Hedenskabets indtog i kristendommen!
At den katolske kirke har pumpet meget af oldtidens hedenskab ind i
kristendommen, er der vist ikke mange der kan være i tvivl om. Men
dimensionerne af denne aktivitet er de fleste nok ikke særlig bevidst
om. Uden at tro at vi krænker sandheden, tør vi påstå at en stor
procentdel af alle bekendende kristne, mener at menneskets sjæl er
udødelig og at denne lære er bibelsk.
Dette er nu det fjerde indlæg i serien om sjælens udødelighed. Siden
vi møder så mange kristne, som har ladet sig vildlede til at tro at
denne lære om sjælens udødelighed er bibelsk, finder vi det
meningsfyldt at belyse emnet endnu grundigere ved at nogle flere
aspekter med ind i argumentationen.
ET HEDENSK DOGME
Når vi i dette og andre indlæg har fremført, at pavemagten er
ansvarlig for omtalte og mange andre falske læresætningers indtog i
kristendommen, kan en sådan anklage for enkelte opleves som dramatisk.
Sagen er imidlertid den, at dette ikke er en påstand som den katolske
kirke modsætter sig, men som de faktisk selv erkender. Mange
protestanter er ikke opmærksomme på, at den katolske kirke aldrig har
givet sig ud for at bygge sin lære på Bibelen, Guds Ord. Kirken
erklærer selv, at hedenske skikke, tilfælde traditioner, populære
myter og oldtidens forskellige filosofier, blev indlemmet i den
katolske lære.
Hvis nogen mener at det ikke er "pænt" i en økumenisk tid, når alle
skal prøve at finde en fælles tro, at konfrontere pavemagten med disse
og andre "fejlgreb" og "falske læresætninger", er det muligt de
fuldstændig har misforstået kampen mellem det gode og det onde, og at
Gud har en modstander der prøver at ødelægge evangeliets sandheder.
For vores del anser vi det for farligt at tie i mødet med livsfarlig
frafald og "pænt" at advare mod den.
Men tilbage til vort egentlige emne. Idéen om en udødelig sjæl, som en
separat del af et menneske, er fuldstændig fremmed for både Det Gamle
og Det Nye testamente. Når dette er sagt, er det samtidig værd at
bemærke sig, at der er mange teologer og bibelforskere, som fuldt ud
klar over, og enige i det der skrives her. En række præster i Den
Norske Kirke (og i al fald én biskop) har åbent erkendt, at de
selvfølgelig godt ved at læren om den udødelige sjæl er fuldstændig
ubibelsk og let kan spores tilbage til de babylonske, egyptiske og til
sidst de græske hedenske religioner.
SJÆL OG ÅND
I skabelsesberetningen bliver vi fortalt, at Gud dannede mennesket af
agerjordens muld og derefter "blæste livsånde i hans næsebor, så at
mennesket blev en levende sjæl", 1. Mos. 2, 7.
Ordet "ånd" kommer fra det hebraiske "neshama" eller "ruach" og det
græske "pneuma". Vores ord "sjæl" kommer fra det hebraiske "nephesh"
og det græske "psyke". Disse ord er i Bibelen oversat med: åndedrag,
liv, menneske, væsen, hjerte, sind, mig, person, vilje, folk, lyst,
begær, luft, ånd, lidenskab, følelse, appetit, levende væsen, individ
etc. Ordet er ganske enkelt et andet ord for menneske og/eller
menneskets indre mentale egenskaber (sjæls- eller åndslivet).
Disse ord er aldrig, de ca. 1700 gange de forekommer i Bibelen,
knyttet til tilstanden "udødelighed", eller benyttet som en
beskrivelse af en del af mennesket som ikke kan dø. Derimod siger
Bibelen helt klart, at Gud "alene har udødelighed", 2. Tim. 6, 16. det
kan virke skarpt at sige det, men kristne som kræver at være i
besiddelse af en sjæl med samme egenskab, Guds Ord siger, kun Gud
alene har, sætter egentlig derfor sig selv i Guds sted.
HVOR KOMMER LÆREN FRA
Ophavet til den hedenske idé om sjælens udødelighed, finder vi i 1.
