Jamen, lad os da prøve at forlade de åbne udsagns brede landevej og gå ned
på det konkrete plan, hvor vi undersøge hvad Bibelen selv siger om
omvendelse.
Jeg omtalte eksemplet med én der blev udelukket af den kristne menighed i 1
Korinther 5:11, og du skrev så:
> Nu var der jo tale om Korintermenigheden som havde et særligt tilfælde af
> ekstrem umoral, nemlig at en mand levede sammen med sin fars hustru.
> Desuden var situationen i Korint meget svær fordi man havde en
> afgudsdyrkelse som var af sexuel art. Derfor trækker Paulus sagerne meget
> skarpt op. Man skal nok være forsigtig med at anvende dette eksempel på
> menighedstugt på vore dages småting. Situationen i Korinth var en hel del
> værre end vore dages sexualmoral.
Ifølge 2 Timoteus 3:16, 17 og Romerne 15:4 er det bibelske budskab skrevet
til gavn og eksempel for os, ikke som undtagelser fra dagligdagen. Hvad
siger Paulus da selv om brugen af eksemplet i 1 Korinther 5?
Ifølge vers 1 taler han virkelig om et særligt grelt og meget konkret
eksempel, og i versne indtil 5 fordømmer han menigheden for igennem deres
mangel på fordømmelse at have godkendt denne handlemåde, hvor han afslutter
med at dette menneske både skal dømmes (vers 3) og overgives til Satan til
kødets undergang (5), dog med den evige frelse som mål (også vers 5).
Men fra vers 6 kører han det over i almene principper. Princippet om at
"lidt
surdej gennemsyrer hele dejen" har paralleller til Jesu advarsel om
"farisæernes og saddukæernes surdej", som nævnt blandt andet i Mattæus 16:6.
Og Paulus anvender senere princippet mere generelt i Galaterne 5:9. Hverken
i Mattæus 16:6 eller Galaterne 5:9 tales der om utugt. Princippet fra 1
Korinther 5:6, Mattæus 16:6 og Galaterne 5:9 må altså være at åndelig
surdej, som kan være utugt eller falsk lære, kan fordærve hele menigheden.
Paulus kører princippet videre og skriver at netop derfor må surdejen renses
ud så menigheden kan være som usyret brød. Manden, der skulle udstødes af
menigheden, skulle udstødes på grund af disse evige principper og ikke fordi
hans handlemåde var grel eller fordi han levede i en bestemt by.
Betydningen af denne holdning fremfører han så fra vers 9 til 13. Her nævner
han adskillige gerninger, såsom utugt, havesyge og afgudsdyrkelse, og siger
at disse ting, når de udøves af én der kalder sig en bror, må fjernes fra
menigheden. Han kalder altså brødre, der udøver sådanne handlinger, for
surdej, og de skal renses ud. Manden fra Korinth skulle udstødes på grund af
nogle almentgyldige principper, og andre der opfyldte de samme principper
ville også måtte udstødes.
Ud fra kapitlet kan vi også udlede hvorfor surdejen må renses ud:
1) Vers 5: "for at ånden kan blive frelst på Herrens dag", altså med andre
ord for at den, der udøver disse grimme handlinger gennem menighedstugten
kan forandre indstilling og blive frelst.
2) Vers 6: "Ved I ikke at lidt surdej gennemsyrer hele dejen?" Menigheden må
beskyttes mod disse onde handlinger.
Skrev Paulus udelukkende disse ting fordi situationen i datidens Korinth var
noget helt specielt? Nej. Det specielle var at menigheden i Korinth havde
accepteret en handlemåde der var meget forkert. Alligevel viser Paulus klart
at løsningen, nemlig udelukkelse af menigheden, hvilede på nogle meget
generelle principper, og at disse principper fandt anvendelse på en bred
vifte af synder.
Fælles for disse synder er, at de ganske vist kan udøves som følge af
åndelig svaghed, men at de også er meget konkrete og kan modvirkes. Man må
også lægge mærke til at udelukkelsen af menigheden gjaldt én der fortsat
øvede disse handlinger, og derved lagde hånt om den rene menighed.
>> Det er altså alvor når Gud beder os om at afholde os fra visse syndige
>> handlinger. Vi kan opnå tilgivelse for vores overtrædelser, også af disse
>> handlinger, men det kræver at vi tager afstand fra dem (sindsændring) og
>> at vi i handling aktivt forsøger at fjerne os fra dem (omvendelse). Ingen
>> er fuldkomne, og det er ikke hvad der forventes. Men en oprigtig indsats
>> kræves.
>
> Igen, vi skal anstrenge os lidt for at fortjene Guds tilgivelse? Men det
> er jo ikke kristendom du i så fald giver udtryk for.Vi skal ikke fortjene
> noget og vi kan heller ikke fortjene noget. Vi skal FORVANDLES, dagligt,
> ved Helligåndens værk (2 kor 3,18) og det er noget helt andet og meget
> bedre end vore egne anstrengelser og slid.
For det første: "Igen, vi skal anstrenge os lidt for at fortjene Guds
tilgivelse?" Her ligger du et ord i min mund (eller i mit tastatur
) som
jeg ikke har anvendt, nemlig "fortjene". Frelsen er ufortjent. Det betyder
dog ikke at der ikke stilles krav til dem der vil frelses.
