---

Hej NG

Når børn på hhv. 9 og 12 år skal rejse fra Randers til Roskilde med tog er
det så ok at :

a) de rejser alene, når faderen har taget turen med dem een gang.
b) de rejser alene, når faderen har taget ture med dem fx. 3-5 gange
c) de under ingen omstændigheder rejser alene.
d) de rejser alene - men kun med børneguiden..

De økonomiske aspekter for faderen er følgene :

a) tager han med dem frem og tilbage koster det ca. 1500 kr. pr gang plus en
masse tid
b) rejser de alene kan den ene rejse gratis og så koster det 308 kr. pr.
gang
c) tager de med børneguiden koster det ca. 900 kr. pr. gang.

Børnene er ikke vant til at rejse alene ud over at de dagligt kører med
skolebus


Hvad synes I er ret og rimeligt?

jacob

---

"Jacob" <mma@tiscali.dk> skrev i en meddelelse
news:CbIpc.164247$jf4.8452336@news000.worldonline.dk...
> Hej NG
>
> Når børn på hhv. 9 og 12 år skal rejse fra Randers til Roskilde med tog er
> det så ok at :
>
> a) de rejser alene, når faderen har taget turen med dem een gang.
> b) de rejser alene, når faderen har taget ture med dem fx. 3-5 gange
> c) de under ingen omstændigheder rejser alene.
> d) de rejser alene - men kun med børneguiden..
>

Jeg mener sagtens, at de kan rejse alene. Da jeg var 9 og min broder 11, tog
vi alene toget sammen fra KBH til Esbjerg for at besøge bedsteforældre. Og
vi tog også toget alene hjem igen. Måske kan du tage turen med dem den
første gang, så de bliver fortrolige med stationerne og ankomst/afgang.
Derefter er det ikke nødvendigt. Stik dem en mobiltelefon og sørg for, at de
hele tiden kan få fat i en voksen telefonisk. (Den luksus havde jeg dog ikke
dengang, men det var heller ikke nødvendigt overhovedet). Vi læse anders and
og spiste slik og vupti, var vi i Esbjerg.

---

"Jacob" <mma@tiscali.dk> skrev

> a) de rejser alene, når faderen har taget turen med dem een gang.
> Hvad synes I er ret og rimeligt?

Hvis børnene ellers bliver hentet og bragt ved toget ser jeg umiddelbart
ingen problemer i ovenstående.

Når du første gang har fortalt dem, hvad der foregår, hvordan de kan se at
de er fremme osv. er de mere trygge ved situationen. Herefter kan I evt.
tale om, hvorvidt de kan overskue selv at tage turen. Du kender dine børn og
ved hvor modne de er (til at håndtere forskellige sitationer), derfor bør du
(i samråd med dine børn) træffe beslutningen

Held og lykke.
Venligst Anita

---

>Jacob wrote:
> Hej NG
>
> Når børn på hhv. 9 og 12 år skal rejse fra Randers til Roskilde
med
> tog er det så ok at :
>
> a) de rejser alene, når faderen har taget turen med dem een
gang.
> b) de rejser alene, når faderen har taget ture med dem fx. 3-5
gange
> c) de under ingen omstændigheder rejser alene.
> d) de rejser alene - men kun med børneguiden..
>
> De økonomiske aspekter for faderen er følgene :
>
> a) tager han med dem frem og tilbage koster det ca. 1500 kr. pr
gang
> plus en masse tid
> b) rejser de alene kan den ene rejse gratis og så koster det
308 kr.
> pr. gang
> c) tager de med børneguiden koster det ca. 900 kr. pr. gang.
>
> Børnene er ikke vant til at rejse alene ud over at de dagligt
kører
> med skolebus
>
>
> Hvad synes I er ret og rimeligt?
>
> jacob

Hej Jacob!

Hvad med evt. at benytte sig af DSBs Børneguide? Kender ikke så
meget til det selv og er faktisk ikke klar over, hvor det kører
fra/til. Kunne se at det i hvert fald kørte fra Århus til
København fredag eftermiddag.

Se evt. mere på
http://www.dsb.dk/indland/priser_og_produkter/billetter_og_kort/tilbud_og_rabat/born_paa_rejse.htm

--
Mange hilsner fra Ann
Tag et kig forbi www.familien-petersen.dk

---

>www.familien-petersen.dk wrote:
>
> Hej Jacob!
>
> Hvad med evt. at benytte sig af DSBs Børneguide? Kender ikke så
> meget til det selv og er faktisk ikke klar over, hvor det kører
> fra/til. Kunne se at det i hvert fald kørte fra Århus til
> København fredag eftermiddag.
>
> Se evt. mere på
>
>http://www.dsb.dk/indland/priser_og_produkter/billetter_og_kort/
tilbud_og_rabat/born_paa_rejse.htm


Nå ja, og så kan jeg ikke læse - du havde selv nævnt
Børneguiden.

--
Mange hilsner fra Ann
Tag et kig forbi www.familien-petersen.dk

---

In an article of 15 May 2000 Jacob wrote:

> Når børn på hhv. 9 og 12 år skal rejse fra Randers til Roskilde med tog er
> det så ok at :
>
> a) de rejser alene, når faderen har taget turen med dem een gang.

En 12-årig vil uden problem selv kunne rejse med tog fra Randers til
Roskilde. Der går trods alt et direkte IC-tog. En 12-årig behøver end ikke
blive fulgt blot én gang. Når man er 12 år, kan man sagtens kigge på uret
og finde ud af, hvornår man skal stå af. Den 12-årige kunne også udstyres
med en mobiltelefonen, så modtageenden måske kunne ringe en tyve minutters
tid inden ankomst.

> b) de rejser alene, når faderen har taget ture med dem fx. 3-5 gange

En 9-årig vil måske have behov for at blive fulgt og lære rejsen et par
gange. Men når dette er lært, kan en 9-årig sagtens klare rejsen alene.

Rejser den 9-årige sammen med den 12-årige, burd den 12-årige uden problem
være i stand til at tage vare om den 9-årige.

> c) de under ingen omstændigheder rejser alene.

Pjat. Der er ingen grund til at gøre børn "mindre" end de er.

> d) de rejser alene - men kun med børneguiden..

Børneguide er efter min mening kun nødvendigt med endnu yngre børn.

> Hvad synes I er ret og rimeligt?

At det er helt fint, at de rejser alene. Udstyr dem eventuelt med en
mobiltelefon under rejsen.

Jeg rejser tit med IC-tog og ser tit børn i alderen vel omkring 8 år og
opefter, som rejser alene uden problemer. Nogen af dem snakker i telefon
undervejs.
--
Uffe Holst

---

Hej.

I princippet mener jeg at børn der går i skole også skal kunne rejse alene
når det blot drejer sig om at sidde i et tog hele vejen. At skulle skifte
tog en eller flere gange undervejs kræver lidt mere.
Det er det man har børnehaveklasse-året til: At lære at gå på wc selv, at
lære at smøre madpakke, at lære klokken at kende, at binde snørebånd og at
lære at rejse alene.

Men jeg bryder mig ikke om tanken om at børn skal rejse imellem landsdelene
for at besøge deres forældre. Hvis I ikke på nogen måde kan bo i samme hus
kunne I i det mindste for børnenes skyld bo i den samme by. Det letter
kommunikationen og gør transporten nemmere.

Med venlig hilsen Camilla.

"Uffe Holst" <uhc@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:k4.f4.NV2tCRGlK6b6B6e.NR@post6.tele.dk...
>
> In an article of 15 May 2000 Jacob wrote:
>
> > Når børn på hhv. 9 og 12 år skal rejse fra Randers til Roskilde med tog
er
> > det så ok at :
> >
> > a) de rejser alene, når faderen har taget turen med dem een gang.
>
> En 12-årig vil uden problem selv kunne rejse med tog fra Randers til
> Roskilde. Der går trods alt et direkte IC-tog. En 12-årig behøver end ikke
> blive fulgt blot én gang. Når man er 12 år, kan man sagtens kigge på uret
> og finde ud af, hvornår man skal stå af. Den 12-årige kunne også udstyres
> med en mobiltelefonen, så modtageenden måske kunne ringe en tyve minutters
> tid inden ankomst.
>
> > b) de rejser alene, når faderen har taget ture med dem fx. 3-5 gange
>
> En 9-årig vil måske have behov for at blive fulgt og lære rejsen et par
> gange. Men når dette er lært, kan en 9-årig sagtens klare rejsen alene.
>
> Rejser den 9-årige sammen med den 12-årige, burd den 12-årige uden problem
> være i stand til at tage vare om den 9-årige.
>
> > c) de under ingen omstændigheder rejser alene.
>
> Pjat. Der er ingen grund til at gøre børn "mindre" end de er.
>
> > d) de rejser alene - men kun med børneguiden..
>
> Børneguide er efter min mening kun nødvendigt med endnu yngre børn.
>
> > Hvad synes I er ret og rimeligt?
>
> At det er helt fint, at de rejser alene. Udstyr dem eventuelt med en
> mobiltelefon under rejsen.
>
> Jeg rejser tit med IC-tog og ser tit børn i alderen vel omkring 8 år og
> opefter, som rejser alene uden problemer. Nogen af dem snakker i telefon
> undervejs.
> --
> Uffe Holst

---

"Crazy Camilla" <findes@ikke.dk> skrev i en meddelelse
news:40aa2264$0$146$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

> I princippet mener jeg at børn der går i skole også skal kunne rejse alene
> når det blot drejer sig om at sidde i et tog hele vejen.

Hvorfor mener du så ikke, at de skal kunne rejse mellem landsdele?

> Men jeg bryder mig ikke om tanken om at børn skal rejse imellem
landsdelene
> for at besøge deres forældre. Hvis I ikke på nogen måde kan bo i samme hus
> kunne I i det mindste for børnenes skyld bo i den samme by. Det letter
> kommunikationen og gør transporten nemmere.

Hvis man skal arbejde indenfor sit fag er der mange, der er nødt til at
flytte for at få job. Og verden er jo desværre ikke sådan indrettet, at et
par altid både kan bo og arbejde i samme by.

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <LisbethJacobsen821_nospam@hotmail.com> skrev i en
meddelelse news:40aa674c$0$22940$ba624c82@nntp05.dk.telia.net...
> "Crazy Camilla" <findes@ikke.dk> skrev i en meddelelse
> news:40aa2264$0$146$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
> > I princippet mener jeg at børn der går i skole også skal kunne rejse
alene
> > når det blot drejer sig om at sidde i et tog hele vejen.
>
> Hvorfor mener du så ikke, at de skal kunne rejse mellem landsdele?

Jamen det kan et barn da også sagtens rent fysisk eller praktisk eller hvad
vi skal kalde det, men jeg mener at det er moralsk forkert at lade børnene
gøre det.

> > Men jeg bryder mig ikke om tanken om at børn skal rejse imellem
> landsdelene
> > for at besøge deres forældre. Hvis I ikke på nogen måde kan bo i samme
hus
> > kunne I i det mindste for børnenes skyld bo i den samme by. Det letter
> > kommunikationen og gør transporten nemmere.
>
> Hvis man skal arbejde indenfor sit fag er der mange, der er nødt til at
> flytte for at få job. Og verden er jo desværre ikke sådan indrettet, at et
> par altid både kan bo og arbejde i samme by.

Så bør man efter min mening prioritere sine børn højest.

Med venlig hilsen Camilla.

---

"Crazy Camilla" <findes@ikke.dk> skrev i en meddelelse
news:40aa7792$0$162$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

> Jamen det kan et barn da også sagtens rent fysisk eller praktisk eller
hvad
> vi skal kalde det, men jeg mener at det er moralsk forkert at lade børnene
> gøre det.

Men hvorfor er det moralsk forkert at lade dem rejse mellem landsdele. Jeg
er usikker på, om det er afstand, rejsetid eller andet, der bekymrer dig i
den anledning.

> Så bør man efter min mening prioritere sine børn højest.

At prioritere sine børn højt handler om at leve et liv, man selv og resten
af familien har det godt med.

Hvis man kan vælge mellem et utilfredsstillende job i børnenes by og job i
en by længere væk, er det langt fra sikkert, at det er bedst for børnene at
vælge jobbet i hjembyen.

Står valget mellem at være arbejdsløs i hjembyen og arbejde i en anden by,
er valget som regel oplagt, hvis man vil tage hensyn til sine børn.

Mvh. Lisbeth

---

> Men hvorfor er det moralsk forkert at lade dem rejse mellem landsdele. Jeg
> er usikker på, om det er afstand, rejsetid eller andet, der bekymrer dig i
> den anledning.

Det er forkert at lade sine børn være alene så længe og lade dem rejse så
mange timer hver uge.
Forældre bør være sammen med deres børn, ikke lade dem sidde flere timer
alene i et tog.
Bl.a. bør man bo tæt på hinanden, så forældrene selv kan transportere
børnene og samtidig overbringe beskeder mv. ved personligt fremmøde.
Det vil også give en mere ligelig fordeling af samværet med henholdsvis mor
og far idet barnet kan blive i den samme skole uanset om det opholder sig
hos mor eller hos far.
Kan man ikke samarbejde med sin tidligere ægtefælle, jamen så må man
acceptere ikke at se hverken ham/hende eller børnene igen, så må man begynde
forfra og leve et nyt liv.
I tvivlsspørgsmål bør børnene altid være hos moderen, det er nu engang
hendes barn, for det er hende der har født det og sandsynligvis også
opdraget det. Vi ved jo at det stadig er kvinderne der interesserer sig mest
for børnene, og det bliver det nok altid ved med at være.

Med venlig hilsen Camilla.

---

In an article of 18 May 2000 Crazy Camilla wrote:

> I tvivlsspørgsmål bør børnene altid være hos moderen, det er nu engang
> hendes barn, for det er hende der har født det og sandsynligvis også
> opdraget det. Vi ved jo at det stadig er kvinderne der interesserer sig mest
> for børnene, og det bliver det nok altid ved med at være.

Du er sær, Camilla.

Du har helt sikkert ret i nogle tilfælde, men jeg har mange gange oplevet
familier, hvor det bestemt var faderen, der tog sig mest af børnene og
interesserede sig mest for dem. Og jeg har mødt endnu flere familier, hvor
interessen nok har været stort set ens fra fars og mors side.

Jeg har kun en enkelt gang stødt på et tilfælde, hvor den ene forældre ikke
havde den store interesse for sit barn. Disse forældre var - ikke
overraskende - skilt. Og her var det moderen, der ikke interesserede sig
for sit barn. Lykkeligvis kom barnet til at bo hos faderen.

--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uhc@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:82.42.PV2qCpPASXblMdc.NR@post6.tele.dk...
>
> In an article of 18 May 2000 Crazy Camilla wrote:
>
> > I tvivlsspørgsmål bør børnene altid være hos moderen, det er nu engang
> > hendes barn, for det er hende der har født det og sandsynligvis også
> > opdraget det. Vi ved jo at det stadig er kvinderne der interesserer sig
mest
> > for børnene, og det bliver det nok altid ved med at være.
>
> Du er sær, Camilla.
>
> Du har helt sikkert ret i nogle tilfælde, men jeg har mange gange oplevet
> familier, hvor det bestemt var faderen, der tog sig mest af børnene og
> interesserede sig mest for dem. Og jeg har mødt endnu flere familier, hvor
> interessen nok har været stort set ens fra fars og mors side.
>
> Jeg har kun en enkelt gang stødt på et tilfælde, hvor den ene forældre
ikke
> havde den store interesse for sit barn. Disse forældre var - ikke
> overraskende - skilt. Og her var det moderen, der ikke interesserede sig
> for sit barn. Lykkeligvis kom barnet til at bo hos faderen.
>
> --
> Uffe Holst

Hej.

Du har ikke forstået hvad jeg mener. Jeg mener at i tvivlsspørgsmål, hvor
man ikke kan beslutte sig til om barnet skal bo hos moderen eller faderen
bør barnet altid være hos moderen.

Med venlig hilsen Camilla.

---

In an article of 18 May 2000 Crazy Camilla wrote:

> Du har ikke forstået hvad jeg mener. Jeg mener at i tvivlsspørgsmål, hvor
> man ikke kan beslutte sig til om barnet skal bo hos moderen eller faderen
> bør barnet altid være hos moderen.

Det har jeg så udmærket forstået. Jeg kan blot ikke acceptere dine grunde
for den beslutning.

--
Uffe Holst

---

"Crazy Camilla" skrev i en meddelelse
news:40ab3eb0$0$151$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> I tvivlsspørgsmål bør børnene altid være hos moderen,

Nej!!

>det er nu engang hendes barn,

Det er lige så meget faderens barn!!!

>for det er hende der har født det

Og det er kun moderen der har følelser under en graviditet og fødsel? Bare
fordi det lige er hende og ikke ham der har spredt ben foran en jordemoder,
gør hende ikke til et unikum højere end faderen. Det holdning er vi
heldigvis på vej væk fra.

>og sandsynligvis også opdraget det.

Nu ved jeg ikke, hvad mændende i din verden foretager sig, men herhjemme
opdrager vi så sandelig begge to.

>Vi ved jo at det stadig er kvinderne der interesserer sig mest
> for børnene, og det bliver det nok altid ved med at være.

Tal venligst for dig selv. Den viden og erfaring er jeg ikke i besiddelse
af.

Dine holdninger er meget fine, men de er desværre generelt også lidt for
lyserøde til den virkelighed, jeg har erfaring med.
Nogle gange går tingene bare ikke efter bogen eller efter ens ønsker.
Specielt ikke, når der er flere mennesker end een selv indblandet. Det er
nemlig sådan, at man i denne verden kun kan stole på sig selv, og det er
endda ikke engang altid man selv handler, som man troede, man ville gøre. Og
når "skaden" så er sket, er man ganske enkelt nød til bare at få det bedste
ud af den.

Nette

---

> Og det er kun moderen der har følelser under en graviditet og fødsel? Bare
> fordi det lige er hende og ikke ham der har spredt ben foran en
jordemoder,
> gør hende ikke til et unikum højere end faderen. Det holdning er vi
> heldigvis på vej væk fra.

Mænd er sq da ligeglade med hvordan kvinderne har det mens de er gravide, ja
i det hele taget hvordan de eller børnene har det. Mænd er følelseskolde
væsener. Men derfor er de nu meget praktiske at have ved hånden alligevel.
De forstår sig i højere grad på praktiske ting der ikke kræver
følelsesmæssig involvering, for her er kvinderne ofte hæmmede af deres
sensitivitet.

>
> >og sandsynligvis også opdraget det.
>
> Nu ved jeg ikke, hvad mændende i din verden foretager sig, men herhjemme
> opdrager vi så sandelig begge to.

Ok, I må så være en sjældenhed. Jeg har aldrig oplevet en far engagere sig i
sit barn på samme måde som moderen.

> Dine holdninger er meget fine, men de er desværre generelt også lidt for
> lyserøde til den virkelighed, jeg har erfaring med.

Vi lever åbenbart ikke i samme verden? Hvor bor du? Jeg bor i Danmark.

> Nogle gange går tingene bare ikke efter bogen eller efter ens ønsker.
> Specielt ikke, når der er flere mennesker end een selv indblandet. Det er
> nemlig sådan, at man i denne verden kun kan stole på sig selv, og det er
> endda ikke engang altid man selv handler, som man troede, man ville gøre.
Og
> når "skaden" så er sket, er man ganske enkelt nød til bare at få det
bedste
> ud af den.
>

Problemer opstår pga. manglende forberedelse eller direkte sløseri.

Med venlig hilsen Camilla.

---

"Crazy Camilla" <findes@ikke.dk> skrev

> Mænd er sq da ligeglade med hvordan kvinderne har det mens de er gravide,
ja
> i det hele taget hvordan de eller børnene har det.

Jeg kan ikke helt finde ud af om du blot er ude på at provokere, eller om du
rent faktisk mener disse ting?

Jeg har endnu ikke mødt en vordende far, der var ligeglad med sin
kones/kærestes velbefindende under og efter graviditeten. Og da slet ikke
ligeglad med børnene.

> Mænd er følelseskolde væsener.

A'hva? Jeg kan love dog for at jeg er langt mere kyniker end både min
tidligere og nuværende kæreste. Begge disse fyre er temmelig følsomme, og
har ikke problemer med at vise deres følelser. Så jeg kan slet ikke forstå
din grove generalisering omkring det mandlige køn.

> Men derfor er de nu meget praktiske at have ved hånden alligevel.
> De forstår sig i højere grad på praktiske ting der ikke kræver
> følelsesmæssig involvering, for her er kvinderne ofte hæmmede af deres
> sensitivitet.

Igen heftige og stereotype generaliseringer.

> Ok, I må så være en sjældenhed. Jeg har aldrig oplevet en far engagere sig
i
> sit barn på samme måde som moderen.

Eller måske har du bare ikke lagt mærke til det?

> > Dine holdninger er meget fine, men de er desværre generelt også lidt for
> > lyserøde til den virkelighed, jeg har erfaring med.
>
> Vi lever åbenbart ikke i samme verden? Hvor bor du? Jeg bor i Danmark.

Det gør jeg også og kan slet ikke genkende det du beskriver.

> Problemer opstår pga. manglende forberedelse eller direkte sløseri.

Mener du det? Altså ALLE problemer?
I så fald vil jeg mene at du har en meget simplificeret måde at se på
tingene på.

Venligst Anita

---

"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40ab8f88$0$23077$ba624c82@nntp05.dk.telia.net...
> "Crazy Camilla" <findes@ikke.dk> skrev
>
> > Mænd er sq da ligeglade med hvordan kvinderne har det mens de er
gravide,
> ja
> > i det hele taget hvordan de eller børnene har det.
>
> Jeg kan ikke helt finde ud af om du blot er ude på at provokere, eller om
du
> rent faktisk mener disse ting?

Jeg mener naturligvis hvad jeg siger.

> Jeg har endnu ikke mødt en vordende far, der var ligeglad med sin
> kones/kærestes velbefindende under og efter graviditeten. Og da slet ikke
> ligeglad med børnene.
>

Du har nok ikke opdaget det. De kan se ganske interesserede ud, men er det i
virkeligheden kun sjældent.

> > Mænd er følelseskolde væsener.
>
> A'hva? Jeg kan love dog for at jeg er langt mere kyniker end både min
> tidligere og nuværende kæreste. Begge disse fyre er temmelig følsomme, og
> har ikke problemer med at vise deres følelser. Så jeg kan slet ikke forstå
> din grove generalisering omkring det mandlige køn.

