludselig inspiration
det endelige argument, han behøvede for at fuldføre det arbejde.
Selvom inspiration oftest kommer efter længere tids intens men
frugtesløs bestræbelse på bevidst at løse et problem, er dette ikke
altid tilfældet. Her følger et eksempel fra en anden disciplin.
Wolfgang Amadeus Mozart beskrev engang, hvordan han skabte sine
musikalske værker: "Når jeg har det godt, og er i højt humør, eller
når jeg kører eller går en tur,… flokkes tanker i mit sind så let som
ingenting. Hvorfra og hvordan kommer de? Jeg ved det ikke, og har
intet at gøre med det… Når først jeg har et tema, kommer nok en melodi
og forbinder sig til den første i overensstemmelse med kompositionens
behov som helhed. …Så er min sjæl i brand med inspiration, hvis der da
intet sker, der kan aflede min opmærksomhed. Stykket vokser; jeg
bliver ved med at udvide det, opfatter det mere og mere klart, indtil
jeg har hele kompositionen færdig i hovedet, også selvom den måtte
være lang… Den kommer ikke til mig gradvist, men som den senere vil
være det med de forskellige dele udarbejdede i detaljer. Det er i dens
helhed min fantasi lader mig høre det."(5)
Ud fra disse eksempler ser vi to vigtige træk ved fænomenet
inspiration: for det første ligger dets kilde hinsides subjektets
bevidste opfattelse; og for det andet giver det subjektet information,
der er uopnåelig gennem bevidst bestræbelse. Disse karakteristiske
træk foranledigede Poincaré og hans ledsager Hadamard til at tilskrive
inspirationen de aktiviteter, der stammer fra, hvad Poincaré kaldte
det "subliminale selv", og som han identificerede med
psykoanalytikernes underbevidste eller ubevidste selv. Poincaré gjorde
følgende interessante observation angående det subliminale selv: "Det
subliminale selv er på ingen måde ringere end det bevidste selv; det
er ikke udelukkende automatisk; det besidder dømmekraft; det har takt,
finfølelse; det kan træffe valg og det kan fornemme. Hvordan skal jeg
formulere det? Det fornemmer bedre end det bevidste selv, fordi det
lykkes hvor det andet mislykkes. Står det subliminale med andre ord
ikke over det bevidste selv?"(6)
Efter at have stillet dette spørgsmål, trækker Poincaré alligevel i
land: "Er dette bekræftende svar påtvunget os gennem de
kendsgerninger, jeg netop har fremlagt? Jeg indrømmer, at jeg for min
egen del ville ikke ville kunne fordrage at acceptere det."(7) Han
fremsætter derefter en mekanistisk forklaring på hvordan det
subliminale selv, hvis man betragter det som en slags automatik, kan
forklare inspiration som iagttaget fænomen.
Den mekanistiske forklaring
La os nøje undersøge argumenterne for en sådan mekanistisk forklaring
på inspiration. Dette emne er især vigtigt i dag, fordi videnskabens
fremherskende materialistiske filosofi hævder, at sindet blot er en
maskine samt at alle mentale fænomener, herunder bevidsthed,
udelukkende er produkter af mekaniske forløb. Med den psykiske maskine
menes specifikt hjernen, og dens grundlæggende aktive komponenter
menes at være nervecellerne og muligvis nogle systemer af
interagerende makromolekyler indeni disse celler. Mange moderne
forskere tror, at al hjerneaktivitet udelukkende er et resultat af
disse elementers vekselvirkninger, der følger de kendte fysiklove.
Ingen videnskabsmand har dog indtil videre fremsat nogen
fyldestgørende forklaring på forskellen mellem en bevidst og en
ubevidst maskine, eller endog antydet hvordan en maskine overhovedet
kunne være bevidst. De forskere, der prøver at forklare selvet på
mekanistisk vis, koncentrerer sig i virkeligheden udelukkende om på
mekanisk vis at duplikere ydre adfærd: de ignorerer helt individets
subjektive erfaring af bevidst selvoplevelse. (Se kap. 2)
Denne måde at nærme sig selvet på er karakteristisk for moderne
adfærdspsykologi. Den blev tidligere fremsat af den britiske
matematiker Alan Turing, der hævdede, at eftersom en computer kan
efterligne hvad end et menneske kan gøre, er mennesket blot en
maskine.
