Åndelig naturvidenskab
Af Sadaputa Dasa
The Bhaktivedanta Institute, ISKCON's videnskabelige gren, udgav i
1984 magasinet Origins, der gennemgår populære moderne
naturvidenskabelige opfattelser omkring universets og livets
oprindelse, Big Bang, evolutionslære, kontroversielle arkæologiske
fund m.m.
Origins afsluttende artikel 'Higher Dimensionel Science' beskæftiger
sig med, hvordan man overskrider grænserne for den mekanistiske
naturvidenskab og ad videnskabelig, forskningsmæssig vej får
erkendelse af livets mysterier, universets oprindelse, sjælens natur
og Guds eksistens. Vi bringer denne artikel under titlen 'Åndelig
naturvidenskab'.
________________________________________
James D. Watson, medopdager af DNA, sagde for ikke så længe siden om
livets mysterium, "Det er meget komplekst, men det kan forklares ud
fra kemiens love, ud fra tilfældig termisk bevægelse. Det er
kompliceret. Der er mange variabler, men der er ingen tvivl om det."1
Han mindedes, hvordan denne overbevisning havde været en stærk
ansporing både for ham selv og for Francis Crick under deres
pionerforskning i DNA'ets struktur. "Vi havde ikke gjort det, hvis vi
ikke havde troet, at kemi kunne forklare det. Indtil da mente de
fleste mennesker, at kemi aldrig ville være nok, og at man behøvede
religion for at forklare liv. Men selv da jeg gik på universitetet,
var jeg påvirket af Linus Paulings insisteren på, at man kan forklare
liv på basis af kemi."2
Hans indstilling til religion belyses yderligere af følgende
udtalelse: "Da jeg skrev den første udgave af min tekst [The Molecular
Biology of the Gene], tænkte jeg, at jeg genskrev Bibelen og reelt gik
tilbage og fandt ud, hvad der virkelig skete."3
Alt i alt repræsenterer Watsons udtalelse den generelle tendens i
videnskabelig tænkning over de sidste århundreder - troen på at kunne
forklare sammensatte fænomener (som liv, arternes oprindelse,
universets struktur og oprindelse osv.) med enkle, matematisk
udtrykte, naturlige love. Nogle videnskabsmænd og religiøse mennesker
har forsøgt at bevare en sidste rolle til Gud som vogteren af
fysikkens love, men dette giver fysikkens love en højere status i
universet end Gud. Med dette kompromis har man fjernet det virkelige
hold i ideen om en almægtig Gud og er ladt tilbage med en meningsløs
tom skal.
For sit vedkommende opretholder Watson en urokkelig tro på, at en
fysisk forklaring altid er mulig. "På DNA-stadiet går det [den fysiske
forklaring af livet] ganske udmærket. På et mere komplekst stadie
forsøger vi fortsat at regne den ud. Embryologi er meget vanskeligere.
Og i neurobiologi er der meget få indblik. Men nogle [videnskabsmænd]
vil få et øjeblik, hvor lyset bliver tændt…Problemet med at forklare
bevidsthed i biologiske begreber er en endnu hårdere nød, men jeg er
sikker på, at det vil lykkes."4
Her kommer den alvorligste mangel ved moderne videnskab klart i fokus.
Watson indrømmer, at grundlæggende sider ved levende organismer ikke
er blevet fuldstændigt forklaret af fysiske love. Ikke desto mindre
insisterer han på, at de kan og vil blive således forklaret og
udelukker på forhånd nogen form for ikke-materiel, ikke-mekanistisk
forklaring.
Men er dette virkelig sandt? Kunne det være tilfældet, at Watsons tro
ikke er velunderbygget? Al tilgængeligt materiale peger klart i
retning af muligheden for, at de levende organismers sammensatte
former måske aldrig kan forklares med enkle fysiske love. Man kunne
således sige, at Shakespeares værker kan forklares som en kombination
af alfabetets 26 bogstaver, men der er afgjort mere involveret end
det. På samme måde kan videnskabsmænd sige, at liv kan forklares som
en genetisk kode, der er lagt ned i visse molekyler, men hidtil er det
ikke lykkedes igennem denne fremgangsmåde at gøre rede for
sammensætningen af selv de enkleste livsformer. Ligesom ingen har
fundet frem til et enkelt sæt love, der kunne få en computer til at
forvandle alfabetets 26 bogstaver til en Hamlet eller en Macbeth, har
ingen videnskabsmand påvist noget sæt af enkle naturlige love, der kan
forvandle livets få grundlæggende molekylære byggesten til en enkelt
selvforplantende celle.
