---

Lidt hjælp til og debat af en låst situation søges:

Jeg er for 2 år siden flyttet ind hos min kæreste, der har tre store børn,
som regelmæssigt kommer hos os - weekends og delte ferier.

Det går som regel godt, men det sidste halve årstid føler jeg mig påført en
rolle jeg bestemt ikke ønsker. Jeg skal sørge for mad, rengøring, vask og
tøj. Dertil opdrage og underholde. Sådan føler jeg det, men det er nok
overdrevet. Jeg har fornemmelsen af at have gæster i et hus jeg dårlig nok
føler er mit eget hjem endnu.
Jeg fokuserer på dårligdommene nu - ulækre spisevaner, ingen bad i ugevis,
rod og ragelse og masser af andre småting.
Det er min kærestes børn, og de er her for at være sammen med ham. Jeg synes
han tager denne opgave lidt lunkent - OK - han kører dem rundt til alt
muligt for det har jeg nægtet for lang tid siden, men han overlader efter
min mening engagementet i børnene til mig. Det er mig der skal foreslå,
sætte grænser, skælde ud og løse konflikter.
Mine egne børn er voksne og har deres eget liv. Jeg har med andre ord -
udstået min læretid som teenager forældre.

Ind imellem har vi kunnet diskutere problemet, men den eneste løsning er, at
jeg "flygter" et par dage til familie eller venner. Denne løsning tager lige
toppen af frustrationerne for en kort periode, og der er grænser for hvor
lang tid man kan leve på feltfod på denne måde.

Nu her efter 14 dages gæstebud med store børn, der ikke kan finde ud af om
de er gæster eller bor her, er jeg ved at være der hvor jeg har den største
lyst til at flytte permanent. Jeg drømmer om at få mit eget hjem igen - i
fred og ro. Denne løsning strider i den grad mod mine andre følelser for
faderen.

Jeg ville gerne vide om andre har fundet løsninger på en lignende situation
eller blot en debat om emnet, der kan inspirere lidt til at komme ud af det
dødvande jeg synes at befinde mig i.

MVH Karen

---

"KBP" <kbpHHH@post.tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:40e740e7$0$161$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...

> Det går som regel godt, men det sidste halve årstid føler jeg mig påført
en
> rolle jeg bestemt ikke ønsker. Jeg skal sørge for mad, rengøring, vask og
> tøj. Dertil opdrage og underholde. Sådan føler jeg det, men det er nok
> overdrevet.

På dette tidspunkt i dit indlæg gættede jeg på, at det er skrevet af en
kvinde.

Jeg tror du er ramlet ind i et klassisk kønsrolleproblem... og skal jeg
skære det meget firkantet og unuanceret ud, så er problemet at kvinder
overdriver med hensyn til at påtage sig ansvaret for de opgaver, der nu
tynger dig. Og at mænd har lidt for let ved at lade være.

Udover at snakke med din partner om problemet, tror jeg ikke du undgår at
sige fra og sætte grænser. Og jeg kan ikke helt finde ud af - udfra dit
indlæg, hvad det egentlig er, der generer dig mest?

Er det, at du skal markere dig i forhold til børnene - at de ikke af sig
selv kan regne ud, hvor rimelige grænser for opførsel er.

Eller er du irriteret over, at deres far ikke i tilstrækkelig grad sætter
grænserne?
Er han i øvrigt enig med dig i de grænser, du føler bliver overskredet?
Eller synes HAN, at børnene opfører sig acceptabelt; at det er DINE grænser,
der er problemet?

> Jeg har fornemmelsen af at have gæster i et hus jeg dårlig nok
> føler er mit eget hjem endnu.

Hvilket jo bestemt ikke er til at leve med for dig! Og sådan skal man ikke
have det i sit eget hjem.

> men han overlader efter min mening engagementet i børnene til mig. Det er
mig der
> skal foreslå, sætte grænser, skælde ud og løse konflikter.

Har du prøvet at lade være? Hvis du er villig til at påtage dig den
ubehagelige rolle, er det forståeligt (men bestemt ikke rimeligt i forhold
til dig) at han lader være.

Prøv at se det fra hans side..... hvis du påtager dig sådanne ubehagelige
opgaver, er det da egentlig ganske bekvemt. Så er HAN fri.

Hvad med at lade være. Altså overlade det til ham. Kan du? Og hvad vil der
ske?

> Nu her efter 14 dages gæstebud med store børn, der ikke kan finde ud af om
> de er gæster eller bor her,

Uanset de er gæster eller bor der burde der ikke være den store forskel på
deres opførsel, vel? Hvis man er gæst flere dage i et hus, tager man sin del
af arbejdet på samme måde, som når man er hjemme. Er man gæst en enkelt dag,
er det OK at springe opvasken etc. over.

