Tværkulturelle spor af den vediske version
Af Sadaputa Dasa
Er det ren mytologi, når Vedaerne siger, at den vediske kultur engang
eksisterede over hele verden? I denne artikel giver Sadaputa eksempler
fra bl.a. Middelhavslandene, Norden og Nordamerika på gamle
oldtidsmyter, der har pendanter til Vedaernes udlægning. Artiklen
ligger naturligvis op til spørgsmålet, "Hvordan kan vi forklare, at
kulturer, der ligger så langt fra hinanden, fortæller de samme ting?"
Den græske oldtidsforfatter og astronom Aratos (3. årh. f.Kr)
fortæller denne historie om stjernebilledet Virgo eller jomfruen.
Virgo tilhørte stjerneracen, de gamle stjerners forfædre. I
forhistorisk tid i den gyldne tidsalder levede hun blandt menneskene
som den legemliggjorte retfærdighed og plejede at anspore menneskene
til at holde sig til sandheden. På den tid levede mennesker fredeligt
uden hykleri og strid. Senere i sølvtidsalderen gemte hun sig i
bjergene, men kom lejlighedsvis ned for at formane folk mod ondskab.
Da bronzetidsalderen kom, opfandt menneskene sværdet, og "de smagte
koens kød for første gang." På det tidspunkt "fløj Virgo væk til
sfæren", det vil sige, hun drog af sted til det himmelske rige.
Indiens vediske skrifter giver en omfattende beskrivelse af universet
som et kosmos - et harmonisk, ordnet system, der er skabt efter en
intelligent plan, der tillader levende væsener at eksistere her. Den
moderne opfattelse af universet er så forskellig fra den vediske
opfattelse, at den sidstnævnte er vanskelig at forstå. Førhen var
kosmogonier [kosmogoni: en lære om verdens oprindelse], som lignede
det vediske system, imidlertid vidt udbredte blandt mennesker over
hele verden. Vore dages veluddannede mennesker har en tendens til
øjeblikkeligt at forkaste disse tankesystemer som mytologi med
henvisning til deres mangeartethed og deres mærkelige ideer som bevis
for, at de alle blot er produkter af fantasi. Men ved at gøre dette
overser vi imidlertid en vigtig viden, der kunne sprede lys over store
glemte perioder, der ligger forud for den korte periode af menneskets
historie, der er nedskrevet.
Der er unægtelig megen fri historiefortælling i de forskellige
kulturers traditioner, men der er også mange fællestræk. Nogle af
disse fællestræk findes i højt udviklet form i de vediske skrifter.
Deres forekomst i kulturer over hele verden stemmer overens med den
ide, at den vediske kultur gjorde sin indflydelse gældende over hele
verden i en fjern fortid. I denne artikel vil vi give nogle eksempler
på vediske idéer omkring tid og menneskets levealder, sådan som de
forekommer gentagne gange i forskellige traditioner. Vi vil først
undersøge nogle af disse ideer og derefter drøfte, hvad de indebærer,
og hvordan de skal fortolkes.
I de vediske skrifter betragtes tid som en manifestation af Krishna,
det Højeste Væsen. Som sådan er tiden en beherskende kraft, der
regulerer de levende væseners liv i overensstemmelse med en kosmisk
plan. Denne plan involverer gentagne cykler af skabelse og udslettelse
af varierende varighed. Den mindste og vigtigste af disse gentagne
cykler består af fire yugaer eller tidsaldre, der kaldes Satya, Treta,
Dvapara og Kali. I disse på hinanden følgende tidsaldre udvikler
menneskeheden sig gradvist fra et højt åndeligt niveau til en
degenereret tilstand. Derefter genoprettes ved en ny Satya-yugas
begyndelse den oprindelige rene tilstand, og cyklussen begynder igen.
Historien om Virgo illustrerer, at der i oldtidens middelhavsverden
var en udbredt tro på en lignende rækkefølge af fire tidsaldre, som
blev kaldt guld-, sølv-, bronze- og jerntidsalderen. I dette system
starter menneskeheden også i den første tidsalder i en avanceret
bevidsthedsstilstand og degraderes gradvist, og ligeledes er
menneskesamfundets fremadskridende udvikling her ikke blot en fysisk
udviklingsproces, men overvåges af en højere styrende intelligens.
Det er også bemærkelsesværdigt, at Aratos' historie betegner spisning
af køer som en syndig handling, der afskærer menneskeheden fra direkte
kontakt med himmelske væsener. Denne detalje passer fint ind i de
gamle indiske traditioner om beskyttelse af køer, men er uventet i
forbindelse med græsk og europæisk kultur.
En forklaring på ligheder mellem ideer fra forskellige kulturer kunne
være, at mennesker overalt stort set har den samme psykologiske
grundstruktur og derfor er tilbøjelige til at opfinde de samme
begreber uafhængigt af hinanden. Men detaljer som eksemplet med
slagtning af køer gør dette usandsynligt og peger mere i retning af,
at vi har at gøre med fælles traditioner snarere end uafhængige
påfund.