Jeg er ikke grov.

> > Problemer opstår pga. manglende forberedelse eller direkte sløseri.
>
> Mener du det? Altså ALLE problemer?
> I så fald vil jeg mene at du har en meget simplificeret måde at se på
> tingene på.
>

Måske ikke alle problemer, men langt de fleste kan forebygges.

Med venlig hilsen Camilla.

---

>
>Mænd er sq da ligeglade med hvordan kvinderne har det mens de er gravide, ja
>i det hele taget hvordan de eller børnene har det. Mænd er følelseskolde
>væsener. Men derfor er de nu meget praktiske at have ved hånden alligevel.
>De forstår sig i højere grad på praktiske ting der ikke kræver
>følelsesmæssig involvering, for her er kvinderne ofte hæmmede af deres
>sensitivitet.

Hvis det er den eneste erfaring du har med mænd, ja så har jeg ondt af
dig. Og forstår så lidt bedre dine holdninger. Men der findes andre
mænd, end dem du lige har stiftet bekendtskab med!!!

>Ok, I må så være en sjældenhed. Jeg har aldrig oplevet en far engagere sig i
>sit barn på samme måde som moderen.

I min bekendtskabskreds er langt hovedparten af fædrene dybt
engagerede i deres børn, og deres familieliv generelt. Tror faktisk
kun jeg kender en enkelt, der ikke tager fuldt og helt del i sit barns
liv, men derimod lader moderen tage sig af det.... Har forresten en i
familien (mand/far) der opgav sit lederjob, for at kunne gå hjemme og
passe sin søn et års tid, da han led af hyppig mellemørebetændelse.
Mens konen/moren så beholdt sit job....

>
>Vi lever åbenbart ikke i samme verden? Hvor bor du? Jeg bor i Danmark.

Og jeg har gjort mig disse erfaringer i selvsamme Danmark.....

>>
>
>Problemer opstår pga. manglende forberedelse eller direkte sløseri.

Så man kan altid forberede sig på andres evt. uhensigtsmæssige
opførsel?

MVH
Gitte

---

"Gitte" <gajb@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:40ac5a96.2603343@news.tele.dk...
>
> >
> >Mænd er sq da ligeglade med hvordan kvinderne har det mens de er gravide,
ja
> >i det hele taget hvordan de eller børnene har det. Mænd er følelseskolde
> >væsener. Men derfor er de nu meget praktiske at have ved hånden
alligevel.
> >De forstår sig i højere grad på praktiske ting der ikke kræver
> >følelsesmæssig involvering, for her er kvinderne ofte hæmmede af deres
> >sensitivitet.
>
> Hvis det er den eneste erfaring du har med mænd, ja så har jeg ondt af
> dig. Og forstår så lidt bedre dine holdninger. Men der findes andre
> mænd, end dem du lige har stiftet bekendtskab med!!!

Ok, det kunne jeg godt tænke mig at se.
Det eneste punkt hvor jeg kender fædre der er interesserede i deres børn er
når drengene skal til fodbold.

> >Ok, I må så være en sjældenhed. Jeg har aldrig oplevet en far engagere
sig i
> >sit barn på samme måde som moderen.
>
> I min bekendtskabskreds er langt hovedparten af fædrene dybt
> engagerede i deres børn, og deres familieliv generelt. Tror faktisk
> kun jeg kender en enkelt, der ikke tager fuldt og helt del i sit barns
> liv, men derimod lader moderen tage sig af det.... Har forresten en i
> familien (mand/far) der opgav sit lederjob, for at kunne gå hjemme og
> passe sin søn et års tid, da han led af hyppig mellemørebetændelse.
> Mens konen/moren så beholdt sit job....
>

Ok, men det er jo ikke den traditionelle måde at gøre det på. Der er mange
flere mødre end fædre der f.eks. tager orlov for at være sammen med deres
børn.

Med venlig hilsen Camilla.

---

>
>Ok, det kunne jeg godt tænke mig at se.
>Det eneste punkt hvor jeg kender fædre der er interesserede i deres børn er
>når drengene skal til fodbold.

Jamen, så kig dig lidt omkring.... Der findes faktisk masser af dem
derude. Og jeg kender da også flere fædre, der overlader fodbolddelen
til mødrene - for fodbold er ganske enkelt ikke en del af deres
(fædrenes) verden

>>
>> I min bekendtskabskreds er langt hovedparten af fædrene dybt
>> engagerede i deres børn, og deres familieliv generelt. Tror faktisk
>> kun jeg kender en enkelt, der ikke tager fuldt og helt del i sit barns
>> liv, men derimod lader moderen tage sig af det.... Har forresten en i
>> familien (mand/far) der opgav sit lederjob, for at kunne gå hjemme og
>> passe sin søn et års tid, da han led af hyppig mellemørebetændelse.
>> Mens konen/moren så beholdt sit job....
>>
>
>Ok, men det er jo ikke den traditionelle måde at gøre det på. Der er mange
>flere mødre end fædre der f.eks. tager orlov for at være sammen med deres
>børn.

Nej, det er nok ikke traditionelt, at det ligefrem er faderen der
opsiger sit job. Men har du tænkt på, at det ikke nødvendigvis er pga.
manglende engagement fra faderens side? Den økonomiske side af sagen,
spiller også ganske ofte ind. Og i mange tilfælde er manden jo den
højest lønnede, og dermed er det ham der får den største lønnedgang
ved at gå hjemme.....
Og bare fordi det oftest er moderen, der tager en ekstra tørn i
hjemmet, behøver det såmænd ikke at betyde, at manden/faderen er
ligeglad med det derhjemme. I hvert fald ikke noget, man kan
generalisere ud fra - især hvis man ikke kender baggrunden for, at
valget i den konkrete situation faldt ud som det gjorde.

MVH
Gitte

---

In an article of 18 May 2000 Crazy Camilla wrote:

> Mænd er sq da ligeglade med hvordan kvinderne har det mens de er gravide, ja
> i det hele taget hvordan de eller børnene har det. Mænd er følelseskolde
> væsener.

Du må virkelig have været meget uheldig med mændene i dit liv.

--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uhc@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:w4.s4.QV2p9jVx8cbrapc.NR@post6.tele.dk...
>
> In an article of 18 May 2000 Crazy Camilla wrote:
>
> > Mænd er sq da ligeglade med hvordan kvinderne har det mens de er
gravide, ja
> > i det hele taget hvordan de eller børnene har det. Mænd er
følelseskolde
> > væsener.
>
> Du må virkelig have været meget uheldig med mændene i dit liv.
>

Nej egentlig ikke.

Med venlig hilsen Camilla.

---

In an article of 19 May 2000 Crazy Camilla wrote:

> > > Mænd er sq da ligeglade med hvordan kvinderne har det mens de er
> > > gravide, ja i det hele taget hvordan de eller børnene har det. Mænd
> > > er følelseskolde væsener.
> >
> > Du må virkelig have været meget uheldig med mændene i dit liv.
>
> Nej egentlig ikke.

Ja, det er selvfølgelig et holdningsspørgsmål. Hvis du gerne vil have
mændene sådan, så er det jo heldigt, at de mænd, du møder, er sådan.

Men jeg må nok indrømme, at jeg synes, at dine holdninger i denne tråd er
noget gammeldags og - efter min mening - forskruede. Jeg er overbevist om,
at jeg selv og de fleste, hvis ikke alle, af mine kammerater nødig vil
blive beskyldt for det, som du bredt beskylder mænd for.

--
Uffe Holst

---

"Crazy Camilla" skrev i en meddelelse
news:40ab7dc1$0$149$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

> Mænd er sq da ligeglade med hvordan kvinderne har det mens de er gravide,
ja
> i det hele taget hvordan de eller børnene har det. Mænd er følelseskolde
> væsener.

Hvor mange mænd taler du her om? Hvor gamle er de mænd, du har erfaring med?
Hvor tæt har du været på de mænd? Hvor gammel er du selv?

Jeg er 32 år, har erfaring med rigtig mænd i alle aldre, både privat og via
mit daglige arbejde i en daginstitution. Desuden er jeg selv skilsmissebarn.
Jeg kender ingen følelseskolde mænd, som ikke tager del i deres koners
smerter under graviditet/fødsel, og heller ingen der ikke deltager i deres
børns ve og vel. Jeg har kendt henholdsvis een mand og een kvinde, som ikke
ville tage del i deres børn. Men det drejer sig om to eksempler ud af måske
600!!

>Men derfor er de nu meget praktiske at have ved hånden alligevel.
> De forstår sig i højere grad på praktiske ting der ikke kræver
> følelsesmæssig involvering, for her er kvinderne ofte hæmmede af deres
> sensitivitet.

Hmm, er kvinderne sensitive, når der er tale om ting, der ikke kræver
følelsesmæssig indvolvering?
Her i huset, er jeg er nok den mest konstruktive, når det gælder praktiske
ting. Men det har intet at gøre med at mine kæreste er sensitiv i den
givende situation, jeg tænker blot mere praktisk og konstruktivt en han.
Når der er tale om følelsesmæssige situationer, er vi nok lige gode om at
være sensitive. Nogle gange er jeg bedre til at skjule det, andre gange er
min kæreste. Det er meget forskelligt, og slet ikke noget der kan
generaliseres om.

> Ok, I må så være en sjældenhed.

Det er vi såmænd ikke.

>Jeg har aldrig oplevet en far engagere sig i sit barn på samme måde som
moderen.

Så er det nok fordi du enten er forudindtagende eller slet ikke kender så
mange forskellige tilfælde, at du kan tillade dig at bedømme mænd generelt.
Under alle omstændigheder synes jeg det er synd for dig, at du har så dårlig
erfaring med mænd. De er slet ikke så grelle, som du render rundt og tror.

> Vi lever åbenbart ikke i samme verden? Hvor bor du? Jeg bor i Danmark.

Jeg bor i Danmark ligesom du.

> Problemer opstår pga. manglende forberedelse eller direkte sløseri.

Hmm, igen, så kan du kun stole på dig selv i denne verden. Ikke på nogen som
helst andre. Og tit og ofte kan du også blive chokkeret over dine egne
handlinger, når en situation tilspidses.

Nette

---

"Nette" <nettesnetpost@hotmailsletdette.com> skrev i en meddelelse
news:40ac8b2c$0$232$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> "Crazy Camilla" skrev i en meddelelse
> news:40ab7dc1$0$149$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
> > Mænd er sq da ligeglade med hvordan kvinderne har det mens de er
gravide,
> ja
> > i det hele taget hvordan de eller børnene har det. Mænd er følelseskolde
> > væsener.
>
> Hvor mange mænd taler du her om? Hvor gamle er de mænd, du har erfaring
med?
> Hvor tæt har du været på de mænd? Hvor gammel er du selv?

Hvor mange mænd jeg taler om? Jeg taler om dem i min egen familie, om
hvordan jeg oplevede mine lege- og skolekammeraters fædre, hvordan jeg
oplever fædrene til de børn jeg er spejderleder for osv. Jeg har ikke gået
og talt dem.

Jeg er - som det fremgår andetstes - 21 år gammel.

> Jeg er 32 år, har erfaring med rigtig mænd i alle aldre, både privat og
via
> mit daglige arbejde i en daginstitution. Desuden er jeg selv
skilsmissebarn.
> Jeg kender ingen følelseskolde mænd, som ikke tager del i deres koners
> smerter under graviditet/fødsel, og heller ingen der ikke deltager i deres
> børns ve og vel. Jeg har kendt henholdsvis een mand og een kvinde, som
ikke
> ville tage del i deres børn. Men det drejer sig om to eksempler ud af
måske
> 600!!

Hvordan skal mændene kunne tage del i deres koners smerter? Hver gang konen
får en ve så kommer der en sygeplejerske og stikker manden i maven med en
syl eller??? Nå det var en detalje.

> >Men derfor er de nu meget praktiske at have ved hånden alligevel.
> > De forstår sig i højere grad på praktiske ting der ikke kræver
> > følelsesmæssig involvering, for her er kvinderne ofte hæmmede af deres
> > sensitivitet.

> Hmm, er kvinderne sensitive, når der er tale om ting, der ikke kræver
> følelsesmæssig indvolvering?

Ja. De er alt for styrede af deres følelser.

> Her i huset, er jeg er nok den mest konstruktive, når det gælder praktiske
> ting. Men det har intet at gøre med at mine kæreste er sensitiv i den
> givende situation, jeg tænker blot mere praktisk og konstruktivt en han.
> Når der er tale om følelsesmæssige situationer, er vi nok lige gode om at
> være sensitive. Nogle gange er jeg bedre til at skjule det, andre gange er
> min kæreste. Det er meget forskelligt, og slet ikke noget der kan
> generaliseres om.

Nej jeg siger jo heller ikke at ALLE er sådan, men at MANGE er sådan.

> >Jeg har aldrig oplevet en far engagere sig i sit barn på samme måde som
> moderen.
>
> Så er det nok fordi du enten er forudindtagende eller slet ikke kender så
> mange forskellige tilfælde, at du kan tillade dig at bedømme mænd
generelt.
> Under alle omstændigheder synes jeg det er synd for dig, at du har så
dårlig
> erfaring med mænd. De er slet ikke så grelle, som du render rundt og tror.

Jamen jeg synes ikke mænd er grelle. Det eneste jeg siger er at jeg synes at
børnepasning er en opgave for kvinder, ligesom der er andre opgaver der er
mere egnede for mænd at udføre.

> > Vi lever åbenbart ikke i samme verden? Hvor bor du? Jeg bor i Danmark.
>
> Jeg bor i Danmark ligesom du.
>
> > Problemer opstår pga. manglende forberedelse eller direkte sløseri.
>
> Hmm, igen, så kan du kun stole på dig selv i denne verden. Ikke på nogen
som
> helst andre. Og tit og ofte kan du også blive chokkeret over dine egne
> handlinger, når en situation tilspidses.
>

Det gælder om at man lærer sig selv - og hinanden - godt at kende, sådan så
man netop ikke bliver chokkertet. Men som jeg vist også har skrevet et andet
sted, så kan man ikke forberede sig på alting, men man kan forberede sig på
meget.

Med venlig hilsen Camilla.

---

"Crazy Camilla" skrev i en meddelelse
news:40acee26$0$203$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Hvor mange mænd jeg taler om? Jeg taler om dem i min egen familie, om
> hvordan jeg oplevede mine lege- og skolekammeraters fædre, hvordan jeg
> oplever fædrene til de børn jeg er spejderleder for osv. Jeg har ikke gået
> og talt dem.

Så er det så sandelig en underlig kreds du kommer i. Heldigvis er folk ikke
sådan flest.

> Hvordan skal mændene kunne tage del i deres koners smerter? Hver gang
konen
> får en ve så kommer der en sygeplejerske og stikker manden i maven med en
> syl eller??? Nå det var en detalje.

Nej, det var ikke en deltalje, men en provokation. Selvfølgelig kan ingen
tage andres smerte direkte, og det skulle heller ikke være nødvendig for
ikke at være ligeglad.

> Ja. De er alt for styrede af deres følelser.

Det er jeg så et bevis på er det pure opspind. Jeg kunne forstå, hvis du
havde ment, at kvinder ofte i følelsesmæssige situationer er mere sensitive,
for sådan er det *nogle gange*, men sådan hænger det altså ikke sammen, når
det gælder praktiske situationer.

> Nej jeg siger jo heller ikke at ALLE er sådan, men at MANGE er sådan.

Og fordi mange er sådan, så er det altid kvinden, der skal have første ret
til børnene?

> Jamen jeg synes ikke mænd er grelle.

Det synes jeg, de er i din omgangskreds, hvis de er ligeglade med deres
kvinders graviditeter, fødsler og deres børns opdragelse.

>Det eneste jeg siger er at jeg synes at
> børnepasning er en opgave for kvinder, ligesom der er andre opgaver der er
> mere egnede for mænd at udføre.

Det er en meget gammeldags holdning. Den skal du da have lov til at have og
synes, men virkeligheden er altså ikke sådan.

> Det gælder om at man lærer sig selv - og hinanden - godt at kende, sådan
så
> man netop ikke bliver chokkertet. Men som jeg vist også har skrevet et
andet
> sted, så kan man ikke forberede sig på alting, men man kan forberede sig
på
> meget.

Ja, men ikke alt, og heller ikke altid en skilsmisse. Dette er dog stadigvæk
ingen grund til at droppe kontakten til sine børn. Det vil kun gøre ondt
værre.
Hvis dine forældre blev skilt, ville du så undvære din far eller mor for
evigt pga. af det?

Nette

---

In an article of 20 May 2000 Nette wrote:

> >Det eneste jeg siger er at jeg synes at
> > børnepasning er en opgave for kvinder, ligesom der er andre opgaver der er
> > mere egnede for mænd at udføre.
>
> Det er en meget gammeldags holdning. Den skal du da have lov til at have og
> synes, men virkeligheden er altså ikke sådan.

Virkeligheden er åbenbart sådan der hvor Camilla færdes.

--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uhc@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:Z2.V2.RV2k9s35uZb7n0d.NR@post6.tele.dk...
>
> In an article of 20 May 2000 Nette wrote:
>
> > >Det eneste jeg siger er at jeg synes at
> > > børnepasning er en opgave for kvinder, ligesom der er andre opgaver
der er
> > > mere egnede for mænd at udføre.
> >
> > Det er en meget gammeldags holdning. Den skal du da have lov til at
have og
> > synes, men virkeligheden er altså ikke sådan.
>
> Virkeligheden er åbenbart sådan der hvor Camilla færdes.
>
Lad os sige, at Camilla OPLEVER virkeligheden sådan.

Per V.

---

"vadmand" skrev i en meddelelse
news:40ae1079$0$419$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> > Virkeligheden er åbenbart sådan der hvor Camilla færdes.
> >
> Lad os sige, at Camilla OPLEVER virkeligheden sådan.

Ja, jeg tror også det er det, vi skal sige.

Nette

---

"Crazy Camilla" skrev i en meddelelse
news:40aa2264$0$146$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Men jeg bryder mig ikke om tanken om at børn skal rejse imellem
landsdelene
> for at besøge deres forældre.

Det er vel fuldstændig ligegyldigt om det er mellem landsdelene eller ej.
Hvorfor er det lige grænsen for dig?

>Hvis I ikke på nogen måde kan bo i samme hus
> kunne I i det mindste for børnenes skyld bo i den samme by. Det letter
> kommunikationen og gør transporten nemmere.

Mor eller far kunne også finde en ny partner, som bor i den anden ende af
landet, eller som får et vigtigt job i den anden ende af landet. Skal
mor/far så droppe det liv og kun leve for de tre fire dage mor/far har ret
til at se barnet hver anden uge?

Jeg kan heller ikke rigtig se, hvorledes det nødvendigvis letter
kommunikationen?

Livet går videre, uanset hvor hårde lod det så er for ungerne.

Nette

---

"Nette" <nettesnetpost@hotmailsletdette.com> skrev i en meddelelse
news:40aa9b82$0$154$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
> "Crazy Camilla" skrev i en meddelelse
> news:40aa2264$0$146$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> > Men jeg bryder mig ikke om tanken om at børn skal rejse imellem
> landsdelene
> > for at besøge deres forældre.
>
> Det er vel fuldstændig ligegyldigt om det er mellem landsdelene eller ej.
> Hvorfor er det lige grænsen for dig?
>

Fordi jeg synes det er urimeligt synd for børnene at de skal transporteres
frem og tilbage på den måde og sidde i toget i flere timer.

> >Hvis I ikke på nogen måde kan bo i samme hus
> > kunne I i det mindste for børnenes skyld bo i den samme by. Det letter
> > kommunikationen og gør transporten nemmere.
>
> Mor eller far kunne også finde en ny partner, som bor i den anden ende af
> landet, eller som får et vigtigt job i den anden ende af landet. Skal
> mor/far så droppe det liv og kun leve for de tre fire dage mor/far har ret
> til at se barnet hver anden uge?

Så må man jo vælge mellem kæresten/arbejdet eller børnene.
Måske ville det være bedre om man så helt lod være med at se børnene mere.

I det hele taget er jeg meget modstander af skilsmisser.

Med venlig hilsen Camilla.

---

"Crazy Camilla" <findes@ikke.dk> skrev

> Måske ville det være bedre om man så helt lod være med at se børnene mere.

Og det tror du ikke ville være værre for børnene end et par timer i et tog?

> I det hele taget er jeg meget modstander af skilsmisser.

Det er jeg egentlig også, men mange faktorer kan gøre en skilsmisse
nødvendig. Også for børnenes skyld.

Venligst Anita

---

In an article of 18 May 2000 Anita wrote:

> Og det tror du ikke ville være værre for børnene end et par timer i et tog?

Men mange mange er det jo ikke bare "et par timer" i tog. En rejse fra
Randers til København tager fire timer. Lægger man blot en halv time til i
hver ende til transport til/fra station, skal børnene transporteres i 10
timer hver anden weekend for at se sin anden forældre.

--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uhc@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:Q4.M4.PV2KBJeoUWbnHDd.NR@post6.tele.dk...

> Men mange mange er det jo ikke bare "et par timer" i tog. En rejse fra
> Randers til København tager fire timer.

Hvor mange gange er det ikke bare "et par timer" i tog?
Hvor mange børn taler vi om?

Man kan i øvrigt sagtens nævne langt værre eksempler, hvis man vil. *S*
Men spørgsmålet er..... debatterer vi de få og ekstreme tilfælde? Eller det
almindeligt udbredte? Er vi i gang med at finde grænsen for, hvad man med
rimelighed kan udsætte sit barn for?

Hvis mor bor på Læsø og far på Bornholm, er situationen ret bøvlet og der
vil næppe være nogen, der vil mene, at den situation er optimal.

Jeg har i øvrigt selv rejst en del mellem Århus og Kbh. - og i den
forbindelse også talt med mange af "pendler-børnene". Man kan undre sig, men
jeg har ikke oplevet nogen af dem være utilfredse med at skulle rejse. Jeg
har heller aldrig selv oplevet det som noget særligt at sidde tre timer i et
tog.

Mvh. Lisbeth

---

In an article of 18 May 2000 Lisbeth Jacobsen wrote:

> > Men mange mange er det jo ikke bare "et par timer" i tog. En rejse fra
> > Randers til København tager fire timer.
>
> Hvor mange gange er det ikke bare "et par timer" i tog?
> Hvor mange børn taler vi om?
>
> Man kan i øvrigt sagtens nævne langt værre eksempler, hvis man vil. *S*
> Men spørgsmålet er..... debatterer vi de få og ekstreme tilfælde? Eller det
> almindeligt udbredte? Er vi i gang med at finde grænsen for, hvad man med
> rimelighed kan udsætte sit barn for?

