Gud og videnskaben
Det Guddommelige årsagsbegreb og naturens love
Af Richard L. Thompson
Introduktion
Hvad er forholdet mellem videnskab og religion? Nogle ser det som et
forhold af uundgåelig konflikt, andre ser det som harmonisk, og andre
igen ser det som uenigheder, de håber, kan bilægges. I mange år har
jeg være én af de sidstnævnte. Jeg har altid følt, at videnskaben har
udfordret selve religionens rod, men at denne udfordring kan besvares
på en måde, der stemmer overens med grundlæggende videnskabelige og
religiøse principper. At udforme sådanne svar var hensigten med denne
bogs essays (skrevet mellem 1986 og 2000). Når jeg imidlertid ser
tilbage på disse essays, erkender jeg et andet muligt forhold mellem
religion og videnskab. Både religion og videnskab kan med inspirerende
nye idéer nære hinanden på tværs af alle skel og kan i sidste ende
kulminere i en syntese hinsides vor nuværende forståelse af enten
videnskab eller religion.
Den særlige religion, jeg følger, (beskrevet i denne bog) er
Gaudiya-vaishnavismen, der er en underafdeling af Indiens hinduisme.
Vaishnavismen er en stærkt monoteistisk tradition helliget tilbedelsen
af Den Højeste i form af Vishnu eller Krishna. Vaishnavismen er den
oprindelige religion beskrevet i Vedaerne, men den specielle gren af
Vaishnavismen, der kaldes Gaudiya-vaishnavismen, blev grundlagt i det
16. århundrede i Bengalen af den berømte helgen Chaitanya Mahabrabhu.
Gaudiya henviser til Gauda- Desh, der er et navn for Bengalen, men
Gaudiya-vaishnavismen er udbredt i hele Indien, og har i de sidste 30
år slået rod verden over.
Selvom dens nomenklatur kan forekomme fremmed for mennesker med
vestlig baggrund, er der en fundamental lighed mellem
Gaudiya-vaishnavismens grundlæggende læresætninger og den
jødisk-kristne tradition. Begge disse fastholder, at det fysiske
univers er skabt og vedligeholdt af en højeste personlig Gud. Følgelig
giver begge ophav til samme type spørgsmål, vedrørende religion og
videnskab. Således er mange af denne bogs essays også relevante i
forhold til kristendom.
Mens jeg er ved nomenklatur, skal jeg gøre opmærksom på, at
Vaishnavismens tilhængere betragter deres tradition som vedisk.
Udtrykket "vedisk" henviser til dem, der følger de gamle skrifter
kaldet Vedaerne. Moderne lærde begrænser som regel disse skrifter til
de fire vedaer - Rig, Yajur, Sama og Atharva - som de daterer til
århundrederne efter 1500 f. kr. Imidlertid er vaishnavaer og hinduer i
almindelighed tilbøjelige til, at bruge udtrykket vedisk i en bredere
kontekst. De medregner en række tekster, herunder Ramayana,
Mahabharata og Bhagavat Purana eller Srimad Bhagavatam som værende
vediske. De kan også bruge udtrykket til at henvise til nyere tekster,
der følger den vediske tradition. I denne bog bruger jeg ordet vedisk
i denne bredere forstand.
Disse essays er ordnede mere eller mindre kronologisk under emne. Det
første behandler det grundlæggende spørgsmål om hvordan materien kan
styres af en transcendent Gud, og samtidig være underkastet fysikkens
love. Et muligt svar baserer sig på kvantemekanikkens
mange-verden-teori, der tillader muligheden for, at et transcendentalt
væsen, der opererer hinsides tiden, kan vælge områder af den
universelle bølgefunktion på en måde, der bevirker ønskelige
begivenhedsforløb i det fysiske univers. Når jeg ser tilbage på dette
arbejde, er det interessant, at teologiske begreber om Guds
transtemporale natur, harmonerer fint med transtemporale
indgangsvinkler til kvantefysik.
