---

"Nette" <nettesnetpostfjerndette@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:40beeea4$0$3051$14726298@news.sunsite.dk...

> Selvfølgelig kan man altid føle sig forbigået, men jeg ser det som et
større
> og større problem med mine forældre med årene. Flere af mine venner og
> veninder nævner det samme om deres forældre. Det er som om de bliver mere
og
> mere nærtagende.

Har du tænkt på, at det også kan være børnene, der bliver mere og mere
"firkantede" og selvstændige med årene? Firkantede på den positive måde!!!!

Sagt på en anden måde... måske er det jer (forældrenes børn) der bliver
bedre og bedre til at sige fra og så oplever reaktionen på det?

> Nej, på mine tidligere mødregupper, kan jeg forstå, det er en helt
> almindelig situation.

Har mødregruppen også et bud på, hvornår denne almindelige situation
begynder at optræde og hvad det hænger sammen med? Er det knyttet til en
bestemt alder hos bedsteforældre..... siden du nævner, at det kommer "med
årene". Eller er det bestemte begivenheder, der udløser det?

Sker det for bedsteforældre uanset hvor gamle de er, når de bliver
bedsteforældre? Sker det med andre ord på grund af begivenheden eller på
grund af alderen? Er "unge" bedsteforældre værre/nemmere end "gamle"
bedsteforældre?

Hænger det mon sammen med den tendens, som de fleste sundhedsplejersker
m.fl. oplever - at nutidens forældre er ekstremt usikre på sig selv og hvad
de skal gøre. Er man usikker på sig selv, er det mere oplagt at bliver
irriteret over andres råd og indblanding?

Er man sikker på, at man gør det rigtige, har man bedre overskud til at
klare andres råd. Er man usikker opfattes det nemmere som kritik.

> Alt sammen noget som VI og ikke DE skal tage stilling til eller bestemme.

Jeg er helt enig med dig i, at de nævnte eksempler er noget I og ikke
bedsteforældre skal bestemme. Men jeg er ikke helt med på, hvorfor du nævner
disse ting i en debat om at bedsteforældre er nærtagende? Det lyder mere som
eksempler på bedsteforældre, der bliver (af dig) opfattet som dominerende.
Jeg kan ikke få øje på, at det afslører, at de (også) er nærtagende.

> Havde de villet råde os, selvom vi ikke spurgte om råd, eller blot havde
> spurgt ind af interesse. kunne de have omformuleret det.

Ohhhhh..... jeg synes altså det her også er et tegn på, at BØRNENE er lidt
nærtagende.

Prøv at overvej, hvilke motiver der ligger bag deres indblanding? Der er som
regel positive intentioner bag - hvilke tror du, der ligger bag, når jeres
børns bedsteforældre blander sig?


> Det seneste eksempel jeg har set var min venindes bryllup. Hun ønskede sig
> et lille stille og roligt bryllup, men inden hendes mor og moster var
færdig
> med at arrangede, hvilket hun bad dem indtrængende om ikke at gøre, så var
> det endt med stor kjole, stor bryllupslagkage, telt i haven, store rober
og
> en masse stress.

Sådan noget kan en mor og moster kun arrangere, hvis bruden giver dem lov!
Hvordan i alverden kan det ellers foregå? Man kan ikke tvinge et normalt
fungerende voksent mennesker til stor kjole, stor bryllupslagkage, telt i
haven etc. Mon ikke det dybest set har passet din veninde ganske godt at
nogen har sørget for den helt store omgang? Ellers forstår jeg nemlig ikke
overhovedet, at hun ikke bare sagde "nej tak" til andres arrangeren!?

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" skrev

- Og gjorde mig skide forvirret, fordi hun havde skiftet emnelinien ud og
jeg først opdagede den i dag.

> Har du tænkt på, at det også kan være børnene, der bliver mere og mere
> "firkantede" og selvstændige med årene? Firkantede på den positive
måde!!!!

Jeps. Sagen er jo netop, at det altid har været sådan. Vore forældre havde
samme problem med deres forældre i sin tid.
Min veninde nævnte det for sine bedsteforældre, som så skældte hendes
forældre ud,- netop fordi de selv i sin tid, havde været træt af deres
indblanding.
Jeg har ligeledes en moster ( efternøler) som tydeligt husker dengang hun
fik sin den første, OG den anden...Hun siger, det var frygteligt og
heldigvis kan hun også ponge lidt til vore forældre med det ind imellem. Hun
er ret god til at opfange en situation og så provokere hendes holdning ( som
er lig vores) ind, inden de andre når at lave indsigelser. Og DET er guld
værd.

> Sagt på en anden måde... måske er det jer (forældrenes børn) der bliver
> bedre og bedre til at sige fra og så oplever reaktionen på det?

Vi er måske blevet bedre til at sige fra. Jeg tror generelt, vi tør være
mere "rebelske" på det punkt i dag end før i tiden. I dag tør vi stå fast på
jorden alene, før i tiden tror jeg vi var mere afhængige af hinanden og
derfor valgte modstanden fra, for husfredens skyld.

> Har mødregruppen også et bud på, hvornår denne almindelige situation
> begynder at optræde og hvad det hænger sammen med? Er det knyttet til en
> bestemt alder hos bedsteforældre..... siden du nævner, at det kommer "med
> årene". Eller er det bestemte begivenheder, der udløser det?

Jeg tror, det er rollen som bedsteforælder, der gør det. Det er ikke blevet
diskuteret som sådan i mødergruppen, eftersom alle oplevede det konstaterede
vi blot at vore forældre bare VAR sådan. Dog var det værst ved dem, hvis
forældre var ældst.

> Hænger det mon sammen med den tendens, som de fleste sundhedsplejersker
> m.fl. oplever - at nutidens forældre er ekstremt usikre på sig selv og
hvad
> de skal gøre. Er man usikker på sig selv, er det mere oplagt at bliver
> irriteret over andres råd og indblanding?

Det tror jeg bestemt ikke. Jeg er ikke spor usikker på mig selv, min bedre
halvdel heller ikke. Ingen af os er i tvivl om hvad vi gør, hvorfor vi gør
det osv.
Jeg tror ikke, man er tilbøjelig til at blive mere irreteret på andres råd,
hvis man er usikker. Så tror jeg nærmere man sluger andres råd råt og
uforsødet.

> Er man sikker på, at man gør det rigtige, har man bedre overskud til at
> klare andres råd. Er man usikker opfattes det nemmere som kritik.

Sådan oplever jeg det ikke. Jeg gør tingene GODT, og derfor bliver jeg
irreteret over folks råd/kritik/indblandene. Jeg kunne bedre forstå de
blandede sig, hvis jeg ikke kunne finde ud af at sørge ordentligt for mine
børn.

> Jeg er helt enig med dig i, at de nævnte eksempler er noget I og ikke
> bedsteforældre skal bestemme. Men jeg er ikke helt med på, hvorfor du
nævner
> disse ting i en debat om at bedsteforældre er nærtagende? Det lyder mere
som
> eksempler på bedsteforældre, der bliver (af dig) opfattet som dominerende.
> Jeg kan ikke få øje på, at det afslører, at de (også) er nærtagende.

Fordi...hvis de ikke "får deres vilje", gør de oprør, blive sure, kede af
det osv. Det var det jeg svarede Anita på, da jeg nævnte det ang. den sidste
barnedåb, og deraf tråden udviklede sig til dette.

> > Havde de villet råde os, selvom vi ikke spurgte om råd, eller blot havde
> > spurgt ind af interesse. kunne de have omformuleret det.
>
> Ohhhhh..... jeg synes altså det her også er et tegn på, at BØRNENE er lidt
> nærtagende.

Nej. Hvis man vil have et budskab ud, må man gøre klart, hvad man vil med
det. Det virker ikke umiddelbart som interesse, når de formulerer det, som
de gør. Så derfor må man gå ud fra, at det ikke er af interesse, der bliver
spurgt. - Jeg skrev dette, for at komme eventuelle skribenter i forkøbet,
som kunne finde på at spørge, om jeg havde overvejet, om bedsteforældrene
kun spurgte af interesse....

> Prøv at overvej, hvilke motiver der ligger bag deres indblanding? Der er
som
> regel positive intentioner bag - hvilke tror du, der ligger bag, når jeres
> børns bedsteforældre blander sig?

