Mr. D kom ind på dette emne (se længere nede)
Udfordringen skrev 2004-06-10:
=== citat start ===
Brev:
Helbredelsesprædikanterne forvirrer mig
Kære Orla Lindskov
Jeg føler mig lidt frustreret. Nu har jeg efterhånden været til
helbredelsesmøder med både danske og udenlandske helbredelsesprædikanter.
Jeg synes, at deres forkyndelse forvirrer mig. Jeg synes, at der kræves så
meget af os syge. Vi skal være rigtigt frelst; vi skal holde op
med at synde; vi må ikke være vantro; etc. - Har helbredelsesprædikanterne
opfattet Gud rigtigt?
Jeg tror ikke på, at Gud presser os mennesker. Men det synes jeg,
helbredelsesprædikanterne gør. Jeg kan ikke finde kærligheden i det.
Jeg er flere gange gået hjem fra helbredelsesmøder og haft det dårligere,
end da jeg kom.
Dog ikke fra Hans Berntsens møder. Jeg håber snart at kunne komme til et af
dine møder.
M.v.h. S.P.
København
Undervisning.
Kære S.P.
Også helbredelsesprædikanter kan komme til at gå baglæns i deres
forkyndelse ligesom alle andre forkyndere. Det er en gammel sag. Det sker,
når de begynder at læse hvert skriftsted som en lov. Nogle kalder det
fundamentalisme. Men for mig er det en negativ fundamentalisme. Bibelen er
jo ikke en lovbog ligesom Koranen, men derimod et opgør med loven som
frelsesvej eller for den sags skyld som vej til Guds hjælp i ethvert
forhold, inklusiv helbredelse.
Det, du har oplevet fra visse helbredelsesprædikanter, det, du kalder
presseri, er nok et forsøg fra helbredelsesprædikanternes side på at
forhindre, at folk "bare" kommer ind for at "hente" en helbredelse og
derefter glemmer alt om den menighed, der formidlede helbredelsen. Eller
for den sag glemmer alt om Gud, som man som oftest udtrykker det.
Men vi skal huske, at Bibelen er en bog med frihedens og fredens budskab til
betrængte sjæle. Den, der har set det, ved, at ethvert skriftsted, der
bliver udlagt som lov og tvang, bliver en løgn.
Du skal dog vide, at det, du har oplevet, ikke er noget nyt. Det har mange
oplevet før dig. I kristendommens 2000-årige historie har mange fået det
dårligt ved at måtte sidde og høre på, at Evangeliets frihedsforkyndelse
blev udskiftet med Lovens tugt -og tvangsforkyndelse.
Men vi skal huske, at både i ord og gerning har Jesus vist os Gud som vor
Himmelske Far. Således lærer han sine disciple at påkalde Gud som vor Fader
i bønnen Fadervor. Og han forkynder en Himmelsk Far, som er den fuldkomne
kærlighed i Mattæusev. 5,48, og som lader sin sol stå op over onde og gode i
Matt. 5,45.
Som sørger for himlens fugle og markens liljer, og så meget mere for sine
børn. Det læser vi i Matt. 6,26-32. Og Han giver dem gode gaver, når de
beder ham om det. Det står i Matt. 7,7-11.
Han er endog god mod de onde og utaknemmelige. Det læser vi i Lukasev.
6,35. Han ligner faderen, der ynkes inderligt over den fortabte, men
hjemvendte søn og tilgiver ham, Lukasev. 15, vers 20-24.
I samme ånd forkynder apostlene om Gud som vor Fader. Det læser vi i
Romerbrevet 1, vers 17.
Hele den nytestamentlige kristendom kan derfor samles i det ene ord: Fader.
Også Luther betoner, at kun i Kristus erkender man Gud på den rigtige måde,
nemlig som Faderen, hvis væsen er kærlighed.
Men i løbet af kirkens historie er dette billede af Gud ofte blevet
tilsløret af gammeltestamentlige forestillinger om en uberegnelig og
straffende Gud, som kræver over-menneskelige præstationer af os. Ja, denne
tilsløring finder stadigvæk sted i visse kristne sammenhænge desværre.
Derfor er det en hovedopgave at fastholde troen på Guds faderkærlighed.
Nogle har endda opgivet troen på Gud, fordi de blev præsenteret for et
forkert billede af Gud.
Kun når vi har det rigtige billede af Gud, kan glæde og fred blive vores
kristne grundstemning, og det er glæde og fred, Jesus lover sine disciple,
og som Paulus ønsker til menighederne.
I Romerbrevet kap. 6, vers 14 understreger Paulus, at kristendommen ikke er
en lovreligion; men en nådereligion. Selvfølgelig kræver en kærlig far ikke
umulige præstationer af sine børn, og han udsætter dem heller ikke for
presseri.
Guds forhold til os er et givende forhold. Det betyder, at når Gud fordrer
noget af os, så har Han allerede givet gaven,dvs. så har Han allerede lagt
evnen ind i os til at kunne opfylde fordringen. Det billede af Gud kan give
os fred og gøre os trygge.
Det er helt afgørende for vores liv, at vi har dette billede af Gud, ellers
bliver vores liv forpestet af frygt og angst, og vi oplever daglig
frustration ved ikke at kunne leve op til de krav, der stilles til os.
Sommetider kræver vi næsten umulige ting af os selv, eller andre gør det;
men Gud stiller ikke fordringer, som vi ikke af Ham har fået evnerne til at
opfylde. Det ene betinger det andet.