Lad os for et øjeblik følge denne adfærdspsykologiske indfaldsvinkel
og helt enkelt overveje spørgsmålet om, hvordan inspiration som
fænomen kan duplikeres af en maskine. Poincaré mente, at det
subliminale selv må sammensætte mange tilfældige kombinationer af
matematiske symboler, indtil det mht. en bestemt type matematisk
resultat til sidst finder en kombination, der tilfredsstiller det
bevidste sind. Han mente, at det beviste sind forbliver uvidende om de
mange ubrugelige og ulogiske kombinationer, der gennemløber
underbevidstheden, men at det øjeblikkeligt vil blive opmærksom på en
tilfredsstillende kombination, så snart den fremkommer. Han hævdede
derfor, at det subliminale selv må være i stand til på kort tid at
forme et enormt antal kombinationer, samt at disse, i overensstemmelse
med kriterierne for den tilfredsstillende løsning der bestemmes af det
bevidste sind, underbevidst bliver vurderede efterhånden som de
formes.
Som det første trin i vurderingen af denne model kan vi anslå antallet
af symbolkombinationer hjernen kan evaluere indenfor en rimelig
tidsperiode. En meget højt sat øvre grænse for dette tal kunne være
3,2 x 10 i 46. potens. Vi kommer frem til dette ved at antage, at der
i hver kubisk ångstrøm i hjernen dannes og vurderes én separat
kombination for hver milliarddel af et sekund, over en periode på et
hundrede år. Selvom dette tal er en enorm overvurdering af hvad
hjernen overhovedet er i stand til, indenfor rammerne af vor nuværende
viden om naturlove, er det stadig ubetydeligt i sammenligning med det
totale antal mulige symbolkombinationer man må være i stand til at
forme, for at have skyggen af en chance for tilfældigt at ramme et
bevis for et matematikteorem af moderat vanskelighed.
Hvis vi ønsker at videreudvikle et matematisk ræsonnement, finder vi,
at der ved hvert trin er mange mulige kombinationer af symboler, vi
kan skrive ned, og således kan vi se et bestemt matematisk argument
som en vej gennem et træ, der har mange på hinanden følgende niveauer
af underinddelende grene. (Dette illustreres af billedet for neden)
Antallet af grene i et sådant træ vokser eksponentielt med antallet af
successive valg, og antallet valg er omtrent proportionalt til
argumentets længde. Som længden af argumentet øges, vil antallet af
grene således hurtigt overskride grænser som 10 i 46. potens og 10 i
100. potens. Antag for eksempel at vi skriver sætninger på et eller
andet symbolsk sprog, og at de grammatiske regler for det sprog i
gennemsnit tillader to valg per successive symbol. Der vil da være
omtrent 10 i 100. potens grammatiske sætninger med en længde på 333
symboler.
Selv et kortfattet matematisk argument viser sig ofte at være uhyre
langt, når det skrives ud i dets fulde længde, og mange matematiske
beviser kræver side på side af kraftigt komprimeret fremstillinger,
hvori mange væsentlige trin overlades til læseren at udfylde. Således
er der kun en yderst ringe mulighed for, at et passende argument ville
dukke frem som en tilfældig kombination i Poincaré's mekaniske model
for inspiration. Tydeligvis kræver fænomenet inspiration en
udvælgelsesfunktion, der mere eller mindre går direkte til løsningen,
uden end at tage den langt overvejende del af mulige
argumentkombinationer i betragtning.
