---

Vedisk kontra vestlig anskuelse

Af Sadaputa Dasa

Dette er en artikel, der er skrevet af Sadaputa Dasa omkring 1993.
Han diskuterer forskelle i opfattelsen af den vediske litteraturs
autenticitet, sådan som de kommer til udtryk hos Vestens indologer og
de traditionelle tilhængere af den vediske kultur.
________________________________________

Sidst i det attende og først i det nittende århundrede begyndte
europæiske lærde og videnskabsmænd at komme i kontakt med Indiens
kultur. Mange var imponerede over den vediske civilisations ælde og
den dybe åndelige viden i den vediske litteratur. Men andre europæiske
intellektuelle var forfærdede over denne udvikling. For eksempel skrev
den britiske videnskabsmand John Bentley i 1825 om sin konflikt med
kollegaen John Playfair, der var en beundrer af indisk kultur:

"Med sit [Playfairs] forsøg på at hævde hindubøgernes ælde imod
absolutte kendsgerninger støtter han hermed alle disse afskyelige
misligheder og bedragerier, der findes i dem, under foregiven
billigelse af alder…Ja, hans hensigt går endnu dybere, for med de
samme midler forsøger han at vælte de mosaiske redegørelser og
undergrave selve grundlaget for vor religion. For hvis vi skal tro på
hindubøgernes alder, som han ville ønske det for os, er den mosaiske
redegørelse alt sammen en opdigtet historie eller fiktion. [1]
For Bentley, en inderlig kristen, var sagen enkel. Den mosaiske
redegørelse i Bibelen siger, at jorden blev skabt omkring 4004 f.Kr.,
og det modsiger fuldstændigt de vediske skrifter. Derfor må enten
Bibelen eller de vediske skrifter være falsk.

Bentley og banebrydende indologer som Sir William Jones og Max Müller
arbejdede hårdt og med ret meget held på at overbevise folk om, at de
vediske skrifter er intet andet end fabler og opdigtning. De startede
en åndsretning, der nu er fast forankret i moderne universiteter, både
i Vesten og i Indien selv. En del af læren i denne skole er, at hele
den vediske litteratur fra Rg Veda frem til Puranaerne i bund og grund
er en svigagtig rodsammen, der er skrevet i nyere tid.

I indologiens tidlige dage udtrykte forfattere som Bentley åbent den
opfattelse, at de vediske skrifters ophavsmænd var bedragere,
svindlere og overtroiske tåber. I dag udtrykker videnskabsmænd
almindeligvis disse konklusioner i et mere behersket sprog, der ofte
giver indtryk af, at de er velvilligt indstillede overfor vedisk
kultur. Et eksempel er Clifford Hospital, der underviser på Queens
University i Kingston i Canada og har været rektor for det Teologiske
Fakultet siden 1983. I et nyligt interview, der blev gjort af
vaisnava-videnskabsmanden Steven Rosen, drøfter han Srimad-Bhagavatams
alder:

Steven Rosen: "Og den [Srimad-Bhagavatam] går forud for Vopadeva?"
Dr. Hospital: "Åh ja. Absolut. Sagt i en parentes er dog det, der er
interessant ved deres [J.A.B. van Buitenens og Friedholm Hardys]
arbejde, at de foretager en udførlig analyse af forholdet imellem
visse dele af Bhagavatam og den sydindiske Alvar-tradition. Jeg tror,
de kommer med ret gode beviser for, hvad man længe har haft en
mistanke om: at mange af ideerne i Bhagavatam kommer fra den
sydindiske tradition." [2]

Hovedsagen her er, at hvis mange af ideerne i Srimad-Bhagavatam kommer
fra den middelalderlige Alvar-tradition i Sydindien, blev
Srimad-Bhagavatam ikke skrevet for 5000 år siden af Vyasadeva.
Eftersom Srimad-Bhagavatams tekst siger, at den er skrevet af
Vyasadeva, er Dr. Hospitals bemærkning det samme som at sige, at
Srimad-Bhagavatams virkelige forfatter var en bedrager. Men Dr.
Hospital siger det pænt uden brug af brutalt sprog.

