Kære Dan Christiansen
Det er et godt og meget relevant spørgsmål du stiller til gruppen.
I 1820 var der en ung mand ved navn Joseph Smith, som søgte svar på det
samme spørgsmål som du her stiller. Selv om det er et længere indlæg,
bringer jeg her en gengivelse med hans egne ord, hvordan han søgte og fandt
svar. Jeg håber at du og alle andre der søger svar på spørgsmålet, om hvor
Guds menighed er i vores tid, vil give sig tid til at studere Joseph Smiths
historie. Jeg ved at Joseph Smiths vidnesbyrd er sandt, og jeg ved at Jesus
Kristus lever, og har sin sande menighed på jorden i dag.
Med venlig hilsen
Søren D. Nørgaard
Profeten Joseph Smiths vidnesbyrd:
1. På grund af de mange rygter, som er blevet sat i omløb af ondsindede
personer og af rænkesmede angående Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages
Helliges fremkomst og udvikling, hvilke rygter alle af deres ophavsmænd har
været beregnet på at forklejne dens karakter som kirke og hindre dens
fremgang i verden - har jeg ladet mig bevæge til at skrive denne beretning
for at bringe offentligheden ud af vildfarelsen og gøre alle, som søger
efter sandheden, bekendt med de virkelige forhold, som de er forefaldet med
henblik på mig selv og kirken, så vidt som disse tildragelser er mig
bekendt.
2. I denne beretning vil jeg fremstille de forskellige begivenheder, som
angår kirken, i sandhed og retfærdighed, således som de har fundet sted,
eller som de nu eksisterer i det ottende år efter nævnte kirkes oprettelse.
3. Jeg er født i det Herrens år atten hundrede og fem, den treogtyvende
december i byen Sharon, Windsor amt i staten Vermont. Da jeg var ca. 10 år,
flyttede min far, Joseph Smith, sen. fra staten Vermont til Palmyra, Ontario
amt (nu Wayne) i staten New York. Omkring fire år efter min fars ankomst til
Palmyra flyttede han med sin familie til Manchester i samme amt.
4. Hans familie bestod af elleve personer, nemlig min fader Joseph Smith,
min moder Lucy Smith (hvis navn før hendes ægteskab var Mack, datter af
Solomon Mack), mine brødre Alvin (som døde den 19. november 1824 i sit
syvogtyvende år), Hyrum, mig selv, Samuel, Harrison, William, Don Carlos,
samt mine søstre Sophronia, Catherine og Lucy.
5. Et par år efter, at vi havde slået os ned i Manchester, opstod der en
usædvanlig religiøs vækkelse. Den begyndte hos metodisterne, men blev snart
almindelig blandt alle sekterne på den egn. Til sidst syntes hele egnen i
virkeligheden at være grebet deraf. Mange tilsluttede sig de forskellige
kirker, hvad der fremkaldte ikke så lidt røre og splittelse, thi nogle
råbte: ³Se her!² og andre: ³Se der!² Nogle holdt på metodisterne, andre på
presbyterianerne og atter andre på baptisterne.
6. Thi trods den store kærlighed, som tilhængerne af disse forskellige
trosretninger lagde for dagen, da de blev omvendt, og til trods for den
store iver og nidkærhed, de respektive gejstlige udviste, medens de virkede
for at opvække og fremme denne usædvanlige scene for religiøs følelse for
at formå alle til at omvende sig, som de gerne udtrykte det, lige meget
hvilken sekt de indtrådte i, så viste det sig dog, da alle de nyomvendte
begyndte at fordele sig, nogle til én retning, andre til en anden, at de
tilsyneladende gode følelser, både hos præsterne og de omvendte, var mere
forstilte end virkelige; thi stor forvirring og bitterhed fulgte; præster
stred indbyrdes, og de omvendte ligeså, indtil alle gode følelser, som de
havde haft for hinanden, om der nogen sinde havde eksisteret sådanne, gik
fuldstændig tabt i en ordkrig og meningsstrid.
7. Jeg var på det tidspunkt i mit femtende år. Min fars familie blev vundet
for den presbyterianske tro, og fire af dem sluttede sig til denne kirke,
nemlig min mor Lucy, mine brødre Hyrum og Samuel Harrison og min søster
Sophronia.
8. I denne alvorlige tid stemtes mit sind til alvorlige betragtninger og
fyldes med stor uro; men selv om mine følelser var dybe og ofte knugende,
holdt jeg mig dog på afstand af alle disse partier, selv om jeg gik til
deres forskellige møder, så ofte lejligheden tilbød sig. Efter nogen tids
forløb begyndte jeg at hælde noget til metodisterne, og jeg følte trang til
at forenes med dem; men så stor var striden og uenigheden mellem de
forskellige trosretninger, at det var umuligt for en person så ung og med
mennesker og ting så ukendt som jeg at danne sig et sikkert begreb om, hvem
der havde ret og hvem uret.
9. Mit sind var fra tid til anden stærkt oprørt, thi striden og tumulten var
så stor og uophørlig. Presbyterianerne stod meget skarpt overfor baptisterne
og metodisterne og anvendte alle deres kræfter på ræsonnementer og
spidsfindigheder for at bevise deres modstanders vildfarelser, eller i det
mindste få folk til at tro, at de var vildfarende. På den anden side var
baptisterne og metodisterne lige så ivrige efter at stadfæste deres egne
læresætninger og gendrive alle andres meninger.