Ligesom fysikkens grundlæggende love ikke kan reduceres yderligere,
kan den materielle kompleksitet, vi kan iagttage i levende organismer,
måske heller ikke reduceres længere ned. Nogle få fritænkende
videnskabsmænd med mod til at udfordre de herskende forudfattede
opfattelser har taget dette dristige skridt. Efter at have kastet et
blik tilbage på konklusionerne af sine egne undersøgelser siger den
fremtrædende biolog Walter M. Elsasser, at de levende organismers
komplekse biologiske former "på linje med de mere hævdvundne naturlove
er af en oprindelig natur, der ikke kan reduceres yderligere." 5
Absolut kompleks form
Når nu videnskaben ikke kan reducere komplekse ting til enkle
principper, har man to valg. Det ene er blot at være tilfreds med at
konstatere, at disse ting findes, og mere kan vi ikke sige om dem. Det
andet er at gå videre og søge efter fundamentale faktorer, der er
tilpas komplekse til at kunne have frembragt den irreducerbare
kompleksitet, man observerer. Med andre ord må man overveje
eksistensen af en absolut kompleks form. Efter at have fundet denne
kunne man da udforske dens natur og ad hvilken vej, information
overføres fra denne kilde til at frembringe de former og strukturer
såsom levende væsner, vi ser i universet. Vi behøver ikke have nogle
forudfattede ideer om naturen af denne absolutte komplekse form. Fra
logikkens synspunkt er der mange muligheder, der kan tages i
betragtning.
Lad os overveje nogle af mulighederne for en absolut, irreducerbar
kompleks form, der er i stand til at frembringe sekvenser af komplekse
levende organismer. Lad os forestille os, at i urjordens hav befandt
en amøbe sig i en bestemt fikseret position og orientering. Lad os
også forestille os, at i det ydre rum blev et bestemt mønster af
præcist definerede kosmiske stråler sendt imod jorden. Som et
naturligt forløb gik vore hypotetiske kosmiske stråler igennem jordens
atmosfære og ramte amøbens gener på en bestemt måde og gav således
ophav til en ny og højere form for organisme som f.eks. en trilobit.
I dette hændelsesforløb repræsenterer mønstret af kosmiske stråler og
amøbens bestemte situation en slags absolut kompleks form, der
indeholder information til den endelige frembringelse af en højere
organisme. Her har vi med fuldt overlæg valgt et utilfredsstillende
eksempel på, hvad en sådan absolut kompleks form kunne være. Når vi én
gang har sporet oprindelsen af den højere form for organisme tilbage
til den bestemte begyndende konfiguration af kosmiske stråler, kan vi
ikke gå længere. Vi løber blot ind i en intellektuelt skuffende
blindgyde.
Lad os derfor overveje en anden mulighed.
Lad os forestille os en fuldstændig informationskilde, der udspringer
samtidigt med universet - en kosmisk computer med en
'read-only'-hukommelse (ROM), der indeholder data for alle de
komplekse livsformer, der skal manifesteres. Denne idé kan måske synes
besynderlig, men hvis fysikere kan acceptere hypotesen om, at hele
universet kommer ud af kvantevakuumet, hvorfor kan en universel
computer da ikke dukke op samtidigt med det? Astronomerne Sir Fred
Hoyle og Chandra Wickramasinghe har foreslået noget i den retning i
deres bog Evolution from Space. "Så hvad nu, hvis vor stamfader var en
særdeles intelligent silikonchip? Én ting ser rigtig ud ved denne ide.
Det ville ikke være muligt for en intelligens, uanset hvor stor den
er, at frembringe kulstofbaseret liv [liv baseret på kulforbindelser]
uden at udføre en enorm mængde beregninger." 6
I virkeligheden er ideen om en kosmisk computer blot en livagtig måde
at nedbryde den dybt indgroede opfattelse af, at fundamentale
principper skal kunne reduceres til enkle naturlove. De fleste
videnskabsmænd er besat af ideen om at se naturlige fænomener som en
fremadskriden fra enkel til kompleks, hvorimod det i virkeligheden
synes at være det modsatte, der sker - alt komplekst har sin
oprindelse i noget, der er lige så eller endnu mere komplekst. Derfor
kunne vi forestille os, at den kosmiske computer kunne bygge rumskibe
ved at bruge information, der indeholdes i dens hukommelse, og disse
rumskibe kunne derefter rejse til forskellige planeter, pode
livsformer i passende omstændigheder og derpå vende tilbage med
mellemrum for genetisk at forandre dem. På denne måde frembringes
forskellige organismer i sekvenser.