Vi debatterer de børn, der har forældre, der bor langt fra hinanden. Hvor
mange børn, det drejer sig om, aner jeg virkelig ikke. Det er også
diskussionen ligegyldigt. Drejer det sig kun om ét eneste barn, så er
situationen jo relevant nok for netop dette barn.

> Jeg har i øvrigt selv rejst en del mellem Århus og Kbh. - og i den
> forbindelse også talt med mange af "pendler-børnene". Man kan undre
> sig, men jeg har ikke oplevet nogen af dem være utilfredse med at skulle
> rejse. Jeg har heller aldrig selv oplevet det som noget særligt at
> sidde tre timer i et tog.

Næh, men du har måske heller ikke ligefrem spurgt til det vel. De fleste af
disse børn vil givetvis stadig foretrække, at deres forældre boede 10 km
fra hinanden i stedet for i hver sin ende af landet. Men hvis de nu ikke
gør det, så må børnene jo blot acceptere det og lære at leve med det.
Børnen har jo intet at skulle have sagt.

--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uhc@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:G2.B2.PV2sCq2ASXb6afc.NR@post6.tele.dk...

> Vi debatterer de børn, der har forældre, der bor langt fra hinanden. Hvor
> mange børn, det drejer sig om, aner jeg virkelig ikke. Det er også
> diskussionen ligegyldigt.

OK.. det er jeg så ikke enig i.

> Drejer det sig kun om ét eneste barn, så er
> situationen jo relevant nok for netop dette barn.

Måske er der et enkelt skilsmissebarn i DK, hvis forældre udsætter det for
togture mellem Skagen og København. Men jeg finder det nu mere interessant
at diskutere "samværsbørn og transport" på et niveau, der rammer mere bredt.
De få enkelttilfælde synes jeg hurtigt man kan blive enige om.

> Næh, men du har måske heller ikke ligefrem spurgt til det vel.

Jo. Det har jeg faktisk! Det er sørme da noget af det mest oplagte at spørge
et barn om, der er på pendlertur mellem mor og far.

Jeg kender også en del nu voksne skilsmissebørn, som jeg har talt med om
deres erfaringer med at være skilsmissebørn.

> De fleste af disse børn vil givetvis stadig foretrække, at deres forældre
> boede 10 km fra hinanden

Det er jeg nu ikke sikker på. Børn har nemlig et helt andet forhold til
afstande og rejser end de fleste voksne.

Jeg kender eksempelvis en hel del børn, der går på en friskole og derfor har
langt mellem skole og hjem. Mange af dem er skilsmissebørn/delebørn med to
hjem.

Mange af dem bruger derfor meget tid på transport - men det er ikke noget
problem i deres øjne, selvom det endda er dagligt, det står på. De kører jo
sammen med skolekammerater det meste af vejen. Flere og flere jo tættere de
kommer på skolen.

> Børnen har jo intet at skulle have sagt.

Har de ikke?

Taler du nu om enkelttilfælde - som selvfølgelig findes!?
Eller om det generelt udbredte?

Mon ikke de fleste forældre forsøger efter bedste evne og formåen at
indrette sig bedst muligt efter børnenes behov? Mon ikke de fleste forældre
rent faktisk lytter og handler, hvis børnene har det skidt?

Jeg kender i hvert fald flere forældre, der har flyttet bopæl for at tage
sådanne hensyn.
Jeg kender også forældre, der har droppet et forhold til en partner, der
ville have dem til at flytte tættere på partneren og længere væk fra
børnene.....
Jeg kender forældre, der har sagt nej til jobtilbud af hensyn til børnene.
Jeg kender bedsteforældre, der har sagt nej til jobtilbud for at blive
boende tæt på børnebørnene.

Jeg tror, at mange børn har noget at skulle have sagt INDEN de overhovedet
behøver sige noget.

Mvh. Lisbeth

---

In an article of 18 May 2000 Lisbeth Jacobsen wrote:

> > Vi debatterer de børn, der har forældre, der bor langt fra hinanden. Hvor
> > mange børn, det drejer sig om, aner jeg virkelig ikke. Det er også
> > diskussionen ligegyldigt.
>
> OK.. det er jeg så ikke enig i.
>
> > Drejer det sig kun om ét eneste barn, så er
> > situationen jo relevant nok for netop dette barn.
>
> Måske er der et enkelt skilsmissebarn i DK, hvis forældre udsætter det for
> togture mellem Skagen og København. Men jeg finder det nu mere interessant
> at diskutere "samværsbørn og transport" på et niveau, der rammer mere bredt.
> De få enkelttilfælde synes jeg hurtigt man kan blive enige om.

Nu startede tråden jo med at omhandle distancen Randers-København, og de to
børn, som dette handlede om, er i hvert fald langt fra de eneste to børn,
som rejser langt.

Og ja, det er måske mere interessant at snakke mere bredt i nogle tilfælde,
men i andre tilfælde er det mere interessant at snakke om de få. Faktisk er
det som oftest enkelttilfældene, der er det interessante. Bor mor og far fem
kilometer fra hinanden, så er "samværsbørn og transport" egentlig ret
uinterssant.

> > Børnen har jo intet at skulle have sagt.
>
> Har de ikke?
>
> Taler du nu om enkelttilfælde - som selvfølgelig findes!?
> Eller om det generelt udbredte?

I langt de fleste tilfælde beslutter mor og far suverænt, hvor de skal bo.

> Mon ikke de fleste forældre forsøger efter bedste evne og formåen at
> indrette sig bedst muligt efter børnenes behov? Mon ikke de fleste forældre
> rent faktisk lytter og handler, hvis børnene har det skidt?

Skal jeg være ærlig? For nu at generalisere, for der er givetvis
undtagelser, så finder man ikke dårligere forældre end skilsmisseforældre,
for de har en udpræget tendens efter skilsmissen til at bruge børnene i den
fortsatte kamp mod den anden forældre. Jeg har så tit mødt små forvirrede
skilsmissebørn, der ikke aner, hvilket ben de skal stå på, fordi forældrene
spiller børnene ud mod hinanden. Så når du spørger, om de fleste forældre
ikke rent faktisk lytter og handler, hvis børnene har det skidt, så må jeg
desværre besvare det spørgsmål med, at det holder forældrene op med, når de
bliver skilt. Vælger en forælder at flytte til den anden ende af landet
med sine børn, så kunne jeg godt mistænke hende for at gøre det for at
genere børnenes anden forælder.

Nu har de fleste af de skilsmissebørn, jeg har kendt, boet i
københavnsområdet og også haft deres forældre boende i samme område, så jeg
har ikke det store førstehåndskendskab til skilsmissebørn og store
afstande.
--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uhc@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:A5.y4.QV2t9o0x8cbdstc.NR@post6.tele.dk...

> I langt de fleste tilfælde beslutter mor og far suverænt, hvor de skal bo.

Ja.... men jeg har dog konkret erfaring med, at forældre også vælger af
hensyn til børnene. Det er dog sjældent muligt her i livet altid at tage
100% hensyn til én part i familien. Og man behøver heller ikke.

Mine konkrete erfaringer med skilsmissebørn stammer blandt andet fra en
friskole, hvor antallet af skilsmissebørn/delebørn var langt højere end
antallet af børn med begge forældre under samme tag.

En klasse med 2-3 børn med samboende forældre og resten skilte var faktisk
det mest almindelige.

> Skal jeg være ærlig? For nu at generalisere, for der er givetvis
> undtagelser, så finder man ikke dårligere forældre end skilsmisseforældre,
> for de har en udpræget tendens efter skilsmissen til at bruge børnene i
den
> fortsatte kamp mod den anden forældre.

Jeg kender nu flere tilfælde, hvor det går godt - end det modsatte.
At det går godt betyder jo ikke nødvendigvis, at der ikke er problemer. Men
vis mig den familie, hvor forældrene lever sammen uden nogensinde at have
konflikter om børnene.

> Jeg har så tit mødt små forvirrede skilsmissebørn, der ikke aner, hvilket
ben de skal
> stå på, fordi forældrene spiller børnene ud mod hinanden.

Og jeg har mødt adskillige voksne, der ser problemer fluks de ser et
skilsmissebarn - og som fluks tilskriver det skilsmissen....

Man taler i det hele taget langt mere om de tilfælde, hvor det går skidt -
end om dem, hvor det går godt.

> Så når du spørger, om de fleste forældre
> ikke rent faktisk lytter og handler, hvis børnene har det skidt, så må jeg
> desværre besvare det spørgsmål med, at det holder forældrene op med, når
de
> bliver skilt.

Det er ikke min erfaring. Måske har jeg bare færdes i andre kredse end du
har?

Men fakta er vist, at vi begge baserer vores meninger på enkeltstående
erfaringer. Måske ser verden anderledes ud for flertallet.

Socialforskningsinstituttet (Morten Nissen) har i årevis undersøgt, hvordan
børn påvirkes af skilsmissen. Og jeg mener, at det gang på gang er kommet
frem til, at det er mindretallet, der har seriøse problemer på grund af
skilsmissen.

> Vælger en forælder at flytte til den anden ende af landet
> med sine børn, så kunne jeg godt mistænke hende for at gøre det for at
> genere børnenes anden forælder.

Jeg kender p.t. tre forældrepar, der bor meget langt fra hinanden.
I ingen af tilfældene er der tale om chikane. Og i begge tilfælde ser
børnene deres forældre lige så meget som hvis de boede 50 km derfra.

I det ene tilfælde er der tale om en far, der bor (arbejder) i London.
Han tager hjem til DK fast hver 14. dag for at være sammen med barnet.
I et andet tilfælde er moren flyttet til et andet land - men sønnen smutter
jævnligt hjem til far med fly. Han hentes i lufthavnen af far og er derfor,
trods den store afstand i km, kun 1 times rejse væk.

> Nu har de fleste af de skilsmissebørn, jeg har kendt, boet i
> københavnsområdet og også haft deres forældre boende i samme område, så
jeg
> har ikke det store førstehåndskendskab til skilsmissebørn og store
> afstande.

Herovre i Jylland er vi måske mere vant til store afstande og lange
transporttider? Vi har ikke altid butikkerne og en 7-11 lige om hjørnet....
Vi er med andre ord ikke forvænt med, at alting er lige om hjørnet. Jeg ved
ikke, om det ikke også spiller en rolle for børns opfattelse af afstanden
mellem mor og far?

Jeg har aldrig regnet det for noget at rejse langt. Min datter har selv,
hyppigt endda, rejst med bus hjem til sine bedsteforældre fra hun var cirka
4 år gammel - en tur på 50 minutter når det løse ikke regnes med.

Når jeg tager turen fra Århus til København for at deltage i et kursus eller
et møde, oplever jeg meget ofte "københavnere", der rent ud sagt er målløse,
når det går op for dem, at jeg har rejst i tre timer (mindst) for at deltage
i mødet/kurset. Så jeg ved af erfaring, at man i den anden ende af landet
har en helt anden opfattelse af rejsetid end man har her i Jylland.

Skilsmissebørns rejsetid bekymrer mig slet ikke. Jeg synes det er langt mere
afgørende, hvordan børnene har det og hvordan de behandles - skilte forældre
eller ej.

Mvh. Lisbeth

---

In an article of 19 May 2000 Lisbeth Jacobsen wrote:

> Jeg kender nu flere tilfælde, hvor det går godt - end det modsatte.
> At det går godt betyder jo ikke nødvendigvis, at der ikke er problemer.
> Men vis mig den familie, hvor forældrene lever sammen uden nogensinde at
> have konflikter om børnene.

Selvfølgelig vil der være konflikter i enhver familie. Det vil være
unormalt, hvis der ikke indimellem var nogle problemer.

> Og jeg har mødt adskillige voksne, der ser problemer fluks de ser et
> skilsmissebarn - og som fluks tilskriver det skilsmissen....

Ja, det er jo altid den nemme løsning, og jeg ved udmærket, at der godt kan
være mange andre årsager til nogle problemer.

Mit kendskab til børn har for langt de allerfleste børns vedkommende været
i forbindelse med mine snart mange år som spejderleder. Som spejderleder
har jeg efterhånden lært rigtig mange børn at kende. Min primære målgruppe
er de 8-10-årige børn.

Tog jeg to store papkasser og på den ene (1) skrev "glade og velfungerende
børn" og på den anden (2) "små, forvirrede og frustrerede børn" og fordelte
alle de børn, jeg har mødt, mellem disse to kasser, så ville alle
skilsmissebørn ende i kasse (2) og alle de børn, der ikke er
skilsmissebørn, ville ende i kasse (1).

Kun et enkelt barn, der ikke er skilsmissebarn, ville ende i kasse (2), men
jeg har også en formodning om, at dette barn måske burde have en diagnose i
stil med ADHD eller lignende, og dette barn falder derfor lidt udenfor.

Er det et tilfælde, at alle skilsmissebørnene ender samme sted, og alle
ikke-skilsmissebørn det andet sted?

For et par år siden var jeg af sted på sommerlejr med mine små spejdere
sammen med spejderne fra en anden gruppe. De havde op mod 15 børn med, og
ingen af dem kendte jeg forud, og eftersom det var den anden gruppes børn,
så kendte jeg absolut intet til børnenes familieforhold derhjemme. Men
allerede efter et par dage var jeg faktisk i stand til at udpege de nok tre
eller så skilsmissebørn, som den anden gruppe havde med på lejren. Det var
simpelthen de mindst velfungerende børn.

Om det så er fordi barnet er skilsmissebarn, ved jeg ikke. Der kan
naturligvis være andre årsager til det. Men jeg er ikke i tvivl om, at det
at være et skilsmissebarn i allerhøjeste grad er en medvirkende årsag til,
at barnet er mindre velfungerende end de øvrige børn.

Skilsmissebørn har et langt mere omtumlet liv end ikke-skilsmissebørn. De
bliver kastet rundt mellem to hjem. Hverdagen er måske lidt mere hektisk,
navnlig hvis boforælderen bor alene, for der skal stadig sørges for indkøb,
madlavning og lignende, selvom man kun er én voksen til det.
Ikke-skilsmissebørn har måske nemmere ved at finde tid hos sine forældre
til at snakke om problemerne i dagligdagen, så de ikke ender med at blive
til store problemer.

Ja, hvad ved jeg. Jeg er ikke ekspert inden for området, men der er sikkert
skrevet digre værker om emnet. Jeg refererer kun de erfaringer og
observationer, som jeg hovedsagelig har gjort blandt mine spejdere. Jeg
siger ikke, at disse børn er som alle børn, så man der ud af kan udlede, at
alle skilsmissebørn / ikke-skilsmissebørn er som disse børn. Dog synes jeg
efterhånden, at mit erfaringsgrundlag er ved at være så stort, at jeg kan
tillade mig at generalisere. Men der er forhåbentlig undtagelser.

Dermed ikke sagt, at skilsmissebørn ikke ender med at blive gode og
velfungerende voksne. Det håber jeg da i høj grad, at de ender med at
blive.

> Men fakta er vist, at vi begge baserer vores meninger på enkeltstående
> erfaringer. Måske ser verden anderledes ud for flertallet.

Hvad er enkeltstående erfaringer? Hvornår har man opnået tilstrækkelig
erfaring til på rimeligvis at kunne generalisere?

> Socialforskningsinstituttet (Morten Nissen) har i årevis undersøgt,
> hvordan børn påvirkes af skilsmissen. Og jeg mener, at det gang på gang
> er kommet frem til, at det er mindretallet, der har seriøse problemer på
> grund af skilsmissen.

Ja, seriøse problemer. Men hvad er så seriøse problemer? Er det
hospitalsindlæggelse på et psykiatrisk afsnit?

Jeg vil bestemt ikke påstå, at nogen af mine spejdere har haft seriøse
problemer, fordi de er skilsmissebørn. Absolut ikke. Men derfor har de
alligevel haft nogle problemer, hvis årsag jeg i hvert fald hovedsagelig
vil tilskrive, at de er skilsmissebørn.

> Skilsmissebørns rejsetid bekymrer mig slet ikke. Jeg synes det er langt
> mere afgørende, hvordan børnene har det og hvordan de behandles - skilte
> forældre eller ej.

Helt enig. Rejsetiden bekymrer mig nu heller ikke alverdens. Børn kan
sagtens rejse tre, fire, ja såmænd også 10 timer, hvis det skulle være.
Hvad der kan bekymre mig i forbindelse med rejsetid er, at tiden kunne være
brugt til noget langt mere fornuftigt, nemlig at være sammen med
forældrene.

--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uhc@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:X8.F8.QV2OFf9x8cbzEpd.NR@post6.tele.dk...


> Tog jeg to store papkasser og på den ene (1) skrev "glade og velfungerende
> børn" og på den anden (2) "små, forvirrede og frustrerede børn" og
fordelte
> alle de børn, jeg har mødt, mellem disse to kasser, så ville alle
> skilsmissebørn ende i kasse (2) og alle de børn, der ikke er
> skilsmissebørn, ville ende i kasse (1).

Jeg må indrømme, at det kan jeg overhovedet ikke - ikke engang
tilnærmelsesvist - få til at passe med mine erfaringer. Jeg tør godt påstå,
at det kan ganske enkelt ikke passe, hvad du beskriver.

Selvfølgelig og heldigvis er det ikke sådan, at alle skilsmissebørn er "små,
forvirrede og frustrerede børn" og selvfølgelig og desværre er det ikke
sådan, at resten er "glade og velfungerende børn".

Så firkantet og enkel er verden altså ikke.

> Det var simpelthen de mindst velfungerende børn.

Hvordan du definerer at være velfungerende?
Jeg kender ikke nogen børn, der ikke har sider, der ikke er velfungerende.

> Men jeg er ikke i tvivl om, at det at være et skilsmissebarn i
allerhøjeste
> grad er en medvirkende årsag til,
> at barnet er mindre velfungerende end de øvrige børn.

Hvorfor skulle en skilsmisse dog det? Der er massevis af ting, der kan
medvirke til, at børn ikke er "velfungerende". Skilsmisse er ikke i sig selv
en af tingene! Men forhold, der KAN være forbundet med skilsmisser, kan
forårsage problemer.

Men der er sørensusemig masser af mulige problemer i familier, der ikke har
oplevet en skilsmisse. De er så oplagte, at jeg ikke engang gider remse dem
op.

> Skilsmissebørn har et langt mere omtumlet liv end ikke-skilsmissebørn.

Sludder! Børns liv kan være omtumlede (og stressfremkaldende) uanset
forældrene er skilte eller ej.

> De bliver kastet rundt mellem to hjem.

Ikke nødvendigvis!

At bevæge sig mellem to hjem er heller ikke nødvendigvis et problem - alene
det at du kalder det at blive "kastet rundt" viser, at du har svært ved at
vurdere det objektivt.

> Hverdagen er måske lidt mere hektisk

Ikke nødvendigvis. Den kan endda være MINDRE hektisk.

> navnlig hvis boforælderen bor alene, for der skal stadig sørges for
indkøb,
> madlavning og lignende, selvom man kun er én voksen til det.

Det behøver ikke være noget problem. Jeg har sågar set tilfælde, hvor der
blev mere tid og ro fordi en stresset far med behov for opvartning forsvandt
ud af familiens hverdag.

> Ikke-skilsmissebørn har måske nemmere ved at finde tid hos sine forældre
> til at snakke om problemerne i dagligdagen, så de ikke ender med at blive
> til store problemer.

Hvorfor skulle ikke-skilsmissebørns forældre have mere tid til deres børn?
Det er logisk set noget sludder. Alt andet lige er der snarere fare for, at
et skilsmissebarn er FOR MEGET sammen med en af sine forældre og kommer til
at opfylde dennes følelsesmæssige behov, fordi der ikke er en voksen i
familien til at tage del i hverdagen. Et skilsmissebarn er faktisk mere i
fare for at komme til at fylde for meget end for lidt i forældrenes liv.

> Jeg refererer kun de erfaringer og
> observationer, som jeg hovedsagelig har gjort blandt mine spejdere.

Men dine observationer og erfaringer er iblandet en god portion fordomme og
formodninger, som der efter min bedste evne ikke nødvendigvis er hold i.

> Hvornår har man opnået tilstrækkelig
> erfaring til på rimeligvis at kunne generalisere?

Du kan kun generalisere, hvis du er i stand til at skelne mellem objektive
fakta og subjektive vurderinger. Den evne hænger ikke nødvendigvis sammen
med antallet eller omfanget af erfaringer.

> Ja, seriøse problemer. Men hvad er så seriøse problemer? Er det
> hospitalsindlæggelse på et psykiatrisk afsnit?

Nej. Så slemt skal det ikke være for at være seriøse problemer.
Hvis barnet har daglige eller hyppige problemer, der er knyttet til
skilsmissen, har det også seriøse problemer.

Men utallige undersøgelser har vist, at spørger man børnene selv, så er der
faktisk ret mange, der angiver at have det ganske godt som skilsmissebørn.
Man ved tillige en hel del om, hvornår de har de godt og hvornår det er
skidt.

> Jeg vil bestemt ikke påstå, at nogen af mine spejdere har haft seriøse
> problemer, fordi de er skilsmissebørn. Absolut ikke. Men derfor har de
> alligevel haft nogle problemer, hvis årsag jeg i hvert fald hovedsagelig
> vil tilskrive, at de er skilsmissebørn.

Men hvordan ved du, hvad der er årsagen til deres problemer?

> Hvad der kan bekymre mig i forbindelse med rejsetid er, at tiden kunne
være
> brugt til noget langt mere fornuftigt, nemlig at være sammen med
> forældrene.

At der er 1-2-3-4-5-6-7-8 timer hver eller hver anden uge, hvor man ikke er
sammen med forældrene, er ikke nogen skade til. Du forudsætter, at børn har
bedst af mest muligt samvær med deres forældre.

Det mener jeg er noget romantisk sludder - og en nymodens forestilling.
Det afgørende for børn er, om de kan kommunikere med deres forældre, når der
er brug for det. og om de ting, der er brug for. De har sørensusemig ikke
behov for at sidde på skødet af forældrene dagen lang.

Nogle børn lider mere af at blive overvåget dagen lang.... af forældre,
pædagoger, lærere, spejderledere, bedsteforældre...... den ene voksen
afløser den anden.