Spørgsmålet om Guds forhold til fysikkens love har været årsag til
megen selvransagelse blandt videnskabsfolk. I sidste ende indskrænker
dette sig til, at noget må vige. De kendte fysiske love indeholder
ingen begreber, der udtrykker guddommelig vilje. Hvis guddommelig
vilje faktisk påvirker materien, må denne vilje derfor enten diktere
at alting præcist følger de fysiske love, eller også må den i nogen
henseender overtræde disse love. Essay nr. to og tre betragter dette
dilemma fra et videnskabeligt, kristent og vaishnavistisk synspunkt.
De første tre essays gennemgår hvordan videnskaben må modificeres, før
den kan tage godtagelsen af religionens grundsætninger i betragtning.
Det fjerde essay ser på hvilke måder, religionen kan trække i land,
for at kunne inkorporere veletablerede resultater indenfor både
humanistisk videnskab og naturvidenskab. Ligesom i andre religiøse
traditioner er der indenfor vaishnavismen en hel del "mytologisk"
materiale, der tilsyneladende strider direkte imod moderne tænkning.
Hvordan skal vi forholde os til dette materiale, mens vi samtidig
bevarer det værdifulde i traditionen?
En måde at gribe det an på er i realiteten at "feje Gud ind under
gulvtæppet". Ved at hævde at Gud er helt hævet over materien, og ved
at tolke alle Guds materielle handlinger som symbolske, kan alle
konflikter med videnskaben løses. Denne metode er forenelig med visse
strengt monoteistiske indfaldsvinker til metafysik, men er ikke
gangbar indenfor de teistiske åndsretninger, hvor Gud tilskrives en
aktiv rolle i naturen.
En mindre drastisk metode er at indirekte fortolke de steder i
skrifterne, der er i stærk konflikt med moderne tænkning. Historisk
kronologi er et vigtigt eksempel. Indenfor indisk tradition siges det,
at menneskeligt liv strækker sig over lange perioder kaldet
yuga-cykler, der hver især varer i 4.320.000 år. Dette blev forkastet
af tidlige britiske indologer, der holdt fast ved den bibelske
kronologi, med dens skabelsesdato omkring 4.000 f kr. Som reaktion på
dette gav Bhaktivinoda Thakura, en vaishnava-lærer fra det 19.
århundrede, en tolkning af indisk kronologi, der pressede den ind i de
bibelske rammer. Han hævdede ligeledes i visse værker at beskrivelsen
af himmel og helvede i vaishnavateksterne er indbildning.
Denne indfaldsvinkel giver uvægerlig ophav til spørgsmålet om, hvor
langt vi kan gå. Er nogle emner åbne for fortolkning, mens andre er
ukrænkelige? Hvordan bestemmer vi det? En måde at gribe det an på er,
at betragte skrifternes mytologiske materiale som henvisninger til en
anden virkelighedsdimension. Ifølge denne idé eksisterer alle tekstens
omtalte væsener i virkeligheden, men i en anden verden. Vor eneste
forbindelse til denne højere dimension (i det mindste i dette
nuværende liv) er gennem visioner, hvori information fra den højere
verden projiceres som gennem et vindue ind i denne verden. Jeg
diskuterer fordele og ulemper ved denne idé, og går videre med at
overveje, hvordan den kan udvides, ved at tillade flere ting at
passere gennem vinduet. Her støder vi igen på spørgsmålet om, hvor
langt vi kan tillade os at gå.
I denne sammenhæng opstår også spørgsmålet om religionernes
pluralisme. De forskellige religioners mytologiske systemer ser i det
mindste ved første øjekast ud til indbyrdes at udelukke hinanden. Hvis
vi skal tolke mytologi som værende sand i nogen forstand, hvilken
mytologi skal vi da vælge, og hvordan forener vi modstridende
påstande? Med hensyn til dette udtaler Bhagavatam, at intelligente
arter i hele universet følger forskellige vediske systemer, der er
tilpasset deres særlige natur. Dette er i sandhed en universel
definition af "vedisk", der inkluderer alle religiøse systemer på
denne planet og hinsides.