Vi har påpeget, at selv strukturen af en simpel celle er af en
irreducerbar kompleksitet. Så vi kunne redegøre for denne kompleksitet
ved at have passende programmer i vor hypotetiske kosmiske computer.
Men i modsætning til vort eksempel med kosmiske stråler kunne disse
programmer være mere end vilkårlige lagre af information. Hvis vi
forestiller os organismer som computerlignende robotter, hvor nogle
er mennesker, der udviser en adfærd af højere orden, som vi kalder
intelligent, kunne det da ikke være, at den oprindelige kosmiske
computer også kunne besidde funktionen af intelligent adfærd og evnen
til at træffe valg? Her begynder vi at se, hvordan en oprindelig
absolut informationskilde kunne have interessante sider, der kunne få
os til at ville studere den for dens egen skyld.
Bevidsthed og overintelligens
Nu går vi over til en anden side af virkeligheden. Vi iagttager i os
selv en mangfoldighed af tanker, følelser, sindsbevægelser og
sanseopfattelser, der går udover en maskines simple evne til at
reagere på ydre stimuli igennem en form for databehandling. Med andre
ord ledsages vor evne til at fungere på en intelligent måde af
fænomenet bevidsthed. Bevidsthed er virkelig, vi har alle erfaring af
det. Men skønt adfærden, der er forbundet med bevidsthed, kan
kvantificeres, forbliver bevidsthed selv uforklaret af kvantitative
metoder og kan ikke redegøres for af fysiske love. Så hvad er
bevidsthed, og hvor kommer den fra?
Vi har diskuteret muligheden af en kosmisk computer, der udviser en
højere grad af intelligens, som den oprindelige kilde til visse
komplekse sider af det univers, der kan iagttages. Dette leder tanken
hen på en besnærende ide - at denne kosmiske intelligens kunne være
noget andet og mere end en livløs maskine. Den kunne muligvis være et
bevidst superintelligent væsen, fra hvem hidrører ikke blot den
information, der fastsætter organismernes former, men også den
bevidsthed, der gør dem levende.
Denne idé åbner for nogle interessante muligheder. Hvis der er et
sådant intelligent væsen, ville det kunne kommunikere eksakt
information ad veje, som det selv vælger, til dem, der er
interesserede i de endelige spørgsmål såsom de levende væsners
oprindelse. Og er dette intelligente væsen velvilligt indstillet, er
det måske også villigt til at gøre det.
Dette tilvejebringer os en anden mulig strategi til at opnå svar på de
grundlæggende spørgsmål. Den videnskabelige standardstrategi med at
antage, at de grundlæggende årsager er enkle, og derpå søge efter
sådanne enkle årsager vil afgjort være dømt til at slå fejl, hvis den
yderste årsag er af en irreducerbar kompleksitet. Men er den yderste
årsag et velvilligt indstillet superbevidst væsen, vil en
efterforskning efter en proces, hvorved man kan komme i kontakt med
dette væsen, give resultat.
Det indlysende praktiske spørgsmål er dette: kan vi finde utvetydige
eksempler på information, der er blevet kommunikeret til mennesker fra
en absolut intelligent kilde, hvor den kommunikerede information
indeholder måder og midler til at bevise sin egen ægthed? Vi foreslår,
at vi i oldtidens Indiens vediske litteratur har et slående eksempel
på en samling af den slags viden, der kan verificere sig selv. Den
vediske litteratur indeholder en generel redegørelse for epistemologi
eller erkendelsesteori, en systematisk analyse af fremgangsmåderne,
hvorpå man tilegner sig viden, og giver også en grundig diskussion af
naturen af universet og de levende væsner, der bebor det. På dette
punkt skal vi kort diskutere nogle vigtige træk ved det vediske
verdensbillede. (Fortsættes i næste nummer.)
Omvendt evolution
Vedaerne beskriver udførligt en indviklet evolutionsproces, hvor
udviklingen går fra subtilt design til den fysiske manifestation af
disse design i materie. Ifølge denne forklaring skaber den universelle
hersker direkte en primær underordnet hersker, der igen skaber
sekundære herskere i en ikke-kønslig proces. Disse sekundære herskere
formerer sig derimod seksuelt, og de kan regenerere ikke kun deres
egen art, men også andre arter. De indeholder i deres kroppe
designinformation for forskellige slags organismer.