10. Midt i denne ordstrid og meningsudveksling sagde jeg ofte til mig selv:
Hvad kan man gøre? Hvilket af alle disse samfund er det rigtige. eller er de
alle sammen forkerte? Om et af dem er rigtigt, hvilket er det da? Og
hvorledes kan jeg finde ud af det?
11. Medens jeg kæmpede med overordentlige vanskeligheder, som var en følge
af striden mellem de forskellige religionspartier, læste jeg en dag følgende
i Jakobs brev, 1. kapitel, 5. vers: ³Men hvis nogen af jer står tilbage i
visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og
uden bebrejdelse, og så vil den blive ham givet.²
12. Aldrig har et skriftsted gjort stærkere indtryk på noget menneskes
hjerte, end dette dengang gjorde på mig. Det syntes med stor kraft at trænge
ind i hvert af mit hjertes følelser. Jeg overvejede det atter og atter, da
jeg bestemt vidste, at dersom noget menneske trængte til visdom fra Gud, var
det mig; thi jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og medmindre jeg kunne
få mere visdom, end jeg da havde, ville jeg aldrig få det at vide; thi de
forskellige sekters religionslærere udlagde det samme skriftsted på så
forskellig måde, at alt håb om at afgøre spørgsmålet ved at henvise til
Bibelen tilintetgjordes.
13. Omsider kom jeg til den slutning, at jeg enten måtte forblive i mørke og
vildrede eller også følge Jakobs anvisning og bede til Gud. Til sidst traf
jeg den beslutning at ³bede om at få den fra Gud², da jeg troede, at dersom
han gav dem visdom der manglede den, og ville give gavmildt og uden
bebrejdelser, så kunne jeg vove det.
14. Derfor begav jeg mig i overensstemmelse med denne beslutning om at bede
til Gud, ud i skoven for at gøre forsøget. Det var en herlig, klar morgen,
tidligt om foråret 1820. Det var første gang i mit liv, at jeg havde gjort
et sådant forsøg, thi til trods for al min ængstelse og uro havde jeg endnu
aldrig forsøgt at bede højt.
15. Efter at jeg var kommet til det sted, som jeg forud havde udset dertil
og havde set mig omkring og konstateret, at jeg var helt alene, knælede jeg
ned og begyndte at opsende mit hjertes ønsker til Gud. Næppe havde jeg gjort
dette, førend jeg blev grebet af en magt, der ganske overvældede mig og
havde en så forbavsende magt over mig, at den bandt min tunge, så jeg ikke
kunne tale. Tæt mørke omgav mig, og det forekom mig en kort tid, som om jeg
var dømt til undergang.
16. Men jeg anvendte alle mine kræfter på at anråbe Gud om at udfri mig af
den fjendes magt, som havde overvældet mig, og i selve det øjeblik, da jeg
var lige ved at synke i fortvivlelse og hengive mig til tilintetgørelse -
ikke til en indbildt tilintetgørelse, men til et virkeligt væsens magt fra
den usynlige verden, som havde en så forfærdelig magt, som jeg aldrig før
havde følt hos noget væsen - netop i dette forfærdelige øjeblik så jeg en
lyssøjle lige over mit hoved, stærkere end solens glans, og den dalede
gradvis ned, indtil den hvilede på mig.
17. Ikke så snart havde den vist sig, førend jeg følte mig befriet fra den
fjende, som holdt mig bunden. Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer,
hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i
luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, idet han
pegede på den anden: Denne er min elskede Søn. Hør ham!
18. Min hensigt med at gå og spørge Herren var at få at vide, hvilken af
alle sekterne der var den rette, så jeg kunne vide hvilken jeg skulle slutte
mig til. Så snart jeg derfor havde fattet mig så meget, at jeg kunne tale,
spurgte jeg de over mig i lyset stående personer, hvilken af alle sekterne,
der var den rette - og hvilken jeg skulle slutte mig til.
19. Der blev svaret mig, at jeg ikke skulle slutte mig til nogen af dem, thi
de var alle forkerte. Den person, som talte til mig, sagde, at alle deres
trosbekendelser var en vederstyggelighed for ham, og at disse lærere alle
var fordærvede, at ³de drager nær til mig med læberne, men deres hjerter er
langt fra mig. De lærer sådanne lærdomme, som er menneskebud og har
gudfrygtighedens skin, men fornægter dens kraft.²
20. Han forbød mig endnu engang at slutte mig til nogen af dem, og, og meget
andet sagde han til mig, som jeg ikke nu kan skrive. Da jeg atter kom til
mig selv, fandt jeg mig liggende på ryggen med blikket mod himmelen. Da
lyset var forsvundet, var jeg kraftesløs; men da jeg kom så nogenlunde til
mig selv, gik jeg hjem. Og da jeg stod og lænede mig op imod ildstedet,
spurgte min moder mig, hvad der var hændt. Jeg svarede: ³Du skal ikke være
bekymret, alt er i orden, jeg har det helt godt.² Så sagde jeg til min
moder: ³Jeg har erfaret for mig selv, at presbyterianismen ikke er sand.²
Det synes, som om Satan allerede i min allertidligste ungdom vidste, at jeg
var bestemt til at ryste og true hans rige. Hvorfor skulle ellers mørkets
magter forene sig imod mig? Hvorfor modstanden og forfølgelserne, som rejste
sig imod mig, medens jeg endnu næsten kun var et barn?
