I kronikken i dagens Jyllandspost, på:
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=2543482
skriver dr phil Alex Wittendorff blandt andet noget om tidligere tiders
holdninger til homoseksualitet, som strider mod hvad jeg ellers har
hørt:
»Sekulariseringen, der konkret måtte blive et opgør med Bibelen som Guds
ufejlbarlige ord, har været en lang og kompliceret proces. Et par
eksempler, der demonstrerer, at vi her har at gøre med både menneskesyn,
etik og jura, kan måske være oplysende. I 1613 blev sognepræsten i
Brandsted sogn, Peder Jensen, dødsdømt og brændt offentligt for
homoseksualitet. Christian IV gav ordre til, at det skulle ske
offentligt til advarsel for andre. Der fandtes på det tidspunkt ikke
nogen bestemmelse i den verdslige lovgivning om dødsstraf for "sodomi",
og henrettelser for den slags foregik efter Bibelens ord herom (3.
Mosebog 20,13).
I Danske Lov fra 1683 kom bestemmelsen fra Bibelen ind: »Omgængelse, som
er imod Naturen, straffes med bål og brand« (6,13,15). Men ved samme tid
og navnlig i det følgende århundrede skete der en ændring af mange
synsmåder, som især slog igennem hos jurister og andre uddannede folk i
centraladministrationen. Da en ny sag om homoseksualitet kom frem i 1744
manifesterede dette sig. Sagen er fra Boring ved Horsens, hvor en ældre
mand, Rasmus Væver, og en yngre bondesøn, Laurids, blev taget med
bukserne nede om hælene. Rygtet om sagen nåede sognepræsten i Hvirring,
Peder Holst, som gik til retten efter at have forhørt de to.
Herredsfogeden følte sig så usikker, at han forelagde sagen for landets
øverste justitsmyndighed, Danske Kancelli. Her beklagede generalprokurør
J. S. Wartberg, at sagen »på grund af blind og uforsigtig nidkærhed«
overhovedet var blevet kendt, og han gjorde, hvad han kunne for at
argumentere for en mild dom.
Det fulgte herredsretten, selv om anklageren forlangte Rasmus Væver dømt
til døden på bålet. Rasmus Væver blev idømt to års tvangsarbejde og
derefter livsvarig forvisning fra Jylland, og Laurids blev løsladt under
henvisning til hans unge alder og uvidenhed. Wartberg fik kongen til at
stadfæste herredsrettens dom, og dermed blev appel til Viborg Landsting
forhindret.
Når disse to bøssesager fra 1613 og 1744 er værd at sammenligne er det,
fordi de viser, at der var sket et skred, som fortsatte i den følgende
tid. I 1613 var der ingen tvivl, Bibelens ord gjaldt, og manden blev
brændt offentligt. I 1744 var herredsdommeren usikker, og den fremsynede
embedsmand og jurist J. S. Warberg, præget af naturretten og den
begyndende oplysningstid, hindrede ved juridisk snilde at Bibelens og
Danske Lovs bestemmelser blev ført ud i livet. Han var i øvrigt
meddirektør på Komediehuset og en nær ven af Holberg. Han ønskede, at
sagen aldrig var blevet rejst. Det var ikke langt fra, at sognepræsten i
Hvirring blev gjort til den virkelig skyldige, fordi han ved »blind og
uforsigtig nidkærhed« havde bragt sagen frem.«
--
Per Erik Rønne