"JoVe" <send_ikke_hertil@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:418bd628$0$218$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
> Det lyder fint. Så langt honnør! Men hvis du tillader et lille
> ekstraspørgsmål: Taler du nogen sinde om tiende som noget positivet i
> ny-testamentlig forståelse?
Det hænder, når vi samler gaver ind, at jeg siger, at der nu er plads for
dem, der vil give tiende og gaver. Men det er fordi det er så indarbejdet i
kirkerne.
Efter min mening tog disciplene ikke tiendeordningen med ind i menigheden.
Men det skal måske ses negativt, idet de første kristne gav langt mere end
tiende til Guds arbejde. Altså er der en lettelse i forhold til
tiendesystemet, idet det nye system alene hvilede på frivilligheden, mens
der samtidig ses en opstramning, fordi hovedregelen var, at udgiften ikke
blev mindre end tienden.
En af mine venner mødte for et par dage siden en, som kom i Indre Mission.
Han kom før i en pinsekirke, men som han sagde; "I denne Indre Missions
menighedskal vi kun betale 40 kr. i tiende om måneden". (Nu tror jeg, der
var noget han havde misforstået, men historien er da ganske sød). Det er jo
selvfølgelig også en grund til at skifte menighed :0)
Spørgsmålet er, om vi i menigheden overhovedet skal give Gud noget. Er der
noget, som retteligt tilkommer Gud, ud over vor sjæl? Ud fra Jesu ord kunne
det godt tyde på det.
Luk 20,25
Da sagde han til dem: »Så giv da kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad
Guds er.«
Den første menighed i Jerusalem tog konsekvensen af forjættelsernes
opfyldelse i Kristus og havde alt fælles. Her gav de altså ikke blot en
tiendedel, men skød al deres ejendom i den fælles kasse.
ApG 4,32
Og hele forsamlingen af dem, der var kommet til troen, havde ét hjerte og én
sjæl; ikke en eneste kaldte noget af det, han ejede, for sit eget; men de
havde alting fælles.
De var ikke alle medbestemmende over den fælles ejendom. Det fremgår, at det
var apostlene, der administrerede.
Dette er dog noget unikt for menigheden i Jerusalem og for den første tid,
for vi ser ikke, at Paulus praktisere dette i hedningemenighederne, som
begyndte at skyde op, ligesom han heller ikke praktiserede tiende.
Paulus´ filosofi syntes at være denne:
2 Kor 9,7
Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi
Gud elsker en glad giver.
Jeg ved at dette skriftsted er blevet misbrugt. Ikke desto mindre indfører
Paulus det frivillige i den økonomiske forordning. Men han accepterer ikke
al frivillighed. Vrantne og karige gaver vil han ikke have. Der er altså
forskel på penge.
Paulus forventer ikke blot gavmildhed i forbindelse med at hælpe brødre i
nød, men "al gavmildhed"
2 Kor 9,11
således bliver I rige i alle måder og kan vise al slags gavmildhed, som
gennem os fremkalder tak til Gud.
Paulus systematiserede også pengeindsamlingerne. Det var ikke på lykke og
fromme, men hver den første dag i ugen skulle brødrene samle overskudet i
hjemmet sammen, så det kunne gives, når Paulus kom.
1 Kor 16,1
Med hensyn til indsamlingen til de hellige skal også I gøre, som jeg
foreskrev menighederne i Galatien: v2 hver første dag i ugen skal enhver af
jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til, for at der
ikke først skal finde indsamlinger sted, når jeg kommer.
Det kristne ideal giver Paulus over for korinterne, idet han anbefaler
makedoniernes måde at gøre tingene på.
2 Kor 8,1
Vi kan fortælle jer, brødre, om den Guds nåde, som er givet Makedoniens
menigheder, v2 at samtidig med, at de stod deres prøve i megen trængsel, er
der af deres overvældende glæde og deres dybe fattigdom vældet frem en
rigdom af gavmildhed. v3 Thi det kan jeg vidne: de gav efter evne, og det
uopfordret. v4 Indtrængende bad de os om den nåde at måtte være med i
hjælpen til de hellige, v5 og de gav ikke blot, som vi havde håbet, men
drvet af Guds vilje gav de sig selv, først og fremmest til Herren og dernæst
til os.