21. Nogle få dage efter at jeg havde haft dette syn, var jeg tilfældigvis i
selskab med en metodistpræst, som tog livlig del i den omtalte religiøse
vækkelse; og da vi talte med hinanden om emnet religion, benyttede jeg
lejligheden til at tale med ham om det syn, jeg havde haft. Men jeg blev
yderst forbavset over hans opførsel; han optog ikke blot min beretning
ligegyldigt, men behandlede den endog med stor foragt, idet han sagde, at
det alt sammen kom fra djævelen, at sådant noget som syner og åbenbaringer
ikke fandt sted i disse dage, at alt sådant var ophørt med apostlene, og at
sådanne ting ikke ville ske mere.
22. Jeg opdagede imidlertid snart, at min beretning havde vakt en hel del
fordom imod mig blandt dem, der bekendte sig til religion, og fremkaldte en
stadig tiltagende forfølgelse. Skønt jeg kun var en ubetydelig dreng, mellem
14 og 15 år gammel, og mine forhold i livet var således, at jeg ville blive
en dreng uden betydning i verden, så lagde dog mænd i høje stillinger mærke
til mig og vendte den offentlige mening imod mig, hvad der forårsagede
bitter forfølgelse; og dette var almindeligt blandt alle sekter - alle var
enige om at forfølge mig.
23. Jeg tænkte alvorligt dengang, som jeg så ofte siden har gjort, på, hvor
besynderligt det var, at en ubetydelig dreng på lidt over 14 år, som var
tvunget til at skaffe sig et tarveligt udkomme ved sit daglige arbejde,
skulle betragtes som en person af tilstrækkelig betydning til at tiltrække
sig de stores opmærksomhed i datidens mest populære sekter, og det i en
sådan grad, at det fyldte dem med den stærkeste forfølgelses- og
modstandsånd. Men enten det nu var besynderligt eller ej, så var det
således, og forårsagede mig ofte stor sorg.
24. Dog var det ikke desto mindre en kendsgerning, at jeg havde set et syn.
Jeg har siden tænkt, at jeg følte ligesom Paulus, da han holdt sin
forsvarstale for Kong Agrippa og fortalte om det syn, han havde haft, da han
så et lys og hørte en røst; men der var dog kun få som troede ham; nogle
sagde, at han var uærlig, andre at han rasede, og han blev spottet og hånet.
Men alt dette tilintetgjorde ikke synets virkelighed. Han havde set et syn,
det vidste han, og al forfølgelse under himmelen kunne ikke ændre den sag;
og selv om de ville forfølge ham til døden, vidste han dog og ville til
sidste åndedrag vide, at han både havde set et lys og hørt en røst tale til
sig, og hele verden kunne ikke få ham til at tænke eller tro anderledes.
25. Således var det med mig. Jeg havde virkelig set et lys, og midt i det
lys så jeg to personer, og de talte virkelig til mig, og selv om jeg blev
hadet og forfulgt, fordi jeg sagde , at jeg havde set et syn, var det
alligevel sandt; og medens de forfulgte og smædede mig og talte allehånde
ondt om mig, uforskyldt, fordi jeg sagde det, følte jeg mig drevet til at
sige i mit hjerte: Hvorfor forfølge mig, fordi jeg siger sandheden? Jeg har
virkelig set et syn, og hvem er jeg, at jeg kan modstå Gud? Og hvorfor
tænker verden på at få mig til at fornægte, hvad jeg virkelig har set? Thi
jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og
jeg kunne ikke fornægte det, og jeg vovede heller ikke at gøre det. Thi jeg
vidste i det mindste, at ved at gøre så, ville jeg forsynde mig imod Gud og
komme under fordømmelse.
26. Jeg var nu i mit sind forvisset om, for så vidt som den sekteriske
verden angik, at det ikke var min pligt at slutte mig til nogen af dem, men
forblive som jeg var, indtil jeg modtog yderligere anvisninger. Jeg havde
fundet, at Jakobs vidnesbyrd var sandt, at et menneske, som fattes visdom,
kan bede til Gud og få svar, og uden bebrejdelse.
27. Jeg fortsatte med at udføre mit daglige arbejde indtil den 21. september
1823. I hele den tid måtte jeg udstå forfølgelser af alle slags mennesker,
både religiøse og ikke-religiøse. fordi jeg blev ved med at påstå, at jeg
havde set et syn.
28. I tiden mellem mit syn og året 1823 blev jeg - da det var blevet mig
forbudt at slutte mig til nogen af de religiøse sekter, og medens jeg endnu
var ganske ung og blev forfulgt af dem, som burde have været mine venner og
have behandlet mig venligt, og om de troede, at jeg var blevet vildledt,
burde have forsøgt at bringe mig tilbage til den rette vej på passende og
kærlig måde - udsat for alle slags fristelser; og da jeg kom i berøring med
al slags selskab, begik jeg ofte mange tåbelige fejlgreb, der viste
ungdommens svaghed, og den menneskelige naturs ufuldkommenhed, og jeg må med
bedrøvelse sige, at jeg ofte ledtes i adskillige fristelser, som er
anstødelige i Guds øjne. Når jeg aflægger denne bekendelse, er der ingen,
der behøver tro, at jeg gjorde mig skyldig i store og grove synder. Det var
min natur imod at begå noget sådant. Men jeg gjorde mig skyldig i
letsindighed og var undertiden i livligt selskab etc., der var uforeneligt
med den karakter, som den skulle bevare, der var kaldet af Gud, som jeg var
blevet. Men det vil ikke forundre nogen, der erindrer, hvor ung jeg var, og
som kender lidt til mit medfødte muntre temperament.