Alle indologer, historikere og arkæologer er enige om, at der ingen
civilisation var i Ganges-bækkenet for 5000 år siden. At sige, at der
var en sådan civilisation, anses for fuldstændigt uholdbart. Dette
betyder, at ingen moderne videnskabsmand kan sige, at Krishnas
aktiviteter, sådan som de berettes om i Srimad-Bhagavatam og
Mahabharata, virkeligt fandt sted. Ifølge accepterede videnskabelige
konklusioner eksisterede den civilisation, hvor disse aktiviteter
siges at skulle have fundet sted, ganske enkelt ikke. Historierne fra
denne civilisation er mytologiske og blev gradvist opdigtet i løbet af
århundrederne med de tidligste versioner af Mahabharata i det tredje
århundrede før Kristus og kulminerede med Srimad-Bhagavatam i måske
det niende århundrede efter Kristus.

Indologer siger ofte, at oldtidens indere stillede sig tilfredse med
opdigtede historier og ingen interesse havde i at nedskrive historie.
Men nogle traditionelle vediske forskere er stærkt uenige i dette. For
eksempel har Pandit Kota Vankatachela skrevet en bog, der giver en
ubrudt række af konger i Magadha fra Mahabharatas tid op til Muhammed
Ghoris invasion af Indien i 1193.[3] Han gør brug af Puranaerne og
relaterede sanskrittekster for at finde frem til årstallene for disse
kongers regeringstid. Fortegnelsen giver en liste over kongerne og
årstallene for deres regeringstid fra Jarasandha til Candragupta
Maurya (Se listen herunder).

Ifølge Vankatachelas redegørelse går optegnet historie i Indien fra
Middelalderen helt tilbage til tiden for slaget ved Kuruksetra. Men
hans årstal stemmer ikke overens med accepterede videnskabelige
konklusioner. Læg for eksempel mærke til, at årstallene for
Candragupta Mauryas regeringstid er 1534-1500 f. Kr. Ifølge
indologerne var Candragupta Maurya en samtidig med Alexander den
Store, der invaderede Indien i 326 f.Kr. De ville afvise Vankatachelas
liste af konger som i det store og hele opspind.

Hvad er sandheden? At finde ud af dette med rimelig sikkerhed kræver
omfattende forskning. Indologer har skrevet tusindvis af bøger og
videnskabelige artikler, der udlægger deres opfattelse, og disse må
granskes nøje. Historisk information findes i mange sanskrittekster
inklusive større og mindre Puranaer, kommentarer til Puranaer og
relaterede værker. Andre kilder bør også gennemforskes -
tempeloptegnelser, jyotisa-sastraer, kalenderfortegnelser, værker af
traditionelle panditaer som Vankatachela og endelig arkæologiske
beviser fra oldtidscivilisationer.

Et af de tidlige indologers nøglekneb var at bruge naturvidenskab som
et våben til at vise de vediske skrifters absurditet. De lagde mærke
til, at det er vanskeligt at bryde folks tro på skrifternes
filosofiske og metafysiske lære, da disse inddrager emner, der ligger
uden for vore sansers rækkevidde. Men ved at vise, at skrifterne giver
en uvidenskabelig redegørelse for naturfænomener, der kan iagttages,
kunne indologer få folk til at miste tro på al skriftlig lære. Bentley
kom med denne pointe i forbindelse med den astronomiske videnskab:

"Det er igennem undersøgelser af sandheden og afsløring af brahminske
bedragerier, hvilket kun kan gøres igennem astronomi, at arbejdet af
dem, der prisværdigt stræber efter at indføre sand religion og moral
[dvs. kristendom] blandt hinduer, kan gøre sin sande og gavnlige
virkning. Så længe bedraget og falsknerierne, der findes i
hindubøgerne, som de almindelige mennesker bildes ind er
frembringelser af deres urgamle vismænd, får lov til at forblive
uafslørede, kan kun lidt fremskridt ventes at ske. Men lad sløret
blive trukket fra, afdæk bedraget igennem ægte og rationel forskning,
og skyen af vildfarelse vil forsvinde af sig selv, og da vil de ikke
blot være mere parate, men villige til at tilslutte sig og tage imod
sandhedens ord." [4]

Siden Bentleys tid har mange indologer arbejdet hårdt på at vise, at
indisk astronomi består af uvidenskabelige ideer, der stammer fra
Indien, og fordrejede videnskabelige ideer, der er lånt fra grækerne
og babylonerne. [5] Vi kan gøre gældende, at dette ikke er rigtigt,
men der er brug for megen forskning. En begyndelse er blevet gjort med
udgivelsen af vor bog Vedic Cosmography and Astronomy.[6]
Som tingene faldt ud, gav strategien med at bruge naturvidenskab til
at bringe de vediske skrifter i miskredit bagslag. Naturvidenskaben
blev også brugt til at miskreditere kristendom. Som resultat hælder
mange af vore dages indologer til en sekulær holdning og forkaster den
vediske litteratur som falsk, ikke fordi den strider imod
kristendommen, men fordi den går imod nogle grundlæggende dogmer i
moderne naturvidenskab. Ligeledes accepterer mange
universitetsuddannede mennesker i Indien nu den moderne videnskabs
mekanistiske verdensanskuelse i stedet for at være parate til at tage
imod det kristne 'sandhedens ord'. Indvirkningen af moderne
naturvidenskabelig tankegang på folks forståelse af vediske litteratur
kan ses i følgende bemærkninger af Dr. H. Daniel Smith, en professor i
religion ved Syracuse University. Han bemærker om Ramayana:    