Lisbeth, jeg har sgu da ikke lavet andet end at granske i det siden den
første unge kom til.*G*
De er ældre, har mest erfaring og mener de ved bedst. OM det så er af ren
venlighed, så er det mange gange nogle "venlige" råd, som slet ikke hører
hjemme og som er ganske unødvendige at råde om. Bare fordi de mener det og
det var sådan de valgte at gøre, behøver de ikke pådutte næste generation
til at gøre det samme, og så straks blive ked af det, fornærmet, sur eller
lignende, hvis man ikke gør som de siger/råder.
Problemet afspejler sig også på en anden måde. De kan finde på at stille sig
uforstående overfor hvorfor vi ikke forkæler vores børn ligesom de forkæler
dem. F.eks. kan det være ok at hoppe i mormors sofa, for hun synes det er
sååå skønt at se sit barnebarn gøre det. Men hvorfor ikke lade barnet gøre
det herhjemme også?
Hos farmor er det ok at få pålægschokolade på alle madderne, så hvorfor dog
ikke give det lille pus lov til det herhjemme også, når hun nu sidder og ser
sååå ked ud af det, fordi hun skal spise en ostemad først?
Hos Bedstefar får de lov til at sidde og svine, når de spiser. - Men hvorfor
er vi sådan "efter dem" hele tiden, når de vifter med gaflerne fyldt med
mad, glemmer at sætte glasset længere ind på bordet, sidder uopmærksomt og
spiser eller når de taler med mad i munden? Det er da synd, vi er såååå
hårde ved dem. De har helt glemt, at de selv var sådan engang og de kan slet
ikke se det smarte i at man retter på sine børn, sådan de kan begå sig i
samfundet.

> Ellers forstår jeg nemlig ikke
> overhovedet, at hun ikke bare sagde "nej tak" til andres arrangeren!?

Jamen Lisbeth, det er jo netop tilbage til start. Fordi, da hun gjorde
indsigelser og frabad sig alt, gik moderen til lægen og fik nervepiller og
mosteren græd i telefonen flere aftener i træk. Hun gav dem så lov til lidt,
og mere vil som bekendt have mere og inden nogen fik set sig om......blev
det til ngoet helt andet end forventet fra brudens side. Nøjagtig ligesom
barnedåben i mit tilfælde.
Hun KUNNE have valgt at holde på sit, jeg KUNNE have valgt at holde på mit,
men som Anita nævnte, ville det skabe en meget dårlig stemning i hendes
familie, og sådan ville det også have endt her.
Men som jeg også skrev tidligere, så er jeg nu STOPPET allerede ved kasse 1.
Jeg giver mig ikke en tøddel mere for deres ideer eller lyster, hvad angår
mig eller mine børn.

Nette

---

"Nette" <nettesnetpostfjerndette@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:40c97714$0$3048$14726298@news.sunsite.dk...

> Jeps. Sagen er jo netop, at det altid har været sådan. Vore forældre havde
> samme problem med deres forældre i sin tid.

Men at I har problemet med jeres forældre som har haft problemet med deres
forældre siger jo dybest set intet overhovedet om, hvad det egentlige
problem ER!

Mine forældre og svigerforældre har også blandet sig i barnebarnets
opdragelse, ve og vel - men jeg kan ikke se problemet i det. Jeg har taget
det, jeg kunne bruge og ladet resten ligge.

P.t. oplever jeg deres indblanding meget kraftigt - dog på et andet felt end
børn.
Jeg er nybagt haveejer... mine forældre derimod har mange års erfaring med
have. De kan ikke komme på besøg uden at blande sig. Jeg får konstant at
vide, hvad jeg skal og ikke skal - og mange af rådene er TOTALT i strid med
mine holdninger, principper og ønsker. Og de er til tider totalt uforstående
overfor mine meninger og ideer.

Det handler blandt andet om, at min far synes jeg smide et par kilo
kunstgødning i køkkenhaven (hvor jeg ikke vil have kunstgødning), putte
RoundUp på ukrudt, plænerens i græsplængen, sneglegift i drivhuset, klippe
toppen af porrerne, hælde gift på myrerne.......... Listen over hvad jeg bør
og ikke bør ifølge mine forældres haveprincipper er MEGET, MEGET lang. Og
til tider helt på tværs af, hvad jeg mener er rigtigt.

På trods af, at vi til tider er vildt uenige om, hvordan tingene skal gøres,
oplever jeg ikke deres råd og indblanding som du sikkert ville opleve det.
Jeg oplevet det slet ikke som et problem - selvom mine forældre afgjort er
ufortående overfor, at jeg som nybagt, grøn og uvidende haveejer afviser
mange af deres erfaringer, meninger og råd.

Jeg lytter til deres råd. Bruger dem jeg kan og vil bruge. Lader resten
ligge. Og så er den potte da ude efter min mening.

> Jeg tror, det er rollen som bedsteforælder, der gør det.

Det er klart, at der skal børnebørn til, før man kan blande sig som
bedsteforældre. *S*

Og jeg er helt med på, at bedsteforældre kan blande sig på gode og dårlige
måder - men jeg er ikke med på, at bedsteforældre pr. definition bliver
nærtagende og at deres anderledes meninger og holdninger til børneopdragelse
er et problem.

At de har mere anarkistiske og løse regler for at hoppe i sofaen, spise
chokolademader før ostemaden, slik for aftensmaden etc. forstår jeg ikke kan
være et problem. Sådan SKAL bedsteforældre være! De skal være deres
børnebørnes fristed. Det er meningen, at man skal slække på sine
opdragelsesmetoder, når man får børnebørn. For pokker da....

> Det tror jeg bestemt ikke. Jeg er ikke spor usikker på mig selv, min bedre
> halvdel heller ikke. Ingen af os er i tvivl om hvad vi gør, hvorfor vi gør
> det osv.

Så burde det ikke være et problem overhovedet at lytte til andres råd -
tage, hvad I kan bruge og lade resten ligge uden at bekymre sig yderligere.

> Fordi...hvis de ikke "får deres vilje", gør de oprør, blive sure, kede af
> det osv.

Og hvad så? Det er jo ikke DIT problem, HVIS de gør det.

Det er i øvrigt DIN oplevelse, at de bliver sure, kede af det etc.
Det er ikke sikkert, at de selv har samme opfattelse af situationen.

Jeg mangler at se et indlæg fra besteforældre, der harmonerer med dit.... et
indlæg, hvor de begræder, hvor umulige deres børn er overfor børnebørnene og
hvor surt det er, at børnene ikke lytter. *S*

Det modsatte ser og hører jeg derimod tit - bedsteforældre der erkender, at
tingene kan og må gøres på en helt anden måde i dag. De erkender at
meningerne om ernæring er anderledes. At bleer og legetøj er en helt anden
verden end for 25-35 år siden....

> Bare fordi de mener det og det var sådan de valgte at gøre, behøver de
ikke pådutte næste
> generation til at gøre det samme, og så straks blive ked af det,
fornærmet, sur eller
> lignende, hvis man ikke gør som de siger/råder.

Men behøver DU og dine mødregruppeveninder reagerer så voldsomt på deres
indblanding? Det er dét, jeg undrer mig over? Jeg forstår ikke, at det er
problem.

Og talte man med jeres børns bedsteforældre ville det ikke undre mig det
mindste, hvis de kommer med en helt anden oplevelse af situationen. *S*

Jeg tror ikke, jeg vil kunne finde ret mange bedsteforældre, der mener, at
de ved så meget bedre end deres børn og derfor bliver kede af det, rasende,
fornærmede, sure etc. hvis børnene ikke følger deres råd angående
børnebørnene......

> Problemet afspejler sig også på en anden måde. De kan finde på at stille
sig
> uforstående overfor hvorfor vi ikke forkæler vores børn ligesom de
forkæler
> dem. F.eks. kan det være ok at hoppe i mormors sofa, for hun synes det er
> sååå skønt at se sit barnebarn gøre det. Men hvorfor ikke lade barnet gøre
> det herhjemme også?
> Hos farmor er det ok at få pålægschokolade på alle madderne, så hvorfor
dog
> ikke give det lille pus lov til det herhjemme også, når hun nu sidder og
ser
> sååå ked ud af det, fordi hun skal spise en ostemad først?
> Hos Bedstefar får de lov til at sidde og svine, når de spiser. - Men
hvorfor
> er vi sådan "efter dem" hele tiden, når de vifter med gaflerne fyldt med
> mad, glemmer at sætte glasset længere ind på bordet, sidder uopmærksomt og
> spiser eller når de taler med mad i munden? Det er da synd, vi er såååå
> hårde ved dem. De har helt glemt, at de selv var sådan engang og de kan
slet
> ikke se det smarte i at man retter på sine børn, sådan de kan begå sig i
> samfundet.

Hvad du beskriver er situationer, som jeg oplever som stik modsat DIG.

I mine øjne beskriver du bedsteforældre, der er, som bedsteforældre SKAL
være!
Bedsteforældre, der giver deres børnebørn et fristed med mindre stramme
regler, end hos forældrene.