29. Som følge af disse ting følte jeg mig ofte under fordømmelse på grund af
min svaghed og mine ufuldkommenheder; da jeg om aftenen den ovennævnte 21.
september var gået i seng, henvendte jeg mig i bøn og påkaldelse til den
Almægtige Gud om tilgivelse for alle mine synder og tåbeligheder, samt også
om en tilkendegivelse, så jeg kunne vide, hvorledes min stilling og mit
forhold var til ham; thi jeg var fuldt og fast overbevist om, at jeg ville
få en guddommelig tilkendegivelse, eftersom jeg tidligere havde fået en.
30. Medens jeg således var i færd med at påkalde Gud, opdagede jeg, at et
lys begyndte at vise sig i værelset; hvilket lys blev stærkere og stærkere,
indtil værelset var mere oplyst end midt på dagen, da pludselig en person
viste sig ved siden af min seng, stående i luften, thi hans fødder rørte
ikke ved gulvet.
31. Han var iført en løst hængende kjortel, der var skinnende hvid. Den var
af en hvidhed, der overgik alt andet jordisk, jeg nogensinde havde set; jeg
tror heller ikke, at noget jordisk kunne gøres så overordentligt hvidt og
skinnende. Hans hænder var bare og ligeledes hans arme til noget over
håndleddene. Hans fødder var også bare og ligeledes benene lidt ovenfor
anklerne. Hans hoved og hals var ligeledes var ligeledes bare. Jeg kunne se,
at han ikke havde andre klæder på end denne kjortel, da den var åben, så jeg
kunne se ind på brystet.
32. Ikke blot var hans kjortel overordentlig hvid, men hele hans person var
herlig over al beskrivelse, og hans åsyn var virkelig som lynild. Værelset
var overordentlig lyst, men ikke så klart som i umiddelbar nærhed af hans
person. Lige straks, da jeg så ham, blev jeg bange, men min frygt forsvandt
snart.
33. Han kaldte mig ved navn og sagde til mig, at han var en budbærer, sendt
til mig fra Guds åsyn, og at hans navn var Moroni, at Gud havde et værk for
mig at udføre, og at mit navn skulle nævnes for ondt og godt blandt alle
nationer, slægter og tungemål, eller at der skulle tales både godt og ondt
om det blandt alle folk.
34. Han sagde, at der var en bog henlagt, der var skrevet på guldplader, og
som indeholdt en beretning om dette kontinents tidligere indbyggere og deres
oprindelse. Han sagde også, at den indeholdt det evige Evangelium i dets
fylde, som Frelseren overgav de tidligere indbyggere det.
35. Sammen med pladerne var der også opbevaret to sten indfattede i
sølvbuer; disse sten, fastgjort til en brystplade, udgjorde hvad der kaldtes
Urim og Tummim, og disse sten gjorde de mænd, som besad dem og brugte dem i
ældgamle eller tidligere tider, til ³seere², og at Gud havde beredt dem til
oversættelse af bogen.
36. Efter at han havde fortalt mig disse ting, begyndte han at citere Det
Gamle Testamentes profetier. Han citerede først en del af det tredje kapitel
af Malakias, og han citerede også det fjerde eller sidste kapitel af samme
profeti, dog med en lille afvigelse fra teksten, som den læses i vore
bibler. I stedet for at læse det første vers, som det lyder i vore bøger,
citerede han det således:
37. Thi se, dagen kommer, der brænder som en ovn, da alle hovmodige og alle,
som gør ondt, skal brænde som halm; thi de, der kommer, skal opbrænde dem,
siger Hærskarernes Herre, så der ikke levnes rod eller gren af dem.
38. Og videre citerede han det femte vers således: Se, jeg vil åbenbare jer
præstedømmet ved profeten Elias´ hånd, før Herrens store og frygtelige dag
kommer.
39. Han citerede også det næste vers anderledes: Og han skal plante i
børnenes hjerter de forjættelser, som blev givet fædrene, og børnenes
hjerter skal vendes til fædrene. Om det ikke var således, ville hele Jorden
fuldstændigt blive lagt øde ved hans tilkommelse.
40. Foruden disse steder citerede han Esajas, 11. kapitel, og sagde, at det
var ved at blive opfyldt. Han citerede også det tredje kapitel af Apostlenes
Gerninger, 22. og 23. vers, ganske som det står i vort nye testamente. Han
sagde også, at den profet var Kristus, men at dagen endnu ikke var kommet,
da ³hver sjæl, som ikke hører den profet, skal udryddes af folket², men at
den snart vil komme.
41. Han citerede også 2. kapitel af Joel, fra det 28. til det sidste vers,
(Dansk Bibel Joel 3:1-5). Han sagde også, at dette endnu ikke var gået i
opfyldelse, men snart ville. Og han sagde endvidere, at hedningernes fylde
snart skulle indgå. Han citerede mange andre skriftsteder og gav mange
forklaringer, som ikke kan nævnes her.
42. Videre fortalte han mig, at når jeg fik de plader, om hvilke han havde
talt - thi tiden, da jeg skulle få dem, var endnu ikke kommet - skulle jeg
ikke vise dem til noget menneske, ej heller brystpladen med Urim og Tummim,
kun til dem, som jeg fik befaling til at vise dem til; hvis jeg gjorde det,
skulle jeg omkomme. Medens han talte til mig om pladerne, åbnedes mit sind
for et syn, så jeg kunne se det sted, hvor pladerne var opbevaret, og det så
klart og tydeligt, at jeg genkendte stedet igen, da jeg besøgte det.