Nogle slående eksempler
De betingelser, denne proces af udvælgelse må opfylde, kan illustreres
gennem nogle yderligere eksempler på matematisk inspiration. Man
finder ofte, at løsningen til et vanskeligt matematisk problem hviler
på opdagelsen af basale principper og underliggende systemer af
matematiske forhold. Kun når disse principper og systemer forstås,
antager problemet en medgørlig form. Derfor er indviklede
problemstillinger ofte i årevis forblevet uløste, indtil matematikere
gradvist har udviklet forskellige raffinerede idéer og
ræsonneringsmetoder, der har gjort en løsning mulig. Det er imidlertid
interessant at notere, at pludselig inspiration i visse tilfælde
fuldstændigt har forbigået denne gradvise udviklingsproces. Der er
adskillige tilfælde, hvori berømte matematikere uden beviser, har
fremsat matematiske resultater, som senere forskere først har kunnet
bevise, efter at indviklede systemer af underliggende relationer
gradvist er kommet for dagen.
Her er to eksempler:
Det første eksempel har at gøre med zeta-funktionen, der blev studeret
af den tyske matematiker Bernhard Riemann. På sit dødsleje efterlod
Riemann et papir, der angående teorien om primtal beskriver adskillige
egenskaber ved denne funktion. Han gav ingen beviser for disse
egenskabers eksistens, og der gik mange år, før matematikere kunne
finde beviser for alle undtaget én. Det sidste spørgsmål er stadig
ubesvaret, trods at man de seneste 75 år har nedlagt store mænger
arbejde på det. Angående de af zeta-funktionens egenskaber, man har
verificeret, har matematikeren Jacques Hadamard sagt, "Alle disse
kompletteringer kunne udelukkende tilføjes Riemanns publikation ved
hjælp af kendsgerninger, der var helt ukendte på hans tid; og, for én
af de egenskaber han formulerede, kan man næppe forestille sig hvordan
han har kunnet finde frem til den uden at gøre brug af nogen af disse
almindelige principper, af hvilke ingen bliver nævnt i hans
fremstilling."(8)
I den franske matematiker Evariste Galois' arbejde ser vi et tilfælde,
der minder om Riemanns. Galois er berømt for en fremstilling, han lige
før sin død hastigt nedskrev i skitseform, der fuldstændig
revolutionerede aritmetikken. Det eksempel, vi imidlertid vil se på
her, handler om et teorem Galois fremsatte uden bevis i et brev til en
ven. Ifølge Hadamard kunne dette teorem ikke engang forklares med den
tids matematiske viden; det blev først forståeligt mange år senere
efter opdagelsen af visse grundlæggende principper.
Hadamard bemærker: (1) at Galois må have forstået disse principper på
en eller anden måde; (2) at disse må have været ubevidste i hans sind,
eftersom han ikke kommer med nogen hentydninger til dem, trods at de i
sig selv udgør en betydelig opdagelse."(9) Det lader således til, at
udvælgelsesprocessen, der ligger til grund for matematisk inspiration,
kan gøre brug af grundlæggende principper, der er meget udførlige og
raffinerede, og som er helt ukendte for det bevidste sind hos den
pågældende person. Nogle af de udfoldninger, der fører til beviset på
Riemanns teoremer, er højst indviklede, og kræver mange sider (og
endda bind) af kraftigt forkortede matematiske fremstillinger. Det er
i sandhed svært, at se hvordan en mekanisk proces af gentagne
tilfældige forsøg, såsom den Poincaré har beskrevet, kunne finde frem
til sådanne principper. Selv om der findes enklere løsninger, hvor man
undgår sådanne indviklede forløb, er de alligevel, trods alt det
arbejde der er blevet nedlagt på disse emner, forblevet ukendte helt
op til vor tid,.
Den udvælgelsesproces, der ligger til grund for matematisk inspiration
må også gøre brug af udvælgelseskriterier, der er overordentligt fine
og svære at definere. Matematisk arbejde af høj kvalitet kan ikke
udelukkende evalueres ved hjælp af rutineprægede logiske regler.
Snarere involverer en sådan evaluering emotionel følsomhed og
værdsættelse af skønhed, harmoni og andre finere æstetiske kvaliteter.