Sådan er mine forældre da også! Og jeg ser ikke noget problem i det - sådan
SKAL det være med bedsteforældre. Hvorfor trækker du ikke bare på
smilebåndet af dine forældre, når de ruller sig ud med deres "anarkistiske"
opdragelsesmetoder, som garanteret er en slækkelse af, hvad du selv blev
udsat for som barn *S*

> Jamen Lisbeth, det er jo netop tilbage til start. Fordi, da hun gjorde
> indsigelser og frabad sig alt, gik moderen til lægen og fik nervepiller og
> mosteren græd i telefonen flere aftener i træk.

Hvad er din venindes problem? Man lader sig ikke tyranisere af andres humør
på den måde! Og gør man, så har man et så stort problem, at jeg vil kalde
det behandlingskrævende! Så er man altså selv den direkte årsag til det
problem, man oplever ved situationen.

Hvad er det, der hindrer din veninde i at sige nej? Hvorfor sagde hun ikke
bare nej?

Jeg oplevede en totalt hysterisk, grædende og sammenbrudt farmor, da jeg
afviste at lade mit barn døbe.
Farfar truede med aldrig at ville se os igen, hvis vi ikke døbte barnet.
Det var en katastrofe for den side af familien.

Om farmor gik til lægen og fik nervepiller aner jeg ikke - men det burde
heller ikke være muligt at få nervepiller fordi ens datter siger nej til
stort bryllup eller barnedåb!

Mit barn blev ikke døbt. Farmor overlevede. Farfar faldt ned igen.
Selvfølgelig var det træls og surt med de reaktioner mens de stod på.
Men man lever jo ikke et liv uden uenighed med andre om måden man gør ting
på..... hverken privat derhjemme eller på arbejde.

> Hun gav dem så lov til lidt,
> og mere vil som bekendt have mere og inden nogen fik set sig om......

Jamen man siger nej, hvis man ikke vil. Det er såre simpelt! Og kan man
ikke, så bør man kigge på sit eget problem og ikke vende bøtten og bilde sig
ind, at det er ANDRE der er problemet og årsagen.

> Hun KUNNE have valgt at holde på sit, jeg KUNNE have valgt at holde på
mit,

Ja!

> men som Anita nævnte, ville det skabe en meget dårlig stemning i hendes
> familie, og sådan ville det også have endt her.

Og?

Hvor meget lader du dig presse til for at undgå en dårlig stemning? Og
hvorfor?

> Jeg giver mig ikke en tøddel mere for deres ideer eller lyster, hvad angår
> mig eller mine børn.

Det gør du vel, hvis deres ideer eller lyster er til gavn for dine børn? *S*

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" skrev

> På trods af, at vi til tider er vildt uenige om, hvordan tingene skal
gøres,
> oplever jeg ikke deres råd og indblanding som du sikkert ville opleve det.
> Jeg oplevet det slet ikke som et problem - selvom mine forældre afgjort er
> ufortående overfor, at jeg som nybagt, grøn og uvidende haveejer afviser
> mange af deres erfaringer, meninger og råd.
>
> Jeg lytter til deres råd. Bruger dem jeg kan og vil bruge. Lader resten
> ligge. Og så er den potte da ude efter min mening.

Men hvordan er reaktionen når de nu ser at du gør alting HEELT forkert,
selvom de jo HAR fortalt dig præcis hvad du skulle gøre?

> I mine øjne beskriver du bedsteforældre, der er, som bedsteforældre SKAL
> være!
> Bedsteforældre, der giver deres børnebørn et fristed med mindre stramme
> regler, end hos forældrene.

Sådan synes jeg bestemt ikke bedsteforældre SKAL være. Bedsteforældre skal
da også kunne blive sure, tage del i opdragelsen og undlade at skade
børnene.

> Hvor meget lader du dig presse til for at undgå en dårlig stemning? Og
> hvorfor?

Det vil jeg godt svare på for mig selv. Nemlig: Stort set ingenting!
Men jeg er tit MEGET i tvivl om det er prisen værd.

Venligst Anita

---

Jeg kan godt se på denne tråd, at jeg må være heldig. Min datter ringer tit
og beder mig og/eller min kone om råd mht børnene (og hun er endda på det
tredje nu, så hun har selv en vis erfaring). Og det sker endda, at hun
følger de råd, hun får.

Der ER jo faktisk tilfælde, hvor man kan have glæde af at trække på andres
større erfaring, både når det gælder børn og mange andre ting.

Per V.

---

"vadmand" skrev

> Jeg kan godt se på denne tråd, at jeg må være heldig. Min datter ringer
tit
> og beder mig og/eller min kone om råd mht børnene (og hun er endda på det
> tredje nu, så hun har selv en vis erfaring). Og det sker endda, at hun
> følger de råd, hun får.
>
> Der ER jo faktisk tilfælde, hvor man kan have glæde af at trække på andres
> større erfaring, både når det gælder børn og mange andre ting.

Helt enig. Men jeg tror ikke hun ringede, hvis I konstant overdyngede hende
med "gode råd". Så se det som et tegn på at jeres indblanding nok er helt
tilpas.

Venligst Anita

---

"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40cabb73$0$173$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...

> Men hvordan er reaktionen når de nu ser at du gør alting HEELT forkert,
> selvom de jo HAR fortalt dig præcis hvad du skulle gøre?

De har forlængst erfaret, at deres datter gør, som HUN finder bedst. *S*

De magtkampe og krige, man kan have i sådanne situationer, har mine forældre
og jeg klaret, da jeg var i puberteten. Tror ikke vi har haft dem EFTER jeg
flyttede hjemmefra. Husker det ikke.

Da jeg flyttede hjemmefra, stoppede jeg i øvrigt med at kalde mine forældre
"far" og "mor" - og begyndte at kalde dem ved navn. Vores forhold til
hinanden ændrede sig også fra at være et forældre/barn forhold til at være
et forhold mellem voksne mennesker, der hver især respekterede, at vi hver
især var ansvarlige for vores eget liv.

Og på trods af, at jeg fik barn, mens jeg i nogles øjne selv var et barn,
oplevede jeg ikke at blive behandlet som et barn af mine forældre.

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" skrev

> > Men hvordan er reaktionen når de nu ser at du gør alting HEELT forkert,
> > selvom de jo HAR fortalt dig præcis hvad du skulle gøre?
>
> De har forlængst erfaret, at deres datter gør, som HUN finder bedst. *S*

Du må være heldig, eller jeg uheldig. Synes bestemt ikke at det er alle folk
i min (sviger)familie der forstår og respekterer dette.

> De magtkampe og krige, man kan have i sådanne situationer, har mine
forældre
> og jeg klaret, da jeg var i puberteten. Tror ikke vi har haft dem EFTER
jeg
> flyttede hjemmefra. Husker det ikke.

Samme her. Men man har jo ikke det samme forhold til fx. svigermekanikken.
Ligesom man heller ikke (føler jeg) kan sætte dem på plads på samme måde som
man kan med sine egne. Jeg kan da godt sige nogle hårde ord til min mor, jeg
ved at hun bliver god igen. Det gør svigermoren også, men hun vil gå og være
usansynligt ked af det i lang tid, og formentlig aldrig helt glemme at jeg
sagde dét dér den gang...

> Da jeg flyttede hjemmefra, stoppede jeg i øvrigt med at kalde mine
forældre
> "far" og "mor" - og begyndte at kalde dem ved navn. Vores forhold til
> hinanden ændrede sig også fra at være et forældre/barn forhold til at være
> et forhold mellem voksne mennesker, der hver især respekterede, at vi hver
> især var ansvarlige for vores eget liv.

Man kan da godt have et respekterende og ligebyrdigt forhold til sine
forældre selvom man kalder dem mor og far. Mine forældre vil altid hedde og
være mor og far.

> Og på trods af, at jeg fik barn, mens jeg i nogles øjne selv var et barn,
> oplevede jeg ikke at blive behandlet som et barn af mine forældre.

Det er rigtig flot. Jeg oplever nu heller ikke at blive behandlet som et
barn. Men nogle mennesker føler at deres erfaringer er de eneste rigtige -
og dermed ønsker de at øse ud af deres "bedreviden". Og fortæller man at man
er uenig i deres synspunkt hører de ikke efter. Men som sagt, det kan være
jeg bare er uheldig.

Venligst Anita

---

"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40d03c94$0$9344$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...

> Jeg kan da godt sige nogle hårde ord til min mor,

Det holdt jeg op med, da pubertetens magtkampe var overstået.
Man kan godt sige fra uden brug af hårde ord.

> Det gør svigermoren også, men hun vil gå og være
> usansynligt ked af det i lang tid, og formentlig aldrig helt glemme at jeg
> sagde dét dér den gang...

Folk bliver sjældent kede af det i ret lang tid, hvis man siger fra på en
venlig måde.


