---

Nu skal det åbenbart også være forkert, at fædre kæmper for at få
forældremyndigheden over deres børn ifm. skilsmisse.

Ellers ved jeg ikke hvordan man skal fortolke Klaus Wilmann's (formand
for Børnerådet) udtalelser om, at det er frygteligt for børnene når mor
og far ikke kan finde ud af det, og at der jo tit går en lang periode
før en retssag om forældremyndigheden, hvor der er skænderier osv. osv.,
hvilket så går ud over børnene.

Er det Klaus Wilmann og Børnerådets mening, at fædre skal lade være med
at kæmpe for at få forældremyndigheden over deres børn, da det jo især
er pga. fædrenes kamp for forældremyndigheden, at flere og flere
skilsmisser ender ved domstolen?

For mig kan det da se ud som om, at det sgu' er lige meget hvad vi fædre
gør, så er det galt;
Accepterer vi at det stadigvæk først og fremmest er mødrene der får
forældremyndigheden, og derved lader os "nøjes med" samvær, så er det
galt, så kæmper vi ikke nok for vores børn og så "gider" vi dem i
virkeligheden ikke.
Ønsker vi så at kæmpe for vores børn, for at vi skal have
forældremyndigheden, med alt hvad det indebærer også for børnene, så er
det også galt, for så går det ud over børnene, med skænderier osv. osv.

Hvad fanden skal man så gøre som far?

Hvad vil f.eks. Klaus Wilmann og Børnerådet ha' vi skal gøre så?
Hvad er deres løsningsforslag på dilemmaet?

Og bare for at I ikke skal tro dette er en desillusioneret og nedtrykt
far der skriver dette, så har jeg skam mit på det tørre;
Fulde forældremyndighed over 2 af mine 3 børn, fælles forældremyndighed
over det sidste.


Mvh. Jan

---

"Jan Allan Andersen" <akkernospam@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:cgsgh8$v1f$1@news.net.uni-c.dk...
> Nu skal det åbenbart også være forkert, at fædre kæmper for at få
> forældremyndigheden over deres børn ifm. skilsmisse.

Nu står jeg ikke selv i situationen og så er det jo oftere lidt lettere bare
at udtale sig.
I mine øjne er det ikke mere forkert at fædre kæmper for forældreretten end
at kvinder gør det.

> Ellers ved jeg ikke hvordan man skal fortolke Klaus Wilmann's (formand
> for Børnerådet) udtalelser om, at det er frygteligt for børnene når mor
> og far ikke kan finde ud af det, og at der jo tit går en lang periode
> før en retssag om forældremyndigheden, hvor der er skænderier osv. osv.,
> hvilket så går ud over børnene.

Jamen det har han jo ret i. Det går ud over børnene. Uanset hvem der kæmper
for forældreretten

> Er det Klaus Wilmann og Børnerådets mening, at fædre skal lade være med
> at kæmpe for at få forældremyndigheden over deres børn, da det jo især
> er pga. fædrenes kamp for forældremyndigheden, at flere og flere
> skilsmisser ender ved domstolen?

Jeg ved det ikke. Kan det ikke tænkes at han hentyder til de mænd der
indleder kampen, og ikke bare kæmper for deres ret i de situationer hvor
kvinden indleder kampen?

> For mig kan det da se ud som om, at det sgu' er lige meget hvad vi fædre
> gør, så er det galt;
> Accepterer vi at det stadigvæk først og fremmest er mødrene der får
> forældremyndigheden, og derved lader os "nøjes med" samvær, så er det
> galt, så kæmper vi ikke nok for vores børn og så "gider" vi dem i
> virkeligheden ikke.
> Ønsker vi så at kæmpe for vores børn, for at vi skal have
> forældremyndigheden, med alt hvad det indebærer også for børnene, så er
> det også galt, for så går det ud over børnene, med skænderier osv. osv.
>
> Hvad fanden skal man så gøre som far?
>
> Hvad vil f.eks. Klaus Wilmann og Børnerådet ha' vi skal gøre så?
> Hvad er deres løsningsforslag på dilemmaet?
>
> Og bare for at I ikke skal tro dette er en desillusioneret og nedtrykt
> far der skriver dette, så har jeg skam mit på det tørre;
> Fulde forældremyndighed over 2 af mine 3 børn, fælles forældremyndighed
> over det sidste.
>

Jeg forstår ikke der skal kæmpes sådan for den forældreret. Vil i hvert fald
selv gøre meget - rigtig meget for at jeg og min mand kan have fældes
forældremyndighed over vores kommende barn , hvis vi skulle være så
uheldige at gå hver til sit.

Men forstår da godt at fædre kæmper for deres ret hvis kvinden ønsker den
fulde forældreret. OG forstår også i nogle situationer at der kæmes for
forældreretten fra begge sider. Men i mange situationer ser jeg glimrende
forældre og ville håbe de kunne enes om forældreretten.

Kan være jeg selv står i situationene i dag - men håber det ikke og så kan
det jo være jeg ser anderledes på tingene.

Laila

---

mus wrote:

> Jamen det har han jo ret i. Det går ud over børnene. Uanset hvem der
> kæmper for forældreretten

Jamen det har han da, kan bare ikke lige se hvad vi skal bruge det til, for
det ved vi jo udemærket godt i forvejen.

> Jeg ved det ikke. Kan det ikke tænkes at han hentyder til de mænd der
> indleder kampen, og ikke bare kæmper for deres ret i de situationer hvor
> kvinden indleder kampen?

Du mener da vel forhåbentligt ikke med ovenstående, at mænd ikke bør/skal/må
starte sager om forældremyndighed, men alene må imødegå situationen når det
er kvinden der har startet en forældremyndighedssag?
Hvis Ja - Hvorfor?
Hvis Nej - Hvad mener du så?

> Kan være jeg selv står i situationene i dag - men håber det ikke og så kan
> det jo være jeg ser anderledes på tingene.

Der sker sgu' tit ting og sager med folk der går fra hinanden, de går jo
næppe fra hinanden fordi de er bedste venner - Det er i hvert fald nok ikke
så tit det sker.


Mvh. Jan

---

Jan Allan Andersen <akkernospam@ofir.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:cgtmps$asl$1@news.net.uni-c.dk...
> mus wrote:
>
> > Jamen det har han jo ret i. Det går ud over børnene. Uanset hvem der
> > kæmper for forældreretten
>
> Jamen det har han da, kan bare ikke lige se hvad vi skal bruge det til,
for
> det ved vi jo udemærket godt i forvejen.