Har du snakket med BØRNENE om problemet og forklaret dem, hvor ubehageligt
du synes det er? Hvis de er teenagere, bør de bestemt kunne forstå det?

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <lisbeth_jacobsen@hotmail_com.invalid> skrev i en
meddelelse news:40e7ad04$0$175$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
> "KBP" <kbpHHH@post.tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
> news:40e740e7$0$161$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...
>
> > Det går som regel godt, men det sidste halve årstid føler jeg mig påført
> en
> > rolle jeg bestemt ikke ønsker. Jeg skal sørge for mad, rengøring, vask
og
> > tøj. Dertil opdrage og underholde. Sådan føler jeg det, men det er nok
> > overdrevet.
>
> På dette tidspunkt i dit indlæg gættede jeg på, at det er skrevet af en
> kvinde.

Her har du ret.

> Jeg tror du er ramlet ind i et klassisk kønsrolleproblem... og skal jeg
> skære det meget firkantet og unuanceret ud, så er problemet at kvinder
> overdriver med hensyn til at påtage sig ansvaret for de opgaver, der nu
> tynger dig. Og at mænd har lidt for let ved at lade være.

Jeg har prøvet at lægge ansvaret, men det er også at være usolidarisk med
min kæreste og så må jeg finde mig i alle de ting der generer mig i den
grad.

>
> Udover at snakke med din partner om problemet, tror jeg ikke du undgår at
> sige fra og sætte grænser. Og jeg kan ikke helt finde ud af - udfra dit
> indlæg, hvad det egentlig er, der generer dig mest?

Det har jeg nok også selv problemer med. Jeg synes der er to ting: A. De små
ting ved børnene jeg decideret synes er dårlig opdragelse og dårlige vaner.
B. At min kæreste ikke kan se dem og ikke synes det kan være et problem.
Vi må se at få talt sammen og lagt nogle retningslinier han skal følge op
på. Igen føler ejg at jeg også må opdrage på ham. men det kan være
nødvendigt.
>
> Er det, at du skal markere dig i forhold til børnene - at de ikke af sig
> selv kan regne ud, hvor rimelige grænser for opførsel er.
>
> Eller er du irriteret over, at deres far ikke i tilstrækkelig grad sætter
> grænserne?
> Er han i øvrigt enig med dig i de grænser, du føler bliver overskredet?
> Eller synes HAN, at børnene opfører sig acceptabelt; at det er DINE
grænser,
> der er problemet?
>
> > Jeg har fornemmelsen af at have gæster i et hus jeg dårlig nok
> > føler er mit eget hjem endnu.
>
> Hvilket jo bestemt ikke er til at leve med for dig! Og sådan skal man ikke
> have det i sit eget hjem.
>
> > men han overlader efter min mening engagementet i børnene til mig. Det
er
> mig der
> > skal foreslå, sætte grænser, skælde ud og løse konflikter.
>
> Har du prøvet at lade være? Hvis du er villig til at påtage dig den
> ubehagelige rolle, er det forståeligt (men bestemt ikke rimeligt i forhold
> til dig) at han lader være.
>
> Prøv at se det fra hans side..... hvis du påtager dig sådanne ubehagelige
> opgaver, er det da egentlig ganske bekvemt. Så er HAN fri.
>
> Hvad med at lade være. Altså overlade det til ham. Kan du? Og hvad vil der
> ske?
>
> > Nu her efter 14 dages gæstebud med store børn, der ikke kan finde ud af
om
> > de er gæster eller bor her,
>
> Uanset de er gæster eller bor der burde der ikke være den store forskel på
> deres opførsel, vel? Hvis man er gæst flere dage i et hus, tager man sin
del
> af arbejdet på samme måde, som når man er hjemme. Er man gæst en enkelt
dag,
> er det OK at springe opvasken etc. over.
>
> Har du snakket med BØRNENE om problemet og forklaret dem, hvor ubehageligt
> du synes det er? Hvis de er teenagere, bør de bestemt kunne forstå det?
>
> Mvh. Lisbeth


Det er taget hul på bylden herhjemme og tak for dit brugbare svar. Kærestens
løsning er at tage væk med børnene. Indtil nu har det været mig der har
måttet flytte mig.

Vi skal have en anden ordning med besøg - kortere tid - at han opsøger
børnene og tager dem med en enkelt dag. At de kommer her for at deltage i en
defineret fælles opgave.

Mit alternativ hvis der ikke er vilje og evne til en ændring er en lejlighed
som mit hjem og det holder jeg fast ved.

Endnu engang tak for respons.

MVH Karen