>
> > Da jeg flyttede hjemmefra, stoppede jeg i øvrigt med at kalde mine
> forældre
> > "far" og "mor" - og begyndte at kalde dem ved navn. Vores forhold til
> > hinanden ændrede sig også fra at være et forældre/barn forhold til at
være
> > et forhold mellem voksne mennesker, der hver især respekterede, at vi
hver
> > især var ansvarlige for vores eget liv.
>
> Man kan da godt have et respekterende og ligebyrdigt forhold til sine
> forældre selvom man kalder dem mor og far.

Ja. Jeg påstod heller ikke det modsatte. *S*

Men jeg tror nu det KAN (!) være nemmere at forlade
forældre/barn-relationen, hvis man på en eller flere måder markerer, at nu
er det slut med at være mor, far og barn.

Jeg er ikke mere mine forældres barn. Jeg er deres datter.
De er ikke mere "mor" og "far". De er mine forældre og jeg kalder dem ved
deres navn.

Det sker at jeg en gang imellem bruger "mor" og "far" men det er i helt
særlige situationer. Da jeg blev mor, blev de i øvrigt til bedstemor og
bedstefar. Af en eller anden årsag kalder min datter dem hyppigst ved navn.
Sikker fordi det nok også er det JEG gør.

> Men nogle mennesker føler at deres erfaringer er de eneste rigtige -
> og dermed ønsker de at øse ud af deres "bedreviden".

Og når det er nogen, man er følelsesmæssigt nær knyttet til, er den slags
altid sværere. Min ekskæreste var programmør - vi kom altid op at skændes,
når han ville lære mig noget om computere. *G*

> Og fortæller man at man er uenig i deres synspunkt hører de ikke efter.

Jeg nøjes tit med bare at LYTTE til deres synspunkt og mening. Specielt hvis
vi er uenige og jeg fornemmer (gætter!) at de vil bliver skuffede over, at
jeg ikke følger deres mening/erfaring.

Så når min far fortæller mig, at jeg skal klippe toppen af porrerne, så
siger jeg bare "Aha... og hvorfor skal man det?". Så forklarer han. Og så
nikker jeg. Men dælme om jeg klipper mine porrer.

Og hvis han om en måned eller to undrer sig over, at jeg ikke har klippet
dem, så svarer jeg bare, at "Næh... jeg tror jeg vil gøre det på MIN måde."

Jeg skal fortælle dig om en måned eller to, om han accepterer det. Men det
vil godt nok undre mig, hvis han ikke gør det... han vil måske nok ryste på
hovedet af mig. Og senere på året vil han demonstrere, at hans porrer er
større og flottere end mine. Fordi han også høvler en helvedes masse
kunstgødning over dem - og sikkert tømmer kolonihavens lokumstønde over dem
tillige *LOL*

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" skrev

> Det holdt jeg op med, da pubertetens magtkampe var overstået.
> Man kan godt sige fra uden brug af hårde ord.

Tja, man kan godt have brug for at give en "klar besked" selvom der ikke er
tale om magtkampe. Et eksempel for nylig gik eksempelvis på at hun (min mor)
begyndte at blande sig i nogle økonomiske ting mellem min bror og jeg, hvor
jeg lige måtte markere at det skulle vi nok selv finde ud af. Jeg ser det
ikke som en magtkamp, men at man ind imellem må markere en grænse. Noget jeg
også oplever kan være nødvendigt i forhold til mennesker jeg ikke er i
familie med.

> > Det gør svigermoren også, men hun vil gå og være
> > usansynligt ked af det i lang tid, og formentlig aldrig helt glemme at
jeg
> > sagde dét dér den gang...
>
> Folk bliver sjældent kede af det i ret lang tid, hvis man siger fra på en
> venlig måde.

Hvis man siger ting på en venlig måde til hende, hører hun det slet ikke.
Desværre.

> > Men nogle mennesker føler at deres erfaringer er de eneste rigtige -
> > og dermed ønsker de at øse ud af deres "bedreviden".
>
> Og når det er nogen, man er følelsesmæssigt nær knyttet til, er den slags
> altid sværere. Min ekskæreste var programmør - vi kom altid op at skændes,
> når han ville lære mig noget om computere. *G*

Jeg har intet problem med at acceptere bedreviden, hvis den er reel. Men jeg
gider ikke den der belemrende "nu skal jeg nok lige fortælle dig hvordan man
gør - for dengang jeg blev gift, købte hus, fik barn (alt sammen for ca. 30
år siden) der var det sådan og sådan."

En faktuel viden kan jeg forholde mig til. En viden basseret på Se & Hør og
gamle slidte erindringer føler jeg ikke at jeg kan bruge til så meget.

> > Og fortæller man at man er uenig i deres synspunkt hører de ikke efter.
>
> Jeg nøjes tit med bare at LYTTE til deres synspunkt og mening. Specielt
hvis
> vi er uenige og jeg fornemmer (gætter!) at de vil bliver skuffede over, at
> jeg ikke følger deres mening/erfaring.

Jeg tror også bare at jeg ser lidt sort på det for tiden pga. et par
uheldige oplevelser inden for det sidste ½ års-tid. Og i lyset af dette
frygter jeg lidt hvor slemt det evt. kunne blive, hvis der oven i købet var
børn(ebørn) inde i billedet.

> Jeg skal fortælle dig om en måned eller to, om han accepterer det. Men det
> vil godt nok undre mig, hvis han ikke gør det... han vil måske nok ryste
på
> hovedet af mig. Og senere på året vil han demonstrere, at hans porrer er
> større og flottere end mine. Fordi han også høvler en helvedes masse
> kunstgødning over dem - og sikkert tømmer kolonihavens lokumstønde over
dem
> tillige *LOL*

He... ja det er noget haveejere kan bruge meget energi på at konkurrere om


Mht. have oplever jeg faktisk at mine forældre stort set kun kommer med råd
når jeg spørger, det finder jeg ganske rart og befriende. Ingen dømmende
blikke eller skarpe kommentarer, som jeg oplever på andre områder fra
svigermekanikken.

Venligst Anita

---

"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40d0c776$0$12543$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...

> Tja, man kan godt have brug for at give en "klar besked" selvom der ikke
er
> tale om magtkampe. Et eksempel for nylig gik eksempelvis på at hun (min
mor)
> begyndte at blande sig i nogle økonomiske ting mellem min bror og jeg,
hvor
> jeg lige måtte markere at det skulle vi nok selv finde ud af.

Vi er ikke uenige i, at det kan være nødvendigt at markere, hvor ens grænse
går.

Men når du taler om at gøre det ved at "sætte på plads" og "sige hårde
ord" - men at du ved, at hun bliver "god igen", så viser dit ordvalg mig, at
du gør det på en måde, der måske bidrager mere til dit problem end til at
løse det.

Jeg ville i hvert fald prøve en helt anden metode end "sætte på plads" og
"hårde ord".
Specielt da, hvis problemet dukker op igen og igen.

> Hvis man siger ting på en venlig måde til hende, hører hun det slet ikke.
> Desværre.

Det kan jo skyldes, at der ikke bliver sagt fra på en forståelig måde.
Mange mennesker TROR, at de har sagt fra - men spørger du andre, er det slet
ikke gået op for dem, at der blev sagt fra. Det er så udbredt et problem, at
der holdes massevis af kurser og skrives massevis af bøger om kunsten at
sige fra på en venlig og respektfuld måde, der bliver forstået og
respekteret.

Det hedder at være assertiv. At være assertiv betyder, at man formår at
udtrykke sine meninger og behov på en direkte måde uden at nedgøre hverken
sig selv eller andre.

Hvis man bruger "hårde ord" og "sætter på plads" er man aggressiv og ikke
assertiv.

Jeg aner ikke, om du har hørt om begreberne før. Men ellers er her et par
hurtige link:
http://www.actus.dk/assertiv_kommunikation.htm
http://www.feldstedt.dk/hvad_vi_kan/kurser_aabne/assertiv_kommunikation/


> Mht. have oplever jeg faktisk at mine forældre stort set kun kommer med
råd
> når jeg spørger, det finder jeg ganske rart og befriende. Ingen dømmende
> blikke eller skarpe kommentarer, som jeg oplever på andre områder fra
> svigermekanikken.

Er du klar over, at når du taler om "dømmende blikke" og "skarpe
kommentarer" så er der tale om dine egne subjektive vurderinger, som kan
bero på dine egne følelser mere end på, hvad der reelt foregår.

Lad mig give dig et eksempel:

For nylig havde jeg en aftale med en veninde. Vi sad hver især på vores
arbejdsplads i hver sin ende af byen og havde aftalt at mødes, når vi var
færdige.