Selv om alle ved det ser det jo ud til at flere og flere ikke tænker over
dette. Siden der bliver flere og flere sager.

> > Jeg ved det ikke. Kan det ikke tænkes at han hentyder til de mænd der
> > indleder kampen, og ikke bare kæmper for deres ret i de situationer hvor
> > kvinden indleder kampen?
>
> Du mener da vel forhåbentligt ikke med ovenstående, at mænd ikke
bør/skal/må
> starte sager om forældremyndighed, men alene må imødegå situationen når
det
> er kvinden der har startet en forældremyndighedssag?
> Hvis Ja - Hvorfor?
> Hvis Nej - Hvad mener du så?

Nej jeg mener begge parter der indleder kampen. Vil altid kunne forstå dem
der forsvarer og kæmper for sin ret når kampen er indledt.

Men jeg forstår helt sikkert ikke hvorfor der fra starten skal kæmpes. Der
er selvfølgelig situationer hvor jeg kan forstå det. Men der er flere sager
hvor jeg ikke forstår det. Hvor begge parter er gode forældre.

> > Kan være jeg selv står i situationene i dag - men håber det ikke og så
kan
> > det jo være jeg ser anderledes på tingene.
>
> Der sker sgu' tit ting og sager med folk der går fra hinanden, de går jo
> næppe fra hinanden fordi de er bedste venner - Det er i hvert fald nok
ikke
> så tit det sker.
>

Ja jeg har fuld forståelse for det er svært. Men tiden lægger jo mange sår.
Som sagt er det jo lykkedes for de fleste at bevare fælles forældremyndighed
i vores omgangskreds - men det har da taget noget tid at nå dertil. De har
måttet bide meget i sig og det har kostet mange tårer. Dvs mange gange hvor
de har været uenige, har de bidt det i sig og lært at acceptere at de ikke
gør tingene på helt den samme måde.

I dag fungerer det.

Det virker ofte på mig som om man mere prøver at ramme hinanden, end man
egentlig gør det i den hensigt at det er barnets bedste.
Og det er altså ligegyldigt hvem der indleder kampen. Men ved du om det er
moderen eller faderen der oftest indleder kampen?


LN

---

mus wrote:
>
> Jeg ved det ikke. Kan det ikke tænkes at han hentyder til de mænd der
> indleder kampen, og ikke bare kæmper for deres ret i de situationer
> hvor kvinden indleder kampen?

Hej

Jeg ser tit at dette sker:

Mor og far går fra hinanden, de bliver eninge om at børnene bliver sammen
med mor, mor lover at "selvfølgelig skal børnene se deres far... lige så
meget de / far har lyst", efter 3 - 5 mdr sker der en af følgende:

1. mor finder en ny kæreste (så nu skal familiebilledet (det nye) op og
hænge. Far skal holdes fra børnene!

2. Far finder en ny kæreste, og børnene skal ihvertfald ikke have en ny
mor!, så far skal holdes fra børnene

3. Børnene giver udtryk for at de gerne vil være hos deres far, samme
reaktion... børnene skal holdes fra deres far.

blot 3 eventuelle grunde til at følgende sker:

Alle løfter brydes, far bliver sendt i Statsamtet, tildeles enten overvåget
samvær (ved små børn) eller at han kan se børnene hver anden weekend + 1
hverdag i den uge hvor han ikke ser dem.

Børnene reagere ved et større savn, bliver frustrerede, bliver trukket ind i
forældrenens kamp (mors for at få far væk, fars for at få lov til at være
til stede i børnenes liv) (allerede her vælger nogle fædre at starte en FM
retsag), mor kontakter SA, meddeler at der er problemer med samværet, SA
stopper samværet for at undersøge sagen, der går flere mdr hvor børnene ikke
ser deres far (her er der nogen fædre der starter en FM retsag, som er
umulig at vinde da faderens kontakt med børnene har været begrænset, mor er
den primære omsorgsperson). Ser det ud til at far har en chanse for at
vinde, så er der nogen mødre der vælger den ultimative løsning; de råber
INCEST! (se DR1 dokumentaren "farvel far").

Mit bedste råd til alle fædre som ønsker at være i deres børns liv efter en
skilsmisse:

Få ALT på skrift, stemplet og godkendt i SA INDEN du flytter ud af børnenes
liv, stoler du ikke på din ex's løfter, så bliv boende sammen med børnene,
så kan konen flytte (hvorfor er det altid manden der skal flytte?, fordi vi
er naive?, tror at løfter er løfter?, for at skåne børnene for konflikter?)

Ps. jeg er ikke blind for at der er fædre der flytter fra deres ansvar,
fædre som ikke er interreseret i at være "primær omsorgsperson", osv.
Men fælles for de fleste fædre er at ovenstående sker (løfter bliver brudt,
samvær bliver beskåret).
Samt at retssystemet ikke efterlader plads til at der er fædre som har taget
del i børnenesopvækst, som vil være bedre omsorgsperson end moderen (for er
der en FM retsag, så skal FM placeres), når mor siger "jeg var den der stod
op om natten og passede børnene", og far siger det sammen; så kam man næsten
fornemme at dommeren sidder og griner indeni "tror han at jeg er idiot....
ha... skulle det havde været faderen der stod op om natten...pfff"

Og jeg er sikker på at der kommer en masse svar på dette lange indlæg,
beklager at jeg ikke svarer på dem (og hvis jeg gør så bliver det korte
svar), jeg har lige været gennem en 2 år lang FM retsag, begge børn er - mod
deres vilje - blevet flyttet over til deres mor, jeg kæmper for at komme for
Højesteret, men løber panden mod en mur alle steder. Jeg blev nægtet alle
former for bevisførelse i både byretten og i landsretten (udtalelser fra
børnehave, Sfo, dagpleje), alle disse udtalelser ville havde understøttet
MINE påstande om at jeg altid havde været den primære omsorgsperson, at det
var mig der havde taget alle børnenes sygedage, at moderen NÆGTEDE at hente
børnene når personalet ringede til hende for at sige at børnene var syg
"ring til faderen", var hendes svar, osv, osv.

Lorte retssystem!

---

"Brian k" <brian@nospam.com> skrev i en meddelelse
>
> Jeg ser tit at dette sker:

- klip nogle trælse erfaringer -

Det er så DINE erfaringer, og jeg er enig i, at hvis det er en nogenlunde
korrekt beskrivelse, burde det ikke være sådan.

MINE erfaringer er, at mange fædre - når de først er ude af Statsamtet - har
mere end svært ved at finde tid til at være sammen med deres børn.
Det har muligvis osse været sådan FØR skilsmissen.

