---

Hej gruppe,

vi har en dejlig datter på 2 år og 4 måneder. Hun er på mange måder dygtig,
er god til at tale, kan selv tage tøj på osv. Men, på det sidste er hun
blevet lidt af en tyrran (synes hendes forældre i hvert fald). Hun gør ofte
det stik modsatte af hvad vi siger til hende. Hvis hun eksempelvis ikke
sidder pænt ved bordet, og vi siger det til hende, bliver det blot meget
værre - når vi beder hende om at tage sine sko på, skriger hun "NEEEEJ, det
vil jeg ikke - vil ikke have sko på", og så er helvede løs. Og sådan kunne
jeg fortsætte....!! I dagplejen er der tilsyneladende ingen problemer.

Jeg er sikker på, at det er et trin i hendes udvikling (??), men jeg er
meget i tvivl om hvordan vi som forældre skal takle det.

Vi venter barn nr. 2 til februar - se det er jo dejligt

Hvad siger i andre, hvad gør vi forkert ?

mvh
Torben - en frustreret far.

---

"Torben" <usenet_mail@yahoo.dk> skrev i en meddelelse


> Jeg er sikker på, at det er et trin i hendes udvikling (??),

Det tror jeg bestemt også. De tendenser er set før

men jeg er
> meget i tvivl om hvordan vi som forældre skal takle det.
>

Det er noget af det, I er nødt til at lære at leve med.
Hun accepterer aldrig mere uden videre, at ting skal være sådan, BARE fordi
mor og far siger det.
Et forslag kunne være på forhånd at beslutte, hvem det nu ER, der bestemmer
det her: hende eller jer - og så stille tingene op, sådan at I giver hende
overskuelige valmuligheder, der ikke KAN være forkerte.
F.eks.:
- Vil du have sukker eller mælk på cornflaksene først? (Ikke vil du have
mælk på?)
- Vil du have bamsen eller dukken med hen at sove? (Ikke vil du have dukken
med - NEEEJ! - vil du have bamsen med? NEEEJ - jamen hvad vil du SÅ have
med?...)
- Vil du have denne (højre) eller denne (venstre) sko på først? (Ikke: Du
skal tage sko på nu, ikke lille skat?)

See? Pointen er, at I på forhånd har afgjort, at hun skal spise, sove og
have sko på - HUN får så lov til at bestemme, hvordan.

> Vi venter barn nr. 2 til februar - se det er jo dejligt

Til lykke!
Og sidder I så og er bekymrede for, hvordan det dog skal gå, når striglen
allerede markerer sig nu?

>
> Hvad siger i andre, hvad gør vi forkert ?

Umiddelbart er den eneste fejl da vist, at I forventer, at jeres datter er
en engel.
Det er hun ikke. Se det i øjnene og accepter det.
Lad forhåndsindstillingen være samarbejde, ikke kamp om, hvem, der
bestemmer. I kan sagtens bestemme alle sammen - der er ikke en bestemt
mængde af magt, der skal deles.
Men når og hvis det er: Tag kun de kampe, I er sikre på at kunne vinde (og
det er ikke ret mange).

Hilsen Inger

---

"Inger Pedersen" <inger_mpFJERNDETTE@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:41acc67b$0$66407$14726298@news.sunsite.dk...
>
> Det er noget af det, I er nødt til at lære at leve med.
> Hun accepterer aldrig mere uden videre, at ting skal være sådan, BARE
> fordi mor og far siger det.
> Et forslag kunne være på forhånd at beslutte, hvem det nu ER, der
> bestemmer det her: hende eller jer - og så stille tingene op, sådan at I
> giver hende overskuelige valmuligheder, der ikke KAN være forkerte.
> F.eks.:
> - Vil du have sukker eller mælk på cornflaksene først? (Ikke vil du have
> mælk på?)
> - Vil du have bamsen eller dukken med hen at sove? (Ikke vil du have
> dukken med - NEEEJ! - vil du have bamsen med? NEEEJ - jamen hvad vil du SÅ
> have med?...)
> - Vil du have denne (højre) eller denne (venstre) sko på først? (Ikke: Du
> skal tage sko på nu, ikke lille skat?)

Ovenstående praktiserer vi faktisk en hel del - og det lader også til at
virke.

>> Vi venter barn nr. 2 til februar - se det er jo dejligt
>
> Til lykke!
> Og sidder I så og er bekymrede for, hvordan det dog skal gå, når striglen
> allerede markerer sig nu?