Mener Paulus med sine ord i 2 Korinther 3:18 at vi ikke behøvede at
anstrenge os for at opnå denne ufortjent frelse? Han kalder det for en
forvandling, at vi "forvandles". Men læg mærke til at denne forvandling
ifølge samme vers sker for dem der "genspejler Jehovas herlighed". Og i de
efterfølgende vers (4:1, 2) taler Paulus direkte om at denne forvandring
kræver handlinger: han kalder genspejlingen for en "tjeneste", og at "vi har
frasagt os de skjulte ting som man ville skamme sig over". Forvandlingen
sker altså kun for mennesker, der villigt forlader det Gud fordømmer og
villigt søger at yde hellig tjeneste.
Det svarer også til det eksempel som Paulus skriver det hele ud fra, Moses'
genspejling af Jehovas herlighed da han kom ned fra bjerget (2 Mosebog
34:29). Selve det at Moses' ansigt strålede var ikke nogen Moses selv kunne
gøre, men det var kun muligt fordi han 1) havde gjort som Gud sagde idet han
besteg bjerget og 2) allerede igennem et langt liv havde tjent Gud, så Gud
kunne bruge ham som sit redskab.
> Forvandlingen er også nødvendig netop fordi vi af natur IKKE ønsker at
> holde op at synde og gøre de ting vi kan lide (det er jo derfor man
> synder, fordi det er dejligt og er noget vi har lyst til). Derfor må vi
> være ærlige og indse at vi er så fattige at vi ikke engang ejer viljen til
> at ophøre med dette eller hint. Gud må give mig en ny vilje, en ny attrå.
> Vi har sagt ja til Jesus, men Jesus må også hjælpe vores vilje til at sige
> nej til synden.
Kan vi end ikke ophøre med at "ville det forkerte"? I Romerne 7:15 og 18
skriver Paulus direkte at nemlig det "at ville" ligger ham nær, det er
handlingerne der er vanskelige. Det betyder ikke at vi ikke har brug for
Jesu hjælp til at "sige nej til synden", men blot at vi selv må gøre noget,
deriblandt anerkende at synden er forkert og at vi derfor er nødt til at
kæmpe imod synden.
> Det eneste der kræves for at få tilgivelse er at vi bekender vore synder
> og beder Gud tilgive os (1 Joh 1,9).
> Dernæst vil Gud hjælpe, forme og forvandle os, og give os lyst til det
> gode og ulyst til det onde.
Læg mærke til at da den samme tanke blev fremført i Ordsprogene 28:13 blev
bekendelse ledt sammen med ordet "opgive". At man bekender sine synder
betyder også at vi "opgiver" dem, altså holder op med at udføre dem. 1
Johannes 1:9 er derfor ikke i modstrid med tankerne i 1 Korinther 5, men en
parallel til dem.
Den første kristne menighed er et eksempel for os i dag. De 12 apostle og
beretningerne om deres liv og tjeneste tog hul på mange problemer som vi
ville støde på i dag. Vi siger at tiderne er forskellige. Det er de kun i
det ydre. Mennesker er de samme, og de problemer vi møder er grundlæggende
set de samme. De principper, vi møder i De Kristne Græske Skrifter, er
eviggyldige og gælder også os i dag.
I den første kristne menighed /krævede/ man moralsk og åndelig renhed af
nytilsluttede. I 1 Korinther 6 fra vers 15 får vi at vide at vi er lemmer på
Kristi legeme, og at vi derfor /må/ holde os fra utugt. 'Vi tilhører ikke os
selv' (vers 19). Eller i 2 Korinther 6, hvor der direkte siges: "'Derfor, gå
ud fra dem, og skil jer ud,' siger Jehova, 'og hold op med at røre det
urene', 'og jeg vil tage imod jer.'" Adskillelse, i dette tilfælde nævnes
adskillelse fra falske guder, er altså også en /betingelse/ for at kunne
blive modtaget af Gud.
Dette stemmer også på bedste måde med Jakobs udsagn i Jakob 2:26 om at
"troen [er] død uden gerninger", eller ordene i Hebræerne 10:24, 25, hvor
kristne møder skulle "anspore til kærlighed og gode gerninger". Eller som
der fortsættes: "For hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den
nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagsoffer for
synder tilbage." (Vers 26).
Det andet minder meget om advarslen i Judas 4 om at der skal komme
mennesker, "ugudelige, der forvandler vor Guds ufortjente godhed til en
undskyldning for skamløshed". Moseloven viste hvad der var forkert, og den
viste også at det ikke var muligt for mennesker igennem gerninger at blive
retfærdige. Jesu offer muliggjorde tilgivelse, og gjorde det derfor ikke
nødvendigt at opfylde Moseloven.
Men at Jesus gjorde tilgivelse muligt, betød blot at man ville kunne blive
renset for synder, som man ikke havde en jordisk chance for selv at undgå.
Det skulle ikke betyde at man blot kunne gøre som man lystede og at der fra
nu af var åbent for alle synder, som Moseloven havde fordømt. Moseloven
viste klart og tydeligt hvad Gud hader, og disse ting skal den kristne
stadig hade og søge at undgå.
At vi har købt Ariel til vaskemaskinen, og nu kan vaske vores søns tøj,
betyder ikke at vi forventer at han smider sig i mudder eller spiser
chokolademadder i sengetøjet. Det vil vi fortsat søge at pille ud af ham.
Det betyder ene og alene, at når han sviner sit tøj til, kan vi vaske det så
han igen kan blive ren.
--
Med venlig hilsen
Filip Drejer Johnsen
Et af Jehovas Vidner
www.watchtower.org eller på dansk
www.watchtower.org/languages/danish