Jeg synes, det er dejligt, hvis fædre i højere grad end før vil kæmpe for at
være sammen med børnene, men den kamp står mere effektivt FØR skilsmissen
end i Statsamtet.
Og måske allervigtigst: At det ikke ses som en kamp, men som et samarbejde.
Det vil gavne alle parter.

Jeg kan så forstå på dig, at du oplever, at det ikke har nyttet, og det
lyder alvorligt træls.
Jeg føler med dig.

Hilsen Inger

---

> Hej
>
> Jeg ser tit at dette sker:
>
> Mor og far går fra hinanden, de bliver eninge om at børnene bliver sammen
> med mor, mor lover at "selvfølgelig skal børnene se deres far... lige så
> meget de / far har lyst", efter 3 - 5 mdr sker der en af følgende:
>
> 1. mor finder en ny kæreste (så nu skal familiebilledet (det nye) op og
> hænge. Far skal holdes fra børnene!
>
> 2. Far finder en ny kæreste, og børnene skal ihvertfald ikke have en ny
> mor!, så far skal holdes fra børnene
>
> 3. Børnene giver udtryk for at de gerne vil være hos deres far, samme
> reaktion... børnene skal holdes fra deres far.
>
> blot 3 eventuelle grunde til at følgende sker:

Ja jeg har nu meget sjældent set moderen finde en ny mand så hurtigt. Mange
kvinder er faktisk gode til at være alene. I modsætning til mange mænd
. Det er bare hvad jeg ser rundt omkring. Men selvfølgelig er det ikke
altid sådan. Men i de situationer jeg kender til har kvinderne været flere
år om(på nær 1 situation) at finde en ny mand, mens deres exmænd har nået at
have 3-10 forskellige kærester i denne tid .

> Alle løfter brydes, far bliver sendt i Statsamtet, tildeles enten
overvåget
> samvær (ved små børn) eller at han kan se børnene hver anden weekend + 1
> hverdag i den uge hvor han ikke ser dem.
>
> Børnene reagere ved et større savn, bliver frustrerede, bliver trukket ind
i
> forældrenens kamp (mors for at få far væk, fars for at få lov til at være
> til stede i børnenes liv) (allerede her vælger nogle fædre at starte en FM
> retsag), mor kontakter SA, meddeler at der er problemer med samværet, SA
> stopper samværet for at undersøge sagen, der går flere mdr hvor børnene
ikke
> ser deres far (her er der nogen fædre der starter en FM retsag, som er
> umulig at vinde da faderens kontakt med børnene har været begrænset, mor
er
> den primære omsorgsperson). Ser det ud til at far har en chanse for at
> vinde, så er der nogen mødre der vælger den ultimative løsning; de råber
> INCEST! (se DR1 dokumentaren "farvel far").

Ja sikke noget svineri. Må heldigvis ske meget sjældent. Jeg har i hvert
fald aldrig hørt om nogen - andet end i tv.

> Mit bedste råd til alle fædre som ønsker at være i deres børns liv efter
en
> skilsmisse:
>
> Få ALT på skrift, stemplet og godkendt i SA INDEN du flytter ud af
børnenes
> liv, stoler du ikke på din ex's løfter, så bliv boende sammen med børnene,
> så kan konen flytte (hvorfor er det altid manden der skal flytte?, fordi
vi
> er naive?, tror at løfter er løfter?, for at skåne børnene for
konflikter?)

Det er da ofte moderen der flytter - men tager børnene med. Ofte sælges
huset og begge flytter.
Jamen kan man stille regler op for hvordan en kamp skal køres. Det lykkedes
da heldigvis stadig mange at få en god ordning.
Kan godt forstå du er bitter i din situation.

> Ps. jeg er ikke blind for at der er fædre der flytter fra deres ansvar,
> fædre som ikke er interreseret i at være "primær omsorgsperson", osv.
> Men fælles for de fleste fædre er at ovenstående sker (løfter bliver
brudt,
> samvær bliver beskåret).

Jeg vil ikke sige det er sådan for de fleste fædre - men da helt sikkert for
nogen.
Det er jo tit sådan at når man er i en bestemt situation, møder man ofte
mane ligesindede. Det gælder ved mange ting her i livet. Skilsmisser, sygdom
etc etc.

> Samt at retssystemet ikke efterlader plads til at der er fædre som har
taget
> del i børnenesopvækst, som vil være bedre omsorgsperson end moderen (for
er
> der en FM retsag, så skal FM placeres), når mor siger "jeg var den der
stod
> op om natten og passede børnene", og far siger det sammen; så kam man
næsten
> fornemme at dommeren sidder og griner indeni "tror han at jeg er idiot....
> ha... skulle det havde været faderen der stod op om natten...pfff"

Ja selvfølgelig er der nogen forældrepar hvor manden er den primære
omsorgsperson. Ser bare ikke mange. I min egen omgangskreds er der kun 1
eksempel herpå og her har moderen på eget initiativ (et par år, efter
skilsmissen) besluttet at barnet bør være hos faderen. Tror det er en meget
meget sværd beslutning for en mor. Men meget flot beslutning. Så husk det
er altså ikke alle kvinder der er de rene uhyrer. Men der er bestemt også
mænd der er uhyer. Og så er der mange situationer hvor begge parter er
voksne og kan finde ud af at samarbejde.

I alle de øvrige situationer jeg ser i min omgangskreds er det helt klart
kvinden der er den primære omsorgsperson. Så er det da svært at lade et barn
blive hos faderen. Og ligeså omvendt når det er faderen der er den primære
omsorgsperson.

> Og jeg er sikker på at der kommer en masse svar på dette lange indlæg,
> beklager at jeg ikke svarer på dem (og hvis jeg gør så bliver det korte
> svar), jeg har lige været gennem en 2 år lang FM retsag, begge børn er -
mod
> deres vilje - blevet flyttet over til deres mor, jeg kæmper for at komme
for
> Højesteret, men løber panden mod en mur alle steder. Jeg blev nægtet alle
> former for bevisførelse i både byretten og i landsretten (udtalelser fra
> børnehave, Sfo, dagpleje), alle disse udtalelser ville havde understøttet
> MINE påstande om at jeg altid havde været den primære omsorgsperson, at
det
> var mig der havde taget alle børnenes sygedage, at moderen NÆGTEDE at
hente
> børnene når personalet ringede til hende for at sige at børnene var syg
> "ring til faderen", var hendes svar, osv, osv.
>
> Lorte retssystem!
>

Ja jeg forstår godt din situation er hård og at du er bitter. Og ja i din
situation er det da noget svineri og i alle de situationer, der ligner din
ligeså.
Men det må da også være lidt svært, hvis begge forældre siger det samme.
Hvem skal de tro på. Ja og børnehaver mm. er jo ikke uvildige personer - de
er jo ofte dybt indvolverede og hvordan skal man så vægte deres udtalelser.