At få lov til eksempelvis at være "Palle alene i verden" hver anden weekend
og klare en togtur alene er helt ufarligt. Det kan ligefrem være et eventyr,
der bidrager til at øge barnets fornemmelse af at kunne klare sig selv.

Jeg er ret sikker på, at de fleste børn sætter pris på sådanne muligheder
for at klare sig uden voksnes overvågning.

Mvh. Lisbeth

---

In an article of 20 May 2000 Lisbeth Jacobsen wrote:

> > Tog jeg to store papkasser og på den ene (1) skrev "glade og
> > velfungerende børn" og på den anden (2) "små, forvirrede og
> > frustrerede børn" og fordelte alle de børn, jeg har mødt, mellem disse
> > to kasser, så ville alle skilsmissebørn ende i kasse (2) og alle de
> > børn, der ikke er skilsmissebørn, ville ende i kasse (1).
>
> Jeg må indrømme, at det kan jeg overhovedet ikke - ikke engang
> tilnærmelsesvist - få til at passe med mine erfaringer. Jeg tør godt
> påstå, at det kan ganske enkelt ikke passe, hvad du beskriver.

Så med andre ord påstår du, at jeg lyver. Det er jo altid et godt
udgangspunkt for fremtidig debat.

Som jeg skriver, så refererer jeg mine erfaringer og observationer. Det, jeg
fortæller, er sandheden, som jeg oplever den.

"Skilsmisser" er ikke noget, jeg er vokset op med. Fra midten af 70'erne
til midten af 80'erne, hvor jeg gik i folkeskole på Midtsjælland, havde vi
i min klasse i de sidste tre fire år kun én pige, der var skilsmissebarn -
hende og hendes mor var tilflytter fra - ikke overraskende - København. Så
skilsmisser og skilsmissebørn var reelt ikke noget, som jeg havde det stor
kendskab til. Ude på bøhlandet, hvor jeg kom fra, blev man altså dengang
bare ikke skilt.

Da jeg gik ud af folkeskolen mistede jeg reelt kontakten til mindre børn.
Der var ikke rigtig nogle i min og mine forældres omgangskreds. Jeg var
også stoppet som spejder, så den vej mødte jeg heller ingen børn. Det var
først mere end ti år senere efter færdiggørelse af min uddannelse, at jeg
igen startede som spejder - denne gang som leder - og igen fik kontakt med
børn.

I denne mellemperiode havde jeg nok et lidt for lyserødt billede af
familien som begreb. For det første troede jeg jo, at det var en smal sag
at finde den eneste ene, men det har bestemt ikke været tilfældet. Og
selvom der jo næppe ligefrem er nogen, der gifter sig for igen at blive
skilt, så havde jeg nu ikke den store forventning om, at det nødvendigvis
skulle vare evigt. Skilsmisse kunne vel næppe være så slemt. Men efter at
jeg der sidst i 90'erne igen er begyndt som spejder, så har jeg mødt en
masse børn, såvel skilsmissebørn som ikke-skilsmissebørn, og deres
forældre, så har jeg fået lidt andre meninger. Selv om det jo bare er nogle
små spejdere, så gør det trods alt en smule ondt i hjertet, når lille
Nikolaj og hans forældre skal flytte, så han ikke længere kan være spejder
hos os - man er jo kommet til at holde af den lille purk. Okay, det er ikke
lige noget, der holder en vågen om natten, men tænk hvis det var ens eget
barn, som man pludselig næsten ikke skulle se mere. Tænk hvis det barn, som
man de sidste fem år hver evig eneste dag har glædet sig til at komme hjem
til efter arbejder, nu pludselig ikke er der længere, for nu er man blevet
skilt og barnet skal bo hos moderen. Hvor må det være skrækkeligt at få sit
barn frataget på den måde og kun se det hver fjortende dag. Man ser,
hvordan skilsmisseforældrene behandler hinanden og giver hinanden skylden
for alt, for den enkelte forældre er naturligvis aldrig skyld i
problemerne, men på sidelinjen kan man blot stå og ryste på hovedet, for
det er næppe helt sandt. Og i høj har jeg oplevet, hvordan skilsmissebørn
er i forhold til ikke-skilsmissebørn, og jeg vil bestemt ikke ønske for
mine børn, at de skal leve et liv som skilsmissebørn.

Når det er sagt, så vil jeg dog godt sige, at jeg nu absolut ikke er
modstander af skilsmisser. En skilsmisse er måske i mange tilfælde det
bedste onde af to onder. Det er givetvis heller ikke rart at være barn i et
hjem, hvor forældrene ikke kan enes.

> Selvfølgelig og heldigvis er det ikke sådan, at alle skilsmissebørn er "små,
> forvirrede og frustrerede børn" og selvfølgelig og desværre er det ikke
> sådan, at resten er "glade og velfungerende børn".
>
> Så firkantet og enkel er verden altså ikke.

Det siger jeg heller ikke. Jeg ved godt, at det er lidt skåret ud i pap, og
det var da også derfor, at jeg bevidst skrev "papkasse" i stedet for blot
"kasse". For selvfølgelig er der nogle ikke-skilsmissebørn, som heller ikke
er velfungerende børn på et eller flere områder. Og ligeledes er ikke alle
skilsmissebørn lige småfrustrerede.

Men laver jeg to kasser med de føromtalte mærkater på og kigger bredt på de
enkelte børn, så er der absolut ingen tvivl om, at jeg vil ende med at
placere alle skilsmissebørnene i den ene kasse og ikke-skilsmissebørnene i
den anden.

> > Det var simpelthen de mindst velfungerende børn.
>
> Hvordan du definerer at være velfungerende?
> Jeg kender ikke nogen børn, der ikke har sider, der ikke er velfungerende.

Selvfølgelig har alle børn sider, der ikke fungerer optimalt. Det benægter
jeg bestemt ikke. Jeg siger heller ikke, at skilsmissebørnene nødvendigvis
er dårligt fungerende. De er blot mindre velfungerende sammenlignet med de
øvrige børn, der ikke er skilsmissebørn.

Ja, hvordan definerer jeg velfungerende. Det er jo barnet som helhed
betragtning og ikke enkelte ting ved barnet. Men lad mig da remse nogle af
de træk op, som i højere eller mindre grad kendetegner skilsmissebørnene.

Skilsmissebørnene er langt mere tryghedssøgende. De søger ens opmærksomhed
på en helt anden måde end de øvrige børn. Det er generelt mit indtryk, at
skilsmissebørn ikke får tilstrækkelig opmærksomhed derhjemme. Okay,
den ene forælder gør måske nok sit, men barnet mangler så sikkert
opmærksomheden fra den forælder, som barnet kun ser hver fjortende dag. Og
som mand oplever jeg måske navnlig, at børnene i dagligdagen mangler en
mand, der gider bruge tid på dem, eftersom de jo i langt de fleste tilfælde
kun ser deres far hver fjortende dag.

Skilsmissebørnene er også meget nemmere at tirre. Når der leges og
smådrilles, så eskalerer det langt oftere, når det er et skilsmissebarn,
som bliver smådrillet. Skilsmissebørnene er følelsesmæssigt langt mere
ustabile end de øvrige børn, så de har meget sværere ved at modstå lidt
smådrilleri end de øvrige børn.

Og igen og igen oplever man, hvordan de stakkels børn bliver frustrerede,
når de ikke ved, om de skal med på en weekendtur. Moren kan ikke tage sig
sammen til at snakke med faren, og da det er farens weekend ... Alle andre
børn ved, at de skal på weekendtur - kun skilsmissebarnet ved det ikke. Og
det frustrerer i allerhøjeste grad barnet at leve i denne uvished.

Jeg oplever, hvordan skilsmissebørn ikke få støtte hos begge forældre til
valget af deres fritidsaktivitet. Navnlig hvis den ene forælder synes, at
spejder er det bedste af det bedste, så skal den anden forældre nok forsøge
at få overbevist barnet om, at spejder er det tåbeligste valg af alle.

Der er sikkert mere, men jeg kan ikke lige komme på det. Som sagt er det en
helhed og ikke nødvendigvis blot en enkelt ting. Jeg har bestemt også haft
børn, hvor forældrene stadig boede sammen, men hvor de alligevel ikke kunne
få snakket sammen og fundet ud af, om barnet kunne komme med på en
weekendtur eller ej. Og det frustrerer da bestemt også barnet, selvom det
ikke er et skilsmissebarn. Det er blot et problem, som er langt mere
udpræget blandt skilsmissebørn.

> > Men jeg er ikke i tvivl om, at det at være et skilsmissebarn i
> > allerhøjeste grad er en medvirkende årsag til, at barnet er mindre
> > velfungerende end de øvrige børn.
>
> Hvorfor skulle en skilsmisse dog det? Der er massevis af ting, der kan
> medvirke til, at børn ikke er "velfungerende". Skilsmisse er ikke i sig
> selv en af tingene! Men forhold, der KAN være forbundet med skilsmisser,
> kan forårsage problemer.

Og hvorfor skulle en skilsmisse dog ikke være en medvirkende årsag? En
skilsmisse er jo en enorm omvæltning i barnets liv, så det vil da givetvis
give nogle følger for barnet på godt og ondt. Selvfølgelig kan der være
utallige ting, der kan være årsag til, at barnet ikke er velfungerende,
f.eks. mobning, vold i hjemmet, alkoholmisbrug og lignende, men jeg kan nu
ikke forstå, at du vil afvise, at skilsmisse kan være en årsag.

> Men der er sørensusemig masser af mulige problemer i familier, der ikke
> har oplevet en skilsmisse. De er så oplagte, at jeg ikke engang gider
> remse dem op.

Ja, så lad endelig vær med det. Jeg har som bekendt heller ikke på noget
tidspunkt sagt, at der ikke kan være problemer ikke andre familier.
Selvfølgelig kan der det.

> > Skilsmissebørn har et langt mere omtumlet liv end ikke-skilsmissebørn.
>
> Sludder! Børns liv kan være omtumlede (og stressfremkaldende) uanset
> forældrene er skilte eller ej.

Selvfølgelig kan de det. Det har jeg ikke benægtet. Men trods det vil jeg
nu alligevel vove den påstand, at langt de fleste skilsmissebørn har et
langt mere omtumlet liv end ikke-skilsmissebørn.

> > De bliver kastet rundt mellem to hjem.
>
> Ikke nødvendigvis!
>
> At bevæge sig mellem to hjem er heller ikke nødvendigvis et problem - alene
> det at du kalder det at blive "kastet rundt" viser, at du har svært ved at
> vurdere det objektivt.

Jeg kan sagtens vurdere objektivt. At jeg skriver "kastet rundt" er en
følge af de observationer, som jeg har gjort over årene. Jg synes i høj
grad, at skilsmissebørnene bliver behandlet som en ting, der af forældrene
blot bliver kastet fra det ene hjem til det andet.

> > Hverdagen er måske lidt mere hektisk
>
> Ikke nødvendigvis. Den kan endda være MINDRE hektisk.

For helvede, Lisbeth. Selvfølgelig er der også masser af
ikke-skilsmissebørn, som kan have en hektisk hverdag. Læste du mit forrige
indlæg, så vil du også have opdaget, at jeg udmærket ved, at der kan være
undtagelser.

Jeg begynder at overveje, om du egentlig selv kan se objektivt på denne
diskussion.

> > Ikke-skilsmissebørn har måske nemmere ved at finde tid hos sine forældre
> > til at snakke om problemerne i dagligdagen, så de ikke ender med at blive
> > til store problemer.
>
> Hvorfor skulle ikke-skilsmissebørns forældre have mere tid til deres børn?
> Det er logisk set noget sludder. Alt andet lige er der snarere fare for, at
> et skilsmissebarn er FOR MEGET sammen med en af sine forældre og kommer til
> at opfylde dennes følelsesmæssige behov, fordi der ikke er en voksen i
> familien til at tage del i hverdagen. Et skilsmissebarn er faktisk mere i
> fare for at komme til at fylde for meget end for lidt i forældrenes liv.

Ja, i den ene forælder liv.

Det virker i høj grad som om, at du i denne diskussion mener, at blot
barnet har din mor (eller far, hvad der nu end måtte være gældende), som
barnet bor fast hos, så er alt godt. Men moderen (eller faderen) kan nu
engang ikke til hverdag udfylde det rum, som faderen (eller moderen) kun
har mulighed for at udfylde hver fjortende dag.

> > Jeg refererer kun de erfaringer og
> > observationer, som jeg hovedsagelig har gjort blandt mine spejdere.
>
> Men dine observationer og erfaringer er iblandet en god portion fordomme
> og formodninger, som der efter min bedste evne ikke nødvendigvis er hold
> i.

Det er faktisk ikke sandt, Lisbeth. Virker det til, at jeg har nogle
fordomme, at skyldes det i høj grad de erfaringer, jeg har gjort med
forskellige børn, som jeg har mødt over årene.

> > Jeg vil bestemt ikke påstå, at nogen af mine spejdere har haft seriøse
> > problemer, fordi de er skilsmissebørn. Absolut ikke. Men derfor har de
> > alligevel haft nogle problemer, hvis årsag jeg i hvert fald hovedsagelig
> > vil tilskrive, at de er skilsmissebørn.
>
> Men hvordan ved du, hvad der er årsagen til deres problemer?

Jeg ved ikke en skid, Lisbeth. Jeg siger blot, at jeg vil hovedsagelig vil
tilskrive problemerne de besværligheder, der er åbenbart er forbundet ved
at være skilsmissebarn.

Selvfølgelig kan der meget vel være andre årsager dertil. Dog - som jeg
har sagt tidligere - så skiller skilsmissebørnene sig på visse punkter
markant ud fra ikke-skilmissebørn.

Som jeg også i mit forrige indlæg fortalte, så var jeg for et par år siden
af sted på sommerlejr sammen med op mod 15 børn, som jeg intet kendte til
forud. Alligevel var jeg i løbet af et par dage i stand til at udpege de
børn, der var skilsmissebørn, fordi det var børn, som ville ende i kasse
(2) med mærkaten "små, forvirrede og frustrerede børn". Alle de andre børn
endte i den anden kasse, og ingen af dem var skilsmissebørn.

Når jeg ser en så markant forskel på to grupper børn og en fællesnævner er,
at alle børn i den ene gruppe er skilsmissebørn og alle børn i den anden
gruppe ikke er det, så vil det da være uklogt af mig at afskrive netop
dette som årsag dertil.

> > Hvad der kan bekymre mig i forbindelse med rejsetid er, at tiden kunne
> > være brugt til noget langt mere fornuftigt, nemlig at være sammen med
> > forældrene.
>
> At der er 1-2-3-4-5-6-7-8 timer hver eller hver anden uge, hvor man ikke er
> sammen med forældrene, er ikke nogen skade til. Du forudsætter, at børn har
> bedst af mest muligt samvær med deres forældre.

Nej, egentlig ikke. Jeg er faktisk i høj grad tilhænger af, at børn skal
væk fra forældrene, hvad enten det er på ture med spejderne, til turnering
med fodboldklubben eller til stævne med garden.

Men når barnet kun ser sine ene forælder hver fjortende dag, så synes jeg
helt bestemt, at tiden kunne være brugt bedre end i et tog eller en bus.

--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uhc@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:94.73.RV2bBy95uZbTc0d.NR@post6.tele.dk...

> Så med andre ord påstår du, at jeg lyver. Det er jo altid et godt
> udgangspunkt for fremtidig debat.

Nej det dælme jeg hverken mener eller vil påstå! Jeg tror bare, at du
fejlvurderer skilsmissens betydning for børn - muligvis på grund af fordomme
eller bare forudindtagede meninger? Eller måske formulerer du dig mere
unuanceret, end du mener det?

> Som jeg skriver, så refererer jeg mine erfaringer og observationer. Det,
jeg
> fortæller, er sandheden, som jeg oplever den.

Ja. Som DU oplever den *S*

Men når du generaliserende opfatter (stort set alle) skilsmissebørn som
"små, forvirrede og frustrerede børn" og "familiebørn" som "glade og
velfungerende børn", så bimler ALLE mine alarmklokker. Og alle mine
erfaringer får mig til at ryste undrende på hovedet.

> "Skilsmisser" er ikke noget, jeg er vokset op med.

Heller ikke jeg!

> Hvor må det være skrækkeligt at få sit
> barn frataget på den måde og kun se det hver fjortende dag. Man ser,
> hvordan skilsmisseforældrene behandler hinanden og giver hinanden skylden
> for alt, for den enkelte forældre er naturligvis aldrig skyld i
> problemerne, men på sidelinjen kan man blot stå og ryste på hovedet, for
> det er næppe helt sandt.

Når det er sådan, er det skrækkeligt. Men sådan er det jo ikke altid.

> Men laver jeg to kasser med de føromtalte mærkater på og kigger bredt på
de
> enkelte børn, så er der absolut ingen tvivl om, at jeg vil ende med at
> placere alle skilsmissebørnene i den ene kasse og ikke-skilsmissebørnene i
> den anden.

Så må du være udsat for flertallet af de grelle tilfælde - og de vellykkede
må være foregået i mit "område". For jeg kan slet slet ikke få din
beskrivelse til at harmonere med det jeg har oplevet, det jeg har erfaret,
det jeg har læst og det jeg har fået fortalt.

> De er blot mindre velfungerende sammenlignet med de
> øvrige børn, der ikke er skilsmissebørn.

Det er slet ikke min oplevelse heller.

> Det er generelt mit indtryk, at
> skilsmissebørn ikke får tilstrækkelig opmærksomhed derhjemme.

Du gætter gør du *S*

> Okay, den ene forælder gør måske nok sit, men barnet mangler så sikkert
> opmærksomheden fra den forælder, som barnet kun ser hver fjortende dag.

Masser af børn i normale uskilte familier lever under sådanne eller værre
vilkår.... børn af fiskere, langturschauffører og prof. soldater
eksempelvis. børn af forældre, der i lange perioder er udstationeret i
udlandet. Jeg har gifte kolleger, der ser deres børn (og kone/mand) hver 2.
måned....

Masser af børn er vokset op i familier med fraværende fædre! Der er endda
skrevet bøger om det.

> Og som mand oplever jeg måske navnlig, at børnene i dagligdagen mangler en
> mand, der gider bruge tid på dem, eftersom de jo i langt de fleste
tilfælde
> kun ser deres far hver fjortende dag.

Masser af børn - også i normale familier - lider under fars manglende
interesse for dem. Far er eksempelvis mere optaget af sin karriere. Det er
ikke et fænomen, der kun er knyttet til skilsmisseramte.

At man er skilsmissebarn KAN også betyde, at man opnår en tættere kontakt
til begge forældre end FØR skilsmissen.

> Jeg oplever, hvordan skilsmissebørn ikke få støtte hos begge forældre til
> valget af deres fritidsaktivitet. Navnlig hvis den ene forælder synes, at
> spejder er det bedste af det bedste, så skal den anden forældre nok
forsøge
> at få overbevist barnet om, at spejder er det tåbeligste valg af alle.

NÅR det er sådan, er det selvfølgelig ganske forfærdeligt for barnet.
Men det er ikke en naturlov, at skilsmisseforældre er uenige om barnet og
alt vedrørende barnet. Ligesom det ikke er en naturlov, at uskilte forældre
er enige om børns opdragelse.

> Og hvorfor skulle en skilsmisse dog ikke være en medvirkende årsag?

Det KAN den være. Men det er den ikke nødvendigvis.

> En skilsmisse er jo en enorm omvæltning i barnets liv

Ikke nødvendigvis.
Og ikke nødvendigvis en omvæltning, der er til det værre.....

> men jeg kan nu ikke forstå, at du vil afvise, at skilsmisse kan være en
årsag.

Det vil jeg bestemt heller ikke! Slet ikke.

MEN.... når forældre vælger skilsmisse, så er jeg overbevist om, at de har
problemer, som - når de ikke vover skilsmissen - er til skade for alle i
familien.

Jeg tror derfor ikke det er skilsmissen i sig selv, der er problemet eller
til skade - men MÅDEN familien fungerer eller ikke fungere sammen på. Om de
er skilt eller ej er ret uvæsentligt!

Og jeg både ved, har set og fået fortalt, at en skilsmisse ikke behøver være
en fatal, skadelig eller dårlig situation for barnet.

> Selvfølgelig kan de det. Det har jeg ikke benægtet. Men trods det vil jeg
> nu alligevel vove den påstand, at langt de fleste skilsmissebørn har et
> langt mere omtumlet liv end ikke-skilsmissebørn.

Vi er ikke enige i, at "langt de fleste.....".

> Jeg begynder at overveje, om du egentlig selv kan se objektivt på denne
> diskussion.

Jeg har både ojektive og subjektive oplevelser med skilsmisser. *S*

Jeg er vokset op i en kernefamilie - men er selv blevet skilt.

For nogle år siden år siden lavede jeg en større undersøgelse (rapport) om
skilsmisser og børn og snakkede i den forbindelse en hel del med psykolog
Morten Nissen fra Socialforskningsinstituttet. Han har i årtier forsket i
emnet. Jeg lavede tillige interview med masser af skilsmissforældre og
skilsmissebørn.

Masser i min omgangskreds er blevet skilt.

Masser af mine kolleger (de fleste tror jeg faktisk!) er skilte.

Mine erfaringer er med andre ord blandede. Både positive og negative.

> Det virker i høj grad som om, at du i denne diskussion mener, at blot
> barnet har din mor (eller far, hvad der nu end måtte være gældende), som
> barnet bor fast hos, så er alt godt.

Nej! Bestemt ikke!
Men jeg mener heller ikke, at bare barnet har begge forældre, så er alt
godt.
Og jeg mener slet ikke, at bare fordi det ikke har begge forældre, så er alt
skidt.

> Men moderen (eller faderen) kan nu
> engang ikke til hverdag udfylde det rum, som faderen (eller moderen) kun
> har mulighed for at udfylde hver fjortende dag.

En skilsmisse behøver ikke indebære, at den ene af forældrene kun ser barnet
hver 14. dag.

Jeg har en helt frisk skilsmisse på nært hold i øjeblikket.

I det tilfælde er der aftalt samvær hver anden weekend plus en hverdag hver
2. uge. og det har medført, at barnet er sammen med sin far på en langt mere
positiv måde end nogensinde før skilsmissen!