Denne information, der eksisterer i subtile kimformer, har sin
oprindelse i den universelle hersker, der videregiver den til de
underordnede herskere (halvguderne). Disse underordnede herskere
manifesterer denne designinformation i former som forskellige arter,
der fortsætter med at regenerere sig selv. Vedaerne, der er skrevet
tusinder af år før Darwins tid, indeholder således verdens ældste
redegørelse for evolution. Denne vediske proces afspejler den
oprindelige betydning af ordet evolution, der henviser til en
udfoldning af noget, der eksisterer i en uudviklet form, og ikke blot
til en vilkårlig frembringelse af noget fuldstændigt nyt igennem
fysiske processer.
Redegørelsen for arternes oprindelse, som den gives i Vedaerne, ligner
den darwinistiske evolution i det, at den involverer fysisk nedstigen
fra en fælles forfader og fremkomsten af nye arter igennem kønslig
formering. Det vediske evolutionsbegreb adskiller sig fra det
darwinistiske derved, at den fælles forfader er et superintelligent
væsen og ikke en encellet skabning. Den gradvise nedstigen sker også
fra mere komplekse former til mere enkle former. Dette kan således
kaldes 'omvendt evolution', hvor nogle af de første trin finder sted
udenfor jorden.
Designinformation
Selv nogle moderne videnskabsmænd har beskæftiget sig med ideen om
designinformation, der overføres fra en højere kilde. Robert Broom,
der opdagede nogle af de tidlige australopithecus-fossiler i Afrika,
skrev, "Oprindelsen til arterne og megen af deres evolution synes at
skyldes en tilrettelæggelse og delvist en åndelig kraft, der er
knyttet til dyret eller planten, styrer dets livsprocesser og tjener
til at holde det mere eller mindre tilpasset dets omgivelser. Men i
tilgift til dette synes der at være andre åndelige kræfter af en meget
højere natur, der er ansvarlige for hvad, der kan kaldes den større
evolution....Disse åndelige kræfter synes at have virket ved fra tid
til anden at styre de lavere kræfter, der er knyttet til dyr og
planter." 7
Broom deler forestillingen om en højere styrende intelligens med den
vediske opfattelse, skønt hans ide ikke er helt tilsvarende denne.
Lignende tanker blev udtrykt af Alfred Russell Wallace, der sammen med
Darwin gives æren for at have formuleret teorien om udvikling igennem
naturlig udvælgelse. Han skrev i The World of Life, "Hvis der er et
sådant Uendeligt Væsen, og hvis Hans vilje og formål er forøgelsen af
bevidste væsener, kan vi næppe være det første resultat af dette
formål. Vi slutter derfor, at der i universet nu er uendelige grader
af kraft, uendelige grader af viden og visdom, uendelige grader af
indflydelse af højere væsener over lavere. Da jeg er af den mening,
vil jeg påpege, at dette umådelige og vidunderlige univers med dets
næsten uendelige mangfoldighed af former, bevægelser og deles
reaktioner på andre dele lige fra sole og systemer op til planteliv,
dyreliv og den menneskelige levende sjæl altid har krævet og fortsat
kræver den uafbrudte koordinerede indvirkning af myriader af sådanne
intelligenser." 8
Sjælevandring og karma
Ulig flertallet af videnskabsmænd er Wallace rede til at acceptere, at
der er noget sådant som et formål i universet. Med hans udtalelse om
'den menneskelige levende sjæl" tilslutter han sig den almindelige
vestlige opfattelse, at kun mennesker har sjæle. Vedaerne siger
imidlertid, at alle levende organismer har sjæle, og at der i tilgift
til udviklingen af fysiske former er en anden evolutionsproces, der
involverer sjælevandring.
Sjælen opfattes som en uforgængelig enhed af bevidsthed, der er udgået
fra det universelt bevidste levende væsen. Disse individuelle enheder
af bevidsthed kan ses som værende identiske af natur med den
universelle bevidsthed, men meget mindre i relativ størrelse og kraft.
Enhederne af bevidsthed inde i kroppene hos alle arter er således
kvalitativt identiske med hinanden, men udviser alligevel forskellige
omfang af kraft og evner i forhold til de bestemte særpræg hos de
fysiske former, de befinder sig i. For at forstå dette kan vi
sammenligne det med eksemplet på, hvordan en menneskelig chauffør kan
udvise forskellige evner i forhold til køretøjet, han kører i. På en
cykel kan han opnå en vis hastighed, men i en mere kraftfuld sportsbil
øges hans fart og kraft. I et fly kan mennesket flyve, og i en båd kan
det flyde på vandet. På samme måde udviser de bevidste selv'er, der
bor i forskellige kroppe, forskellige kræfter og evner, skønt de alle
i bund og grund essentielt er ens.