43. Efter denne betydningsfulde meddelelse så jeg, at lyset i værelset
begyndte at samles tæt omkring den person, der havde talt til mig, og det
fortsatte dermed, indtil værelset atter var mørkt, undtagen lige omkring
ham; og da så jeg straks, så at sige en kanal åbne sig lige ind i himmelen,
og han steg op til han helt forsvandt, og værelset blev da, som før det
himmelske lys havde vist sig.
44. Jeg lå og grundede over det enestående i denne scene og undrede mig
meget over det, som var blevet fortalt mig af dette usædvanlige sendebud, da
jeg midt i mine betragtninger pludselig opdagede, at det atter begyndte at
blive lyst i mit værelse, og så at sige et øjeblik efter stod det samme
himmelske sendebud igen ved min seng.
45 Han begyndte atter at tale til mig og gentog de selvsamme ting, som han
havde sagt ved sit første besøg, uden mindste afvigelse. Da han havde gjort
dette, oplyste han mig om store straffedomme, som var ved at komme over
jorden med ødelæggelse ved hungersnød, sværd og pest, og at disse grufulde
straffedomme ville komme over jorden i dette slægtled. Da han havde berettet
disse ting, opfor han igen til himmelen som før.
46. På dette tidspunkt var de indtryk, som alt dette havde gjort på mit
sind, så dybe, at søvnen veg fra mine øjne, og jeg lå overvældet af
forbavselse over, hvad jeg både havde set og hørt. Men hvor stor var ikke
min forbavselse, da jeg atter så det samme sendebud ved min seng og hørte
ham gentage det samme, som han havde sagt forud. Han tilføjede dog en
advarsel. Han sagde, at Satan ville prøve på at friste mig (på grund af de
fattige forhold, der rådede i min faders familie) til at få fat i pladerne i
den hensigt at blive rig. Dette forbød han mig, idet han sagde, at jeg ikke
måtte have andet for øje, når jeg fik pladerne, end at forherlige Gud og
ikke tilskyndes af noget andet motiv end det at opbygge Guds rige; ellers
kunne jeg ikke få dem.
47. Efter dette tredje besøg steg han atter op til himmelen ligesom før, og
jeg var atter overladt til at grunde over det besynderlige i det, jeg netop
havde oplevet, da hanen, næsten straks efter at det himmelske sendebud var
opfaret fra mig for tredje gang, galede, og jeg opdagede, at det var ved at
blive daggry, så vore samtaler må have varet hele den nat.
48. Kort derefter rejste jeg mig fra min seng og gik som sædvanlig til mit
nødvendige daglige arbejde; men i forsøg på at arbejde som på andre dage,
følte jeg mig så afkræftet, at jeg slet ikke var i stand dertil. Min fader,
som arbejdede sammen med mig, opdagede, at der var noget i vejen med mig og
sagde til mig, at jeg skulle gå hjem. Jeg begyndte at gå i den hensigt at gå
hjem til huset, men da jeg forsøgte at klatre over gærdet for at komme ud af
den mark, hvor vi var, svigtede kræfterne mig fuldstændigt, og jeg faldt
hjælpeløs til jorden og lå bevidstløs en tid.
49. Det første, jeg kan erindre, var en røst, der talte til mig og kaldte
mig ved navn. Jeg slog da øjnene op og så det samme sendebud stående over
mit hoved, omgivet af lys som før. Han gentog alt, hvad han havde sagt mig
den foregående nat, og befalede mig at gå til min fader og fortælle ham om
det syn, jeg havde set, og de befalinger, jeg havde fået.
50. Jeg adlød og gik tilbage til min fader på marken og gengav det hele for
ham. Han svarede mig, at det var fra Gud, og sagde til mig, at jeg skulle gå
og gøre, som sendebudet havde befalet. Jeg forlod da marken, og gik til det
sted, hvor sendebudet havde sagt mig, at pladerne lå forvaret, og takket
være det syns klarhed, som jeg havde haft, kendte jeg straks igen stedet, da
jeg kom dertil.
51. I nærheden af landsbyen Manchester i Ontario amt, New York, ligger der
en høj af betydelig størrelse, den højeste i omegnen. På vestsiden af denne
høj, ikke langt fra toppen, under en temmelig stor sten, lå pladerne gemt i
en stenkiste. Denne sten var tyk og afrundet midt på oversiden og tyndere ud
mod kanterne, så midterpartiet var synligt over jorden, medens kanterne
rundt omkring var dækket med jord.
52. Da jeg havde fjernet jorden, fik jeg fat i en stang, som jeg stak ind
under kanten på stenen, og løftede denne op med lidt anstrengelse. Jeg
kiggede ned, og der så jeg virkelig pladerne, Urim og Tummim, og
brystpladen, som sendebudet havde sagt. Kisten, hvori de lå, var formet af
sten, der holdtes sammen af en slags cement. På bunden af kisten lå to sten
på tværs, og på disse sten lå pladerne sammen med de andre ting.
53. Jeg gjorde forsøg på at tage dem op, men det forbød sendebudet, som
atter oplyste mig om, at tiden til at tage dem op endnu ikke var inde; ej
heller skulle den komme førend fire år fra den tid; men han sagde, at jeg
skulle komme til det sted bestemt om et år fra den tid af, og at han ville
træffe mig der, og at jeg skulle blive ved at gøre det, indtil tiden kom, da
jeg skulle få pladerne.