Før havde far travlt med golf, kurser og arbejde. Barnet var et forstyrrende
og irriterende element i hans liv og han havde stort set ingen tålmodighed
med det lille barn, som han tit råbte og skreg af - så meget, at barnet
meget tit afviste sin far, når han kom hjem og ville have et knus. Så meget,
at både mor, bedstemor samt farmor og farfar havde ham i skole og forsøgte
at få ham til at tage sig af sit barn på en mere omsorgsfuld og positiv
måde. Det lykkedes ikke.... og mange andre årsager medførte til sidst, at
han og barnets mor blev skilt. (Det var hans valg)

Og hvordan er det så gået......

Nu prioriterer han faktisk barnet højere end før! Han råber mindre af
barnet. Og barnet er (igen) glad for at se ham. Når de er sammen, er det nu
barnet, han koncentrerer sig om - og ikke mere golfkøllerne,
computerspillene og videofilmene.

Hvor almindelig den situation er, har jeg ingen idé om.
Men den er et eksempel på, at man ikke skal tage for givet, at en skilsmisse
fører til, at fars samvær med barnet bliver forrringet.

> Men når barnet kun ser sine ene forælder hver fjortende dag, så synes jeg
> helt bestemt, at tiden kunne være brugt bedre end i et tog eller en bus.

Det er også langt fra givet, at et skilsmissebarn kun ser den ene forælder
hver 14. dag.

Det kan ikke passe, at jeg kender ALLE de skilsmissebørn, der har hyppigere
kontakt. Men jeg kender ikke desto mindre en del.

Jeg kender sager, hvor forældrene har kriget på værste vis og hvor den ene
har forsøgt at hænge den anden ud i avisartikler og komme med anklager om
børnemishandlig etc.

Jeg kender en del af de skilsmissebørn, der har sjældnere kontakt end hver
14. dag. Samt en fire stykker, hvor samværsforældrene desværre ikke kan
forventes at gøre brug af sin ret til samvær, men tvært imod igen og igen
svigter barnet

Mine erfaringer med skilsmissebørn er brogede og forskellige - subjektive og
objektive. Nogle af de skilsmisser og skilsmisseramte jeg har erfaring med,
har jeg været følelsesmæssigt knyttet til. Andre har jeg et helt neutralt
forhold til.

Mvh. Lisbeth

---

22/05/04 1:01Lisbeth Jacobsen40ae8b20$1$11560$ba624c82@nntp02.dk.telia.net

> Mine erfaringer med skilsmissebørn er brogede og forskellige - subjektive og
> objektive.

Erfaringer kan ikke være objektive.
--
Vh Kevin
Fjern nospam ved privat svar

---

"Kevin Vilhelmsen" <skovalleen10nospam@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:BCD4D0E2.23029%skovalleen10nospam@stofanet.dk...

> Erfaringer kan ikke være objektive.

Jo bestemt kan de *S*

Jeg har objektivt erfaret, at børn tisser i bleen.
Jeg har subjektivt erfaret, at det er ret bøvlet, når de har skidt i bleen.

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <KLIP_VÆK_lisbeth_jacobsen@hotmail.com> skrev i en
meddelelse news:40af3b20$0$5968$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> "Kevin Vilhelmsen" <skovalleen10nospam@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
> news:BCD4D0E2.23029%skovalleen10nospam@stofanet.dk...
>
> > Erfaringer kan ikke være objektive.
>
> Jo bestemt kan de *S*
>
> Jeg har objektivt erfaret, at børn tisser i bleen.
> Jeg har subjektivt erfaret, at det er ret bøvlet, når de har skidt i
bleen.
>
> Mvh. Lisbeth
>
God pointe

Per V.

---

22/05/04 13:32Lisbeth Jacobsen40af3b20$0$5968$ba624c82@nntp03.dk.telia.net

> "Kevin Vilhelmsen" <skovalleen10nospam@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
> news:BCD4D0E2.23029%skovalleen10nospam@stofanet.dk...
>
>> Erfaringer kan ikke være objektive.
>
> Jo bestemt kan de *S*
>
> Jeg har objektivt erfaret, at børn tisser i bleen.
> Jeg har subjektivt erfaret, at det er ret bøvlet, når de har skidt i bleen.
>
> Mvh. Lisbeth
>
>
>
>
Ævl, du bliver nødt til at få rettet ordbøgerne.
--
Vh Kevin
Fjern nospam ved privat svar

---

22/05/04 13:32Lisbeth Jacobsen40af3b20$0$5968$ba624c82@nntp03.dk.telia.net

> "Kevin Vilhelmsen" <skovalleen10nospam@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
> news:BCD4D0E2.23029%skovalleen10nospam@stofanet.dk...
>
>> Erfaringer kan ikke være objektive.
>
> Jo bestemt kan de *S*
>
> Jeg har objektivt erfaret, at børn tisser i bleen.
> Jeg har subjektivt erfaret, at det er ret bøvlet, når de har skidt i bleen.
>
> Mvh. Lisbeth
>
>
>
>
Der er ingen forskel, og hvis du mener må du forklare hvad der kunne være
objektivt her?
--
Vh Kevin
Fjern nospam ved privat svar

---

"Kevin Vilhelmsen" <skovalleen10nospam@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:BCD57ED3.2305F%skovalleen10nospam@stofanet.dk...

> Der er ingen forskel, og hvis du mener må du forklare hvad der kunne være
> objektivt her?

Jeg kom med et konkret eksempel!

Debatten hører i øvrigt til i anden gruppe. Og da du hyppigt demonstrerer
kun at have jævnt gode evner for kommunikation, bliver det ikke mig, du skal
diskutere sproglige nuancer med. Der er emner, hvor jeg synes dine meninger
er særdeles spændende, Kevin - men dansk sprog er ikke på listen *S*

Mvh. Lisbeth

---

22/05/04 22:31Lisbeth Jacobsen40afb96e$0$5932$ba624c82@nntp03.dk.telia.net

> Og da du hyppigt demonstrerer
> kun at have jævnt gode evner for kommunikation, bliver det ikke mig, du skal
> diskutere sproglige nuancer med.

Der er ingen argumenter i dette, og ingen eksepler, jeg kan ikke se hvad du
mener, men er helt med på at du ind i mellem ikke fatter hvad der foregår,
men det er jo ikke mit problem, enig er jeg dog I at debatten ikke hører
hjemme her og at den ikke fører til noget.
Men vi må jo have rettet ordbøgerne.
--
Vh Kevin
Fjern nospam ved privat svar

---

In an article of 21 May 2000 Lisbeth Jacobsen wrote:

> Nej det dælme jeg hverken mener eller vil påstå! Jeg tror bare, at du
> fejlvurderer skilsmissens betydning for børn - muligvis på grund af
> fordomme eller bare forudindtagede meninger? Eller måske formulerer du
> dig mere unuanceret, end du mener det?

Da jeg begyndte at beskæftige mig med børn for nogle år siden havde jeg
bestemt ikke nogen fordomme og forudindtagede meninger om skilsmisser og
skilsmissebørn. Om jeg så har det i dag, kan man jo altid diskutere. De
meninger, jeg har i dag, bygger på de erfaringer, jeg har gjort over årene.

> > Som jeg skriver, så refererer jeg mine erfaringer og observationer.
> > Det, jeg fortæller, er sandheden, som jeg oplever den.
>
> Ja. Som DU oplever den *S*

Ja, selvfølgelig. Jeg kan ligesom ikke referere dem, som du oplever dem.
Jeg kan fortælle om mine oplevelser, erfaringer og lignende. Andet kan jeg
ikke gøre. Jeg kan selvfølgelig gå på bibliotektet og låne noget litteratur
om emnet. Det vil måske ændre min opfattelse af betydningen af de
oplevelser, som jeg har haft, dvs. om det betyder noget for barnet eller
ej. Men mine oplevelser vil stadig være de samme.

> Så må du være udsat for flertallet af de grelle tilfælde - og de
> vellykkede må være foregået i mit "område". For jeg kan slet slet ikke
> få din beskrivelse til at harmonere med det jeg har oplevet, det jeg har
> erfaret, det jeg har læst og det jeg har fået fortalt.

Vi har måske forskellige opfattelser af, hvordan børn skal have det. Og på
det punkt må jeg nok indrømme, at jeg gerne levede i en lille lyserød
verden, hvor alle børn har det godt. Børn er det dyrebareste på jorden, og
de kan aldrig få det godt nok.

Jeg siger ikke, at disse skilsmissebørn har et dårligt liv. Jeg siger blot,
at de efter min opfattelse har et dårligere liv i forhold til
ikke-skilsmissebørn. Jeg siger, at de efter min mening kunne have det
bedre. Hvornår har et barn det "godt nok"?

Jeg siger ikke, at børnene er små psykiske vrag på grund af forældrenes
skilsmisse. Jeg siger blot, at skilsmissebørnene skiller sig ud i forhold
til de øvrige børn og efter min mening kunne have det bedre.

> > Det er generelt mit indtryk, at skilsmissebørn ikke får tilstrækkelig
> > opmærksomhed derhjemme.
>
> Du gætter gør du *S*

Nej, jeg finder fællestræk ved børnene. Og har man nogle børn, der er langt
mere opmærksomhedssøgende end de øvrige børn, så er det da nærliggende at
antage, at de måske ikke helt får den opmærksomhed derhjemme, som de har
behov for. Og da de alle er skilsmissebørn, så ...

> > Okay, den ene forælder gør måske nok sit, men barnet mangler så
> > sikkert opmærksomheden fra den forælder, som barnet kun ser hver
> > fjortende dag.
>
> Masser af børn i normale uskilte familier lever under sådanne eller
> værre vilkår.... børn af fiskere, langturschauffører og prof. soldater
> eksempelvis. børn af forældre, der i lange perioder er udstationeret i
> udlandet. Jeg har gifte kolleger, der ser deres børn (og kone/mand) hver
> 2. måned....
>
> Masser af børn er vokset op i familier med fraværende fædre! Der er
> endda skrevet bøger om det.

Ja, og de samme træk vil jeg måske finde hos disse børn. Jeg har dog endnu
ikke haft nogen børn i mine spejderflokke, hvor den ene forældre på grund
af arbejde var væk hjemmefra i lange perioder.

Men blot fordi der er andre, der lever på samme måde, hvor barnet ikke ser
den ene forældre i lange perioder, gør vel ikke problemet derved mindre.

> Masser af børn - også i normale familier - lider under fars manglende
> interesse for dem. Far er eksempelvis mere optaget af sin karriere. Det
> er ikke et fænomen, der kun er knyttet til skilsmisseramte.

Lisbeth, jeg føler, at du negligerer de problemer, som skilsmissebørnene
har. Blot fordi der er andre børn, som ikke er skilsmissebørn, men som har
samme problemer eller lever under lignende forhold, så gør det jo ikke
problemerne mindre for det pågældende skilsmissebarn.

Manglende opmærksomhed fra den ene forælders side er helt sikkert ikke kun
begrænset til skilsmissebørn. Kommer skilsmissebarnet til at savne sin far
mindre ved at få at vide, at der altså er andre børn, som også savner deres
far, fordi faderen er på havet og fiske, i Italien med røgede
hamburgerrygge eller blot for optaget af karrieren?

Men i skilsmissebarnets tilfælde, så skyldes savnet altså, at forældrene er
blevet skilt. Selvfølgelig kan det da godt være, at skilsmissebarnets far
er astronaut og tilbringer nogle måneder i træk på Mir, men efter al
sandsynlighed bor barnets far mindre end tyve kilometer væk. Barnet må blot
ikke se sin far, fordi forældrene er skilt.

Og i skilsmissebarnets tilfælde bliver det hele måske forværret ved, at
forældrene ikke længere formår at kommunikere ordentligt. Indlæggene i
denne nyhedsgruppe bærer jo tydelige beviser på
kommunikationsvanskeligheder mellem skilsmisseforældre.

> At man er skilsmissebarn KAN også betyde, at man opnår en tættere
> kontakt til begge forældre end FØR skilsmissen.

Ja, jeg har da også selv en teori om, at ikke alle skilsmisseforhold giver
børn, som jeg har oplevet.

> > Jeg oplever, hvordan skilsmissebørn ikke få støtte hos begge forældre
> > til valget af deres fritidsaktivitet. Navnlig hvis den ene forælder
> > synes, at spejder er det bedste af det bedste, så skal den anden
> > forældre nok forsøge at få overbevist barnet om, at spejder er det
> > tåbeligste valg af alle.
>
> NÅR det er sådan, er det selvfølgelig ganske forfærdeligt for barnet.

Mange gange er det jo i det små. Det er næppe sådan, at når barnet er på
weekend hos sin far, at faderen så siger: "Din mor er en ulækker luder, og
hvis du ikke holder op med det kristne spejderfis, så ender du med at blive
bøsse. Så gå dog til fodbold og bliv en rigtig mand". Sådan er det da
næppe. Støtten er der bare ikke. For eksempel havde vi på et tidspunkt en
pige, som boede hos sin far. Pigen var rigtig glad for at være spejder, og
faderen bakkede også op om pigens valg. Men det gjorde moderen derimod ikke
- hun mente, at pigen hellere skulle gå til ridning. Og det giver
naturligvis problemer hos barnet, når det bliver skubbet i modsatte
retninger af sine forældre. Barnet ved ikke rigtig, hvilket ben hun skal
stå på.

Som nævnt er det hovedsagelig i det små. Barnet får blot ikke den støtte,
som det efter min mening bør have. Det oplever jeg ikke hos de forældre,
der stadig bor sammen. Det er da en ærlig ting, hvis man synes, at spejder
er en latterlig fritidsaktivitet - jeg synes også, at fodbold er en
latterlig fritidsaktivitet. Men selvom man måtte synes det, så bør man
stadig støtte sit barn i barnets valg af fritidsaktivitet. Hos de forældre,
der stadig bor sammen, får barnet støtte til sit valg fra begge forældre -
også selvom den ene forælder synes, at spjeder er en latterlig
fritidsaktivitet. Hos de familier står forældrene sammen om at bakke sit
barn op i dets valg.

Det sker ikke i skilsmissefamilierne. Jeg synes i høj grad, at det virker
til, at skilsmissebørn lever i to verdener. Den ene verden er sammen med
sin far, den anden er sammen med sin mor. Og de to verdener har ikke meget
at gøre med hinanden, og den ene verden tager bestemt ikke hensyn til den
anden.

> > En skilsmisse er jo en enorm omvæltning i barnets liv
>
> Ikke nødvendigvis.
> Og ikke nødvendigvis en omvæltning, der er til det værre.....

Jeg mener nu stadig, at en skilsmisse er en enorm omvæltning. Men vi kan
være enige om det andet. En skilsmisse kan helt sikkert være en forbedring
i forhold til forholdene i hjemmet, inden forældrene blev skilt. Men som
jeg skrev i mit forrige indlæg, så er det efter min mening stadig blot det
ene onde fremfor det andet.

Er familien kommet ud i den situation, at den ikke længere fungerer, der
ikke er andet end skænderier og uoverensstemmelser og lignende, så vil det
givetvis kunne være en forbedring, at forældrene bliver skilt. Men endnu
bedre for barnet ville det nok være, hvis forældrene kunne få gravet
stridsøksen ned og atter begyndte at leve et fredeligt og lykkeligt liv
sammen. Men så nemt at det jo nok desværre ikke, det ved jeg godt.

> Hvor almindelig den situation er, har jeg ingen idé om.
> Men den er et eksempel på, at man ikke skal tage for givet, at en
> skilsmisse fører til, at fars samvær med barnet bliver forrringet.

Det har jeg bestemt heller ikke påstået. Jeg taler da også hovedsagelig om
det daglige samvær. Har knægten behov for at se sin far onsdag, når han
kommer hjem fra skole, så kan han pludselig ikke dette længere. Jeg tror
også gerne, at barnet får langt større opmærksomhed, når barnet er på
weekend hos faderen.

Jeg har kun oplevet et enkelt tilfælde, hvor den ene forælder i en vis
udstrækning nok forsømte sit barn lidt for meget. I alle de andre tilfælde
er jeg overbevist om, at også skilsmissebørnene har haft lige så kærlige,
søde, rare og omsorgsfulde forældre som alle de øvrige børn. Men
skilsmissebørnenes forældre taler ikke ordentligt sammen, og de samarbejder
ikke om barnet.

> > Men når barnet kun ser sine ene forælder hver fjortende dag, så synes
> > jeg helt bestemt, at tiden kunne være brugt bedre end i et tog eller
> > en bus.
>
> Det er også langt fra givet, at et skilsmissebarn kun ser den ene
> forælder hver 14. dag.

Nej, det ved jeg, og det har du også givet et eksempel på. Men hvis vi som
her taler om forældre i hver sin ende af landet (Randers og København, som
var starten på tråden), så er lille Emil eller Ida næppe hjemme hos sin far
fra onsdag til torsdag.

> Det kan ikke passe, at jeg kender ALLE de skilsmissebørn, der har
> hyppigere kontakt. Men jeg kender ikke desto mindre en del.

Bare rolig, jeg kender også sådan nogen. Men de bor så heller ikke "langt"
fra hinanden.

> Jeg kender sager, hvor forældrene har kriget på værste vis og hvor den
> ene har forsøgt at hænge den anden ud i avisartikler og komme med
> anklager om børnemishandlig etc.
>
> Jeg kender en del af de skilsmissebørn, der har sjældnere kontakt end
> hver 14. dag. Samt en fire stykker, hvor samværsforældrene desværre ikke
> kan forventes at gøre brug af sin ret til samvær, men tvært imod igen og
> igen svigter barnet

Ja, og sådanne grelle tilfælde har jeg faktisk ikke rigtig haft nogen
kontakt med. Tværtimod virker forældrene til de skilsmissebørn, som jeg har
haft blandt mine spejdere, til at være gode forældre. Men det, at de er
blevet skilt, giver - efter min mening - nogle ganske tydelige tegn hos
deres børn. Skilsmissebørnene skiller sig som sagt ud fra de øvrige børn i
deres væremåde.

Jeg tror efterhånden ikke, at jeg har meget nyt at tilføje til denne debat.
Så bliver det nok efterhånden lidt for meget gentagelser af tidligere
skrevet. Men det kan selvfølgelig være, at du skriver noget, som jeg bare
er nødt til at svare på :)
--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uhc@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:Z3.F2.SV2QAHeSsZbF9nc.NR@post6.tele.dk...
For eksempel havde vi på et tidspunkt en
> pige, som boede hos sin far. Pigen var rigtig glad for at være spejder, og
> faderen bakkede også op om pigens valg. Men det gjorde moderen derimod
ikke
> - hun mente, at pigen hellere skulle gå til ridning. Og det giver
> naturligvis problemer hos barnet, når det bliver skubbet i modsatte
> retninger af sine forældre. Barnet ved ikke rigtig, hvilket ben hun skal
> stå på.

Det er nu ikke specielt for skilsmissefamilier.

> Som nævnt er det hovedsagelig i det små. Barnet får blot ikke den støtte,
> som det efter min mening bør have. Det oplever jeg ikke hos de forældre,
> der stadig bor sammen.

Det er nu ofte forekommende. Mine forældre nåede at holde guldbryllup, men
jeg oplevede i høj grad - især fra min mor - ikke at få den støtte, et barn
ganske rigtigt bør have. Jeg vil ikke påstå, at mine forældre burde være
blevet skilt, for de holdt meget af hinanden - men netop derfor var der ikke
så meget plads til os børn (hos min mor.)

Hos de forældre,
> der stadig bor sammen, får barnet støtte til sit valg fra begge forældre -
> også selvom den ene forælder synes, at spjeder er en latterlig
> fritidsaktivitet. Hos de familier står forældrene sammen om at bakke sit
> barn op i dets valg.

Det er vist en ønskedrøm, du der giver udtryk for - eller også er
spejderforældre helt specielle

> Det sker ikke i skilsmissefamilierne. Jeg synes i høj grad, at det virker
> til, at skilsmissebørn lever i to verdener. Den ene verden er sammen med
> sin far, den anden er sammen med sin mor. Og de to verdener har ikke meget
> at gøre med hinanden, og den ene verden tager bestemt ikke hensyn til den
> anden.

Du generaliserer alt for meget. Jeg har i mine år som pædagog (om end de
ligger nogle år tilbage) oplevet alle de fænomener, du skildrer, med mere
eller mindre støtte, og det er bestemt ikke mit indtryk, at skillelinien gik
så skarpt mellem skilte og uskilte forældre.

> > > En skilsmisse er jo en enorm omvæltning i barnets liv

> > Ikke nødvendigvis.

Jo, nødvendigvis.

> > Og ikke nødvendigvis en omvæltning, der er til det værre.....

Nej, ikke nødvendigvis. Nogle forældre kan det være en befrielse at slippe
af med.

> Jeg mener nu stadig, at en skilsmisse er en enorm omvæltning. Men vi kan
> være enige om det andet. En skilsmisse kan helt sikkert være en forbedring
> i forhold til forholdene i hjemmet, inden forældrene blev skilt. Men som
> jeg skrev i mit forrige indlæg, så er det efter min mening stadig blot det
> ene onde fremfor det andet.

Men i de tilfælde et mindre onde frem for et større. Selvfølgelig vil alle
børn (og forældre med) helst leve i en idealfamilie, hvor alle elsker og
støtter hinanden, men de fleste af os må nu engang nøjes med mindre, uanset
om forældrene lever sammen eller ej.

Per V.

---

In an article of 21 May 2000 vadmand wrote:

> Det er vist en ønskedrøm, du der giver udtryk for - eller også er
> spejderforældre helt specielle

Ja, det kan jo tænkes :)

> Du generaliserer alt for meget. Jeg har i mine år som pædagog (om end de
> ligger nogle år tilbage) oplevet alle de fænomener, du skildrer, med
> mere eller mindre støtte, og det er bestemt ikke mit indtryk, at
> skillelinien gik så skarpt mellem skilte og uskilte forældre.

Jeg generaliserer helt bestemt, men jeg generaliserer ud fra de erfaringer,
jeg har. Om de så er repræsentative, er en helt anden historie. Jeg har dog
oplevet en sådan skillelinje mellem skilsmissebørn og ikke-skilsmissebørn.

Efterhånden som jeg lærer nye børn at kende, så kan det da meget vel være,
at jeg vil være nødt til at revidere min mening.

> > Jeg mener nu stadig, at en skilsmisse er en enorm omvæltning. Men vi
> > kan være enige om det andet. En skilsmisse kan helt sikkert være en
> > forbedring i forhold til forholdene i hjemmet, inden forældrene blev
> > skilt. Men som jeg skrev i mit forrige indlæg, så er det efter min
> > mening stadig blot det ene onde fremfor det andet.
>
> Men i de tilfælde et mindre onde frem for et større.