Angående disse kriterier sagde Poincaré, "Det er noget nær umuligt at
beskrive dem præcist; de skal føles snarere end formuleres."(10) Dette
er også sandt, hvad angår de kriterier, hvorved vi bedømmer
kunstneriske frembringelser såsom musikalske kompositioner. Disse
kriterier er i høj grad virkelige men samtidig meget svære at definere
præcist. De var øjensynlig stadig til fulde inkorporerede i den
mystiske proces, der forsynede Mozart med raffinerede
musikkompositioner uden nogen særlig anstrengelse fra hans side, og
endda uden at han selv vidste, hvordan det skete.
Hvis processen, der ligger til grund for inspiration, ikke går ud på
omfattende gentagne forsøg som foreslået af Poincaré, men snarere
hovedsagelig afhænger af direkte valg, da kan vi kun udtrykke den i
moderne mekanistiske begreber, ved at postulere eksistensen af en
overordentligt kraftfuld algoritme (et system af beregningsregler)
indbygget i hjernens nervebaner. Det er imidlertid ikke indlysende, om
vi kan forklare inspiration tilfredsstillende ved at referere til en
sådan algoritme. Her vil vi kort drøfte to hovedsagelige problemer,
forbundet med denne hjerne-algoritme-hypotese.
(1) Herkomst. Hvis matematisk, videnskabelig og kunstnerisk
inspiration opstår som resultat af nervealgoritmer, hvordan dannes da
de nerveforbindelser, der udgør denne algoritme? Når vi betænker den
kompleksitet, de automatiske teoremverificerende algoritmer besidder,
og som indtil videre er blevet skabt, af dem der arbejder med kunstig
intelligens, ved vi, at algoritmen ikke kan være simpel.(11) Disse
algoritmer kan end ikke nærme sig intelligente menneskers
præstationer, og alligevel er de højst komplicerede. Men hvis vor
hypotetiske hjernealgoritme er ekstremt kompleks, hvordan blev den
til? Det kan næppe forklares ved udstrakt tilfældig genetisk mutation,
eller gentagende kombination inden for en enkelt generation, fordi da
ville problemet opstå igen med tilfældige valg ud fra enorme mængder
af mulige kombinationer. Man må således formode, at kun nogle få
forholdsvis sandsynlige genetiske omformninger adskilte Mozarts
anlægspræg fra hans forældre, der trods deres talent, ikke besad den
samme musikalske evne.
Det er imidlertid ikke den normale erfaring blandt dem, der arbejder
med algoritmer, at nogle få ændringer eller ombytninger i symbolerne
drastisk kan forbedre en algoritmes ydelse eller give den helt nye
kapaciteter, der ville forekomme bemærkelsesværdige. Hvis dette ville
ske med en bestemt algoritme, ville vi normalt antage, at der var tale
om en mangelfuld udgave af en anden algoritme oprindelig lavet til at
udvise disse kapaciteter. Dette ville tyde på, at algoritmen for
Mozarts enestående musikalske evne eksisterede skjult i hans forfædres
gener.
Dette fører os til det generelle problem med, at forklare oprindelsen
til menneskers karaktertræk. Ifølge den mest accepterede teori i dag
blev disse træk udvalgt på basis af den forholdsmæssige
forplantningsfordel den gav deres indehavere eller slægtninge.
Størstedelen af udvælgelsen af vor hypotetiske, skjulte algoritme må
have fundet sted langt tilbage i tiden, dels på grund af disse
algoritmers kompleksitet, og dels fordi de ofte må videreføres i
skjult form. Man mener i dag, at menneskesamfundet gennem det meste af
dets historie, i bedste fald har været på niveau med jægere og
samlere. Det er temmelig vanskeligt at forestille sig hvordan personer
som Mozart eller Gauss i sådanne samfund nogensinde skulle få mulighed
for til fulde at udfolde deres usædvanlige evner. Men gjorde de ikke
dette, kunne den udskillelsesproces som evolutionsteorien forudsætter,
ikke på effektiv vis selektere disse evner.
Vi står således med et dilemma: Det lader til, at det er ligeså svært
at redegøre for oprindelsen til vor hypotetiske
inspirations-fremkaldende algoritme, som det er at redegøre for selve
inspirationen.