Jeg blev først færdig og sendte fluks en mail til min veninde, der på det
tidspunkt var godt stresset fordi tingene drillede hende... hvilket jeg ikke
vidste.

Og da jeg skrev til hende: "Er du snart færdig?" blev hun stiktosset.
Hun opfattede det nemlig ikke som det var ment - men derimod som om jeg
havde vrisset "Er du SÅ snart færdig?".

Og sådan er det med kommunikation. Halvdelen af den (til tider mere) foregår
hos modtager.

Når du oplever, at din svigermor sender "dømmende blikke" eller "skarpe
kommentarer" - er det langt fra sikkert, at din svigermor dømmer dig eller
er skarp. Og under alle omstændigheder er det helt op til DIG, hvordan du
vil opfatte det og reagere på det.

Du kunne jo vælge at trække på skulderen, være ligeglad og gøre som du synes
er bedst. Det er dig selv, der suverænt afgør, om hendes blikke og
kommentarer er underholdende eller generende!

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" skrev

> Vi er ikke uenige i, at det kan være nødvendigt at markere, hvor ens
grænse
> går.

Great

> Men når du taler om at gøre det ved at "sætte på plads" og "sige hårde
> ord" - men at du ved, at hun bliver "god igen", så viser dit ordvalg mig,
at
> du gør det på en måde, der måske bidrager mere til dit problem end til at
> løse det.

Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det. Jeg markerer en grænse,
det er alt. Jeg mener ikke at jeg tænder fuldstændigt af eller noget.

> Jeg ville i hvert fald prøve en helt anden metode end "sætte på plads" og
> "hårde ord".
> Specielt da, hvis problemet dukker op igen og igen.

Det gør det netop ikke når jeg klart og præcist markerer hvor grænsen går.
Men hvis jeg siger tingene på "den pæne måde" så opstår problemet igen og
igen og igen.

> > Hvis man siger ting på en venlig måde til hende, hører hun det slet
ikke.
> > Desværre.
>
> Det kan jo skyldes, at der ikke bliver sagt fra på en forståelig måde.
> Mange mennesker TROR, at de har sagt fra - men spørger du andre, er det
slet
> ikke gået op for dem, at der blev sagt fra.

I svigermors tilfælde vil hun helt klart ikke opfatte at der er sagt fra.
Hun lytter nemlig ikke længe nok til at opfatte hvad den anden part siger.
Hun er et af de mennesker der kun holder mund for tilsyneladende at lytte,
men i virkeligheden gør det fordi hun selv tænker over hvad hun nu skal sige
lige bagefter. Hun afbryder, snakker uafbrudt og tåler ikke stilhed.

> Jeg aner ikke, om du har hørt om begreberne før. Men ellers er her et par
> hurtige link:
> http://www.actus.dk/assertiv_kommunikation.htm
> http://www.feldstedt.dk/hvad_vi_kan/kurser_aabne/assertiv_kommunikation/

Nej, jeg kendte ikke begrebet. Det lyder spændende.

> Er du klar over, at når du taler om "dømmende blikke" og "skarpe
> kommentarer" så er der tale om dine egne subjektive vurderinger, som kan
> bero på dine egne følelser mere end på, hvad der reelt foregår.

Det er jeg fuldt ud klar over. Men ind imellem er der ting der ikke kan
misforstås, ting som jeg ikke er ene om at se osv.

> Lad mig give dig et eksempel:
>
> For nylig havde jeg en aftale med en veninde. Vi sad hver især på vores
> arbejdsplads i hver sin ende af byen og havde aftalt at mødes, når vi var
> færdige.
>
> Jeg blev først færdig og sendte fluks en mail til min veninde, der på det
> tidspunkt var godt stresset fordi tingene drillede hende... hvilket jeg
ikke
> vidste.
>
> Og da jeg skrev til hende: "Er du snart færdig?" blev hun stiktosset.
> Hun opfattede det nemlig ikke som det var ment - men derimod som om jeg
> havde vrisset "Er du SÅ snart færdig?".

Du kunne måske have skrevet: "Er du ved at være færdig?" Din formulering
minder mig om det en mor siger, hvis man var lidt for langsom Men, ja -
subjektivt!

> Og sådan er det med kommunikation. Halvdelen af den (til tider mere)
foregår
> hos modtager.

Helt enig. Men det sker også at kommunikation er klar og tydelig. Herunder
tiltider kropssprog.

> Når du oplever, at din svigermor sender "dømmende blikke" eller "skarpe
> kommentarer" - er det langt fra sikkert, at din svigermor dømmer dig eller
> er skarp. Og under alle omstændigheder er det helt op til DIG, hvordan du
> vil opfatte det og reagere på det.
>
> Du kunne jo vælge at trække på skulderen, være ligeglad og gøre som du
synes
> er bedst. Det er dig selv, der suverænt afgør, om hendes blikke og
> kommentarer er underholdende eller generende!

Jeg er ikke sikker på at jeg kan beslutte mig for at være ligelad. Jeg kan
godt lade som om jeg er ligeglad, men indeni? Nej, det tror jeg ikke jeg kan
ændre.

Venligst Anita

---

Anita skrev bl.a.:
>
> I svigermors tilfælde vil hun helt klart ikke opfatte at der
> er sagt fra. Hun lytter nemlig ikke længe nok til at opfatte
> hvad den anden part siger. Hun er et af de mennesker der kun
> holder mund for tilsyneladende at lytte, men i virkeligheden
> gør det fordi hun selv tænker over hvad hun nu skal sige lige
> bagefter. Hun afbryder, snakker uafbrudt og tåler ikke
> stilhed.
>
Sådan en svigermor er jeg heldig vis lige sluppet af med. LOL


--
MVH Lars
- Enlig far til en lille dreng
www.raaby.dk/kasper

---

"Lars Raaby" skrev

> Sådan en svigermor er jeg heldig vis lige sluppet af med. LOL

He... jah, jeg vil bare ikke af med hendes søn

Venligst Anita

---

"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40d1ff03$0$12543$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> "Lars Raaby" skrev
>
> > Sådan en svigermor er jeg heldig vis lige sluppet af med. LOL
>
> He... jah, jeg vil bare ikke af med hendes søn

Hav tålmodighed - tiden læger alle sår (eller løser alle problemer). Du har
tidsmæssigt fat i den lange ende.

Tine

---

"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40d1603a$0$12548$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...

> Jeg er ikke sikker på at jeg kan beslutte mig for at være ligelad. Jeg kan
> godt lade som om jeg er ligeglad, men indeni? Nej, det tror jeg ikke jeg
kan
> ændre.

Jo ... det kan du godt! *S*
Jeg ved, at det er muligt.

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" skrev

> På trods af, at vi til tider er vildt uenige om, hvordan tingene skal
gøres,
> oplever jeg ikke deres råd og indblanding som du sikkert ville opleve det.
> Jeg oplevet det slet ikke som et problem - selvom mine forældre afgjort er
> ufortående overfor, at jeg som nybagt, grøn og uvidende haveejer afviser
> mange af deres erfaringer, meninger og råd.

Godt så. Det er nogenlunde det samme og alligevel ikke. Fordi, når det
handler om børn er langt de fleste mennesker mere følsomme end når det
handler om haver.
Den slags BURDE man, også som bedste forældre kunne tænke sig frem til.

> At de har mere anarkistiske og løse regler for at hoppe i sofaen, spise
> chokolademader før ostemaden, slik for aftensmaden etc. forstår jeg ikke
kan
> være et problem. Sådan SKAL bedsteforældre være! De skal være deres
> børnebørnes fristed. Det er meningen, at man skal slække på sine
> opdragelsesmetoder, når man får børnebørn. For pokker da....

Ja da, sådan skal de være,- hjemme hos dem selv. Men de skal da ikke sidde
til middag hjemme hos os og, mens børnenne hører på det, f.eks. "Hvorfor må
han dog ikke få den chokolademad? Se på ham, det er da synd, han skal sidde
der og være ved at brække sig over sin ostemad. Jeg synes altså at i er lidt
hårde ved ham."
Det stiller mor og far i et dårligt lys. Desuden skal den slags holdniger
forældrene imellem heller ikke diskuteres mens børnene er tilstede.

> Og hvad så? Det er jo ikke DIT problem, HVIS de gør det.

Nej, og det er også der, jeg er kommet til!!!!
Jeg har forsøgt at gøre alle glade, men alligevel krævede de mere og mere,
og endte til sidst med at blive fornærmede fordi det alligevel kun blev 95%
af det de selv havde haft i tankerne.
Nej, det er ikke mit problem, men jeg mener ikke jeg har gjort noget dumt
ved at forsøge at gøre alle tilfredse. Vi er meget tætte i vores familie,
jeg holder meget af mine forældre, og jeg bryder mig da ikke om at se dem
kede af det.

