On Thu, 17 Jun 2004 23:56:47 +0200, "Jasper Norman"
<Ahrensbach@FJERNEStele2adsl.dk> wrote:
>
>Håber nogen har en idé til hvordan man sliber sådan én, så jeg kan spare på
>giften
>
Giv giften til bondemanden, han går alligevel ned snart, hvis han
driver landbrug som han sliber skæreredskaber...
Til selve høstarbejdet skal du have en strygespån ti at vedligeholde
skarpheden og derudover en slibesten til at slibe den op en gang
imellem. Strygespån fås stadig i velassorterede
byggemarkeder/foderstof-forretninger og det efterhånden
allestedsnærværende Harald Nyborg.
Her er lidt le-historie snuppet fra Ejgilds Hjemmside
http://w1.1985.telia.com/~u198500897/leen.html
"Optegnet af rentier Karl Simonsen Brøndum (_Ejgild bedstefar_) pr
Hobro. Oplysningerne er fra sidst i attenhundrede og halvfemserne og
er fra min føde by Øls og sogn. (født 1884)
Side1
Leen
Den samme le brugtes både til græsslåning og til at høste korn,
dog kunne der bruges en ringere til at høste korn, end til
græsslåning. Selve leen blev benævnt med bladet, odden, ryggen, æggen
og låret, og på enden af låret var en dup der gik ind i et hul i
ledraget for at sidde fast. For en ny le var den normale længde målt
langs ryggen, 40 tommer, langs æggen
38 tommer, og bredden 3½ tomme ved låret, og så åginge jævnt af til
odden. Lårets længde var 5 tommer,
selve lebladets stilling blev bestemt af den normale. Lebladet blev
sat på draget, det skete ved at smeden varmede låret på leen så det
kunne bøjes og derved bestemme om lebladet skulle gå tættere eller
længere fra jorden, havde smeden en grov slibesten blev leen slebet
der den s Si 2 første gang. Lebladet var ikke slebet helt til fra
fabrikken! Den mest brugte måde at skærpe leen på var ved slibning,
dog var der enkelte der brugte at penne og var leen pennet rigtig
kunne den holde sig skarp meget længere end når den var slebet på
slibesten. Der blev slebet på æggen, og det var noget af en kunst at
få den rette æg uden at få bund. Slibestenen måtte hverken være for
hår eller for blød, skulle leen pennes brugtes der her en lille
ambolt, et stykke af en jernbjælke og en hammer til dette brug. Til
græsslåning skulle der slibes eller pennes tiere end ved at høste
korn. Det var morgen og middag det foregik og det tog længere tid at
lære at gøre det rigtig, for at leen kunne holde biddet. Til at holde
leen skarp under arbejdet brugtes en strygespån. Det var et 10 tommer
langt, 1½ tomme bredt tyndt stykke træ hvorpå var smurt tjære iblandet
sand eller smergel og kaldtes henholdsvis, tjærestik og smergelstik.
Der kunne med tiden sætte sig et lag på strygestikken, så måtte den
skrubbes ren i vand, så kunne den hvæsse igen, når der skulle stryges
begyndtes ved odden og indefter, til at begynde med måtte der ikke
stryges for hårdt, men som leen blev mere sløv skulle der mere tryk
til, det tog også sin tid at lære at bruge stikken rigtig, jo nærmere
middag og afsendes tiere skulle der stryges for så begyndte leen at
blive så døv at der måtte slibes eller pennes igen. Havde købmanden
været uheldig at få leen mod en sten eller et muldskud var det særlig
galt at få leen skarp, så måtte der slibes på ny. Som før nævnt
brugtes nye leer til at slå græs med ,men de halvslidte kunne bruges
til at høste korn med. Da der ikke kunne fås hjemme-
smedede leer mere blev der købt støbeståls eller udhamrede leer fra
Hammerværk. Her i Himmerland var det mest leer fra Zinks Hammerværk
(Godthåb) Det var til sådan at en voksen karl havde sin egen le som
han flyttede med sig når han skiftede plads."
B SIDE 4