Sjælevandring forudsætter måder, hvorpå det bevidste selv overgår fra
den ene krop til den næste. Ifølge Vedaerne foregår denne proces under
højere naturlove, der under et kaldes karma-loven. De bevidste selv'er
i lavere former som planter og dyr går automatisk fremad, indtil de
når den menneskelige form. Fremgangen fra lavere til højere former
falder sammen med udviklingen fra lavere tilstande af bevidsthed til
højere.
Hvorfor lidelse?
På dette sted kan man spørge, hvorfor det højeste intelligente væsen
skulle ville udsætte et bevidst levende væsen, en sjæl, for oplevelsen
af at lide fødsel og død i forskellige kroppe. Svaret kan forstås, når
man bemærker et fundamentalt aspekt ved det bevidste selv, nemlig dets
frihed til at ønske, som det vil. Hvert selvs grundlæggende position
er fuldt vidende i frihed at handle i harmoni den Højestes ønsker.
Misbruger et bevidst levende væsen sin frie vilje til at handle
uafhængigt af den Højeste, imødekommer Han dette ønske ved at give det
levende væsen et handlingsfelt i det materielle univers.
Der må det kæmpe for at overleve i et miljø af konkurrence og konflikt
blandt millioner af andre levende væsener, der motiveres af de samme
slags materielle ønsker, som det selv har. De gensidige
vekselvirkninger imellem de bevidste levende væsener styres af karma,
grundsætningen om universel retfærdighed, under hvilken de levende
væseners medgang og modgang og lykke og lidelse tildeles dem ifølge
deres handlinger i tidligere liv. Hvert bevidst levende væsen er
således personligt ansvarligt for sin skæbne.
De mange slags kroppe, som de bevidste levende væsener kan træde ind
i, eksisterer med et dobbelt formål - opfyldelsen af bestemte ønsker
om at opleve materielle sansefølelser og den gradvise omformning af
materielle ønsker til åndelige ønsker. I den grad, et levende væsen
misbruger sin frihed og handler på en måde, så det skader sig selv
eller andre, må det lide under tilsvarende større begrænsninger i sin
evne til at handle.
Guds ønske er, at sjælen vender tilbage til det åndelige
eksistensplan. Men ved sit eget valg kan sjælen forblive i den
materielle verden. I livsformer med bevidsthed mindre end et menneskes
beherskes det levende væsen til fulde af materielle love. Men i den
menneskelige form er bevidstheden udviklet til et punkt, hvor man kan
se, hvordan den materielle energi styres af en universel hersker.
Dette er nøglen til frihed, for på dette plan kan man foretage
bevidste valg, der påvirker ens status. Karma-loven påvirker i stor
udstrækning den situation, en person befinder sig i, men den bestemmer
ikke absolut hans fremtid. Der er plads til frit valg. Det bevidste
levende væsen kan vælge at lade hånt om den universelle herskers ønske
og formål og fortsætte med at lade sig føde igen og igen i den
materielle verden og måske gå ned til former under den menneskelige.
Eller det kan vælge at handle i harmoni med dennes vilje og formål og
således blive befriet fra kredsløbet af fødsel og død og engagere sig
i åndelige sanseaktiviteter.
Materielle og åndelige sanseaktiviteter
Åndelige sanseaktiviteter er mulige, for sanseopfattelse er en iboende
funktion hos det bevidste selv. En sansestruktur som øjet eller øret
er blot en mekanisme, der kanaliserer en bestemt slags sansedata til
det sansende selv, der i Vedaerne kaldes jivatma'en. Hjernen er en
informationsbearbejdende anordning, der er en del af dette
sanseapparatur. Sanserne og hjernen kan derfor regnes for at være
mellemleddet imellem den ydre verden og det bevidste selv (jivatma).
Men dette mellemled er en hæmsko for jivatmaens oprindelige
sanseevner, for de materielle sansestrukturer er udtænkt, så de kun
kan registrere bestemte materielle fænomener. Denne begrænsning er
nødvendig, hvis sjælen skal fungere i sin glemsel af sin åndelige
natur og uafhængigt af sin forbindelse til Gud. Det er imidlertid
altid muligt for sjælen at vågne op til sine oprindelige sanseevner og
opfatte Gud direkte. Den vediske litteratur beskriver store hengivne
og vismænd, der opnåede denne tilstand af overbevidsthed.