54. Følgelig gik jeg, som det var blevet mig befalet, ved slutningen af
hvert år, og hver gang fandt jeg det samme sendebud dér og modtog
instruktion og belæring af ham ved hver sammenkomst, angående det som Herren
ville lade gøre, og hvorledes og på hvad måde hans rige skulle styres i de
sidste dage.
55. Da min faders økonomiske forhold var mindre gode, måtte vi arbejde med
vore hænder, arbejde som daglejere og lignende, som lejligheden bød sig.
Undertiden var vi hjemme og somme tider ude, og ved bestandig at arbejde var
vi i stand til at sikre os et tåleligt udkomme.
56. I året 1824 blev min faders familie ramt af en stor sorg, idet min
ældste broder Alvin døde. I oktober 1825 fik jeg arbejde hos en gammel herre
ved navn Josiah Stoal, som boede i Chenango amt i staten New York. Han havde
hørt noget om en sølvmine, som var blevet åbnet af spanierne i Harmony,
Susquehannah amt i staten Pennsylvanien, og havde, inden jeg kom til ham,
foretaget udgravningsarbejde for om muligt at finde minen. Da jeg kom i hans
tjeneste, tog han mig og de øvrige arbejdere med sig for at grave efter
sølvminen; jeg vedblev med dette arbejde i ca. en måned uden at se noget
resultat af vort arbejde, og til sidst fik jeg den gamle herre overtalt til
at indstille gravningen. Heraf opstod den almindelige forekommende historie,
at jeg har været skattegraver.
57. Medens jeg var således beskæftiget, logerede jeg hos en vis Isac Hale
dersteds; dér så jeg for første gang min hustru (hans datter), Emma Hale. Vi
blev gift den 18. januar 1827, medens jeg endnu var i hr. Stoals tjeneste.
58. Da jeg stadig blev ved med at hævde, at jeg havde haft et syn, fortsatte
forfølgelsen mod mig stadig, og min hustrus faders familie var meget imod
vort giftermål. Jeg var derfor nødt til at tage hende med mig til et andet
sted, og vi tog til hr. Tarbills hjem i South Bainbridge i Chenango amt i
staten New York, og her blev vi gift. Straks efter brylluppet forlod jeg
godsejer Stoal og rejste hjem til min fader og arbejdede på farmen sammen
med ham den sæson.
59. Endelig kom det øjeblik, da jeg skulle have pladerne sammen med Urim og
Tummim og brystpladen. Da jeg den 22. september 1827, da endnu et år var
omme, som sædvanlig gik til det sted, hvor de lå gemt, overgav det samme
himmelske sendebud mig dem med den erklæring, at jeg ville blive holdt
ansvarlig for dem, og at dersom jeg skulle miste dem af mangel på omhu eller
ligegyldighed, skulle blive forkastet, men om jeg ville anstrenge mig af
alle kræfter for at bevare dem, til han (sendebudet) ville forlange dem
tilbage, da skulle de blive beskyttet.
60. Jeg erfarede snart grunden til, at jeg havde fået så strenge befalinger
om at passe godt på dem, og hvorfor sendebudet havde sagt, at når jeg havde
gjort hvad der var forlangt af mig, ville han komme efter dem. Thi aldrig så
snart var det blevet kendt, at jeg havde dem, førend man gjorde sig de
voldsomste anstrengelser for at få dem fra mig. Hver tænkelig list blev
anvendt i og for dette øjemed. Forfølgelsen blev endnu bitrere og hårdere
end tidligere, og mange mennesker var stadig på vagt for om muligt at tage
dem fra mig; men ved Guds visdom forblev de sikkert i min varetægt, indtil
jeg ved dem havde fuldført det, der var forlangt fra min hånd. Da sendebudet
så, ifølge aftalen, kom efter dem, overgav jeg dem til ham, og han har dem i
sin varetægt indtil denne dag, som er den 2. maj 1838.
61. Uroen fortsatte imidlertid stadig, og rygtet med dets tusind tunger var
hele tiden travlt beskæftiget med at sætte falske rygter i omløb om min
faders familie og om mig. Om jeg blot ville gengive en tusindedel af dem,
ville det fylde hele bøger. Forfølgelsen blev imidlertid så uudholdelig, at
jeg blev tvunget til at forlade Manchester og sammen med min hustru rejse
til Susquehannah amt i staten Pennsylvanien. Medens vi traf forberedelser
til afrejsen - vi var meget fattige, og forfølgelsen hvilede så tung på os,
at vi ingen udsigter havde til at forbedre vor kår - fandt vi, midt i vore
trængsler, en ven i en herre ved navn Martin Harris, som kom til os og gav
mig halvtreds dollars som hjælp til rejsen. Martin Harris boede i Palmyra,
Wayne amt i staten New York. Han var en anset landmand.
62. Takket være denne hjælp i rette tid blev jeg i stand til at nå mit
bestemmelsessted i Pennsylvanien og straks efter min ankomst dertil begyndte
jeg at afskrive skrifttegnene på pladerne. Jeg afskrev en betydelig del, og
ved hjælp af Urim og Tummim oversatte jeg nogle af dem. Dette gjorde jeg i
tiden mellem min ankomst til min svigerfaders hus i december måned og den
følgende februar.