> Det er i øvrigt DIN oplevelse, at de bliver sure, kede af det etc.
> Det er ikke sikkert, at de selv har samme opfattelse af situationen.

Hmm, når de siger det direkte til mig, så vil jeg da gå ud fra, at det er
det jeg skal stole på??

> Jeg mangler at se et indlæg fra besteforældre, der harmonerer med dit....
et
> indlæg, hvor de begræder, hvor umulige deres børn er overfor børnebørnene
og
> hvor surt det er, at børnene ikke lytter. *S*

Jeg beklager, hverken min mor eller far optræder i nyhedgrupperne. I
forbindelse med barnedåben, var det heller ikke børn overfor børnebørn, men
mere børn overfor forældre.

> Det modsatte ser og hører jeg derimod tit - bedsteforældre der erkender,
at
> tingene kan og må gøres på en helt anden måde i dag. De erkender at
> meningerne om ernæring er anderledes. At bleer og legetøj er en helt anden
> verden end for 25-35 år siden....

De erkender det ja, men der går tid... Og jeg tror som sagt det er ganske
naturligt. De skal jo også først til at tilvænne sig en ny rolle.

> Men behøver DU og dine mødregruppeveninder reagerer så voldsomt på deres
> indblanding? Det er dét, jeg undrer mig over? Jeg forstår ikke, at det er
> problem.

Ingen mor vil bryde sig om at få stukket i hovedet, at det hun gør ikke er
godt nok. Specielt ikke, når hun er ved sin fulde fem, ikke en skid i tvivl
om, hvad hun gør og har det sundt og harmonisk barn.
Og det er faktisk det de indirekte gør. - Siger vi ikke gør det godt nok,
når de kommer med hentydninger til, at vi skal gøre det anderledes. Hvorfor
ellers komme med de "råd"?

> Og talte man med jeres børns bedsteforældre ville det ikke undre mig det
> mindste, hvis de kommer med en helt anden oplevelse af situationen. *S*

Jeg har talt meget, specielt med min mor omkring det. Hun siger blot:
"Nette, du er nød til at høre på os, vi har altså flere års erfaring med
det!"
Dette i forbindelse med hvordan den lille i sin tid skulle ligge og sove,-
du ved, på ryggen, maven eller siden.
I forbindelse med barnedåben her for et par måneder siden, sagde hun:
"Nette, det er mit barnebarn, han er vores allesammens, og jeg VIL med i den
kirke, ellers bliver jeg godt nok ked af det!" - Jeg VED, hun har grædt over
det.
Hun mener ikke selv de blander sig for meget.
Men hvem afgører, hvad der er for meget eller for lidt? Forældrene, der står
med problemet eller bedsteforældrene, som kun er ude i "anden række" overfor
børnenes vel og vel???

> I mine øjne beskriver du bedsteforældre, der er, som bedsteforældre SKAL
> være!
> Bedsteforældre, der giver deres børnebørn et fristed med mindre stramme
> regler, end hos forældrene.

Jeps, men som skrevet længere oppe, så snakker vi her om episoder hos
OS!....

> Sådan er mine forældre da også! Og jeg ser ikke noget problem i det -
sådan
> SKAL det være med bedsteforældre. Hvorfor trækker du ikke bare på
> smilebåndet af dine forældre, når de ruller sig ud med deres
"anarkistiske"
> opdragelsesmetoder, som garanteret er en slækkelse af, hvad du selv blev
> udsat for som barn *S*

Det gør jeg da så sandelig også. Jeg driller dem også ind imellem med at de
på visse områder er blevet blødere med årene, men jeg mener stadigvæk, det
er meget forkert at dem at komme den den slags, når vi er til stede og når
børnene hører på det.
Vær sød at lægge mærke til,- jeg kritiserer ikke deres rolle, som de som
bedsteforældre skal have overfor deres børnebørn. Det jeg kritiserer er den
rolle de påtager sig overfor os i de situationer, hvor vi står med
forældrerollen.

> Hvad er det, der hindrer din veninde i at sige nej? Hvorfor sagde hun ikke
> bare nej?

Lisberh, vores følelser til vores forældre kan være forskellige? Vi er altså
nogle stykker, der gerne vil se vores forældre glade og tilfredse, fremfor
sure og nedtrykte. HVIS en lille ting kunne gøre dem positive frem for
negative, så er vi altså nogle stykker som siger "Hvad herre gud, lad dem
dog..." .

> Om farmor gik til lægen og fik nervepiller aner jeg ikke - men det burde
> heller ikke være muligt at få nervepiller fordi ens datter siger nej til
> stort bryllup eller barnedåb!

Nej, det vil jeg da give dig helt ret i.*G*

> Jamen man siger nej, hvis man ikke vil. Det er såre simpelt! Og kan man
> ikke, så bør man kigge på sit eget problem og ikke vende bøtten og bilde
sig
> ind, at det er ANDRE der er problemet og årsagen.

Jeg mener altså ikke, man har et problem, fordi man gerne vil gøre sine
forældre glade. Jeg VILLE gerne slække lidt på mig selv, hvis det kunne gøre
dem glade, men min erfaring siger mig nu, det hurtigt tager overhånd, så nu
får de ikke mere ud af mig!
Så kunne de have begrænset sig....

> Det gør du vel, hvis deres ideer eller lyster er til gavn for dine børn?
*S*

Ja ja, men jeg er ret sikker på, du ved hvad jeg mente. :.)

Nette

---

"Nette" <nettesnetpostfjerndette@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:40cac262$0$3054$14726298@news.sunsite.dk...

> Godt så. Det er nogenlunde det samme og alligevel ikke. Fordi, når det
> handler om børn er langt de fleste mennesker mere følsomme end når det
> handler om haver.

BINGO.... så lykkedes det mig at forklare mig, så det blev forståeligt, at
jeg tror det afgørende ikke er om ens forældre blander sig.

Det afgørende er, hvordan man SELV oplever deres indblanding.

Og her er det blandt andet afgørende for ens oplevelse, om det er ens børn,
have eller arbejde folk blander sig i.

Men oplevelsen af andres indblanding er ens egen! Den er farvet af ens egne
briller.

> Ja da, sådan skal de være,- hjemme hos dem selv. Men de skal da ikke sidde
> til middag hjemme hos os og, mens børnenne hører på det, f.eks. "Hvorfor
må
> han dog ikke få den chokolademad? Se på ham, det er da synd, han skal
sidde
> der og være ved at brække sig over sin ostemad. Jeg synes altså at i er
lidt
> hårde ved ham."

Nej. Det skal de ikke - det er vi enige om. Jeg ville ikke tillade at de gør
det.
Mine forældre ved også, at jeg ikke tillader den slags.

> Det stiller mor og far i et dårligt lys. Desuden skal den slags holdniger
> forældrene imellem heller ikke diskuteres mens børnene er tilstede.

Enig.

> Hmm, når de siger det direkte til mig, så vil jeg da gå ud fra, at det er
> det jeg skal stole på??

Ja. Så ville jeg også gå ud fra det.

Men jeg går ikke ud fra, at de bliver kede af, at du ikke giver dine børn
chokolademadder?
Det er - formoder jeg - alvorligere ting, der står på spil.

> Jeg beklager, hverken min mor eller far optræder i nyhedgrupperne.

Nu talte jeg ikke om DINE forældre.
Og jeg taler ikke kun om, hvad man ser i nyhedsgrupper.

Hvad jeg mente var blot, at det er forunderligt at man kan høre forældre
klage over forældres utidige indblanden - men jeg mener ikke at have oplevet
tilsvarende fra bedsteforældre.

Det forekommer mig med andre ord at være forældre, der har et problem - som
ikke synes at være lige så udbredt blandt bedsteforældre.

> Ingen mor vil bryde sig om at få stukket i hovedet, at det hun gør ikke er
> godt nok. Specielt ikke, når hun er ved sin fulde fem, ikke en skid i
tvivl
> om, hvad hun gør og har det sundt og harmonisk barn.

Nejda! Enig!

Men en mor, der har en mor/far, der behandler hende som et barn ved at
fortælle hende, hvad hun gør godt nok eller ikke godt nok ..... hun har et
problem, der burde være løst længe før hun fik barn!

Og var det løst længe før, tror jeg heller ikke hun ville opleve forældre
blande sig på den måde i, hvordan hun klarer sig som mor.

> Jeg har talt meget, specielt med min mor omkring det. Hun siger blot:
> "Nette, du er nød til at høre på os, vi har altså flere års erfaring med
> det!"

Og hvad svarer du hende så?

> I forbindelse med barnedåben her for et par måneder siden, sagde hun:
> "Nette, det er mit barnebarn, han er vores allesammens, og jeg VIL med i
den
> kirke, ellers bliver jeg godt nok ked af det!" - Jeg VED, hun har grædt
over
> det.