Forskellige niveauer af bevidsthed og aktivitet er mulige indenfor de
materielle sansers begrænsninger. En person på det almindelige
menneskelige bevidsthedsniveau vil være kun være vidende om de
velkendte materielle fænomener, vi alle kender til. Men levende
væsener med højere niveauer af bevidsthed inklusive sådanne væsener
som devaerne, de administrative halvguder, har adgang til dybere og
mere omfattende aspekter af materiel virkelighed. For eksempel ser et
almindeligt menneske, der kigger på et fjernsynsprogram, kun formerne
af personerne på skærmen. Men en elektroniktekniker kan forstå
nøjagtigt, hvordan billederne skabes og have direkte adgang til det
elektroniske udstyr, der frembringer disse billeder. Ligesom en
tekniker på en TV-station arbejder i et mere avanceret miljø end
personen, der ser TV derhjemme, kan der i universet findes højere og
lavere dimensioner af materiel virkelighed, der svarer til forskellige
niveauer af materiel sansning.
Den forenende enhed
Er der en højeste intelligent designer af universet, må Han eksistere
i en dimension, der er hinsides materiel tid og rum, som Han skaber og
behersker. Da den individuelle sjæl er fuldstændigt åndelig, kan den
også træde ind i den dimension. På dette højeste niveau af bevidsthed
hindrer intet jivatma'ens sanser i deres funktion, og han kan direkte
se årsagen til alle årsager.
Videnskabsmænd har været engageret i århundreder i filosofisk søgen
efter en yderste enhed, der ligger til grund for det brogede univers.
I dag tager dette form som fysikernes søgen efter en stor samlet
feltteori (Grand Field Theory), der kan forklare alting fra
subatomiske partikler til klynger af galakser. En sådan bestræbelse
efter at finde et forenende materielt princip er imidlertid ikke
lykkedes.
Det kunne derfor være udbytterigt at overveje det forenende aspekt ved
et højeste bevidst væsen. For at forstå dette forenende aspekt kan vi
trække en parallel imellem det højeste bevidste væsen og de
kvalitativt tilsvarende bevidste væsner som os selv. Selv når man
læser dette, forener ens bevidsthed forskellige aspekter af
virkeligheden - magasinet, ens selv, omgivelserne, ens tanker - til et
enkelt integreret indtryk. På samme måde er det ene universelle
bevidste væsen, der somme tider kaldes Oversjælen, det integrerende
princip, der binder universet sammen til en fuldstændig enhed.
Altgennemtrængende bevidsthed er det særegne kendetegn ved Oversjælen
i modsætning til de uendeligt små levende væsener, hvis bevidsthed er
begrænset i omfang.
I Brahma-samhita, en samling af hymner fra den vediske litteratur fra
oldtidens Indien, beskriver forfatteren, hvordan det universelle
bevidste væsen binder alle aspekter af virkeligheden sammen. "Han er
et udifferentieret væsen…Alle universerne eksisterer i Ham, og Han er
fuldt til stede i hvert af atomerne, der er spredt ud over universet,
på en og samme tid. Sådan er den oprindelige herre, hvem jeg
tilbeder." Lige ned til atomet er alt den transcendentale styrende
intelligens' energi og er således samlet i ét. De fleste opfattelser
af enhed fremsætter idéen om, at den enhed, der ligger til grund for
alle fænomener, er blottet for kvaliteter. Men vi tillader os at
forfægte, at den endelige enhed er fuld af kvaliteter, personlighed og
en mangfoldighed af former.
Indhentning af åndelig viden
Skønt vor egen intelligens kan anvendes på materiens former og mønstre
og således lede os til visse konklusioner om eksistensen af en
universel hersker, må detaljeret viden om dette højeste væsen og Hans
transcendentale handlinger opnås igennem en anden proces. Ifølge den
vediske forståelse giver den endelige kilde til absolut information
således information til organismers design. Han giver også information
til de levende væseners funktionelle intelligens og sætter dem i stand
til at udføre komplekse aktiviteter. I tilgift kan dette oprindelige
væsen give information om sig selv.
Vedaerne giver en indgående beskrivelse af, hvordan denne absolutte
viden spredes. I bund og grund spredes denne information igennem lyd
eller ord. Informationen kommunikeres til universets første levende
væsen, Brahma, og går derfra videre fra den ene åndelige lærer (guru)
til den næste i en discipelrække. De vediske ord er kvalitativt
forskellige fra materielle ord ved det, at de direkte rummer viden i
stedet for blot at repræsentere viden.