Konger over Magadha fra Mahabharata-
tiden frem til Candragupta Maurya


Konge Regerede i Regeringstid i år (år f.Kr.)

Barhadrathas dynasti

Jarasandha 3222-3180 42
Sahadeva 3180-3138 42
Somapi 3138-3080 58
Srutasrava 3080-3016 64
Yutayu 3016-2980 36
Niramitra 2980-2940 40
Sunaksatra 2940-2882 58
Brhatsena 2882-2859 23
Karmajit 2859-2809 50
Sutanjaya 2809-2769 40
Vipra 2769-2734 35
Suci 2734-2676 58
Ksema 2676-2648 28
Suvrata 2648-2584 64
Dharmasutra 2584-2549 35
Sama 2549-2491 58
Suvrata 2491-2453 38
Dyumatsena 2453-2395 58
Sumati 2395-2362 33
Subala 2362-2340 22
Sunitha 2340-2300 40
Satyajit 2300-2217 83
Visvajit 2217-2182 35
Ripunjaya 2182-2132 50

Pradyotas dynasti

Pradyota 2132-2109 23
Palaka 2109-2085 24
Visakhayupa 2085-2035 50
Rajaka 2035-2014 21
Nandivardhana 2014-1994 20

Sisunagas dynasti

Sisunaga 1994-1954 40
Kakavarna 1954-1918 36
Ksemadharma 1918-1892 26
Ksetrajna 1892-1852 40
Vidhisara 1852-1814 38
Ajatasatru 1814-1787 27
Darbhaka 1787-1752 35
Ajaya 1752-1719 33
Nandivardhana 1719-1677 42
Mahanandi 1677-1634 43

Nandas dynasti

Nanda 1634-1546 88
Sumalya & Co. 1546-1534 12

Mauryas dynasti
Candragupta 1534-1500 34
Varisara 1500-1472 28
Asoka 1472-1436 36
Suyasa 1436-1428 8
Dasaratha 1428-1420 8
Indrapalita 1420-1350 70
Harsa 1350-1342 8
Sangata 1342-1333 9
Salisuka 1333-1320 13
Somasarma 1320-1313 7
Satadhanva 1313-1305 8
Brhadratha 1305-1218 87

Dr. Smith: Tja, for at komme helt ned til det grundlæggende har det
noget at gøre med, hvordan man forstår ordet avatara. Mere præcist i
hvilken forstand, om nogen, var Ramas avatara historisk. Hvis ja, så
hvornår? Hvis ja, så hvor?

Steven Rosen: De siger Treta-yuga.

Dr. Smith: Det er svaret, der gives. Og de bogstavtro kan tilmed give
en bestemt dag i juli eller noget i den stil i dette og dette år. Og
svaret er fint for den troende. Men det er kun et af flere mulige
perspektiver. Ser du, det er den bogstavtros forpligtigelse til det
historiske i det - ligesom de kristne er absolut forpligtigede til den
historiske korrekthed af Jesus - der er sagens kerne.

Steven Rosen: Rigtigt.

Dr. Smith: Ligesom mange kristne hævder, at Jesus virkeligt
eksisterede i Jerusalem i år 1, siger mange hinduer, når det drejer
sig om Ramayana: Rama eksisterede virkeligt, og han boede i Ayodhya,
og da han drog ud, tog han til Lanka, og der kæmpede han og slog
Ravana og mejede hele skaren af raksasaer ned. Så dette er virkelig en
kattepine, folk bringer sig i. Hvorimod en anden måde at håndtere det
på er at sige, at det alt sammen er mytisk. Misforstå mig nu ikke:
denne opfattelse siger ikke nødvendigvis, at historien er opdigtet.
Hvad den siger, er, at Ramayana fortæller en historie, der ikke
nødvendigvis behøver at blive taget bogstavelig i enhver henseende, og
at det i bund og grund er en historie, der om ikke andet fortæller os
en masse om menneskets natur."