(2) Subjektive oplevelser. Hvis inspirationsfænomenet opstår gennem en
nervealgoritme, hvorfor viser inspirationen sig så som regel i form af
en pludselig erkendelse af en komplet løsning, uden at subjektet har
nogen bevidst kendskab om de mellemliggende trin? Eksemplerne med
Riemann og Galois viser, at nogle mennesker har opnået resultater på
en tilsyneladende direkte måde, mens andre kun er i stand til at
verificere disse resultater via en møjsommelig proces, der involverer
mange mellemstadier. Normalt løser vi lettere problemer gennem et
bevidst trinvis forløb. Hvorfor skulle inspirerede forskere,
matematikere og kunstnere da forblive uvidende om vigtige mellemtrin i
vanskelige problemløsninger eller i frembringelsen af avanceret kunst,
og siden blot i en kort inspiration blive bevidst om den endelige
løsning eller frembringelse?
Vi kan således se, at inspirationsfænomenet ikke bare kan forklares
ved hjælp af de mekanistiske modeller, man i dag arbejder med indenfor
fysik og kemi. I resten af dette kapitel vil vi udforske
Bhagavad-gitas ikke-mekanistiske indfaldsvinkel.
Vekselvirkningen mellem bevidsthed og stof
I denne bogs første del diskuterede vi bevidsthed, og med udgangspunkt
i Bhagavad-gita introducerede vi idéen om det bevidste selv som en
ikke-fysisk størrelse. I den anden del diskuterede vi biologiske
former og problemet med at finde en samlet enhedsbeskrivelse af
naturen. Vi sluttede, at det ikke er muligt at skabe en samlet
kvantitativ teori, der kan give en tilfredsstillende redegørelse for
oprindelsen af komplekse former såsom de levende væseners
kropsstrukturer. Men ved igen at vende os til Bhagavad-gita
demonstrerede vi, hvordan et intuitivt fornuftigt samlet billede af
naturen kan basere sig på den ikke-kvantificerbare idé om universel
bevidsthed. Indtil videre har vi ikke givet nogen antydning om,
hvordan det bevidste selv (eller jivatmaen) påvirker den materielle
krops adfærd.
Som vi så i 2. kapitel har filosoffer ikke været i stand til at løse
dette problem, og mange har reageret ved enten at benægte eksistensen
af bevidsthed, eller ved at prøve at forklare den som et biprodukt af
hjernens aktivitet. Ikke desto mindre er der en simpel løsning.
Bhagavad-gita giver udtryk for, som går ud på at samspillet mellem det
bevidste selv og den materielle krop er indirekte, idet det afhænger
af vekselvirkningen mellem det lokaliserede selv og den universelle
bevidsthed. Denne forklaring på forholdet mellem jivatma'en og
materien løser mange af de problemer, der har forvirret filosofferne,
og redegør også direkte for inspiration som fænomen. Vigtigst af alt
befordrer denne forklaring en direkte metode til at opnå verificerbar
viden om både lokaliseret og universel bevidsthed.
Beskrivelsen af samspillet mellem jivatma'en og den materielle krop,
man finder i Bhagavad-gitas første del, kan forekomme forvirrende.
"Under indflydelse af falsk ego tror den forvirrede åndelige sjæl, at
han selv udfører handlinger, der i virkeligheden bliver udført af den
materielle naturs tre kvaliteter."(12) Eller igen: "Den legemliggjorte
sjæl, der er herre i kroppens by, skaber ingen handlinger, ej heller
påvirker den folk til at handle, ej heller skaber den handlingernes
resultater. Alt dette bliver udført af den materielle naturs tre
kvaliteter."(13) Disse udtalelser støtter tilsyneladende det
synspunkt, at naturen fungerer efter helt bestemte, faste love, og at
det bevidste selv i bedste fald er et sekundært fænomen, der påvirkes
af den materielle krops handlinger, men som omvendt ikke kan påvirke
dem.