Under alle omstændigheder er jeg imod man spørger børnene (medmindre det er
store børn). Det er ikke deres ansvar-beslutning, men forældrenes.

Hvor meget ser du dine børn nu?
Håber alt går godt for dig og føler med dig.

LN

---

Mus wrote:

> Ja jeg har nu meget sjældent set moderen finde en ny mand så hurtigt. Mange
> kvinder er faktisk gode til at være alene. I modsætning til mange mænd
> . Det er bare hvad jeg ser rundt omkring.

Det kan jo som sådan heller ikke overraske, hvis det er sådan.

Mændene får jo frataget deres børn og ser dem nu pludselig kun ganske få
dage om måneden. Mændene har derfor pludselig et stort overskud af tid,
hvor de kan finde nye bekendtskaber.

Kvinderne derimod har nu som enlig forælder de fleste af ugens dage
pludselig meget mere at se til, så de har mindre tid til at finde en ny.

---

Holst <newsaug04@shelter.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:41344260$0$288$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

Mus wrote:

> Ja jeg har nu meget sjældent set moderen finde en ny mand så hurtigt.
Mange
> kvinder er faktisk gode til at være alene. I modsætning til mange mænd
> . Det er bare hvad jeg ser rundt omkring.

>Det kan jo som sådan heller ikke overraske, hvis det er sådan.

>Mændene får jo frataget deres børn og ser dem nu pludselig kun ganske få
>dage om måneden. Mændene har derfor pludselig et stort overskud af tid,
>hvor de kan finde nye bekendtskaber.

>Kvinderne derimod har nu som enlig forælder de fleste af ugens dage
>pludselig meget mere at se til, så de har mindre tid til at finde en ny.

Ha Ha nåh det er derfor Ja det kan jo have en sammenhæng - men jeg ser
det nu også i de situationer, hvor der ikke er børn eller børnene er fløjet
fra reden.

LN

---

"Jan Allan Andersen" <akkernospam@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:cgsgh8$v1f$1@news.net.uni-c.dk...
> Nu skal det åbenbart også være forkert, at fædre kæmper for at få
> forældremyndigheden over deres børn ifm. skilsmisse.
>
> Ellers ved jeg ikke hvordan man skal fortolke Klaus Wilmann's (formand
> for Børnerådet) udtalelser om, at det er frygteligt for børnene når mor
> og far ikke kan finde ud af det, og at der jo tit går en lang periode
> før en retssag om forældremyndigheden, hvor der er skænderier osv. osv.,
> hvilket så går ud over børnene.

Vi kunne komme ud over problemet ved at gøre følgende. Mødre med ulige
fødselsdato får som udgangspunkt ikke forældremyndigheden, mens mødre med
lige fødselsdatoer som udgangspunkt får forældremyndigheden.
I mine øjne så er de fleste forældre jo almindelige og gode forældre, så der
er ikke noget der taler for at det er bedst at mødrene får børnene. Fædrene
kan jo være ligeså gode.
Min ordning ville nok også mindske antallet af skilsmisser - i hvert fald i
de familier hvor moderen har en ulige fødselsdato Så kunne det jo være,
at de tænkte sig om endnu en gang. Det er simpelthen for nemt bare at gå
hver til sit - og specielt for kvinderne. De har jo stort set deres på det
tørre med ca. 90% chance for at få børnene og så kan vi fædre bare stå der
og hoppe - betale en gang om måneden og køre frem og tilbage og hente og
bringe de børn som er blevet degraderet fra ønskebørn til "samværsbørn"..

Flere børn hjem til fædrene.

Jacob

---

>
> Vi kunne komme ud over problemet ved at gøre følgende. Mødre med ulige
> fødselsdato får som udgangspunkt ikke forældremyndigheden, mens mødre med
> lige fødselsdatoer som udgangspunkt får forældremyndigheden.
> I mine øjne så er de fleste forældre jo almindelige og gode forældre, så
der
> er ikke noget der taler for at det er bedst at mødrene får børnene.
Fædrene
> kan jo være ligeså gode.
> Min ordning ville nok også mindske antallet af skilsmisser - i hvert fald
i
> de familier hvor moderen har en ulige fødselsdato Så kunne det jo
være,
> at de tænkte sig om endnu en gang. Det er simpelthen for nemt bare at gå
> hver til sit - og specielt for kvinderne. De har jo stort set deres på det
> tørre med ca. 90% chance for at få børnene og så kan vi fædre bare stå
der
> og hoppe - betale en gang om måneden og køre frem og tilbage og hente og
> bringe de børn som er blevet degraderet fra ønskebørn til "samværsbørn"..
>
> Flere børn hjem til fædrene.
>
> Jacob
>

Hvor har du fra at det åbenbart oftere er kvinden der ønsker skilsmissen.
Det er vel også forholdsvis let for manden. Der er i hvert fald mange
skilsmisser der sker pga manden.

Og så vil jeg lige sige at jeg fortsat kender mange unge familier, hvor det
til stadighed er kvinden, der trækker det store slæb mht børn.

Men bedste løsning ville da være hvis man kunne finde ud af fælles
forældreret.

Alle de venner jeg har i min bekendstskabskreds der er skilte, er det
heldigvis lykkedes dem at fungere med fælles forældreret. Og i langt
overvejende del af den gruppe er bruddet kommet pga mandens utroskab.

LN

---

Mus wrote:

> Alle de venner jeg har i min bekendstskabskreds der er skilte, er det
> heldigvis lykkedes dem at fungere med fælles forældreret. Og i langt
> overvejende del af den gruppe er bruddet kommet pga mandens utroskab.
>
> LN

Hej

bare kort bemærkning

for 2 år siden blev der lavet en undersøgelse i USA om utroskab, den viste
at kvinderne føre stærk 71 % af alle forespurgte kvinder havde haft en
affære, kontra 44% mænd.