Tak - Ja faktisk

>> Hvad siger i andre, hvad gør vi forkert ?
>
> Umiddelbart er den eneste fejl da vist, at I forventer, at jeres datter er
> en engel.
> Det er hun ikke. Se det i øjnene og accepter det.

Tjaaa, det må vi jo nok hellere - tak for det udførlige svar. Jeg er nu
blevet bekræftet i, at vi gør det rigtige. Så må jeg blot erkende at "det nu
er sådan" at have børn. Men som "første-gangs" forældre, er man jo meget i
tvivl, og måske vores "problem" virker latterligt i manges øjne.

mvh
Torben

---

"Torben" <usenet_mail@yahoo.dk> skrev i en meddelelse

> Tjaaa, det må vi jo nok hellere - tak for det udførlige svar.

Selv tak - andre kan have andre holdninger - men mine erfaringer også, at
det (som regel) virker på en ordentlig måde.

> Jeg er nu blevet bekræftet i, at vi gør det rigtige. Så må jeg blot
> erkende at "det nu er sådan" at have børn. Men som "første-gangs"
> forældre, er man jo meget i tvivl,

Selvfølgelig er man i tvivl - og det er man såmænd også ved de næste..

> og måske vores "problem" virker latterligt i manges øjne.

Det er bestemt ikke latterligt. Og det er søreme da jeres forbandede pligt
at tage hånd om det.

Hilsen Inger

---

> og måske vores "problem" virker latterligt i manges øjne.

Nej slet ikke..

Jeg er lige blevet meget inspireret af Ingers svar til dig, har selv en
datter på 2½, der til tider er meget strid. Og selv om vi begge(mor og
fra) er pædagoger, kommer vi nogen gange i tvivel om vi handler rigtigt.
Så mange tak for dit spørgsmål, der fik Inger til at svarre, så jeg blev
inspireret til noget jeg egentlig godt vidste, men havde brug for at få
konkretiseret.

MVH
Kasper

---

Hej Torben
Jeg kan tydeligt genkende det du fortæller. Og jeg er også ret sikker på at
det er en narturlig del af din datters udvikling.
Min datter havde samme alder som din, da hun pludselig ændrede sig fra at
være den dejligste og nemme pige, til et helt ukendt væsen som mindede om én
der var besat af dæmoner og onde væsener.
Det kom bl.a. til udtryk når hun skulle have overtøj på. Så smed hun sig på
gulvet og skreg meget uhyggeligt, så jeg nogen gange var nervøs for om hun
fejlede noget.
Jeg prøvede at snakke ordentligt med hende, så prøvede jeg at råbe ad hende.
Jeg forsøgte også at sætte hende i et andet rum "for at køle af". Alt sammen
med den samme effekt: ingen reaktion. Jeg talte med vores dagpleje, som slet
ikke kunne genkende det jeg fortalte.
Jeg var også gravid på dette tigspunkt og var spændt på hvordan det skulle
gå. Men "dæmonerne" forsvandt helt af sig selv og lillebror er først nu,
hvor han er et år, til besvær i min datters øjne. Nu kan han jo drille og
tage hendes legetøj.
Så mit råd til jer må være, at I er konsekvente og holder fast i at jeres
"Nej", eller "Du SKAL ha' støvler på". Sig det så hun kan høre at I mener
det, men råb ikke. Det gør ingen forskel og I får dårlig samvittighed.
Bare vent og se, snart er hun lige så dejlig og nem som før
"Torben" <usenet_mail@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
news:41acc25c$0$76340$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> Hej gruppe,
>
> vi har en dejlig datter på 2 år og 4 måneder. Hun er på mange måder
dygtig,
> er god til at tale, kan selv tage tøj på osv. Men, på det sidste er hun
> blevet lidt af en tyrran (synes hendes forældre i hvert fald). Hun gør
ofte
> det stik modsatte af hvad vi siger til hende. Hvis hun eksempelvis ikke
> sidder pænt ved bordet, og vi siger det til hende, bliver det blot meget
> værre - når vi beder hende om at tage sine sko på, skriger hun "NEEEEJ,
det
> vil jeg ikke - vil ikke have sko på", og så er helvede løs. Og sådan kunne
> jeg fortsætte....!! I dagplejen er der tilsyneladende ingen problemer.
>
> Jeg er sikker på, at det er et trin i hendes udvikling (??), men jeg er
> meget i tvivl om hvordan vi som forældre skal takle det.
>
> Vi venter barn nr. 2 til februar - se det er jo dejligt
>
> Hvad siger i andre, hvad gør vi forkert ?
>
> mvh
> Torben - en frustreret far.
>
>