De gav efter evne, de gav uopfordret, de gav mere end man kunne håbe på, og
de gav, drevet af den Hellige Ånd. De er Paulus´ mønstermenighed i hjælpen
til arbejdet for Kristi sag. Så hvis jeg skal sige, hvad jeg synes er
rigtigt, så er hverken tiendeordning, vrantne gaver, ingen gaver eller
fælleseje det rigtige. Ovennævnte må være idealet.
Paulus havde ingen regler og gav ingen befalinger omkring kærlighedsgaver,
men siger blot dette:
2 Kor 8,8
Jeg siger det ikke som en befaling, men ved at pege på andres iver vil jeg
prøve, om også jeres kærlighed er ægte.
Andres gode eksempel på iver efter at give trækkes frem, ligesom Paulus
siger, at gavernes størrelse er et tegn på den ægte kærlighed. Et andet sted
siger Paulus, at der er sammenhæng mellem gaverne og korinternes påstand om
at de føler et ægte fællesskab med de trængende i Jerusalem.
Omkring aflønningen af Herrens tjenere, synes Paulus´ grundholdning at være,
at han helst selv ville tjene til dagen og vejen samtidig med, at han havde
det slidsomme arbejde med menighederne:
ApG 20,33
Sølv eller guld eller klæder har jeg ikke begæret af nogen. v34 I ved selv,
at disse hænder har indtjent alt, hvad jeg og mine ledsagere trængte til.
v35 Jeg har vist jer, at ved således at arbejde bør vi tage os af de
skrøbelige og ihukomme Herren Jesu ord, at han selv har sagt: >Saligere er
det at give end at modtage.< «
Men dette synes kun at være sådan, fordi Paulus ikke ville have, at nogen
mente, han skyldte dem noget. Han ville holde sin tjeneste fri fra kristne,
der senere ville kræve ydelser for deres indbetalinger.
Med hensyn til forkynderne, siger Paulus, at en arbejder er sin løn værd. De
forkyndere, han henviser til, har opgivet deres arbejde, for det daglige
slid i menighederne, og de fortjener både dobbelt ære og den løn, deres
arbejde er værd.
1 Tim 5,17
De ældste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt ære, især de, der har
det slidsomme arbejde med forkyndelse og lærergerning. v18 Thi skriften
siger; »Når en okse tærsker, må du ikke binde munden til på den,« og: »En
arbejder er sin løn værd.«
Også Johannes tilslutter sig dette:
3 Joh 1,7
Thi for navnets skyld er de draget ud uden at tage imod noget af
hedningerne. v8 Derfor er vi skyldige at tage os af sådanne mænd, for at vi
kan blive deres medarbejdere for sandheden.
Paulus er endnu stærkere:
Gal 6,6
Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser ham.
v7 Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det
skal han også høste.
Paulus mener altså, at menigheden skal sørge for sine tjenere på samme måde
som israelitterne skulle sørge for deres levitter. Som skrevet, er han selv
en undtagelse, men det er et bevidst valg fra hans side. Kun på ét punkt
bryder han dette princip, og det er med fillippermenigheden:
Fil 4,14
Dog var det smukt af jer at stå sammen med mig i min nød. v15 I ved det også
selv, filippere! at i evangeliets første tider, da jeg var rejst fra
Makedonien, var I den eneste menighed, der havde regnskab med mig
over »givet og modtaget«. v16 Thi endog medens jeg var i Tessalonika, sendte
I mig både én og to gange, hvad jeg trængte til.
Her holder han regnskab med, hvad de gennem tiden har givet ham, og han
accepterer, at de sender ham underhold. Dette alene på grund af
fillippermenighedens åndelige status og positive, ikke-nærrige indstilling.
Anderledes forholder det sig med korintermenigheden. Her gør Paulus klart,
at den, der forkynder evangeliet, har ret til at leve af evangeliet på samme
måde som tjenerne i det gamle testamente. Han siger også klart, at han har
denne ret over for korinterne. Der er altså ingen vej udenom. Korinterne er
forpligtede til at betale forkynderen løn.
