Lukas 10:38-42, Stilhed i bøn
Luke 10:38-42 38 Men det skete, medens de vare på Vandring, gik han ind i en
Landsby; og en Kvinde ved Navn Martha modtog ham i sit Hus.
39 Og hun havde en Søster, som hed Maria, og hun satte sig ved Herrens
Fødder og hørte på hans Tale.
40 Men Martha havde travlt med megen Opvartning; og hun kom hen og sagde:
"Herre! bryder du dig ikke om, at min Søster har ladet mig opvarte ene? Sig
hende dog, at hun skal hjælpe mig."
41 Men Herren svarede og sagde til hende: "Martha! Martha! du gør dig
Bekymring og Uro med mange Ting;
42 men ét er fornødent. Maria har valgt den gode Del, som ikke skal tages
fra hende."
Der er en stilhed som man ikke kan arbejde sig til, en stilhed som kun kan
gives af Gud, som går langt ud over om man går, arbejder, eller laver andre
ting, men er en stilling ind for Gud som han selv har bragt en ind i.
Det er at være skjult i hans nærhed, som at stå i en klippehule beskyttet og
omhegnet af Guds godhed til bare at have samfund i den stilhed som en
beskyttet hule kan give.
1 Kings 19:11-13 11 Da sagde han: "Gå ud og stil dig på Bjerget for HERRENS
Åsyn!" Og se, HERREN gik forbi, og et stort og stærkt Vejr, der sønderrev
Bjerge og sprængte Klipper, gik foran HERREN, men HERREN var ikke i Vejret.
Efter Vejret kom der et Jordskælv, men HERREN var ikke i Jordskælvet.
12 Efter Jordskælvet kom der Ild, men HERREN var ikke i Ilden. Men efter
Ilden kom der en stille, sagte Susen,
13 og da Elias hørte den, hyllede han sit Hoved i sin Kappe og gik ud og
stillede sig ved Indgangen til Hulen; og se, en Røst lød til ham: "Hvad er
du her efter Elias?"
Som du kan se, så var der en stilhed som var udover hvad Elias kunne
præstere, men den var fra Herren selv, Gud selv ønskede fællesskab med Elias
og gjorde det der skulle til for at det kunne ske.
Martha satte ikke fællesskabet med Gud først men alt det hun skulle nå,
hvorimod Maria satte sig ved Jesu fødder for at få tilgiften til alt hun
ellers skulle gøre, ikke tilgiften for tilgiftens skyld, men hun vidste at
når hun havde sin sag iorden med Gud, kunne hun med frimodighed gå videre og
vide at Guds velsignelse og fællesskab var med resten af dagen til alt hvad
hun foretog sig.
Vi kan have en stilhed i vort indre midt i al vor travlhed, uanset hvor
meget vi laver, så bærer Gud igennem fordi at han har først gjort det der
var fornødent, nemlig først at søge Guds rige.
En anden tilgift vi får ved denne stilhed er at vi nemmere hører fra Gud.
Ole
|