En tilsvarende undersøgelse blev så lavet for Europa, delt op i lande, også
her førte kvinderne markant (kan dog ikke huske tallene)

---

Brian k <brian@nospam.com> skrev i en
nyhedsmeddelelse:cgt3hk$2pjd$1@news.cybercity.dk...
> Mus wrote:
>
> > Alle de venner jeg har i min bekendstskabskreds der er skilte, er det
> > heldigvis lykkedes dem at fungere med fælles forældreret. Og i langt
> > overvejende del af den gruppe er bruddet kommet pga mandens utroskab.
> >
> > LN
>
> Hej
>
> bare kort bemærkning
>
> for 2 år siden blev der lavet en undersøgelse i USA om utroskab, den viste
> at kvinderne føre stærk 71 % af alle forespurgte kvinder havde haft en
> affære, kontra 44% mænd.
>
> En tilsvarende undersøgelse blev så lavet for Europa, delt op i lande,
også
> her førte kvinderne markant (kan dog ikke huske tallene)
>

Ja nu er statistikker jo nogen gang til at lukke op og sk... i.
Det afhænger altid af hvem der laver undersøgelsen - har du lagt mærke til
det.
Tror ikke på det. Tror mænd og kvinder er lige gode om det.

LN

---

Mus wrote:

> Og så vil jeg lige sige at jeg fortsat kender mange unge familier, hvor
> det til stadighed er kvinden, der trækker det store slæb mht børn.

Ditto her, hvilket jeg personligt beklager dybt.

> Men bedste løsning ville da være hvis man kunne finde ud af fælles
> forældreret.

Helt enig - Og få det til at fungere


Mvh. Jan

---

"Jan Allan Andersen" skrev

> Nu skal det åbenbart også være forkert, at fædre kæmper for at få
> forældremyndigheden over deres børn ifm. skilsmisse.

NÅ!?!?

> Ellers ved jeg ikke hvordan man skal fortolke Klaus Wilmann's (formand
> for Børnerådet) udtalelser om, at det er frygteligt for børnene når mor
> og far ikke kan finde ud af det, og at der jo tit går en lang periode
> før en retssag om forældremyndigheden, hvor der er skænderier osv. osv.,
> hvilket så går ud over børnene.

Så vidt jeg ser, skriver du når "mor OG far", det vil sige begge parter.
Det står ikke kun FAR....

> Er det Klaus Wilmann og Børnerådets mening, at fædre skal lade være med
> at kæmpe for at få forældremyndigheden over deres børn, da det jo især
> er pga. fædrenes kamp for forældremyndigheden, at flere og flere
> skilsmisser ender ved domstolen?

Nej, det er der da ingen der har udtalt. Der skal to til et skænderi, og
derfor er det begge parter der menes, hvilket du også starter dit indlæg med
at skrive.

> For mig kan det da se ud som om, at det sgu' er lige meget hvad vi fædre
> gør, så er det galt;

Vend det 180 grader og leg mig. Så skulle jeg sidde nu og sige :Det er da
for galt! Nu mener Klaus Wilmann, at vi kvinder skal lade være med at kæmp
for vores børn og bare lade fædrene få dem, hvis de kræver det."

> Hvad vil f.eks. Klaus Wilmann og Børnerådet ha' vi skal gøre så?
> Hvad er deres løsningsforslag på dilemmaet?

Spørg dem!

> Og bare for at I ikke skal tro dette er en desillusioneret og nedtrykt
> far der skriver dette, så har jeg skam mit på det tørre;
> Fulde forældremyndighed over 2 af mine 3 børn, fælles forældremyndighed
> over det sidste.

Men åbenbart en far, som er lidt nærtagende, når det kommer til
forældremyndigheds sager..

Der er da for pokker ingen, der har nævnt fædrene som bussemænd.

Men skilsmisse og kamp om barnet ER voldsomt for barnet.
Men jeg forstår også godt forældrene. Jeg ville til enhver tid kæmpe for
mine børn. Det samme ville deres far. Vi elsker jo begge vores børn, vil
gerne præge dem mest muligt og ingen af os ønsker at mangle dem i vores
dagligdag.
Det er meget svært med den slags.

Nette

---

Må jeg komme med et lille pip, som mange sikkert vil blive vrede over:

LAD VÆRE MED AT BLIVE SKILT, HVIS I HAR BØRN!

Børnene er ALTID tabere i en skilsmisse.

Hvis ikke ægtefællen ligefrem er alkoholiker eller tæver jer, så æd jeres
stolthed/forfængelighed i jer og gør en indsats for at blive sammen i stedet
for at rende ved det første tilfældige sidespring.

NB: Dette gælder selvfølgelig ikke dem, der virkelig har prøvet, men ikke
kan klare det. Det gælder kun de alt for mange, der betragter såvel
ægtefæller som venner som en slags forbrugsgoder, som man kasserer, når man
finder noget "bedre."

Det var et lille surt opstød fra en, der har været gift med en samme i 37 år
og nydt det det meste af tiden (så jeg kan jo sagtens komme her og gøre mig
klog...

Per V.

---

"vadmand" <perve@(fjerndette)post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:41324352$0$282$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
>
> Må jeg komme med et lille pip, som mange sikkert vil blive vrede over:
>
> LAD VÆRE MED AT BLIVE SKILT, HVIS I HAR BØRN!

Jeg læste et interview med en mand, der havde været gift med den samme i 60
år (tag den, Vadmand . Han blev spurgt, om han aldrig havde overvejet
skilsmissse. Han svarede: "Skilsmisse! Nej aldrig, men mord!"

Det var åbenbart blevet ved tanken, for han var da ikke enkemand endnu.

Tine.

---

"Cat" <ss.dd@ff> skrev i en meddelelse
news:bErYc.41682$Vf.2204721@news000.worldonline.dk...
>
> "vadmand" <perve@(fjerndette)post.tele.dk> skrev i en meddelelse
> news:41324352$0$282$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> >
> > Må jeg komme med et lille pip, som mange sikkert vil blive vrede over:
> >
> > LAD VÆRE MED AT BLIVE SKILT, HVIS I HAR BØRN!
>
> Jeg læste et interview med en mand, der havde været gift med den samme i
60
> år (tag den, Vadmand . Han blev spurgt, om han aldrig havde overvejet
> skilsmissse. Han svarede: "Skilsmisse! Nej aldrig, men mord!"
>
> Det var åbenbart blevet ved tanken, for han var da ikke enkemand endnu.
>
Det minder mig om en historie, min far engang fortalte:

Gamle Ane i kæret havde mistet sin mand efter 60 års ægteskab. Præsten
besøgte hende for at trøste og holdt en lang tale om alle den afdødes
fortræffeligheder. Da praæsten efter en halv time holdt en pause for at få
ejret, bemærkede konen stille: "Ja, a ku no ett li ham..."

Per V.

---

fjerndette wrote:

> LAD VÆRE MED AT BLIVE SKILT, HVIS I HAR BØRN!