Det femte essay i denne afdeling handler om mirakler begyndende med
det berømte "mælkemirakel", hvori mælk tilbudt Ganesh syntes at
forsvinde på mystisk vis. Mirakler er tilsyneladende overtrædelser af
naturlovene, der kan pege imod mod højere love, der tillader at
guddommelig påvirkning kan sive igennem til den materielle verden. Set
i det lys har mirakler i almindelighed været uacceptable for forskere,
og de udgør også et problem for åndelige autoriteter. De er imidlertid
populære blandt folk i almindelighed, fordi de har en tendens til at
bekræfte religiøs tro.
Til sidst behandler det sjette essay en række områder, hvor der er
mulige konflikter eller synergetiske vekselvirkninger mellem videnskab
og religion. Disse inkluderer Gud og fysikkens love, Einsteins
relativitetsteori, kvantefysik, hjernen og bevidsthed,
nær-døds-oplevelser, ekstraordinære begivenheder (mirakler),
fossilfundene og Darwins evolutionsteori.
Jeg konkluderer, at der er et enormt spillerum til udvikling af nye
forskningsresultater og idéer, hvis man lader videnskab og religion
interagere. Men vi bør undgå at videnskabelig eller religiøs
dogmatisme blokerer for sådanne udviklinger.
Under overskriften "fossilfund" sammenligner jeg videnskabens
kronologiske fremstilling af de geologiske aldre med indisk kronologi.
Her ser vi en bemærkelsesværdig overensstemmelse mellem de to
kronologisystemer. Dette viser at den indiske kronologi måske kan
fortolkes på mere end én måde, i forsøg på at tilpasse den
videnskaben. Dette rejser igen spørgsmålet om, hvordan den skriftlige
fortolkningsproces skal forstås.
I bogens anden sektion inkluderer jeg to essays om fysikteorier. Det
første behandler David Bohms teori om "iblandet orden", hvori
information indkodet i materien udfolder sig og bliver afdækket. Bohm
havde i sinde at dette skulle være en monistisk teori, hvori alt er
indhyllet i enhed indeni det Absolutte. Ved sammenligning med
teknologien af parvis fasemæssigt forbundne spejle, viser jeg hvordan
Bohms idéer kan bruges til at inkorporere de førnævnte "vinduer" til
højere verdener.
Bohm følger østens traditioner, idet han påpeger, at det Absolutte er
hinsides menneskelig fornuft. Dette er en alvorlig forhindring for
fremskridt i rationel forståelse. Men jeg gør opmærksom på, at hvis en
modtagelig højere intelligens befinder sig på den anden side af
"vinduet", er der en mulighed for - hvilket også er velkendt i østlige
traditioner - at modtage viden gennem direkte kommunikation med det
Absolutte.
I det andet essay i denne sektion diskuterer jeg, hvordan tiden ifølge
relativitetsteorien for én iagttager kan gå langsommere end for en
anden. En lignende idé kommer frem i Bhagavatam, hvori det forklares,
at tiden går langsommere på den højere planet Brahmaloka, end på
jorden. Dette fører til idéen om, at både tid og rum muligvis radikalt
omformes for en iagttager, der forlader den materielle natur, og
indtræder i en tidløs transcendens.
Bogens tredje sektion behandler bevidsthed og sind-krop-problemet. Her
begynder det første essay med at gennemgå idéen om kunstigt,
computersimuleret liv. Ved at trække på idéer fra Bhagavatam og
Bhagavad-gita, fremkommer jeg med idéen om virtuel virkelighed som
model for forholdet mellem sind og hjerne. Interessant nok blev dette
skrevet samtidig med, at Jaron Lanier var i gang med sine første
virtuelle virkelighedseksperimenter. (Den virtuelle virkelighedsmodel
bliver videreudviklet i min bog "Maya: The World as Virtual Reality".)
Det andet essay omhandler visioner og den meget bespottede idé om, at
visioner afhænger af en "lille mand i hjernen". Idéen om den lille
mand giver ingen mening, hvis han opfattes som en af hjernens
frembringelser. Imidlertid giver det mening at postulere eksistensen
af et ikke-fysisk bevidst væsen som den endelige modtager af
sansedata.