Mos. 3, 4. "Men" siger du, "hvordan kan en bibeltekst kaldes
ubibelsk?" Jo, fordi udtalelsen i dette vers kommer fra djævelens
mund. "Da sagde slangen til kvinden: I skal ingenlunde dø". Prøv at se
det tragiske i, at et flertal af alle kristne, har valgt at tro på
denne første løgn fra ham som kaldes "en løgner" og "løgnens far",
Joh. 8, 44.
Det er lykkedes djævelen at få indsneget denne lære om sjælens
udødelighed i alle hedenske religioner, og i store del af
kristenheden. Han må have været meget tilfreds med at få denne
illusion
n på plads i de "alternative" religioner, eftersom han havde tiltænkt
dette dogme hæderspladsen som nøgle til frafald både i Det Gamle og
Det Nye testamente.
Martin Luther kaldte dogmet om sjælens udødelighed for en "opfattelse
som findes i den romerske mødding" (Luthers værk udgivet i Wittenberg
i 1562, 2. Bind, side 107). Den engelske statsmand William E.
Gladstone, skrev meget træffende: "Læren om den naturlige udødelighed
havde sneget sig ind i kirken gennem en bagdør ved en tavs
overenskomst om at have ret til at forblive der", "Livet efter dette",
s. 53.
Myten om at sjælen er udødelige, har ledt til tilbedelse af afdødes
ånder, åndemaning, trolddom, besværgelser og spiritisme. Vi kan ikke
forholde os til dette emne på en korrekt måde, uden at se dette i et
større bibelsk perspektiv.
Da Manasse blev konge i Israel, læser vi, aksepterede han den
hedenske lære om sjælens udødelighed og han "ansatte dødemanere og
sandsigere; han gjorde meget, som var ondt i Herrens øjne, og krænkede
ham", 2. Kong. 21, 6.
På grund af dette frafald blev Herren vred, og han sagde at Manasse
har "har øvet disse vederstyggeligheder" (vers 11) som ville føre til
"ulykke over Jerusalem og Juda, så det skal ringe for ørene på enhver,
der hører derom!" (vers 12). Hvis du vidste hvor megen ulykke,
elendighed, frafald, hedenskab og ondskab der er kommet ind i
menighederne på grund af dette hedenske og sjævelske dogme! Hvis det
var sådan at Gud er et menneskeprodukt og at enhver forbliver saglig i
sin egen tro, ville vi ikke behøve at skrive dette indlæg.
Så populær er denne idé, at både kristne og ikke-kristne, har
aksepteret at et bevidst åndsliv begynder ved døden. Den største
sektion i mange boghandler er fænomenet "alternativ livsstil" som i
praksis betyder mystik, det okkulte, spiritisme og sjælevandring.
Inden for kristendommen er mange falske tegn, undere og mirakler, som
både Jesus og Johannes siger skal ske i endetiden, knyttet til troen
på at de levende kan få kontakt med de døde, læs Matt. 7, 22-23; 24,
5. 10. 23-26; Mark. 13, 21-22; Luk. 17, 23; 2. Kor. 11, 14; 2. Tess.
2, 9; 2.Pet. 2, 1; Åb. 13, 13-15.
Både fremgangsmåde, indhold og metodik der kan observeres benyttet på
en del "evangeliske møder" i regi af specielle retninger inden for
trosbevægelsen, praktiserer hele spekteret af spiritistisk åndemaneri,
som igen forklarer mange af de fænomener man frækt postulerer
forårsages af Helligånden. Uden den omtalte hedenske sjælelæres nøgle
ind i spiritismen, ville et sådant bedrag slet ikke have kunnet finde
sted.
Det samme gælder de stadig tiltagende "Maria-åbenbaringer" der
efterhånden dominerer Den Katolske Kirkes profil i medierne. Det er
djævelens onde ånder som i form af en kvindeskikkelse åbenbarer sig
for at lede mennesker vild og gøre katolsk lære tiltalende. Det gode,
ædle og gudhengivne menneske Maria, Jesu mor, hviler i graven til
opstandelsen ved Jesu genkomst.
Da skal hun få sin løn sammen med alle de andre som er "døde i
Kristus" og som skal blive "bortrykket op i skyerne" for derefter at
tage med Jesus hjem til Himmelen, 1. Tess. 4, 17. Ingen frelste kommer
forud for nogen andre.