Sioux-indianernes hellige bøffel
Et andet eksempel på ligheder mellem kulturer kan findes blandt de
indfødte i Nordamerika. Sioux-indianerne siger, at deres forfædre blev
besøgt af en himmelsk kvinde, der gav dem deres religiøse system. Hun
forklarede dem, at der er fire tidsaldre, og at der er en hellig
bøffel, som mister et ben i hver tidsalder. På nuværende tidspunkt
befinder vi os i den sidste tidsalder, en fordærvets tidsalder, og
bøffelen har ét ben.
Denne historie er en nær parallel til en beretning i Srimad-Bhagavatam
om mødet mellem Maharaja Pariksit og Dharmaens tyr. Der siges Dharma
at miste et ben for hver yuga for til sidst kun at have et ben i Kalis
tidsalder.
Ifølge det vediske system er Satya-, Treta-, Dvapara- og
Kali-tidsaldrenes længde 4, 3, 2 og 1 ganget med 432.000 år. I løbet
af disse meget lange tidsperioder aftager menneskelivet fra 100.000 år
i Satya-yuga til 10.000 år i Treta-yuga til 1000 år i Dvapara-yuga og
endelig til 100 år i Kali-yuga.
Denne idé er naturligvis kraftigt på kant med den moderne evolutionære
anskuelse af fortiden.
I oldtidens middelhavsverden var det imidlertid en udbredt tro, at
menneskets historie strækker sig over ekstremt lange tidsrum. For
eksempel sagde Porfyrios (ca. 232 - 304), at ifølge gamle historiske
optegnelser sendte Callisthenes, en af Alexanders ledsagere i den
persiske krig, babyloniske optegnelser med beskrivelser af
solformørkelser til Aristoteles, og at disse optegnelser gik 31.000 år
tilbage i tiden. Lamblicus (det fjerde århundrede) sagde med den
antikke græske astronomi som kilde, at assyrerne havde foretaget
observationer i 270.000 år og ført regnskab over alle de syv planeters
tilbagevenden til samme position. Og endelig tilskrev den babylonske
historiker Berosus de babylonske konger 432.000 års herredømme før
oversvømmelsen.
Her ønsker vi ikke at forfægte, hvorvidt disse udtalelser er sande
(eller falske). Pointen er, at menneskene i den gamle
middelhavscivilisation tydeligvis havde en anskuelse af fortiden, der
adskiller sig drastisk fra den fremherskende anskuelse i dag, og denne
anskuelse var i store træk forenelig med vedisk tidsberegning.
Bibelen og menneskets levealder
Skønt Biblen er berømt for at tillægge menneskets historie et meget
kort tidsrum, er det interessant at bemærke, at den indeholder
oplysninger, som antyder, at mennesker engang levede i omkring 1000
år. I Det Gamle Testamente opgives de følgende levealdre for
mennesker, der levede før den bibelske syndflod: Adam 930, Seth 912,
Enos 905, Kenan 910, Mahaleel 895, Jared 962, Enok 365, Metusalem 969,
Lamek 777 og Noah 950. Ser vi bort fra Enok, der blev ført op til
himmelen i sin egen krop, levede disse personer i gennemsnit i 912 år.
Efter syndfloden aftog levealderen imidlertid: Sem 600, Arphaschad
438, Selah 433, Eber 464, Peleg 239, Reu 239, Serug 230, Nahor 148,
Terah 205, Abraham 175, Isak 180, Job 210, Jakob 147, Levi 137, Kohath
133, Amaram 137, Moses 120 og Joshua 110. Disse levealdre viser en
gradvis nedgang til omkring 100 år, hvilket svarer til, hvad der
ifølge det vediske system må være sket efter begyndelsen af Kali-yuga.
Her bør vi bemærke, at den bibelske syndflod traditionelt siges at
have fundet sted i det andet eller tredje årtusind f.Kr., og den
traditionelle dato i Indien for Kali-yugas begyndelse er den 18.
februar 3102 f.Kr. Den selvsamme dato gives som syndflodens tidspunkt
i forskellige persiske, islamiske og europæiske skrifter fra det
sjette til det fjortende århundrede f. Kr. Hvordan blev en
oversvømmelse i Mellemøsten forbundet med begyndelsen af Kali-yuga?
Den eneste kommentar, vi kan komme med, er, at denne historie viser,
hvor lidt vi virkelig ved om fortiden.
Som støtte for de bibelske historier om meget lange levealdre for
mennesker citerer den romerske historiker Flavius Josephus (fra 37 -
ca. 100 e.Kr.) mange historiske værker, som var tilgængelige på hans
tid:
"Da Noah nu havde levet i 350 år efter syndfloden og i al den tid
været lykkelig, døde han i en alder af 950 år, men lad ingen ved
sammenligning af de gamles liv med vore liv gøre vor korte levealder
til et argument for, at de heller ikke havde så langt et liv.....