Steven Rosen: Og nogle af de troende opfatter det sådan?

Dr. Smith: Så afgjort. En del hinduer deler dette perspektiv - ikke
mange, men der er bestemt dem, der gør det. Hvordan skal f.eks.
universitetsuddannede hinduer gribe sagen an? Nogle vender sig uden
tvivl blot til deres barndom og siger, "Åh Rama. Velsign Rama." Andre
forsøger at tænke i mytiske baner og forsøger at søge dybe
psykologiske paralleller i deres egne oplevelser. [7]

Læg mærke til forsøget på at mildne stødet. En myte er ikke
nødvendigvis opdigtning, det er blot en historie, der ikke behøver
tages bogstaveligt, og som fortæller os noget om menneskets natur.
Grundene, som Smith giver for at kalde Ramayana en myte, er meget
betegnende. For det første er der problemet med at sige, at Herren
Ramacandra levede i Ayodhya i Treta-yuga. Dette udelukkes af den
darwinistiske teori om evolution, der siger, at på den tid for mere
end 864.000 år siden var der ingen mennesker af den moderne type.
Omhyggelig forskning kan imidlertid afdække beviser, der går imod den
accepterede videnskabelige opfattelse og stemmer overens med det
vediske billede. Drutakarma Dasa og jeg har netop færdiggjort en bog
på 900 sider, Forbidden Archaeology, der giver omfattende beviser for,
at mennesker af den moderne slags har levet på jorden i mange
millioner år. [8]

Et andet problem, som Smith bringer på bane, er, at hvis vi tager
Ramayana bogstaveligt, er vi tvunget til at acceptere eksistensen af
væsener som raksasaer, der er udrustet med bemærkelsesværdige mystiske
evner. Smith refererer til Ramayanas verden som en 'Walt Disney world'
af fantasi - en verden, som videnskabeligt uddannede mennesker har
svært ved at tage alvorligt. Dette problem gælder for hele den vediske
litteratur, der konfronterer os med en opfattelse af virkeligheden,
der antager eksistensen af mystiske evner, væsener med subtile
kroppen, sjælevandring og avataraer af Guddommens Højeste
Personlighed.

Dette er også et område, hvor omhyggelig forskning støtter det vediske
syn på verden. En stor mængde af bevismateriale fra det paranormale
område støtter realiteten af subtilt legemliggjorte væsener og
mystiske evner. Officiel videnskab er tilbøjelig til at afvise dette
bevismateriale, for det bryder med accepterede teorier. Teoretiske
strukturer kan imidlertid ændre sig, og mange betydelige
videnskabsmænd har seriøst studeret paranormale fænomener. Resultater
af forskning på det paranormale felt stemmer overens med det vediske
syn på verden. Det giver empirisk støtte til det vediske billede, og
den vediske litteratur udgør en rationel, videnskabelig ramme for
forståelse af paranormale fænomener.
________________________________________

Litteraturhenvisninger
[1] Bentley, John, 1825, Historical View of the Hindu Astronomy,
Osnabruck: Biblio Verlag, genoptrykt i 1970, s. xxvii.
[2] Rosen, Steven, 1992, Vaisnavism: Contemporary Scholars Discuss the
Gaudiya Tradition, New York: Folk Books, s. 71.
[3] Vankatachela, Kota, 1957, Chronology of Ancient Hindu History,
Arya Vijnana Grandhamala.
[4] Bentley, s. 213.
[5] Pingree, David, 1976, The Recovery of Early Greek Astronomy from
India, Journal of the History of Astronomy, ss. 109-23.
[6] Thompson, Richard, 1989, Vedic Cosmography and Astronomy, Los
Angeles: Bhaktivedanta Book Trust.
[7] Rosen, s. 42.
[8] Cremo, Michael, og Thompson, Richard, 1992, Forbidden Archaeology,
San Diego: Bhaktivedanta Institute.
[9] Drake, Stillman, 1978, Galileo at Work, Chicago: Univ. of Chicago
Press.
________________________________________

Sadaputa Dasa (Richard L. Thompson) fik sin Ph.D. i matematik fra
Cornell University. Han er forfatter til flere bøger som Mechanistic
and Non-Mechanistic Science, Vedic Cosmography and Astronomy,
Forbidden Archeology, Alien Identities og Mysteries of the Sacred
Universe.



www.iskcon.com www.iskcon.dk www.harekrishna.dk
www.in2-mec.com www.krishna.com