Den eneste undtagelse Guds Ord kender til, er de der blev oprejst fra
graven ved Jesu død på korset, Matt. 27, 52-53, og de tre Guds mænd
Moses, Enok og Elias, Judas 1, 9. 5; 5. Mos. 34, 5; 1. Mos. 5, 24; 2.
Kong. 2, 11, som blev taget hjem til Himmelen som en førstegrøde på
opstandelsen. Læg også mærke til at det var to af de tre sidstnævnte,
som allerede havde oplevet legemets opstandelse og forvandling, som
ved en bestemt anledning åbenbarede sig for Jesus og disciplene, Matt.
17, 3; Mark. 9, 5; Luk. 9, 30-33. Hvorfor sendte Gud ikke nogen af
alle de andre tusinder af Guds mænd, som havde vandret med Herren
gennem historien, hvis deres "sjæle" allerede var i Himmelen?
Årsagen var, at de alle sov i deres grave, ventende på opstandelsen
og derfor slet ikke havde en "sjæl" hos Herren. "Sjælen" er
livsprincippet der får tilbage i opstandelsen og ikke før. De to Gud
sendte for at opmuntre Jesus, var to mennesker som Bibelen i forvejen
har sagt blev oprejst fra graven eller var taget levende op til
Himmelen og forvandlet som tilfældet var med Elias. Profeten Daniel
derimod hviler fortsat i graven til opstandelsens morgen, se Dan. 12,
13.
Det er også værd at bemærke sig, at Paulus direkte siger, at de som
ofrer og tilbeder afguder egentlig får kontakt med onde ånder, 1. Kor.
10, 20, som jo er djævelens faldne engle. teologen Joseph Ager Beet
henviser til kendt oldtidshistorie, når han skriver at det var gennem
Sokrates og Platon at udødelighedslæren blev videreført og senere
endte i den katolske kristendom, og derfra ført videre til mange
protestantiske kredse.
Da kristendommen blev udbredt i Grækenland, Egypten og andre lande i
middelhavsområdet, bibeholdt mange nye kristne denne gamle hedenske
lære om sjælens udødelighed og tog den derfor med sig ind i
kristendommen.
I Alexandria blev læren gennem Origenes givet en central plads i
katolsk tænkning, som igen har tilbudt den til protestanter som
foretrak traditionen fremfor Guds Ord. Gaven blev modtaget med glæde.
BIBELSK LÆRE
Det var selve livsprincippet, livet eller livsgnisten som gjorde
mennesket levende. En krop plus livsprincippet eller denne livsgnist,
gør mennesket til en levende sjæl, skabning eller person.
En krop uden livsprincippet udgør en død sjæl eller person. Når
Bibelen siger at "ånden går til Gud" ved døden, betyder dette at
livsånden, åndedraget eller livsprincippet, som giver liv eller gjorde
mennesket levende, tilhører Gud. Det er ingen bevidst del af mennesket
knyttet til denne "ånd". Livet eller "kraften som gør levende" er Guds
ejendom, ikke menneskets ejendom.
Mange skriftsteder i Guds Ord fortæller at sjælen kan dø, netop for
ordene sjæl, individ eller menneske, har samme betydning i
grundteksten, 4. Mos. 23, 10; Sal. 56, 14; Matt. 10, 28; Joh. 5, 20).
Det er ikke holdbart, og repræsenterer i tillæg en farlig forfalskning
af Bibelen, at hente hedenskabets definition på "sjæl" og overføre den
til bibelen, som har en helt anden mening og betydning af dette ord.
I Matt. 10, 28 siger Jesus selv, at både legemet (det fysiske,
kropslige, somatiske, eller synlige menneske) og sjælen (her som en
beskrivelse af sind, tanke, følelse, altså det "indre menneske") kan
tilintetgøres, altså dø.
"Frygt ikke for dem som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen.
Frygt hellere for ham som kan ødelægge både sjæl og legeme i
helvede!".
Med venlig hilsen Andreas Falck - ICQ 108 480 093
--
Hvordan blive retfærdig:
http://hjem.get2net.dk/AFA1441/side-023.htm
Hvem er det sande Israel? - Hvad er sand tungetale? -
Hvem er Antikrist? - og mange andre artikler!
"Det evige Evangelium" -
http://hjem.get2net.dk/AFA1441