Bhagavad-gita bekræfter, at naturen i sandhed følger love, men nøglen
til løsningen på sind-krop-problemet ligger i at forstå disse loves
væsen. Fysikere har en tilbøjelighed til at forstå naturlovene som et
sæt uforanderlige regler, der kan fastsættes gennem nogle få simple
ligninger. Ifølge Bhagavad-gita er naturlovene imidlertid ligesom
menneskenes love stadfæstet af en overordnet autoritet. Ligesom
fysikernes love kan disse love også beskrives i symbolske vendinger,
men til forskel har de en tilbøjelighed til at være yderst indviklede.
Og siden naturlovene faktisk er under personlig styring, kan de altid
blive genstand for indgriben og modifikation.
I bhagavad-gita beskriver den Højeste Person, Krishna, naturlovene på
følgende vis: "Denne materielle natur arbejder under Min styring, O
Kuntis søn, og den frembringer alle bevægelige og ubevægelige væsener.
Ved dens lov skabes og ødelægges denne manifestation igen og
igen."(14) Selvom fysikerne således har ret i, at den materielle
energi handler ifølge regler, mangler de at se, at disse regler har
deres endelige kilde i en personlig leder. Vi kan forestille os disse
regler i form af et hierarki. På det laveste trin befidner sig de
forholdsvis enkle love, der styrer den grove materies adfærd. Disse
bliver i nogen grad studeret af fysikere og kemikere. På næste trin
findes der højerestående love, der regulerer de levende væseners
komplekse adfærdsmønstre. Disse love, også kendte som lovene om karma
(handling), bliver behandlede i Bhagavad-gita. Til sidst, på det
højeste niveau er der den Højeste Persons direkte indgriben i naturens
tildragelser.
Vi har i del I og II diskuteret hvordan man kan udvide den moderne
videnskabs verdensopfattelse til at omfatte et sådant åbent hierarki
af naturlove. I et sådant hierarki er lovene på de respektive trin
naturligvis ikke absolutte. De er kun tilnærmelser, der er underkastet
finjusteringer og modifikationer i overensstemmelse med højere love og
endeligt den Højeste Persons uindskrænkede vilje.
Fra et mekanistisk synspunkt er en sådan "uindskrænket vilje" i bedste
fald intet mere end et navn på det vilkårlige og det uforklarlige.
Alligevel beskriver Bhagavad-gita nogle yderligere
ikke-kvantificerbare faktorer, der kan give os større indsigt i det
Højeste Væsens vilje. En af disse faktorer er det personlige samspil
mellem den Højeste og de lokaliserede bevidste selver. I Bhagavad-gita
udtaler Krishna: "Den Højeste Herre befinder Sig i alles hjerte, O
Arjuna, og Han leder vandringerne af alle levende væsener, der
befinder sig som på en maskine udgjort af den materielle energi."(15)
Som vi har nævnt, befinder den materielt legemliggjorte jivatma sig i
bund og grund i en passiv tilstand ude af stand til direkte at påvirke
den materielle krops handlinger. Alligevel er jivatma'en bevidst om
sin kropslige tilstand, og er fyldt af ønsker relaterede til
resultatet af forskellige kropslige handlinger. Ifølge Bhagavad-gita
ser den Højeste Person de legemliggjorte væseners ønsker, og besvarer
disse ved på passende vis at styre det kropslige maskineri.
Den Højeste Persons manifestation indeni alle levende væseners hjerte
er kendt som Paramatma eller Oversjælen. "Selvom Oversjælen forekommer
at være delt, " siger Bhagavad-gita, "er Han aldrig delt. Han er
én."(16)
Dette er yderligere en illustration af den Højeste Persons samtidige
enhed og mangfoldighed, hvilket vi diskuterede i 6. kapitel. Eftersom
den Højeste Person besidder ubegrænset bevidsthed, kan Han samtidig
overvære talløse materielle situationer uden at forvirres.
Den Højeste Person, som Han forklares i Bhagavad-gita, er ikke adskilt
fra den materielle verden. Snarere er Han allestedsnærværende i tid og
rum, og er desuden transcendental til tid og rum. Denne idé kan
forekomme selvmodsigende, men vi bør bemærke, at et lignende problem
opstår, når vi forsøger at forestille os den virkelighed, der ligger
til grund for naturlovene, som de forstås i moderne fysik. Disse love
bliver postuleret som konstante i forhold til tid og rum; men hvad er
det, der gennemtrænger al tid og rum, og bestemmer at f eks
gravitation fungerer efter en særlig universel kraft, G?