63. I løbet af februar måned kom ovennævnte Martin Harris til os, fik de
skrifttegn, som jeg havde afskrevet fra pladerne og rejste med dem til New
York. Angående hvad der dér skete med ham og skrifttegnene vil jeg henvise
til hans egen beretning, således som han fortalte mig dem efter sin
tilbagekomst, og den lyder som følger:
64: ³Jeg tog til New York og viste de skrifttegn, som var blevet oversat,
tillige med oversættelsen, til professor Charles Anthon, en mand, der var
meget berømt for sin litterære viden. Professor Anthon sagde, at
oversættelsen var korrekt, ja, bedre end nogen oversættelse fra ægyptisk han
tidligere havde set. Jeg viste ham så dem, der endnu ikke var blevet
oversat, og han sagde, at det var ægyptiske, kaldæiske, assyriske og
arabiske skrifttegn, og sagde, at de var ægte. Han gav mig et skriftligt
bevis, hvori han bekræftede overfor indbyggerne i Palmyra, at disse
skrifttegn var ægte, og at også oversættelsen af dem, der allerede var
oversat, var korrekt. Jeg tog beviset, stak det i lommen og skulle lige til
at forlade huset, da professor Anthon kaldte mig tilbage og spurgte mig,
hvorledes den unge mand havde fundet ud af, at der var guldplader på det
sted, hvor han fandt dem. Jeg svarede, at en Guds engel havde åbenbaret det
for ham.
65. Han sagde da til mig: ³Lad mig se det bevis.² Følgelig tog jeg det op af
lommen og gav han det. Han tog det og rev det i stykker og sagde, at der
ikke nu om dage var noget sådant som englebetjening, og at om jeg ville
bringe ham pladerne, ville han oversætte dem. Jeg forklarede ham, at en del
af pladerne var forseglet, og at det var mig forbudt at bringe dem. Han
svarede: ³Jeg kan ikke læse en forseglet bog.² Jeg forlod ham og gik til dr.
Mitchell, som bekræftede, hvad professor Anthon havde sagt både med hensyn
til skrifttegnene og oversættelsen.²
66. Den 5. april 1829 kom Oliver Cowdery, som jeg aldrig før havde set, til
mit hjem. Han fortalte mig, at han havde været skolelærer i det nabolag,
hvor min fader boede, og da min fader var en af dem, som støttede skolen,
havde han for en tid logeret i hans hjem. Medens han boede dér, havde
familien fortalt ham, hvorledes jeg havde fået pladerne, og derfor var han
kommet for at stille forespørgsler til mig.
67. To dage efter Oliver Cowderys ankomst (nemlig den 7. april) begyndte jeg
at oversætte Mormons Bog, og han begyndte at skrive for mig.
68. Vi var stadig beskæftiget med oversættelsesarbejdet, da vi den følgende
måned (maj 1829) en bestemt dag gik ud i skoven for at bede og adspørge
Herren angående dåb til syndernes forladelse, som vi fandt omtalt under
oversættelsen af pladerne. Medens vi således bad og påkaldte Herren, nedsteg
et sendebud fra himlen i en lyssky, og efter at have lagt hænderne på os
ordinerede han os, idet han sagde:
69. I Messias´ navn overdrager jeg jer, mine medtjenere, Arons præstedømme
som ejer nøglerne til engles betjening og til omvendelsens evangelium og til
dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse; og dette skal aldrig mere
tages fra jorden, førend Levis sønner atter frembringer et offer for Herren
i retfærdighed.
70. Han sagde, at dette aronske præstedømme ikke havde myndighed til at give
håndspålæggelse for den Helligånds gave, men at denne skulle overdrages os
senere, og han befalede os at gå og blive døbt og underrettede os om, at jeg
først skulle døbe Oliver Cowdery, og derefter skulle han døbe mig.
71. I overensstemmelse dermed gik vi og blev døbt. Først døbte jeg ham, og
derefter døbte han mig - hvorpå jeg lagde mine hænder på hans hoved og
ordinerede ham til det aronske præstedømme.
72. Sendebudet, som besøgte os ved denne lejlighed og overdrog os dette
præstedømme, sagde, at hans navn var Johannes, den samme, som i Det nye
Testamente kaldes Johannes Døberen, og at han handlede under ledelse af
Peter, Jacob og Johannes, som havde det melkisedekske præstedømmes nøgler,
hvilket præstedømme, sagde han, skulle overdrages os til rette tid, og at
jeg skulle kaldes den første ældste i kirken og han (Oliver Cowdery) den
anden. Det var den 15. maj 1829, at vi blev ordineret under dette sendebuds
hånd og blev døbt.
73. Så snart vi var kommet op af vandet, efter at vi var blevet døbt,
oplevede vi store og herlige velsignelser fra vor himmelske Fader. Aldrig så
snart havde jeg døbt Oliver Cowdery, førend den Helligånd faldt på ham, og
han stod op og profeterede mange ting, som snart skulle ske. Og på samme
måde, så snart jeg var blevet døbt af ham, fik jeg også profetiens ånd, og
jeg stod op og profeterede om kirkens opkomst og meget andet, som stod i
forbindelse med kirken og denne generation. Vi blev fyldt med den Helligånd
og frydede os i vor frelses Gud.
74. Da nu vort sind var blevet oplyst, begyndte skrifterne at åbne sig for
vor forståelse, og den sande mening og hensigt med de mere hemmelighedsfulde
skriftsteder åbenbaredes for os på en måde, som vi aldrig før havde kunnet
nå til, og heller aldrig før havde tænkt på. I mellemtiden var vi tvunget
til at hemmeligholde de omstændigheder, under hvilke vi havde modtaget
præstedømmet og var blevet døbt, på grund af den forfølgelsens ånd, som
allerede havde vist sig i nabolaget.