Netop. Og det er da også af den grund, at jeg som sådan ikke er modstander
af skilsmisse. I langt de fleste tilfælde, tror jeg, det er en forbedring
for barnet. Men absolut ikke den optimale løsning.

Men så er vi ovre i snakken om, om forældre i dag kæmper tilstrækkeligt for
deres ægteskab, men det er en lidt anden diskussion.

--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uhc@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:06.v5.SV2THZdSsZbbBTd.NR@post6.tele.dk...

> Men så er vi ovre i snakken om, om forældre i dag kæmper tilstrækkeligt
for
> deres ægteskab, men det er en lidt anden diskussion.
>
Det mener jeg - igen generaliserende - ikke, de gør. Men hvis vi skal
diskutere det, må vi hellere starte en ny tråd.

Per V.

---

"Uffe Holst" <uhc@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:Z3.F2.SV2QAHeSsZbF9nc.NR@post6.tele.dk...

> Da jeg begyndte at beskæftige mig med børn for nogle år siden havde jeg
> bestemt ikke nogen fordomme og forudindtagede meninger om skilsmisser og
> skilsmissebørn.

Men det har du fået siden, vil jeg tillade mig at mene.
Dine konklusioner er for firkantede, enkle og unuancerede.

> Jeg kan fortælle om mine oplevelser, erfaringer og lignende.

Men de er i stor udstrækning subjektive.
Du lægger 1 + 1 sammen og når frem til, at skilsmissen er årsagen.

> Vi har måske forskellige opfattelser af, hvordan børn skal have det.

Jeg har ikke en fast målestok for, hvordan børn skal have det.
Og jeg hører ikke til dem, der tror, at der findes noget barn, der vokser op
uden problemer. Uanset det lever i en skilsmissefamilie eller en
kernefamilie.

Jeg mener iøvrigt heller ikke, at fravær af et problemfrit og sorgløst liv
er en katastrofe eller bare tæt på at være det.

> Jeg siger ikke, at disse skilsmissebørn har et dårligt liv. Jeg siger
blot,
> at de efter min opfattelse har et dårligere liv i forhold til
> ikke-skilsmissebørn.

Det er desværre bare ikke sandt. Men gid det var så enkelt at give sine børn
et godt liv.

> Nej, jeg finder fællestræk ved børnene. Og har man nogle børn, der er
langt
> mere opmærksomhedssøgende end de øvrige børn, så er det da nærliggende at
> antage, at de måske ikke helt får den opmærksomhed derhjemme, som de har
> behov for. Og da de alle er skilsmissebørn, så ...

At være opmærksomhedssøgende er et synonym for at være udadvendt og socialt
anlagt.

Hvordan er du kommet frem til - udover at gætte - at skilsmissebarnet
mangler opmærksomhed? Måske er det fordi det er VANT TIL opmærksomhed, at
det også forventer at du er opmærksom på det.

> Lisbeth, jeg føler, at du negligerer de problemer, som skilsmissebørnene
> har.

Som jeg tidligere skrev..... børn slipper ikke for problemer. Jeg ser deres
problemer!

> Barnet må blot ikke se sin far, fordi forældrene er skilt.

Det gælder kun for få skilsmissebørn!

> Indlæggene i
> denne nyhedsgruppe bærer jo tydelige beviser på
> kommunikationsvanskeligheder mellem skilsmisseforældre.

Indlæggene i denne nyhedsgruppe bærer præg af at blive brugt til problemer
og tvivl.

> Pigen var rigtig glad for at være spejder, og
> faderen bakkede også op om pigens valg. Men det gjorde moderen derimod
ikke
> - hun mente, at pigen hellere skulle gå til ridning.

Det har imidlertid INTET at gøre med skilsmisse. Sådanne situationer
forekommer i alle slags familier.

> Det oplever jeg ikke hos de forældre,
> der stadig bor sammen.

Det er forbløffende, hvor forskelligt vi oplever tingene. For JEG oplever
sådanne ting helt uafhængigt af, om forældrene er skilt eller ej. Også i min
egen familie.

Jeg er vokset op med en sådan uenighed - og vi lærte at sno os. Vi vidste
godt, hvornår vi skulle spørge far og hvornår vi skulle spørge mor. Vi
vidste godt, hvad den ene tillod og den anden forbød.

I bedste fald har det lært mig, at forældre ikke BEHØVER være enige om alt.

> Men selvom man måtte synes det, så bør man
> stadig støtte sit barn i barnets valg af fritidsaktivitet.

Jeg har vedholdende forbudt min datter tre fritidsaktiviteter - sportsdans,
pigegarde og ridning. Hun har nu heller aldrig bedt om lov til nogen af
tingene. Måske fordi hun på forhånd vidste, at det var udelukket.

Og jeg mener ikke, at forældre partout SKAL støtte deres børn i en hvilken
som helst fritidsaktivitet de måtte få øje på. Uanset de er skilt eller ej.
Og jeg mener i øvrigt heller ikke, at forældre behøver foregive at de er
enige om at være for eller imod alting. Børn tager ikke skade af at opleve
deres forældre som to forskellige mennesker med hver sit værdisæt. Men
selvfølgelig er der områder, hvor enighed er afgørende vigtig.

> Jeg mener nu stadig, at en skilsmisse er en enorm omvæltning.

Det kommer an på barnets alder og familiens forhold. Det kommer an på,
hvordan familien organiserer sig.

> Det har jeg bestemt heller ikke påstået. Jeg taler da også hovedsagelig om
> det daglige samvær. Har knægten behov for at se sin far onsdag, når han
> kommer hjem fra skole, så kan han pludselig ikke dette længere.

Det kan han heller ikke nødvendigvis når forældrene bor sammen.

> Men skilsmissebørnenes forældre taler ikke ordentligt sammen, og de
samarbejder
> ikke om barnet.

Korrekt. Mange gør ikke!

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <KLIP_VÆK_lisbeth_jacobsen@hotmail.com> skrev i en
meddelelse news:40afb96d$1$5932$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
>
> Jeg har vedholdende forbudt min datter tre fritidsaktiviteter -
sportsdans,
> pigegarde og ridning.

Hvorfor?

Per V.

---

"vadmand" <perve@(fjerndette)post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:40afc1cf$0$457$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...

> Hvorfor?

Du spørger, hvorfor jeg har forbudt min datter at deltage i sportsdans,
pigegarde og ridning.....

Sportsdans fordi jeg ikke bryder mig om alt det fims, det er omgivet af.
Pigegarde, fordi jeg ikke overhovedet kan holde ud at høre på musikken.
Ridning fordi det er for dyrt - og fordi det tager alt for meget af barnets
tid.

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <KLIP_VÆK_lisbeth_jacobsen@hotmail.com> skrev i en
meddelelse news:40b0a9e2$0$11551$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...

>
> Sportsdans fordi jeg ikke bryder mig om alt det fims, det er omgivet af.
> Pigegarde, fordi jeg ikke overhovedet kan holde ud at høre på musikken.
> Ridning fordi det er for dyrt - og fordi det tager alt for meget af
barnets
> tid.

Det synes jeg er en utroligt fordomsfuld og foirmynderisk holdning. Så længe
det ikke drejer sig om ting, der er skadelige for dit barn, bør du ikke
diktere barnest fritidsinteresser.

Det eneste, du får ud af det, er, at hun kommer til at hade dig - eller
gøre, hvad der passer hende. Og det vil sandsynligvis være langt værre ting.

At forbyde hende at gå i pigegarde,, fordi DU ikke bryder dig om
marchmusik - det er sgu for tyndt!

Per V.

---

"vadmand" <perve@(fjerndette)post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:40b1163f$0$424$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...

> Det synes jeg er en utroligt fordomsfuld og foirmynderisk holdning. Så
længe
> det ikke drejer sig om ting, der er skadelige for dit barn, bør du ikke
> diktere barnest fritidsinteresser.

Jeg har ikke dikteret min datter, hvad hun skulle vælge af fritidsaktiviter
og kunne ikke drømme om det. Men det har heller ikke været nødvendigt.

Hun har fået at vide, at jeg ikke brød mig om de tre nævnte aktiviteter. At
de var forbudt. Forbudet er blevet gentaget med mellemrum - især når hun har
haft lyst til at prøve noget nyt, har hun fået remsen om, at "pigegarde,
sportsdans og ridning ved du godt er udelukket!" Det har hun altid grinet
af.

> At forbyde hende at gå i pigegarde,, fordi DU ikke bryder dig om
> marchmusik - det er sgu for tyndt!

Nej sørme er det da ej for tyndt. Den musik er så hæslig i mine ører, at hun
aldrig i livet havde kunnet øve sig hjemme.

Er de fleste af de forbud vi som forældre udstikker for vores børn i øvrigt
ikke baseret på, hvad forældrene ikke kan lide. På forældrenes moral og
overbevisning?

Nogle forbyder pigerne at gå til fest eller festival. Nogle forbyder deres
piger at "lege" med drenge. Nogle forbyder deres børn at rejse alene. At
tage på cyekferie med veninder. Nogle forbyder deres børn at blive piercet,
tatoveret eller farve håret. Nogle forbyder børnene at gå i bestemt tøj.....

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <KLIP_VÆK_lisbeth_jacobsen@hotmail.com> skrev i en
meddelelse news:40b12aa3$1$28865$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
> "vadmand" <perve@(fjerndette)post.tele.dk> skrev i en meddelelse
> news:40b1163f$0$424$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
>
> > Det synes jeg er en utroligt fordomsfuld og foirmynderisk holdning. Så
> længe
> > det ikke drejer sig om ting, der er skadelige for dit barn, bør du ikke
> > diktere barnest fritidsinteresser.
>
> Jeg har ikke dikteret min datter, hvad hun skulle vælge af
fritidsaktiviter
> og kunne ikke drømme om det. Men det har heller ikke været nødvendigt.
>
> Hun har fået at vide, at jeg ikke brød mig om de tre nævnte aktiviteter.
At
> de var forbudt. Forbudet er blevet gentaget med mellemrum - især når hun
har
> haft lyst til at prøve noget nyt, har hun fået remsen om, at "pigegarde,
> sportsdans og ridning ved du godt er udelukket!" Det har hun altid grinet
> af.
>
> > At forbyde hende at gå i pigegarde,, fordi DU ikke bryder dig om
> > marchmusik - det er sgu for tyndt!
>
> Nej sørme er det da ej for tyndt. Den musik er så hæslig i mine ører, at
hun
> aldrig i livet havde kunnet øve sig hjemme.
>
> Er de fleste af de forbud vi som forældre udstikker for vores børn i
øvrigt
> ikke baseret på, hvad forældrene ikke kan lide. På forældrenes moral og
> overbevisning?
>
> Nogle forbyder pigerne at gå til fest eller festival. Nogle forbyder deres
> piger at "lege" med drenge. Nogle forbyder deres børn at rejse alene. At
> tage på cyekferie med veninder. Nogle forbyder deres børn at blive
piercet,
> tatoveret eller farve håret. Nogle forbyder børnene at gå i bestemt
tøj.....
>
Ja, jeg synes altså dine kategoriske forbud mod 100% harmløse aktiviteter
blot på grund af din egen personlige smag virker meget firkantet og
egoistisk. De praktise problemer med fx øvning kune uden tvislæ løses, hvis
der var et minimum af smidighed og god vilje til stede.

Da mine børn var i techno-alderen ville jeg da ikke havt drømy om at forbyde
dem at købe, spille ellere lytte til den musik, selv om jeg finder den
afskyelsg.

Efter min mening beder du nærmest om et voldsomt oprør fra barnet på et
eller andet tidspunkt.

Per V.

---

"vadmand" <perve@(fjerndette)post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:40b1a55d$0$508$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...

> Ja, jeg synes altså dine kategoriske forbud mod 100% harmløse aktiviteter
> blot på grund af din egen personlige smag virker meget firkantet og
> egoistisk.

Jamen uhada....

Har du ikke truffet valg for dine børn udfra en formodning om, hvad der vil
være godt eller skidt for dem? Har de haft lov til alt - eller har du sat
grænser? Har dine børn fået lov at vælge ALT selv - eller har du valgt til
og fra for dem?

Jeg har sat mange andre grænser for mit barn - sagt nej utallige gange til
dit og dat. Det er ikke bare fritidsaktiviteter der har været på
forbudslisten. Der er masser af legetøj og tøj, hun heller ikke har fået lov
at få.... For ikke at nævne alle de isdesserter jeg har nægtet hende.

> Efter min mening beder du nærmest om et voldsomt oprør fra barnet på et
> eller andet tidspunkt.

Som forklaret har hun blot moret sig, når hendes mor har sagt, at
"pigegarde,
sportsdans og ridning ved du godt er udelukket!" De tre forbud har aldrig
givet anledning til oprør, men kun smil.

Du synes at have overset, at det er helt gratis - og ret ligegyldigt - at
udstikke forbud, som alligevel ikke interesserer barnet. Hvad der var sket,
hvis jeg havde været så uheldig at få en af de piger, der vælger pigegarde,
ridning eller sportsdans er svært at sige. Nu har jeg været så heldig at få
en, der også synes, at der er langt sjovere ting i verden.

Men det betyder ikke, at min grænser ikke på andre områder er blevet
markeret uden protest fra datteren.

Mvh.Lisbeth

---

In an article of 21 May 2000 Lisbeth Jacobsen wrote:

> > Da jeg begyndte at beskæftige mig med børn for nogle år siden havde
> > jeg bestemt ikke nogen fordomme og forudindtagede meninger om
> > skilsmisser og skilsmissebørn.
>
> Men det har du fået siden, vil jeg tillade mig at mene.
> Dine konklusioner er for firkantede, enkle og unuancerede.

Ja, det er du selvfølgelig velkommen til at mene. Fordomme er typisk i høj
grad baseret på uvidenhed, og de meninger, som jeg her giver tilkende, er i
allerhøjeste grad baseret på viden, nemlig den viden jeg har fået i
forbindelse med omgangen med skilsmissebørn.

Men naturligvis er mit grundlag ikke stort, det ved jeg så udmærket. Det
drejer sig om et lille antal skilsmissebørn, som jeg har lært at kende
igennem spejder. Og blandt disse er der nogle træk, der gør, at de tydeligt
adskiller sig fra de øvrige børn, som ikke er skilsmissebørn. Og det er
desværre ikke til den positive side, at de skiller sig ud.

> > Jeg kan fortælle om mine oplevelser, erfaringer og lignende.
>
> Men de er i stor udstrækning subjektive.
> Du lægger 1 + 1 sammen og når frem til, at skilsmissen er årsagen.

Du vil meget gerne stille min mening meget firkantet op, ikke? Så nemt er
det ikke, det ved jeg godt.

Hvis du vidste, hvor mange gange jeg har haft skilsmissebørn, som er blevet
meldt til weekendture flere uger efter tilmeldingsfristen, fordi forældrene
ikke kan tale samme. Den dag, hvor der er tilmeldingsfrist, indrømmer
moderen, at hun ikke lige har fået taget sig sammen til at snakke med
faderen, for det er hans weekend. Ugen efter har hun stadig ikke fået
nosset sig sammen. To uger senere har hun fået snakket med faderen, men
faderen har ikke ringet tilbage med svar til hende endnu. Selvfølgelig
burde man blot sige "for sen tilmelding, synd, barnet kan ikke komme med",
men det vil da være ekstremt synd for det stakkels barn, som jo vildt gerne
vil med på turen. Det er sgu meget frustrerende for den stakkelse 8-årige
knægt eller tøs, at han/hun ikke ved, om han/hun kommer med på weekendtur,
når nu alle spejderkammeraterne ved det.

Kald det hvad du vil. Jeg kalder det, at skilsmissen er årsagen.
Selvfølgelig er det ikke skilsmissen som sådan, men derimod den dårlige
kommunikation mellem forældrene efter skilsmissen. For mig er det nok at
sige, at det, at barnet er skilsmissebarn, er årsagen.

Selvfølgelig sker sådan noget også i kernefamilier, men i forbindelse med
kernefamilier er det typisk blot en enkelt gang, hvor forældrene ikke lige
får talt sammen. For skilsmissebørnene er det stort set hver evig eneste
tur.

> > Vi har måske forskellige opfattelser af, hvordan børn skal have det.
>
> Jeg har ikke en fast målestok for, hvordan børn skal have det.

Nej, og det har jeg naturligvis heller ikke. Men vi har jo nok begge en
nedre grænse.

> Og jeg hører ikke til dem, der tror, at der findes noget barn, der
> vokser op uden problemer. Uanset det lever i en skilsmissefamilie eller
> en kernefamilie.
>
> Jeg mener iøvrigt heller ikke, at fravær af et problemfrit og sorgløst
> liv er en katastrofe eller bare tæt på at være det.

Nej, og det mener jeg bestemt heller ikke. Jeg har da heller ikke på noget
tidspunkt påstået, at skilsmissebørnene i den sidste ende falder dårligt
ud. Jeg synes bare - for nu at skære det ud i pap -, at skilsmissebørnene
lever et ret problem- og konfliktrigt liv i forhold til børn fra
kernefamilierne.

For selvfølgelig er der problemer alle steder, hvad enten man er barn i en
kernefamilie eller en skilsmissefamilie.

> > Jeg siger ikke, at disse skilsmissebørn har et dårligt liv. Jeg siger
> > blot, at de efter min opfattelse har et dårligere liv i forhold til
> > ikke-skilsmissebørn.
>
> Det er desværre bare ikke sandt. Men gid det var så enkelt at give sine
> børn et godt liv.

Efter min mening er det faktisk nemt. Skilsmisseforældrene skal blot lære i
langt højere udstrækning at kommunikere med hinanden, de skal lære at lægge
tidligere tiders indbyrdes konflikter bag sig, og de skal lære at
samarbejde om barnet, så det ikke er en bold, som bliver kastet frem og
tilbage.

At virkeligheden vist desværre ikke er så nem, er jo sørgeligt.

> > Nej, jeg finder fællestræk ved børnene. Og har man nogle børn, der er
> > langt mere opmærksomhedssøgende end de øvrige børn, så er det da
> > nærliggende at antage, at de måske ikke helt får den opmærksomhed
> > derhjemme, som de har behov for. Og da de alle er skilsmissebørn, så
> > ...
>
> At være opmærksomhedssøgende er et synonym for at være udadvendt og
> socialt anlagt.

Ja, men så bruger jeg nok et forkert ord.

> Hvordan er du kommet frem til - udover at gætte - at skilsmissebarnet
> mangler opmærksomhed? Måske er det fordi det er VANT TIL opmærksomhed,
> at det også forventer at du er opmærksom på det.

Observationer, kære Lisbeth, observationer. Man lærer faktisk børnene ret
indgående at kende, når man er af sted på tur med en flok børn.

Når jeg skriver, at de er opmærksomhedssøgende, så er det ikke fordi de er
udadvendte og socialt anlagte, men fordi de simpelthen mangler noget
opmærksomhed i dagligdagen. For selvfølgelig er de øvrige børn også
opmærksomhedssøgende, men det er på en anden måde. For nu igen at skære det
lidt ud i pap, så kan man altså godt mærke, når de er opmærksomshedsøgende,
fordi de hungrer efter den opmærksomhed, som de mangler i dagligdagen.
Skåret ud i pap, kære Lisbeth.

> > Barnet må blot ikke se sin far, fordi forældrene er skilt.
>
> Det gælder kun for få skilsmissebørn!

Hvor mange skilsmissebørn har nu lige mulighed for at se sin anden forælder
torsdag aften, hvis barnet skulle have lyst til det? Ikke så mange, vel?

> > Indlæggene i denne nyhedsgruppe bærer jo tydelige beviser på
> > kommunikationsvanskeligheder mellem skilsmisseforældre.
>
> Indlæggene i denne nyhedsgruppe bærer præg af at blive brugt til problemer
> og tvivl.

Ja, men den bærer derved også vidnesbyrd om, at der i høj grad er problemer
mellem skilsmisseforældre.

> I bedste fald har det lært mig, at forældre ikke BEHØVER være enige om
> alt.

Nej, og jeg påstår bestemt heller ikke, at forældre skal være enige. De
skal blot støtte deres barn.

> > Men selvom man måtte synes det, så bør man stadig støtte sit barn i
> > barnets valg af fritidsaktivitet.
>
> Jeg har vedholdende forbudt min datter tre fritidsaktiviteter -
> sportsdans, pigegarde og ridning. Hun har nu heller aldrig bedt om lov
> til nogen af tingene. Måske fordi hun på forhånd vidste, at det var
> udelukket.

Hvorfor har du dog forbudt hende lige præcis de aktiviteter?

> Og jeg mener ikke, at forældre partout SKAL støtte deres børn i en
> hvilken som helst fritidsaktivitet de måtte få øje på. Uanset de er
> skilt eller ej. Og jeg mener i øvrigt heller ikke, at forældre behøver
> foregive at de er enige om at være for eller imod alting. Børn tager
> ikke skade af at opleve deres forældre som to forskellige mennesker med
> hver sit værdisæt. Men selvfølgelig er der områder, hvor enighed er
> afgørende vigtig.

Nej, men de skal respektere barnets meninger og støtte barnet i dets valg.
Selvom et barns mor måske synes, at spejder er dybt godnat, så kan hun jo
sagtens både støtte barnet i barnets valg af spejder og samtidig fortælle
om sin mening. Andet ville da være falsk.

Det er bare ikke tilfældet i skilsmissefamilier, hvor barnet død og pine
helst skal ændre adfærd hver gang barnet "skifter forælder".

Jeg føler ikke rigtig, at vi kommer videre i denne diskussion.

Når jeg nævner nogle træk, som jeg finder hos skilsmissebørn, så affærdiger
du deres betydning ved, at sådanne også findes hos børn fra kernefamilier.
Det har jeg bestemt heller aldrig benægtet. Tværtimod har jeg da bestemt
også oplevet sådant blandt de børn, som jeg har til spejder.

Jeg siger derimod, at skilsmissebørn har en langt højere koncentration af
disse træk, og nogle af disse træk kan jeg direkte se skyldes det faktum,
at forældrene i dag er skilt og ikke formår at kommunikere ordentligt. Så
jeg synes i allerhøjeste grad, at det er nærliggende at konkludere, at
denne høje koncentration af disse træk skyldes, at børnene er
skilsmissebørn.