Vred og vred ..... Næh.
Men igen, en kommentar/udtalelse som man jo egentlig ikke kan bruge til en
dyt!
Du "ødelægger" det jo selv i din uddybning;
Gælder ikke for der bliver tævet, lever med misbrugere osv., heller ikke for
dem der virkeligt har prøvet, men hvor det bare ikke går alligevel.
Så har du lige sådan fjernet en hel del

Men ellers vil jeg da give dig ret

Når man har børn sammen, så burde hensynet til børnene være så stort, at man
virkeligt forsøger stort set alt for at blive sammen - Men også her er der
selvfølgelig forbehold for vold, misbrug osv.


Mvh. Jan

---

"Jan Allan Andersen" <akkernospam@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:cgtm72$apd$2@news.net.uni-c.dk...

>
> Når man har børn sammen, så burde hensynet til børnene være så stort, at
man
> virkeligt forsøger stort set alt for at blive sammen - Men også her er der
> selvfølgelig forbehold for vold, misbrug osv.
>
Mit "opstød" var egentlig også mest affødt af, at jeg både her i gruppen og
især også i dk.snak.seksualitet støder på denne "forbrugermentalitet", dvs
at man dropper kæresten for en ny model, når man finder noget bedre, eller
hvis han/hun ikke lever 100% op til det ideal, man åbenbart synes, man har
"krav" på. og den livsstil synes jeg, man har valgt fra i samme øjeblik, man
har fået børn.

Per V.

---

"vadmand" <perve@(fjerndette)post.tele.dk> skrev i en meddelelse

> Må jeg komme med et lille pip, som mange sikkert vil blive vrede over:

Gerne.
Jeg bliver ikke vred, men undres.

>
> LAD VÆRE MED AT BLIVE SKILT, HVIS I HAR BØRN!
>
> Børnene er ALTID tabere i en skilsmisse.

Og grunden til min undren: Ja, børn er tabere i enhver skilsmisse.
Men de tager mere skade af at leve år ind og år ud i et konfliktfyldt
ægteskab/forhold (viser al den forskning, jeg har hørt om), end de tager
skade af en skilsmisse.

Så MIT råd ville i stedet være: Kære forældre. Lær at være sammen og løse
jeres konflikter på en ordentlig måde - gerne INDEN I får børn.
Glem alt om et konflikt- og gnidningsfrit familieliv, hvor solen altid
skinner, vasketøjet bliver rent på magisk vis, og tålmodige forældre altid
har overskud til altid søde børn.
Det eksisterer kun i gamle film og nye reklamer og falske erindringer..

I stedet for: Find ud af at håndtere det bøvl, regn-og-slud-vejr, sure
sokker og overgylpede silkebluser og vrangvillige børn og ægtefæller, som
hører til i virkelighedens verden.

Og erkend, at forældre-RET ikke eksisterer.
Kun forældre-MYNDIGHED.
DET vil være sundt for jeres børn, og vel osse for jer selv.

Hilsen Inger

---

" Inger Pedersen" <inger_mp@FJERNDETTEhotmail.com> skrev i en meddelelse
news:41325eae$0$202$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
Ja, børn er tabere i enhver skilsmisse.
> Men de tager mere skade af at leve år ind og år ud i et konfliktfyldt
> ægteskab/forhold (viser al den forskning, jeg har hørt om), end de tager
> skade af en skilsmisse.

Det er den undskyldning, man altid bruger. Min påstand er, at det
"konfliktfyldte" i mange tilfælde drejer sig om reelle bagateller, som kunne
overvindes, hvis forældrene liod være med at opføre sig som forkælede
småbørn. Selvfølgelig findes der konflikter af den art, du nævner, men jeg
er sikker på - har set det mange gange - at det gælder et mindretal af de
forhold/ægteskaber, der faktisk bliver opløst.

> Så MIT råd ville i stedet være: Kære forældre. Lær at være sammen og løse
> jeres konflikter på en ordentlig måde - gerne INDEN I får børn.
> Glem alt om et konflikt- og gnidningsfrit familieliv, hvor solen altid
> skinner, vasketøjet bliver rent på magisk vis, og tålmodige forældre altid
> har overskud til altid søde børn.
> Det eksisterer kun i gamle film og nye reklamer og falske erindringer..

Jamen så er vi jo enige. Det var PRÆCIS det, jeg mente. (Se også mit svar
til Han).

Per V.

---

--
"vadmand" <perve@(fjerndette)post.tele.dk> wrote in message
news:41324352$0$282$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
>
> Må jeg komme med et lille pip, som mange sikkert vil blive vrede over:
>
> LAD VÆRE MED AT BLIVE SKILT, HVIS I HAR BØRN!
>
> Børnene er ALTID tabere i en skilsmisse.
>

For 1 år siden ville jeg have været enig med dig og kæmpet med næb og kløer
for at bevare ægteskabet for børnenes skyld, men nu er det sådan, at jeg har
oplevet noget andet, idet jeg endelig for et år siden tog skridtet til at
forlange skilsmisse fra min mand, som jeg havde været gift med i 17 år. Set
i bakspejlet skulle det være sket meget før. Der var mange årsager til at
jeg tog beslutningen, men børnene var en af dem. Vores uligheder mht. til
børneopdragelse gav sig ofte udslag i, at han til stadighed skældte ud, når
der var den mindste anledning til det - og jeg glattede ud, trøstede og
forsøgte at opbygge selvtillid hos dem. Aftensmåltiderne var af og til
slemme, når jeg ønskede fredelig familieidyl og snak om dagens oplevelser,
hvor han fandt det mere vigtigt, at børnene sad ordentligt ved bordet og
opførte sig anstændigt.

Hans konflikter med børnene har, hvad jeg senere har erfaret, også givet
anledning til at den store dreng har kontaktet børnetelefonen for at få råd
og hjælp.

Efter separationen har han pludselig fundet ud af, at han er nødt til at
gøre sig fortjent til, at børnene har lyst til at være sammen med ham.
Tidligere har han taget det som en selvfølge - og ofte et nødvendigt onde,
at de var der. Nu har han vist fundet ud af, at hans tidligere
opdragelsesmetoder ikke holder, hvis han vil bevare kontakten til sine børn.
Dette har bevirket, at børnene idag har et mere konfliktfrit samvær med
deres far til glæde for både faren og børnene.