A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada, verdens mest navnkundige vediske
lærde og selv en af de store åndelige mestre i discipelrækken fra
Brahma, skriver, "Før skabelsen fandtes Herren, og derfor er de ord,
som Herren taler, transcendentale lydvibrationer. Der er en afgrund
til forskel imellem de to kvaliteter af lyd, dvs. imellem prakrta og
aprakrta. Naturvidenskabsmanden kan kun operere med prakrta-lyd eller
den lyd, som vibreres i den materielle himmel, og derfor må vi forstå,
at de vediske lyde, som er optegnede i symbolske udtryk, ikke kan
forstås af nogen som helst indenfor universet, medmindre og indtil man
inspireres af vibrationen af overnaturlig (aprakrta) lyd, som
nedstiger [i discipelrækkens kæde]."9
En materiel lyd er forskellig fra den genstand, den repræsenterer. For
eksempel er ordet vand forskellig fra substansen vand, men vediske ord
er ikke forskellige fra de åndelige realiteter, de repræsenterer. Ved
at modtage vediske ord igennem den rette kanal kommunikeres de
åndelige realiteter, der indeholdes i dem, direkte til den modtagelige
lytter. Forudsætningen er, at man modtager kundskaben, som den er
blevet hørt, og videregiver den uden at ændre den. På denne måde
forbliver informationen fuldkommen. På et bestemt tidspunkt i
historien blev de vediske ord sat på skrift af den store vismand
Vyasadeva. Disse skrifter udgør en standardsamling af kundskab, og de
åndelige mestres undervisning kan således holdes oppe imod dem for at
se, om den stemmer overens med vediske tekster som Bhagavad-gita.
Bhakti-videnskaben
Det endelige mål med viden er at genoprette det bevidste selv til dets
oprindelige position, der er fri for materie. I den betingede tilstand
forsøger det bevidste selv at udfolde sine evner adskilt fra den
Højeste, men i den befriede tilstand kan selvet udveksle på et direkte
personligt niveau med den højeste person. Bhakti eller den hengivne
tjenestes videnskab er måden, hvorpå man kultiverer dette
transcendentale forhold.
Midlet, hvorved man vækker dette forhold, varierer igennem historien.
I den nuværende tid anbefaler Vedaerne recitation af mantraer, der er
sammensat af navne på Gud, specielt Hare Krishna-mantraet. Det
grundlæggende princip er, at Gud er til stede i lyden af Sit navn. Når
bevidstheden dækkes af materielle opfattelser, kan det ikke rigtigt
fornemme selvet eller den Højeste. Men de åndelige energier, der
indeholdes i de transcendentale lydvibrationer af Hare
Krishna-mantraet, har kraften til fjerne det materielle dække over
selvet og således vække det til dets oprindelige åndelige bevidsthed
og befri det fra de karmiske reaktioner, der indvikler det i
reinkarnationskredsløbet.
Betingelser for at få viden
Videnskabsmænd har længe kritiseret religion for at fremsætte
forklaringer, som man kan tro på eller lade være, men som ikke kan
afprøves på en pålidelig måde. Men bhakti-yoga-videnskaben har faktisk
praktiske metoder til at ophøje sanseopfattelsen, så man reelt kan
erfare alt det, vi diskuterer - sjælen, det Højeste Væsen og den
højere åndelige dimension.
På dette punkt vil nogle måske forfægte, at sådanne erfaringer kun er
tilgængelige for særlige individer og derfor ikke rigtigt kan
accepteres som videnskabelige. Men denne beskyldning kan med større
berettigelse rettes imod materiel videnskab. For eksempel kan
partikelfysikere med adgang til højenergi partikelacceleratorer
bekræfte eksistensen af visse subatomare partikler, men det
almindelige menneske er ikke udrustet til at kunne gøre det. På den
anden side kan alle potentielt erfare den åndelige kundskab, der kan
fås igennem bhakti-yoga-videnskaben. Intet særligt udstyr er påkrævet.
At alle og enhver alligevel ikke er i stand til omgående at indhente
direkte erfaring af ikke-materielle fænomener, skyldes, at der er
nogle nødvendige betingelser for, at ophøjelsen af bevidstheden kan
finde sted. Dette er helt normalt indenfor videnskab. For eksempel
udførte den berømte engelske fysiker Henry Cavendish (1731-1810) et
eksperiment for at fastslå tyngdekonstanten. I dette eksperiment
hænger en håndvægt i en tynd metaltråd. Jernkugler af en vis masse
anbringes ved hver ende af håndvægten, og ved deres påvirkning flytter
håndvægten sig en anelse. Når jernkuglerne byttes rundt, flytter
håndvægten sig i den modsatte retning. Ved beregning kan man derefter
fastslå tyngdekonstanten. Men er der forstyrrelser udefra fra f.eks.
trafik, er det ikke muligt at få en nøjagtig måling. Udefrakommende
påvirkninger må derfor omhyggeligt udelukkes fra systemet.