I det tredje essay foretager jeg et historisk sidespring, og
undersøger gamle indiske sanskrittekster, der beskriver forskellige
typer mekanisk maskineri. Disse inkluderer praktiske maskiner, der
faktisk kunne være bygget, så vel som fiktive robotter med
menneskelige evner. Ironisk nok beklager den lærde V. Raghavan i sin
diskussion om disse maskiner, at de i Indien ikke blev teknisk
udviklet, men blot blev brugt til at illustrere forholdet mellem krop
og sjæl.
Det næste essay tager fat på fjernhypnose. Russiske forsøg udført af
professor Leonid Vasiliev tyder på, at ét sind på en eller anden måde
kan påvirke et andet, på trods af, at der ikke er nogen kendt
forbindelse mellem dem. Dette svarer til en af de siddhi'er eller
naturlige yogiske kræfter der diskuteres i Bhagavatam.
Endeligt, i det femte essay i denne afdeling, diskuteres kvantemekanik
og bevidsthed. Selvom det er populært at mene, at kvantemekanik
indfører bevidsthed i fysikken, er teoriens "eksperimentale
iagttagere" i virkeligheden fysiske indretninger. Det er vanskeligt at
inkorporere ikke-fysiske bevidste iagttagere i kvantebilledet, fordi
for meget bevidsthed, eller bevidsthed på forkerte steder ville
forstyrre kvantefænomenerne. Der er brug for nøje overvejelser mht.
forholdet mellem kvantemekanik og bevidsthed.
Bogens fjerde sektion behandler evolutionsteorien. Dette har længe
været et hovedområde, hvor der er konflikt mellem forskere og
traditionelle kristne. De sidstnævnte (herunder kristne
videnskabsmænd) har generelt været utilfredse med Darwinismens vægt på
tilfældighed og fysisk årsagsmæssighed som eneste grundlag for
arternes udvikling. De har foreslået alternativer til Darwinismen, der
tæller fra intelligent styret evolution og teorien om design, til
liberale bibelske skabelsesteorier.
Eftersom vaishnavismen er en teistisk tradition, er den tilbøjelig til
at afføde lignende reaktioner på Darwins evolutionsteori. Et af de
mest grundlæggende reaktioner er, at kritisere forskellige områder
indenfor evolutionsteorien, og udpege svagheder. Jeg diskuterer
således i det første essay den teori, at levende organismer skulle
have fremkommet fra uorganiserede molekyler på den tidlige jord.
Selvom denne teori er afgørende for en rent fysisk forklaring på
arternes oprindelse, mangler den stadig afgørende beviser og en
fyldestgørende teoretisk model.
Det er nemt at udpege svagheder ved den Darwinistiske evolutionsteori,
men hvad er alternativet? I det andet essay gør jeg opmærksom på, at
vaishnava-tekster viderefører en evolution med modifikationer, og i
den forstand stemmer disse tekster overens med evolutionsteorien.
Imidlertid begynder denne nedstigende proces ikke med primitive arter,
men med højere væsener, hvis kroppe består af finere energiformer, der
er ukendte for den moderne videnskab. For at en udvikling med
modifikationer kan gå fra disse subtile væsener til fysisk
legemliggjorte organismer, som vi kender dem, må der være en eller
anden proces, hvorigennem subtil energi omformes til grov fysisk
energi. Eller også er der ganske enkelt tale om et forløb, hvori
information på et finere plan overføres gennem et passende "vindue"
til den fysiske verden. Dette er et område, hvor omfattende forskning
er påkrævet.
Denne sektions sidste essay er rettet mod "rationelle frø" (rationes
seminales), der i tidlig kristendom omtales af Sankt Augustin.
Augustin mente at subtile frø blev plantet i naturen i begyndelsen af
skabelse, og at disse senere gennem en proces af naturlig udfoldelse,
frembragte levende organismer. Nogle forskere har opfattet dette som
en forløber til evolutionstanken. (Se "Går Gud imod naturlovene" i
sektion I.) Imidlertid ligger Agustins tanker tættere på den vediske
idé om subtile bija'er eller frugtbare spire-former.