Jeg kunne godt forestille mig ham køre en kamp for at tilkæmpe sig
forældreretten, for han har jo nu fundet ud af, at han faktisk savner dem,
når de ikke er der hver dag. Og det kan jeg godt forstå - jeg synes blot det
er tankevækkende, at der skulle en skilsmisse til for at få ham til at indse
det. Jeg håber, vi undgår denne kamp, for det vil ikke blive rart for nogle
af os - mindst af alt børnene.

Mon ikke, denne mekanisme ofte sker i andre skilsmissesager? Jeg kan ikke
forestille mig, at min situation er enestående.

Og selvom børnene har været kede af skilsmissen - er kede af, at deres
forældre ikke er sammen - synes jeg ikke de er tabere i denne skilsmisse. De
har faktisk vundet deres far tilbage, som har været "fraværende" i en
årerække.

--
mvh Hanne
(remove _nojunk from email address)

---

Nette wrote:

> Så vidt jeg ser, skriver du når "mor OG far", det vil sige begge parter.
> Det står ikke kun FAR....

Ja ..... Og?
Når det skete før i tiden, de forholdsvis få gange det skete, da har det
ikke givet anledning til nogen særlige specielle kommentarer.
Men nu, hvor flere mænd ønsker, ja, nogen gange endda tillader sig at kræve,
at tage ansvar for deres børn, hvilket så bl.a. kan ses i antallet af sager
om forældremyndigheden, ja så kræver det en speciel kommentar.
Hvorfor mon?

> Nej, det er der da ingen der har udtalt. Der skal to til et skænderi, og
> derfor er det begge parter der menes, hvilket du også starter dit indlæg
> med at skrive.

Det kan overhovedet ikke ses.
Det man kan undres over er, som jeg skrev ovenfor, at det først er nu, hvor
mænd i højere grad ønsker at få forældremyndigheden, at det åbenbart er
påkrævet med en speciel kommentar - Hvorfor først nu?

> Vend det 180 grader og leg mig. Så skulle jeg sidde nu og sige :Det er da
> for galt! Nu mener Klaus Wilmann, at vi kvinder skal lade være med at
> kæmp for vores børn og bare lade fædrene få dem, hvis de kræver det."

Hvorfor skulle I kvinder dog sige/tænke det?
Igen - Før i tiden, da der ikke var så mange retssager om forældremyndighed,
var det åbenbart ikke det store problem, det er det først blevet nu hvor
mændene ønsker forældremyndigheden, ergo kan man vel næsten kun konkludere,
at det må være mændene der ses som problemet.
Men problemerne er vel ens for det enkelte barn, ligegyldigt om det er få
eller flere børn det drejer sig om?
Hvorfor så først udtale sig specifikt om problematikken for børnene nu, hvor
mændene åbenbart (og heldigvis da) kommer mere på banen?

>> Hvad vil f.eks. Klaus Wilmann og Børnerådet ha' vi skal gøre så?
>> Hvad er deres løsningsforslag på dilemmaet?
> Spørg dem!

Det jeg mener er, at hvad kan man egentligt bruge den udtalelse til?
Tror da nok at langt de fleste udemærket er klar over, at den situation der
eksisterer før og under sådan en retssag, ikke er skide ideelt for børnene,
så det er jo bare en almindelig at fyre af, som man ikke kan bruge til
noget som helst - Og som en såkaldt børneekspert ikke burde fyre afsted
uden yderligere kommentarer, for før kan man ikke bruge det til noget.

> Men åbenbart en far, som er lidt nærtagende, når det kommer til
> forældremyndigheds sager..

Nej, jeg er ikke lidt nærtagende, jeg er meget nærtagende

Bare fordi jeg selv har mit på det tørre, og uden nogen form for kamp og
diskussion der kunne gå ud over ungerne, så kan jeg ikke lade være med at
tage mig af og blive harm, når jeg har hørt for mange historier om fædre
der bliver udsat for en totalt urimelig behandling i systemet, og om børn
der mere eller mindre mister kontakten til deres fædre pga. systemets ofte
alt for oldnordiske syn på forældremyndighed og samvær.

Når det så er sagt vil jeg også gerne lige have lov at sige, at jeg bliver
ligeså harm og forarget når jeg hører om fædre der sjofler samværet med
deres børn, skider på hvad de har lovet børnene og efterlader det til mor
at måtte forklare, hvorfor det lige nu er at far igen, igen, lige
pludseligt alligevel ikke kunne være sammen med deres barn.


Mvh. Jan

---

> Bare fordi jeg selv har mit på det tørre, og uden nogen form for kamp og
> diskussion der kunne gå ud over ungerne, så kan jeg ikke lade være med at
> tage mig af og blive harm, når jeg har hørt for mange historier om fædre
> der bliver udsat for en totalt urimelig behandling i systemet, og om børn
> der mere eller mindre mister kontakten til deres fædre pga. systemets ofte
> alt for oldnordiske syn på forældremyndighed og samvær.

Nu må du lige forklare mig noget. Som sagt har jeg aldrig selv stået i
sitiationen og i min omgangskreds er der kun et par der har været ude i en
forældreretssag. Betyder forældreret ikke bare forældremyndighed dvs det er
denne forældrepart der tager beslutningerne vedr barnet. Men den anden part
mister jo ikke bare kontakten med barnet herved. Så skal der være særlige
omstændigheder, der gør at denne part er uegnet til at tage vare på barnet
og så tilbydes denne part, i tvivlstilfælde, vel at se sit barn under opsyn
i første omgang?

Dvs betyder forældreret at den anden part plusdselig ikke må se barnet så
ofte som før sagen er kørt? Sker dette bare automatisk?

Har en veninde, der engang undersøgte sagerne ved forældreret. Mener hun
sagde at det ikke betød andet at det så var hende der traf beslutningerne,
men at fadderen ville se barnet lige så meget som før. De endte med ikke at
køre en sag og moderen valgte faktisk senere at lade barnet bo hos fadderen.
Men de har fælles forældreret og hun har deres barn hos sig alt det det kan
lade sig gøre. Hun vurderede simpelthen at fadderen var den der på det
tidspunkt kunne give barnet de mest trygge forhold. Se det var flot set og
gjort. Hører meget sjældent om det. De to forældre har et super forhold til
hinanden og de er begge super loyale overfor hinanden.

LN

---

"Jan Allan Andersen" skrev

> Ja ..... Og?

Ja, så mener der jo begge forældre og ikke kun den ene part!

> Når det skete før i tiden, de forholdsvis få gange det skete, da har det
> ikke givet anledning til nogen særlige specielle kommentarer.