I den åndelige videnskab er der også visse faktorer, der må holdes ude
for at få de ønskede resultater. Der er visse aktiviteter, der er
skadelige for højere bevidsthed. Disse forstyrrende indflydelser, der
ifølge Vedaerne holder bevidstheden nede på det materielle plan, er
hasardspil, kødspisning, ulovlig sex og beruselse. En udøver af
bhakti-yoga undgår dem derfor omhyggeligt. Såkaldte yoga-selskaber,
der tillader deres medlemmer at fortsætte med de ovennævnte vaner, kan
ikke levere virkelig åndelig erkendelse.
Kulminering af al videnskab
Det endelige stadie i bhakti-yoga er at forstå det højeste bevidste
væsens aktiviteter i den åndelige dimension. De mest fortrolige dele
af den vediske litteratur beskriver nogle af disse aktiviteter. Vi har
allerede talt om ideen om højere eksistensdimensioner, og vi har
antydet, at de er tilgængelige ved opnåelse af højere niveauer af
bevidsthed. Den vediske litteratur afslører eksistensen af en åndelig
sfære, der udtrykkeligt er forskellig fra dette materielle univers og
i virkeligheden udgør størstedelen af den totale virkelighed.
Bhagavad-gita siger, "Men der er en anden umanifesteret natur, der er
evig og transcendental til denne manifesterede og umanifesterede
materie. Den er den højeste og tilintetgøres aldrig. Når alt i denne
verden tilintetgøres, forbliver den del, som den er. Det, som
vedantisterne beskriver som umanifesteret og ufejlbarligt, det, som
kaldes det højeste mål, det sted, hvorfra man aldrig vender tilbage,
når man har opnået det - det er Min højeste bolig."
Gud skaber ikke blot det materielle univers. Han har Sin egen
transcendentale mangfoldige sfære, hvor Han engagerer Sig i
aktiviteter for Sin egen tilfredsstillelses skyld. Gud er den højeste
nyder, og utallige åndelige sjæle på det højeste plan af bevidsthed
lever sammen med Ham og omgås direkte med Ham. De tjener Herren
konstant uden selviske interesser. Herren gengælder dem ved igen at
tjene dem, og herved erfarer både Herren og Hans hengivne forskellige
slags åndelige glæder, der langt overgår nogen form for materiel
glæde. Naturen af disse udvekslinger udgør en videnskab i sig selv.
Her har vi kort præsenteret et alternativ til den mekanistiske
opfattelse af universet, en videnskab baseret på bevidsthed og
personlighed i modsætning til atomer og tomhed. W. Heitler, en
teoretisk fysiker ved Zürichs Universitet, siger i sin bog Man and
Science, "Tro på et mekanistisk univers er en moderne overtro. Som det
sandsynligvis sker i de fleste tilfælde med overtro, bygger troen mere
eller mindre på en række korrekte kendsgerninger, der følgelig
uberettiget generaliseres og til sidst fordrejes så meget, at de
bliver groteske - 'hekseovertroen' kostede utallige uskyldige kvinder
deres liv på den grusomste måde. Den mekanistiske overtro er endnu
farligere. Den leder til en åndelig og moralsk indtørring, der nemt
kan lede til fysisk ødelæggelse. Når først vi er kommet til det punkt,
hvor vi blot ser mennesket som en kompleks maskine, hvad betyder det
da, om vi tilintetgør det?"10
________________________________________
Litteraturhenvisning
1. James D. Watson, "James D. Watson [interview]," Omni (maj 1984), s.
77.
2. James D. Watson, Omni, s. 118.
3. James D. Watson, Omni, s. 77.
4. James D. Watson, Omni, s. 118
5. Walter M. Elsasser, "A Form of Logic Suited for Biology", Progress
in Theoretical Biology, bind 6 (1981), s. 57
6. Sir Fred Hoyle og Chandra Wickramasinghe, Evolution from Space (New
York: Simon and Shuster, 1981), s. 139
7. Robert Broom, "Evolution - Is There Intelligence Behind It?" South
Africon Journal of Science, Vol.30 (oktober 1933). side18-19
8. Alfred Russell Wallace, The World ofLife (New York: Moffat,Yard &
Co., 1911, side 431
9. A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada, Srimad-Bhagavatam, Anden Bog,
Bind 1, (The Bhaktivedanta Book Trust, København 1985) s. 164.
10. W. Heitler. Man and Science (New York: Basic Books, 1963). s. 97.
www.iskcon.com www.iskcon.dk www.harekrishna.dk
www.in2-mec.com www.krishna.com