Hvorfor skulle hun ikke med i kirken?

Lyder som om du og din mor (stadig) kører magtkampe, der burde være
overstået længe før du blev mor.

> Hun mener ikke selv de blander sig for meget.

Nej. Det tror jeg gerne.
Men det er selvfølgelig DIG der skal afgøre, hvor meget du vil have hende
til at blande sig i dit liv.

> Men hvem afgører, hvad der er for meget eller for lidt?

Det gør DU ... når det handler om, hvor meget indblanding du vil have i,
hvordan du gør tingene.

> Det gør jeg da så sandelig også. Jeg driller dem også ind imellem med at
de
> på visse områder er blevet blødere med årene, men jeg mener stadigvæk, det
> er meget forkert at dem at komme den den slags, når vi er til stede og når
> børnene hører på det.

Enig.

> Lisberh, vores følelser til vores forældre kan være forskellige? Vi er
altså
> nogle stykker, der gerne vil se vores forældre glade og tilfredse, fremfor
> sure og nedtrykte.

Jamen det forstår jeg udmærket!
Jeg forstår også udmærket, at man kan ende i de problemer dine veninde er
endt i med brylluppet. Der kan være mange årsager til, at det går så galt.

Det eneste jeg IKKE er enig i er, at det din venindes mor og moster, der er
(ene)ansvarlige for eller årsag til, hvordan din venindes bryllup endte med
at foregå. Det er din venindes ansvar alene. Det er HENDES bryllup og HENDES
valg (sammen med hende mand selvføgelig), hvordan det skal være.

> HVIS en lille ting kunne gøre dem positive frem for
> negative, så er vi altså nogle stykker som siger "Hvad herre gud, lad dem
> dog..." .

Jamen det gør jeg da også! jeg vælger da tit at gøre noget for at glæde mine
forældre eller andre.
Men IKKE, hvis jeg ikke kan leve med det efterfølgende.

> Jeg mener altså ikke, man har et problem, fordi man gerne vil gøre sine
> forældre glade.

Nej bestemt nej! Men hvis det at gøre sine forældre glade medfører, at man
gang på gang skal gøre noget, man har det skidt med, så mener jeg meget
seriøst, at man har et problem, som man ikke skal finde sig i at have.

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <KLIP_VÆK_lisbeth_jacobsen@hotmail.com> skrev i en
meddelelse

> > Jeg mener altså ikke, man har et problem, fordi man gerne vil gøre sine
> > forældre glade.
>
> Nej bestemt nej! Men hvis det at gøre sine forældre glade medfører, at man
> gang på gang skal gøre noget, man har det skidt med, så mener jeg meget
> seriøst, at man har et problem, som man ikke skal finde sig i at have.

Lige præcis!

Hilsen Inger

---

"Lisbeth Jacobsen" skrev

> Det afgørende er, hvordan man SELV oplever deres indblanding.
>
> Og her er det blandt andet afgørende for ens oplevelse, om det er ens
børn,
> have eller arbejde folk blander sig i.

Og når man så siger stop, fordi man føler de går for tæt på, så burde de
kunne huske tilbage og selv sige stop!! Det burde ikke være nødvendigt at
gentage det gang efter gang.

> Mine forældre ved også, at jeg ikke tillader den slags.

Det gør mine også, næsten i dag, men det har taget årevis at få lavet om på
det. I dag behøver jeg kun sende dem et blik, hvis de skulle fyre noget af,
så ved de, de er gået for langt. - Men de bliver stadig forargede over min
reaktion.

> Men jeg går ikke ud fra, at de bliver kede af, at du ikke giver dine børn
> chokolademadder?
> Det er - formoder jeg - alvorligere ting, der står på spil.

Selvfølgelig, her blandet vi jo forskellige ting ind i snakken.

> Hvad jeg mente var blot, at det er forunderligt at man kan høre forældre
> klage over forældres utidige indblanden - men jeg mener ikke at have
oplevet
> tilsvarende fra bedsteforældre.

Problemet er jo blot at de fleste godt ved, det er forkert at blande sig, så
det er nok ikke lige noget de praler med.

> Det forekommer mig med andre ord at være forældre, der har et problem -
som
> ikke synes at være lige så udbredt blandt bedsteforældre.

Nej selvfølgelig ikke. Bedsteforældrene ser det jo ikke som noget problem,
at de blander sig...

> Men en mor, der har en mor/far, der behandler hende som et barn ved at
> fortælle hende, hvad hun gør godt nok eller ikke godt nok ..... hun har et
> problem, der burde være løst længe før hun fik barn!

Det mener jeg så sandelig ikke. Jeg mener da klart det er hendes forældre,
der har et problem. Det er da ikke hende, der skal stå til ansvar for at
hendes forældre endnu ikke har fattet, at hun er voksen, har været det i
mange år og egentligt står ret fint på egne ben. Hun kan måske have forsøgt
at forklare dem det mange mange gange, men hvis de bare ikke VIL forstå det,
så kan det da aldrig blive datteren, der skal arbejde med sig selv.

> Og var det løst længe før, tror jeg heller ikke hun ville opleve forældre
> blande sig på den måde i, hvordan hun klarer sig som mor.

Det vil jeg så sandelig ikke give dig ret i.
Du oplever f.eks. da også dine forældre blande sig i din måde at holde have
på.

> Og hvad svarer du hende så?

Ordret husker jeg det virkelig ikke. Der har været mange episoder både før
og efter, men det er vel også sagen ligegyldig? Jeg havde tidligere haft
snakken med hende om hendes indblanding.

> Hvorfor skulle hun ikke med i kirken?

Hvad kommer det sagen ved?

> Lyder som om du og din mor (stadig) kører magtkampe, der burde være
> overstået længe før du blev mor.

Nej, det gør vi bestemt ikke. Det bliver jeg faktisk en smule fornærmet over
at få at vide. Jeg er ingen teenager, og jeg kører ingen magtkampe med min
mor, som skulle være klaret for mange år siden. Disse "kampe" du omtaler,
drejer sig udelukkende om opdragelsen af hendes børnebørn. "Kampe", der har
været lidt svære at tage inden og som jeg påstår rigtig mange forældre i
større eller mindre grad, har med deres egne forældre. At det så er blevet
penslet ud til at være et MEGA problem som tynger min hverdag, er noget helt
andet. Sådan er det jo slet ikke, det er kun fordi vi diskuterer det og du
spørger ind til det, at jeg går så meget i dybten med det. Til hverdag
fylder det ikke ret meget.
Men et hvert lille problem, kan komme til at se stort ud, specielt når det
bliver vendt op og ned på, mere end der egentligt var meningen.

> Nej. Det tror jeg gerne.
> Men det er selvfølgelig DIG der skal afgøre, hvor meget du vil have hende
> til at blande sig i dit liv.

Ja, det er vi da helt enig i.

> Nej bestemt nej! Men hvis det at gøre sine forældre glade medfører, at man
> gang på gang skal gøre noget, man har det skidt med, så mener jeg meget
> seriøst, at man har et problem, som man ikke skal finde sig i at have.

Et bryllup er ikke "gang på gang". Det er en barnedåb heller ikke.

Barnedåben er det eneste, hvor jeg har givet mig, resten har mine forældre,
eller svigerforældre for den sags skyld, slet ikke fået lov til at få
indflydelse på. Vi har sagt fra MANGE gange, og gør det igen og igen. Det er
bare som om det ikke fiser ind i deres hoveder, og hver gang bliver de lige
forargede.

Nette

---

"Nette" <nettesnetpostfjerndette@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:40cb9932$0$23876$14726298@news.sunsite.dk...

> Og når man så siger stop, fordi man føler de går for tæt på, så burde de
> kunne huske tilbage og selv sige stop!! Det burde ikke være nødvendigt at
> gentage det gang efter gang.

Næh... det burde ikke være nødvendigt. Men det handler jo dybest set om
respekt for hinanden. Og det lyder så ikke som om I har respekt for
hinanden.

> Problemet er jo blot at de fleste godt ved, det er forkert at blande sig,
så
> det er nok ikke lige noget de praler med.

Jeg synes ikke det er det mindste forkert at bedsteforældre eller andre
blander sig. Afgørende er, HVORFOR de blander sig, HVORNÅR og HVORDAN. Jeg
tror du er enig.

Men ikke desto mindre forekommer det mig, at du - og måske med rette - er
lidt mere nærtagende/irritabel overfor DINE forældres indblanden end jeg er
overfor mine. Og det handler jo i givet fald om noget, der stikker dybere
end bare lige det at blande sig......