Den eneste grund til, at de undgår det er, at Paulus nægter at modtage noget
som helst fra dem til sig selv og sin egen tjeneste. Paulus vil endda
hellere dø, end modtage noget fra korinterne, for han kender deres
indstilling.
1 Kor 9,13
Ved I ikke, at de, der tjener ved helligdommen, får deres føde fra
helligdommen, at de, der har deres gang ved alteret, får deres del fra
alteret? v14 Således har også Herren bestemmt, at de, der forkynder
evangeliet, skal leve af evangeliet. v15 Men jeg har ikke i nogen henseende
gjort brug heraf, og jeg skriver ikke dette, for at jeg nu skulle få det
således; thi hellere vil jeg dø end - nej, ingen skal gøre min ros til
intet!
Og Paulus fortsætter. Han kalder det en ydmygelse, at han måtte betjene dem,
uden at være værdig til løn for sit slid. Han modtog sin løn fra andre
menigheder (bl.a. Fillippi), selvom han ikke tjente i dem, men hos
korinterne. Korinterne levede altså på nas hos andre menigheder, der havde
en anden indstilling til deres penge.
2 Kor 11,7
Eller var det synd af mig, at jeg forkyndte jer Guds evangelium for intet og
således ydmygede mig, for at I kunne ophøjes? v8 Andre menigheder plyndrede
jeg, idet jeg tog imod løn af dem for at tjene jer, v9 men hos jer faldt jeg
ingen til byrde, selv når jeg led savn; thi brødrene, der kom fra
Makedonien, skød til, hvad jeg manglede. I enhver henseende har jeg undgået
og vil jeg undgå at være jer til besvær.
Selv når Paulus led savn, nægtede han at modtage noget fra Korinterne,
selvom det var hans ret. Hvis han levede idag, tror jeg, han ville give
mange kristne en dårlig smag i munden.
Dette er min personlige holdning, og det blev alt for meget. Jeg har skrevet
langt mere her, end jeg nogensinde har talt i menigheden om disse ting. Når
alt kommer til alt, er det en samvittighedssag. Men al vor snak om
næstekærlighed, om evangeliet, der skal ud, om ægte fællesskab osv. falder
ofte på, at vi med hele vort liv, alle vore ressourcer og al vor tid og
energi, egentlig kun ønsker at fylde bugen med jordens velsignelser.
Hvor ægte vor påståede næstekærlighed er, behøves ikke engang at gøres op i,
hvad vi giver. Vi kan blot tælle minutter. En dag består af 1440 minutter.
Hvor mange af dem er gået på mig selv, og hvor mange er gået i tjenesten for
Herren og menigheden?
> (På vore enkle stuemøder taler vi ikke om mammon - ingen "kirkebøsse"
> haves!
> Dog, vi har en fælleskonto i banken, men der har ikke været nogen
> bevægelser
> på den i lange tider, så den må siges at være "sovende". Men det sker da
> at
> enkelte har en pakke kaffe eller lign. med til den, der er vært den
> pågældende aften)
Det synes jeg er fint nok. Jeg vil ikke sætte mig til dommer over hvordan
ene og den anden forsamling gør det. Men jeg vil nok godt kommentere det
alligevel med risiko for at lyde dømmende.
At give til Guds arbejde er ikke at give til os selv. Hvis vi kun giver en
pose kaffe en gang imellem og en kage, så giver vi jo ikke mere, end vi er
sikre på, vi kan have i bugen, når vi går fra fællesskabet.
Hvis en menighed vælger at holde husmøder, så der ikke er udgifter til
lokaler, ville det efter min mening være forkert, hvis motivet er, at "jeg"
så kan have det mere til mig selv. Så er der jo bare det mere til en kristen
skole i Kina, et kristent hjælpearbejde blandt gadebørn i Brasilien, eller
til evangelisation i egen by.
Guds medarbejdere bliver vi først ifølge Paulus, i det øjeblik vi selv går
ud, eller vi støtter dem, der går ud.
2 Kor 9,10
Og han, som skænker sædemanden »sæd til at så og brød til at spise«, vil
også skænke jer udsæd og forøge den mangefold, og han vil lade jeres
retfærdighed bære rige frugter;
- med bekymring for, at hunnøren ikke længere er der.
Mr. D
Simon Griis
www.amen.nu