---

Jeg har lidt erfaring med at irettesætte, men må indrømme at det blev taget
meget dårligt imod, faktisk med hån, men jeg kunne godt tænke mig at høre om
jeres erfaring med dette, hvordan gjorde i

Ole

---

"Ole Madsen" <Maaseiah@paradis.tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:4125bbc7$0$140$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Jeg har lidt erfaring med at irettesætte, men må indrømme at det blev
taget
> meget dårligt imod, faktisk med hån, men jeg kunne godt tænke mig at høre
om
> jeres erfaring med dette, hvordan gjorde i
++++++++++++++++++++++++++++++++
Alene det at du bruger ordet irretesættelse, viser at du mangler noget i at
kunne mestre funktionen, som er retledning. Retledning er positiv og ikke
negativ som irrettesættelse.
Irrettesættelse er ikke noget for en dansker. den vil han kun modtage i en
retssal efter en større forbrydelse. Irrettesættelse fra dig vil som du har
beskrevet det kun medføre en hånlatter eventuelt efterfulgt af at personen
søger andre græsgange borte fra dit selskab.

Først skal du have status af en ældstebror med medfølgende stor respekt for
din visdom, afbalancerethed og forstandighed. Uden respekt for dine forslag
vil ethvert forsøg på retledning falde totalt til jorden.

Spørg dig selv om du er en person som folk naturligt henvender sig til med
deres problemer. Er du ikke det, så kan du godt glemme alt om retledning!

En retledning skal være positiv hvor du sætter dig i personens sted og
føler hvordan det må være at give efter for de fristelser som personen
eventuelt har problemer med.
Derefter gør du op hvad den forkerte vej vil føre til, hvorefter du skal
sikre dig at personen gyser over konsekvenserne. Derefter viser du en anden
vej som er bedre og tilbyder beredvilligt at hjælpe, hvis du bliver spurgt
om det.

Med venlig hilsen og dyb reverens fra
Jens

---

"Lyrik" <lyrikfjern@heaven.dk> skrev i en meddelelse
news:cg4th0$1e5f$1@news.cybercity.dk...
>
> ++++++++++++++++++++++++++++++++
> Alene det at du bruger ordet irretesættelse, viser at du mangler noget i
at
> kunne mestre funktionen, som er retledning. Retledning er positiv og ikke
> negativ som irrettesættelse.
> Irrettesættelse er ikke noget for en dansker. den vil han kun modtage i en
> retssal efter en større forbrydelse. Irrettesættelse fra dig vil som du
har
> beskrevet det kun medføre en hånlatter eventuelt efterfulgt af at personen
> søger andre græsgange borte fra dit selskab.

god pointe, eller ?

jeg mener egentligt det samme som dig, retledning, jeg har forsøgt på den
gode måde, sårbarhed og indrømmelse, og derefter......

men jeg mener, at går man bud for Gud så er det ligemeget, det er
vedkommendes hjertes indstilling der afgør resultatet, om man sætter
fæstning op omkring hjertet, det er jo et valg imod Gud, så den der med om
vedkommende har respekt for en, den holder ikke i længden

Ole

---

"Ole Madsen" <Maaseiah@paradis.tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:4125ff8e$0$172$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
> jeg mener egentligt det samme som dig, retledning, jeg har forsøgt på
den
> gode måde, sårbarhed og indrømmelse, og derefter......
>
> men jeg mener, at går man bud for Gud så er det ligemeget, det er
> vedkommendes hjertes indstilling der afgør resultatet, om man sætter
> fæstning op omkring hjertet, det er jo et valg imod Gud, så den der
med om
> vedkommende har respekt for en, den holder ikke i længden

Du burde måske nok sige at du er ude i et missionerende æriende - og
hvis du blot taktløs farer i kødet på folk, fordi du selv mener at du
går bud for Gud, så overbeviser du ingen - du ville sikkert heller ikke
synes om, hvis jeg trængte ind på dig med mit bud om at en eller anden
religions gud blot var meget bedre end din egen.

Den, der går ud fra at han har ret, overbeviser ingen.

--
ahw

---

"Lyrik" <lyrikfjern@heaven.dk> mælte sligt:

>En retledning skal være positiv hvor du sætter dig i personens sted og
>føler hvordan det må være at give efter for de fristelser som personen
>eventuelt har problemer med.

Kierkegaard siger det (som altid) godt:

§2 At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen
til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham
der, hvor han er, og begynde der.

Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han
er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For
i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han -
men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg
ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg
alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er
forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham
egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en
Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe,
og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at
tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den
Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde
sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.

Tag et Menneske i Lidenskab, lad det være saa, at han virkelig har
Uret - dersom Du ikke kan begynde saaledes med ham, at det seer ud som
var det ham, der skulde belære Dig, og dersom Du ikke kan gjøre dette
saaledes, at han, der utaalmodigt ikke vil høre et Ord af Dig, med
Tilfredsstillelse finder i Dig en velvillig og opmærksom Tilhører: kan
Du ikke det, saa kan Du heller ikke hjælpe ham. Tag en Forelsket, der
blev ulykkelig i Elskov, antag, at det virkelig er uforsvarligt,
ugudeligt, uchristeligt som han hengiver sig i sin Lidenskab - dersom
Du ikke kan begynde saaledes med ham, at han finder en sand Lindring i
at tale med Dig om sin Lidelse, saaledes, at Du, i hvad Du tilføier
hans Lidelse betræffende, næsten beriger ham med digterisk Opfattelse,
Du, som dog ikke er i den Lidenskab og netop vil have ham bort fra
den: kan Du ikke det, saa kan Du heller ikke hjælpe ham; han lukker
sig for Dig, han lukker sig inde i sit Inderste - og præk saa Du kun
for ham. Du skal maaskee ved personlig Magt kunne tvinge ham til at
tilstaae Dig, at han har Uret: o, Kjære, i næste Øieblik lister han
sig om ad en anden, en hemmelig Vei til Stevne med den skjulte
Lidenskab, efter hvilken han nu kun længes desto mere, ja, han næsten
er blevet bange for, om den skulde have tabt noget af sin forføreriske
Hede, thi nu har Du ved Din Adfærd hjulpet ham til at blive end een
Gang forelsket, nemlig i sin ulykkelige Lidenskab - og præk saa Du
kun!

Venlig hilsen,
Rasmus Underbjerg Pinnerup
--
"Præk evangeliet til alle tider.
Brug om nødvendigt ord."
- Sankt Frans af Assisi