Det er netop den forståelse af Gud, vi har fået af Jesus. På den ene side
gør han den uendelige fordring gældende overfor os, som f.eks. i
Bjergprædikenen. Men han tilbyder os også allerførst sin uendelige
hjælpsomhed, og når vi så gør eller prøver at gøre det, som Gud fordrer af
os, ved vi, at vi ikke handler blot af os selv med blot vore menneskelige
kraft og evne; men vi handler i Guds kraft, som de, der bæres frem af Ham
til at gøre Hans vilje.
Så ved vi også, at det ikke er vores egen fortjeneste, når det lykkes for os
at gøre Guds vilje.
I præstations-kristendom, som du har stiftet bekendtskab med på
helbredelsesmøder, lægges vægten på, hvad vi skal gøre for at blive
anerkendt af Gud. Herved bliver Guds virksomhed i os trængt tilbage. Det
er trist; men denne form for kristendom har nok, som jeg har nævnt før,
været til lige så længe, som kristendommen har eksisteret. Men det bliver
den ikke ægte af.
=== citat slut ====
Dette emne kom Mr. D ind på i et indlæg ...
Date: 12. juni 2004 CET 00:09
Subject: Re: mand og kvindelige præster
news:40ca2d90$0$532$edfadb0f@dread14.news.tele.dk
=== citat start ===
Jeg kan prøve at give mit bidrag: At skabninger kan bliver guder er jo ikke
kun en mormonsk lære. Vi kender den også fra bl.a. fremgangsteologien.
Der findes to kontraster i forkyndelsen af disse ting. Den ene er, at vi
skal blive guder eller "som guder". Den anden er, at vi skal få del i
guddommelig natur, som Peter udtrykker det i 2.Pet.1.4.
Vi skal blive guder:
....forkyndes som før sagt bl.a. i fremgangsteologien (den underspilles dog
for tiden på grund af den store modstand, den har fået). Denne forkyndelse
hæftes som regel sammen med, at *Jeg* skal få kraft, *Jeg* skal salves og
*Jeg* skal tjene Herren. *Jeg* sejrer. Jeg hørte for ikke så længe siden et
vidnesbyrd fra en ung mand, der havde haft psykiske problemer. Han kæmpede
meget med dem, indtil Jesus en dag klart sagde til ham, at Jesus var
magtesløs, og at al magt var givet til den unge mand, så han måtte tage et
valg og i den autoritet, der var givet ham, kaste Djævelen på porten. Der er
en meget kraftig fokusering på mennesket og selvet, der har fået overdraget
autoritet og kraft fra Gud. En naturlig konsekvens af dette, er tanken om,
at vi i sidste ende skal blive guder.
Sådanne mennesker lægger vægt på *min* kraft, salvelse, og autoritet, og på
opstandelsen og sejren. De lægger vægt på løven af Juda stamme og på Kristus
som konge, på vækkelse, fremgang, succes og indeførelse af Gudsriget (1000
årsriget) på jord ved de kristnes indsats.
Vi skal få del i guddommelig natur:
....er modsætningen til ovenstående. Jeg ved, at i de evangeliske kredse, er
den "mystiske" enhed mellem Kristus og den troende i disse år dæmpet til
fordel for samfundet med "den ydre Kristus". Ikke desto mindre er det
såkaldte "Kristusliv" en gammel kristen sandhed, hvor man med Paulus siger:
"Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig".
Her siger vi med Johannes døber " Han bør vokse, men jeg blive mindre". I
denne betydning bliver budskabet det diamentralt modsatte af førnævnte. Her
får vi del i den guddommelige natur også kaldet Den "iboende Kristus" i den
troende. Den store forskel er, at her bliver fokus rettet mod Kristus og
ikke mod selvet. Kristus er livet. Jeg skal ikke længere have den vældige
kraft. Kristus er kraften. Jeg skal ikke være salvet. Kristus er den
salvede. Menigheden skal ikke tjene Herren med vældige ting. Kristus tjener
i og igennem menigheden. Jeg skal ikke vinde sejr. Kristus *har* vundet
sejr.
Denne forkyndelse lægger vægt på Kristuslivet, at mit gamle menneske må dø
og Kristus leve i mig, på Jesus som det slagtede lam, der tog al verdens
synd og sejrede i sin død på korset, og det indre korsliv. Denne forkyndelse
siger "Ingen krone uden kors", og mener, at frelsens vej er korsvejen, hvor
mit selv dødes for at Kristus må vokse.
Den guddommelige natur, som vi får del i er nemlig korsets natur. Var det
ikke Augustin, der engang sagde, at korset *er* Guds natur. Det vi så i
Kristus, mens han gik på jorden, er Guds udtrykte billede. Gud er, som vi så
Kristus. Derved bliver den guddommelige natur, som vi får del i det samme,
som Gal 5,22 ...Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed,
mildhed, godhed, trofasthed - For dette er Guds natur
Så nej, jeg tror ikke på, at vi bliver guder. Jeg tror derimod på det
diamentralt modsatte, at vi har fået del i guddommelig natur, og at Kristus
og vi er ét på samme måde som Sønnen og Faderen er ét. Ikke fordi vi har
guddommelige kvaliteter, men fordi HAN har besluttet, at det skal være
således, og HAN har gjort det muligt i Kristus.
=== citat slut ====
Med venlig hilsen,
Mogens Kall, The servant of Michael
--
SETI: Win (vind) 1000 Danish Kr. (around 140 US $), jump ...
2475 news:iBLxc.10366$Vf.570870@news000.worldonline.dk
(use
http://www.google.dk/grphp )
File-number: 2538