Nej, nu er det jo ofte sådan, at des tydeligere tingene bliver i vores
samfund, des større debat får de. I dag, hvor der er flere mænd, der søger
forældremyndighed, er dette også blevet tydeligere. Og måske har man i dag
lært og set, hvad der sker med de børn, der tidligere har været udsat for
forældrenes stridigheder.
Men jeg mener nu altid, så langt jeg kan huske tilbage, at forældrenes
interne kiven og stridigheder er gået ud over børnene. Dette er altså ikke
noget nyt.

> Men nu, hvor flere mænd ønsker, ja, nogen gange endda tillader sig at
kræve,
> at tage ansvar for deres børn, hvilket så bl.a. kan ses i antallet af
sager
> om forældremyndigheden, ja så kræver det en speciel kommentar.
> Hvorfor mon?

Fordi det er blevet synligere i vores samfund. Men igen, jeg mener klart at
have læst lige så lang tid, jeg har kunnet og har interesseret mig for
emnet, at forældre har skændes omkring børnenes opvækst.
Men som du selv skriver, så er fænomenten "far vil have forældremyndigheden"
nyskabt, hvis man ser bort fra de få, der gjorde det tidligere. Man kan ikke
skabe en debat om et ikke-eksisterende problem.
I dag, hvor fædre også kan få forældremyndigheden, bliver problemet om at
fædre ikke får nok indflydelse på børnene, når mor har forældremyndigheden
til gengæld ikke diskuteret så højlydt som før i tiden.
Tiderne skifter, problemerne gør også og i kølvandet af det, skifter
debatterne også.

> > Nej, det er der da ingen der har udtalt. Der skal to til et skænderi, og
> > derfor er det begge parter der menes, hvilket du også starter dit indlæg
> > med at skrive.
>
> Det kan overhovedet ikke ses.

Hvad er det, der ikke kan ses?

> Det man kan undres over er, som jeg skrev ovenfor, at det først er nu,
hvor
> mænd i højere grad ønsker at få forældremyndigheden, at det åbenbart er
> påkrævet med en speciel kommentar - Hvorfor først nu?

Fordi striden forældrene imellem måske aldrig har været så høj, som den er i
dag.

> Hvorfor skulle I kvinder dog sige/tænke det?

Fordi mændene er kommet på banen, og eftersom de er det, så menes det
åbenbart at kvinderne skal trække følehornene tilbage og lade dem komme til.
Hvorfor skulle KW ellers udtale sig, som han gør? Hvorfor nævner han så
ikke, at det er mændene der er problemet, hvis det er sådan det forholder
sig? Eftersom han ikke nævner det, så må det helt sikkert være fordi, han
mener at det er kvinderne der nu skal holde sig tilbage. Magen til
mandschauvenist!

> Igen - Før i tiden, da der ikke var så mange retssager om
forældremyndighed,
> var det åbenbart ikke det store problem, det er det først blevet nu hvor
> mændene ønsker forældremyndigheden, ergo kan man vel næsten kun
konkludere,
> at det må være mændene der ses som problemet.

Nej, det er der ingen der siger. Det er fordi du ser det snæversynet. Jeg
kommer jo netop med en snæversynet kvindelig holdning der matcher til din
ovenfor. Den holder nøjagtig lige så meget vand, som din holdning gør.

Problemet er ikke mændene. Problemet er blot at der i dag ER et problem ved
den slags sager og derfor opfordres FORÆLDRENE til at finde en løsning i ro
og mag.

> Men problemerne er vel ens for det enkelte barn, ligegyldigt om det er få
> eller flere børn det drejer sig om?

SUK,---ja, men det bliver mere synligt, des flere der står med problemet.

> Hvorfor så først udtale sig specifikt om problematikken for børnene nu,
hvor
> mændene åbenbart (og heldigvis da) kommer mere på banen?

Se ovenfor.

> Det jeg mener er, at hvad kan man egentligt bruge den udtalelse til?
> Tror da nok at langt de fleste udemærket er klar over, at den situation
der
> eksisterer før og under sådan en retssag, ikke er skide ideelt for
børnene,
> så det er jo bare en almindelig at fyre af, som man ikke kan bruge til
> noget som helst - Og som en såkaldt børneekspert ikke burde fyre afsted
> uden yderligere kommentarer, for før kan man ikke bruge det til noget.

Måske for at gøre forældrene opmærksom på at andre har det lige sådan? Måske
for at gøre fædrene opmærksomme på at de ikke er ene og at de i dag har en
chance, for at få børnene? Måske for at få forældrene, der netop er midt i
en "kamp" til at stoppe op et par minutter og tænke sig om? Måske, måske,
måske....
Een ting er i hvert fald sikkert,- så længe du ikke kender begrundelsen for
det, så synes jeg ikke, du skal udtale dig negativt om det.

> Bare fordi jeg selv har mit på det tørre, og uden nogen form for kamp og
> diskussion der kunne gå ud over ungerne, så kan jeg ikke lade være med at
> tage mig af og blive harm, når jeg har hørt for mange historier om fædre
> der bliver udsat for en totalt urimelig behandling i systemet, og om børn
> der mere eller mindre mister kontakten til deres fædre pga. systemets ofte
> alt for oldnordiske syn på forældremyndighed og samvær.

Det kan jeg heller ikke, og jeg vil give dig ret i, at der endnu er mange af
dem. Men...derfra og så til at blive nærtagende og forvride nogle
udtalelser, der mener jeg, der er langt. Jeg synes, det er store krav at
stille, hvis KW skulle have sagt "Dette er ikke myntet på fædrene. Jeg
mener ikke, de skal holde op med at kæmpe for børnene med mine ord. Jeg
mener heller ikke at kvinderne skal til at slippe taget og lade mændene
komme til. Jeg siger ikke dette for at far skal føle sig harm og jeg siger
det heller ikke for at mor skal føle sig harm. Jeg siger det blot fordi det
i dag er et problem, som jeg ser og som måske kan give stof til eftertanke."
Han kan da ikke vide, at hans ord ville blive misforstået så groft. For mig
at se, er det underforstået, hvem han henvender sig til: forældrene!!!!

> Når det så er sagt vil jeg også gerne lige have lov at sige, at jeg bliver
> ligeså harm og forarget når jeg hører om fædre der sjofler samværet med
> deres børn, skider på hvad de har lovet børnene og efterlader det til mor
> at måtte forklare, hvorfor det lige nu er at far igen, igen, lige
> pludseligt alligevel ikke kunne være sammen med deres barn.

Jamen det er så en anden side af det. Det bliver også debateret oftere og
oftere. Det er blevet mere synligt, der er kommet flere skilsmisser og så
har det også fået en større omtale.

Nette