"Gabriella" <gabriella@netbruger.dk> skrev i en meddelelse
>
> Min søn på 5 1/2 går i børnehave. Der er en af de andre børn - en dreng -
> som gentagne gange har bidt min dreng.
- klip -
> Mit dilemma er jo så - jeg ved at drenge slås og er hårde ved hinanden.
> Men
> jeg vil heller ikke have at den dreng bider min dreng. Kan jeg bede
> børnehaven skride mere ind end de gør (jeg ved pt ikke hvad de gør). Eller
> hvad skal jeg stille op?
>
> Håber der er nogen der har erfaring med det eller har en god ide til
> hvordan
> den bedst tackles.
Alleførst: Det er en ret at kunne færdes i vuggestuer, dagpleje, børnehaver,
skoler, på arbejdspladser - og i øvrigt alle andre steder uden at blive
bidt!
Det kan slet ikke diskuteres.
For det andet: Der er forskel på et jævnbyrdigt rask slagsmål - og så det at
bide/blive bidt.
Drenge (og piger med for den sags skyld) har deres magtkampe, men bideri er
bissetricks. Som måske bliver brugt i afmagt, men det bliver det ikke bedre
af.
For det tredje: Jeg bliver lidt rystet, fordi det ikke lyder som om,
børnehaven har talt med dig om, at din søn er blevet bidt?
Det er dæleme deres opgave.
Det er ikke sikkert, de kan forhindre, at den anden dreng bider; i den alder
har børn brug for at lege uden konstant overvågning - og selv om man står en
meter derfra, kan man jo ikke altid nå at forhindre det.
Men de kan tage en snak med dig om det og fortælle, hvad situationen er:
hvad der er sket, hvad personalet har gjort - og hvad de har tænkt sig at
gøre fremover.
Mine erfaringer: Min søn bed i vuggestuen. Til at begynde med som
kampmiddel, men til sidst som terror: De andre smed, hvad de havde i
hænderne, når han nærmede sig.
Pædagogen fortalte selv, at når hun skældte ud, stod han og kiggede på hende
med store øjne og lange øjenvipper, og så smeltede hun!
Det fik først ende, da en ny pædagog MENTE det og satte ham på skiftebordet:
Når du bider, kan du ikke lege med de andre.
Da jeg var dagplejemor, skete det 2 (to!) gange i løbet af 10 år, at jeg
havde dagplejebørn, som bed.
Den ene satte tænderne i et andet barns hårløse isse et par gange (jeg tror
nok, det mindede lidt for meget om et bryst) - og et bestemt Nej!, når der
var optræk til det, fik ham til at holde op med forsøget i løbet af en uges
tid.
Det andet barn var i gæstepleje hos mig. Han var "berygtet" for at bide, men
gjorde det kun en enkelt gang i løbet af tre uger: Et andet barn stod på
hovedet i en papkasse med de bare tæer strittende op - og den fristelse var
mere, end han kunne stå for
Jeg er ret overbevist om, at holdningen: Det vil jeg simpelthen ikke ha!!
forhindrer både bid og for den sags skyld mobning.
Men man skal mene det. Og man skal vise det.
Det kan ikke hjælpe noget, at man står med et forstående smil, mens man
skælder ud.
Hilsen Inger