Jeg har endog fået denne "konklusion" bekræftet ved, at jeg blandt en flok
ukendte børn i løbet af ganske kort tid var i stand til at udpege
skilsmissebørnene, eftersom disse børn bar præg af disse træk. Ingen af de
øvrige børn havde i samme omfang de samme træk, og ingen af disse øvrige
børn var skilsmissebørn.

Ingen familie er uden problemer, og ingen børn lever et helt problemløst
liv. Det har jeg ikke nogen forventning om. Jeg kunne blot ønske, at
skilsmissebørnene havde et mere problemløst liv, end de har. Og jeg har
endog ikke set de værste tilfælde. Mine spejderbørn har alle haft nogle
gode og kærlige forældre.

Jeg tror, at denne diskussion er EOD herfra, for den fører ikke rigtig
nogen steder hen længere. Sandsynligvis spild af tid, at jeg overhovedet
har skrevet denne mail. Men hvem ved, ikke mere EOD end at jeg altid kan
skifte mening
--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uhc@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:a3.u2.TV20Bke5vWbyGuc.NR@post6.tele.dk...

> For mig er det nok at sige, at det, at barnet er skilsmissebarn, er
årsagen.

Det forbløffer mig ikke. Men den holdning er farlig - den er nemlig direkte
årsag til, at du vil have svært ved at se andre mulige årsager.

> Jeg synes bare - for nu at skære det ud i pap -, at skilsmissebørnene
> lever et ret problem- og konfliktrigt liv i forhold til børn fra
> kernefamilierne.

Du er et heldigt menneske, at verden er så enkel omkring dig *S*

> Ja, men så bruger jeg nok et forkert ord.

Måske tolker du tingene forkert?

Du mener, at det opmærksomhedskrævende barn har et problem og tilskriver
det, at det er et skilsmissebarn, der får for lidt opmærksomhed.

Måske er det et barn, der er vant til masser af opmærksomhed. *S*

Måske har barnet slet ikke et problem. Måske tvært imod endda!
Måske er det bare DIG, der har et problem med, at barnet vil have
opmærksomhed?

Jeg gad nok vide, hvad du konkludere, når du støder ind i et barn, der IKKE
kræver nogen nævneværdig opmærksomhed. Og hvad er årsagen i givet fald?

Og hvilket af de to børn har det største problem?

> Observationer, kære Lisbeth, observationer.

Men jeg tror stadig, at dine observationer er meget subjektive og tillige
forkerte i mange tilfælde. Ellers er du som fornævnt et heldigt (?)
menneske, der lever i en sort/hvid og langt mindre nuanceret virkelighed end
den jeg færdes i.

> Når jeg skriver, at de er opmærksomhedssøgende, så er det ikke fordi de er
> udadvendte og socialt anlagte, men fordi de simpelthen mangler noget
> opmærksomhed i dagligdagen.

Hvordan ved du det? Hvordan ved du, hvilken opmærksomhed de får til hverdag?
Og hvordan måler du, om de får for meget eller for lidt?
Bliver man meget opmærksomhedskrævende, hvis man får meget lidt
opmærksomhed?

> Hvor mange skilsmissebørn har nu lige mulighed for at se sin anden
forælder
> torsdag aften, hvis barnet skulle have lyst til det? Ikke så mange, vel?

Ret mange af dem jeg kender, faktisk.

> Ja, men den bærer derved også vidnesbyrd om, at der i høj grad er
problemer
> mellem skilsmisseforældre.

Ja klart *S*

Der er jo ikke mange, der bruger denne gruppe til at fortælle, hvor
fantastiske forældre de er. Det gælder jo alle forældretyper, der skriver i
denne gruppe, at de mere skriver om problemer og tvivl og spørgsmål end det
modsatte. Men det siger jo ikke ret meget om, hvor gode forældre de i øvrigt
er.

> Nej, og jeg påstår bestemt heller ikke, at forældre skal være enige. De
> skal blot støtte deres barn.

Ja bestemt.

> Hvorfor har du dog forbudt hende lige præcis de aktiviteter?

Det er forklaret i et andet indlæg.

> Nej, men de skal respektere barnets meninger og støtte barnet i dets valg.

Ikke i alle tilfælde.

> Selvom et barns mor måske synes, at spejder er dybt godnat, så kan hun jo
> sagtens både støtte barnet i barnets valg af spejder og samtidig fortælle
> om sin mening. Andet ville da være falsk.

Det kan hun måske godt. Men behøver hun?

Mvh. Lisbeth

---

In an article of 22 May 2000 Lisbeth Jacobsen wrote:

> > For mig er det nok at sige, at det, at barnet er skilsmissebarn, er
> årsagen.
>
> Det forbløffer mig ikke. Men den holdning er farlig - den er nemlig direkte
> årsag til, at du vil have svært ved at se andre mulige årsager.

Ja, hvis vi nu tager min ovenstående udtalelse ud af hele konteksten, så
ja, så har du selvfølgelig ret. Men prøver du nu lige at læse det hele lidt
samlet, så vil du bestemt også bemærke, at jeg bestemt ikke afviser andre
årsager.

Jeg er da udmærket klar over, at der kan være utallige grunde til, at nogen
børn ikke er lige så velfungerende end andre børn. Jeg udelukker bestemt
ikke årsager som indlæringsvanskeligheder, overgreb af forskellig slags,
mobning, forældrenes alkohol- eller stofmisbrug, vold i hjemmet og
lignende. Det udelukker jeg bestemt ikke.

Men det er børn, som jeg for nogen af dems vedkommende har kendt igennem
mange, mange år. Enkelte af dem har jeg været direkte leder for i 3,5 år,
og så lærer man faktisk børnene ret godt at kende. Mine udtalelser er ikke
blot baseret på to aftenmøder med alle børnene. Det er uegentlige
aftenmøder igennem flere år, utallige weekendture og nogle sommerlejre.

Og jo mere man lærer barnet - og dets familieforhold - at kende, et desto
klarere billede tegner der sig af barnet, og så kan man ligesom luge andre
årsager bort. Og tilbage er så stort set kun, at barnet lider under navnlig
de kommunikationsvanskeligheder, der er mellem barnets forældre.

> > Ja, men så bruger jeg nok et forkert ord.
>
> Måske tolker du tingene forkert?
>
> Du mener, at det opmærksomhedskrævende barn har et problem og tilskriver
> det, at det er et skilsmissebarn, der får for lidt opmærksomhed.
>
> Måske er det et barn, der er vant til masser af opmærksomhed. *S*
>
> Måske har barnet slet ikke et problem. Måske tvært imod endda!
> Måske er det bare DIG, der har et problem med, at barnet vil have
> opmærksomhed?
>
> Jeg gad nok vide, hvad du konkludere, når du støder ind i et barn, der IKKE
> kræver nogen nævneværdig opmærksomhed. Og hvad er årsagen i givet fald?
>
> Og hvilket af de to børn har det største problem?

Deres problem kan være lige så stort. Og som du siger, så er det måske ikke
et problem overhovedet.

Men når jeg anfører det som et problem, så er det fordi det har en negativ
påvirkning af barnet.

> > Hvor mange skilsmissebørn har nu lige mulighed for at se sin anden
> > forælder torsdag aften, hvis barnet skulle have lyst til det? Ikke så
> > mange, vel?
>
> Ret mange af dem jeg kender, faktisk.

Det lyder da dejligt. Så hvis lille Ida torsdag aften har lyst til at
fortælle sin far om sin dag i skolen og give ham et godnatknus, så stopper
mor straks Ida ind i bilen og kører de 15 km hen til far, så Ida kan fortælle
og give knus, og kører så tilbage. Det er da dejligt med sådanne forældre.

> Der er jo ikke mange, der bruger denne gruppe til at fortælle, hvor
> fantastiske forældre de er. Det gælder jo alle forældretyper, der skriver i
> denne gruppe, at de mere skriver om problemer og tvivl og spørgsmål end det
> modsatte. Men det siger jo ikke ret meget om, hvor gode forældre de i øvrigt
> er.

Næh, men jeg har heller ikke på noget tidspunkt påstået, at forældrene til
nogen af mine spejdere var dårlige forældre. Tværtimod har jeg sagt, at de
alle er gode og kærlige forældre. Men trods det kan der alligevel være nogle
problemer for børnene og - efter min mening - navnlig for
skilsmissebørnene.

> > Selvom et barns mor måske synes, at spejder er dybt godnat, så kan hun
> > jo sagtens både støtte barnet i barnets valg af spejder og samtidig
> > fortælle om sin mening. Andet ville da være falsk.
>
> Det kan hun måske godt. Men behøver hun?

Det er jo en anden diskussion. Jeg ved godt, at der er utallige forældre,
der blot behandler deres børn som en forlængelse af dem selv. Det, synes
jeg, er meget egoistisk. Børn er selvstændige individer og skal i rimelig
udstrækning kunne træffe egne valg.

Jeg sagde EOD i sidste indlæg. Denne gang, tror jeg, at jeg virkelig vil
mene det. Videre diskussion er omsonst, når du ikke vil tage mine
observationer for gode varer.

--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uhc@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:r5.f5.TV2YFYE5vWb0d4d.NR@post6.tele.dk...

> Det lyder da dejligt. Så hvis lille Ida torsdag aften har lyst til at
> fortælle sin far om sin dag i skolen og give ham et godnatknus, så stopper
> mor straks Ida ind i bilen og kører de 15 km hen til far, så Ida kan
fortælle
> og give knus, og kører så tilbage. Det er da dejligt med sådanne forældre.

Nej.. så dumt opfører skilsmisseforældre sig forhåbentligt ikke. Ikke engang
om det er muligt.

Både mor og barn vil i den situation - er jeg rimeligt sikker på - reagere
nøjagtig som hvis lille Ida torsdag aften får lyst til at fortælle sin
bedstemor om sin dag i skolen og give hende et godnatknus?

Vis mig det skilsmissebarn, der overhovedet får en sådan pludseligt opstået
tanke, at det liiiige skal køres x km for at fortælle far, mor, bedstemor om
skolen og give et knus.

Børn er i øvrigt ekstremt sjældent - heldigvis da! - forsynet med forældre,
der konstant er indenfor rækkevidde. Og det tager hverken skilsmissebørn
eller kernefamiliebørn skade af.

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <KLIP_VÆK_lisbeth_jacobsen@hotmail.com> skrev

> Jeg tror derfor ikke det er skilsmissen i sig selv, der er problemet eller
> til skade - men MÅDEN familien fungerer eller ikke fungere sammen på. Om
de
> er skilt eller ej er ret uvæsentligt!

Hej med jer. Jeg blander mig lige...

I jeres skelnen mellem skilsmissebørn og ikke-skilsmissebørn glemmer i at
tænke på det faktum at der eksisterer "lykkelige" skilsmisser og ulykkelige
familieforhold.

Jeg tror ikke det afgørende for barnets adfærd er hvorvidt forældrene er
skilt eller ej, eller hvorvidt barnet må rejse for at besøge den ene
forælder. Derimod tror jeg det er langt mere relevant hvordan den eventuelle
skilsmisse er blevet håndteret af de voksne.

Et meget vigtigt element er for mig at se, at de 2 fraskilte kan snakke om
tingene. At de kan tale om og med deres børn, til børnenes bedste, og at de
kan være i stue sammen, uden at gå i krig mod hinanden.

Så snart forældrene er i decideret krig med/mod hinanden, så går det ud over
børnene. Også selvom det foregår mere subtilt.

Det er frygteligt at have forældre der ikke kan tale sammen. Min kæreste er
29 og hans forældre taler stadig ikke sammen (Og det er 26 år siden de blev
skilt!). Det er fandme besværligt

Venligst Anita

---

"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40b1f82d$0$28864$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...

> I jeres skelnen mellem skilsmissebørn og ikke-skilsmissebørn glemmer i at
> tænke på det faktum at der eksisterer "lykkelige" skilsmisser og
ulykkelige
> familieforhold.

Øh... det har jeg nu ikke glemt *S*
Jeg er enig.

Og frem for Uffes forenklede skelnen mellem skilsmissebørn=problembørn og
kernefamiliebørn=problemfri børn skelner jeg mellem gode og dårlige
familieforhold.

> Derimod tror jeg det er langt mere relevant hvordan den eventuelle
> skilsmisse er blevet håndteret af de voksne.

Enig.

> Det er frygteligt at have forældre der ikke kan tale sammen. Min kæreste
er
> 29 og hans forældre taler stadig ikke sammen (Og det er 26 år siden de
blev
> skilt!). Det er fandme besværligt

Er det ikke bare helt ligemeget i hans alder, at hans forældre ikke taler
sammen? Behøver de tale sammen?

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" skrev

> Og frem for Uffes forenklede skelnen mellem skilsmissebørn=problembørn og
> kernefamiliebørn=problemfri børn skelner jeg mellem gode og dårlige
> familieforhold.

Hvilket også giver bedre mening. Men Uffes oplevelse kan vi jo ikke ændre
på.

> Er det ikke bare helt ligemeget i hans alder, at hans forældre ikke taler
> sammen? Behøver de tale sammen?

Nej, det behøver de ikke. Men bare at være i samme stue fremkalder åbenbart
stort ubehag for begge parter. Vi har dog på det seneste valgt at være
ligeglad, og alligevel invitere begge parter samtidigt i håbet om at de
kommer over det en dag. Ind til videre er der dog ikke noget, der tyder på
det.

Venligst Anita

---

"Lisbeth Jacobsen" <KLIP_VÆK_lisbeth_jacobsen@hotmail.com> skrev i en
meddelelse news:40b64c6b$1$5956$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...

>
> Er det ikke bare helt ligemeget i hans alder, at hans forældre ikke taler
> sammen? Behøver de tale sammen?
>
Det bliver aldrig lige meget, hvordan ens forældre har det med hinanden.

Per V.

---

"vadmand" <perve@(fjerndette)post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:40b65239$0$473$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
>
> "Lisbeth Jacobsen" <KLIP_VÆK_lisbeth_jacobsen@hotmail.com> skrev i en
> meddelelse news:40b64c6b$1$5956$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
>
> >
> > Er det ikke bare helt ligemeget i hans alder, at hans forældre ikke
taler
> > sammen? Behøver de tale sammen?
> >
> Det bliver aldrig lige meget, hvordan ens forældre har det med hinanden.

Det bliver nu bedre med alderen. Jeg er 45 år, og mine forældre så hinanden
første gang siden skilsmissen da jeg inviterede dem begge til barnedåb for
11.5 år siden. Anden gang var da jeg inviterede dem til barnedåb for 7 år
siden - tredie gang er endnu ikke sket.

De har kun været skilt i 27 år circa.

Tine

---

"Cat" <dd@ee.dk> skrev i en meddelelse
news:Yystc.4701$Vf.186773@news000.worldonline.dk...
> "vadmand" <perve@(fjerndette)post.tele.dk> skrev i en meddelelse
> news:40b65239$0$473$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> >
> > "Lisbeth Jacobsen" <KLIP_VÆK_lisbeth_jacobsen@hotmail.com> skrev i en
> > meddelelse news:40b64c6b$1$5956$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> >
> > >
> > > Er det ikke bare helt ligemeget i hans alder, at hans forældre ikke
> taler
> > > sammen? Behøver de tale sammen?
> > >
> > Det bliver aldrig lige meget, hvordan ens forældre har det med hinanden.
>
> Det bliver nu bedre med alderen. Jeg er 45 år, og mine forældre så
hinanden
> første gang siden skilsmissen da jeg inviterede dem begge til barnedåb for
> 11.5 år siden. Anden gang var da jeg inviterede dem til barnedåb for 7 år
> siden - tredie gang er endnu ikke sket.
>
> De har kun været skilt i 27 år circa.
>
Tja, jeg er fyldt 60, og begge mine forældre er døde - og de var endda ikke
skilt, men jeg har det stadig dårligt med den måde, de somme tider
behandlede hinanden på.

Per V.

---

"vadmand" <perve@(fjerndette)post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:40b65239$0$473$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...

> Det bliver aldrig lige meget, hvordan ens forældre har det med hinanden.

Måske ikke helt lige meget...... Men det behøver ikke ligefrem være et
følelsesmæssigt problem for voksne, hvis deres forældre ikke kan tale
sammen.

Jeg er helt med på, at det kan være træls og upraktisk med forældre, der
ikke kan være i samme stue. Også med på, at det ofte - hvis ikke altid - vil
være en følelsesmæssig belastning for konfirmander og små børn med
fødselsdag, når mor/far eller bedsteforældre ikke er på indbyrdes talefod.

Men jeg kender flere voksne, for hvem det ikke er andet end et
bagatel-problem, at deres forældre ikke er på talefod. Til store
familiefester inviterer de begge forældre og overlader det til forældrene
selv at tackle situationen. Til små sammenkomster inviterer de kun den ene.

Det kan betyde så lidt - for voksne - at det reelt er ligemeget for dem, om
deres forældre er på talefod. Men jeg ved udmærket, at der findes voksne
mennesker, for hvem det aldrig lykkes at kappe den følelsesmæssige
navlestreng.

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" skrev

> Til store
> familiefester inviterer de begge forældre og overlader det til forældrene
> selv at tackle situationen. Til små sammenkomster inviterer de kun den
ene.

Præcis. Men det bliver problemet ikke mindre af. Han vil jo fx. gerne fejre
sin fødselsdag med begge sine forældre, men sådan kan det ikke være hvis
hensynet skal tages.

> Det kan betyde så lidt - for voksne - at det reelt er ligemeget for dem,
om
> deres forældre er på talefod. Men jeg ved udmærket, at der findes voksne
> mennesker, for hvem det aldrig lykkes at kappe den følelsesmæssige
> navlestreng.

Hvilken følelsesmæssig navlestreng?

Er det en navnlestreng gerne at ville kunne invitere sine forældre til sin
fødselsdag uden at skulle tage særlige hensyn, uden at der bliver problemer
ud af det og ikke mindst uden at nogen føler sig skidt tilpas?

Jg anser det ikke som nogen navlestreng, men som et ganske normalt ønske om
et fornuftigt forhold til sine forældre og forældrene imellem.

Venligst Anita

---

"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40b7484c$0$5943$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...

> Er det en navnlestreng gerne at ville kunne invitere sine forældre til sin
> fødselsdag uden at skulle tage særlige hensyn, uden at der bliver
problemer
> ud af det og ikke mindst uden at nogen føler sig skidt tilpas?

Nej. Det er sørme helt forståeligt, at man gerne vil kunne invitere familie
og venner uden at skabe problemer!

Men jeg forstår ikke, at man gør det til et problem, hvis man har venner
eller familiemedlemmer, der ikke bryder sig om hinanden. Helt ærligt....
hvad ER problemet egentlig?

Og ja.... jeg synes man er FOR følelsesmæssigt bundet til sine forældre,
hvis man som voksen lader sig gå på af, at forældrene ikke kan eller ikke
vil være sammen. Herregud.... er det strengt nødvendigt at SKULLE være
sammen med begge forældre på samme tid?

> Jg anser det ikke som nogen navlestreng, men som et ganske normalt ønske
om
> et fornuftigt forhold til sine forældre og forældrene imellem.

Man kan sagtens have et normalt fornuftigt forhold til mennesker, der ikke
indbyrdes har et normalt og fornuftigt forhold til hinanden. Også selvom det
er ens forældre, det handler om.

Og jeg kan jo ikke - som voksen - forlange af andre voksne, at de for MIN
SKYLD skal kunne lide hinanden, tale pænt med og til hinanden, være under
samme tag etc., så det er altså MIG der har et problem og MIG der i givet
fald må tackle det, hvis sådanne ting går mig på.

Havde jeg et følelelsesmæssigt problem med at tackle sådanne situationer,
ville jeg betragte mig selv som følelsesmæssigt umoden på netop dét punkt.

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <KLIP_VÆK_lisbeth_jacobsen@hotmail.com> skrev i en
meddelelse news:40b74ead$0$5930$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> "Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
> news:40b7484c$0$5943$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
>
> Og jeg kan jo ikke - som voksen - forlange af andre voksne, at de for MIN
> SKYLD skal kunne lide hinanden, tale pænt med og til hinanden, være under
> samme tag etc., så det er altså MIG der har et problem og MIG der i givet
> fald må tackle det, hvis sådanne ting går mig på.

F.eks. ville jeg få et alvorligt problem, hvis jeg insisterede på at
invitere et antal x-kærester samtidigt - både med x-erne indbyrdes og x-erne
med min mand

Men det er ikke et problem for mig overhovedet.

Tine

---

"Cat" <dd@ee.dk> skrev i en meddelelse
news:EHItc.4837$Vf.207685@news000.worldonline.dk...

> F.eks. ville jeg få et alvorligt problem, hvis jeg insisterede på at
> invitere et antal x-kærester samtidigt - både med x-erne indbyrdes og
x-erne
> med min mand


uhhhh..... dét kunne blive sjovt *S*

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <KLIP_VÆK_lisbeth_jacobsen@hotmail.com> skrev i en
meddelelse news:40b78c92$0$11560$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
> "Cat" <dd@ee.dk> skrev i en meddelelse
> news:EHItc.4837$Vf.207685@news000.worldonline.dk...
>
> > F.eks. ville jeg få et alvorligt problem, hvis jeg insisterede på at
> > invitere et antal x-kærester samtidigt - både med x-erne indbyrdes og
> x-erne
> > med min mand
>
>
> uhhhh..... dét kunne blive sjovt *S*
>
> Mvh. Lisbeth

Måske mest lidt på afstand......
Tine

---

"Lisbeth Jacobsen" skrev

> Nej. Det er sørme helt forståeligt, at man gerne vil kunne invitere
> familie og venner uden at skabe problemer!
>
> Men jeg forstår ikke, at man gør det til et problem, hvis man har venner
> eller familiemedlemmer, der ikke bryder sig om hinanden. Helt ærligt....
> hvad ER problemet egentlig?

At det for ens mor fx. er en enorm psykisk belastning at stå ansigt til
ansigt med sin tidligere mand. Spørg mig ikke hvorfor, sådan er det bare. At
faren føler ubehag ved situationen og kraftigt overvejer afbud, hvis han ved
at moren er tilstede.

> Og ja.... jeg synes man er FOR følelsesmæssigt bundet til sine forældre,
> hvis man som voksen lader sig gå på af, at forældrene ikke kan eller ikke
> vil være sammen. Herregud.... er det strengt nødvendigt at SKULLE være
> sammen med begge forældre på samme tid?