I vort daglige liv ønsker vi at udføre forskellige fysiske handlinger,
og vi finder almindeligvis, at kroppen umiddelbart handler efter vor
vilje. Selvom vi ikke forstår hvordan vilje fører til handling, sker
dette tilsyneladende automatisk, og vi tager det som oftest for givet
og tænker, "Jeg gør dette." Det, der ifølge Bhagavad-gita faktisk
sker, er, at Oversjælen ser vore ønsker, og oversætter dem til
handling. Han gør dette gennem at manipulere med naturlovene på et
avanceret niveau. Som resultat lader vore handlinger til at rette sig
efter de kendte fysiklove, selvom, hvis det kunne lade sig gøre at
analysere disse handlinger tilstrækkeligt gennemgribende, vi ikke
ville finde noget fast sæt af love, der endeligt kunne gøre rede for
dem. Bhagavad-gitas filosofi giver os således en simpel forklaring på
fænomenet inspiration - den samme forklaring, desværre, som Poincaré
efter at have analyseret sine egne matematiske inspirationer følte,
han ville hade at acceptere.
I hvert af de tilfælde vi har behandlet, havde en person til at
begynde med et meget stærkt ønske om at udføre en vanskelig mental
opgave såsom at finde beviset for et matematisk teorem. Almindeligvis
har vedkommende brugt en del tid på forgæves anstrengelse, og blev
siden pludseligt og uventet klar over løsningen. (Mozarts eksempel
viser imidlertid, at der ikke altid er tale om en indledende periode
af mislykkede forsøg.) Vi har set, at sådanne uventede erkendelser i
mange tilfælde ikke tilfredsstillende kan forklares som biprodukter af
fysiske processer. Men vi kan let forstå oplevelser af pludselig
oplysning som Oversjælens reaktion på det legemliggjorte væsens
ønsker.
Vi bør notere, at forskellige personer sædvanligvis har forskellige
oplevelser af inspiration. Selvom to personer med lignende evner og
uddannelse ønsker at løse det samme problem, kan den ene finde svaret,
uden at den anden gør det. Bhagavad-gita forklarer denne
uoverensstemmelse som et resultat af karma, eller de ophobede
resultater af tidligere handlinger. Oversjælens styring af den
materielle krops handlinger sker ikke udelukkende i overensstemmelse
med det levende væsens umiddelbare ønsker. Snarere fastsætter Han
disse handlinger ved systematisk at evaluere både det levende væsens
nuværende ønsker og hans tidligere gerninger. Han baserer disse
vurderinger på et etableret sæt højere love - lovene om karma - der
giver en absolut standard for universel retfærdighed og moral. Disse
love er ligeså virkelige som fysikkens og kemiens "naturlove". Men de
er mere komplekse end disse love, og de er direkte forbundet med selve
livsfænomenet.
Bhagavad-gita omhandler primært de metoder hvorigennem det
individuelle bevidste væsen kan blive fri for trældommen, der skyldes
tidligere karma. Et levende væsen, der handler under karmaloven, er
mere eller mindre en hjælpeløs tilskuer til et indviklet drama af
handlinger og reaktioner, der stammer fra tidligere og nutidige
ønsker. I denne tilstand er det levende væsen tilbøjelig til
fuldstændigt at identificere sig med sin fysiske krop, og til at være
totalt uvidende om den rolle Oversjælens spiller i hans livs
tildragelser.
Under karmaloven er forholdet mellem den individuelle jivatma og den
Højeste Person i bund og grund upersonligt og lovbundet. Alligevel er
det muligt for jivatma'en, at blive direkte bevidst om den Højeste
Person og udvikle et gensidigt personligt forhold til Ham. I en sådan
bevidsthedstilstand er jivatma'en fritaget for tidligere handlingers
karmiske reaktioner, og bliver helt bevidst om sin egen natur som et
ikke-fysisk væsen.