Bogens sidste sektion behandler kosmologi og oldtidens historie. Et af
den vediske litteraturs gennemgående temaer er, at der for tusinder år
siden (lad os sige omkring femtusinde) blomstrede en højt civiliseret
vedisk civilisation med udbredelse over hele verden. Tager man dette
bogstaveligt, går man stik imod moderne arkæologi og
historievidenskab. Ikke desto mindre findes der pinefulde antydninger
om, at en eller anden kultur indeholdende vediske temaer faktisk har
efterladt spor verden over. I det mindste lader der til at have været
en kulturel udbredelse af idéer, som man finder i gamle indiske
tekster.
Mange af indicierne herpå vedrører astronomi og kosmologi. I de to
første essays i denne sektion viser jeg, at almindelige astronomiske
temaer forefindes i gamle fortællinger fra kulturer verden over. De
særlige fælles detaljer hos mange af disse fortællinger lader formode,
at disse er resultater af kulturel udbredelse snarere end af uafhængig
opfindsomhed.
I det tredje essay undersøger jeg den detaljerede kosmologi, der
fremlægges i Srimad-Bhagavatams femte bog. Dette fører os tilbage til
spørgsmålet om hvordan religiøse tekster skal fortolkes. Tager man det
bogstaveligt, fremstår den femte bogs kosmologi som en indbildt,
poetisk fremvisning, der har meget lidt til fælles med den moderne
astronomis forskningsresultater. Imidlertid afslører et nærmere
studium af teksten adskillige tydelige fortolkningsniveauer. Disse er:
1) en beskrivelse af jordplaneten i polarprojektion eller
stereografisk projektion, 2) et realistisk kort af solsystemet ud til
Saturn, 3) et topografisk kort over et område i det sydlige
Centralasien, og 4) et kort over halvgudernes himmelske rige. Disse
fortolkninger vidner om et overraskende niveau af videnskabeligt
raffinement. Eksistensen af tydelige, gyldige fortolkninger af samme
tekst, antyder, at en simpel litterær indfaldsvinkel til de gamle
sanskrittekster kan være utilstrækkelig til at afsløre deres virkelige
betydning.
Det fjerde essay udforsker den anden af disse fortolkninger mere
dybtgående. Her argumenterer jeg for, at de ringformede træk ved
"jord-skiven" (Bhu-mandala) i femte bog, nøjagtig svarer til den
moderne astronomiske fremstilling af planeternes geometriske baner.
(Jeg påpeger i forbifarten, at heliocentriske baner kan omdannes til
geocentrisk form, blot ved at ændre referencepunktet til jorden.)
Dette emne bliver drøftet mere detaljeret i min bog "Mysteries of the
Sacred Universe", der inkluderer en statistisk analyse af
korellationen mellem planeternes baner og bestemte træk ved
Bhu-mandala.
Denne korellation af baner foranlediger os til at bestemme længden af
en yojana, som er den længdeenhed, femte bog bruger for at definere
Bhu-mandalas opbygning. Hvis denne korellation er virkelig, burde en
yojana af nøje afstemt længde have været i brug gennem historien. I
denne sektions sidste essay viser jeg, at der faktisk foreligger
historiske evidenser fra Egypten, på en sådan yojana-længde. Dette
antyder, at der i oldtiden må have eksisteret avanceret astronomisk
viden, der var fælles for Indien og Egypten. Sådan viden må have gået
forud for den forholdsvis primitive astronomi, man finder i kendte
græske og nærorientalske tekster.
For at opsummere: Ved at sammenføje moderne videnskabelige begreber
med vedisk litteratur, opstår mange interessante idéer. Det er en
almindeligt udbredt opfattelse, at videnskab og religion står i
fundamental modstrid med hinanden, og at denne kun kan bilægges ved
drastisk at redigere religionen for at tilpasse den videnskaben eller
drastisk at begå vold mod videnskaben for at tilpasse den religionen.
Disse essays foreslår imidlertid en anden indfaldsvinkel. Videnskab og
religion kan nære hinanden og frembringe mulige udbytterige idéer, der
måske ikke var opstået separat, fra henholdsvis videnskab og religion.
www.iskcon.com www.iskcon.dk www.harekrishna.dk
www.in2-mec.com www.krishna.com