Næh, det er da bestemt ikke strengt nødvendigt. Men jeg/vi ønsker ikke til
vore dages ende at skulle holde 2 fester _hver_ eneste gang vi ønsker at
fejre et eller andet sammen med familien. Derfor har vi valgt at invitere
begge parter, til trods for det ubehag det må påføre enkelte personer. Men
det ville fx. aldrig kunne lade sig gøre til en mindre 'intim' middag, men
altid kun til større kom-sammener.

> Man kan sagtens have et normalt fornuftigt forhold til mennesker, der ikke
> indbyrdes har et normalt og fornuftigt forhold til hinanden. Også selvom
> det er ens forældre, det handler om.

Det kan man da sagtens. Men er det rimeligt at vi til deres dages ende må
justere vores liv og have dobbeltarbejde til hver eneste højtid, bare fordi
vi gerne vil se alle vore forældre. Det synes vi ikke.

> Og jeg kan jo ikke - som voksen - forlange af andre voksne, at de for MIN
> SKYLD skal kunne lide hinanden, tale pænt med og til hinanden, være under
> samme tag etc., så det er altså MIG der har et problem og MIG der i givet
> fald må tackle det, hvis sådanne ting går mig på.

Hvorfor kan jeg/vi ikke forvente (forlange) det? De to mennesker har
immervæk valgt at få et barn sammen, det må de da være voksne nok til at
tage konsekvensen af og så ellers lægge deres fortid på hylden. Synes jeg.

> Havde jeg et følelelsesmæssigt problem med at tackle sådanne situationer,
> ville jeg betragte mig selv som følelsesmæssigt umoden på netop dét punkt.

Jeg mener ikke vi har et problem med at tackle det. Vi tackler det præcis
som vi har lyst til. Hvis andre har et problem med vores måde at tackle det
på - er det deres problem. Vi mener at vi ligeså godt kan tage besværet nu,
for det bliver nok ikke ligefrem lettere når engang der kommer børnebørn ind
i billedet. Så de kan ligeså godt lære at være i stue sammen først som
sidst, hvis de vil deltage i de arrangementer vi holder.

Det er i hvert fald vores syn på det.

Venligst Anita

---

"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40bb82e1$0$5965$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...

> At det for ens mor fx. er en enorm psykisk belastning at stå ansigt til
> ansigt med sin tidligere mand. Spørg mig ikke hvorfor, sådan er det bare.

Sådan er der mange, der har det.

> Næh, det er da bestemt ikke strengt nødvendigt. Men jeg/vi ønsker ikke til
> vore dages ende at skulle holde 2 fester _hver_ eneste gang vi ønsker at
> fejre et eller andet sammen med familien.

Jeg er eksempelvis vokset op med en mor, der somme tider skulle arbejde
juleaften. Jeg er vant til, at der er "vigtige" familiemedlemmer, der
mangler til fester etc. Om årsagen er den ene eller anden er sådan set
ligegyldigt.... min erfaring fra jeg var lille pige er, at en fest ikke
bliver dårligere af, at ikke alle er der. (Tvært imod!)

Når jeg inviterer til familiefest, er der familiemedlemmer, jeg ikke kunne
drømme om at invitere, fordi jeg finder dem hamrende kedelige/uinteressante
at være i selskab med. Det betyder dog ikke, at jeg taler grimt til dem,
hvis andre er årsag til, at jeg er til fest med dem.

Men jeg har familiemedlemmer - også ret nære familiemedlemmer - som aldrig
har været i mit hjem eller til nogen af mine fester. Og som næppe heller
nogensinde kommer det. Men det sker - med års mellemrum - at jeg støder på
dem i andre familiemæssige sammenhænge.

> Det kan man da sagtens. Men er det rimeligt at vi til deres dages ende må
> justere vores liv og have dobbeltarbejde til hver eneste højtid, bare
fordi
> vi gerne vil se alle vore forældre. Det synes vi ikke.

Jamen BEHØVER man da se begge sine forældre bare fordi det er højtid?

Men OK... jeg har hørt historier om kærester, der er ved at blive skilt
inden de bliver gift, når det får op for dem, at hvis den ene ikke kan eller
vil undvære sine forældre juleaften, så kommer parret måske aldrig til at
holde jul sammen. *S*

> De to mennesker har immervæk valgt at få et barn sammen, det må de da være
voksne
> nok til at tage konsekvensen af og så ellers lægge deres fortid på hylden.
Synes jeg.

De har valgt at få et BARN sammen. Og talte vi om at komme til et barns fest
er min holdning en helt anden. Der mener jeg, at voksne må tage sig sammen,
bide tænderne sammen, finde sig i meget og opføre sig ordentligt overfor
hinanden AF HENSYN TIL BARNET.

Men er barnet blevet voksen.... så synes jeg altså ikke, man kan forlange at
forældrene skal være i selskab med hinanden hvis de ikke har lyst. Og har de
ikke lyst, så kan det da ærligt talt være det samme at samle dem, kan det
ikke? Eller vil det være nok for dig/jer, hvis de sidder og spiller skuespil
og bider sammen - men reelt uden at hygge sig i selskabet?

> Jeg mener ikke vi har et problem med at tackle det. Vi tackler det præcis
> som vi har lyst til.

God idé. Og så må de eventuelt stridende forældre jo gøre tilsvarende.

> Vi mener at vi ligeså godt kan tage besværet nu,
> for det bliver nok ikke ligefrem lettere når engang der kommer børnebørn
ind
> i billedet. Så de kan ligeså godt lære at være i stue sammen først som
> sidst, hvis de vil deltage i de arrangementer vi holder.

Jeg tror ikke, at mine bedsteforældre nogensinde mødte min farmor og
farmor - udover til mine forældres bryllup. Jeg kan i hvert fald ikke huske
overhovedet, at det skete. Kan ikke huske, at jeg nogensinde har været
sammen med begge hold.

Men jeg kan jo nu regne ud, at det hos jer forventes, at samtlige
bedsteforældre stiller op til familiefester?

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" skrev

> Jeg er eksempelvis vokset op med en mor, der somme tider skulle arbejde
> juleaften. Jeg er vant til, at der er "vigtige" familiemedlemmer, der
> mangler til fester etc. Om årsagen er den ene eller anden er sådan set
> ligegyldigt....

Jeg synes ikke at årsagen er ligegyldig. Og det er jeg ret sikker på at min
kæreste heller ikke synes.

> min erfaring fra jeg var lille pige er, at en fest ikke
> bliver dårligere af, at ikke alle er der. (Tvært imod!)

Det har jeg heller ikke sagt. Men det er sørme besværligt at holde 2 fester
når man kan nøjes med 1.

> Når jeg inviterer til familiefest, er der familiemedlemmer, jeg ikke kunne
> drømme om at invitere, fordi jeg finder dem hamrende
kedelige/uinteressante
> at være i selskab med. Det betyder dog ikke, at jeg taler grimt til dem,
> hvis andre er årsag til, at jeg er til fest med dem.

Igen synes jeg ikke det kan sammenlignes. Der er forskel på dels det faktum
at det er ens forældre og det faktum at det er dit valg at sortere disse
mennesker fra i dit liv. Det ønsker min kæreste jo naturligvis ikke at gøre.

> Men jeg har familiemedlemmer - også ret nære familiemedlemmer - som aldrig
> har været i mit hjem eller til nogen af mine fester. Og som næppe heller
> nogensinde kommer det. Men det sker - med års mellemrum - at jeg støder på
> dem i andre familiemæssige sammenhænge.

Igen synes jeg ikke det kan sammenlignes. Ville du fravælge din ene
forælder, alene af den grund at den anden føler ubehag ved samværet?

Vi vil mægtig gerne tage hensyn, men ikke for enhver pris.

> Jamen BEHØVER man da se begge sine forældre bare fordi det er højtid?

Nej, det BEHØVER man ikke. Og det gør vi skam heller ikke. Julen bliver skam
sirligt delt mellem 3 parter. Ja sidste år holdte vi selv juleaften for på
den måde at kunne ses med min familie og kærestens ene halvdel af familien.

> Men OK... jeg har hørt historier om kærester, der er ved at blive skilt
> inden de bliver gift, når det får op for dem, at hvis den ene ikke kan
eller
> vil undvære sine forældre juleaften, så kommer parret måske aldrig til at
> holde jul sammen. *S*

Det ville nok aldrig blive "skilsmissegrund" her i huset. Men jeg må
indrømme at jeg finder det ufedt kun at holde jul med min familie hvert 3.
år, pga. skilsmissefamiliens herligheder. Men det fandt vi jo så en løsning
på sidste år.

> De har valgt at få et BARN sammen. Og talte vi om at komme til et barns
fest
> er min holdning en helt anden. Der mener jeg, at voksne må tage sig
sammen,
> bide tænderne sammen, finde sig i meget og opføre sig ordentligt overfor
> hinanden AF HENSYN TIL BARNET.

Men nu har min kæreste været vant til 2 juleaftner, 2 fødselsdage osv. siden
han var barn. Det samme gælder min veninde, så det er ikke helt ualmindeligt
blandt skilsmissebørn. Noget tyder på at nogle voksne altså bare ikke kan
bide tænderne sammen, heller ikke af hensyn til barnet.

> Men er barnet blevet voksen.... så synes jeg altså ikke, man kan forlange
at
> forældrene skal være i selskab med hinanden hvis de ikke har lyst. Og har
de
> ikke lyst, så kan det da ærligt talt være det samme at samle dem, kan det
> ikke? Eller vil det være nok for dig/jer, hvis de sidder og spiller
skuespil
> og bider sammen - men reelt uden at hygge sig i selskabet?

Tja, vi inviterer dem begge, og siger de nej tak af den grund er det deres
valg. Vi forventer skam ikke noget skuespil. For vores skyld kan de undlade
at veksle så meget som 2 ord. men vi ved også hvilken psykisk belastning det
fx. er for moren, og det føles ikke rart at være inddirekte årsag til at
andre har det dårligt.

> > Jeg mener ikke vi har et problem med at tackle det. Vi tackler det
præcis
> > som vi har lyst til.
>
> God idé. Og så må de eventuelt stridende forældre jo gøre tilsvarende.

Præcis.

> Jeg tror ikke, at mine bedsteforældre nogensinde mødte min farmor og
> farmor - udover til mine forældres bryllup. Jeg kan i hvert fald ikke
huske
> overhovedet, at det skete. Kan ikke huske, at jeg nogensinde har været
> sammen med begge hold.
>
> Men jeg kan jo nu regne ud, at det hos jer forventes, at samtlige
> bedsteforældre stiller op til familiefester?

Inviterer du ikke dine forældre til dine børns fødselsdage?

Nu har jeg aldrig selv haft bedsteforældre, så jeg kan ikke helt tale med i
den snak. Men ville da anse det som naturligt at invitere mine forældre og
svigerforældre til mit barns fødselsdag. Hvem skulle man ellers fejre
barnets fødselsdag sammen med?

Venligst Anita

---

"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40bbaba4$0$8659$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...

> Inviterer du ikke dine forældre til dine børns fødselsdage?
>
> Nu har jeg aldrig selv haft bedsteforældre, så jeg kan ikke helt tale med
i
> den snak. Men ville da anse det som naturligt at invitere mine forældre og
> svigerforældre til mit barns fødselsdag. Hvem skulle man ellers fejre
> barnets fødselsdag sammen med?

Meget sjældent begge hold (alle tre hold). Min far kommer ikke i vores hjem,
da han ikke må ryge der, min mor har intet til fælles med mine
svigerforældre, så hun kigger forbi på et andet tidspunkt.

Tine

---

"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40bbaba4$0$8659$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...

> Det har jeg heller ikke sagt. Men det er sørme besværligt at holde 2
fester
> når man kan nøjes med 1.

Ja... og jeg ville derfor bare nøjes med én, fordi det ikke er vigtigt for
mig, at en bestemt begivenhed fejres med samtlige dem, jeg holder af. Så for
mig er det nok at se nogle til fødselsdag, nogle til jul, andre 1. juledag
etc. Men jeg kan så forstå, at det er vigtigere for andre at en bestemt
begivenhed helst skal fejres med "hele" familien. Og helst samtidig.

> Igen synes jeg ikke det kan sammenlignes. Der er forskel på dels det
faktum
> at det er ens forældre og det faktum at det er dit valg at sortere disse
> mennesker fra i dit liv. Det ønsker min kæreste jo naturligvis ikke at
gøre.

Nej... forældre er nok nogle af de sidste man frivilligt sorterer fra. Men
som sagt er jeg vant til at en af dem kan mangle til en fest, så jeg forstår
ikke helt, HVORFOR det er et problem - men jeg forstår, AT det er et problem
for nogle.

Mine forældre kan godt tale sammen, så det problem kender jeg ikke
personligt.
Men jeg har veninder, hvis forældre ikke er på talefod - og jeg har deltaget
i flere fester, hvor sådanne problemer har trængt sig mere eller mindre på.

> Igen synes jeg ikke det kan sammenlignes. Ville du fravælge din ene
> forælder, alene af den grund at den anden føler ubehag ved samværet?

NEJ!

Men det er jo så det, jeg også har svært ved at se skulle være nødvendigt,
selvom de måske ikke vil/kan deltage i samme fest.

Jeg ville invitere dem begge, hvis begge skal med. Og vil den ene ikke
deltage, så ser jeg bare vedkommende ved en anden lejlighed.

> Det ville nok aldrig blive "skilsmissegrund" her i huset. Men jeg må
> indrømme at jeg finder det ufedt kun at holde jul med min familie hvert 3.
> år, pga. skilsmissefamiliens herligheder. Men det fandt vi jo så en
løsning
> på sidste år.

Min rate er oftest hvert 2. år. Men jeg har også flere gange valgt familien
helt fra til jul og fejret den på anden måde. Det er ikke hvert år jeg orker
familiejulen.

> Men nu har min kæreste været vant til 2 juleaftner, 2 fødselsdage osv.
siden
> han var barn. Det samme gælder min veninde, så det er ikke helt
ualmindeligt
> blandt skilsmissebørn.

Min datter har nogenlunde samme tradition! *S*
Hun fejrer julen med flere dages fest - men holder kun én fødselsdag.

Hendes forældre kan i øvrigt fint tale sammen omend de keder sig mere og
mere i hinandens selskab efterhånden som tiden går.

Vi kunne også holde jul sammen efter skilsmissen - har gjort det nogle
gange. Det gør vi dog ikke mere. Ikke fordi vi ikke kan holde hinanden ud,
men fordi vi har erkendt, at det er ligegyldigt og ret fjoget at sidde der,
når vi reelt hellere vil være sammen med andre.

> Noget tyder på at nogle voksne altså bare ikke kan
> bide tænderne sammen, heller ikke af hensyn til barnet.

Nej.... det kan være svært. Jeg har ikke selv haft problemet. Jeg har festet
med både min eksmand og hans nuværende kone.

Men jeg kender tilfælde, hvor det går rigtig skidt (mor meldte afbud til
datterens konfirmation) og tilfælde, hvor det går uden gnidninger med lidt
velvilje og tagen sig voldsomt sammen... selvom forældrene ellers ikke kan
tåle eller tale med hinanden. I et af tilfældene holdt det dog ikke hele
festen, selvom der var 60 gæster og de "stridende" sad i hvert sit hjørne af
lokalet uden at kunne se hinanden. At skilsmissen lå mere end 25 år tilbage,
gjorde ikke problemet mindre....

> Inviterer du ikke dine forældre til dine børns fødselsdage?

Jo.

> Nu har jeg aldrig selv haft bedsteforældre, så jeg kan ikke helt tale med
i
> den snak. Men ville da anse det som naturligt at invitere mine forældre og
> svigerforældre til mit barns fødselsdag. Hvem skulle man ellers fejre
> barnets fødselsdag sammen med?

Man inviterer selvfølgelig barnets nærmeste familie, det er jeg da helt enig
i!

Hvem man ellers kunne invitere? Tjah.... jeg har som barn holdt mange
fødselsdagsfester uden mine bedsteforældre og uden min far - men til gengæld
med alle kammeraterne fra klassen.

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" skrev

> > Det har jeg heller ikke sagt. Men det er sørme besværligt at holde 2
> > fester når man kan nøjes med 1.
>
> Ja... og jeg ville derfor bare nøjes med én, fordi det ikke er vigtigt for
> mig, at en bestemt begivenhed fejres med samtlige dem, jeg holder af.

Jeg har nu heller ikke sagt at det er vigtigt, men sikker og vis på at folk
der ikke blev inviteret ville føle sig forbigået, så derfor inviterer vi som
regel alle de nærmeste - og så må de jo selv finde ud af om de gider
deltage.

> Så for
> mig er det nok at se nogle til fødselsdag, nogle til jul, andre 1. juledag
> etc. Men jeg kan så forstå, at det er vigtigere for andre at en bestemt
> begivenhed helst skal fejres med "hele" familien. Og helst samtidig.

Igen, jeg har en særdeles lille familie, vi er vant til at ses allesammen
(6-8 personer). Dette foregår uden problemer. Men når man er skilsmissebarn,
er familien meget større. Der er halvsøskende, og nye partnere mv. Så der er
vi ikke vant til at alle samles på en gang, det er det jo de færreste der
har plads til.

Min poitne er at det altså ikke er vigtigt at _hele_ familien er samlet, men
at de der er samlet har det okay, og at man slipper for at bruge tid og
energi på at holde flere arragementer, som tidligere har været kotume.

> > Igen synes jeg ikke det kan sammenlignes. Der er forskel på dels det
> faktum
> > at det er ens forældre og det faktum at det er dit valg at sortere disse
> > mennesker fra i dit liv. Det ønsker min kæreste jo naturligvis ikke at
> gøre.
>
> Nej... forældre er nok nogle af de sidste man frivilligt sorterer fra. Men
> som sagt er jeg vant til at en af dem kan mangle til en fest, så jeg
forstår
> ikke helt, HVORFOR det er et problem - men jeg forstår, AT det er et
problem
> for nogle.

Det er et problem fordi - at man som "barn" kommer til for gud ved hvilken
gang at stå midt i mellem sine forældre - og føle at man inddirekte er årsag
til at en eller begge parter føler sig skidt tilpas.

> Men det er jo så det, jeg også har svært ved at se skulle være nødvendigt,
> selvom de måske ikke vil/kan deltage i samme fest.

Tja, ind til videre møder begge parter frem når de bliver inviteret, men vi
ved også at det koster dages nedtrykthed og ubehag i hvert fald for den ene
part. Skulle vi dermed undlade at invitere den ene part og dermed vælge den
ene part fra? Så ville vi være tilbage ved det med 2 fester/arrangementer,
eftersom ingen af partnerne ville være tilfreds med ikke at se sønnen og
give en gave.

> Jeg ville invitere dem begge, hvis begge skal med. Og vil den ene ikke
> deltage, så ser jeg bare vedkommende ved en anden lejlighed.

De vil begge gerne deltage, men mindst den ene part betaler en stor
følelsesmæssig pris.

> > Det ville nok aldrig blive "skilsmissegrund" her i huset. Men jeg må
> > indrømme at jeg finder det ufedt kun at holde jul med min familie hvert
3.
> > år, pga. skilsmissefamiliens herligheder. Men det fandt vi jo så en
> løsning
> > på sidste år.
>
> Min rate er oftest hvert 2. år. Men jeg har også flere gange valgt
familien
> helt fra til jul og fejret den på anden måde. Det er ikke hvert år jeg
orker
> familiejulen.

Og hvert 2. år synes jeg også er helt okay. Men udsigterne til kun at fejre
jul med min bror og forældre hvert 3. år syntes jeg ikke om. Særligt lige
efter min Bedste gik bort, var det svært ikke at dele højtiden med familien.

> Hvem man ellers kunne invitere? Tjah.... jeg har som barn holdt mange
> fødselsdagsfester uden mine bedsteforældre og uden min far - men til
gengæld
> med alle kammeraterne fra klassen.

Tja, det har jeg så aldrig prøvet, og egentlig tænkte jeg også mere på tiden
mens barnet er lille og altså ikke har skolekammerater.

Venligst Anita

---

"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40bc3057$0$18683$ba624c82@nntp05.dk.telia.net...

> Jeg har nu heller ikke sagt at det er vigtigt, men sikker og vis på at
folk
> der ikke blev inviteret ville føle sig forbigået, så derfor inviterer vi
som
> regel alle de nærmeste - og så må de jo selv finde ud af om de gider
> deltage.

Sådan kan man også gøre det *S*

> Min poitne er at det altså ikke er vigtigt at _hele_ familien er samlet,
men
> at de der er samlet har det okay, og at man slipper for at bruge tid og
> energi på at holde flere arragementer, som tidligere har været kotume.

Enig.

> Det er et problem fordi - at man som "barn" kommer til for gud ved hvilken
> gang at stå midt i mellem sine forældre - og føle at man inddirekte er
årsag
> til at en eller begge parter føler sig skidt tilpas.

Har man den følelse, når man er barn, er det forståeligt. Men varer det ved
til længe efter man er blevet voksen, tillader jeg mig at kalde det en
umoden følelse. Man er jo ikke ÅRSAGEN til forældrene indbyrdes konflikt.

> Tja, ind til videre møder begge parter frem når de bliver inviteret, men
vi
> ved også at det koster dages nedtrykthed og ubehag i hvert fald for den
ene
> part.

Kunne jo tænkes, at den nedtrykte bevidst eller ubevidst bruger anledningen
til at legalisere en fed omgang selvmedlidenhed? Det er sgu da for dumt at
man deltager i en sammenkomst, der gør en nedtrykt i dagevis - og gør man
det alligevel, så er der en gevinst af en eller anden slags. Måske børnenes
omsorg og kærlighed?

> Skulle vi dermed undlade at invitere den ene part og dermed vælge den
> ene part fra?

Nejda...... hvis I hygger jer med, at begge parter er der, så inviter begge.

> De vil begge gerne deltage, men mindst den ene part betaler en stor
> følelsesmæssig pris.

Eller også høster vedkommende reelt en stor følelsesmæssig gevinst? Sikke en
magt at have, at man med sit humør alene kan få andre til at slå
følelsesmæssige kolbøtter og bekymre sig for en!

> Tja, det har jeg så aldrig prøvet, og egentlig tænkte jeg også mere på
tiden
> mens barnet er lille og altså ikke har skolekammerater.

Så er det helt klart den nærmeste familie. Og også gerne vennerne - dem i
alle aldre, som barnet hyppigt ser, kender og kan lide.

Mvh. Lisbeth