Inspiration spiller en væsentlig rolle i opnåelsen af denne
bevidsthedstilstand. I Bhagavad-gita udtaler Krishna, at, "Til dem,
som er konstant hengivne og tilbeder Mig med kærlighed, giver Jeg
forståelsen gennem hvilken, de kan komme til Mig. Ud af medlidenhed
med dem, ødelægger Jeg, der dvæler i deres hjerter, med kundskabens
lysende lampe mørket, der er affødt af uvidenhed."(17) Betydningen af
denne udtalelse er, at direkte kundskab om den Højeste Person er
tilgængelig for enhver, der er villig til at nærme sig den Højeste med
en positiv, imødekommende holdning. Sædvanligvis forsyner Krishna kun
den legemliggjorte jivatma med information, der vedrører hans særlige
materielle ønsker, men hvis jivatma'en nærmer sig Krishna med
kærlighed, og uden underliggende materielle motiver, da vil Krishna
direkte åbenbare Sig Selv.
Dette er konklusionen på Bhagavad-gitas filosofi, og den udgør den
eneste virkelige måde, hvorpå sandheden af denne filosofi kan
verificeres. Ved at analysere empiriske argumenter kan vi se nogle af
ufuldkommenhederne ved de mekanistiske teorier, og vise hvordan
Bhagavad-gitas filosofi kan tilføje vigtige elementer, der ellers
mangler i den fremherskende videnskabelige verdensanskuelse. Men hvis
vi forbliver indenfor rammerne af den mekanistiske tankegang, kan vi
hverken bevise at denne filosofi er sand eller bruge den i praksis. Vi
kan kun verificere transcendentale emner, hvis vi bliver i stand til
at fungere på den transcendentale platform. I den hidtidige diskussion
har vi peget på, at ifølge Bhagavad-gita er sådan transcendental
bevidsthed teoretisk mulig.
Det individuelle selv er altid i forbindelse med Oversjælen, og er i
princippet i stand til at relatere til Oversjælen på det direkte
personlige plan. I 9. kapitel vil vi behandle erkendelsesteorien for
transcendental viden, og i korthed beskrive hvordan denne teoretiske
mulighed kan erkendes i praksis.
Noter
1. Brush, "Should the History of Science be Rated X?" p. 1167.
2. Hadamard, The Psychology of Invention in the Mathematical Field, p.
15.
3. Poincare, The Foundations of Science, pp. 387-388.
4. Ibid.
5. Hadamard, p. 16.
6. Poincare. p. 390.
7. Poincare, p. 391.
8. Hadamard, p. 118.
9. Hadamard, p. 120.
10. Poincare, p. 390.
11. Weizenbaum, Computer Power and Human Reason, chap. 9.
12. A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada, Bhagavad-gita As It Is, text
3.27, p. 192.
13. Ibid., text 5.14, p. 286.
14. Ibid., text 9. 10, p. 457.
15. Ibid., text 18.61, p. 830.
16. Ibid., text 13.17, p. 640.
17. Ibid., texts 10. 10-11, pp. 506-508.
Bibliografi
Bhaktivedanta Swami Prabhupada, A. C. Bhagavad-gita As It Is, Sanskrit
text, translation, and commentary. Los Angeles: Bhaktivedanta Book
Trust, 1974. Brush, Stephen G. "Should the History of Science be Rated
X?" Science, Vol. 183, 22 March 1974, pp. 1164-1172. Hadamard,
Jacques. The Psychology of Invention in the Mathematical Field.
Princeton: Princeton University Press, 1949. Poincare, Henri. The
Foundations of Science. Lancaster, Pa.: The Science Press, 1946.
Weizenbaum, Joseph. Computer Power and Human Reason. San Francisco: W.
H. Freeman and co., 1976.
Govardhan Hill Publishing
P.O. Box 1920
Alachua, FL 32615-1920
(904) 462-0466 / fax (904) 462-0463 / e-mail: ghi@nerdc.ufl.edu
www.krishna.com www.iskcon.com
www.iskcon.dk www.harekrishna.dk