Måske dine blander sig mere end mine? Eller på andre områder?
Måske mine blander sig mindre end dine, fordi de forlængst har lært, at det
alligevel bliver, som JEG synes?

> Nej selvfølgelig ikke. Bedsteforældrene ser det jo ikke som noget problem,
> at de blander sig...

Nej.. men hvis de ser det som et problem, at deres børn ikke gør, som de
siger, så ville jeg formode, at de brokkede sig over børnenes manglende
efterlevelse af deres råd. og gør det ikke, så er det nok fordi de ikke
mener deres indblanding som andet og mere end at lufte meninger.

> > Men en mor, der har en mor/far, der behandler hende som et barn ved at
> > fortælle hende, hvad hun gør godt nok eller ikke godt nok ..... hun har
et
> > problem, der burde være løst længe før hun fik barn!
> Det mener jeg så sandelig ikke. Jeg mener da klart det er hendes forældre,
> der har et problem. Det er da ikke hende, der skal stå til ansvar for at
> hendes forældre endnu ikke har fattet, at hun er voksen, har været det i
> mange år og egentligt står ret fint på egne ben.

Jo bestemt er det også hendes ansvar! Og som jeg skrev, så er det åbenbart
hende, der HAR et problem - og dermed mener jeg ikke, at det er hendes
forældre eller deres opførsel, der ER problemet!

Og hvis en mor skal til lægen efter nervepiller, fordi hendes datter ikke
vil giftes i pomp og pragt, så har den pågældende mor et problem. Og jeg
synes hendes datter i givet fald skulle overlade problemet til moderen i
stedet for at påtage sig ansvaret for at løse det.

Hvis ens forældre behandler en som et barn, behøver man faktisk "bare" lade
være med at opføre sig som et barn for at stoppe det. jeg ved godt, at det
kan være svært at gøre det.

Det er i øvrigt en velkendt sag, at man ikke kan lave om på andre - men kun
på sig selv.
En kvinde, der forsøger at lave sine forældre om - og forventer, at de laver
sig om for hendes skyld - kan komme til at vente til evig tid, medmindre hun
erkender, at det er hende, der skal lave om på sig selv.....

> Hun kan måske have forsøgt at forklare dem det mange mange gange, men hvis
de bare ikke VIL forstå det,
> så kan det da aldrig blive datteren, der skal arbejde med sig selv.

Vi er IKKE enige.

> > Og var det løst længe før, tror jeg heller ikke hun ville opleve
forældre
> > blande sig på den måde i, hvordan hun klarer sig som mor.
> Det vil jeg så sandelig ikke give dig ret i.
> Du oplever f.eks. da også dine forældre blande sig i din måde at holde
have
> på.

Ja! Men ikke på en måde, der generer mig eller går mig på.
Jeg har heller aldrig følt mig generet af, at de har blandet sig i hvordan
jeg har opdraget mit barn.

At jeg ikke rigtig bruger - ikke ret mange - af deres haveråd, tror jeg
undrer dem. Men det må de såmænd gerne.

> > Hvorfor skulle hun ikke med i kirken?
> Hvad kommer det sagen ved?

Jeg forstår bare ikke, hvis en datter kan mene, at hun har ret til at
forbyde sin mor adgang til en offentligt tilgængelig ceremoni i en
offentligt tilgængelig kirke. Og jeg finder det faktisk uartigt, hvis man
mener at være i sin gode ret til at gøre noget sådant. Men jeg ved ikke,
hvad der var DIT argument for at nægte din mor at deltage i hendes
barnebarns dåb - og spørger derfor, hvorfor du ikke ville have hende til at
komme?

> Nej, det gør vi bestemt ikke. Det bliver jeg faktisk en smule fornærmet
over
> at få at vide. Jeg er ingen teenager, og jeg kører ingen magtkampe med min
> mor, som skulle være klaret for mange år siden. Disse "kampe" du omtaler,
> drejer sig udelukkende om opdragelsen af hendes børnebørn.

Men som jeg før har skrevet, tror jeg ikke, at man får sådanne magtkampe (om
børnebørnenes opdragelse), hvis man har fået oparbejdet et naturligt,
voksent og respektfuldt forhold til hinanden.

Jeg oplever dig dog ikke som en teenager og oplever ikke dine problemer som
teenageproblemer.

> Men et hvert lille problem, kan komme til at se stort ud, specielt når det
> bliver vendt op og ned på, mere end der egentligt var meningen.

Ja.. det er jeg helt med på. Jeg har nu heller ikke opfattet det som et
problem, der tynger dig dagligt. Hyppigheden af det har jeg faktisk slet
ingen fornemmelse af.

> Et bryllup er ikke "gang på gang". Det er en barnedåb heller ikke.

Jeg gjorde "mange" ulykkelige ved ikke at døbe mit barn. Nogle blev endda
rigtig ulykkelige. Jeg kunne jo godt - for husfredens skyld - havde ladet
hende døbe. Men sådan mener jeg ikke, man kan indrette sig. I visse
situationer må man bare leve med, at nogle bliver kede af, hvad man gør.

> Vi har sagt fra MANGE gange, og gør det igen og igen. Det er
> bare som om det ikke fiser ind i deres hoveder, og hver gang bliver de
lige
> forargede.

Hvad er det, der skal fise ind i deres hoveder?

Mvh. Lisbeth

---

"Nette" <nettesnetpostfjerndette@hotmail.com> skrev i en meddelelse

>
> > Hænger det mon sammen med den tendens, som de fleste sundhedsplejersker
> > m.fl. oplever - at nutidens forældre er ekstremt usikre på sig selv og
> hvad
> > de skal gøre. Er man usikker på sig selv, er det mere oplagt at bliver
> > irriteret over andres råd og indblanding?
- klip-

> Fordi...hvis de ikke "får deres vilje", gør de oprør, blive sure, kede af
> det osv. Det var det jeg svarede Anita på, da jeg nævnte det ang. den
sidste
> barnedåb, og deraf tråden udviklede sig til dette.
>
Nej. Hvis man vil have et budskab ud, må man gøre klart, hvad man vil med
> det.

- klip -

> Hos Bedstefar får de lov til at sidde og svine, når de spiser. - Men
hvorfor
> er vi sådan "efter dem" hele tiden, når de vifter med gaflerne fyldt med
> mad, glemmer at sætte glasset længere ind på bordet, sidder uopmærksomt og
> spiser eller når de taler med mad i munden? Det er da synd, vi er såååå
> hårde ved dem.

> Jamen Lisbeth, det er jo netop tilbage til start.

- dårlig stemning i hendes
> familie, og sådan ville det også have endt her.


> Men som jeg også skrev tidligere, så er jeg nu STOPPET allerede ved kasse
1.
> Jeg giver mig ikke en tøddel mere for deres ideer eller lyster, hvad angår
> mig eller mine børn.
>


Hej Nette.

Du milde kineser!
Jeg er rystet!
Jeg TROEDE, det her var et overstået kapitel sammen med ungdomsoprøret og de
hjemmegående husmødre, hvis liv blev målt i blankpudsede vinduer og fikse
frokostretter, og MIN svigermor - sådan en gang i 60'erne eller i hvert fald
i 70'erne.

Herre: Giv mig styrke til at ændre det, der KAN ændres, tålmodighed til at
leve med det, der IKKE kan ændres, og visdom til at skelne, hvad der er
hvad.

Og gid jeg ALDRIG vil høre mine børn og svigerbørn sige sådan, den dag, jeg
får børnebørn.
Og til mit afkom, hvis I læser det: Det må gerne være snart

Og så skrappedulle-spørgsmåle til Nette:
- Og hvad har du SÅ tænkt dig at gøre ved det?

Fint, du har sagt stop, det lyder, som om, det var på tide... men MENER du
det?

Hilsen Inger

---

"Inger Pedersen" skrev

> Du milde kineser!
> Jeg er rystet!
> Jeg TROEDE, det her var et overstået kapitel sammen med ungdomsoprøret og
de
> hjemmegående husmødre, hvis liv blev målt i blankpudsede vinduer og fikse
> frokostretter, og MIN svigermor - sådan en gang i 60'erne eller i hvert
fald
> i 70'erne.

Nææ generationerne stoppede da ikek dengangm, de kører da videre

> Og gid jeg ALDRIG vil høre mine børn og svigerbørn sige sådan, den dag,
jeg
> får børnebørn.

Tjaa, det kan jo så komme an på dig selv..

> Og så skrappedulle-spørgsmåle til Nette:
> - Og hvad har du SÅ tænkt dig at gøre ved det?

Gøre ved hvad? Mine forældre? Intet de er blevet for gamle at opdrage på!

> Fint, du har sagt stop, det lyder, som om, det var på tide... men MENER du
> det?

Hvorfor betvivler du mine ord?

Nette