En far skal man kunne betro sig til/Forældreret
Mødre ejer spædbarnets sjæl nær-totalt og overdrager som en kostlig gave
loyalitet til fædre, skolelærere, kommandersergenter etc hen ad vejen.
"Se det er din far" siger mor til sit barn, der er ved at lære at tale, og
af kropssprog fornemmes - sålænge stemningen er god mellem far og mor - at
barnet har lov af mor at holde af denne voksen-nr-2.
Mødre har stort set enevælde om hvorvidt faderens forhold til sine børn skal
blive til et skafferdyr-uden-rettigheder forhold eller barnet får lov at
have ægte kærlighed til sin far.
Mødre vil gerne have barnets tillid, intimitet og fortrolighed og en mor,
der ikke er usikker på sig selv, vil have overskud nok til at lade faderen
få del i sympati fra barnet, så barnet vælger at betro sig til både far og
mor og ikke kun mor.
Fædre der er vilde efter en faderrolle, er mødre ofte hadske imod, og de
lukkes ude. De er konkurrenter om barnets kærlighed og kun selvsikre mødre
tror på at barnet har kærlighed nok til begge forældre.
Hvis far vil være opvartende tøffelhelt der skifter ble når mor ikke gider,
så har far en chance. Men har far selvstændige ideer om børneopdragelse, er
han en trussel mod den svage mor, og så kommer mor til ubevidst at
programmere barnets normer, så det ikke vælger at betro sig til faderen.
Fædre er sikre på at blive givet den fulde skyld for manglende fortrolighed
Lov om forældremyndighed og samkvemsret bør lyde, at en erfaren dommer
udpeger "En kaptajn på skuden" ved skilsmisse, og den der skønnes mindst
egnet til eneforældre-rollen må så holde sig gode venner med den forælder
der kom til at eje barnet.
|