"Som vidne på, hvad jeg har sagt, har jeg nu kilder fra oldtiden både
blandt grækerne og barbarerne, for selv Manetho, der skrev Ægyptens
historie, og Berosus, der samlede de Kaldæiske monumenter, og Mochus,
Hestiaeus og endvidere Hieronymus af Ægypten og de, der skrev den
fønikiske historie, er enige i, hvad jeg her siger. Også Hesiod og
Hecataeus, Hellanicus og Acuzilaus og endvidere Ephorus og Nicolaus
fortæller, at de gamle levede i tusinder af år. Men lad alle selv
dømme dette, som det passer dem."
Nordiske sagaer
Desværre eksisterer praktisk taget ingen af de værker, som Josephus
henviser til, længere, hvilket igen viser, hvor lidt vi ved om
fortiden. Men i stadig eksisterende nordiske sagaer siges det, at
mennesker i gamle dage levede i mange århundreder. Derudover beskriver
de nordiske sagaer en fremadskridende række tidsaldre inklusive en
fredens tidsalder, en tidsalder, hvor forskellige samfundsklasser blev
indført, en tidsalder med stigende vold og en fordærvet 'knivalder og
øksealder med kløvede skjolde'. Den sidste følges af en udslettelse,
der kaldes ragnarok, hvorefter godheden i verden oprettes igen.
Det nordiske ragnarok indbefatter udslettelsen af jorden og de
nordiske halvguders boliger (som kaldes Asgård), og således svarer det
til den vediske tidsregnings udslettelse af de tre verdener, sådan som
den følger efter 1000 yuga-cyklusser eller en af Brahmas dage. Det
siges, at under ragnarok udslettes verden med flammer af et væsen
kaldet Surtr, der lever under den nedre verden (der passende kaldes
Hel), og som var involveret i skabelsen af verden. Til sammenligning
siger Srimad-Bhagavatam (3.11.30), at ved slutningen af Brahmas dag
"…sker udslettelsen på grund af flammer, der kommer fra Sankarsanas
mund." Sankarsana er en fuldstændig ekspansion af Krishna og siges "at
sidde i bunden af universet" (SB 3.8.3) under de lavere
planetsystemer.
Der er mange ligheder mellem nordisk og vedisk kosmologi, men også
store forskelle. En grundlæggende forskel er, at i Srimad-Bhagavatam
forstås alle levende væsener og fænomener i universet klart som dele
af Krishna, Guddommens Højeste Personligheds, plan. I modsætning
hertil er Gud i høj grad fraværende i den nordiske mytologi, og
oprindelsen til de vigtigste medspillere i det kosmiske drama og deres
formål henligger i mørke. Dette gælder i særdeleshed for Surtr, der
betragtes som en 'ildgigant', hvis oprindelse og motiver er uklare,
selv for eksperter i nordisk mytologi.
Var den vediske kultur oprindelsen?
Man kan stille spørgsmålet: Hvis de vediske temaer optræder i mange
forskellige samfund, hvordan kan man da konkludere, at de stammer fra
en ældgammel vedisk civilisation? Måske opstod de mange forskellige
steder uafhængigt af hinanden, eller måske stammer de fra en ukendt
kultur, der kom før det, vi kalder den vediske kultur. Således kan
paralleller mellem beretninger om Surtr og Sankarsana være
tilfældigheder, eller måske stammer de vediske beretninger fra
historier, som ligner historien om Surtr.
Vort svar på dette spørgsmål er, at de tilgængelige empiriske
vidnesbyrd ikke er tilstrækkelige til at bevise teorien om nedstamning
fra en gammel vedisk kultur, for alle empiriske beviser er
ufuldstændige og kan fortolkes på mange forskellige måder. Men det, vi
kan, er at fastslå, hvorvidt bevismaterialet er overensstemmende med
denne hypotese eller ej.
Hvis der fandtes en gammel vedisk verdenscivilisation, må vi forvente
at finde spor af den i mange kulturer over hele verden. Det lader til,
at vi finder sådanne spor, og mange af dem er i overensstemmende med
vediske beretninger i specifikke detaljer (såsom Surtrs boligs
beliggenhed eller den hellige bøffels tab af et ben i hver tidsalder).
Eftersom denne civilisation begyndte at miste sin indflydelse for
tusinder af år siden i begyndelsen af Kali-yuga, er det at forvente,
at mange af disse spor er fragmentariske og belagt med mange senere
tilføjelser, og dette ser vi også. Således ser det foreliggende
bevismateriale ud til ikke at stride imod hypotesen om, at den vediske
kultur er oprindelsen til de andre kulturer.
www.iskcon.com www.krishna.dk www.harekrishna.dk
www.in2-mec.com www.krishna.com