75. Vi var flere gange blevet truet med voldshandlinger fra pøbelens side,
og det til og med af folk, som bekendte sig til religion. Og deres
beslutning om at pudse pøbelen på os modvirkedes kun af den indflydelse, som
min svigerfaders familie udøvede (under guddommelig forsyn); de var blevet
meget venligsindet mod mig og modsatte sig pøbelvælde, og indvilligede i, at
jeg fik lov til at fortsætte oversættelsesarbejdet uden afbrydelse, hvorfor
de tilbød og lovede os beskyttelse mod alle ulovlige fremgangsmåder, så vidt
som det stod i deres magt.
Trosartiklerne i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige:
1. Vi tror på Gud, den evige Fader, på hans Søn Jesus Kristus og på den
Helligånd.
2. Vi tror, at mennesket vil blive straffet for deres egne synder og ikke
for Adams overtrædelse.
3. Vi tror, at hele menneskeheden, gennem Kristi forsoning, kan blive frelst
ved at adlyde evangeliets love og forordninger.
4. Vi tror, at evangeliets første grundsætninger og forordninger er: 1) Tro
på den Herre Jesus Kristus, 2) Omvendelse, 3) Dåb ved nedsænkning i vandet
til syndernes forladelse, 4) Håndspålæggelse for den Helligånds gave.
5. Vi tror, at en mand må kaldes af Gud ved profeti og håndspålæggelse af
sådanne, som har myndighed dertil, for at prædike evangeliet og tjene i dets
forordninger.
6. Vi tror på den samme organisation, som fandtes i den oprindelige kirke,
nemlig apostle, profeter, hyrder, lærere, evangelister o.s.v.
7. Vi tror på tungemålsgaven, profeti, åbenbaring, syner, helbredelse,
udlægning af tungemål o.s.v.
8. Vi tror, at Bibelen er Guds ord, for så vidt, som den er rigtigt oversat;
vi tror også, at Mormons Bog er Guds ord.
9. Vi tror alt, hvad Gud har åbenbaret, alt, hvad han nu åbenbarer, og vi
tror, at han endnu vil åbenbare mange store og vigtige ting angående Guds
rige.
10. Vi tror på Israels virkelige indsamling og de ti stammers
tilbageførelse; at Zion vil blive grundlagt på det vestlige fastland
(Amerika), at Kristus personligt vil regere på jorden, og at jorden vil
blive fornyet og få sin paradisiske herlighed.
11. Vi kræver ret til at dyrke den almægtige Gud i overensstemmelse med vor
egen samvittigheds bud og indrømmer alle mennesker den samme ret, lad dem
tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil.
12. Vi tror, at vi må være konger, præsidenter, herskere og
øvrighedspersoner underdanige og adlyde, ære og holde lovene.
13. Vi tror, at vi må være ærlige, sandfærdige, kyske, velgørende og dydige
og gøre godt mod alle. I virkeligheden kan vi sige, at vi følger Paulus´
formaning: Vi tror alt, vi håber alt, vi har udholdt meget og håber at kunne
udholde alt. Vi tragter efter alt, hvad der er dydigt, elskeligt, hvad der
har godt lov eller er prisværdigt.
For mere information:
http://www.lds.org/basicbeliefs/freebookofmormon/0,5854,,FF.html
> Fra: "Dan" <dan.kiving@get2net.dk>
> Organisation: Posted through some European Outpost of TDC Internet A/S
> Nyhedsgrupper: dk.livssyn.kristendom
> Dato: Mon, 30 Apr 2001 01:10:12 +0200
> Emne: Hvor er Guds menighed i vores tid?
>
> Hej i gruppen
>
> Jeg har efter en mindre drøftelse her i gruppen fået mod
> til at stille et spørgsmål. På baggrund af læsning af Biblen
> er jeg interesseret i at vide, hvor jeg finder Guds sande
> menighed. På baggrund af diskussionerne her i gruppen
> og i andre danske og engelske grupper er mangelen på
> tolerance slående.
>
> Er der kristne grupper, der er mere den kristne menighed
> end andre? Er vi alle lige gode eller er du mere og bedre
> eller er jeg dårligere?
>
> Jeg mener den oprindelige kristne menighed, den jødiske
> gruppe, der bekendte sig til det gode budskab om Kristus
> fungerede om ikke som fuldkommen da som mønster for
> os. Der var gode ting og dårlige ting i menigheden, iflg.
> NT, men hvad skal vi ellers måle os med? Vi har ikke den
> lovede nye verden at måle os op imod, men hvis jeg skal
> lede efter en kristen menighed i dag, som ikke alene støtter
> mine egne eller min gruppes meninger og dogmer, men
> er en sand Guds menighed, hvor finder jeg da den?
>
> Jeg tænker ikke på "Riget er i jer eller i blandt jer" men den
> fysiske menighed, som har Guds godkendelse.
>
> Kan denne menighed findes i dag eller har vi alle - som nogen
> siger - Guds menighed i os selv? Og hvad er menighedens
> rolle? Og skal vi underkaste os menigheden eller skal den
> acceptere os? Og hvad så med alle de dogmatiske diskussioner
> vi har her og som mere skiller end samler?
>
> Med venlig hilsen
>
> Dan Christiansen
>
>
>